HUKOMMELSESTAB

 

Jeg ville ønske, jeg vidste…jeg ville ønske, jeg vidste hvem…hvem jeg…var. Før det skete. Og hvem jeg er nu. Om jeg er den samme, som den jeg var. Men jeg ved ikke, hvem jeg er. Og når jeg skriver, at jeg ville ønske, at jeg vidste hvem jeg var, så er det kun fordi, jeg formoder, jeg engang har været noget. Noget som jeg blot nu ikke husker. For jeg ved med bestemthed, at jeg er til.

 

Men jeg husker næsten intet, ja, jeg husker i virkeligheden intet med vished. For nogle ting forekommer mig at være sket, men er de sket i virkeligheden? Eller har jeg drømt dem? Enhver har sikkert kendt til, hvad angår nogle ganske få sporadiske begivenheder, ikke helt at kunne skelne en erindring fra en drøm. Men forestil dig, at intet andet foresvæver din bevidsthed, end disse få sporadiske begivenheder. Og forestil dig så yderligere, at de er lige så uvirkelige for bevidstheden, som disse erindringer, der ikke helt lader sig skelne fra en eller anden drøm, du engang for mange år siden har drømt. Det er disse vilkår jeg lever under, efter at…at det skete, det, som nu blot er for mig som en drøm, jeg engang har drømt. Hvor og hvornår har jeg ingen anelse om, som man jo sjældent har i drømme. Men i drømme har man dog som regel en eller anden fornemmelse for, hvem man er. Om ikke andet, når man vågner. Men ser du, det er problemet. Jeg er nemlig vågen. Og alligevel ville jeg ønske, at en eller anden ville vække mig. For selvom jeg er ved fuld bevidsthed, mærker jeg med gysen, at jeg drømmer. En ond og utydelig drøm.

 

En ting ved jeg dog med bestemthed: at jeg er til. For jeg kan mærke smerte. Alene følelsen af at drømme er smertefuld. Ikke kun fordi drømmen er ond og utydelig, men snarere fordi det netop ikke er en drøm. Var det en drøm, ville jeg vide, selv mens jeg drømte den, at jeg ville vågne. Som regel, netop når en drøm er tilstrækkelig virkelig, ved man at man drømmer, og hvis det er en skrækindjagende drøm, ser man frem til at vågne. Se, den virkelighed, som jeg lever i, er tilstrækkelig og skrækindjagende nok til at fremkalde længsel, og dermed smerte, for ikke kun ved jeg ikke, hvem jeg er, men jeg ved heller ikke, hvad jeg er. Men den er ikke tilstrækkelig virkelig til at jeg vækkes. Og hvorfra ved jeg så, at en drøm som regel, netop når den er tilstrækkelig virkelig, fremkalder længsel efter at vågne? Jeg ved det ikke. Men engang må jeg jo have været vågen og have følt den smerte, som jeg nu mærker. Jeg føler den vel ikke helt, for jeg kan ikke føle i egentlig forstand. Men jeg mærker den, og jeg mærker, at jeg engang har kunnet føle, og mærker herved den længsel, som giver sig til kende som smerte. Den smerte, som blot kan mærkes af et væsen, som ikke ved, hvad det er, men som dog ved én ting: at det er til. Og at netop dette synes at være det egentlige problem.

 

Men hvor ved jeg så fra, at jeg sover? Da må jeg jo have været ved en eller anden slags bevidsthed, før jeg faldt i søvn. Og spørgsmål to; hvordan kan jeg sige, at jeg er ved fuld bevidsthed, når nu jeg mærker, at jeg drømmer, tilmed en ond og utydelig drøm? Se, det man kalder at være ved fuld bevidsthed, at man med sine sanser er vågen og i stand til at opfatte omverdenen, er i virkeligheden, altså i sammenfatningen af de ting, forhold og omstændigheder, som på et givet tidspunkt gør sig gældende, blot en drømmeløs søvn. Og blot udenfor virkeligheden, hvor jeg befinder mig, ved jeg, fordi jeg ved, jeg er til, at intet i virkeligheden findes, men blot udenfor. Altså udenfor virkeligheden. Derfra ved jeg, at jeg drømmer, idet jeg i vågen tilstand i virkeligheden ikke ville være til. Men jeg er til, og tilmed ved fuld bevidsthed, fordi jeg dog kan mærke længslen efter at vågne af denne søvn, længslen efter, så at sige, at drømmen bliver til virkelighed, og dermed forsvinder og bliver til intet. For jeg befinder mig udenfor virkeligheden, hvor den fulde bevidsthed er sig bevidst at være en drøm. Og er sig bevidst, at den ved at blive til virkelighed blot forsvinder, idet den fulde bevidsthed som sagt i virkeligheden ikke engang er en drøm, men blot en drømmeløs søvn. Og når jeg nu ved alt dette, ja tilmed ved, ikke blot at jeg sover, men at jeg også drømmer, så er det netop fordi jeg engang, så meget er sandt, har været mig bevidst, at virkelighed såvel som bevidsthed i bestemt artikel og ental ikke fandtes, men blot fandtes i et ubestemt flertal. Nok fandtes der ingen bestemt virkelighed, men til gengæld et i praksis uendeligt antal virkeligheder, og ligeledes ingen bestemt bevidsthed, men et uendeligt antal bevidstheder. Som netop i skøn forening i bestemt artikel og ental blot er en drømmeløs søvn. Udenfor denne ved jeg, at jeg sover, og altså også drømmer. Vidste jeg ikke det, ville jeg jo ikke kunne have skrevet alt dette. Som nogle ville finde ondt, fordi det gør ondt, så meget mærker jeg. Men det er en eller anden slags dump, utydelig smerte. Næsten som huskede jeg noget. Men også, derved den dumpe utydelighed, også kun næsten.

 

men hermed er historien

endsige digtet

ikke slut

 

for jeg vil gerne

fortælle dig dette

jeg næsten husker

for det synes mig

at jeg på et tidspunkt

drømte at jeg vågnede

dette står mig

fuldstændig klart

ikke at jeg var vågen

 

for jeg er jo vågen

 

men at jeg vågnede