Anmeldelse af ” Et smukt sind” af Ture Lykkegaard.
”Et smukt sind” er en film om matematikeren John Nash, der lider af skizofreni og efter et mangeårigt ophold på psykiatrisk hospital får Nobel-prisen for i sin ungdom at have løst et i sammenhængen ligegyldigt matematisk problem og herigennem, med støtte fra sin kone, lærer at leve med sin sygdom. Langt hen i filmen lades tilskueren i uvished om hvorvidt handlingen udspiller sig i hovedpersonens eget hoved eller i en eller anden ikke nærmere defineret virkelighed som altså sluttelig, med faglig anerkendelse fra højeste sted, løber af med sejren. Dette er filmens bærende ide og eneste originalitet, for al anden handling i filmen bygges op om dette clou. Havde det været en ordentlig gyserfilm, en genre den visse steder grænser op til, havde tilskueren stadig på vej ud af biografen været i tvivl om hvad der var fantasi og hvad der var virkelighed, men den sukkersentimentale afslutning lader ikke tvivlen få plads.
Dermed forbliver filmens postulat, at i hvert fald en ud af en million skizofrene kan være i stand til at tænke sig ud af sin sygdom, eller bare være i stand til at leve med den, ubegrundet. Ifølge Dansk Psykiatrisk Selskab er tanken om at refleksioner kan føre til helbredelse da også blot en fundamental del af den manglende sygdomserkendelse. Det kan de altså i filmen, og det er al ære værd, men mellemregningerne, hvordan et geni kan overtrumfe Dansk Psykiatrisk Selskab, udelades. Ja, altså bortset fra nogle sukkersøde klicheer om kærlighedens betydning i denne forbindelse, klicheer som høgene på psykiatriens højrefløj kun vil have foragt tilovers for. Og for en gangs skyld kan vi skizofrene vel egentlig erklære os enige. For filmen handler mindre om et smukt sind end om en smuk tanke, at det overhovedet kan lade sig gøre at tænke sig ud af skizofreni, eller endog bare lære at leve med den.
En sådan tanke er hos os i Galebevægelsen så sandelig smuk, men så længe postulatet lades ubegrundet, støber vi blot højrefløjens kanonkugler. Al erfaring leder os mod konklusionen, at denne verden simpelthen ikke er skabt og beregnet til så smuk en tanke, og en Hollywood-produktion til millioner af dollars rokker ikke ved dette faktum. Hvordan et geni måske kan være diagnosesystemets samlede opfindere overlegen og derfor inapplikapel til en diagnose, levnes der slet ikke i filmen plads til at reflektere over. Den matematiske teori er nærmest et overkill, idet næppe nogen blandt biografpublikummet har den fjerneste anelse om dennes sammenhæng med helbredelse.
I enhver skizofren bor der et geni, og der behøves langt mindre end en Nobel-pris for at udlægge teksten og forklare hvordan refleksioner hos den åndeligt overlegne kan medføre store bidrag til den menneskelige vidensbank. Dette sker hver dag på landets statshospitaler, om end det sker i konflikt med høgene på den psykiatriske højrefløj. En sådan læge vil kunne se ”Et smukt sind” og tænke ved sig selv at der hos geniet, den ene ud af en million, trods alt er tale om undtagelsen der bekræfter reglen. Den daglige kamp med tvang og overgreb på landets lukkede afdelinger taler imidlertid sit tydelige sprog om det modsatte og prøver dermed at finde sin stemme. Filmen om et smukt sind handler ikke om denne kamp. Den handler om en smuk tanke, nemlig den tanke der kunne være vejen ud af sygdommens pine. Men der er tale om fiktion. Virkeligheden er overladt til de ulykkelige mennesker som dagligt lider under frygtelig forpinthed og anfægtelse. For dem er tanken ikke en farbar vej, og for dem lindrer en Hollywood-produktion ikke det mindste, hvor mange millioner af dollars der end må være smidt i den, men blot håbet om trøst, medlidenhed og anerkendelse.