Kærlighedens sprog (ufuldendt, ed.)
Det jeg her vil beskæftige mig med, er spørgsmålet om hvorvidt der på dansk forefindes et kærlighedens sprog. Med dette mener jeg ikke et andet sprog end det allerede eksisterende, men en måde at tale eller skrive dansk på, som vi gennem analyse kan fremhæve som værende kærlig. Jeg vil kun forholde mig til tekster, det være sig enten skriftsprog eller nedskreven talesprog. Dog skal du ikke som læser forvente personlige formuleringer på dette sprog. Jeg vil ikke af analysen kunne udlede hvordan man faktisk taler eller skriver dette sprog, og udgangspunktet vil da også være, at et sådan kærlighedens sprog ikke lader sig definere ud fra den viden der er til sprogforskningens rådighed. Muligvis lader sagen sig undersøge med sproglig analyse som redskab. Jeg vil imidlertid ikke gennem en sådan selv tale dette sprog, men blot tale om det, og i bedste fald kunne påvise det eller dets mangel i en given tekst. Virker det meningsløst at tale om et kærlighedens sprog, uden netop at gøre det på dette sprog, så vil jeg dog muligvis kunne påvise, om ikke hvordan det lader sig tale, så dog hvor det faktisk bliver talt eller skrevet. Med andre ord, jeg vil måske kunne påvise at der forefindes et kærlighedens sprog, men jeg må nødvendigvis gøre det uden at tale et eneste ord på det. Ligesom man, når man analyserer fiktion eller lyrik, vel knap kan gøre det ved brug af fiktion eller lyrik. Således, hvad jeg gerne vil påvise gennem eksempler, giver al formel sprogbrug, såsom den man bruger i enhver analyse, afkald på kærlighedens sprog. Skulle jeg forsøge mig på egen hånd, ville jeg da ikke længere kunne tale om det. Da ville det ikke længere være en bog om kærlighedens sprog, men blot om kærlighed.
Før vi vender os mod en analyse af en tekst, kan vi passende undersøge hvad Nudansk Ordbog forstår ved substantivet ”kærlighed” og verbet ”at elske”. Under ordet ”kærlighed” får vi oplyst følgende betydning: ”en dyb følelse af at holde af nogen eller noget”. Definitionen bemærker sig som det første ved at definere kærlighed som en følelse. Dette synes måske de fleste selvindlysende, men har dog denne vigtige følge at kærlighedens sprog i givet fald er følelsernes sprog. Slår man dernæst op under ”følelser”, får vi oplyst at ”en følelse” både kan være en ”fornemmelse man kan mærke med kroppens følesans”, som f.eks. varme eller berøring, men ligeledes kan være ”noget godt el. dårligt man kan mærke i sindet, men ikke i kroppen”. Almindeligvis vil vi være tilbøjelige til at mene at kærlighed udelukkende består i sidstnævnte definition på en følelse. Det er dog alligevel mere kompliceret end dette, idet vi tillige under opslaget ”kærlighed” finder følgende betydning, nemlig ”fysisk kærlighed”, og finder det defineret som ”seksuel kærlighed”. Ordbogen henregner altså seksualitet som et udtryk for kærlighed der ytrer sig fysisk. Stadig er der dog problemer med at rubricere følelsen af kærlighed som mærkbar via kroppens følesans, idet der f.eks. sagtens fra menneske til menneske kan gives en berøring, som af giveren føles som et kærtegn, men som ikke i modtagerens krop føles som sådan. Med andre ord, man kan mærke en berøring fysisk, men denne fysiske fornemmelse er ifølge ordbogen ikke mærkbar i sindet. I så fald ville fysiske berøringer der var givet i kærlighed ikke kunne modtages anderledes, hvilket vores dagligdags erfaring fortæller os er tilfældet. Yderligere ville dyr i så fald kunne mærke kærlighed, idet vi kan iagttage at dyr nemlig kan mærke berøring med deres krops følesans. Det er dog sådan med mennesker, ville mange alligevel fastholde, at de simultant mærker en følelse med kroppen såvel som med sindet. I så fald er ordbogens definition ukorrekt, idet den holder den kropslige og sjælelige oplevelse adskilt. Nævnte spørgsmål hører vel egentlig under videnskaben om psykologi, og har altså blot særdeles partiel betydning for vores emne. Imidlertid, for at redegøre for følelsen kærlighed, må vi tænke os frem til en løsning uden psykologisk fagkundskab. Og selvom der ikke er tvivl om at en berøring kan være kærlig, må vi alligevel ud fra en logisk tankegang slutte, at den kærligheds egenskab vi med dette adjektiv tillægger berøringen, ikke kan opleves kropsligt. Kroppen kan ikke forstå et kærtegn uden sindets hjælp, lige så vel som at kærtegnet ikke uden den fysiske oplevelse kan formidles sindet. Men man kan udelukkende tale om at føle et kærtegn, fordi ordet ”føle” har nævnte dobbelte betydning, og altså i dette tilfælde kun kan bruges i den først nævnte betydning. Lige som at man ikke kan røre et menneske der ikke har fysisk tilstedeværelse, kan man heller ikke gennem berøring påtvinge dette kærlighed. Omvendt ville et menneske, der psykologisk var sådan indrettet at det ikke var modtagelig overfor kærlige følelser, ikke kunne registrere andet end en berøring hvis det blev givet et kærtegn. Den fysiske berøring er således et redskab for at udtrykke kærlighed, men er ikke i sig selv andet, idet kærlighed altså ikke har fysisk eksistens. Ligeledes med sproget. Hvis ordet ”kærlighed”, i dets udtale eller grafiske udformning, var kærligheden selv, ville vi jo ikke behøve at definere det. Kærlighedens sprog, derimod, har evig gyldighed, til trods for at sproget til stadighed forandrer sig. Kærligheden selv, altså omtalte følelse, er og vil altid være den samme.
Denne i ordbogen omtalte følelse, udtrykkes altså med et verbum, nemlig ”at holde af”. Dette fortæller os i første omgang, at ordet altså mangler et beskrivende eller forklarende synonym, altså modsat opslaget under ”følelse” (som bliver forklaret som en ”fornemmelse”). Synonymordbogen henviser i mangel på bedre til ”elskov” og ”kæreste”. Begge ord er dog ikke rigtig synonyme med kærlighed bortset fra i helt specielle, og ret så fortænkte, sammenhænge. Prøv selv i en hvilken som helst sætning at erstatte ordet ”kærlighed” med ”elskov” eller ”kæreste”, og du vil opdage at det ikke uden at slå knuder på sproget lader sig gøre, ikke fordi de nævnte synonymer ikke betydningsmæssigt er beslægtede, men fordi ordet kærlighed i ni ud af ti sætninger har en sproglig funktion som ikke lader sig erstatte af noget andet ord. Sådan er det på dansk. For eksempel på engelsk er der tre ord (”love”, ”affection” og ”charity”), som alle tre i mange tilfælde ville kunne dække betydninger af det danske ord i langt højere grad end ”elskov” og ”kæreste” kan. Til gengæld, hvilket taler til det danske sprogs ære, har engelsk ikke noget ord der rimeligvis kan oversættelse ordet ”elskov”, som er et poetisk udtryk for den sanselige kærlighed. Dette ord, som jeg vil komme ind på på et senere tidspunkt, er altså unikt for det danske sprog. Selvom det som substantiv ikke i særlig mange tilfælde ville kunne erstatte ordet ”kærlighed”, alene af grammatiske årsager, er det dog for den der ønsker at tale kærlighedens sprog så velformuleret, og dermed kærligt, som muligt, et meget vigtigt ord at kende. Foruden dette ord var kærlighedens tale på dansk berøvet nogle vigtige muligheder, og ligeledes dansk på kærlighedens vegne.
I anden omgang er det bemærkelsesværdigt at det i ordbogen forklarende verbum ikke er ”at elske”. I stedet har man altså valgt at bruge ordet ”at holde af”, og yderligere forstærket den følelse som verbet udtrykker ved adjektivet ”dyb”. Man skulle rimeligvis mene, at ”en dyb følelse af at holde af” var synonymt med ”at elske”, og at ordbogen som forklarende verbum blot kunne have anført dette. Forklaringen skal sandsynligvis findes i at verbet ”at elske” var for abstrakt, og man derfor, for at forklare det abstrakte så konkret som muligt, har valgt ”at holde af” i en forstærket udgave. Ved opslag under ”elske” finder vi da også følgende forklaring: ”holde meget af el. føle kærlighed for nogen”. Ved at sammenligne de to opslag er begge forklaringer da også ifølge ordbogen næsten fuldstændig synonyme. Og ligesom at ”kærlighed” både forklares som en dyb følelse af at holde af ”nogen eller noget”, får vi også oplyst, at ”elske” også kan betyde at ”sætte stor pris på noget”. Vi lærer altså af de to opslag, at følelsen af kærlighed i det danske sprog altid vil have et objekt. Altså, som det anføres som eksempel på brug af ordet, kan man uden sproglige problemer sige ”jeg elsker dig”. Her er det ”dig” der er direkte objekt. Derimod vil det være forbundet med vanskeligheder blot at sige ”jeg elsker”. Et sådan udsagn vil dog alligevel være at finde i lyrisk sprogbrug, hvis der tilføjes et adverbium ( som for eksempel i et digt af Tove Ditlevsen, ”den, der elsker meget”). Et sådan brug af ordet ”elske” vil nok være på kanten af det tilladelige i en prosatekst. Altså, i prosa vil ordet næsten altid have et objekt, for i lyrisk sammenhæng at kunne udelades, hvis altså ordet forbindes med et andet som forklarer ”elskningens” kvalitet, altså måden at elske på. Hvor fattigt sproget egentlig er, kan vist eksemplificeres ved at jeg allerede nu måtte tage et selvlavet ord i brug. Havde jeg i stedet for ”elskningens” skrevet ”kærlighedens” ville den sproglige pointe nemlig gå tabt: at det tilføjede adverbium ikke vurderer selve kærligheden, men derimod den elskendes måde at elske på. Forestiller man sig et menneske som ”elsker lidt”, diskvalificerer et sådan udsagn ikke kærligheden og dens kvalitet, men derimod den (lidet) elskende. Om det er rimeligt i forhold til sprogligt at beskrive det at elske, at verbet for at give sproglig mening altid skal have et objekt, er en diskussion som jeg vil komme ind på senere, især i forbindelse med den slags lyrik, hvor sproglige regler, måske af gode grunde, kun er til for at blive brudt. Der skal dog yderligere tilføjes denne diskussion, at ordet ”elske” ifølge ordbogen rent sprogligt sagtens kan undvære et objekt, på to betingelser: for det første at det betegner at have samleje, og for det andet at det altså følgelig skal have mindst to mennesker, altså et pronomen i flertal eller to eller flere egennavne, som subjekt ( for eksempel ”de elskede hele formiddagen”). Med andre ord, der er i sådanne sætninger underforstået et ”med hinanden”, og altså en anden; man kan ikke ifølge det danske sprog, uden at have et objekt, blot elske hvis man er alene. Og yderligere kan man ikke (f.eks. ”vi elsker”) gøre det sammen uden at have hinanden som objekt (f.eks. ”vi elsker hinanden”) eller uden at underforstå hinanden som et slags redskab (”vi elsker (med hinanden)”), og dermed omtale et samleje.
Der har dog været tider hvor man så stort på sådanne sproglige begrænsninger. Lyt f.eks. til sound-tracket til filmen om Woodstock-festivalen. I afslutningen af sangen ”With a Little Help from my friends” vil man høre Joe Cocker improvisere over at han vil mødes med sine venner, og at ”all we gonna do is love”. Altså, oversat, at alt vi vil gøre er at elske. At der næppe er tale om seksuelt samkvem, taler brugen af verbet ”love” og ikke ”make love” for. Førstnævnte kan nemlig ikke på engelsk betegne samleje. Men hvor vi altså bemærker at verbet ”elske”, i betydningen have samleje, er intransitivt (det vil sige at det ikke kan forbindes med et direkte objekt), gælder det samme ikke vulgære verber med samme betydning. Eksempelvis ”han kneppede hende”. Altså, når talen falder på samleje som vi forbinder med ordet ”elske”, kan et sådan ikke påtvinges et objekt, tværtimod er begge parter altid subjekt (”de elskede”). Dette ord betegner altså at det er noget man foretager sig sammen, hvorimod vi med vulgære ord, eksempelvis ”kneppe”, ofte vil finde de to parter adskilt rent grammatisk, den ene subjekt og den anden objekt. I en sådan sætning som nævnte eksempel, kan man måske tale om, at et menneske som af psykologiske årsager var uimodtagelig for kærlighed, rent sprogligt godt kan påtvinge andre eller selv blive påtvunget fysisk ”kærlighed”, hvis vi vælger et vulgært verbum, men ikke hvis vi vælger ordet ”at elske”. At tale om at ”han elskede hende”, og dermed omtale et faktisk forekommet samleje, giver ingen sproglig mening. Yderligere kan vi notere os, at ”fysisk kærlighed”, hvis vi vælger at omtale den med vulgære ord, og dermed betydningsmæssigt fjerner den fra omtalte følelse af kærlighed, mister den grammatiske sideordning.
Derimod, når man bruger ordet ”elske” som et udtryk for en ren sjælelig kærlighed (f.eks. ”jeg elsker dig”), vil vi, modsat i den kødelige betydning af ordet, altid have et objekt for verbet. Sprogligt gælder der altså vidt forskellige regler for kærlighed, alt efter om denne er sjælelig eller kropslig. Og sjovt nok gælder det for den kødelige kærlighed, at det at have et direkte objekt for verbet er almindelig praksis, når dette betydningsmæssigt fjerner sig fra omtalte følelse af kærlighed. Ligeledes altså med den rent sjælelige kærlighed. Dette synes ikke umiddelbart at tale til sprogets ære, men forklaringen må være, at hvor vi med ordene ”kneppe” og ”elske (med)”(i betydningen: have samleje med) betegner en handling, betegner vi noget andet med ”elske”(i betydningen: nære sjælelig kærlighed til), nemlig en følelse. Hvor ”kneppe” og ”elske (med)” har to vidt forskellige konnotationer, men samme denotation, adskiller følelsen sig afgørende herfra.
En opsummering. Med ordet ”kneppe” betegner vi en handling, der som oftest, nemlig når verbet har et direkte objekt, foretages af et menneske mod et andet. Med ordet ”elske (med)” betegner vi en handling, som to subjekter foretager sig sammen, med hinanden som redskab. Og med ordet ”elske” betegner vi en følelse som sprogligt altid har nogen eller noget som objekt, og som kun dårligt kan forbindes med indirekte objekter eller med andre som redskab, ligesom handlingen så oplagt kan (”elske/kneppe/bolle med”). Det gælder yderligere for alle betydninger af ordet ”elske”, at det ikke, hvis vi skal tale ”sprogligt korrekt”, i nogen forbindelse kan være intransitivt, det vil sige: ikke kan stå foruden enten et direkte objekt eller en (i hvert fald underforstået) præpositionsforbindelse.
Den første tekst jeg vil analysere, er den såkaldte kærlighedshymne, i Første Korintherbrev kap. 13, fra det Ny Testamente.
(tekst)
De første tre vers går i al enkelhed ud på at påvise, hvor lidt det gavner forfatteren, uanset alle andre gaver, hvis han ikke ”har kærlighed”. Dette udtryk, ”at have kærlighed”, er ikke nævnt i ordbogen. Det er synes umiddelbart synonymt med ”at elske”, blot er det som sagt ikke korrekt at bruge dette verbum intransitivt. Der er dog måske også en lille betydningsmæssig forskel, men denne er så marginal at den ikke i denne sammenhæng har relevans, alene fordi verbet ”at elske” altså ikke er et sprogligt alternativ, fordi det ikke hører prosaen til. Det interessante er hvorledes teksten omgår dette problem med udtrykket ”at have kærlighed”, og altså faktisk udtrykker netop dette som ellers grammatisk er ukorrekt, netop at man kan elske uden at have et objekt for sin kærlighed, i hvert fald i denne tekst, ligesom i Joe Cockers improvisation. Teksten kan dog rimeligvis, men ikke nødvendigvis, forstås sådan at dette ”at have kærlighed” bliver et slags skjult adverbium eller præpositionsforbindelse til de handlinger der nævnes i første og tredje vers. Altså, at det ikke gavner forfatteren at ”tale med menneskers og engles tunger” hvis han ikke gør det kærligt eller med kærlighed. I så fald er han ifølge eget udsagn blot at anse som ”et rungende malm og en klingende bjælde”, det vil sige en død ting der afgiver lyd uden at denne lyd har nogen som helst betydning. Et sprogligt udsagn, i modsætning til alle andre lyde, kan altså rimeligvis indeholde kærlighed, men gør det ikke nødvendigvis. Det at tale er ikke nok i sig selv, talen skal også indeholde kærlighed for at blive karakteriseret som andet end blot en lyd.
Tredje vers taler om handlinger der lig første vers uden at kunne forbindes adverbielt med kærlighed (så det ikke blot gøres, men gøres kærligt), ikke gavner den handlende på trods af at de alle er gode gerninger, altså gerninger der ud fra en moralsk målestok ikke blot er uangribelige, men tillige meget dydige. Men altså ikke nødvendigvis kærlige. Her får adverbiet ”kærligt” og præpositionsforbindelsen ”med kærlighed” en helt central rolle, idet de knytter verber af alle slags (”uddeler” og ”giver”) til den grundlæggende betydning af ordet ”kærlighed”, nemlig følelsen af at elske. Hvad vi skal forstå ved ordet ”gavner” er ikke helt klart, men det synes antydningsvis at forholde sig sådan, hvis man slutter modsat, at handlinger der udføres med kærlighed, er til gavn, modsat handlinger der udføres uden kærlighed. Det er altså ikke virkningen af handlingen der er til gavn, men virkningen af det sindelag med hvilket den udføres. Med andre ord, denne gavn er blot at tage del i kærligheden, uden at den nødvendigvis behøver materialisere sig i bestemte handlinger. Spørgsmålet er ikke så meget hvad man gør, men om man gør det kærligt. Og hvad man skal forstå ved dette adverbium hører vi om efterfølgende.
De næste fire vers er en lang opremsning af verber og adjektiver der tillægges kærligheden. Den forbindes først med to adjektiver, og efterfølgende med verber, og altså med faktiske handlinger, i første omgang handlinger den undgår, og til sidst handlinger den udfører. Disse fire vers er tæt på at være et dydighedsideal af universel gyldighed. Her bliver det eksemplificeret hvordan man kan handle, og dermed tale, kærligt, nærmest uanset hvad man gør (”tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt”), eller rettere, kan gøre hvad som helst, blot man gør det kærligt, eksempelvis tro alt uden at bilde sig noget ind, hvilket er lidt af en sproglig umulighed. Det er ikke sådan, som er sprogligt velkendt, at det er forfatteren af teksten, altså jeg’et, der tillægges adjektivet ”kærlig”, men derimod at jeg’et fuldstændig viger pladsen som subjekt til fordel for en følelse. Om jeg’et ”har” denne følelse er i sammenhængen underordnet. Der er altså en slags sproglig udvikling i teksten fra et ”jeg”, der som subjekt taler om vigtigheden af at ”have kærlighed” uanset hvad det foretager sig, til at kærlighed pludselig bliver subjekt, vel at mærke i bestemt artikel (”kærlighed-en”). Der er endog en parallel i opbygningen af disse to sentenser: første sentens (første til tredje vers) handler om først tale, derefter handling der er nok så dydig, men altså kærlighedens egenskaber foruden. Anden sentens (fjerde til syvende vers) omhandler egenskaber der ikke behøver at omsættes til dydig tale og handling, fordi egenskaberne så at sige taler og handler i sig selv. Betragter man talen som en handling og som det egentlige søgsmål, kan man altså ikke finde egentlige sproglige ytringer forbundet med kærlighed. Snarere kan man finde kærligheden beskrevet gennem sproglige ytringer, men om de sproglige ytringer som disse egenskaber kunne materialisere sig i, hører vi egentlig intet. Faktiske eksempler på kærlighedens tale får vi altså ikke her, måske fordi kærligheden i denne tekst ikke har noget egentligt sprog.
Noget kunne endda tyde på, at kærligheden i bogstavelig forstand slet ikke lader sig tale. De nævnte laster, som kærligheden alle undgår, er tættere på at være sproglige egenskaber end de dyder der nævnes. Noget tyder på at udsigelse, i hvert fald i denne tekst, ikke har nogen status i forhold til kvaliteter som egentlig ikke lader sig udtrykke gennem sprog. Der er altså i denne tekst ingen umiddelbar sammenhæng mellem kærlighed og sprog. Måske er det fordi den ikke på noget sted overhovedet i teksten har et objekt. Således begynder jeg måske at forstå hvorfor ordet ”at elske” aldrig kan optræde intransitivt. I denne tekst synes det nemlig at være sådan, at sprogbrugen i teksten konsekvent undlader at have et objekt for ”elskningen”, først ved brugen af ordet ”at have” kærlighed, og dernæst ved at gøre kærligheden til subjekt for en række verber uden et eneste objekt. Et subjekt der gennem verber udmærker sig på mangfoldige måder, men som tilsyneladende ikke elsker, idet dette verbum kræver et objekt, og at et sådan i teksten helt er undladt. Der er øjensynlig masser af kærlighed, ja der er ikke andet, men der er ikke nogen der bliver elsket. Eller nogen der elsker, i hvert fald ikke i bogstaveligste forstand. Kærligheden er gjort til en abstraktion man kan tale om, men som tilsyneladende ikke selv har sprog, som var den blot en slags åndelig beruselse. Måske kan en tekst handler om kærlighed ikke være skrevet på kærlighedens sprog, idet et sådan tungemål kræver et objekt. Ifølge tekstens indre logik kan objektet for en tekst skrevet på kærlighedens sprog rimeligvis ikke være kærligheden selv, idet kærligheden ”ikke søger sit eget”. Måske tager forfatteren fejl i denne påstand. Måske kræver kærligheden, for at ytre sig sprogligt, et objekt.
I hvert fald er kærlighed uden et objekt lettere at have med at gøre. Hvis man ved ”objekt” forstår et menneske af kød og blod, kan det synes lettere at elske Gud end at elske sin egen broder
I Johannes første brev opfordres de troende til at elske hinanden (1Joh.4,7), og det er som om han er blevet konfronteret med
((Kort intermezzo: jeg har fundet ud af, at kærligheden umuligt kan have noget ”sprog”. Ikke blot at et sådan ikke kan tales af mig, eller at et sådan kræver en dialog eller at det kræver et objekt. I det hele taget er det ikke i længden farbart at skrive om kærlighedens sprog, forstået alt for bogstaveligt, også af den grund at det ikke er holdbart at skrive om kærlighedens sprog uden at skrive om kærlighed, og heller ikke at skrive om kærlighed uden at skrive kærligt. Altså må jeg ændre kurs, og simpelthen blot skrive om kærlighed ud fra tekster om kærlighed. Altså en slags antologi med dertil hørende fortolkninger. Det forbandede er at jeg så har skrevet syv sider hvoraf det meste blot skal slettes, uden at jeg vidste dette på forhånd. Det samme kan ske igen. Men lad mig nu se hvad der kan reddes…))