(Ingen overskrift. Filnavn: "Dette er galskabens evangelium" (ed.))
Jeg føler, jeg har et valg at træffe, et valg mellem ateismen og kristendommen.. Det føles presserende, men næsten umuligt. Jeg har på et tidspunkt haft nogle oplevelser af nærmest euforisk karakter i nogle grundlæggende kristne erfaringer. Dog har jeg på intet tidspunkt taget springet og kaldt mig kristen., jeg har holdt igen og dog suget trøst og næring til mig. Jeg har forsøgt at ihjelslå indre stemmer af tvivl, men uden held og er således forblevet, hvad Nietzsche kalder en trefjerdedelskristen. Det ønsker jeg ikke at være. Men den modsatte position kan jeg heller ikke indtage. Også her er jeg plaget af tvivl, ifald man altså kan gøre denne til en trossætning, eller rettere, gøre kristendommen ansvarlig for det sorte hul af tvivl, den efterlader sig. Således, måske, er det ikke tvivlen i sig selv, ateismen hylder, men snarere det at turde tvivle med det åbne hjerte som forudsætning, om det så angår teologiske eller andre spørgsmål. Og dog er tvivlen mig ikke nok værd, jeg kræver stillingtagen. Jesus sagde, var man ikke for ham, var man imod ham. Sådan ønsker jeg det også. Jeg vil ikke pendulere mellem åndelige ståsteder, der er så modsatte, og ønsker ikke at betragte mig selv som en brøk.
Nu f.eks. bøn. Om jeg beder til ”Herren”, vælger jeg så ikke at tro verdenshistoriens største bluff: metafysikken, paradiset hinsides ? Eller kan jeg bede til ”Herren” som en metafor for skabekraften i denne verden, på jorden udelukkende, altså gøre bønnen til metapoesi; en henvendelse til en af mig opdigtet genstand med en bøn, der af natur har digtningen eller skabelsesprocessen som emne. Men ville det ikke være forkert at kalde genstanden for henvendelsen ”Herren”, ifald jeg ikke tiltror denne guddommelig autoritet udover på det af mig skabte metaforiske plan ? Kunne jeg ikke rette min henvendelse mod et andet objekt ? I så fald: mister bønnen ikke bønhørsel, en bøn der ligesom digtningen bærer ”lønnen i sig selv”, udbetalt i kraft af love hinsides menneskelig forstand formet som fantasi ? Men er jeg da ikke tilbage ved det metafysiske bedrag ? Eller anderledes formuleret: skyldes den følelse af såvel tryghed som koncentration, der er forbundet med bønnen, ikke det metafysiske bedrag ? Mister bønnen frigjort fra metafysikken ikke sin eksistensberettigelse og funktion og efterlader den søgende i et psykologisk horror vaccui, der er enhver formulering overflødig ? Med andre ord, er metafysikken ikke en art garant for fylde og kvalitet i verbal formidling såvel som i bøn ?
Spørgsmålene besvaret i omvendt rækkefølge: smerten, og alene smerten uformulerbar i terapeutisk samtale såvel som i Fadervor, er garant for ordenes fylde og kvalitet. Alene den nævnte horror vaccui er uformulerbar i terapi såvel som i kristne sakramenter, får så vidt den blot lader sig formulere i ensomhed og ikke dele i et religiøst fællesskab. Her mister følelsen sin brod og lader sig herved ophæve metafysisk gennem en ritualiseret sprogliggørelse, der for den tænkende snarere fratager end garanterer verbal fylde og kvalitet. Smerten er omtalte garant, idet den smerte, der ikke lader sig metaforisere ved kødet, er en nøgen uskyldighed uden spor af mulig hinsidig intervention. Smerten, hvis plads metafysikken oprindelig tog som pant på livet. Smerten, der engang var renset for bevidsthed om det hinsides, var da således ikke mulig hverken at betvivle eller dømme. Den var blot i kraft af sig selv. Måske er det med denne som udgangspunkt, at man kan bede, om end bønnens karakter næppe nødvendigvis behøver kvalificere den til at blive hørt. Alle bønners funktion er psykologisk. Ikke alle bønner gør krav på jordisk eksistens, omend al bønhørsel er afhængig af lyttende øren. Således er der ved bøn tale om æstetisk bearbejdning af sproget og derved digtningens stemme. Jeg omtalte før denne smerte, der ikke lod sig metaforisere. Derved mente jeg ikke, at den ikke lod sig digte, det gør den i allerhøjeste grad. Jeg mente, at den ikke lod sig udtrykke gennem billedsprog hentet fra forventningen om et hinsides. Jorden er fuld af lyde, hvis stemmer besynger dens pris. På denne måde ved digterstemmen at skildre den smertens uskyld, der gennem tiderne er blevet gjort til genstand for så meget had, og således til fordel for metafysikkens memento mori er blevet frataget sit oprindelige mæle.
Bøn er ikke orienteret mod ”troens nådegave og dens sandheds åbenbaring”, orienterer sig følgelig nødvendigvis mod maskeraden som selve livets produkt. En sådan bøn har i allerhøjeste grad en genstand. Den kan skænkes et menneske i ånd og kød, og kan udsiges med en sådan grad af hengivelse og smerte, at maske og ansigt glimtvis bliver eet. Deri består det tragiske, men derved bearbejdes bønnen også æstetisk, hvilket blot et menneske og ingen Gud ville se sig fin nok til at fordre, ironisk nok. Bønhørslen bliver således en selvfølgelighed ved den fysiske tilstedeværelse af et andet menneske, omend dette kan volde angst. Således vælger man som våben mod ensomhed måske netop Gud som genstand for sin bøn, og underkaster sig Hans uransagelighed hvis bønhørslen udebliver. Mennesket, og blot denne skabning af kød, kan med vished høre bønnens ordlyd; et utilsløret og ucensureret digt, som et profant sakramente besvaret med et kys. Derved bliver, omvendt sagt, alt der er uforståeligt, om ikke hinsides, stort omend mærkbart i det små, og godt såvel som ondt bliver guddommeliggjort den modsatte vej, nemlig gennem sansningen uden forstandens mellemkomst. Alt hvad der sanses kan, bliver således gennem mennesket guddommeliggjort, og tilbedelsen af altet, summen af alle mulige sansninger, bliver således tilbedelsen af mennesket selv, eller rettere, denne sansebare fantasi kaldet menneske. Dette der måtte lægge kødets øren til de bønlige ords udveksling af kærtegn, den gudspåkrævede mellemkomst foruden.
Tragedien består deri, at jeg således skærper mine digteriske evner, men i fravalget af metafysikken i tilgift sælger en drøm, den smukkeste drøm, der nogensinde er drømt. Ikke for kødets skyld, langtfra, men for redelighedens. At tildele kærlige ord, og til næsten blot have en fordring: tag imod mine få ord som var de de smukkeste roser, også selvom de i virkeligheden er så meget mere, nemlig en drøm, der er dræbt i mit hjerte. . En klump af den smerte der engang kaldtes kærlighed, og solgtes som kød under bøn om syndsforladelse. Jeg beder min elskede søster i ånden forklare mig om det fantasifoster hun bærer som en gave til mig. Et foster som svar på min bøn, befrugtet som poesi gennem min elskedes øre, uden kødelige intentioner og med stemmens nøgne ord. Blot udsigelsen af min sidste bøn gemmer jeg, og reserverer den skæbnen før den når mine læber; lad ikke mine hænder ligeså dræbe dit hjertes drøm. lad ikke dit foster gennembores, når jeg med min pen søger at trænge ind i undfangelsens formulering. dog jeg ønsker dig det bedste, er det således med enhver skabelse og enhver bøn, at ulven af skæbnen bliver bønhørt tillige med fårene ....
Men ihjelslog jeg mit hjertes drøm, fulgte jeg da ikke hvad Jesus bød os, at flå en given legemsdel af, hvis den forargede os ? I mit tilfælde altså drømmen i mit hjerte, drømmen om Jesus. Er jeg da stadig ikke er trefjerdedelskristen, der blot med den sidste fjerdedel undsiger sig Jesus, og samtidig ved selvmutilationen bekræfter hans lære i sækulariseret form. dette hul, denne fjerdedel, den vokser udenom vores kontrol og inddrager langsomt de resterende trefjerdedele i sit mørke. Vi bliver hverken mere eller mindre hele af den grund, og dog må vi gennem denne renselsesproces.Først når vi er fuldstændig mørke som natten, vil vi kunne se lys. Et lys, der hidtil er blevet kaldt mørke, et lys, der vil afsløre alle hidtidige definitioner på lys og mørke. Et evangelium, der beretter om dette, kan måske knapt kaldes et budskab om glæde. Og dog er det en glæde for den fjerdedel, hvis hjertes ønske det er at inddrage de tre andre i sin sporløse søgen efter det forjættede budskab; et galskabens evangelium.
.