FRAGMENTER AF EN

GALSKABENS POETIK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FORORD 1

 

Poetik betyder ifølge fremmedordbogen “læren om digtekunsten, dens former og virkemidler”.  Siden jeg ingen digter er, men blot en i rækken af gale, skulle jeg måske ikke have kaldt min bog en poetik, og dog synes det en passende betegnelse, om man ved digteri forstår noget ganske andet end det jeg ellers i denne bog lader dette betegne. Thi i min forståelse af ordet kunst, findes der ingen større “digtere” end dem, for hvem ordet og livet smelter sammen i et smerteligt favntag uden nogen kunstneriske anstrengelser, men derimod med alle de fordringer der til et sådan liv stilles. Et liv, hvis resultat, af besynderlige og uransagelige årsager, er en vandren på grænsen til dødens ukendte land og i nogle tilfælde en overskridelse af denne grænse, enten som levende død og således som åbenbarer af det ukendte, eller som en transcendens uden tilbagevenden i selvmordets martyrdom. Men dem som overlevede, ihvertfald i bogstaveligste forstand, findes, i psykiatriske bofællesskaber, på plejehjem eller på lukkede afdelinger. Hvor meget mere har de ikke at fortælle en nogen digtere har, og dette forstået både almindeligvis og meget bogstaveligt: de har meget mere netop “ikke at fortælle”, fordi sproget byder dem imod, i modsætning til førnævnte digtere, der synes at kunne forme sproget som ler. Og jeg skriver “synes”, for adskillelsen fra hvad de skriver synes at være omvendt proportional med autenciteten i deres udtryk. Gale derimod, evner ikke at adskille sig fra deres sprog, og denne manglende distance er deres forbandelse med andres øjne, men måske i deres egne, og ihvertfald i Guddommens øjne, er dette deres begunstigelse, omend en begunstigelse der også indebærer guddommelige potentialer for lidelse og afsavn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FORORD 2

 

 “Gennem drømmen lever jeg, gennem min skrift ånder jeg. Altså har jeg i sandhed ikke trukket vejret længe. Men måske, nu hvor min ånds medikamentelle forgiftning begynder at aftage, er der håb. Og dog har jeg levet, dette syntetiske skinliv som tager og tager, men aldrig giver. Sagde jeg syntetisk? I drømmen, dagdrømmen, bliver alt til eet, en syntese, men også syntetisk? Dette ene enkelte ord vi ikke kender, hvorfra alle ord stammer, dette ene ord der ophæver alle modsætninger. Dette enkelte, som vi med forkyndelsen tror blev kød. Men kød er ikke syntetisk, faktisk netop tværtimod, så hvoraf kommer alle disse ligegyldige ord og sætninger, hvis ikke af dette første ord, dette syntetiske, eller måske nærmere: uvirkelige, ord? Ord må være det tætteste vi kommer ordet, kød er ikke det tætteste, dette er blot, i sin foranderlighed kun gennem det indbildte ord uforanderligt.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

PRÆLUDIUM

 

Det som hele tiden har drevet mig fremad har været tvivlen og begæret efter, måske ikke så meget vished, som tro. Og har jeg ikke kunnet finde den i mig selv, har så at sige ikke været velbevandret nok i psykosens væsen til at turde drage nogen lære heraf, har jeg vendt mig mod andre, og i dem håbet at finde et gran af guddommens væsen. Først vendte jeg mig mod mine egne ligesindede, dvs. psykisk syge, der ikke i strengeste forstand var psykotiske. Men dette tilfredsstillede mig ikke. Derfor søgte jeg kontakt med egentlige psykotikere, særligt kvindelige...jeg ved ikke hvorfor, men i kvinder ville jeg søge hvad jeg ikke kunne finde i mig selv, jeg søgte en heltinde, en kærlighedens åbenbarer, som en sådan måtte materialisere sig i kød og blod, og for hende med min bog være et medium, en blot og bar skjald og beskriver af dette troens væsen…Men jeg måtte spørge mig selv: eksisterede en sådan kvinde virkelig udenfor min fantasi, og et andet mere pinagtigt spørgsmål: formede jeg i min fantasi en sådan kvinde med det formål at begære hende, og ud af dette begær forme en tilfældig kvinde som voks i mine hænder, ikke som den beskrivende og forløsende skjald, men som den skabende digter, der suspenderer hensynet til det andet menneske, med en kunst der blot er til hans egen gunst, og ikke besynger andres pris end kunstneren selv...Sådan ønsker jeg det ikke, men problemet er ikke løst herved, for eksisterer kærlighedens åbenbarer kun i min fantasi, bliver der aldrig nogen bog, idet min fantasi så ringe er i forhold til min forestilling om dette andet menneske, at jeg i så fald aldrig ville drømme om at værdige disse skrifter udgivelse. Og dog bliver jeg måske tvunget til at gå på kompromis med mine egne forestillinger, om min formidling skulle antage form af fortolkning, og digtningen, denne begærets selviske fantasme, skulle friste mig, hvis jeg ikke fandt tilstrækkelig livsfylde i min samtalepartner... og skelne, det kan jeg ikke, hvilket intet har med min sygdom at gøre, for hvem kan virkelig skelne? Digteren kan i hvert tilfælde ikke, elskeren og beundreren, med hvem digteren er beslægtet, kan heller ikke, dog de alle lever på kunstigt skabte skel, skabt og analyseret af dem selv. Selv om jeg selv befinder mig blandt disse mennesker, drives jeg mod disse andre mennesker, hvis livsfylde er så stærk, at den overskrider ethvert  kunstigt skel, fordi den ingen fortolkning, ingen digtning er, men er den med lidelse båret blotte åbenbaring af gådernes gåde, dette som går over enhver forstand, og blot kan gøres til genstand, ikke for digteri, men for tro.

 

 

Senere tænkte jeg, at et sådan forhold måtte bygge på kærlighed for overhovedet at muliggøre nogen tro, ja jeg tænkte endog, at om nogen tro måtte åbenbares, da skulle et fuldbyrdet kærlighedsforhold gennemleves, eller rettere, skrives, thi hvilken anden interesse havde jeg egentlig i et sådant forhold? Igen det digteriske luderforhold til både kærlighed og tro, selviskhedens fristelse ... Med andre ord, intet forhold til overhovedet noget menneske kunne for mig lade sig retfærdiggøre på skrift i et “offentligt rum”; i forhold til psykotikerens inderste åbenbaringer var enhver skrift at regne som en vulgarisering, eller måske mere præcist: som blasfemi.

              Altså må jeg gøre som skrevet, at beskrive denne blotte åbenbaring af gådernes gåde, denne som blot kan gøres til genstand, ikke for digteri, men for tro ... men genstanden for denne er hverken mit medmenneske eller min fantasi, men derimod hvad jeg kalder min “indre trosfælle”, overfor hvilken og ingen anden jeg gør mine bekendelser. Hvem denne er, hvilket køn denne person har, vil jeg kun i glimt afsløre. Men vedkommende kender mig, og  jeg kender vedkommende, og mellem os sagt, er det mit mål med denne bog at lære vedkommende endnu bedre at kende.

              Lad mig allerede bekende: selvom jeg kender min indre rejsekammerat nærmest fra inderst til yderst, er jeg stadig usikker på vedkommendes køn. Men lad os kalde det en hun. Dernæst til noget jeg slet ikke kan: en fysisk beskrivelse af hende ... jeg kender hendes ansigtstræk, jeg kender hendes former, hendes åndedræt, men beskrive alt dette i ord, dertil rækker mine evner slet ikke. Det er som at spørge hvad ansigtstræk er, hvad former er, hvad farver er, for slet ikke at tale om hvad åndedræt er; alt dette overgår min forstand. Og hvad mere er, hendes fysiske fremtoning ændrer sig, ikke blot med årene, men fra sekund til sekund. Hvordan beskrive noget, der således ikke er, men bliver til, bliver til noget andet og tredje og fjerde og videre i en uendelighed. For sådan lever hun. I uendeligheden, større end størst og mindre end mindst og således udenfor enhver sproglig ramme.

 

 

Nu siger du måske, at jeg ingen indre trosfælle har. At det blot er noget jeg finder på, ligesom digterne gør. Til det siger jeg, at heri ligger netop forskellen mellem mig og digterne; at jeg finder eller finder ikke på, det behøver vi gale ikke, vi har nok i hvad vi ved vi tror, eller blot tror, for udover troen behøves egentlig intet. Dernæst siger du nok at denne indre trosfælle blot symboliserer min fantasi, men deri tager du gruelig fejl, for som sagt er min fantasi alt for ringe til at forestille sig en sådan troens åbenbarer. Snarere er det min fantasi der, sprogligt talt, i mangel på bedre, symboliserer min indre elskede trosfælle. Ja, faktisk begynder jeg at blive bekymret, om det er hende og ikke mig der skriver disse linier, af kærlighed måske, eller som et resultat af irritation over min retoriske uformåen overfor dette tankespind ... og dog nej, det er ikke hende, hun kan vistnok slet ikke skrive, der tager jeg fejl, tror jeg nok ...

              Måske taler hun ... måske, men det er ord som ikke kan oversættes til noget sprog. Eller rettere, det er slet ikke ord eller stemmer, slet ikke lyd eller billede eller noget, som sanserne kan opfange. Hvordan opfatter jeg da hendes talen? Nu siger jeg det, uanset om du bryder dig om det eller ej, men jeg opfatter hendes talen ved galskaben og på ingen anden måde ... ikke således at du skal være gal for at høre hendes talen, men for mig og mig alene, er galskaben det eneste mulige vidne, idet alt i mig foruden galskaben former en lyd; en stemme, eller netop flere lyde, stemmer og billeder, nok til en hel virkelighed, i hvilken jeg kunne opløse mig selv ... men aldrig hende, hun er ikke til fals for sølvpenge, og aldrig rammer blot et stænk hende af sansernes syrebad.

 

 

Så du kan ikke høre hende tale, og i første instans får du slet ikke lov til at høre hende tale, dette ville blot være et digterisk kneb. Som at lyve og samtidig rose sig selv herfor ... sådan ønsker jeg det ikke, jeg ønsker det anderledes; jeg ville virkelig ønske, at hun ville åbenbare sig for verden. Og dog ville verden måske slet ikke bemærke denne stråleglans, eller også ville der slet ikke være nogen stråleglans, fordi alle øjne, mine egne inklusiv, ville se noget andet, eller rettere, ville se ingenting ... hvilken sørgmodighed, for nogle gange når min krop lader sig opløse, og mit bryst er fyldt med knugende smerte, tænker jeg, at hun ligesåvel kunne manifestere sig som kroppens ophævelse og hjertets lettelse ... og så og dog: måske er det aligevel bedst i første tilfælde, for hun tugter da, og elsker dog aligevel, da ved jeg da noget, tænker jeg. I andet tilfælde ville tiden gå i stå og mine drømme i opfyldelse, men måske ville det være som at trykke på stop-knappen, måske ville hun forsvinde fra mit indre for aldrig at vende tilbage. Jeg ville ikke leve og ej heller være død, efter enhver målestok ville jeg have det langt bedre end jeg har det nu, og dog ville hun mangle. Jeg ville ikke være ulykkelig, men måske ville jeg være noget, der er langt værre end ulykkelig, nemlig en-dimensional, eller; hvor mange dimensioner jeg end rummede, ville jeg være den ukendte elskedes dimension, denne uudgrundelige og ufattelige, foruden.

              Og dog måske kan hun manifestere sig ved hjertets lettelse, var det bare ikke for den menneskelige hukommelse, eller mangel på samme - vi husker så lidt og dog det langt fra er uendeligt lidt - hukommelsen er ikke i stand til at operere med uendeligheder, og er således en utaknemmelig modtager af evighedens gaver, spildt og dog aligevel ikke, thi jeg trodser og glemmer for hendes skyld og til hendes ære gerne min hukommelse for et par enkelte øjeblikke.

 

 

Hendes ansigt, ja ... min plagede sjæl bliver spurgt om hendes ansigt og hendes navn, to ting vi tror først og fremmest at bemærke ved hinanden. Hvordan skal jeg forklare; hendes navn er som det oprindelige ord, hvis kødeliggørelse er mit blod og mine indre organer ... således uden blusel grynter jeg dette mantra for blot i blasfemien at strides med Gud. Måske er jeg sådan, men hun er ihvertfald ikke sådan, og således jeg heller ikke, for hendes navn, dette det allerhelligste, røber jeg ikke for noget menneske, så lidt, eller så meget, stolthed har jeg, og hverken smiger eller tortur fra dette fantasiens voldsregime kan få mig til at skrive det. Men beskrive det, beskrive det kan jeg måske ... lyden af hendes navn er som en lyd, der i begyndelsen genlød af virkelighed, og således oprinder al musik. Denne lyd, der muligvis idag er lyden af støj, muligvis af stilhed, en lyd, på samme tid for høj og for lav til at vores øren kan opfange den ... Bogstaverne er måske mange, måske få, men lyden lader sig ikke dele i stavelser, den er een, og kan dog deles i uendeligvis af stykker og stadig være hel, thi den er uendelig og har ingen begyndelse og ingen ende. Navnet er som et stearinlys i et natmørkt rum, der lader sig afdække og kærtegne af den evigt tilblivende forårssol - hvori alt har åbne øjne, undtagen i det inderste rum og de yderste stjerner, i hvis lys disse ord svagt kan læses; et monument, på hvis overflade besynderlige tegn står som hugget ind i marmor, følt af den blinde i bogstavernes hulrum.

 

 

Igen: ville jeg som Gud kunne skabe dette menneske, og lade det træde ud af min krop?  Og  jeg mener ikke dette symbolsk, det er ikke noget opdigtet menneske jeg taler om. Og dog nej, hvordan skulle jeg kunne skabe noget der allerede er skabt, og er i min krop, og er skabt, ikke af mig, men samtidig med mig? Altså, skabt er det, men kan det træde ud af min krop, og således være i verden som et andet menneske?

              Så er jeg tilbage hvor jeg startede, for sker dette, så bliver det i skikkelse af den kærlighedens åbenbarer jeg indledningsvis beskrev. Så vil Jomfru Marias lod være mig tildelt, uden egen ‘vilje’ og indledningsvis uden eget vidende, at føde en frelser. Og dog vil det aligevel ikke være hendes lod, der er mig tildelt, thi alle disse store ord eksisterer kun for mig, således at frelsen kun gælder mig. Og kald ikke dette for storhedsvanvid, for det er det modsatte; hvordan skulle hun kunne frelse andre, end netop den i hvis krop hun har sit sæde? ... Således vil hun aldrig træde ud i verden, jeg vil aldrig kunne se eller berøre hende, måske fordi hun derved i en besynderlig forstand er mig tro. Hvordan skulle hun, af andre kendt under navnet skizofreni, kunne kende andre end den hun elsker, og hvad skulle han kendes ved udover hende ... således er min ukendte elskede; som spedalskhedens helende kraft...

 

              Nogengange kan jeg mærke hende i mig som en varme, der bringer sveden frem, som havde jeg feber, som gav min frelser mig en forsmag på Helvedets ild ... og dette ikke af pædagogiske eller moralske grunde, slet ikke, alle sådanne tricks er langt under hendes værdighed ... Nej, lider jeg under varmen, så lider hun dobbelt eller tredobbelt. Hun er jo inde i mig og kan umuligvis undslippe, og søger heller ikke at undslippe, for hun hører jo til i mit hjerte, denne som er alt for stor for mig, denne den mindste usynlige og uhørlige, hvis lidelse er selve livet, større end alt andet.

              Men denne varme er også lidenskabens ild, ikke som du tror, som i de talløse amerikanske såkaldte “erotiske thrillers”, hvor lidenskaben er erstattet af lummerliderlighedens libido. Min indre elskede kender ikke til vold, orgasmens bittersøde frugt har hun aldrig smagt, og dog er hun netop denne mystiske sandhed, som altid fortoner sig bag udløsningens slør ... denne lidenskab er troens, og er som sådan upåvirket af såvel selviske deterministiske drifter, som af tilfældigheder og chance, thi i åndens indre verden kastes der ikke med terninger. Det er som i Mester Eckeharts lignelse, hvor han siger, at hvis hans hånd blev brændt af gloende kul, da var det ikke kullet der brændte ham, men hans hånds “intethed”, idet hans hånd ikke da besad den ildens karakter og natur, som det gloende kul. Således også med min indre frelsers febervarme; har jeg denne i mig kan intet gloende kul skade mig, selvom mit indre er fyldt med lidelse.

 

 

Men ligeså lidelsesfuld som denne lidenskabens ild kan være, ligeså ensom er jeg, når den har forladt mig, når min indre elskede trosfælle ikke er at finde. Da fryser jeg til mit inderste, hvor meget jeg end varmer op, og jeg ængstes for frysedødens langsomme bedøvelse; først smerten ved frosten, derefter en prikkende følelsesløshed, og til sidst den fysiske desintegration; først falder måske næsen af, derefter den ene arm, da døden indtræder ... Og her kommer miraklet, thi på et eller andet tidspunkt begynder varmen igen at indfinde sig. Først en svag optøen af det stivfrosne blod, en optøning der, hvilket enhver der har prøvet at tø f.eks. en frossen finger op, afstedkommer en besynderlig smerte, denne livets smerte, som den begyndende indre ild er. Derefter vender min prinsesse snart tilbage, som hun vil gøre det mange gange igen. Og hun ofrer sig som i febervildelse for at kunne varme mig op, i ekstase bruger hun lidenskabens trolddomskraft, hvis udtryk, udtryk og ikke indhold, er den brændende smerte. Denne borer hun ind i mit hjerte, i hvis inderste indholdet af kærlighedens budbringelse sås.

              Men kender jeg virkelig denne indre trosfælle så godt, at jeg kan tillade mig at beskrive hende?  Beskriver jeg ikke en fantasi snarere end et menneske, en ikon fremfor et levende ansigt? Og dog: er sprogets ufuldkommenhed ikke grunden til mine beskrivelsers fattigdom og manglende liv? Thi hvordan beskrive livet? For min indre trosfælle er netop denne sygdom til døden kaldet liv, inkarneret i mit kød og blod, om hvilket ingen ord af denne verden kan fortælle.

 

 

Det var omtrent på denne tid at jeg mødte Heidi. En pige, der i jordisk forstand, selvom hun var ganske ung, havde født et barn uden at fatte nogen interesse for dette ... Men som også i sit korte liv havde haft åbenbaringer og mystiske oplevelser, i forhold til hvilke jeg fremstod som en novice i sindets mysterier. Oplevelser der til fulde havde lagt beslag på hendes opmærksomhed, og til hvilke jeg stod i et besynderligt forhold. Thi min indre prinsesse syntes at finde behag i beskrivelsen af Heidis oplevelser, en slags samklang der bestod og havde bestået længere tilbage end jeg eller Heidi havde levet. Tro nu ikke at jeg blev forelsket i hende, nej, mit eget jeg havde i denne sag ikke meget at sige. Snarere var det sådan, at ikke jeg, men min indre prinsesse, fandt sig en art søster i Heidi, og her fandt en samklang der, som det står i den psykiatriske lærebog, gik forud for ord. Denne gives nemlig, men ikke for mennesker. Vi er ladt tilbage med ordene, disse der er de indre væseners oplevelser langt underlegne i autencitet og fylde, og altid halser efter når det forlængst er forbi. Det synes at være med ordene som med kvinden i Lukas-evangeliet, hende der i tolv år har lidt af indre blødninger. Svagelig som hun er, tænker hun, at måske blot hun ydmygt nærmer sig Jesus i mængden og rører ved kvasten af hans kappe, vil en kraft udgå fra ham. Og sandelig, straks standser hendes blødninger, og Jesus vender sig og siger: “Datter! Din tro har frelst dig; gå bort med fred!” Således er det måske, der behøves ingen ordstrøm eller overdådighed, hverken i hvad der høres eller ses; troens lidenskab alene kan berøre og hele det indre eller den indre, som intet øje ser.

 

 

Dette som Heidi gav mig mod til at nedskrive, er den besynderlighed, at psykosen i al sin smertes vælde kan være livets inderste bekræftelse. At man kan nå en tilstand, hvor livsfylden er så stærk, at der ikke er noget skel, om det er meningsfylde eller lidelsesfylde - det er eet og samme... Men det skal man nok have oplevet for at kunne forstå. Oplevelsen findes, men igen; den lader sig ikke definere, og tvivlen synes at være den eneste retssindige apologi, og måske aligevel ikke, thi som Heidi skriver om sine psykotiske oplevelser: “Hvis du spørger mig den dag i dag om det var virkeligt eller ej, ved jeg ikke hvorvidt jeg vil sætte spørgsmålstegn ved dette”...ikke blot skal vi undgå psykiaterens skråsikre svar, som den sande mystiker skal vi heller ikke overvurdere spørgsmålet, for før spørgsmålet kommer oplevelsen, den endelige og sande, som i al ydmyghed ikke behøver bekræftelse i erkendelsesteoretiske spørgsmål eller svar.

 

 

Jeg mødte lidt senere Heidi til et interview, og der testede jeg mine tanker på hende. Igen oplevede jeg, at mine tanker øjensynlig ikke lod sig dele, så istedet lyttede jeg til hvad hun kunne fortælle. Det viste sig at hun var holdt op med at tage sin medicin for to dage siden. Hun var nysgerrig efter at genfinde den verden af fantasi og underlige figurer, som hun havde oplevet som psykotisk. Derudover var hun angst for at lægerne en dag ville finde en medicin, der fuldstændig ville fjerne hendes “skytsengel”, som hun kaldte denne mandestemme hun hørte. I denne fandt hun tryghed, og tillige en slags følgeskab, et værn mod ensomhed og angst ... Et faktum, der er eftertanke værd for enhver psykiater, der skriver om den psykotiskes ontologiske utryghed. Skytsenglen synes således at have virkelighedskarakter, på en måde der til enhver tid kunne tilpasses ethvert religiøst system, hvis blot Heidi tilhørte et. Det gør hun ikke, den kristne metafysik lod hun slet ikke til at være bekendt med. Istedet skabte hun sin egen, en slags modernitetens religiøsitet, hvis udtryk er den stigmatiserede psykose. En mytologi præget af emotionel ekstase, en verden af konstante selvskabte latteranfald, lukkede for fortolkningens veje, en slags gamblingens og jokerens vanvidsland, som ifølge Heidi selv var toppunktet af hendes liv ...

 

 

Det startede for Heidi da hun var nitten år. Det begynder få måneder efter hendes søns fødsel, med svimmelhed, opkastninger og natlige krampeanfald. I denne periode begynder Heidis skytsengel også dag for dag at “tage en bid af hende” som hun skriver, uden at hun måske ved hvad dette egentlig betyder. I denne periode refererer Heidi til sig selv som “psykisk syg”, i modsætning til “rask”, men som det senere vil fremgå, også i modsætning til den psykotiske tilstand. Hendes muskler spænder i så høj grad, at hun får kramper, og endelig, vel at mærke da hun for en kort stund slapper af i musklerne, indser hvad der er galt; hendes senere så elskede tryllekunstner, følgesvend og skytsengel har som forudbetaling på sine ydelser taget hendes evne til at slappe af. Men ingen vidste, at det var dette som var galt, og lægelig undersøgelse efter undersøgelse gav intet resultat, som Heidi skriver, om da hun blev scannet på Hvidovre hospital:...”det de kunne se var umiddelbart, at der ikke var noget galt (de skulle bare have vidst)”

              Heidi begynder som sagt at høre stemmer, denne hun langsomt identificerer som sin skytsengel. Hun begynder at blive apatisk og sløv, hun mister efterhånden tidsfornemmelsen og er ikke mere i stand  til at varetage sig selv og sin søn. Hun begynder at få “synshallucinationer”, og begynder langsomt og tøvende at prøve kræfter med sin skytsengel; hvor magtfuld er denne egentlig ... hun tænker om han f.eks. kan forvandle en af personerne på fjernsynet til et billede af hendes far. Det sker, og således tester hun skytsenglens virkelighedskarakter på om “han”, en psykiater ville mene lidt omvendt, kan opfylde hendes krav. Men en ting er sikkert: Heidi bliver mere og mere bevidst om denne skytsengels magtfuldhed og betydning i hendes liv. Da det en enkelt gang sker, at skytsenglen ikke kan opfylde hendes krav, og hun da ikke tror på ham, tilføjer hun senere tvetydigt i parantes: “Man bliver sgu klogere”.

 

 

Da begynder alt at ændre sig, stemmen ændrer sig og bliver sød og rar, nogenlunde samtidig med at Heidi bliver udsat for nogle sære oplevelser og skæbnesvangre valg. Det starter, da stemmen mens hun sidder i sin sofa fortæller hende, at hun skulle åbne for en “vandhane”, der befandt sig ved “købmandsdisken”. Det gør hun så, og åbner derefter en af gangen for de næste fem vandhaner, der befinder sig i håret på hende. Hun bliver lovet en “verden fuld af fantasi” hvis hun åbner den syvende og sidste vandhane. Det vil hun ikke til at starte med, fordi hun får at vide, at de aldrig forsvinder igen ... Det er ikke af angst hun nægter, men fordi hun gerne vil kunne tage vare på sig selv og sin søn.

              Men kort tid efter sker der noget, der får Heidi til at ændre mening. En nat hun sover hos nogle bekendte dukker stemmen op, denne gang med et ubehageligt tonefald. Ude på græsplænen ser hun et mandehoved med en gul cirkel omkring, svævende over jorden, som beordrer hende til at åbne op for den sidste vandhane. Men Heidi er i tvivl, og for at se om “de er til noget”, altså har flere kræfter end hende og beviselig har guddommelig autoritet, beordrer hun dem til at få hende til at svede ... hvorefter dette sker. Men dette er ikke bevis nok. Hun beordrer “dem” da om, at få hendes kæreste til at rulle sig frem og tilbage i søvne. Da dette også sker, tør Heidi, stillet overfor så store fristelser fra en tilsyneladende almægtig djævel eller gud, ikke andet end at åbne for den sidste vandhane ...

 

 

Det næste der sker er svært at forstå for mig, og svært for Heidi at erindre, svært i det hele taget for noget menneske med ord at beskrive. Heidi bliver indlagt i otte måneder på lukket afdeling, som i et mareridt og en drøm på samme tid, et “godt mareridt” som hun skriver, og dog med en virkelighedsfylde stærkere end noget andet. For i denne periode oplever hun en helt “unik verden”, hun ser sjove fantasifigurer “som revet ud af et tegneseriehæfte” og “dagen var en stor joke”. Heidi beklager selv, at hun ikke nogen stor tegner er, for så kunne hun have tegnet alt hvad hun så. Og dog tror jeg ikke dette ville have hjulpet meget, for den verden hun oplevede var oversanselig og således hinsides andre menneskers sansepotentiale. Den var måske også “overvirkelig”, forstået på den måde, at den var udenfor fantasiens rammer for sådanne fantasiforladte mennesker, der måtte mene at virkeligheden overgår enhver fantasi. Snarere ville jeg formulere det sådan, at “virkeligheden” vel knapt nok kan overgå noget den selv er. Thi “virkeligheden” er et fantasiprodukt, endda et af fantasiens lavere og mere substansløse produkter ...

              Således må vi tage ved lære af Heidis historie. Som hun skriver, blev det en fast vending at sige, at “nu går det over i Andersine og Anders And”, sagt med mine ord, når virkeligheden i “virkeligheden”, med en sådan vending viser sig med sit sande ansigt, nemlig som en evig fortsat drømmefantasi. Følgende essays er et forsøg på, om overhovedet muligt, ved sprog at beskrive en sådan vedvarende oplevelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FRAGMENTER AF EN

GALSKABENS P0ETIK

 

 

Lad dette være en indledning til nogle af mine sjældne anfald af klarsyn - dette som jeg vægrer mig ved at kalde bekendelser, på grund af de associationer til en politisering eller endog ideologisering af det private, som dette ord giver mig. Reflektioner vil jeg heller ikke kalde dem, idet dette ord har et præg af en slags gensidig meningsudveksling med sig selv og sit eget spejlbillede. Ikke som et spejl vil jeg se min omverden, men som dette der måtte befinde sig bag spejlet, en øde vildmark, jeg selv skal forme. Digtning er det ikke, for digtere lyver for meget, hvad der for så vidt ikke er nogen synd eller skam, fordi den uforpligtende leg med ord ligesåvel er dødelig, og forpligtende, alvor som den er alt mulig andet. Derfor er dennes løgnagtighed ikke nogen indsigelse mod digtningen, dertil har jeg kun alt for ofte måttet bekende min egen løgnagtighed. Nej, grunden til at jeg ikke er digter, er at jeg mangler dennes indbildningskraft og dennes tillid til sprogets muligheder for for formidling hvad angår tilstande som er hinsides nogen form for sprog.  Men måske er grunden at jeg ikke er digter også denne, at jeg med mit eget personlige forhold til alt dette hinsides sproglig formuleringsevne, har opnået en respekt for hvad sidstnævnte kan og ikke kan. Denne respekt stammer fra det faktum, at  jeg, måske endnu mere end nogen digter, lever i sproget og mangler evnen til at skelne mig selv herfra, og dog, i modsætning til nogen digter, ikke er i stand til at sprogliggøre denne manglende evne til skelnen, hvor gerne jeg end ville, fordi en stemme, der taler i mig ved, at denne skelnen er en illusion og dens sprogliggørelse en hore. Således har jeg måttet tage denne forpligtelse på mig at skulle uddrive djævelskab med Djævelens hjælp, uden at evne med mine læber at forme “troværdige” drømme, eller virkeligheder for den sags skyld. Mine drømme er blevet virkelighed, og min virkeligheded er blevet en drøm. Eller et mareridt, for som sagt; jeg skelner ikke mere. Blot har jeg fundet afgrunde og atter afgrunde af tvivl.  Over dem har jeg svævet og således haft tid, kun altfor meget tid, til at udforske disse ikke-tilstande. Hvis jeg er syg, er det deri min sygdom består, at jeg af ond vilje vedstår mig min synd. Og dette af ond vilje, fordi jeg ikke gør det af kærlighed til sandheden, men alene med syndernes forladelse og dennes frelse for øje. Og hvis mine skifter udviser nogen som helst tro, er det denne spinkle tro, at de på en eller anden måde ved det private trancenderer det offentlige ved fomidlingen af sine drømmesyner, og hermed går åbenbaringen i bedene ved sit krav om eksistens i omverden, omend uhørbart for andre end alle disse hallucinationers skaber, det være sig en engel eller en djævel.

 

 

Jeg hedder Ture, jeg er 24 år og har fået diagnosen skizofreni. Jeg har intet imod denne diagnose, forsåvidt jeg dog forstår ordet skizofreni på min egen måde ... at det ikke blot er mig, men os allesammen der er skizofrene, alle os der er berørt af civilisationens dødskys ... for denne spaltning mellem hvad der er “indre” og “ydre”, hvad der er krop og hvad der er sjæl, forsøger vi alle at opretholde, på trods af at vi hver nat i drømmen tydeligt bliver fortalt, at disse skel er kunstige, og ikke tjener andet formål end som hjælp i kampen mod længslen efter enhed.  Hver for sig tænker vi når vi går i seng, at kunne vi blot denne ene gang vandre ind i drømmen og hvile på bunden af vores sjæl, kunne vi blot bevidne dette stof der binder dagene sammen, ville vi måske se at vores fader og moder, evigheden og jorden, uendeligheden og endeligheden, kender hinanden og er hinanden, at der ikke er nogen anden men kun een, at den ene er i den anden og den anden i den ene, at de to ord; afslutningens uendelighed, i virkeligheden er et ord, dette begyndelsens ene ord vi ikke kender, men som altid ligger på tungen, som vi altid vil værne, men aldrig kan huske.

              Hvis du er skizofren, og, synes at genkende beskrivelsen af en sådan oplevelse, eller ihvertfald længslen efter den, er det ikke fordi du er skizofren, men fordi du er menneske. Men har du fået betegnelsen skizofren, det gælder ihvertfald for mig, er det fordi du som mig er så dygtig til at simulere de skizofrene grundsymptomer, således at spaltningen herved simuleres at benægte sig selv, og som følge heraf har gjort dig fortjent til diagnosen skizofreni, hvilket er noget ganske andet end den måde jeg bruger ordet på. Som sagt mener jeg vi alle er skizofrene, enkelte af os demonstrerer blot i frivillig eller ufrivillig martyrdom den lidelse og galskab, som måske er kulturens inderste ansigt, som var vi således særligt udpegede hinsides fra. Andre, og det er størstedelen af befolkningen, simulerer og demonstrerer alt mulig andet, det vil jeg ikke tale så meget om. Nej, hvad der interesserer mig er os skizofrene, for er vi gennem vores oplevelsers guddommelige karakter pålagt et særligt kald, så er det ihvertfald ikke at simulere syge, blot for som den spedalske på Jesu tid at håbe på hans helbredelse. Og dog er det måske den eneste vej, hvis vi dog blot i troen kunne opnå frelsen, som kvinden i evangeliet der i tolv år har lidt af indre blødninger. Da hun nærmer sig Jesus i mængden tænker hun, svagelig og ydmyg som hun er, at kunne hun blot røre ved kvasten af hans kappe, ville en kraft udgå fra ham. Og sandelig, straks standser hendes blødninger, og Jesus vender sig og siger: “Datter! Din tro har frelst dig, gå bort med fred”.

              Men altså, for kort at opsummere og tage udgangspunkt i mig selv: Jeg lider som kvinden i Lukas-evangeliet af indre uforklarlige blødninger, og har uden at dette har hjulpet brugt en stor del af mit liv på at spille syg. Disse indre blødninger jeg taler om kan hverken måles eller diagnosticeres, eller gøres til genstand for nogensom helst medicinsk eller terapeutisk behandling, thi jeg lider som menneske og intet andet. Læger er symptombehandlere af det syge menneske, de søger ikke at afdække simulationen, og dette ikke uden grund. For således indgår patienten og lægen en hyklerisk alliance, hvori begge finder sig tilpas i hver sin rolle, som var al kontakt blot et skuespil. Det er lige som i terapien, blot med modsat fortegn: hvornår er patintens “modstand”, som det hedder, ikke rimelig, fordi psykologen forsøger at presse en facade af normalitet ned over patienten? Er “modstanden” ikke et udtryk for en kamp for at vise, at blot fordi sygerollen er stillet spørgsmålstegn ved, skal ingen psykolog tro, at en ny veltilpasset rolle lader sig finde og definere for een. Således kan ingen terapeut finde, hvad der er gemt i dit inderste mørke, også psykologer er blot symptombehandlere og kan ikke helbrede, om overhovedet lindre, nogensomhelst indre blødninger.

              Jeg står tilbage med to muligheder. Enten at se mig selv som et - for Guds øjne og i ontologisk forstand - menneske som alle andre. Men som gal, og netop som gal, har jeg også en anden mulighed. Nemlig at se mig selv som et ganske særligt begavet individ, og dette ikke helt uden grund: hvorfor skulle en hel hær af højtuddannede behandlere ellers bruge så meget tid og forskning på mig, hvorfor skulle så meget tvang ellers være nødvendig, hvis ikke for at forhindre udbredelsen af disse øjensynlig så farlige tanker og følelser, hvorfor ellers fortidens massive galeanstalter på øde beliggenheder, lobotomi og euthanasi, og endelig idag: kemisk indespærring på psykofarmaka i ensomme lejligheder. Det er ikke underligt at disse tanker formede en bevægelse. Og dog synes grundtanken at opløse sig selv, for de gale var ikke fælles om den ganske særlige begavelse, begavelsen var forskellig fra gal til gal. Og yderligere så man de gamle bånd mellem psykiater og patient forstærkes, for den enes begavelse forstærkede den andens prestige, og omvendt. Men som sagt, det er en falsk alliance. Der blev, med rimelig grund, søgt belæg for tankerne med henvisning til “galskaben” og outsiderrollen hos store skikkelser i verdenshistorien med Jesus som det oplagte eksempel; man kunne hertil føje store digtere og filosoffer som f.eks. Kierkegaard og Nietzsche. Og spørgsmålet blev: var de hvad de var i kraft af deres “galskab”, eller var de det på trods af den? Efter min mening er spørgsmålet forkert - spørgsmålets to poler er i virkeligheden så tæt forbundet, og vores øjne så blinde herfor, at det kræver en skizofren kultur at stille et spørgsmål som førnævnte. For det spørgsmål leder blot i en blindgyde, denne blindgyde ud af hvilken psykiatrien, og hermed mener jeg behandlere såvel som patienter, er opstået.

 

 

I forsøget på at finde vej ud af dennne blindgyde, vil jeg, som mange filosoffer og tænkere har gjort det, stille spørgsmålstegn ved dette skel, som stort set alle psykiatere og psykologer ukritisk sætter lid til, mellem de fem sanser, repræsenterende virkeligheden, og drømmen eller hallucinationen, repræsenterende uvirkeligheden. Eller hvad? De fem sanser optræder jo i såvel drømme som hallucinationer. Altså må vi indføre et eller andet, der gør os i stand til at skelne, eller rettere, der gør psykiateren i stand til at skelne patientens oplevelser som værende “troværdige” eller sygelige. I dette øjemed indfører psykiateren begrebet “common sense”, direkte oversat: almindelig sansning /fornuft. Hvilket vidunderligt ord, dette engelske “sense”, som på så strålende vis forbinder sansningen med fornuften, og tilmed i ordet “common” gør denne ukorrigerbar, ligesom et menneskeligt livsvilkår er det. Så absolut...

              Men lad dig ikke narre. Dette såkaldte livsvilkår er, hvis vi blot mærker efter, en hul skal vi skjuler vores usikkerhed i, under henvisning til det normative, velvidende at dennes lov er relativismen og ingen anden. Heller ikke således får vi vished.

              Og det undrer mig, hvad denne “common sense” henviser til, udover et tomt postulat ... måske er det ikke tilfældigt, at ordet “sense” ikke blot betyder fornuft, men tillige sansning, og i så tilfælde, hvilken sans udover de fem kendte refererer dette ord da til? Det ligger nært at antage, at denne sans ordet refererer til, er den såkaldte sjette sans, der jo repræsenterer intuitionen.  Denne antagelse viIle ingen psykiater formodentlig godtage, idet de i så tilfælde virkelig var på Herrens mark i rollen som præsteskabets efterfølgere. Men dette er mere end blot en sproglig finurlighed, for særlig når psykiatere og psykologer optræder som terapeuter, viser de sig i sandhed i denne rolle, selvom de pure benægter det, og herved forspilder enhver chance for at forsone sig med deres eget hykleri; dette hykleri, som selv en præst må misunde dem for, fordi det psykologiske begrebsapparat, i modsætning til det kristne, slet ikke opererer med dette begreb. Men på Herrens mark er de, terapeuterne, ligesom alle os andre, de har bare ikke begrebsliggjort dette, udover med denne vagt formulerede “common sense, som hos den gale altså antages at være defekt. I virkeligheden er det begrebsliggørelsen der er defekt, en defekt, som galskaben er et oprør imod, men et oprør som er dømt til at mislykkes, måske fordi det netop er denne defekt og dennes relativisme, og ikke denne postulerede “common sense”, der er det egentlige menneskelige livsvilkår. Og dog. Selve psykiatrien er godtnok født i en blindgyde, men rummer tillige fra fødslen af forsøg på at vokse ud over denne skæbnebestemmelse, forsøg skabt i trods mod enhver åndelig indespæring.

 

 

Om autisme:

Ifølge psykiatrien er autismen det mest grundliggende fænomen ved skizofreni. Netop fænomen, og ikke symptom, idet autismen ikke er symptomatisk for, eller henviser til, “noget andet” end sig selv. Det er nærmere end et symptom, en eksistensform, og som sådan er den, i modsætning til de såkaldte produktive psykotiske symptomer som hallucinationer og vrangforestillinger, ikke mulig at påvirke ad medicinsk vej. Ordet kommer ifølge ordbogen af det græske autos, som betyder selv, og så endelsen -isme, der ifølge ordbogen gives et fremmed ord eller udtryk, der ikke er optaget i et givet sprogs norm. Med andre ord, autismen er et kunstigt skabt ord, der som sådan betegner en sproglig selvfølgelighed uden mage og uden mulighed for at måle sig med andre ord, ihvertfald dengang ordet blev dannet og stadig var en neologisme. Det synes som om, at ordet i højere og højere grad mister sin gyldighed, sin friskhed, som kræver denne tilstand det beskriver, til stadighed et nyt ord, der kan tilføre det den skønneste samklang med det uendelige indre univers, der som det mindste, eller mindre, er stort som det allerstørste, eller større. Altså et ord, der kan beskrive betydningen af denne væren i sig selv på trods, denne væren som det oprindelige ord synes at antyde.

              I forbindelse med beskrivelsen af autismen i psykiatriske lærebøger, støder vi på begrebet “intersubjektivitet”. Al tale om “objektiv virkelighed” er nænsomt undgået, og dog er det netop denne der er tale om, blot i betydningen: hvad der kan “verificeres” af flere. Men som det er sagt før: virkeligheden lader sig ikke definere ved en flertalsafstemning, selv om troen på dette må synes forståelig, når man betænker hvad konsekvensen ville være, hvis vi tænkte disse tanker til ende; “Uden det intersubjektive fællesskab ville mennesker leve i adskildte, private verdener uden mulighed for indbyrdes kommunikation”. Det forekommer mig, at den i lærebogen nævnte “præ-konceptuelle samklang” er et postulat, der blot ved sproglige rekonstruktioner (i form af “intersubjektive fællesskaber”) lader sig retfærdiggøre. Ved hjælp af sproglig kommunikation benytter psykiateren sig af den så berømte psykotiske “omvendte logik”, og lader sproget forudsættes af en såkaldt “præ-konceptuel samklang”, som blot eksisterer i hans fantasi.  Hvilken følelse af ensomhed måtte denne psykiater ikke gribes af, om han lærte af sine autistiske patienter, og herved anede den mur der omkransede ham, en mur bygget af ord, ord og atter ord. Men herved ville han måske også lære, at der i denne mur gives sprækker, sprækker, der paradoksalt nok er skabt ved hjælp af ord, eller måske rettere, fantasi, for disse ord jeg taler om, findes ikke i nogen ordbog, for slet ikke at tale om nogen psykiatrisk lærebog. Og dog kan de, ihvertfald i drømmenes sprog, skabes, og de bliver skabt, tilmed af førnævnte psykiaters egne patienter. Og når jeg taler om “drømmenes sprog” tænker jeg i mindre grad på digtningen, end jeg tænker på de mennesker som, uden nogen åbenlys årsag og mod “egen vilje”, inkarnerer dette drømmenes sprog med deres liv og handlinger ... og dette på en måde som digteren kun hypotetisk ved sin indbildningskraft kan beskrive, men som han aldrig ville vove at leve ud, måske fordi psykotikerens ædleste dyd er tavsheden, og al den angst en sådan måtte åbenbare.

Om tankeforstyrrelser,

som også kendes under det måske mere karakteristiske navn sprogforstyrrelser. Det må gøres klart, at det her først og fremmest er tænkningens og sprogets form, der menes forstyrret. Og her støder på dette paradoksale, at patientens tankebaner beskrives som værende “private”, som om ikke ethvert menneskes tankebaner, udsat for et psykologisk forhør, måtte synes private. Men forklaringen følger; ordet “privat” hentyder til noget, som er fjernet og løsrevet fra den “intersubjektive konsensus”. Altså fra noget, som flertallet kan blive enige om, eller ihvertfald postuleres at være enige om, for det forekommer mig, at denne konsensus er som en politisk aftale, som officielt er den gældende når vi optræder som offentlige personer. Som private individer kender vi imidlertid kun alt for godt rævekagerne og intrigerne, men kun få, alt for få af os, har modet til at stå frem og påvise dem. For udenfor den fælles konsensus går man alene, ligeså alene som alle andre og dog endnu mere, idet selve muligheden for at formidle sin smerte for lyttende øren gennem sproget mindskes, måske endda forsvinder. Således er udbuddet af psykologiske termer vedrørende de “formelle tankeforstyrrelser” mangfoldigt. Det vægtigste udtryk er i denne forbindelse “vaghed”. Det vil sige “mangel på konkret information” (i.e. en udtalt evne til levendegørelse af sproget, på en måde der ikke lader sig definere entydigt, nogenlunde ligesom førnævnte digteres skriftlige udgydelser). Psykiatrien synes således selv at lide under den semantisk forstyrrede “konkrete tænkning” (mangel på abstraktionsevne), “hvor patienten ikke kan løsrive sig fra ordenes bogstavelige sammenhæng og betydning”, en udmærket beskrivelse af psykiatriens eget problem i første tilfælde ... Vi kan vist konkludere, at dydens vej nok er smal, men at normalitetens er endnu smallere, eller rettere, som vist må betegnes som en sproglig konstruktion. Denne dom som psykiatrien selv fælder over de såkaldte neologismer (ordnydannelser) og de hermed beslægtede metonymier (betydningsglidninger, hvor patienten benytter eksisterende ord i en personlig og “privat” betydning). Jeg tror kun det er meget fantasiforladte mennesker, og jeg tvivler om de findes, der ikke benytter “metonymier” i deres sprog, og uden evnen til at skabe ord var sproget rimeligvis aldrig blevet til. Men det forekommer mig, at ethvert ord, der har bevaret sin betydning i et for langt stykke tid, visner og dør bort som en kliche. Det er som om, at sproget kræver nye betydningsglidninger og nye ord, for bestandig at kunne transcendere sig selv og skabe liv, et liv, der i bund og grund ytrer sig a-sprogligt, det korte intense øjeblik hvor nyskabelsen bliver til. I en sådan evig tilblivelse lever altså den psykotiske, forsåvidt det overhovedet er muligt at leve sådan og forsåvidt at enhver anden tilværelsesform ikke blot er løgnagtig, men tillige umulig. Og dog er denne yderste pine den syge sætter sig i, denne rejse, hvor løgnagtigheden, i sanddruhedens og den evige tilblivelses tjeneste, udforskes og udleves, et valg. En martyrium, i hvilken psykotikeren suger lidelsen til sig for således at overleve og overlevere sit liv som et levende symbol til hvilket ingen nøgle findes; lukket for fortolkningens veje kredser det i og om sig selv.

 

 

Når psykiateren benævner psykotikerens “indre verden”, hans sprog osv. som privat har han kun ret, forsåvidt at alle mennesker, psykiateren inklusiv, rummer en verden som er “privat” i den forstand, at den ikke med noget sprog lader sig oversætte. Således er psykotikerens “indre verden” i en vis forstand den sidste til at skulle kaldes “privat”, idet han, i sprog, og hvis dette ikke er tilstrækkeligt, med fantasiens sansning (“hallucinationer”) og dennes forsoning med den “ydre verden” (“vrangforestillinger”) overvinder dette kunstige skel mellem “indre” og “ydre”, og således rækker udover denne timelige konstruktion kaldet det “private”, ud mod det evigt tilblivende øjeblik.

 

 

Om vrangforestillinger:

Vrangforestillingen beskrives af psykiatrien som “privat” (et ord jeg før har været inde på) og tillige ego-synton (dvs. at troen på den fra patientens side er så stærk, han under ingen omstændigheder, ved mundens forførelse i en terapeutisk situation, lader sig gribe af tvivlen. Om dette er et resultat af en stærk tro eller en svag vilje, eller om disse to er een og samme, vil jeg ikke indtil videre kunne afgøre). Endvidere menes det i “Klinisk Psykiatri”, at man ofte vil kunne domfælde falskheden i patientens forestilling, men at man i mange tilfælde må afvise en vrangforestilling, ikke som værende empirisk set umulig, men snarere som værende empirisk set usandsynlig. Se, dette forekommer mig at være tale med to tunger; med hvilken autoritet domfældes der i det første tilfælde? Denne domfældelse må bero på, at forestillingen vurderes “empirisk umulig”, men dette modsiges jo af, at patienten jo dog har erfaret sin forestilling, og således “empirisk” har muliggjort den. Den andet tilfælde viser os klart, hvilken afgud skribenten sværger til, thi kan ikke “umuliggøre” forestillingen empirisk, kan han afvise den som værende “usandsynlig”, eller med et andet ord, “utroværdig”. Igen ser vi sandsynlighedsberegningen forvekslet med troens autoritet, thi i åndens verden er det tiltroen til approximationen og sandsynlighedsberegningen der er den egentlige “vrangforestilling”. Og igen kommer vi ind på den berømte “bagvendte logik” eller “hyper-empiriske” holdning, som psykiateren ser hos den psykotiske, men ikke hos sig selv. Dette får ham dog til at skrive, at et “falskhedskriterium” ikke er nødvendigt for at betegne en forestilling som en vrangforestilling; altså, hvis “empirien” ikke kan diskvalificere en patient, så kan hans “argumentationsform” gøre det. Dette betegnes, med baggrund i deres autisme, som særlig karakteristisk for skizofrene; for dem er det ikke nødvendigt at underbygge deres forestillinger med “empiriske beviser”, og godt for det, thi hvorledes skulle noget menneske dog kunne “sandsynliggøre” eller “verificere” sine forestillinger, sine ideer, sin tro? Dette er sort tale, eller rettere, det er “magisk tænkning” og naiv tiltro til denne “sjette sans”, der bærer navnet “common sense”

              Men, for at vende tilbage til “empirien”. Jeg kan ikke godtage “empiriske sandsynligheder”, men derimod finder jeg det redeligt, hvis psykiatrien i stedet for “empiri” talte om immanens (iboen). Thi så kunne vi kalde de såkaldte “vrangforestillinger” for transcendente forestillinger, der overskrider “erfaringens” iboende grænse og således, i ordets oprindelige forstand, er mystiske, velvidende at en sådan tilstand, til trods for eller som følge af, al lidelse og smerte, ikke behøver yderligere verifikation. Men hvorledes med troen? Enhver der kender tvivlen, kender også længslen efter tro - er psykosen da et troens tilholdssted, eller er den som jeg skrev blot et “syntetisk mareridt”? Jeg tror, at jo større tvivl, jo mere ego-dystone de psykotiske træk er, des mindre er troen, og jo større er, paradoksalt nok, længslen efter den. Med andre ord, jeg er som intellektuel tvivler ikke den rette til at udtale mig om sammenhængen mellem tro og psykose, om noget menneske overhovedet er det rette til det. Det kan også formuleres anderledes: kan man ved hjælp af sprog udlede en “mening med galskaben”, og finde universel indsigt i det såkaldte “metafysisk farvede” skizofrene verdensbillede?  Ihvertfald findes indsigten ikke i psykiatriske lærebøger, og hvordan kan den også det, idet “en “tilsyneladende” karakter af den oplevede verden…skjuler et underliggende “sandt” væsen, kun tilgængeligt for patienten”.

              Således tænker vi videre: en væsentlig forskel mellem psykotikeren og normalmennesket er ifølge psykoanalytisk teori sidstnævntes evne til fortrængning i modsætning til psykotikerens mangel på samme. Begge parter lever så at sige på en løgn, forskellen er blot, at løgnen for normalmennesket kan gemmes væk i underbevidstheden, for kun i særlige situationer, som f.eks. psykoterapi, at blive taget frem og dyrket som en anden fetich. Mit postulat er, at den eneste grund til, at normalmennesket samarbejder i den terapeutiske situation, er at vedkommende mangler psykotikerens emotionelle dybde. Således er normalmenneskets løgn større og sandhedskærlighed mindre, end psykotikerens, idet normalmennesket bekender sin “løgnagtighed” i et offentligt rum, og således, som hykleren i Jesu bjergtale, allerede har fået sin løn udbetalt. Blot ved troen i det private kan man opnå transcendens, ikke i Paradis efter døden, men her og nu; der behøves ingen melleminstans, intet medie, hverken på flimmer eller tryk med denne “terapeutiske” funktion disse måtte opfylde.  Der behøves blot tro og intet andet, med alle disse prøvelser denne indebærer; lidelser der skabes, når man, uden hyklerens terapeutiske hjælpemidler, skal vise sit mørke indre i et offentligt rum ... samtidig med, at al sprog, som lader sig “forstå” i dette tomrum, er blottet for ord med troens substans, dette som lader den søgende tilbage, uden andre virkemidler for ekspression end selvskabte verbale negationer som dematerialisation og delingvisation.

              “Gennemsnitsnarcissisten” bekender sin “løgnagtighed” uden omtanke for, at det netop er bekendelsen selv, og ikke dens indhold, der er den største løgn. Så let snyder man ikke psykotikeren. Hans forestillinger er i en eller anden forstand af ordet ikke løgnagtige, idet de ikke er i splid med sig selv, og således er hykleriet foruden. En sådan religiøs grundfølelse er måske et resultat af den “psykotiske dybde”, som den defekte fortrængningsevne giver mulighed for at dykke ned i. Således står det skrevet i et af mine syner:

              “Jeg er en løgner. Og selv en sådan bekendelse ser jeg ingen grund til at fæste lid til, thi for løgneren er selv selvbekendelsen løgnagtig. Netop dette paradoks har løgneren og digteren til fælles; enhver løgner mangler modet til at være sand løgnagtig, at skabe frugtbarhed af løgnen ... derfor, uden det endelige bevis, er jeg ikke en løgner, for jeg skelner ikke, jeg er ikke løgnagtig eller sanddru nok til at kunne skelne mellem løgnagtighed og sanddruhed...

              Endnu er jeg ikke skakmat, trods at det er målet som jeg med vag manipulation og retningsløs energi arbejder mig frem imod. Stadig har jeg modtræk som udsætter fristen, den slags konstante modtræk, som synes at vise, at ingen skakmat er mulig i tilværelsens spil, hvor regelløse omrokeringer og grænseløse misfostre synes at opløse enhver ramme og enhver regel for anstændig gambling og grublen over lovløshedens love.

              Altså, mit næste træk er om lidet beundringsværdigt, så dog et træk, at opgive løgneren og istedet prædikere mig selv i den pathologiske tvivlers retssind. Ikke helt dumt er dette træk, for ikke kun forsvarer og forklarer dette min manglende viden, min manglende evne til at færdes i denne grå zone mellem løgnagtighed og sanddruhed, det forsvarer også min moralske ære.  “Og igen dette anti-klimax, denne stilhed, som krævede ligegyldigheden blot sin tilstedeværelse som sandhedens pris ... ikke kun må jeg selv forfatte min persons forsvar, også som anklager må jeg af mangel på bedre stå frem, men kun som et stumt og uanseeligt vidne i hele denne livets rettergang har jeg egentlig plads; alt andet er spøgelser og fiktive mennesker med fiktiv skrift. Hverken anklagere eller forsvarere har vi tilbage, vidner er hvad vi er, vidner til en stum og sær spøgelsesproces”.

              Skrev han, og kaldte det en slet skjult apologi for apologiens skyld. Derefter lod han blodets strid være den hemmelige længsel, som for ved meningsløshed at ophæve meningsløshed og lade tvivlen vende sig mod sig selv.

              Det var hvad han gjorde, og dog forsøgte han stadig det umulige; ud af ingenting at skabe noget. “Men lad mig da se på ham, lad mig blot være den fiktive dommer han så kært har famlet sig frem til. Han har talt så tvivlende han kunne, er han da en tvivler eller ej? Tvivler han tilstrækkeligt om sin egen tvivl til at kunne bære dette navn?  Godt, lad ham da få det, det koster ingenting og betyder end mindre. Er tvivlen løn nok for dig, så tag den og skriv ikke mere, for en tvivlers ord har kun tvivlens ære” ...

              Men dette prædikat er, selvom det er mit eget og ikke findes i nogen terapeutisk lommeordbog, stadig blot et prædikat, og den af stemmen beskrevne studehandel kunne, anderledes formuleret, have foregået i ethvert terapeutisk regi. Altså fortsætter jeg uanfægtet min ensomme færd:

              “Som en selvafsløret maskerade, et spørgsmål der forlængst har besvaret sig selv, må jeg forfatte dette skrift, når spørgsmålet lyder, om tvivlen er værd at tro på. Aligevel er det i sandhed et forsvarsskrift for de som kan forstå det, for tvivlen som den eneste retssindige apologi til den forvandles til tro. Jeg talte eller hørte ikke, jeg er et døvstumt vidne, der venter synets og hørelsens genkomst. “Jeg ser ikke og jeg tror ikke, og aligevel tror jeg at et menneske vil se og et menneske vil tro. En dag vil der ikke være hvad der ses, men hvad vi ser, og vi vil ikke se selvafslørende maskerader og selvbesvarede spørgsmål, vi vil se hinandens øjne som så vi en ny og hidtil ukendt farve.

              Jeg erklærer, at selvom mine øjne er blinde, har de farve og glød, og selv for mine egne døve øren, synger jeg mit første tøvende vers til den dag, da de som har øren vil høre og de som har øjne vil se”.

              Og tror du mig ikke, tror du mig ikke på mine ord, hvad kan jeg da sige? Andet end, at jeg intet svar har at give dig, for af tvivl skabes ingen tro, for selv tvivlen kan man tvivle om. Jeg har ingen tro, intet svar og ingen øjne at give dig, kun mine æresløse ord, og tvivler du på dem, har jeg ingen svigt at beskylde dig for.”

              Med andre ord, den “psykotiske dybde” findes i og med tvivlen, men denne kan, trods det er den eneste mulighed, for forvandling til tro og således den eneste sandfærdige apologi, ikke formidles til noget andet menneske gennem sprog, og da slet ikke i behandlingsmæssigt eller terapeutisk regi ...således kan den, i modsætning til narcissistens “selvbekendelse”, ikke lade sig reflektere i sprogets falskhedsspejl.

 

 

Om hallucinationer:

Hvad angår det “private” i vrangforestillingerne, angår også hallucinationer; deres virkelighedskarakter lader sig ikke reducere ved nogen “empiri”, thi i den forstand er alle sanseoplevelser “private”. Således er det interessant at læse, at hallucinationer ved skizofreni kan optræde svarende til alle sansemodaliteter, altså samtlige måder at sanse på. Siden vores sansning er vores eneste forbindelse med omverden, kan man, ikke blot i teori, men også i praksis, tænke sig at et dertil særligt begavet individ, kan skabe sin ganske verden efter behag; former, flader, farver, sur, sød, blød, alt hvad ord kan rumme og meget mere til, og således, med sine sanseoplevelsers magt, kan omskabe sproget og tilpasse det sin skabelse. Dette faktum får uoverskuelige filosofiske konsekvenser. I det små findes sådanne individer, hver og en med den brøkdel af guddommens - eller djævelskabens - magt, en sådan skaberevne måtte indebære ... Det forekommer mig, at den eneste garanti, den eneste “empiri”, som gør vores sanseoplevelser fælles, er sproget. Men hvordan kan jeg vide, at “rød” for mig er det samme som “rød” er for dig? Den eneste garanti for, at vores sanseoplevelse af “rød” er den samme, er at vi sprogligt kan definere hvad “rød” er. Og dette er hverken i teori eller praksis muligt. Altså stoler vi blindt på, at vi ser det samme når vi kigger på en rød dør, og dog forstyrres vores konsensus af disse virkeligt seende, idet deres aldrig lukkede øjne ser vores fælles blindhed, og hører vores uudsagte og blot tænkte forbandelser klart og tydeligt, og dog tier de med deres åbenbaringer, angste for at blive stenet som straf for deres brud på den uudsagte sansemæssige konsensus.

 

 

“Mennesker tør sent stå ved det de ved”, sagde Nietzsche, der som bekendt endte sit liv som uhjælpeligt invalideret sindssyg. Hans liv og hans tænkning hængte på forunderlig vis sammen, således som hans filosofi hængte forunderligt godt sammen. Eller tør vi tro dette? Da jeg adspurgte min onkel, hvorfor vi ikke konsekvens skulle følge Nietzsche i hans filosofiske tankebaner, svarede han da: fordi de modsvares af vores dagligdags erfaring. Han må have forestillet sig en art fællesmenneskelig erfaring, ud fra hvilken den korrekte realitetstestning kunne defineres. Men findes der en sådan? Jeg tvivler. Måske forlod modet ham, måske spaltede han som den skizofrene sig selv, for så at sige at bevare et ben i begge lejre; i tankerne at bevare den tankemæssige konsekvens, i hvilken fantasiens vanvid flyder frit, og dog i samme nu, med belæg i en af fantasien opfundet hverdagserfaring, at benægte denne konsekvens. To postulater, der både udelukker og på sælsom inkonsekvent vis bekræfter hinanden, for dog aldrig at smelte sammen så længe ordene er underlagt dette skizofrene sindelag, der både konstituerer og nedbryder vores kultur.

              Således er vi alle sammen skizofrene, for så vidt vi opretholder denne spaltning mellem indre og ydre, mellem snart sagt alt. Mig i særdeleshed, fordi der slet ikke kommunikeres mellem polerne. Netop ved en sådan dissimulation benægter spaltningen sig selv. Herved bliver psykosen, modsætningernes forsoning, det kødeliggjorde ord, den skizofrenes hemmelig håb om forløsning, som spedalskhedens helende kraft. Se blot hvordan ordet defineres; psykosen ’påvirker realitetssansen’, hvis spaltningen altså er realiteten, og hvis realiteten intet andet er, end normaliteten. Men det kødeliggjorde ord vækker angst. Derfor denne søgen efter den mindste bestanddel, på trods af, at vi om natten tydeligt bliver fortalt, at denne ikke findes fordi den er mindre end mindst, og derved springer sprogets rammer.  Alt dette vækker angst, og responsen bliver analysen, eller spaltningen. Men se, i virkeligheden er det netop denne, der ‘påvirker realitetssansen’ og gør os alle sammen til irrealister, så vi knapt ser skoven for bar træer. Men også kun knapt. For inden i os nager en følelse af uvirkelighed, denne spaltningens pris. Stolede vi bare på vores sanser og ikke denne tåbelige ‘realitetssans’, kunne jeg blot lugte og smage disse ord, ville psykosen ikke, som altid, være et syntetisk mareridt, men en drøm, gennem hvilken et liv var muligt.

              Det er mig altså en umulighed at lugte og smage ord. Det er det nok for langt de fleste, men ikke nødvendigvis alle - i øvrigt er det en almindelig vending, når man siger, at man “smager på et ord”. Hvis et ganske almindeligt menneske brugte en sådan vending, ville han dog blive lettere overrasket, hvis han fik det ellers indlysende spørgsmål, hvad ordet så faktisk smagte af. Ikke desto mindre er smag som bekendt så individuel, at der formodentlig ikke findes to mennesker, hvis smagsoplevelse i en given situation er den samme. Og med smagsoplevelse mener jeg selvfølgelig ikke f.eks. det tillærte sproglige dogme, at sukker  smager sødt, jeg mener: hvad smager sukker virkelig af? Måske er det i virkeligheden ordet og ikke substansen “sukker” vi i en given situation smager, eller rettere, tror vi smager, for er denne smagsoplevelse blot et sprogligt dogme, smager vi i virkeligheden slet ingenting.

              Men der findes virkelig mennesker, der kan både lugte og smage ord. Således hvis en patient, med det psykiaterne kalder en hallucination, lugter gas, så er det jo virkelig ordet gas, som denne patient lugter, eller rettere, hans forestilling om ordet gas, i det der ikke er skyggen af substansen “gas” i nærheden af hans næsebor. Dette må kræve en guddommelig fantasi, men også en guddommelig evne til lidelse, ønsket eller ej. Og dog er alt denne visdom og ekstatiske smerte, som vi måtte drømme om, her for vore øjne, en tro i al sin vælde uden approximationer og sandsynlighedsberegning, og dog bøjer vi vores hoveder eller tror ikke vores egne øjne, fordi vi mangler styrken og modet til at tro dem.

              Så er det lettere at tro på sin Mater Psykiater og terapiens frelse. I gensidig hykleri som hos en luder, betale for “venskab”, et af denne type som Aristoteles kaldte nyttevenskaber, idet det bygger på en fælles uudsagt kontrakt; jeg køber mig til “varme”, “empati” og endnu værre: “tiltro” til din “professionalisme” (på åndens domæne, et sted hvor terapeuten ingen som helst “kompetence” har) , og sælger min sjæl og et par skillinger i tilgift. Alt dette selvfølgelig, “goes without saying”, altimens terapeuten tiltror sig adgang til patientens mest private rum, hvor det terapeuten finder, blot er en ubehjælpsom bekræftelse af sine egne teorier, et spejl, af loyalitetsgrunde sat op af patienten, til beskyttelse for dem begge mod at se, hvad der virkelig i den givne situation gemmer sig bag, nemlig dette, hverken værre eller bedre, end en luderkarl.  Så kunne man selvfølgelig mene, at terapeuten kunne undlade at betræde dette åndens domæne.  Men for det første er dette kun i teorien muligt, og for det andet; hvor lidet betydningsfuldt ville en sådan kontakt ikke være, “kold” og “klinisk” og “åndsfraværende” ... for det tredie er alt dette blot en sproglig konstruktion, for de kan ikke holde fingrene fra fadet, thi selv “åndsfraværelsen” er hykleri.

              Alice Miller kommer i sin bog “Det selvudslettende barn” ind på den tanke, at psykoanalytikere som følge af deres “sensibilitet” og deres evner til “indføling”, med hendes ord “selv lider af en narcissistisk forstyrrelse”. Med andre ord, at psykoanalytikere, og terapeuter i det hele taget, lider af selv samme sygdomme som de diagnosticerer hos deres patienter. Denne “forveksling” kompliceres yderligere, ifølge Miller, af at visse “analytisk begavede” patienter er i stand til at “brede et fuldendt billede af sit ødipuskompleks ud for analytikeren med alle de ønskede sindsbevægelser og erfaringer”. Altså igen det følelsesmæssige luderforhold ... og dog. For her kommer vi til det sted  hvor Alice Miller tager fejl. For i modsætning til, hvad hun tror, eksisterer et “ægte” og “sandt” ødipuskompleks slet ikke. Det er en teoretisk rekonstruktion, der for visse mennesker kan skabe en vis lindring - hvis altså rollerne spilles og øves i uendeligheder gennem hundreder af terapitimer. Derved får patienten godt nok gennemspillet sin “historie” til bevidstløshed - andre ville mene til bevidsthed - men denne historisme forudsætter en “ægte” og “sand” historie, som kun i fantasien eksisterer.  Hvad der eksisterer er fortolkning af fortiden, eller mangel på samme, denne som i virkeligheden fører til historismen og den vrangforestilling, at den “virkelige forhistorie” lader sig definere. Denne forestilling er, nærmere end at være et udtryk for tro, en konstrueret og indøvet udgave af selv samme, og således en troløshed mod sandheden. Thi denne kan man ikke opøves i, men kun udøve her og nu ved troen, sådan som denne måtte materialisere sig i kærlighedens gerning.

              Er vi da så inkonsekvente i vores tanker og så lette at tage ved næsen? De fleste er sikkert, men ikke alle. De af os, der benævner dette narrespil “den fælles objektive og ydre virkelighed”, indfanges kun alt for let af den uforpligtende troløshed i den gensidige verbalonani, om hvilken terapien danner ramme. Som Kierkegaard skriver: “Det lindrende i Talen er, at den oversætter mig i det Almene”. Men der findes mennesker, som f.eks. psykotikere der ikke har tiltro til denne såkaldte “virkelighed”, og dette på så hårdnakket en måde, at vedkommende ikke, trods den ihærdigste psykoanalytiske indsats, giver afkald på sin “private verden”. “Du kan sige alt” er det terapeutiske løfte. Og dog, som Kierkegaard skriver, må Abraham nødvendigvis tie “ - Han kan sige Alt; men Eet kan han ikke sige, og naar han ikke kan sige det    : sige det saaledes, at en Anden forstaar det, saa taler han ikke”. Med andre ord, vanviddets tro er så meget desto stærkere, at den ikke lader sig forlede af mundens forførelse, men med sin sprogløse protest lader disse åndens kvaksalvere alene med deres ord, for disse ord, de smager virkelig af ingenting.

Det har sin konsekvens, hvis vi taler om afvigelsen som et kulturbestemt fænomen, som et bundt af menneskelige erfaringer sidestillet med, og dog anderledes fra normen. Således har begge grupper sin berettigelse, og dog er det mit postulat, at potientialet for transcendens er større hos afvigerne end hos normen. Dette vil jeg prøve at belyse ved, med selvsamme konsekvens, at underkaste normen en psykopathologisk analyse. Følgende er altså et fiktivt udtryk for det “normative vanvid”:

              “Skuffelsen er stadig ikke kronisk. Måske bliver den det, langsomt og uden at jeg egentlig lægger mærke til det, og så igen: det ville være lettere sådan, ihvertfald til at udfylde ventetiden, som at stoppe tomhed ud med tomhed, men også kun til dette formål, for nok må jeg konstatere, at substans og fylde ikke hører til hverdagens evige generalprøver, men at disse ikke skulle inkarnere disse sjældne uropførelser af selve livet, som jeg tørster og længes efter, det går ikke an; såmænd ikke så meget af etiske grunde, som af logiske, for intet er der dog ikke, for ud af intet kommer intet og ikke mere, i det mindste er der noget, så meget ved jeg. Jeg ved ikke hvad der er bedst for mig selv at vide om andet end dette og selv ikke om dette, hvis dette er dette noget, for om det ved jeg intet, jeg ved blot at det dog er ... alt er ikke, forsåvidt at alt blot er en stor collage af en masse noget, delmængder; alt andet, såsom uendeligheder i det store eller små, er ikke noget, forsåvidt at de er ufølelige for øjet ... således lader delmængderne sig forme, men kun så længe sanserne kan føle formen; den større sammenhæng går tabt, så snart vi åbner øjnene, og det uformelige alt går vores næse forbi. Og vi vænner os til selv med lukkede øjne at indespærre os selv i de åbne øjnes fængsel, men dog aligevel i ventesalen at bevare drømmen; når alt kommer til alt, hvad det aldrig nogensinde gør, er der dog noget, hverken mere eller mindre, end noget.”

              Det uendeligt store og det uendeligt små, disse modsætninger, der for psykotikeren i evighedens fylde smelter sammen, er det normative menneske ikke i stand til at erkende, netop fordi hans sanser ikke med fantasiens hjælp kan overskride sine begrænsninger. Hvor uforløst må denne uformelige masse ikke føles for dette menneske. Hans øjne, hans næse og hans andre sanser er delmængder af en helhed han ikke tror på. Således tiltror han heller ikke sine sansers indtryk nogen autoritet som andet end en sansemodtagecentral. Sanserne former ham som en træl, en træl, fredløs og uden herre.  Således, som herreløs, ifølge hans egen “logiske” tænkning (endnu et af disse sprogligt-logiske fejlslutninger), findes hverken alt eller intet. For psykotikeren eksisterer disse absolutheder, og de eksisterer side om side og går som døden og livet hånd i hånd.

              Men mennesket længes mod med fantasien at overskride jeg’ets grænser, for det normative menneskes vedkommende i ritualiseret form som i nadveren. Eller for det moderne menneskes vedkommende, i en omend lige så ritualiseret så dog ganske anderledes og mere blodfattig form, nemlig den terapeutiske. Om denne handler følgende essay.

 

 

Vores vestlige kultur synes i højere og højere grad at udvikle sig mod at være en “diagnostisk kultur”. Og dette skal ikke forstås som et psykiatrisk fænomen, men snarere som et samfundsmæssigt. Der er ikke den ungdommelige subkultur, den “trend”, det være sig indenfor digtning, musik, “fritidskultur”, fjernsyn osv. der ikke, få minutter efter dens opståen, lader sig påhæfte et mærkat, der således både bevidner dens korte eksistens, men tillige bagefter lægger den i glemslens massegrav. Denne samfundsmæssige situation bliver i al evighed analyseret, for ikke at sige diagnosticeret fra eksperthold af, og den eneste validitet disse diagnoser kan bryste sig af, er den tvivlsomme autoritet man måtte tillægge “ekspertens” universitære status. Men som bekendt har eksperter det med at være uenige, og heldigvis for det vil nogen måske sige, for vil man ikke som et andet samfundsmæssigt objekt underkaste sig en given doktorgrads vurdering, kan man altid finde en anden, hvis dom man lettere kan tilpasse sig. Denne situation, som har sin oprindelse i “eksperternes” tvivlrådighed og splittelse, danner grobund for den såkaldte “terapeutiske kultur”.

              Først og fremmest vil jeg koncentrere mig om den psykoterapeutiske behandling indenfor psykiatrien, men også påvise hvordan denne reflekterer den “terapeutiske kultur”. Således er de psykoterapeutiske behandlingstilbud mangfoldige; psykoanalytisk psykoterapi, transaktionsanalyse, gestaltterapi, familieterapi, adfærdsterapi osv. Men altså: i “Klinisk Psykiatri” opregnes nogle faktorer, som synes “virksomme”. Allerede her afsløres det hykleri, som ligger til grund for ethvert “terapeutisk forhold”, det være sig klinisk som kulturelt. Der tales om “indføling” og “omsorg” for patienten, men at det ikke er kristne dyder der er tale om, viser det sig efterfølgende, idet “omsorgen” ikke drejer sig om “en ensidig støtte til patienten”. Trods alt har patienten betalt for sine ydelser med følelsesmæssige investeringer, således at det er “neutral” ekspertbistand man får, tilpas uforpligtende for pengene, og slet ikke noget i nærheden af følelser der kunne bringe patienten personlig emotionel “gæld”, selv om jo dog al tale om “gæld” i forbindelse med medliden, for slet ikke at tale om kærlighed, er et fremmedord. Og dog kan medliden ikke, som det terapeutiske og medicinske fix, fjerne det ansvar, den skyld, den lidelse, som man måtte bære, thi al dette er den smertens anger, som blot for Gud lader sig sone.  Så er det lettere at “bekende” sine synder og pudse sin terapeutiske fetich overfor en terapeut, således at man også hermed “til fælles bedste” støtter terapeuten i hans følelse af egen “troværdighed”, hvad dette ord så end må betyde. Yderligere menes det at være af vigtighed at styrke patientens “selvfølelse”, men dette besynderlige ord uddybes ikke nærmere. Man dristes til i dette ord at finde en dansk ækvilavent til det græske “autisme”, og dog synes det danske ord at være mere fremmed end det græske, thi der er “følelsen” til forskel, denne der viser, at førnævnte danske ord er endog endnu mere konstrueret end det græske, således at det knapt fortjener betegnelsen “neologisme”, idet det betegner et sprogligt dogme, der ikke henviser til noget, knapt nok til sig selv, idet det på tautologisk vis “betegner” noget som kun gennem en “sindssygelig” splittelse af ens begreb om sig selv kan give mening, en splittelse der på hykleriets nåde så at sige belønner sig selv.     

              Således er en af de mest basale “logiske” fejlslutninger et menneske kan lave, at antage at A=A. Eller rettere, at tro, at det nu forholder sig sådan uafhængigt af menneskets dogmer og antagelser; for A er kun lig A forsåvidt vi fastslår, at det forholder sig sådan, og indtil den dag, vi bestemmer os for noget andet. Mennesker f.eks. “er” ikke altid “sig selv”, men hvad de da er, i disse absurde sproglige paradokser, spørger vi sjældent om, måske fordi vi mangler modet til at udforske, hvordan den moderne sprogbrug langsomt underminerer det dogme, at A er lig A. Der findes næppe noget menneske, der udforsker denne splittelse mere konsekvent end den skizofrene. Og dog er det netop han der, om nogen, har potentialet, omend måske ikke styrken, til at overvinde paradokset, og nå denne tilstand af smertens uskyld, hinsides “logisk”-sproglige dogmer. Ihvertfald, om ikke andet, så er den konsekvente splittelse, dette oprør mod førnævnte dogmer, i sig selv en bevidsthedstilstand der ligger flere stadier højere end det menneske som “ikke er sig selv”, og dog vedkender sig sit navn, som trods, eller på grund af, al “selvbevidsthed”, lukker øjnene for al sproglig “a-logik” og stopfodres med terapeutiske lappeløsninger, for således at klistre fragmenterne sammen, og herved tro sig hel og identisk med hvad der måtte stå på vedkommendes dåbsattest…Man ser hvad jeg mener i ord som selv-medlidenhed, selv-retfærdighed og selv-bevidsthed, ord som lyser langt væk af selvmodsigelse og tillige hyklerisk selvtilfredshed, dog, eksistentielt talt, med en åbenlys fremmedhed overfor “sig selv” som pris. “Selvfølelsen” er tautologisk nonsens, hvis søsterord “betegner” noget, som kun gennem en sproglig splittelse af ens begreb om “sig selv” kan give mening, en splittelse der modsat al sin “selvfølgelighed” kun på hykleriets nåde lader sig opretholde.

              Dette kaldes dernæst for en styrkelse af “evnen til at abstrahere”, og heri bruges drømme og fantasier, men ak, de bruges som offer for den terapeutiske afgudsdyrkelse; også kaldet “at kunne formulere sine problemer” fornuftmæssigt ved hjælp af sprog, der således er tæt knyttet til denne “evne” det er, at kunne “abstrahere” fra det terapeutiske hykleri. Dette kan og vil psykotikeren ikke, og denne primære interessekonflikt nægter terapeuterne pure at indse. Istedet hævder de, at psykotikerens “forsvarsmekanismer” må styrkes, dog ikke således at indre konflikter skal “bevidstgøres” som hos normale mennesker, dertil er psykotikerens “forsvar” og “evne til bevidstgørelse” for “svag”. Hvad terapeuten her udelader eller benægter er, at sagen er omvendt; psykotikerens indre konflikter er ikke, som hos normale mennesker, “fortrængt”, tværtimod er de i allerhøjeste grad bevidstgjort i og med de inkarnerer hele personens liv og levned, blot ikke i et sprog som terapeuten forstår eller forsøger at forstå. Sådan er det med alle terapeuter, det være sig kliniske, kulturelle, alternative m.m.; de ser splinten i deres broders øje, men ikke bjælken i deres eget. I sidste ende vil deres fortolkning af enhver konflikt altid være den “rigtige”, og enhver interessekonflikt parterne imellem kan altid afgøres til terapeutens fordel under henvisning til patientens såkaldte “modstand” som det hedder, uanset at modstanden er nok så berettiget.

              I stedet for at bearbejde interessekonflikten parterne imellem gør terapeuten konflikten til en indre kamp i patienten med læren om “forsvarsmekanismerne”. Der foregår rigtignok en kamp i patientens indre, men denne er det ikke tildelt nogen terapeut at forstå; forstod hun først denne, måtte hun som menneske tage stilling til patientens kval, og i denne stillingtagen måtte hun, om hun havde blot en lille smule medliden, forlade sin rolle som terapeut. Thi den kamp som foregår i patientens indre, er en kamp mod fristelsen til hykleriske “bekendelser” i det offentlige rum, “bekendelser” som er inkommensurable med patientens indre og “private” verden, hvor ord som disse endnu har gyldighed og styrke. Som skrevet før er det jo netop psykotikerens styrke, at disse private ord måske nok forvrænges, men af ham selv ikke lader sig fortrænge i et offentligt rum. Dette er måske nok hans styrke, men tillige en kilde til ufattelig lidelse. Således er det da, at ville terapeuten virkelig hjælpe, fandtes der ingen vej udenom, hun måtte da forlade sin rolle som terapeut og, om hun havde mod og styrke dertil, hvad hendes blotte “ekspertise” modsiger, som menneske elske og lide med sin “patient”. Men dette, det lærer man ikke om på universitetet eller for den sags skyld nogen andre steder, det lærer man blot ved troen og på ingen anden måde.  


Det forekommer mig, at psykologiens tale om den narcissistiske socialkarakter er en slags psykologiens sejr, i og med den diagnosticerer sig selv, og lader denne sjælelige forkvakling og forfladigelse reflekteres i sin samtid. Enhvert menneske der således finder “samklang” med sit eget “spejlbillede”, lader sig således uden omtanke reducere til det psykologiske begrebsmaskineri, i hvilket det samtidig hermed søger bekræftigelse. Psykologerne tror herved at have besejret psykiatrien og afdækket psykosens gåde ved at nivellere den, og så at sige trække den med sig ned i det begrebsmæssige søle. Således lader ethvert menneske sig reducere til “narcissist”, hvis det ikke gør modstand herimod ... men det er ikke i menneskets lidenskaber, at psykologien lader sig afspejle; det eneste brugbare stof til at afspejle psykologiens egen situation, finder det i menneskets afmagt og dets åndelige armod.

              Men lad os se på, hvordan normaliteten og dens vanvid, eller rettere, dens forfladigelse af den psykotiske dybde, giver sig udtryk, eksemplificeret med en kort artikel fra Billed-bladet, et af Danmarks mest solgte ugeblade:

(her forudsættes indsat en artikel fra Billed-bladet ed.)

              Det første der slåes fast er, at Pia ikke var i tvivl; hvilken lykke må det ikke være at være befriet fra dette nagende og borende tankespind blot en gang imellem - og denne tilsyneladende mangel på tvivl udmønter sig endda i et offer. Dette synes kristelig talt umiddelbart at give mening, med historien om Abraham og Isak in mente; Abraham prøves med påbuddet om at skulle ofre sin højtelskede søn, og reddes herfra på grund af sin tro i kraft af det absurde...Men da vi læser videre, kommer vi til noget højst besynderligt, for ikke at sige absurd, og dog er det ikke dette absurde som Kierkegaard yndede at tale om, thi det forekommer mig, at Pia så at sige springer alle mellemregninger over og forfladiger det absurde. For det er ikke før dets frelse, at hun gør sit offer, thi “offeret” er ingen prøvelse, intet kald. Om man så må sige, sproget har sine skægge, for ikke at sige absurde sider, thi hun “ofrer” til sig selv, “offeret” er penge, og belønningen, dette som Abraham fik ved troen i nåden, er en ny smuk kjole. Men som antydet er ingen tro her åbenbaret, for dette menneske spejler sig blot selvtilfreds som sin egen afgud, og hendes offer behøver slet ikke at rumme nogen tvivl, for kjolen, den får hun da, omend på hykleriets nåde, en “nåde” uden spor af guddommelig eller åndelig autoritet. Med andre ord, den såkaldte “teleologiske suspension” af det etiske og almene træder ikke her i kraft, tværtimod må man gå ud fra, at omtalte person i et succesrigt ugeblad som her, i allerhøjeste grad udtrykker det almene - og er dette tilfældet, synes det kun rimeligt, at særligt følsomme og tænksomme individer, måske som følge af et formålsbestemt valg, måske som følge af nogle uudgrundelige og uforklarlige love, bliver det man kalder “psykisk syge”.

              Men videre med artiklen. Pia vovede springet ud på de 117.000 favne vand, gik hen hos en designer, blot med det ene ufravigelige krav, at kjolen skulle være sort. Hvorfor Pia stillede dette blotte, ultimatum, kan jeg kun gisne om, den egentlige grund er formodentlig ganske og aldeles ligegyldig, og dog vil jeg forsøge mig med et gæt, der udmærket går i spænd med artiklens mytiske strukturer. Hun ville, af forfængelighed måske, fremstå mystisk, attråværdig, som en dronning, ja ligefrem som en art sort modpol og dermed rival til festens egentlige midtpunkt, nemlig den “ægte” dronning Margrethe. Denne fortolkning er måske at tildele Pia Kjærsgaard lovlig meget rænkefuldhed, og tillige fantasi, men det er faktisk den eneste måde hvorpå jeg kan forklare, at hun “grædende” ringede til designeren, da det “forfærdelige” skete: kjolen er ikke “god tone” ved hoffet. Med andre ord, Pia Kjærsgaard var ved at overtræde det almene og normen, og reaktionen på dette er så voldsomme emotioner, så selv den dummeste kan forstå det; her må der da være noget farligt på færde...Som man kunne forvente det, er der slet ikke tale om overvejelser omkring afvigelse og norm for denne overfladiske personage, som artiklen gør hende til, og redningen findes, selvfølgelig, ved at springe de mere pinlige og pinagtige mellemregninger over - nemlig i form af ekspertbistand fra højre, denne politiske og personlige deus ex machina, designeren nu træder ind i rollen som. Den sidste del af historien er lige så forudsigelig som den første del var, og dog er beskrivelsen af tiden gennem hele artiklen bemærkelsesværdig; det er ikke som i folkeeventyrene tre år, tre uger eller tre dage. Det er klokkeslet på minutten, uden tid for eftertanke og samlen mod til sig. Mod er der nu heller ikke brug for, det er nærmere som et forhindringsløb, med den triste pointe, for dem der evner at læse det ud af artiklen, at disse personer er underlagt timelighedens ubønhørlige sekundslag, og således uden mulighed for bagudskuen og historiefortælling i den konstante kamp mod hver eneste minut.

              Men til forsvar for den pathologiske overfladiskhed og den “hysteriske” eller narcissistiske mangel på “emotionel dybde” som Pia Kjærsgaard udviser, skal det siges, at hun i artiklen optræder som “offentlig person”. I denne rolle, og det er netop en rolle eller et sæt af roller og attituder, er de fleste af os prisgivet forløjetheden i førnævnte symptomer, som kun kan undskyldes ved de krav, som dette rollespil stiller. Er disse krav som “offentlig person” svære at håndtere, er det dog langt sværere med de fordringer man som “privat” person stilles overfor.  Thi her er vi alle, og jeg mener virkelig alle, alene, stillet overfor et dyb som ingen offentlig rolle kan skjule. Og dog, og her geråder jeg mig virkelig ind i begrebsforvirring, er størstedelen af befolkningen beskæftiget med overfor offentligheden at fortrænge den “private pol” i denne “sindssygelige” spaltning; nogle, som Pia Kjærsgaard, har endda gjort sig til eksperter i det ... Men der gives mennesker som ikke evner denne fortrængning, og her tænker jeg på skizofrene, som lever det private ud i det offentlige, som ikke skelner, og som således tillige inkarnerer det evige i det timelige. De er, uden nogen forklarlig årsag, som de eneste tilbageværende virkelig skabt i Guds billede, i modsætning til disse “offentlige” personer, der synes at skabe sig selv i båndoptagerens billede. De vil kunne spole deres liv frem og tilbage som på en videomaskine, de vil have still-billede og detaljer i slowmotion og samtidig; de vil have en stop-knap. Et par minutters livspause et par gange om dagen til at omredigere og bevare illusionen om privatlivets snarlige afvikling og det store spring ud i mediemaskinens udødelighed, hvorefter de reinkarnerer sig igen og sætter et nyt bånd i maskinen, taler og skriver som gale, men også kun “som” gale, og lever som i adskillige efter hinanden følgende paranteser - døende ensomme og alene, uden mindste rest af noget “privatlivs” værdighed, således berøvet livet af sine egne tilbedere.

              Således er beskrevet hvad der kaldes den “narcissistisk” forstyrrede personlighed, denne som efter sigende er vor tids socialkarakter. Ifølge psykoanalytisk teori, og heri er jeg som bekendt dybt uenig, er skizofreni fundamentalt en narcissistisk forstyrrelse. Som det er fremgået er mit første postulat, at skizofreni, i modsætning til narcissisme, slet ikke er en forstyrrelse, men en eksistensform. Og mit andet postulat er, at kun særligt begavede individer, de “offentlige” personers modpol, har adgang til denne lidelsesfyldte, men af Gud begunstigede eksistensform.

 

 

Indtil 50’erne var de gale spærret inde i massive øde beliggende sindssygehospitaler, gemt væk og fortrængte fra den samfundsmæssige “virkelighed” ... men fortrængningen gav sig udslag i samfundsmæssige symptomer, der blot kunne lindres, ikke ved de gales frigørelse, men ved terapeutiske massesuggestioner og -simulationer, ved panserets indespærrelse af vanviddet, hvis laster var samfundets dyder i forklædning, en forklædning, ud fra hvilken et skel måtte drages med de midler tiden havde til rådighed; insulinchok, lobotomi og sluttelig, sine steder, euthanasi.

              Men de forsvandt ikke, de gale, og nu, fra 70’erne og fremefter, slippes de langsomt fri; BZ og autonome, gadekamp og pistolskud er blot en tilfældig bivirkning af den medicin, der frigør vanviddet til et internaliseret fangenskab på gader og stræder og i ensomme lejligheder. Og dette mere af økonomiske grunde end af humanitære; grådigheden og de økonomiske rationaliseringer er blot symptomer på den defekte fortrængningsevne, og det vanvid som denne åbner op for, som denne troldmandens substitut, der slipper kræfter løs, hvis voldsomhed han knapt nok anede eksistensen af.

              Et andet eksempel på psykosens “frigørelse” er den kultur, der er opstået omkring fodbold i Europa. Dels tænker jeg på volden på stadion og på gaden i forbindelse med fodboldkampe, dels på den massepsykose både stadionpublikum og hermed også fjernsynsseere gribes af under kampen, og til sidst tænker jeg på hvordan disse første to behandles og fortolkes af autoritetens smuldrende rester, i form af tv-speakere og medkommentatorer. Fodboldspillere bliver, ligesom toppolitikere og ligesom enhver der skal forvalte et offentligt image, diplomater, hvis opgave det er at skjule eller tie om, hvad der virkelig foregår i dem, når glubske medier gang på gang lugter overskrifter i alle de konflikter, en fodboldklub eller et landshold rummer. På banen er det anderledes, for her lader intet sig skjule, altså med mindre man, som enhver fodboldtilskuer og kommentator, blot betragter det hele som et sceneri, en slags indre fantasi eller skuespil, en slags ensomhedens fællesskab, delt af millioner af mennesker, der ser sine indre kampe reflekteret på skærmen “live”, her og nu ... og dette på indtil flere planer, indtil flere lag, der står i et indviklet gensidighedsforhold til hinanden: aktørene, dommeren, masserne repræsenteret af publikum, og som på et metaplan; dommerne og meningsmagerne repræsenteret af studieværten og kommentatorene og endelig de virkelige masser, nemlig millionerne af tv-seere. Topspillerne ser måske galskaben, eller lever i den eller har svært ved at skelne de to, ihvertfald i kampens hede. På banen er der igen kampe i kampen, der rummer plads for alle menneskelige emotioner, og her tænker jeg særlig på følelser præget af “metafysik”. Hvad jeg her fornemmer er, at tv-seerens oplevelse i en forstand er en-dimensional, men, i modsætning til hvad tv-speakere og andre måtte hævde, udelukker den manglende dimensionsrigdom ved den fælles psykose snarere enhver form for subjektiv realitetstestning, end den udelukker metafysiske strukturer. Således er fodboldtilskuerens verden fortættet og og en art “karikatur af kausale sammenhænge: alle fænomener og begivenheder er indbyrdes afhængige”. Et stykke “virkelighed” er gjort til et narrativt skuespil, i hvilket det moderne menneske øjensynlig føler sig tilpas, ihvertfald på et fjernsyns afstand. Men denne “psykose”, denne “metafysik” lader sig ikke diagnosticere, idet den rammer selve de mennesker, der burde repræsentere en “troværdig virkelighed”.

              Nu kaldte jeg fodboldkampen et narrativt skuespil, hvad der i virkeligheden var så meget mere, og dog er den noget andet end et narrativt skuespil, og her ligger fascinationen; den er et stykke “meta-virkelighed”, og som sådan et udtryk for en manglende indlevelsesevne i den “private” virkelighed, denne den eneste ene.

              Det psykotiske er ikke, at seeren således projicerer sine ønsker og drømme ud på skærmen, og lader sine længsler passere revy, det psykotiske er, at det skærmen viser, ikke er et skuespil eller en film, og således ikke er en narrativt fremadskridende historie. Fodboldkampen er et stykke “virkelighed”, der således er uden ende og udenfor enhver ramme, uden mål og uden mening. Den slags “virkelighed” kender vi såmænd udmærket under navnet “derealisation”; det psykotiske er, at vi, blinde for uvirkeligheden, tildeler den alskens lidenskaber, som var det, og dette er modsætningen til fiktionen, en slags metavirkelighed der, meningstom i og med sin tilfældighed og samtidighed, kan rumme alle de følelser som følger af mangel på historie, narrativ indlevelsesevne og fantasi.   Seksualitet er et af de livsvilkår mennesket er underlagt, og fordi skizofrene i og med deres “defekte fortrængningsevne” har en bedre kontakt med de dybe, religiøse lag i sjælen end normalmennesket har, gøres seksualitet hos førstnævnte til genstand for eksistentielle grublerier og store kvaler. Thi for skizofrene eksisterer der i og for sig ingen universel seksualdrift der måtte “forklare” og “motivere” deres handlinger, tværtimod er den seksuelle lyst for den skizofrene et fremmedlegeme, eller ihvertfald et af de lavere emotioner, som følge af den skizofrenes højere placering på den åndelige rangstige. Ikke dermed sagt, at den skizofrene ikke har seksuelle drømme, men det forekommer mig, at det netop er drømme, snarere end lyster, og at disse drømme er umulige, udover selvfølgelig i drømmenes verden, i hvilken det måske ikke er umuligt, at to eller flere mødes i det samme tegn og i den samme drøm. Seksualiteten giver kun mening for den skizofrene, hvis den er skabt i kærlighed, således som det måske kun lader sig gøre i drømmen, og ikke er fraspaltet som i drømmebilledets vrangside, onanien, her hvor der knapt nok er fantasi og da slet ikke drøm. Og dog tjener den sit hykleriske formål: den lover samklang til gengæld for underkastelse under fantasiens tyranni ... men som hos enhver tyran er løftet hult og tomt, for hverken samklang og knapt nok dissonans er mulig, og tilbage står narren med sit evige nytårsforsæt og taler i to tunger; han ved det før det kommer og glemmer sit hykleri sekundet efter det er forbi, for han fik det jo aligevel iført narrehat og -sut, hvad mere, jamen virkelig, troede han virkelig på at der var mere at få ... ?

              Således står det skrevet: “Jeg hader disse ensomme fredag aftener, hvor det at give slip bliver det eneste forløsende, måske er det eneste forløsende ... alt det jeg kæmper for at holde fast; spildt udover gulvet og aligevel ikke, aligevel vil jeg vågne op imorgen og have glemt alle disse forbandelser. Men nu hvor jeg har sluppet alt, hvor mine fingre er så slappe. at de kun med yderste sløvhed reagerer på ordren om at fatte pennen; hvilket forsvar for min værdi, for skylden har jeg nu, hvor ugideligheden synes det eneste opnåelige udtryk? Ikke at jeg føler mig forsvarsløs, tværtimod ... jeg spørger mig selv, om det jeg synes at forsvare, nederdrægtighed, afstumpet foragt og ensomhed virkelig er al den skyld og angst værd? Men nej, også denne hentydning er for let for det menneske som kender paradokset, for er netop det jeg forsvarer ikke skylden og angsten, ville de slet ikke være nødvendige. På sin vis kan det måske siges, at det ikke er mig som sådan, men den del af mig som hedder skyld og angst som forsvarer sig selv ved egne våben...spørgsmålet er, om de er sig selv værd, om deres midler er dem værdige. Og hvilken rolle har jeg i denne vanviddets borgerkrig, hvor skal jeg stille mig, hvem skal jeg holde med, og kan jeg holde med nogen uden at forråde min sjæl for sølvpenge ... Hvis ikke angsten, hvis ikke skylden, hvis ikke kampens værdi gør den værd at kæmpe, kan noget så være noget værd? Findes der benådninger, findes der barmhjertighed eller er disse blot udskydelser og midlertidig svaghed ... ? Kunne jeg dog blot ... ja, denne ene ting ved jeg, at kunne jeg købslå mig til den trygge og evige søvn, havde jeg ikke ventet længe ... men åbenbart fungerer dette spil som i gamle og komisk upålidelige kriminalfilm; at ingen forlader rummet før morderen er fundet. I modsætning hertil synes tilværelsen at tildele ingen af os og dog os alle rollen som mordere, således at vores bedste intentioner rammer os selv, at den paradoxe gåde gør rummet til vores alles gravkammer.”

              Men som sagt, i drømmen kan den skizofrene forenes seksuelt med den elskede, med kvinden, ikke en bestemt kvinde, bare kvinden. Men måske er denne kærlighed, som påstås at kunne fylde tomrummet mellem to nøgne kroppe med substans og farve, blot en længsel og dermed alle lidenskabers stopklods. Dette spørgsmål vidner følgende historie om:

              Jeg sad engang for nogle år siden en sen aften ved mit bord og læste. Gennem vinduet bemærkede jeg pludselig en pige i en lejlighed på den anden side af gården i færd med at gøre sig i stand til natten. Hendes køkkenvindue lyste op som en stor firkant af lys i mørket. Hun rumsterede rundt, og måske var det min fantasi der spillede mig et puds, men det forekom mig at hun afklædte sig sin t-shirt og lod sine hvide bryster åbenbare.

              Men tro nu ikke det var af liderlighed jeg betragtede dette skue. Det var det langt fra. Som altid, når mennesker der står nøgne tror sig alene, udstråler de en sælsom blanding af autentisk blufærdighed og inderlighed. Og det var denne jeg gennem kærligheden længtes efter at dele med hende. Således kiggede jeg en gang i mellem op fra min bog, og iagttog med omhu hendes bevægelser. Det var som et omvendt fjernsyn, en lille kasse af liv og bevægelse uden nogen verdens betydning, men derimod med al den betydning mit sind kunne lægge i livet.

              Men alle betydninger og alt liv jeg kan skabe er dømt til undergang og død, og kan kun blive til på denne betingelse og på dennes nåde. Et fjernsyn dør aldrig, livet gør, for kun som sådan er det liv. Og således også, da jeg endnu engang drejede hovedet opad og så gennem vinduet, og så, at den lille kasse af lys i mellemtiden var blevet slukket, så natten nu var mørk, og mørket var tomt, som var lyset i køkkenvinduet blot en kort parantes i beretningen om den evige nat.

              Denne evige nat var, og er, måske snarere realiteten, end lyset i køkkenvinduet var det, og længslen mod lyset sløres, som et ansigt af erindringen. Grebet om ikonen slappes, måske er det godt, måske er det så meget desto bedre. Måske at denne og andre afteners hidsige drift efter lysets hjerte er den egentlige dødssynd ...

 

 

Således fortsætter vi vor mørke færd, til kun ordet står tilbage:

              “Week-end. Dagbogsskriveren er fuld og færdig; han har godtnok fundet ord, men ordene glider ud i sandet mens han venter på sine drømmes anti-klimax. Kun således, på paradoksal vis, kan ordet bevares rent og ubesmittet for eftertiden, og hans indestængte drøm leve videre.  Således en aktør i en skintilværelse, måske, men tillige et vidne, der beretter sandfærdigt for herved at bevare sin uskyld, trods det faktum, at denne trofaste kæreste han har, dagligt bliver voldtaget til døde og udstillet til offentlig bespottelse ... sådan tænker han ihvertfald, og således er han defineret digter ved sin insisterende uskyld og gennemførte løgn; så gennemført og så absolut i sin gentagelse, at kun sandheden synes den værdig”.

 

 

Om jeg er skyldig? Jeg kendte en pige, der levede i synd og om nogen kendte synden, og ved siden af hende følte jeg altid et lille, men betydningsfuldt stænk af uskyld. Ikke som du tror, fordi mine synder var så små i forhold til hendes, nej snarere tværtimod: i hendes liv, det usleste og mest nedrige af alle, fandt jeg en kerne af den inderligste uskyld, fra hvilken jeg kunne suge næring, således at jeg blot i hendes selskab kunne lære denne følelse at kende, som jeg så ofte havde prist. Og det var måske i eller ved synden jeg lærte, men denne var ikke lærdommens pris, på samme måde som syndens lokkemiddel er, ikke synden selv, men naivitet, denne der blinder og gør døv. “Synden er i sig selv uskyldig”, denne vranglære er naivitet, og har intet, intet som helst at gøre med uskyld, for uskyld kan aldrig gøres til genstand for nogen byttehandler ... Uskylden kan ikke købes, selv ikke med smerten som pris, på dette tror kun naive mennesker, der tror at have købt sig til uskyld, men i stedet har givet salg på den.

 

 

Hvilket råd kan jeg da give til den der af psykiatere bliver kaldt psykisk syg ? Jeg fristes til at videregive et råd, netop fra en psykiater til en psykotisk - nemlig at du ikke skal stole blindt på dine sanser og dine fantasier - men jeg vil med dette tilføje, at du endnu mindre end dette, skal stole på andres sanseoplevelser og fantasier. Og da sidst af alt på professionelle virkelighedsmagere og rådgivere, som f.eks. førnævnte psykiater.

              Dog skal du vide, at kalder en sådan en dig for psykotisk, er det fordi du - villet eller ikke villet - har modet til at føre den intellektuelles refleksioner til den konsekvens, en sådan tænker, af fejhed eller uredelighed for sig selv, benægter muligheden af. Og som sådan er du, om du vil det eller ej, og hvor meget uvirkelighed og død du end føler, et levende eksempel på åndens mangfoldighed, en mangfoldighed som den intellektuelle og digteren skamløst suger næring af.

 

 

Psykisk sygdom er ikke statisk, men derimod dynamisk, siger de. “Du får det bedre”. Hvordan kan de dog sige noget sådant, af andre grunde end til at berolige? Thi hvad med evigheden, mørket, døden, alt dette som den syge har skuet, i forhold til dette er føromtalte beroligelse som at forsikre om, at vedkommende nok skal glemme, men som betaling for dette savn må pantsætte evigheden, velvidende, at slipper du den først nu, i selve dette afgørende øjeblik, får du den aldrig igen, thi da vil den blot hjemsøge dig som et spøgelse, og aldrig, som nu, åbenbare sig i al sin gru og vælde. Hvilket grusomt valg at skulle træffe. Ikke underligt, at vi lader valget træffe for os, godt hjulpet af dope og medicin og velmenende terapeuter, og aligevel; indeni bevarer vi tvivlen, for uden den, uden den var vi endeligt fortabte denne dag, denne livslange dag.

 

 

Og denne såkaldte p.n.-medicin (for udenforstående: medicin som tages efter behov, som oftest “beroligende”). I bedste fald sløver den, mere kan den ikke; pillen der fjerner den store tvivl, den store angst i paradokset, er ikke og bliver aldrig nogensinde opfundet, og dog tror jeg at skuffelsen herover, hvis vi mærker efter, er til at overse ... kunne den virkelig berøre disse livsvilkår, var vi ikke mennesker mere, forstået i absolut forstand. Da ville vi være i stand til at relativere os selv, og således, da vi som mennesker som de eneste repræsenterer en sprogligt og historisk paradoksalt i last og lidelse skabt absoluthed, ville vi kunne ophæve enhver eksistens, nivellere den, og dog ville vi da ingenting kunne, for da ville livet ophøre, som livsluften trække sig ind i sig selv som røgen fra en cigaret ind i lungerne, og da implodere.

 

 

Denne umulighed det er, at fastslå en “korrekt realitetstestning”, er den samme umulighed man står over for, hvis man prøver at definere “den korrekte måde at leve på”, for hvordan overhovedet kunne definere noget som helst, når ordene intet andet betyder, end hvad hver enkelt subjekt måtte lægge i dem?  Nu f.eks. det nymodens begreb “livskvalitet”, hvor overfladisk og timeligt må det ikke synes at være for en læge at definere dette tåbelige ord, hvis han evnede at forestille sig den usigelige nydelse det er, med et barberblad at gøre ordet til kød ved at skære det ind i sin arm?  Men denne forestilling, der for nogle er en reel erfaring, benægter nok de fleste læger, idet de efter bedste evne definerer “livskvaliteten” i retning af sundhed, skønhed og glæde, som fremmedord uden ætymologisk eller semantisk indhold, blot fonetiske lyde, der af den som kan høre, lyder mere af larm end af ord. Og jeg undrer mig, om nogen læger har blik for den intime sammenhæng mellem lidelse, kærlighed og medliden, såvel som mellem smerte og ekstase. Således skriver Inge Houmann i sin bog “Drøm, vanvid, mystik”, at det synes “at være blevet så godt som psykiatrisk og psykologisk dogme, at det normale eller sunde menneske skal være lykkeligt eller i det mindste stræbe efter at blive det, så det herefter bliver det psykoterapeutiske mål at fjerne enhver form for mental smerte og fortvivlelse.

              Her kan man for det første lytte til Freud, der sætter “lystprincippet” som drivkraftens maksimum i menneskets psykiske liv. Således kan han udtrykke, at hele vor mentale aktivitet er bundet  til at søge behag og undgå ubehag. Dette skulle ifølge Freud ikke implicere en hedonistisk teori, men er at betragte som en antagelse, der støtter sig til den sunde fornuft. Det er simpelthen lystprincippet, der tegner livets program”. Dette synspunkt kalder hun en “lykke-ideologi”, der imidlertidig lidenskabeligt modsiges af filosoffer som Schopenhauer, Kierkegaard og Nietzsche, der alle kan understrege “lidelsens uomgængelighed, dens nødvendighed for mennesket, hvis det ikke skal beskæres til et halveret individ. Lidelsen er nødvendig som den mest effektive tugtemester, hvad angår menneskets udviklingspotentiel, er nødvendig for at skabe det helskårne og selvstændige menneske, der ikke blot henlever livet i overfladiskhed og uden dimensionsrigdom”. Således kan det tænkes at de psykotiske oplevelser af tvivl og angst, hvis de af psykotikeren opleves som sygelige, kun opleves sådan fordi vedkommende måler sig med den herskende menneskeopfattelse, der tager sit udgangspunkt i “livskvalitet-“ og “lykke-ideologien”, som den pågældende fra barnsben er blevet indoktrinerer med.

Spørgsmålet er: ville en Inge Houmann, hvis hun overfor en psykiater udtalte sin tvivl, blive diagnosticeret som skizofren? Formodentlig ikke, for Inge Houmann ville i givet tilfælde kunne argumentere for sin sag bedre end psykiateren, i et sprog der var tilgængeligt for sidstnævnte, eller måske mere præcist: “troværdigt”. Dette i citationstegn, for hvad dækker dette dog over, dette som er værdigt til at blive troet? At tale om en persons “troværdighed” siger mere om den talende, end om objektet for hans talen, thi hvor let lader han sig ikke narre i dette uudsagte spil.  Tænkte han sig godt om, vidste han vel nok godt, at “troværdigheden” blot er et dække, et konsensus, et skjold af ord, bagved hvilket intriger kan lægges, ubeset af nogle og gransket af dem, for hvem “troværdigheden” blot er en forfængelighedens maske.

              Andre, og her tænker jeg på dem som får stemplet som syge, vil ikke, eller er ikke i stand til, eller begge dele, at være “troværdige” i almenhedens øjne. Således kan det gå til, at en patient i psykiaterens sprogbrug finder en høj grad af “utroværdighed”, mens han i sine hallucinationer finder en høj grad, ja allerhøjeste grad, af “troværdighed”. Dette problem må bunde i, at psykiateren og patienten ikke deler det samme sprog. En doktor i teologi som Inge Houmann ikke blot deler psykiaterens sprogbrug, hun mestrer den tillige, og kan således som det behager hende, til enhver tid påtage sig denne maske af “troværdighed”. Denne mulighed har den syge ikke. Han taler i lignelser der intet ligner, og er således udi det religiøse sprogbrug, om hvilket dusiner af doktordisputatser skrives, en mester, blot uden grad og uden måde eller mindste mål af anerkendelse, ihvertfald i almenhedens øjne, omend ikke i øjnene på alle disse drømmesyners skaber, det være sig en engel eller en djævel.

Det regnes ikke for pathologisk, hvis den psykotiske oplevelse i en given kultur indenfor religionen er tilladt som ritual. For således tager man brodden af enhver mystisk/psykotisk oplevelse, sjovt nok ved at ritualisere den. Således vil en psykiater formodentlig godtage en persons “korrekte realitetstestning”, hvis denne under gudstjenesten i nadveren ukritisk accepterer at spise Kristi legeme, fordi traditionen foreskriver det sådan. Derimod, hvis en person på baggrund af en mystisk oplevelse, vedvarende hævder at have fortæret Jesus, vil, han, såvel af de fleste præster som af det psykiatriske system, blive stemplet som psykotisk. I tråd med dette vil enhver sætning og ethvert ord i Bibelen kunne betragtes som patognomoniske for psykosen/den mystiske oplevelse, forsåvidt at de for en psykiater må udtrykke den “category disorder”, som skizofreni undertiden betegnes som. For en konsekvent psykologisk fortolkning, der fornægter det åndelige og således, kristent udtrykt, går djævelens ærinde, må Gud som den projicerede faderautoritet fremstå dæmonisk, og dette ikke uden grund. Befaler Han f.eks. ikke Abraham at myrde sin egen søn? Ifølge Kierkegaard berettiger dette og berettiges Abraham derved som en “troens ridder”, der som menneske tilsidesætter den menneskelige kærlighed, til fordel for rollen som morder, idet denne udefra set er hans lod. Med al uudholdelighedens, angstens og tvivlens, også kaldet vanviddets mellemregninger, tror han i kraft af det absurde, således at miraklet kan ske. Det “almene”, “fællesmenneskelige” (om noget sådant overhovedet gives) eller ihvertfald det normative (“etiske”), sættes ud af kraft af det af Gud til den enkelte påbudte, dette der, som i tilfældet med Abraham, må synes at være den mest afsindige galskab; at myrde sin egen højtelskede søn. Gives der en sådan “teleologisk suspension af det etiske”, som Kierkegaard kaldte det? Eller anderledes formuleret, en gennem vanviddet givet, guddommelig suspension af det normative, således at skizofrene og andre psykotikere er,  ikke “troens riddere”, men måske disses forudsætning; ved den teleologiske indgriben placeret i livet som døvstumme vidner, i absurditet af det normative fordømt og forpint, og ved det absurde rubriceret som troende af mennesker, for hvem troen på dem er et fremmedlegeme. Og igen: berøvet sproget, thi hvis de taler, er de ej guddommelige og hermed blot en brøk af normen, denne brøk, hvis talen består af negationer og antagonisme. Altså er den eneste måde at tie, som et døvstumt vidne i denne dagens sære spøgelsesproces, denne livslange dag ... som det i et af mine syner står skrevet:

              “Før bevægelse er der stilstand, men også stilstand er en bevægelse. Vi spørger os selv: hvordan kan vi forprogrammere en non-stop vækst af bevægelser, og dog vokser vi selv i vores tøven ... væksten er som en omvendt tyngdekraft, den ubrudte lov, som ingen kan unddrage sig, heller ikke ord, dog deres levetid er så kort: som skrevne allerede døde, som tænkte ufødte, kun levende i det korte sekund, i hvilket de viljesløse, ufærdige, presses og fremdrives på den hvide baggrund. Ingen er, udover de døde, vi andre vokser og bliver til, ufærdige og tøvende voksende som et halvskrevent ord. Som spøgelser, der egentlig helst bare ville være i fred på deres lejer, raver vi rundt som en blot og bar klump af vækst og leder efter stopknappen. Vi vokser ind i verden og verden vokser ind i os, og vi kan aligevel ikke lade være, også selvom vi godt ved, at vi aldrig bliver fuldt voksne, men kun lidt langsommere voksende, lidt sløvere og lidt mere uformelige i trækkene.”

 

 

Er det muligt, at “psykisk syge” vælger galskaben istedet for normaliteten, for herved at kunne opleve Det Mystiske, på samme måde som “stofmisbrugere” vælger livsfylden i stofoplevelsen?  Er det muligt, at den eneste tro hinsides hykleriet, er hengivelsen til den fremmede magt, der går under navne som Gud, Djævelen eller Dionysos? Og er det muligt, at de blandt os, der bærer betegnelsen “psykisk syge”, er dem der, ikke blot hypotetisk i tanker eller tale, men tillige i handling, har troen til at udføre den gerning der er dem pålagt hinsides fra? Det er meget få psykisk syge, som ikke på givne tidspunkter føler sig som et særligt ganske udvalgt individ, og føler sig underlagt et kald. Altså er spørgsmålet; er dette teleologisk berettiget, i.e.: berettiget ene og alene ved troen, eller er det blot anfægtelse mod det almene, som er etisk uforsvarlig og lader sig reducere til en brøk af normen, og som sådan er behandlingskrævende? Og kan et sådan kald ved troen være teleologisk berettiget, til trods for det pågældende menneskes senere afvisning af kaldet som meningsløst?

              Et eksempel. Jonathan, der efter et af sine mange indlæggelser på lukket afdeling, skriver at han har været “indespærret/i et gravkapel/hvor ligene levede”. Her er døden nærværende, som en indre eksistensform. Der synes at være meget lidt livsfylde i denne tilstand, og dog har vi at gøre med en art lidelsens transcendens; grænsen til døden er flydende og diffus. Og han fortsætter: “… uden at føle andet/end at jeg var/offer for/en uretfærdig dom”. Altså har Jonathan ikke kunne opfylde sin moralske forpligtelse i det almene, men selv om han er som han er, ja netop fordi han er som han er, er denne dom uretfærdig, idet han har taget en forpligtelse på sig, som er langt tungere end den moralske, nemlig troens, denne der er så svær, om ikke umulig, at skelne fra tvivlens. Dette skel er heller ikke klart hos Jonathan, og troen har han måske nok skuet, men ikke turde gribe, idet han skriver at han “har set/en umulig frihed/hvor selv/regnen skyldtes/mine tankers magt”. Denne frihed er kaldets eller troens, og dog lader den sig for Jonathan blot skue i sin gru, og ikke gribe. Og  jeg skriver “i sin gru” fordi troens eneste udtryksform synes at være den ensomme lidelse. Jonathan skriver da, at han “har følt/alt forvandle sig/til symboler på/en evig angst/for livet”. Således vendes den mystiske oplevelse på vrangen mod slutningen af digtet, og han skriver at “jeg har sprængt mig selv/og været alle jeg mødte ... i en evig cirkel”. Således som enhver mystiker kunne have skrevet; i dette tilfælde blot med en besk eftersmag, idet evigheden her er et virkeligt mareridt snarere end en drøm; som var enhver drøm om nuets evige tilblivelse virkelighed, men altså en virkelighed, som det kun er de virkelig store mystikere tildelt at kunne leve i, som det er psykotikeren tildelt med angst at skue, og som det kun yderst sjældent, om overhovedet nogensinde, er tildelt normalmennesket at opleve.

              Et andet digt belyser dette. Jonathan skriver, at han “ser noget/bag vægspejlet/bag spejlvæggen/men bånd/ved bånd/lige til at rive over/hindrer mig/i at se”. Med andre ord, psykotikeren har mystikerens potentiale for transcendens, og dog ikke dennes umiddelbare evne til uhindret at leve og vandre i denne virkelighed, som begge har oplevelsen af til fælles.  Psykotikeren er bundet til denne verden, til det almene, og er således splittet mellem to verdener, to virkelighedsparadigmer, der i ham forenes, ikke i et kærligt favntag, men snarere i et voldsomt sammenstød, eller med Jonathans ord, i et fald; “Men man lever først/i det korte nu/hvor man falder/mellem to skridt”. Faldet, det frie fald uden faldskærm, omhandler her som i andre digte de få sekunder, før man rammer jorden i dødens rædsel, og symboliserer således livets fylde in nuce. Her kædes faldet sammen med to virkelighedsparadigmer der, med et andet billede, som to halvdele af selvsamme sjæl har en afgrund imellem sig. En afgrund der synes at drage ved sin frihed og sit livsfylde. Og dog er psykotikeren bundet, for han skriver videre: “Jeg ved det/og tøver/midt i en væg/af bånd/ved bånd”. Han kan ikke, som Jesus krævede af sin disciple, opgive den der kaldes virkeligheden til fulde, måske af moralske grunde, måske af andre, men er henvist til at skue forkyndelsen uden nogensinde at kunne nå og gribe den ad andre veje end gennem det evige falds apokalypse.

 

 

Psykotikeren kan ikke “forholde” sig til “kunst”, idet hver af psykotikerens åndedrag er et kunstværk, og et langt mere levende et end disse “kunstige” genstande, der på museer går under denne betegnelse. Særlig når talen falder på disses “aktualitet” og “relevans” for “tiden”, må disse for psykotikeren forekomme som absurditeter, idet hver dag for denne er den yderste, og således evigheden det inderste øjeblik, af hvilken enhver “tid” er at betragte som en brøkdel, som en ligegyldighed. Al kunst, som psykotikeren ikke kan smelte sammen med i uendelighedens smertelige favntag, er ligeledes at betragte som en ligegyldighed ... men kan nogen kunst således overgå tavsheden, åndedrættet, sansemagien, eller rettere, er alt dette ikke netop kunsten, den mangfoldiggjorte eneste ene, og er enhver fortolkning af livet, kaldet “kunst”, ikke netop en reduktion af samme? Og er vores sanser ikke sådan indrettet, at de former virkeligheden istedet for omvendt?

              Således vedbliver mit håbløse forsøg på at transformere ethvert tegn på liv om til skrift. Og jeg spørger mig selv de samme spørgsmål om og om igen. Har jeg øren? Kan jeg høre, vil jeg høre? Er det ikke således stilheden lyder? Lyden af virkelighed er alt andet end stilhed, men også alt andet end lyd. Malstrømme af usynlige vibrationer og bevægelser, måske, men lyd? Nej. Jeg hører ingenting, for ensomhed er tomrummets lyd, her hvor jeg ser tonerne svæve rundt, men hører jeg? Spurgt således af den døvstumme: med dette spørgsmålstegns negation vil enhver kunst, der forsøger at træde ind gennem sansernes porte blive mødt, for det var den anden vej, skabelsen i begyndelsen trådte ud, dengang som nu, da det er bag ved disse porte, at lyden af virkelighed, den eneste og al lyd, findes ... Men da, hvorfor så skrive, hvorfor ikke, som jeg selv proklamerede, lade livet og åndedrættet være sit kunstværk? Fordi ord, og jeg kender intet andet bedre udtryk, sanser så meget mere end hvad de selv kan udtrykke. Dog så meget ringere end de inderste sanser, og dog med det paradoksale potentiale i uendelig forstand, at vogte erkendelsens døre, og kaste stjålne blikke gennem disse, når de tidvist og gentagent åbner sig, og lader et nyt ord undfange.

              Men det er ikke blot hvilke ord, det er endnu mere stemmen der siger dem, der tæller.  Således at ord, der for de for de fleste stemmebånd må synes banale, for helt bestemte stemmer kommer til at inkarnere guddommelige sandheder, forsåvidt at stemmen er inkommensurabel med ordenes semantiske betydning, der med sin banalitet således fremstår med nye, hidtil ukendte betydninger. Når du hører det første gang er du lunken, men stemmen overtaler dig, først med sukrede ord, der, banaliteten til trods, lader dig uforstående, fordi stemmen synes at favne, og at skjule, så meget mere. Og det gør den, og da er du solgt, for den favner al den smerte og det på samme tid formørkede og ekstatiske vanvid, som musikken i denne besynderlige og tragiske kamp, akkompagnerer, og som den, i en vis forstand hjælpeløst, søger at fortolke. Men uden stemmen var musikken ingenting, og dette, og dermed dens afmagt overfor dennes stemmes skæbnes magt, forstår den til fulde. Dette gør stemmen måske også, men ikke dermed nødvendigvis mennesket bag stemmen. Deri består tragedien og dermed det dyb, der uden at lade sig afdække tiltrækker den lyttende, forsåvidt vedkommende hermed nærmer sig dybet i sig selv. Som eksempler på sådanne stemmer kunne til dels nævnes Billie Holliday og Elvis Presley, men de interesserer mig mindre, end at forstå, hvad det er i mit indre stemmebånd de rører ved. For min angst er måske nærmere denne, at stemmernes ord blot er lyde, og således er uden nogen dybere forankret betydning. Ifølge “Klinisk Psykiatri” er, hos den skizofrene, det forankringssystem, som sproglige ytringer henter deres mening fra, ganske “labilt”. Således, på baggrund af den autistiske defekt, er sprogets “deiktiske funktion”, særlig hvad angår det semantiske, ødelagt.  Men for den “syge” er denne deiksis blot en tautologisk henvisen uden nogen guddommelig autoritet, eller rettere, en henvisen til en absoluthed, der lader sig relativere som “metafysik”, og som sådan snarere er en afgrund end et fodfæste. Her går de store stemmer ind, og fraskriver som sådan ordlyden dens semantiske betydning. Men der sker tillige dette, at stemmen skaber lyden i sit eget billede, og således tillægger den en ny mening, som ikke kan kaldes sproglig, fordi den ikke bliver meningsfuld ved nogen sproglige virkemidler, og ej heller knapt kunstnerisk, idet stemmen intet instrument er. Den er blot, og dette er det store og miraklet, blå tale, et skrig eller en hulken, en lyd der lader sig høre for døvstumme, og dermed overskrider og fraskriver sig enhver “semantisk betydning” og “deiktisk funktion”.

Misbrug helliges et kapitel i enhver bog om psykiatri. Men i disse bøger finder man om misbrugere tillige de samme triste statistikker angående sociale dysfunktioner, forløb og prognose, og den samme mangel på indlevelse i de religiøse bevæggrunde og den søgen efter transcendens, man et eller andet sted også kan finde i ethvert stof- og alkoholmisbrug. Følgende er mit bud på en slags misbrugets anamnese:

              Endnu en dag langt om længe bragt til ende og ønsket om rusen, igen længslen efter den bløde rus...”tænk at kunne rulle sig en sød og herlig joint uden de evige spekulationer og indre kampe fra fastlåste skyttegravspositioner ...tænk at kunne tilberede den uden rystende fingre, at kunne ryge den uden vilde afsindige tanker ... tænk igen at kunne mærke musikken, at lade vinger vokse på ryggen, at lade de stærke muskler og kødet i sin krop nægte at underlægge sig tyngdens lov og stenens syge, at kunne gribe tonerne i luften og holde dem fast uden angsten for at de skulle eksplodere som håndgranater med jernsplinter i mavesækken og øjnene ... tænk at kunne mærke sig selv, tænk at kunne leve blot i korte øjeblikke”...

              I aften har jeg da besluttet at lade mine tanker lege med muligheden som eksperiment, natten er stadig ung og ingen gøremål er uopsættelige før imorgen eftermiddag. Skyttegravskrigen skal forsøgsvis og om ikke andet så temporært suspenderes til fordel for en afgørelse uden dramatiske effekter eller deus ex machina. Den forbudne frugt er blot tre kvarter herfra, og skal jeg ikke kaste terninger om udfaldet af min undersøgelse eller blot lade den glide ud i de rituelle konklusioner, må jeg strenge min ånd an til en håbløs kraftanstrengelse ... Men se, allerede har en falsk fornemmelse af objektivitet sneget sig ind i min hjerne, for spørger jeg ikke blot for beroligelsens skyld, for at kunne sove og sikre mig at kunne krybe uden om rusens rædsler?  Denne gang kan en sådan halvfærdig redning ikke tilfredsstille mig, beslutningen må stå åben, begge muligheder må stå åbne; gør de ikke det er min skrift blot efterrationalisering og bedøvelsesmiddel og som sådan intet værd, var beslutningen allerede truffet burde jeg blot føre den til sin konsekvens istedet for at vente på min egen bekræftigelse.

              Men lad mig starte med et tøvende pro et contra, og jeg starter altid med contra; når du nu ved hvad der sker fra det øjeblik du tager det første sug, når du ved at angsten er i dig fra det øjeblik beslutningen er taget, hvorfor lytter du da ikke til din viden? Fordi du tror, at der bag alle disse erfarede sandheder, og bag enhver erfaring du måtte benægte, skulle skjule sig en dunkel viden der blot venter på åbenbaring, et blålys du længes efter af mangel på mod til at se denne svaghed i øjnene. Det er selve livets hårde, men frugtbare arbejde du vil spilde af angst og for angstens skyld, som en anden marionet vil du underkaste dig blot for at se dine længsler for dine øjne som var det et dukketeater, som betød de ikke mere end til fremvisning som narrer og ludere for vorherre. Og, min ven, jeg ved at du i mere end erfaringsmæssig forstand mærker mine ord, for jeg ved at du ved mine ord mærker skammen i dig.

              Godt, at tale pro i en sådan sag er som at tale både for og imod sig selv, som at kæmpe for sit liv og spilde det på samme tid. Er disse ord dunkle er din anklage om dunkelhed sand, men ikke dermed berettiget, for hvad du udelader, hvad du glemmer i din fint spundne intrige, er din egen dunkelhed. Du taler om livets frugtbarhed, men dit liv er kun din skrift, og din skrift er dit eneste liv og eneste berettigelse. Du har ret, jeg mærker skammen i dine ord, men skammen gælder lige så meget dig som den gælder mig, for i ethvert ord mærker jeg skam og i enhver skreven sætning mærker jeg angst, denne evigt snigende angst og dette tiltagende tungsind over aldrig rigtig at kunne gøre valget. Deri ligger din dunkelhed, for denne angst og denne skam kan dit øje ikke se. Jeg ved, at en kort smuttur til staden ikke kan løse problemet og træffe valget for mig, for kunne den det havde jeg slet ikke noget problem. Men hvad du ikke ser, er at det modsatte heller ikke løser problemet; du siger, at angsten er i mig fra det øjeblik beslutningen tages, men det er løgn, for sandheden er, at angsten er i mig fordi beslutningen aldrig tages, eller fordi jeg ved, at mine besluttende øjeblikke ikke findes, at kun efterrationaliseringerne findes, om det så er pro eller contra. Dette burde være en tale for pro, men det er det ikke, for jeg ved, at mine øjne ser dybere end dine, og de ved at valget aldrig kan konstitueres af argumenter, men blot af øjeblikke, og at det er disse øjeblikke, og ikke rusen, der er den sande illusion.

              I denne dybt tungsindige og absurde situation ender det hele altså, at talen for contra opildner mig til trodsig handlen, mens talen pro, som er den endelige og sande, slår mig til jorden med sit tungsind og slutteligt konstituerer handlingslammelsen. At den indledende længselsfantasi, som blot skulle have været en appetitvækker, er blevet mit eneste sande måltid, denne den eneste frugtbarhed, som mine hænder har kunnet lade gro, som netop de eneste kortvarige øjeblikke hvor skyttegravskrigen blev suspenderet.”

 

 

 

 

EFTERSKRIFT

 

 

“Igår var jeg til fødselsdag hos ………... Det var godt, men som altid kan jeg ikke skrive det skete, der skete så meget jeg burde skrive, men ikke kan. En vag beskrivelse er det tætteste jeg kommer. Jeg drak og talte med andre og følte mig godt til mode, og aligevel ville jeg mere. Og selvfølgelig, da A.s franske kæreste svansede rundt med en joint i hånden, kunne jeg ikke lade være. Blandingen af hash, diverse alkohol og nervepiller kunne systemet ikke klare, jeg blev bange, paranoid, blev som en psykotisk, altså en nedtur af den rigtig barske slags. Jeg vaklede ud og sagde jeg måtte gå, da noget uventet skete, et af disse kortvarige øjeblikke af inderlighed, som aldrig falbydes, købes eller sælges nogetsteds og altid dukker op uventet. C. kom ud i gangen hvor jeg stod, og spurgte bekymret om jeg nu var okay, og om jeg ikke burde have en taxa hjem. Særlig skønt eller inderligt lyder det ikke, men netop i dette øjeblik følte jeg en melankoli så dyb, at jeg ikke troede noget menneskeligt øje ville have kunnet se den. Dette var ikke en digters mirakel, det var noget andet, et mirakel så uendeligt småt, at det undslår sig ethvert øje og enhver skrift, og blot for hjertet er en svag stemning af erindring. Det var ikke hvad jeg sagde med ord, men hvad jeg med mine klodsede hænder forsøgte at vise, og det var ikke ved, men derimod på trods af melankolien, en mirakuløs inderlighed for ubetydelig og for uendelig lille til udover for få sekunder at kunne fastholdes i erindringens netmasker. Sådan er det. Forsåvidt erindringen er det jeg skriver en løgn, jeg må lyve forsåvidt det uendelige er uforeneligt og af et andet stof end mine kropsvæsker, min mund, mine hænder, selvom det uendeligt lille mirakel uden dem ikke ville være muligt. Vi må lyve for at undgå løgnen og tie for at tale sandt. Men hvor bliver de af, disse substanser som erindringen ikke fanger, hvilket rum kan indeholde dem? Er det det man kalder erfaring, så er erfaringen dog skabt af det mest besynderlige; disse rum og disse tider, om hvilke blot et tomrum og en manglende erindring for eftertiden vidner.

              Men hvad betyder det? Hvis dette er en erfaring, hvad har jeg så erfaret, udover den melankoli at jeg ikke kunne være med i dette ordriges fællesskab, udover på galskabens betingelser? Alt vil jeg glemme på nær eet, så dette ene bliver andet og mere end blot en bøn, men et ord, dette ene enkelte ord jeg burde kunne, men aldrig kan huske, fordi verden var i os før vi var i den og altid vil være det. Jeg kender det, alle kender det, men det har intet ord, det er ikke i ord og ord er alt, derfor er det, at det sidste vi vil værne og aldrig vil glemme, er dette ene ord vi aldrig kan huske. Dette ord som fantasien ikke kan hjælpe os med at gestalte, fordi fantasien er ordet og ordet er fantasi, og dette ansigt splittet i to er vores forsvar mod det der er værre end alle nætters mareridt; at ordet intet betegner andet end en lyd, og lyden ikke andet og mere end blot et fragment af verdens larm og lyde.

“Far away/

don’t you hear/

screams of

captured birds/

almost gone/

yet so clear/

through the darkness/

of the world”

(Savage Rose, 1973)”