Digterens cyklus

 

 

For en digter er der en tid til, som en junkie sin forbindelse, forpint at

afvente inspirationens ankomst.

 

En tid til at indånde inspirationen uden at ryste på hånden, om end i hele

resten af kroppen at rystes af den begyndende sindsro, når der åndes ud.

 

En tid til at grifle nogle ord ned.

 

En tid til, før det er for sent, med et skarpt snit at ofre noget blod fra et hvilket

som helst sted på digterens egen krop, for at plette papiret med de sjælelige

sår, som følger af at turde udløse tankens sum som handling.

 

En tid til at ordene langsomt begynder at leve og handle på egen hånd som

følge af denne blodtilførsel.

 

En tid til at forbinde, forpleje og forplante ordene med en stille, men støt

stigende nervøsitet for, om de overlever disse begyndende rystelser på

hænderne, forårsaget af en stadigt mindre tilførsel af ilt, ja, en nervøsitet for,

om digteren selv vil kvæles under en ulmende borgerkrig på papiret.

 

En tid til rastløst at ville udrense tankeforstyrrelser og syntaksfejl indtil sindet

først er retoucheret og siden forskønnet så tilpas meget, at idéen med sit

sidste åndedrag har fuldendt sin gerning i én: Den gode sæd står skrevet

mellem linierne, de linier der nu begynder at ligne et digt, hvis man skal tage

det for pålydende. Hvilket digteren godt ved, man ikke burde, for i løbet af

ganske få sekunder passerer pludseligt hele Guds blodplettede frelsehistorie

digterens sind i en eneste lignelse; tankeforstyrrelser og syntaksfejl vokser i

hver linie sammen med den gode sæd, og høstens herre, der på sin dag, og

først da, vil skille hveden fra ukrudtet, er ikke digteren selv, ja, digteren selv

eksisterer ikke længere.

 

En tid til derefter at hvile og påbegynde en ny eksistens, indtil dette der fødes

efterhånden begynder at dø, og de første spæde tegn på længsel efter liv

kommer til syne; en lang og stadig mere og mere pinagtig venten på

inspirationens ankomst.