Analyse af radioavis d

Analyse af radioavis d. 19/11 2002 kl. 12.02.

Den velkendte jingle, en melodistump der anvendes som indledning til enhver radioavis, når knap nok at spille færdig, før vi hæsblæsende kastes ind i et angivelig i æteren direkte udsendt spørgsmål til Poul Nyrup Rasmussen og lige så hurtigt kastes tilbage til studieværtens tematiske anslag, nemlig den socialdemokratiske partiformands fratrædelse. Således synes det at blive anskueliggjort, dels begivenhedens store betydning i forhold til et virvar af uendeligt mange andre begivenheder der med sikkerhed har fundet sted siden sidste radioavis. Dels synes man at ville fremhæve begivenhedens nutidighed, og således tilvejebringe lytteren en oplevelse af at være tilstede når danmarkshistorien bliver skrevet. Eller rettere, før den bliver skrevet, for det talte ord, som vi her bliver vidne til, kommer for de elektroniske massemedier før det skrevne, hvad der så sandelig også får konsekvenser for budskabet og dets formidling.

Men altså, endnu før den pompøse, om end ret så formålsløse jingle er lydt til ende, får den altså følgelig en funktion, nemlig at vi må forstå at det stillede spørgsmål er af overordentlig vigtighed (”Hvorfor traf du beslutningen nu i…”), på trods af at journalisten ikke får lov til at tale færdigt, idet han, tilsyneladende i indforståethed med spørgsmålets ordlyd, bliver afbrudt (”Jeg tror vi skal udskyde alle spørgsmål til det pressemøde jeg holder klokken tolv femten. Nu går jeg ind i gruppen, og-øh…”). Videre når Poul Nyrup ikke, idet den direkte transmission hurtigt fader ud til fordel for studieværtens auditive overskrift (”Ja, det er endnu ikke officielt, men i øvrigt ganske vist, at Poul Nyrup Rasmussen går af som formand for socialdemokraterne, og han bliver formentlig efterfulgt af Mogens Lykketoft”). Med andre ord, denne begivenhed som altså angiveligt skulle være af yderste vigtighed, får et nærmest komisk anslag, idet den for lytteren må fremstå meget indforstået. Hvilken beslutning der er tale om får vi altså først efterfølgende at vide, og den eneste egentlige oplysning vi overhovedet modtager, er at spørgsmålet, som altså aldrig blev stillet, sammen med en masse andre vil blive besvaret ved et pressemøde, der begynder cirka et kvarter efter. Den anden linie bliver nemlig aldrig til nogen egentlig information, udover denne at Poul Nyrup altså i selve dette sekund ”går ind i gruppen, og”, men da næste sætning aldrig fuldendes, får den udelukkende en slags dramatisk effekt, idet den manglende sætning, sådan for nemheds skyld, færdiggøres af studieværten, nemlig at Poul Nyrup ”går af som formand”. Men først skal vi lige vide hvad der vil ske ”i gruppen”, for det er jo endnu ikke ”officielt” før der er sket noget (”og-øh…”) ”i gruppen”, men dog alligevel ”i øvrigt ganske vist” hvad der vil ske, nemlig dette som, for at undgå den indledningsvise slapstick, kunne være kortet ned til den blotte oplysning om partiformandens fratræden.

Men altså, vi køres umærkeligt over i næste indslag, idet Poul Nyrup ifølge studieværten formentlig bliver efterfulgt af Mogens Lykketoft. Der følger så en stump optagelse, båndet eller direkte, med en udtalelse af den antagelige efterfølger (”Jeg kandiderer, i forsøg på at samle så bredt som muligt, vores parti, i at tage kampen op med den borgerlige regering og samle oppositionen”). I det mindste, i modsætning til både journalisten og partiformanden, får han da lov til at tale færdigt. Han bekræfter selvfølgelig den alvidende studievært i hans antagelser, men gør det, trods en vis myndighed i stemmeføringen, uden at nå at få lov til at sige så meget. Han får dog, ret så bramfrit, fortalt formålet med hans kandidatur, nemlig at forsøge at undgå splittelse, først i hans eget parti, og dernæst i den samlede opposition. Ordvalget er ikke utypisk. Der tales om at ”tage kampen op med”, og midlet er altså at samle de koncentrerede kræfter.

Vi stilles dog tilbage til studiet, hvor vi endelig oplyses om noget, nemlig at denne begivenhed kommer til at fylde en god del af udsendelsen, samt at der dog også er andre begivenheder at rapportere om, nemlig ”vismændenes rapport om vores økonomiske situation” samt en historie som indforstået fortæller os hvordan det er gået ud for Spaniens nordvestkyst, nemlig ”som frygtet”, som altid når talen falder på en miljøkatastrofe. Øjensynlig skal de sultne sjæle lige have noget at se frem til, hvis man er bekymret for verdens tilstand. Disse begivenheder og deres dækning vil dog ikke have denne analyses interesse.

Efter at have oplyst redaktøren og studieværternes navne, går vi så til en forsmag på vejret, som udmærker sig ved at være holdt i så formaliseret et sprogbrug, at det, helt modsat udsendelsens anslag, intet andet indeholder end information, der så i øvrigt i mit øjemed er ganske ligegyldig, idet det ingen forbindelse har til de øvrige begivenheder. Straks derefter er vi dog tilbage ved hovedhistorien (”På et forretningsudvalgsmøde hos Socialdemokraterne i formiddags, meddelte tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen altså at han træder tilbage som partiets formand”). Det bliver således afsløret, at den lille stump med spørgsmålet var båndet, idet selve udsendelsen var i æteren et par minutter over tolv. Men yderligere er der en stor besynderlighed i sætningen, da ordet ”altså” for mig at se på ingen måde kan henvise til andet end den båndede stump, hvor vi jo udelukkende fik afsløret at partiformanden ville ”udskyde alle spørgsmål” til kvart over tolv. Vi bliver altså meddelt nyhederne i en slags koder, og bliver her tilføjet vores viden, at meddelelsen om hans fratræden allerede var faldet før det var blevet ”officielt”. Hvorfor vi ikke fra starten fik oplyst tid og sted må tilskrives den dramatiske effekt, der i så fald er så tungtvejende at den eneste egentlige information vi indtil dette punkt havde fået, stort set var vejrudsigten, og at al anden information kræver et forudindtaget kendskab. Hvilket vel også de fleste mennesker har, i og med nyhedsformidlingens banalitet. At lære at begå sig i denne er enten barnemad eller ledsaget af grundig sproglig analyse. Slutproduktet er det samme for begge tilgangsformer, nemlig en ganske lille, og i sin formidling også ganske ligegyldig, information.

Ligesom i de første par minutter, går studieværten derefter direkte over til spørgsmålet om afløseren, og vi vender nok tilbage til udtalelsen af Lykketoft med en lille indledning, der er blevet tilføjet (”Jeg er blevet opfordret til det, og jeg kandiderer…”). Studieværten tilføjer herefter, at Lykketoft bekræfter sin kandidatur, men vender tilbage til Lykketoft med det skudsmål, at han i dag ikke ville ”komme med programerklæringer” (”Jeg synes denne dag skal være den, hvor vi alle sammen har lejlighed til, at høre Poul Nyrups afskedssalut, og udtrykke takken for en utrolig, utrolig arbejdsindsats. Jeg kender ikke noget menneske, der har lagt så stor en del af sit daglige arbejde i at prøve at få det her samfund til at fungere bedre, til gavn for dem der er svagest. Og for det parti som vi har haft den glæde at arbejde sammen i, i mange årtier”). Ligesom i det første minut med Poul Nyrup, er studieværten har en slags fortæller, der supplerer de to politikere, med det øjemed, at fatte nyhederne så kort som muligt. Indtil nu til fordel for Lykketoft, idet Nyrup bliver det forvirrende anslag, som egentlig blot knytter en slags spænding til det efterfølgende, nemlig den narrative redningsmand, som altså her, med en mere eller mindre underforstået og taktisk beskedenhed, får lov til at udtrykke ønsket om at høre ”Nyrups afskedssalut”, men altså indtil videre af redaktøren selv bliver manden der affyrer den.

Den består i tre led, og udgangspunktet er en takken, nemlig for en ”utrolig, utrolig arbejdsindsats”: Man kan ærgre sig over, at manden som indledningsvis formulerede målet med sit kandidatur helt klart, netop når han skal afskedige sin nuværende partiformand begynder at bruge så primitiv en floskel som den mekaniske gentagelse af et adjektiv der i første omgang i dansk sprogbrug knap tillægger substantivet, ”arbejdsindsatsen”, nogen meningsfyldt egenskab, og dernæst yderligere annullerer enhver mulig mening man måtte tillægge denne med den mekaniske gentagelse. Efterfølgende får vi dog en slags ganske kort, og meget floskulær, socialdemokratisk programerklæring, sådan som den kan siges i søvne, men som den aldrig ville blive formuleret af en liberal politiker, og ej heller, uden en forfærdelig mislyd af hykleri, af en højrefløjspolitiker. Nemlig at udgangspunktet for det ”daglige arbejde” er at få samfundet til at fungere ”bedre” til gavn for dem der er svagest. Der er altså stadig, trods at alle allusioner til socialisme blev slettet af det officielle partiprogram for mere end et årti siden, omtrent samtidig med Nyrups tiltræden som partiformand, stadig tale om et ønske om en ”bedring” af velfærdssamfundet. Lykketoft ser jo trods alt også, med et års borgerligt enevælde som baggrund, frem til posten som ledende oppositionspolitiker. Og altså ligeledes, dette går øjensynlig hånd i hånd, at være til gavn for dem der er svagest samt det socialdemokratiske parti. Ganske net afrunder han som han begyndte, med en rose til den afgående formand, en rose som altså nu knytter de to sammen i en gensidig ”glæde”. Det kan være svært at forstå hvori denne gensidige ”glæde” egentlig består netop på dette tidspunkt, og en sådan bliver da heller ikke senere bekræftet af Nyrup selv.

Vi vender tilbage til lydstudiet for at få den kommentar at ”Poul Nyrup Rasmussen har ikke selv kommenteret sin beslutning endnu. Han holder pressemøde på Christiansborg senere. Det kom som en overraskelse for flere, at han valgte at træde tilbage i dag, men der har været uro i Socialdemokratiet stort set siden valget for et år siden. Efter partikongressen i september i år faldt der nogenlunde ro over tingene, men usikkerhed om kursen overfor regeringen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, og nye dårlige meningsmålinger har i de senere dage fået balladen til at blusse op igen. Og til sidst altså Poul Nyrup til at beslutte sig for, at nu var det nok. Det var partiets ene næstformand Bent Hansen der efter forretningsudvalgsmødet, pegede på Mogens Lykketoft som Socialdemokraternes nye formand”. Derefter følger, sådan må vi forstå udsendelsens redaktør, en udtagelse af Bent Hansen: ”Jeg mener at det er ham, der har alle de kvaliteter som vi skal bruge for at samle partiet. Og det mener jeg at han er i stand til at samle, det, man jo har ment var forskellige fløje og forskellige interesser. Og på det faglige og det intellektuelle, og så videre, er han et utroligt stærkt og meget, meget velkvalificeret kort. Og jeg vil gerne se ham overrule statsministeren på alle områder”.

Første udsagn er et spejlbillede af Lykketofts egen udtalelse. Øjensynlig er det blevet en slags mantra at ”samle partiet”, det ”man” jo har ment var forskellige fløje og interesser. Hvem ”man” er, er ikke helt klart, men denne ”man” må have lidt ret i sin antagelse, nemlig at partiet var splittet, siden det er så vigtigt at samle det. Disse forskellige fløje og interesser har i denne udsendelse en vis vigtighed, idet udtalelser fra disse indtil videre er lakmus-prøven på, om den omtalte kandidat kan leve op til sit skudsmål. Dernæst følger igen, lig Lykketofts egen udtalelse, det klare formål med formandsskiftet, men efter Bent Hansens opfattelse handler det om at kunne ”overrule” statsministeren. Dette ord er så fremmed at det ikke engang er at finde i fremmedordbogen, men stammer fra engelsk juridisk sprogbrug, og betyder således at underkende. Der bruges altså et billedsprog, som ser sig i stand til fagligt og intellektuelt at kunne underkende statsministeren, endog ”på alle områder”, angiveligt via en eller anden form for myndighed. Dog må det siges, at en sådan myndighed ikke er, eller burde være, at finde i et samfund som påberåber sig folket som højeste myndighed, og yderligere at en sådan myndighed, om den fandtes, umiddelbart er mere end svær at få øje på, ikke grundet Lykketofts mangel på faglig og intellektuel evne, men grundet Socialdemokraternes faktiske folkelige problem, hvad en anden kort efter træt og opgivende knap gider løfte sløret for.

Derefter, på et spørgsmål fra en journalist, er der usikkerhed om hvorvidt der bliver modkandidater, og hvorvidt hovedbestyrelsen vil indstille Lykketoft. Det får, efter en tilbagevenden til studiet, værten til at give ordet til ”flere fremtrædende partimedlemmer fra Christiansborg”, der siges at støtte Lykketoft.

Først Svend Auken, der umiddelbart finder det at være ”et glimrende forslag”, hvorefter Frank Jensen af speakeren menes at være ”et andet bud på formandsposten”, ”men det er han ikke selv enig i”. Hvem der, så at sige udover studieværten, har budt Frank Jensen som formand, får vi ikke at vide, blot hører vi Frank Jensen have en besynderlig diskussion med to journalister, som efter bedste evne støtter studieværtens bud ved at lokke socialdemokraten til en udtalelse, som de aldrig, om de så tiggede og bad ham, ville få. Og der følger en anden socialdemokratisk politiker der ”ikke vil lægge skjul” på sin store tillid til Mogens Lykketoft, hvorfor studieværten stiller om til ham med nærmest påtaget barnlig og antydet ironisk forundring i stemmen (”Og-så socialdemokraten Klaus Larsen-Jensen (…)støtter op…”). Hvilket spil der her foregår er så oplagt og tydeligt for enhver at det desværre mørklægger al politisk indsigt. Det kokette og medieliderlige forsøg på at skabe lidt ophidselse og overraskelse, munder ud i en udtalelse fra sidstnævnte socialdemokrat med et bud på den fremtidige ledelse. Ifølge ham handler det om ”det samlede hold” som skal sikre en bred repræsentation af befolkningen og inkludere både ”akademikeren, arbejderen, håndværkeren, manden, kvinden, forskellige aldersgrupper…”. Her er der altså en lidt anden retorik på færde, og en lidt mere fremsynet, om end vag, beskrivelse af hvad der menes at være de socialdemokratiske partiers problem, nemlig ensidighed. Derfor kan det ikke undre at denne beskriver Lykketoft som ”visionær”, men det er til mere undren faktisk at høre ham sige det, idet stemmefaldet er tydeligt træt, betænkeligt og tvivlrådigt.

Derefter, efter en kort tilbagevenden til studiet, får vi nu at vide at radioavisens politiske redaktør nu er ”med os fra Christiansborg”, og han får det meget typiske, om end meget lidt informative spørgsmål: ”hvad sker der så lige nu?”.

Han svarer, at Lykketoft nu har meddelt, at han er ”officiel kandidat til formandsposten” samt at det er en ”mere eller mindre officiel hemmelighed, at han har tilbudt Frank Jensen posten som politisk ordfører, og at Frank Jensen har takket ja”. Det kokette spil som efterfulgte studieværtens kåring af Frank Jensen som formandskandidat, fremstår nu ved sin fuldstændige latterlighed, idet bare det blotte ønske om Frank Jensens egen bekræftelse, mere synes at have at gøre med at få tiden til at gå end at forsøge sig med kritisk journalistik. I øvrigt afslører begge parter jo sig selv ved sit hemmelighedskræmmeri, idet denne ”officielle hemmelighed” nu altså også kun kendes af samtlige lyttere. Muligvis har den ikke haft den journalists kendskab, der ret så aggressivt prøvede at lokke Frank Jensen til at erklære sin egen kandidatur, men i så fald gør vedkommende sig selv til nar ved at være uvidende om noget som et par minutter senere har alle lytteres kendskab. Samtidig er selve sprogbrugen meget kryptisk. Hvordan en sådan ”officiel hemmelighed” gennem journalister formidles offentligheden, et spørgsmål der er en del mere interessant end selve ”hemmelighedens” ’delagtiggørelse’, får vi dog ikke oplyst. Dette kunne ellers gøre os en del klogere på magtens struktur i et parlamentarisk demokrati, men denne delagtiggørelse er hverken i redaktørens eller politikerens interesse, og er formodentlig så kompleks at det ville tage timer at udrede. De få minutter vi har til rådighed, spildes altså heller med dumme spørgsmål, med den konsekvens, at dumheden således triumferer på lytterens vegne.

Yderligere fremgår det af redaktørens analyse, at Lykketoft forsøger at samle partiet ved denne disposition, idet Frank Jensen kommer fra den såkaldte Auken-fløj, og mener yderligere at det er afgørende, at Lykketoft også formår at tilgodese kredsen omkring Henrik Dam Kristensen. Derefter spørger studieværten redaktøren om, hvorvidt Lykketoft ikke blot er en overgangsfigur under henvisning til hans alder. Svaret er, at der mangler ”indlysende kronprinser eller kronprinsesser”, men yderligere at Lykketoft aldrig selv vil fastslå en sådan status som overgangsfigur, fordi han dermed vil miste ”sin autoritet”. Sagt med andre ord, det tages for givet at en overgangsfigur taber magt på egen selverkendelse i et offentligt rum, samtidig med at dette offentlige rum tager en sådan status som overgangsfigur for givet. Kejseren mangler sine klæder som i H.C. Andersens eventyr, men denne mangel, som altså vedgås at være en mangel, er ikke en mangelvare i åndelig mønt, og således ikke til spot og spe, men en mangel på ”autoritet”, altså magt. At Lykketoft således billedlig talt kandiderer med sit nøgne korpus, er følgelig en kendsgerning som redaktøren, ligesom barnet i eventyret, får lov at fortælle os, blot med den meget væsentlige kendsgerning at redaktøren, til forskel fra barnet, ikke har øje for den åbenlyse latterlighed i hele foretagendet, men blot for den utilslørede magt.

Der følger yderligere en fastslåen af at Lykketoft ”af natur” ikke er nogen overgangsfigur - hvilket jo altså i offentlighedens spotlight gælder enhver politiker der søger magten - og at han som en sådan vil ”betinge sig at organisere og strømline partiet”, men muligvis vil være for ”nedslidt” til vælgernes gunst. Det antydes gennem sprogbrugen, at en politiker, modsat kejserens forfængelighed, gerne vedkender sig at fungere som en maskine, der udelukkende eksisterer på det offentlige kendskab, men blot belastes af det i overmål. Og Socialdemokraterne er, trods sin navneforandring, åbenbart meget nedslidt og belastet af de mange år i magtens centrum. Af samme årsag efterlyser studieværten nu behovet for ”en ung kvindelig formand”, men får igen svaret at der altså mangler oplagte emner, altså emner med tilstrækkelig offentligt kendskab. Lykketoft ligner altså umiskendeligt en ny socialdemokratisk formand af mangel på bedre.

Vi vender tilbage til studiet. Og hvis vi hidtil nu har haft rig mulighed for sarkasme, følger nu, under omtalen ”et portræt af Poul Nyrup”, et sandt studie udi det komiske. Politikeren der, tillige med alle de andre floskler, ”gerne sang amerikanske evergreens offentligt til ære for sin hustru”. Og sandelig om ikke de snedige researchere har fundet sangen frem, og nu afspiller den, akkompagneret af udvalgte ”citater”, ligesom Elvis i sin tid, med en nærmest morbid sentimentalitet, holdt sin store recitation. I modsætning til sidstnævnte synes lattermusklerne nu blot at vride sig af lede, og denne lede forstærkes blot af, at den sang der nu afspilles, er en udgave af ”Are you lonesome tonight?” som er så fad muzak, at den ikke engang ville nå bundplaceringen på dansk-toppens hitliste. Således søger man altså nu at vække erindringen af dvale og tale til den mest vulgære nostalgi. Resultatet, som det usikkert om researcherne egentlig har haft øre for eller ej, er i mine øren en fuldstændig latterliggørelse af denne politikers ”utrolige, utrolige arbejdsindsats”, en latterliggørelse som hiver bukserne af det danske folkestyre, men som ikke engang er det mindste morsomt. Titlen på melodien antyder da også noget andet, da det for den der formåede at bruge ørene på journalistens indledende spørgsmål (”hvorfor traf du beslutningen nu i…[nat]”) før han blev afbrudt, blev sagt at beslutningen blev truffet om natten, og altså, idet han blev underkendt af en gammel og tidligere tro ven, sådan lyder vel tankegangen, måtte have følt sig ganske ensom. Der gælder for danske politikere det samme som Tove Ditlevsen, indimellem sine mange selvmordsforsøg, sagde det galt for digterne: først som døde, og allerhelst forrådte, finder de egentlig sympati i befolkningen. Dette, kombineret med det faktum at lytterne helst, indimellem de mange fægtninger med politiske vindmøller, skal have væsket ganen med de laveste og mest vulgære emotioner. Således som det antydes; politikeren der, formodentlig til sin egen og sin hustrus skamfuldhed og beskæmmelse, gerne sang evergreens offentligt, det vil selvfølgelig sige foran et kamera, ”hædres” nu på sin utro snigløbers bekostning. Jeg tror faktisk at lytteren forventes at opfatte hele denne komedie som en ”hæder”, om end det efterfølgende bliver gjort klart på de citater der er valgt, at der absolut ikke er tale om nogen hæder.

Efter at en slide-guitar, som man skal langt vestpå for at finde mere kvalmende, gør det ud for sangen, nemlig den indledende linie som er identisk med titlen, forstår vi, sådan har produceren nok siddet og tænkt, antydningsvis magtens storhed og fald. Vi hører nemlig en stemme der nøgternt tæller stemmerne fra det kup som førte Nyrup til magten (”Antal stemmer for Svend Auken: 187, og antal stemmer for Poul Nyrup Rasmussen: 359 [jubel og klapsalver høres i baggrunden]”). Derefter hører vi Nyrups egen stemme der på vanlig ulden og højtidelig maner fastslår: ”Der vil være gode og vigtige arbejdsopgaver også til Svend, ja”. Efterhånden er det egentlig svært at finde ud af hvorvidt produceren vil have os til at grine eller græde, førstnævnte fordi udsagnet i al sin højtidelighed er at betragte som en latterliggørelse af den daværende ex-formand, og sidstnævnte måske fordi produceren mener at i hvert fald Nyrup om ikke andet forstod at ”samle partiet”, og med vanlig parodisk stemmeføring fandt nogle ”gode og vigtige arbejdsopgaver også til Svend”.

Nu følger et længere citat af Nyrup, som muligvis har rod i noget man blot på nogen måde kunne kalde saglig politisk overvejelse, men som i sammenhængen (”Alt for mange børnefamilier lever i dag et hektisk liv. Nogle måske mere hektisk end godt er. Vi har alle set unge forældre, oftest er det jo moren, komme cyklende til daginstitution i det tidlige morgenmørke med de små søvndrukne bag på cyklen. Kan vi ikke gøre det lidt bedre?”) er tømt for alt andet end en moralløs følelsesmæssig pornografi. Citatet burde egentlig, ved sin påtvungne og lumre intimitet (”…de små søvndrukne…”), sætte produceren under anklage for usædelighed, alt imens Nyrup fortsætter sit sammenklistrede one-man-show (”kan vi ikke gøre det lidt mindre stresset i den næste store etape af samfundets udvikling?”). Hvad der menes med dette er øjensynlig en eller anden form for politisk ”vision”, der egentlig blot beskriver en uundgåelig, men evigt gentaget udvikling i ”etaper”, ligesom i Tour de France på fjernsynet, der sådan set er underholdende nok, men altså for den visionære (”Vi har alle set…”), med en påtvunget inddragelse af den tiltalte fjernsynsskærm, altså for ”ofrene” bare er helvedes stressende. Her bekræftes Lykketofts skudsmål af Nyrup altså, som beskytter af ”dem der er svagest”, i dette tilfælde kernefamilien, ”oftest moren” og ”de små søvndrukne”. Det er da noget man forstår, synes produceren at have tænkt. Og nu topper komedien, med et kort uddrag af en debat med Uffe Ellemann-Jensen. Sidstnævnte påpeger at noget, der åbenbart ikke for produceren synes at være vigtigt, ikke ses ”overført til øget beskæftigelse”, måske såsom at ræse mod vuggestuen ”i det tidlige morgenmørke”. Derefter tager Poul, om jeg må være så fri, ordet, og kommer med et livsråd så prosaisk, at det ikke engang ville være at finde i brevkassen i Se & Hør (”Uffe Ellemann, hvis jeg må have lov at gå ind her, jeg synes [kort retorisk tænkepause] det er for surt. Jeg synes, jeg vil give et godt råd. Man skal ikke være så sur, Uffe Ellemann-Jensen. Man skal glæde sig over det der er kendsgerninger”). Derefter følger, ifølge produceren, åbenbart kendsgerningerne, den ”efterløn, tryghed og fremgang, som dette land skal bygge på”…(…)Sådan er det i dag, sådan er det i morgen, sådan er det efter det kommende valg, så længe der er Socialdemokrati, og et regeringsansvar der er ordentligt i Danmark”. Med andre ord, med de glædelige kendsgerninger gik det ikke helt som det skulle. Og der følger en længere søforklaring på hvorfor kendsgerningerne alligevel ikke var så glædelige, nemlig at de pengeliderlige danskere, på trods af bonusordninger, hellere ville gå på efterløn end slides ned af et stressende arbejde. Moralen fra produceren, som ikke giver Nyrup noget efter i banalitet, synes at være, at det givne ”løfte”, nemlig at alting ikke var så helvedes stressende og kendsgerningerne så sure, ikke blev indfriet. Hvordan i himlens navn han skulle have indfriet så absurd et ”løfte” forlyder der ikke noget om, blot hører vi Nyrup påtage sig sit ”ansvar” (”det er mit ansvar, øh…og det beklager jeg dybt i forhold til befolkningen…”).

Igen tilbage til melodien, og lidt efter lyden af klapsalver og mennesker der taktfast råber partiformandens navn. At inspirationen er hentet fra sportsarenaen er tydeligt, og den efterfølgende tale fra Nyrup, som aspirerer til titlen som verdens største tautologi (”Når man kæmper så hårdt for det, og man ikke når det, så må vi konstatere: det var et nederlag for os”), afslutter hele sekvensen, som udlægger afgangen som ”et nederlag for mig, et nederlag for den linie vi i vort parti har valgt at lægge”.

Endelig afsluttes melodien i baggrunden med navns nævnelse af de to bladsmørere som har gjort deres forsøg udi triviallitteraturens verden.

Studieværten nævner så de ni år Nyrup sad ved magten som statsminister med ”Marianne Jelved ved sin side”. Hun er nu at finde i studiet på Christiansborg, og bliver efterfølgende interviewet de næste fire minutter.

Første spørgsmål lyder: ”Når historiebøgerne skal skrives, hvad tror du så der vil stå om Poul Nyrup Rasmussen?”. Jelved giver så Nyrup det skudsmål, at han gjorde sig udmærket ved den svære kunst det er gennem ni år at lede en koalitionsregering, og yderligere at bringe orden i dansk økonomi ved at bringe ”ubalancer” som underskud og gældssætning ”væk fra dagsordenen”. For første gang, så vi næsten tror det, som skulle det socialdemokratiske mantra netop lyde fra radikale læber, nævnes det at de dårligst stillede i det danske samfund bevisligt gennem økonomisk sanering fik bedre muligheder. Derefter nævnes Nyrups ambitioner for Danmarks rolle på et internationalt plan, og nu følger noget interessant (”…hvor jeg jo har fulgt ham i utallige møder i det europæiske, og virkelig må anerkende den indsats han har gjort, som fjernsynsskærmene ikke rigtig har kunnet følge, fordi det er foregået bag lukkede døre”). Marianne Jelved nævner her den indsats som forrige indslag konsekvent søgte at undgå, nemlig den indsats der er blevet gjort når kameraet eller båndoptageren er slukket. Selvom der er tale om en tilfældighed, kommer det uundgåeligt til at virke som en rehabilitering af ham, idet Jelved pointerer en ros som principielt aldrig ville være kommet os for øre som lyttere eller seere. Hun roser ham for en indsats som i et demokrati med så voldsom mediedækning bliver en dyd, fordi den ikke kaster stemmer af sig. Når skuespilleren står alene på scenen, kun i selskab med sine kollegaer, kommer hans sande væsen åbenbart frem. Ulykkeligvis er det blot et væsen som sammen med sin dyd forsvinder så snart publikum indfinder sig.

Jelved giver ham da det skudsmål at han har ”bragt Socialdemokratiet langt med henblik på at erkende værdien og nødvendigheden af det internationale samarbejde”. Endnu engang ser vi hvad en kollega faktisk lægger vægten på når talen falder på den politiske dyd. Der må formodes en vis uvilje i hans parti, som han har arbejdet på at løse. Der tales om at arbejde med ”erkendelse” af ”værdi” og ”nødvendighed”, for så at sige at gøre en dyd af nødvendigheden sådan som engagementet i det internationale samarbejde omtales. At sådanne ord overhovedet omtales i forbindelse med politik, og omtales så de faktisk har en vis forbindelse med deres betydning for pålydende, er på dette tidspunkt lidt af en trøst. Godt nok er det problematisk ud fra en etisk betragtning at sidestille værdi og nødvendighed, men ud fra en politisk betragtning er det for Jelved faktisk en dyd. Og ikke helt uden grund. For som det næste spørgsmål lyder (”…hvordan var han så egentlig?”) synes den politiske nødvendighed at hæmmes af offentlighedens søgelys. Som hun siger, og her ligger nødvendigheden til grund, at Nyrup i forbindelse med de store statsoverhoveder i Europa har sat sig nogle mål og nået dem, også selvom dyden ”ikke har smittet af på tv-skærmene”. Med andre ord, nødvendigheden er gået forud for offentlighedens ros, og jeg tror det er i denne forbindelse vi skal forstå dyden. Det er en ros (hvilket udsendelsen i øvrigt blot kan bekræfte) at have tilsidesat offentlighedens hunger på spot og spas, og tillige nødvendigt for faktisk at gøre et stykke arbejde, men det er øjensynlig en dyd der har store personlige omkostninger, idet Jelved forgæves må unde ham at det ikke blot var ”cykelhjelmsscener der står tilbage efter ham”. Her fremvises, nøgternt men en smule bittert, hele det danske demokrati som et mediedækket maskebal, der ikke blot er til skade for det politiske arbejde, men ligeledes har personlige omkostninger for den politiker der vover, bag om masken forstås, at nå nogle mål som for offentlighedens vulgære spytslikkere for længe siden har måttet vige for hensynet til rampelysets scenografi. Nyrup fortjener bedre, hævder hun, og man tror hende egentlig, selvom man stadig sidder tilbage med fornemmelsen af at man blot høster som man sår. Og dog ligger Jelved netop vægt på hvad Nyrup har sået, det politiske arbejde der er nødvendiggjort på trods af de faktiske forhold, og at andre har høstet. Hvem der da har høstet af kongemordet gøres ikke klart, men man må formode at det politiske arbejde har båret frugt til fordel for det danske og internationale samfund, og dermed også for de mennesker, knap så meget partifæller eller andre politikere, men derimod de eksistenser som har baseret deres arbejde på gennem dyrkelse af politisk vold at suge blod fra scenekanten. Her begynder tvivlen for mig at melde sig, og Jelveds afsluttende ord har da også form af en replik, da hun, med henblik på valget af en ny formand, betoner at ”det er en afgørelse som Socialdemokratiet selv træffer”. Det forrige formandsopgør, som med sikkerhed for Jelved er frisk i erindringen, var uden tvivl påvirket af det politiske samarbejde med det Radikale Venstre, hvilket tilføjer hendes nuværende ordvalg et stænk af blod fra den forrige aktør på den politiske scene som blev offer for nationens hån og lagde grunden til en tragedie som for evigt vil give socialdemokraternes røde farve en ny og anden betydning. Solidaritet overfor partiet og dets oprindelige grundlag blev erstattet af solidaritet overfor magtens kulisser, og et fremragende valgresultat under Svend Auken i løbet af et årti afløst af den nye historiske situation, at det socialdemokratiske parti ikke længere er landets største. Et kongemord kommer sjældent alene.

Det anskueliggøres i det næste indslag. Bitterheden over den ændrede politiske situation, får LO-formanden fra Esbjerg til at hævde at Nyrups afgang kommer et år for sent, altså nøjagtig et år efter det historiske valgnederlag. Og ydermere finder han ikke at Lykketoft er den rigtige afløser, formodentlig da valgnederlaget også klæber alt for tæt til hans person (”Jeg synes man skal tage den fulde konsekvens nu, og så finde en person der kan samle partiet og bringe partiet ind i fremtiden”). Man hører ham næsten sige ”tilbage til fremtiden”, om en sådan operation kunne lade sig gøre, idet LO-formanden blot kan foreslå at ”kigge sig om efter nogle af de unge kandidater der er”. Med andre ord, kandidater der ikke er belastet af Socialdemokraternes seneste elveårige historie, og de splittelser der som en ond ånd går gennem alle de socialdemokratiske politikeres udtalelser.

Kort efter stilles om til det lovede pressemøde på Christiansborg. Her hører man Nyrup kommentere netop det omtalte valgnederlag, og bortset fra hvad vi har hørt mange gange før, hører vi også Nyrup begrunde sin forbliven på posten med at han ønskede ”at bidrage til den nødvendige organisatoriske fornyelse af vort parti”. Hvordan denne skulle udmønte sig, og hvorfor den er nødvendig, bliver forklaret med at ”politik, hvis det skal være gennemslagskraftigt hænger jo også meget nøje sammen med, at personerne og holdet er det stærkest tænkelige”. Her hører vi Nyrup solidarisere sig med en politisk størrelse, som nok er nødvendigt for gennemslagskraften, men som intet har at gøre med socialdemokratiske grundprincipper. Med Jelveds udtalelser in mente, forstår vi de vilkår man som politiker har at arbejde under hvis man ønsker gennemslagskraft, og dermed mulighed for forandring, ikke af den politiske virkelighed, men af nogle sociale vilkår som er for ubetydelige til at nævnes foran det snurrende kamera. Nu følger noget interessant. Nyrup lægger vægt på at den organisatoriske fornyelse udmønter sig i et generationsskifte. Han forsøger således at rive Lykketoft med sig i faldet, måske af hensyn til partiets fremtid, men måske også som en følge af at solidariteten er gået fløjten for længst, og at Nyrup således kan benytte sin sidste store taletid til at illustrere frustrationen der ligger i ordene hver gang der tales om at ”samle partiet”. Knap nok er han gået af før han forsøger at dolke den kommende partiformand, men ligeledes kan man hævde, hvis han oprigtig talt siden valget faktisk har ønsket en sådan fornyelse, at han blot viderefører den filosofi der oprindeligt bragte ham til magten i Socialdemokratiet, og således er solidarisk overfor sit udspring.

Derefter går han over til, som for ti år siden, at ”konstatere at personspørgsmål låser situationen i forhold til Socialdemokratiets gennemslagskraft”. Det synes i sidste ende efterhånden at være et evigt mantra uanset hvem der er siddende formand. Meget længere når vi ikke, før Nyrup begynder at takke af, først med lidt kærkommen humor (”…for mit eget vedkommende skal jeg sige til jer, at jeg glæder mig til at blive det ærede medlem fra Herning-kredsen”), og derefter med en lidt bizar afsked med pressens blodhunde (”…og jeg vil så i øvrigt sige til pressen; tak for næsten elleve års optur og nedtur med jer som formand for Socialdemokratiet. Og jeg vil også sige tak, selvom jeg nu ikke længere er statsminister, for de knap ni år i det job, hvor vi jo også på mange leder og kanter, synes jeg, har været med til at sætte dagsordener”). ”Vi” synes, læst i sammenhængen, kun at kunne henvise til Nyrup og pressen, selvom en sådan afskedssalut forekommer mig yderst besynderlig, i første omgang fordi den omtaler den daværende statsminister som ”på mange leder og kanter” værende nærmest symbiotisk med pressen om magtens inderste væsen. Og i anden omgang fordi det i dette tilfælde er noget af en understatement. Jeg ved ikke rigtig, hvis ikke det var for statsministeren og pressen, hvem det så var der satte ”dagsordener”. Hvem citatet er rettet imod, udover resten af Folketinget og landets befolkning, ved jeg ikke. I sammenhængen fremstår det nærmest uforståeligt, og det er da også skæbnens ironi, at dette i en vis forstand bliver Nyrups sidste ord som indflydelsesrig politiker. Han ender altså sit politiske virke med show down som pressens førsteelskerinde i et sidste intimt, og for os andre ret så uforståeligt, samvær. Da der bliver stillet over til radioavisens studie, kvitterer værten da også med et ”selv tak”, forsikrer os om at vi skal være ”helt tryg ved at vi vender tilbage til hans afgang som formand i udsendelser senere på dagen”. Efter at have hørt hans lumre omgang med pressen, er en sådan salut at betragte som en reverseret kærlighedserklæring som nærmest synes for privat til at komme på æteren, men på den anden side: hvis den ikke kom på æteren ville ingen af parterne gide at fremsige den. Vi er altså helt igennem trygge.

Herefter skifter udsendelsen både emne og karakter, og falder følgelig endegyldigt uden for denne analyses interesseområde, nemlig dækningen af partiformandens fratræden. Med Nyrups show down dannes der da også en værdig afslutning på analysen, om end den aldrig, alene på grund af sit næsten øjeblikkelige tab af aktualitet, vil have offentlighedens interesse. Imidlertid er det min tanke, at analysen af selve mediets dækning så at sige taler sit eget sprog, og gør det udenfor tidens tand i en stadig opposition til Statsradiofoniens tungetale. At tyde denne kræver øjensynlig sin mand, og dog er tungetalen foruden en sådan tydning blot kaudervælsk som en art tegn for de politiske vantro, et tegn som intet betegner andet end en lyd, og lyden ikke andet og mere end blot et fragment af verdens larm og lyde.