MÅNENS SKYGGESIDE

 

Af Ture Lykkegaard

 

     Denne artikel vil omhandle Pink Floyds LP ”Dark Side of the Moon” (månens skyggeside) fra 1973. Anledningen til at skrive om denne plade er, at den, så vidt jeg ved, er den eneste store rock-LP, der nogensinde decideret har omhandlet eller blot berørt emnet psykiatri, endsige blandet sig i datidens løbende debat om anti-psykiatri. I hvor høj grad den via sidstnævnte tager et politisk standpunkt kan diskuteres. I underholdningsindustrien er der sjældent, på trods af at vi med denne LP befinder os i 70’erne, tale om et i snæver forstand politisk tilhørsforhold. Det synes simpelthen her at være en gylden regel, at et sådant ikke kan harmonisere med de hitlisteplaceringer som f.eks. denne LP gav gruppen. Imidlertid var Pink Floyd et band som lod til at have noget på hjerte, og det misforhold der synes at være mellem at have dette, og så kommerciel musik i det hele taget, er for en gangs skyld med denne LP – på nær én sang – så tilpas lidt skærende, at pladen er et vidnesbyrd, der, også her tredive år efter udgivelsen, stadig synes aktuelt.

 

     I øvrigt knytter der sig også denne historie til sagen, at gruppens oprindelige leder, Syd Barrett, selv, som en følge af en blanding af LSD og berømmelsens pres, allerede tidligt bukkede under for et mentalt sammenbrud, som han aldrig er kommet sig over. Denne plade henviser ikke decideret til ham. Det gør til gengæld ”Wish You Were Here” fra 1975, der vel egentlig er en skæbnefortælling om ham. Hans skæbne var også efter sigende en noget trist inspirationskilde, da Pink Floyd i 1979 udgav, hvad der nærmest blev en gravskrift over rock-musikken som institution, nemlig dobbelt-LP’en og filmen ”The Wall”.

 

     Selve titlen ”Dark Side of the Moon” slår straks det gennemgående tema an, men antyder også en tematisk dobbelthed. Ikke blot refererer den til sjælens skyggesider, og det der normalt omtales som psykisk sygdom. Den forsøger også, særlig i den sidste sang ”Eclipse” (formørkelse), lidt prætentiøst måske, at tage et emne som forholdet mellem virkelighed og omverden op.

 

     Imidlertid startes med lyden af en i volumen stigende blanding af et bankende hjerte, tale, latter og anden støj, for til sidst at ende i det crescendo som indleder første sang, ”Breathe” (ånd). Allerede her antydes, med virkemidler der meget tidstypisk er lånt fra den klassiske avantgarde, det mentale inferno som vi de næste 45 minutter skal igennem. Det vil føre for vidt at skulle referere samtlige sangtekster, og fyldige punktnedslag kunne måske også være tilstrækkeligt. Ellers kan cd’en jo købes forsynet med den hele tekst.

 

     Sangeren starter med en opfordring til at indånde luften (”Breathe, breathe in the air”) og engagere sig i livet (”Don’t be afraid to care”). Alt sammen rimeligt tilforladeligt, hvis det ikke var for de følgende linier som egentlig begrænser eksistensen til et minimum (”For long you live and high you fly/ And smiles you’ll give and tears you’ll cry/ And all you touch and all you see/ Is all your life will ever be” (så længe du end lever og hvor højt du end flyver/ de smil du giver og de tårer du græder/ er alt du rører ved og alt du ser/ alt hvad dit liv nogensinde vil omfatte)), nemlig den ramme der i daglig tale kaldes virkeligheden. En ramme der i pladens to sidste linier bliver sprængt (”and everything under the sun is in tune/ but the sun is eclipsed by the moon” (og alt under solen er i harmoni/ men solen skygges af månen)), for derved at antyde skribentens definition på psykisk sygdom: En tilstand der øjensynlig unddrager sig virkeligheden, og dermed det som det er indenfor sprogets rækkevidde at beskrive, nemlig den side af månen som aldrig vil kunne ses fra jorden.

 

     Et sådant perspektiv er imidlertid endnu ikke beskrevet, tværtimod afsluttes ”Breathe” med en bidende sarkastisk kommentar til hvad der ligger indenfor ”virkelighedens” rammer (”For long you live and high you fly/ But only if you ride the tide/ And balanced on the biggest Wave/ You race towards an early grave” (for al den tid du lever, hvor højt du end flyver/ kun hvis du flyder med strømmen/ med ligevægt på den højeste bølge/ jager du mod en tidlig død)).

 

     Den næste sang indledes med hvad der, så vidt jeg ved, er det tidligste bud på den techno-musik der i 1973 lå langt ude i fremtiden. Sangen ”Time” (tid), fortsætter, hvor den første sang slap, blot nu med vægten lægt på en gennemgribende stemning af meningsløshed. Lyt blot til de sidste fire linier (”Every year is getting shorter, never seem to find the time/ Plans that either come to naught or half a page of scribbled lines/ Hanging on in quiet desperation is the English way/ The time is gone, the song is over, thought I’d something more to say” (årene bliver kortere og kortere og synes aldrig at finde tid/ planer som enten kuldkastes eller en halv sides sjusket skrift/ venten i stille desperation er den engelske facon/ tiden er gået, sangen er slut, troede egentlig jeg havde mere at sige)).

 

     For en stund vender musikken tilbage til tonerne af ”Breathe” (”Breathe Reprise”), og afslutter dette afsnit af pladen med en tvetydig tilbagevenden til et øjensynligt midlertidigt hjem, midt i meningsløsheden (”Home, home again/ I like to be here when I can/ When I come home cold and tired/ It’s good to warm my bones beside the fire” (hjemme, hjemme igen/ jeg holder af at være her, når jeg kan/ når jeg kommer hjem, frysende og træt/ er det rart at varme sig ved ilden)). Tvetydigheden, der tager form af en slags længsel eller et indre savn, kalder her billeder frem langt nede fra underbevidstheden. Billedet beskriver, i mine øjne uden antydning af ironi, de mennesker som synes at være tekstforfatterens hjerte nært, nemlig dem som er trofaste overfor en ikke nærmere defineret ”fortryllelse”, måske udenfor grænserne af hvad vi normalt henregner under betegnelsen virkelighed (”Far away across the field/ The tolling of the iron bell/ Calls the faithfull to their knees/ To hear the softly spoken magic spells (langt væk hinsides markerne/ ringer jernklokkerne/ de trofaste knæler/ for at høre de sagte mumlede trylleformularer)).

 

    Lidt efter på pladen, nemlig efter en sang der udelukkende udmærker sig ved at være et tidligt eksempel på den musikalske pornografi, der fra og med disko-feberen sidst i 70’erne blev en almindelig bestanddel i underholdningsindustrien, finder vi ”Money” (penge), en sang som egentlig bevæger sig ud i periferien af pladens tema, og falder lidt igennem ved sit hykleri, et hykleri der skulle gentage sig mange gange indenfor rammerne af institutionen rock-musik. Et rock-band, hvis medlemmer naturligvis er stenrige, lægger på skrømt moralsk afstand til de midler der understøtter deres eksistens, og inkluderer om ikke andet dermed sig selv i dét moderne samfund, som udelukkende fungerer på købekraftens præmisser (f.eks. ”Money, get away/ Get a good job with more pay and you’re O.K. (penge, å la’ vær/ få et godt job med højere løn og du er o.k.)

 

     Med næste sang, ”Us and them” vender vi tilbage, dels til førnævnte fornemmelse af ensomhed, dels begynder et nyt tema, “os og dem”. Det tematiske spring mellem de forskellige numre er tydeligvis for store til at kalde pladen en koncept-LP, og dog vender interessen sig nu vedvarende mod det der egentlig var min motivation for at skrive artiklen, nemlig emnet psykiatri. I og med diskussionen om begrebet virkelighed har det før været berørt, men bliver efterfølgende gjort til genstand for pladens klimaks. ”Os” og ”dem” er nemlig ikke, som ellers ville være naturligt i 1973, midt i den kolde krig, øst og vest. Betegnelsen ”rød” er af denne grund nænsomt blevet undgået, og erstattet af ”Black and

Blue” (sort og blå). Konflikten står mellem ”ganske almindelige mennesker” (”And after all we’re only ordinary men”), og det er egentlig svært at afgøre hvem der er hvem (”And who knows which is which and who is who). Tonen skærpes senere, og man begynder at ane, hvor grænsen går. På trods af at denne egentlig blot trækkes på grund af en ”strid om ord”, som der råbes, er der nu pludselig en mand med en pistol, der truende henvender sig alfaderligt for at bemærke hvilken plads ”inside” der er overladt du’et (Haven’t you heard it’s a battle of words/ The poster bearer cried/ Listen, son, said the man with the gun/ There’s room for you inside”). Denne plads og dette ”inside” kan vel egentlig synges i en dobbelt betydning. Det kan henvise til noget så prosaisk som den velkendte endestation for psykisk afvigelse, nemlig den psykiatriske afdeling, men ligeledes til en mental tilstand af indespærring, der truende henvises til af ”manden med pistolen”. Overfortolkning eller ej, antydningsvis er vi vist inde på noget som for os klinger velkendt, dels den retspsykiatriske tvangsindespærring, og dels den hermed måske tematisk forbundne autisme.

 

     Dermed har vi endegyldigt vendt os mod tematiseringen af psykiatri. I den efterfølgende sang, ”Brain damage” (hjerneskade), bevæger ”galningen” (”the lunatic”) sig langsomt tættere og tættere på jeg’et selv. Først befinder han sig på en græsplæne, i en midlertidig afstand fra det jeg, for hvem erindringen af spil og latter blot bekræfter ham i at ”galningen” helst skal holde sig væk (”The lunatic is on the grass/ The lunatic is on the grass/ Remembering games and daisy chains and laughs/ Got to keep the loonies on the path”). I efterfølgende strofe er ”galningen” imidlertid rykket ind i entréen, måske via en avis smidt gennem brevsprækken. En avis der formodentlig er fyldt med nyheder om ”dem”, det vil sige os, og spækket med fotos og historier om galninge, der kunne have myrdet deres egen mor (”The lunatic is in the hall/ The lunatics are in my hall/The paper holds their folded faces to the floor/ And every day the paper boy brings more” (galningen er i min entre/ galningene er i min entre/ avisen folder deres ansigter liggende på gulvet/ og hver dag bringer avisdrengen mere nyt)). Da følger, langt om længe, et varsel i tilfælde af det mentale sammenbrud, og for første gang den smukke sætning: da ses vi på månens mørke bagside (”see you on the dark side of the moon”). Der synes altså at være et slags fællesskab antydet, et fællesskab for alle dem, for hvem dæmningen bryder sammen og giver efter for galskabens voldsomme kraft. Og måske for dem, som der (måske nok med en slet skjult hentydning til The Beatles’, eller mere præcist, Paul McCartneys tresser-ballade ”The Fool on the Hill”) ikke engang er plads til som landsbytosse eller posedame, synes der alligevel at være håb, om ikke andet så hinsides. (“And if the dam breaks open many years too soon/ And if there’s no room upon the hill/ And if your head explodes with dark forbodings too/ I’ll see you on the dark side of the moon”). Men hinsides, hinsides hvad? Måske knapt så meget hinsides verden, altså som i den kristne forestilling om Edens have, men snarere hinsides det vi normalt forstår og omtaler virkeligheden. En sådan forestilling antydes som sagt i pladens to sidste linier, som jeg senere vil vende tilbage til. For i tredje strofe er ”galningen” nemlig rykket ind der, hvor vi sidst af alt ønsker han skal være, fordi han da begynder at tage form i vores selvbevidsthed (”The lunatic is in my head” (galningen er i mit hoved)). Og da finder vi efterfølgende en hentydning til forholdene på datidens psykiatriske afdelinger. Også i Danmark blev lobotomi, også med frygt og bæven omtalt som ”det hvide snit”, i 1973 benyttet som en del af ”behandlingen” af særligt urolige og voldsomme patienter. Sådan hed det sig i hvert fald. I en naivitet under dække af bidende sarkasme omtales denne ”behandling” altså med en blid og ængstelig stemmeføring (”You raise the blade, you make the change/ You re-arrange me ’till I’m sane” (du fører skalpellen, du skaber en forandring/ du omordner mig til jeg er jeg ved mine fulde fem)). Efterfølgende finder vi ud af hvad denne ”omordning” består i, nemlig at låse døren og smide nøglen væk (”you lock the door/ and throw away the key”), altså at fastholde den indestængte i sin autisme, og endegyldigt umuliggøre nogen form for helbredelse. Passagen her er bemærkelsesværdig ved sin klare politiske stillingtagen, til fordel for en tanke der i årtier havde præget den anti-psykiatriske bevægelse, nemlig denne at psykiatrien, snarere end at helbrede, producerer sindssygdomme. Næste linie illustrerer meget rammende hvordan: det som af en psykiater ville blive omtalt influensfænomener, altså en følelse af indre fremmedgjorthed grundet påvirkning af kræfter udefra, og som han ville betragte som en vrangforestilling, er altså resultatet af en nok så konkret og reel udefrakommende påvirkning, nemlig førnævnte psykiater og hans skarpe snit (”There’s someone in my head but it’s not me” (Der er en eller anden i mit hoved, men det er ikke mig)). Sidste strofe gentager gensynets løfte med særlig vægt lagt på rockmusikerens tragedie, vel nok med tanke på Syd Barrrett (”And if the cloud bursts, thunder in your ear/ You shout and no one seems to hear/ And if the band you’re in starts playing different tunes/ I’ll see you on the dark side of the moon” (så hvis uvejret bryder løs, buldrende i dine ører/ du råber om hjælp, men ingen synes at høre det/ så hvis det band du spiller i spiller falsk/ da ses vi på månens mørke bagside)).

 

     Da nu temaet er spillet igennem, afsluttes værket pompøst med sangen ”Eclipse” (formørkelse), der tager fat hvor første sang slap. Men hvor ”Breathe” blot anslår en stemning af eksistensens begrænsende ramme (f.eks. i linien ”All you touch and all you see/ Is all your life will ever be”), får vi nu alt det med som på nogen tænkelig måde kan omfattes af den menneskelige bevidsthed. Resultatet er en opremsning på 23 linier, afsluttende med ”alt det der er nu/ alt som har været/ alt det der vil komme” (begyndende med ”All that you touch/ All that you see/ All that you taste/ All you feel” (alt hvad du rør/ alt hvad du ser/ alt hvad du smager/ alt du føler) og, efter mangt og meget, slutteligt ”All that is now/ All that is gone/ All that’s to come”). De to afsluttende linier har jeg tidligere været inde på (for hukommelsens skyld: ”and everything under the sun is in tune/ but the sun is eclipsed by the moon” (og alt under solen er i harmoni/ men solen skygges af månen)). Med disse ord afsluttes værket mens stemmerne fortoner sig i et kort nu. Som sagt, en metafor for nogle sjælelige tilstande, af fagfolk benævnt psykisk sygdom, der synes at unddrage sig alt det vi i selv videste forstand kan sammenfatte under begrebet virkelighed. Gud værdiges i denne sammenhæng ikke et ord, og man må med denne tavshed lade det være underforstået, at han må være inkluderet i, hvad der kan omfattes af den menneskelige bevidsthed. Et kristent menneske ville her muligvis protestere, og også henvise til ”Breathe Reprise” (igen for hukommelsens skyld, de sidste fire linier: ”Far away across the field/ The tolling of the iron bell/ Calls the faithfull to their knees/ To hear the softly spoken magic bells” (langt væk hinsides markerne/ ringer jernklokkerne/ de trofaste knæler/ for at høre de sagte mumlede trylleformularer)). Med denne afstikker, som vel egentlig aldrig følges op senere i værket, antydes en eller anden diffus og drømmeagtig religiøsitet. Bemærkelsesværdigt nok er vi her udenfor den ramme som i et og alt definerer vores virkelighed, nemlig det moderne sprog, i hvilket enhver trofasthed overfor religiøs tale er forsvundet, dels i de ringende jernklokker, dels i ”de sagte mumlede trylleformularer”. Øjensynligt er vi her i en eller anden sær drøm, som næppe for tekstforfatteren har nogen konkret berøringsflade med kristendommen, men snarere af denne bruges symbolsk for at beskrive det, som unddrager sig ord. Måske netop det som befinder sig på månens mørke bagside, den side som for altid har unddraget sig det menneskelige syn og dermed tale. Den side som forjættes at være mødested for de mennesker, som befinder sig i mentale tilstande, rodfæstet dybt nede i den menneskelige underbevidsthed. Altså med andre ord de ”galninge”, der enkeltvis først er på græsplænen, dernæst i entréen og slutteligt i jeg’ets eget hoved. De ”galninge” der, helt op til tidspunktet for Galebevægelsen begyndelse i Danmark i slutningen af 70’erne, i hobetal blev udsat for vilkårlige kirurgiske eksperimenter.

 

    Usædvanligt er det at underholdningsindustrien faktisk kan producere en hitliste-sællert der giver ære og værdighed til en lille gruppe af glemte, oversete og mishandlede mennesker. Selvom det nærmest er undtagelsen der bekræfter reglen, finder jeg det til gruppens ære opmuntrende, at disse ofre og deres lidelser trods alt bliver mødt med kritik. For eksempel på Sct. Hans finder man stadig mennesker som har været udsat for kirurgiske overgreb. Usædvanligt for en kommerciel LP, er ”Dark Side of the Moon” for evig en mindeplade til ihukommelse af disse ofre.