365 digte
1. januar
Ak, januar, din første nat!
har du tømmermænd?
skal jeg drille dig lidt –
eller husker du selv på de
livagtige nøgne kroppe, der slyngede
sig ind og ud mellem hinanden
og udvekslede legemsvæsker
en strøm af organisk
livagtigheds død
som gav os at modtage
organisk føde
ikke livets brød,
men dets blod og kød
til ihukommelse af
hvedekornet i jordens skød
en læderet moderskedes
præventivt ubesmittede
undfangelse af intethed
et spyd der perforerede
og spaltede op denne nytårsnat
hvor stenbroen lod vokse
op af sprækken i gadens asfalt
kønnets organiske blomsterbed
korsfæstet vandret i ægtesengen
for næsten kærligt at fuldbringe
en non-stop orgasmes livagtighed…?
godt nytår!
2. januar
Ak, anden januardag dog;
det er ikke blot som var du
som så mange andre dage
den første dag i resten af mit liv
nej, du er snarere
den sidste i mit hidtidige liv
dog endnu mere
på særeste vis kan jeg
i mine bedste stunder føle
at du, min kære, ikke blot
er den sidste og dermed
den hidtil bedste dag
i mit hidtidige liv
og i resterne deraf
men også den første dag
i det liv der kommer.
18. januar
Ak januar, ja, er der noget nyt?
er du ikke en sandhed der
forlængst er fortalt –
eller en løgn længst afsløret?
er du løgneren siges det
at ingen har en
skjult sandhedskærlighed
større end dig
og det vil sige noget
for når alt er sagt
hvad det i sandhed aldrig bliver
har jeg netop over for dig
ikke noget at skulle sige
men blot at skulle have sagt.
19. januar
Ak januar, du er som det digt
der aldrig blev til noget
andet end et ufødt
og snart glemt fantasifoster
ikke at jeg græder snot over det
hvis du forstår
nej, det jeg ville tude over
hvis jeg var i stand til at tude
er min væmmelse over denne skøgeunge
som jeg straks ville slå ud af hovedet
hvis ikke jeg vidste at også digte
der aldrig bliver til noget
dog bliver til.
20. januar
Vi bærer alle skyld for det skete
for det kunne jo ikke ske
ja det skete jo næsten ikke
for da griber den kolde nat
os endeløst om hjertet
og tynger det mod jorden
som når jeg som en søvngænger
går forbi min næstes pinsel og siger
som det hedder sig
når man undslår sig sin pligt:
jeg kender ham jo ikke
for det skete jo næsten ikke
det kunne jo ikke ske
og dog besluttede en gruppe
mennesker i dag
at finde en endelig løsning
i hjertet af det 20. århundredes nat
der hvor vi alle i vores dybeste søvn
ikke engang kunne drømme om
at det der ikke kunne ske
efterfølgende skete.
21. januar
Ak, du januardag
som en evig bustur
op ad Godthåbsvej
på mit elskede Frederiksberg
der først hin dag får ende
forstår jeg end bedre og bedre
hvor lidt der i ord
lader sig skildre
hvis objektet er Godthåbsvej
forstår jeg nu tillige
med samme objekt
hvor meget der
for den digteriske fantasi
forladt for ord
lader sig skildre i følelser
som kastede hin dag
i eftermiddagsskumringen
lys over den forgangne tid
eller rettere
fyldte den med et mørke
så ladet af billeder
at jeg ved dagslys knap nok
ville genkende gaden.
22. januar
Ak, januar dog
som er som klinisk renset
for alt andet end karskhed
vil jeg i dag skrive et digt
til dig altså, ja til dig
denne klare vinterdag
ville jeg spille en kølig klarinetsolo
måtte den end udføres
svagelig som min natur er
og som du nok kan se
med en passende dosis
Zonoct og Rivotril som tilsætning
var denne kølige klarinetsolo
dog således efter ganske
få fraseringers halveringstid
pludselig så inspireret
ja så forsiret og fin i klangen
så man ligefrem måtte undres over
at denne adjektivernes virtuos
endog tilsat kemiske stimulanser
aldrig har ejet en klarinet
og i øvrigt heller ikke
ville kunne spille på den.
23. januar
Ak, januar, du er
når jeg beder til Jesus
som al snak om vind og vejr
en statisk tilstand i hjertet
over for dig røber jeg ikke et ord
og ordene har for øvrigt
heller intet at sige
her hvor det er
midt på vinteren
og det er dig der
bestemmer temperaturen
hvor kuglepennen
bare er et termometer
der med kolde cifre
måler stemningslejets
aktuelle lavkonjunktur.
1. februar
Og februar…på en råkold dag
i den inderste vinter er det som
jeg uafvidende dette har
skrevet mig vej ind i dens hjerte
uden at have mindste
forstand på kardiologi
og uden at ønske at have
forstand på et sådant fremmedord
i netop dette digt
som således er ilde tilpas ved at
befinde sig i et fremmed
kardiovaskulært system
hvordan det så end er
sket at netop jeg er blevet
stifinder for ord som
ingen kardiolog kender til
men som derimod du
har ladet digteren finde på
kardiologiens øde gader og stræder
der hvor ingen læge tør færdes
alene af angst for de blodkar
som kun i et digt som dette
kan finde vej til et hjerte
der er så meget desto mere
fremmed for kardiologen
som det er velkendt for digteren
om end han ikke synes mig
at være helt identisk med
den blinde passager
der har skrevet dette
og som kun i egenskab heraf
føler sig som stifinder
for de ord som kardiologiens
veje og vildveje består af.
9. marts
Lang tid før diagnostiske prognoser
fik opfyldt sin fastsatte kvote af stigmata
på tværs af sindets landegrænser
internt i kroppens kloaksystem
mødtes en kronisk højrisikogruppe
en kort stund med de andre
løsrevne lemmer af et parti
som aldrig havde haft
eller taget noget parti
som ingen derfor tog parti for
eller bare ikke turde tage til indtægt
for noget andet end intet
for trods alt var alle eksisterende
partier vel enige om
at noget for noget
var bedre end for intet at få
hvad man for intet havde givet
i et land med en dagsorden
hvor ingen kender natten
og kun få husker dagen
hvor samlede Strunge døde.
21. marts
Å, marts, om det i dag
er fredag eller ej
er mig ligegyldigt
for uanset kalenderåret
er alle dage i dag
dog som en fredag
jeg ser den alligevel
som det usynlige ses
om end jeg i sagens natur
ikke har nogen anelse om
hvad det er jeg ser
som dette mylder af tonenuancer
der for den erklæret farveblinde er
sort som solen over
alskens gyder og undergange
rød som regnen på Blågårds Plads
eller i hvert fald er
som mit Indre Nørrebro
hvor Dronning Louise
tænder for gaslamperne
og løsner op for barmen
hvor gadens fugtige forstening
flammer under neonreklamernes lys
og en eller anden ensom stakkel
får taget sit eget liv i et kvistkammer
højt over Nørrebrogade
alt imens jeg skriver dette
som var det denne
ukendte elskedes gravskrift
som var det ingraveret
i gadens fugtige forstening
sort som solen over
alskens gyder og undergange
rød som regnen på Blågårds Plads.
1. maj
Du milde maj!
når du smiler
synes vejen mellem
tanke og handling
at være så kort
at du når mig
før jeg når at tænke
og tænke på alt det
som ethvert digt
hæsblæsende søger
at nå at blive
og derfor aldrig
øjebliksvis kan siges
bare at være
men som dit smil
længere end noget
af mig kendt øjeblik
både når og er
nemlig tanken som handling.
30. maj
Kameraøjet fra mit frøperspektiv
viser en knejsende Jomfru Maria
med vuggende bryster
overskrævs på mit køn.
Og jeg forstår nu hvorfor.
Stjal jeg end i mit hjerte
din elskov, var den
som en trojansk hest.
Egentlig kom ordet fra dig,
og det flød ud i mine årer,
ikke ved intellektet, men
ved kødet. Således er jeg
nu for den kristne, der formår
at forstå dette, en synder i
anden potens. Jeg har ved
kødet modtaget ordet
gennem nadveren af Marias
skød, og dette ord, dette
stof, har som et skud af
den fineste dope
gang på gang ført min
kuglepen. Således har jeg i
skriftens tjeneste, hvilken
dødssynd, modtaget ordet
for ved kødet at tage bolig
i en kvindes elskov og
dermed skrive mig
ind i hendes køn
denne sidste forårsdag
hvor det frie flæsk
som al reklameindustri gør det
ophøjede lysten til propaganda.
5. juni
Å, kæreste femte junidag dog
det er som mærker jeg netop i dag
tydeligt i mit hjerte hvordan
det er som om grundvolden er forsvundet
at fundamentet for det tankens bygningsværk
i hvilket jeg skulle hvile og bo
er som en installationsvejledning
til et tankeslot
skrevet på et afdødt sprog
forklaring følger ikke
kun gisninger og gæt
og hvad mere er
har grundvolden måske aldrig eksisteret
og ethvert af tankens bygningsværker
altid været belagt på en sokkel
af gisninger og gæt
for der var aldrig råd til mere, var der vel?
næ, altid har blot digtet
som Kristus på en soloklarinet gennem natten
skamløst kunnet kaste om sig
med midler det ikke har
det begynder at bygge et tårn i fantasien
uden tanke for soklen
og for alle de tegn gennem
tidernes tilsandede øregange
der nu er så tilpas utydelige
at digtet nødvendigvis må tro
det modsatte af hvad
man skulle tro – for er udgifterne endda tårnhøje
er troen ikke som man skulle tro
men tværtimod altid lige netop denne tak højere end tårnet
der gør at den kan tænke noget til ende
helt til enden og forbi tankens slutning
for derfra at begynde evangeliet.
24. juni
Å, Maria, min Magdalene, en lys og sen Sct. Hans aften, hvor
jeg aner dig i gadelampernes skær af virkelighed. Uden mørket
er jeg i lysets vold, hvor gadelamperne opløses af lysvældet, og
synes evigt slukkede.
Tro mig, jeg elskede dig og hver af de syv dæmoners dårskab,
der lod dig sidde sløvt, og som lyste søvnigt ud af dine urolige
øjne som ud af det blafrende stearinlys på mit natbord.
Det var før du gjorde entre i evangeliet, da Jesus spredte lyset
i hver afkrog af dit sind. Jeg var en bifigur, en verdslig skjald,
end ikke værd at nævne, og slet ikke da du forlod mig i
Magdala, trofast ved Guds dårskab selv mod lysets død i
Jerusalem.
Så meget mere elskede jeg med dig i hjertet, som nu, hvor jeg
blot end klarere, ved tanken om lysets død, i det lyse mørke
aner dig som en flammende afglans af lysets lys.
Å, Magdalene, du fulgte og var tro mod ham, endda da han lå i
graven, da det var nat i hele verden.
Denne sen aften i Magdala ser jeg nogle timer endnu, ved Guds
dårskab, dit lys i sindets afkroge. Og dog, øjeblikket efter slukker
jeg al lys på mit værelse, så at lyset nu blot er at finde udenfor
i verden.
Og da jeg, stadig søvnløs, lægger mig på mit leje, tænker jeg
tilbage på Magdala og ønsker her, i et skjulested for samvittig-
heden, lysets død, således at det aldrig igen var blevet dag i
dit sind.
Ikke som det står skrevet, at mennesket elskede mørket mere
end lyset, for det det elsker er dog netop det blege lys i natten;
hvad var dog natten uden verdens blafrende glød?
End mere, langt mere end lyset, elskede digteren lysets svage
afglans, sådan som kødet i mørket lyste ud af dine urolige øjne
under gadelampernes skær af virkelighed.
26. juni
Du, denne nok så undseelige
skærsommerdag der år efter år
er FN’s anti-torturdag
om ikke jeg, så stå dog du
midt i al tids digtning til eros
ved den tanke der var undfanget
af kærlighed men ikke lod sig tale
for slet ikke at tale om
dem som blev væk i vrimmelen
af glossariums fostre
og først lod sig identificere
under obduktionen på
et hospital langt væk
da de genopstod hos
digteren der førte skalpellen
at også en dødfødsels foster
kan være et kærlighedsbarn
ja, måske kun dette
for evigt uberørt af bagtanker
som det ligger der
sønderskåret og indsmurt
i slim og blod kan
det være det kærligheds mæle
der ikke rummes af
noget sprog tanken kan tale.
27. juni
Å, denne juninat før endnu
en årlig skærsommerdag
mener jeg at kende og smertes
ved hver af dine marers ridt
og dog er dine skamlæber for mig
der i fantasien allerede er trådt ind i templet
som forhænget som flængedes
da Jesus stønnede at det var fuldbragt
såvel som dine bryster er de to røvere på korset
et til højre og et til venstre for hjertets midte
aldrig, som kun du har lært mig det
blev kun det ene frelst og det andet ladt tilbage
thi for Jesus og hans forsirede klarinetsolo
er de begge så lige tilpas bløde
som sæden på en blomstereng af kød
at Gud aldrig ville have formet og fyldt dem
for andet end hver af deres fyldes egen skyld
på høstens dag
sådan som hver dag der vil komme
ja, som er nu
er høstens dag
og hver af dine brysters modermælk
denne evige sommer
såvel som hver sommer
hvor du heller ikke fik børn
dog er min længsels kilde næring nok til
at jeg ved smagen af dine bryster igen
og igen så meget desto mere som
forhænget flænges
som digter vil tørste efter
at fuldende mig
som din krops tempel
for digtet at se
er fuldendt i dig.
28. juni
Å, du hede junidag hvorpå
det 20. århundredes nat tog sin begyndelse
og blev afsluttet da jeg skød John Lennon
jeg var træt af denne maskerade af livsformer
der aldrig formede andet end form
sådan noget foresvævede
mig i hvert fald lige da jeg trykkede på aftrækkeren
nogen skulle jo skyde ham
nogen måtte jo
for hvordan skulle formen ellers få et indhold
der var til at holde ud?
det var for øvrigt også mig der på dagen i dag
skød Frans Ferdinand i Sarajevo i 1914
af lignende årsager
krigen har vel altid været
en gensidig liderlighed efter løgnen
en form der sprænges for
i sagens natur forgæves
at få et indhold
der er til at holde ud fælles for alle parter
således som al propaganda
er voldtægt af sandheden
spørger den os endog æggende
hvad luderen ellers var til for?
jeg ved det ikke
jeg var vistnok meget
ung dengang i 1914
og meget forvirret
men historien er altid den samme.
29. juni
Å, hede juni, poeten er fuld og færdig
Han er træt nu, rimsmeden.
Og har godt nok fundet ord
men verberne synes
at glide i dit køns safter
mens de tøvende venter på
længslernes opfyldelse
kun således, tænker han
kan dit navn bevares rent og ubesmittet
for eftertiden og hans indestængte drøm
leve videre på skrømt
således en aktør i
en skintilværelse, javel
men tillige et vidne
der beretter sandfærdigt
for herved at bevare din uskyld
sådan lader han i hvert fald
verberne balancere
mellem dine skamlæber
og sådan er han per definition digter
ved diskrepansen mellem
din apologetiske uskyld
og hans gennemførte løgn
som kun sandheden synes værdig
for er dit køn virkelig som en blomst
der end aldrig er plukket
driver enhver metaforisk frase
alene af lyst derefter
hjælpeløst ned ad
dine brysters kurver.
30. juni
Å, du den skønneste
skærsommerdag
hvis jeg nu kendte
vejen til din vagina
ville jeg følge den vej
uanset hvilke dunkle stier
jeg skulle gå ad
uanset de vilde hegn
der ville rive mig til blods
for jeg ville blive hos dig
uanset hvor meget
din skedevægge ville
lukkes om mig
og efterlade mig stadigt
længere borte fra
nogen sti og vej
for så meget elsker
jeg din milde latter
og gør det end ondt
at kende den for dig
mærker jeg blot smerten
som et sødligt stik
frydefuld som bare fanden
ja kendte jeg bare vejen
ville jeg traske ud af den
helt uden mål og med
udenfor paradisets have
hvor Adam og Eva elskede
midt i arvesyndens hæslighed.
1. juli
Juli, min elskede juli
når jeg er inde i dig
og dine skedevægge omkranser mig
fylder jeg et hul i din sjæl
der før var ubeboet
eller var beboet af hullerne
i vores samtale
hvis jeg kunne, ville jeg søge
dybere ind og op i dig
til jeg nåede livmoderen
for, som Nikodemus, forvirret
at ville kravle ud igen,
indtil du griber mig
lader mig tage bolig
og ikke slipper mig
før du får mig ind
og op i kroppens
organiske indre, fra hvor
nattens drømme fostres
i et land med bække
med kilder og med strømme
af vand, der vælder frem
i dale og bjerge. Sandelig,
jeg lever ikke af brød
men alene af hvedekornet fra
min organiske underjords
vandringsfærd bag dine
rosenrødlige læbers port.
2. juli
Juli, min elskede juli
når jeg ser din mund
og alle de kys elskende har efterladt her
alle de gange de som jeg
har aflæst hver deres ordlyd
af dine simrende læber,
tænker jeg, at ordlyden
er den samme på
ethvert kendt sprog
samme ordlyd som
hullerne i vores samtale
og alle de samtaler du og jeg
måtte have haft med
alle de elskende
der har krydset den
midlertidige afstand
mellem vores læber
indtil dette øjeblik,
taknemmelig for at
alle sprog dog tales
med to tunger, lige som
de to der mødes i dette kys,
såvel som i alle de
foregående, der blandt
millioner har ført
netop vores
læber sammen.
3. juli
Juli, min elskede juli
når jeg er inde i dig
er jeg på opdagelsesrejse i
en organisme der er
fremmed fra min
jeg opdager en ny verden
der ikke længere er ubeboet
men har været beboet
fra det øjeblik
i tidernes morgen
hvor jeg var her
som pilgrim i
det forjættede land
hvor synd er dyd
og kropsvæsker
mælk og honning
hvor jeg er alene
og du omslutter mig
og min ensomhed,
alene på sporet
af dig.
4. juli
Juli, min elskede juli
når jeg er inde i dig
er du overalt;
dog, havde jeg end
tvunget mig vej
og overvundet dig,
er det blot dig der har
vundet i mig,
som var vi ene og alene os
og ikke du og jeg.
6. august
Kunne jeg bare gå til grunde i alting
blive spredt ud over universet
i en tændstikæske og ligge der
og bare være
eller ikke være
forskellen forekommer irrelevant
og i øvrigt er det bare ord
og det er slet ikke ord det handler om
for hvis det var det
ville jeg handle og gøre noget
fatte pennen
og skrive et digt
men nu har det altså ikke noget
at gøre med ord
men med at gå til grunde i alting
blive spredt ud over universet
i en tændstikæske og ligge der
og bare være
eller ikke være
som den by
der engang hed
Hiroshima
1. september
September, å, september
den første dag i dig
i dag hvor alt begynder
længst at være forbi
og som slutter der
lige der
hvor alt længst er forbi
hvor ensomheden ikke længere
er elskovs bagside
som før søvnens stund
og elskov ikke længere
er ensomhedens forside
som på en formiddagsavis
i gadernes dis og blund
hvor ingen kender natten
da begynder en evig dag
som ingen nat kender
som var natten blot
en parentes af pinsel
før al ensomhed ender
midt i et efterårsdigt
lige der
for enden af din sølle streg
hvor jeg begynder
at mærke kærligheden
begynde i mig.
2. september
September, å september
i dag så fyldt med et sødligt vemod
som var du med dine lune skygger
vore længslers modersmål
og dog har netop du i dag
gjort mig det klart
at længsler ikke længere stilles
men at de tværtimod stiller sig på tværs
for ikke at kunne opfyldes
da de allerede er fyldt op
til randen af uindløste gældsforskrivninger
der ikke kan indfries ved ækvivalerende betaling
gloser der ikke kan åbne længslens blomst
tage bladet fra munden og indfri pantet
ved et bestemt verbum
der alligevel er frosset fast i frasens form
og ikke betyder det som det skal betyde
men noget andet
der ikke lader sig forme
og som vistnok er den
form formering
formular eller
formulering
jeg længes efter
uden at den stilles
opfyldes eller indfries
men dog findes
og blad for blad har foldet sig stadigt dybere indad
der hvor
bogstaver bliver
kød og blod
mellem dine læbers
formfuldendte blomstring.
3. september
September, å, september
vil du tillade mig at spørge dig
om du er ensom i nat?
for sådan spørger vi mennesker
retorisk os selv
men sjældent hinanden
sådan hvisker vi til os selv
med blanke øjne og
tørre svælg i mørket
når vi føler os sikre på
at ingen, ja, end ikke os selv
hører os
sådan spørger vi uden at afvente svar
dels fordi vi ikke evner at
udholde besvarelsens tavse latenstid
og dels fordi vi mener at kende svaret
fra så mange popsange
hvor længslen
ensomhedens store fabrikant
synes at kende os
dog uden at kende svaret
det svar end ikke vore elskede kender
for måske bliver natten os
kun ved det nøgne spørgsmål
blottet for længslens ensomhed
i al dens fabrikerede retorik
en smule mindre ensom.
11. september
På dagen i dag
uanset at det såvel som i dag
kunne have været
i går eller forgårs
slår dog pludseligt trodsigt
og end mere sørgmodigt
hjertet hårdt og tungt
som et kropsorgan
og intet andet
som måske intet andet søger
end befrielsen fra
enhver metaforik
dette intet andet
som ejermanden
forstår kan dø
ikke blot ved
i befrielseskampen
mod metaforikken
at kæmpe
for intet andet at være
men ligeledes
og værre endnu
ved at kæmpe
for at blive til intet
og i sin befrielseskrig
tilintetgøre ethvert
metaforisk gidsel
i kroppens massegrav
ja, endelig at have
opdaget den mulighed
at tilintetgøre sig selv.
12. september
jeg befinder mig i ingenmandsland mellem række på række af
skyttegrave, kors, lig og laster
mellem årtusinders kristne troslydighed over for en sekulariseret
højteknologisk våbenmagt
som sagt, om det så er tankens lydige fange hos Kristus selv:
den, der ikke er med os, er mod os
eller også var det omvendt
og mens jeg hallucinerer at høre granaterne eksplodere omkring mig
i denne phoney war
som var den kun på skrømt i fantasien, digtet eller fjernsynet
har overlevelsens instinkt en stadigt mere rendyrket tanke
for hvor min elskede er
om hun er levende i disse tankekulissers land som er dødt
om hun har fundet et bombekrater at skjule sig i
å, hvor ville jeg gerne stede mit hoved til hvile i det
bombekraters dybe fure
som hendes køn med min kuglepen aftegner i landskabet
men her er ingen
her er end ikke læseren
om jeg så kunne søge min elskede blandt tusindvis af læsere
findes der ingen som hende
og hendes bombekraters dybe fure
i dette land, hvor jeg lige hørte
en selvmordsbombe
der end ikke i fantasien eksploderede
og derfor frøs min pen fast
ved sin insisterende tavshed
her i selveste digtets prime time.
25. oktober
Jeg kom til verden i dag
og blev født uden
en tåre på kinden
senere i livet blev jeg
god til at græde
jeg forestiller mig det således
at jeg jublede af lykke
da jeg blev undfanget
og nok var en smule skuffet
da jeg blev født
men at græde gjorde jeg
først senere, langt senere
og ikke over at være blevet til i verden
men snarere
over at verden var blevet til i mig
endnu før jeg blev til i den
ja at verden var i mig
før jeg var i den
og altid vil være det
tanken har nok strejfet mig
da jeg blev født
for senere, langt senere
blev jeg sandelig
god til at græde.
27. oktober
Jesus har spillet en
klarinetsolo for i dag
fra tidernes morgen til
klarinetten blev opfundet
fra sin fødsel til sin død
og fra sin død stadig mere forsiret
op gennem det 20. århundredes nat
og dog smukkest i fraseringerne
siden denne oktoberdag
hvor en elsket ven blev født og lige til nu
om ingen så hører den
om kun få nogensinde har været
vidende om dens skønhed
håber jeg blot at mene
at have hørt enkelte svage toner
gennem andres hænder og stemmebånd
det som ingen har set
som en node hinsides farven blå
det som ingen har hørt
som en lyd bag dagens øjenlåg
som ved sin skønhed sprænger
ethvert begreb om skønhed
men som nu og her findes
mere end noget andet og altid mere
nu og her end før eller siden
men dog smukkest i fraseringerne
siden denne oktoberdag
otte år før min fødsel
lige til nu hvor jeg gennem
hendes stemmes klang blot mener at håbe
efter tusinder af år i dag
at mine ører får lyden at høre.
1. november
Ak november, hvis himlens tårer
her til aften allehelgensdag
ikke var så tyk en kliché
at man selv med kuglepen
vil kunne skære i den
ville jeg skrive at
jeg aldrig havde set
nogen græde som du
og tænk, da jeg ville
skrive dig et digt
satte denne sætning sig fast
og lod sig ikke rokke ud af stedet
jeg ved ikke hvorfor
men den blev ved med
at forfølge mig
lige til jeg fik den skrevet ned
tilbage sidder digteren blot
med en trist fornemmelse
af at have trælbundet
billedet af dine tårer
som på et fotografi
fra forsiden af en frokostavis
på sær vis uendeligt smukt
og trist som det nu er
som det er nu
nej, jeg har aldrig set
nogen græde som du.
9. november
udenfor vinduet marcherer
en alt for sen sommers nat forbi
gennem nørrebro
stille soldater som børn
født et sagte og
umælende efterår
nogle råber og én råber:
du er død, mand!
mere vidunderligt tæt
på døden har jeg
ikke været, siden
jomfruhinden i hjertet
blev brudt ned med
et kys, sidste nat før
det dagedes i øst
da eventyrene
fra tusind og én
sensommernats søvn
alle var fortalt, og
nogen tændte for
en sol af neonrør
som vækkede mig
selv her, en verden
vest for den krig
der blev tabt til
stille soldater som børn
radiostøjens stemmer
skingre som var
de til fodboldkamp
en sværm af farveprikker
men mest af alt,
sagte og umælende
efterårsregn på min rude.
28. november
Å, endnu en novemberdag
hvor alt hver nat er forbi
– verden, landet og byen
gaden, lejligheden og sengen
hvor noget smertefuldt
i morges blev til
forsvinder i et hul
der bliver større og større
for hver dag der går
eller ikke går
morgen bliver til formiddag
eftermiddag til aften
jeg forsvinder efterhånden
som alt det andet
og kort før indslumringen
forsvinder selv du
der engang vækkede mig
således som morgen
igen vil blive til formiddag
eftermiddag igen til aften
og verden igen
vil svinde ind i landet
byen ind i gaden og
lejligheden ind i sengen
hvor noget smertefuldt
i morges blev til
som det i morgen
igen vil blive til –
hver nat er alt forbi.
29. november
Å, endnu en novemberdag
det er som du i mørket
forvrænger det dagligt kendte
til noget ukendt
som en stemning
jeg engang er vågnet op
eller er faldet i søvn til
som var faktorernes
orden ligegyldig
således som at alt
da er ligegyldigt
hvad det måske også er
når det nu endelig skal være
hvad det vel være skal –
da nærmer tankens ende sig
og efter grundige overvejelser
uanset faktorernes orden
om jeg så er vågnet op
eller er faldet i søvn
bestemmer jeg mig slutteligt
om end lidt spæd i mælet
for dog at være til.
30. november
Å, november, på din sidste dag
har du en kort stund
fortalt mig din hemmelighed
for nok kan natten være et martyrium
og morgenerne være en endeløs række
som kors på en krigskirkegård
men denne aften
netop i aften
føles tiden så kort
ingen nat eller morgen
har nogensinde før
været så kort
som i aften
hvor jeg i skrivende stund
i mine tanker intet finder
hvor intet således
ganske kort findes
så fredeligt som var det livet selv
ikke at jeg dermed rammer
en særlig tanke eller følelse
eller i hvert fald
ikke uden at jeg ord for ord
nøje har sigtet derpå
og således intet har ramt
eller rettere
netop har ramt intet
lige på pletten.
10. december
På denne din evigt kolde juledag
eviggyldigt alt for sent – og alt for tidligt
er menneskerettighedserklæringen
vedtaget til ihukommelse af
snarere end til mod på – livet
for med denne in mente
har jeg ikke modet til at leve
og jeg har ikke modet til
at afsøge min sjæl svar
og spørgsmålet, som
står ridset ind på
stentunnelens vægge
bag perleporten finder
knap nok mæle til at
stilles min samvittighed;
er da digtningen,
hvis blot en ordknap
sammenstilling af ord
for evangeliet ikke
et fejheds dække over
en afgrund i hjertekulen:
glossarium der stedløst
vakler videre i
sætningernes
bundløse virvar af
adjektivisk blodbestænkt
kød fra døende
målløse og mølædte
kroppe?
Det er os, der er de døde.
22. december
Jesus kære, jeg ligger her i eftermiddagsmørket og betragter et enkelt stearinlys, jeg har tændt. Og jeg tænker, at lys i dig kan slukke mørke, mens mørket ikke kan slukke lyset. Når jeg tænder et stearinlys denne eftermiddag, er der ingen magt i verden, der kan forhindre det i at oplyse mørket, så længe det er tændt. Og slukkes det en stund, da jeg skal sove, kan ingen magt i verden, end ikke mig selv, forhindre morgenens dagslys i at fordrive mørket. Så nok henligger tingenes grund i verden i mørke for mennesket, som en afgrund så dybt nede under vores bevidsthed, at ingen der gennem tanken tror at kende sin sjæl, kan udgrunde sig selv, se gennem sit hjertes mørke dyb og stadig bevare forstanden.
Men hvor lyset kan skinne i natten, hvilket mørke kan da slukke dagslyset? Altså er lyset, som du har skabt det, mørket overlegent, fordi det kan skinne i mørket, mens intet mørke kan beskinne lyset.
Dog findes der i verden, såvel som i hjertet, en nat, der henligger i langfredags mørke, hvor mørket endegyldigt synes at have slukket lyset. Hvor bevidsthedens lys blot er en kort krampetrækning, som for bestandig skal slukkes af dødens mørke, og øjets syn blot blændværk, hvorom den blinde spørger: Hvad er lyset uden øjet?
Og dog er der et lys, også for den blinde. Var der ikke det, var vi alle fortabte. For lyset i dit rige overgår og besejrer i dig øjets lys. Endog mørket i dit rige overgår øjets lys, idet skyggen af dit lys, altså dit mørke, er endda stærkere for øjet end noget andet lys.
Ser jeg direkte ind i det hvide centrum af stearinlysets flamme, får jeg denne mystiske fornemmelse af at se, hvad egentlig intet øje kan se. Men blot ganske kortvarigt, så sløres mit syn. Jeg ser forbi flammen og genvinder øjets lys, der jo som stearinlyset, når jeg skal sove ind i natten, skal slukkes af verdens mørke.
Men stadig blot for en stund. For ligesom natten, som dødens blund, blot varer en stund, varer også verden blot en stund. Ja, Jesus, nu forstår jeg, som du har lært os, bønnen til Faderen, som angår hans vej til os og vilje med os. Komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden.
Natten før denne juleaftensdag
skriver en mand et digt
en anden lægger kabale
begge snyder
hverken digtet eller
kabalen lykkes
og Jesus spiller
alene og forladt
sin klarinetsolo gennem
det tredje årtusinds nat
og dette
det er ingen lignelse
nej, det er digtet
der aldrig bliver skrevet færdig
og kabalen der aldrig går op
udover til klarinetsoloens toner
fra Jesu døde krop.
25. december
I mit hjertes paradishave
spirer en sjældent fredfyldt blomst
der i en pludseligt voksende bevægelse
folder sine blade ud
jeg tænker mig
at Jesu kærlighed i tidernes morgen
lod den udfolde sig langsomt
og være dertil bestemt
aldrig at være bestemt for andet
end for eksempel for en
tilfældig digter på Nørrebro
i sin blomstring at sprede
frø af glæde og fred.
31. december
Du den sidste måneds sidste dag!
når det sidste dags digt
i verden er skrevet
ville du så ikke skrive dette digt
og bringe det et sted hen
hvor jeg ventede dig
og du ventede på mig –
dette glemte sted på jorden
som du mener at vide
er gemt i mit hjerte
hvor tiden ikke er gået i stå
i et endeløst antal cifre
uden ansigt eller navn
hvor tiden ikke er gået i stykker
og brudt op i doseringer
af det der var engang
hvor al tid ikke er gået af led
og tegn og sætninger ikke
er blevet til tal og systemer og
problemer placeret i æsker
ja, dette glemte sted på jorden
hvor altid engang begyndte
der ville vi en dag mødes
hvor jeg ventede dig
og du ventede på mig
dette glemte sted på jorden
der er gemt i mit hjerte
dette glemte sted ville du
så gerne læse op for mig
for igen at begynde på livet!