Morfars sang
Boganmeldelse af Ture Lykkegaard
Inger Sussi Heebøll har med denne bog udsendt en digtsamling der skriver sig ind i
vidt forskellige litterære traditioner. Trods sin uudsagte antimodernisme bærer den i og med sin genreblanding præg af en postmoderne erfaring. Således støder vi på eksempelvis mystik eller lyrisk minimalisme (”Løsenet”, ”Eet med Gud” og ”Gud”), (knæk)prosa (”Morfar” og ”Hjem”) og glædefuld salmelyrik med Ingemann (s. 12), eller erotisk præget med Brorson (”Verdenshersker” og ”Jesus”) in mente. Stedvis møder vi en barnetro der afsværger enhver form for tvetydighed (f.eks. ”Mamrelund”). For dem der afskyer den moderne æstetiks dobbelttydighed er sådanne velvalgte og pædagogiske, grænsende til det infantile, men, trods samlingens mange forskellige eksperimenter i genre og stil, skrevet med en indholdsmæssigt klar teologisk troskyldighed, vel nok uden at digteren har haft sig dette for øje, men snarere på hjerte.
Således er digtene som sagt uden den æstetiske og nærmest diabolske tvetydighed der ellers er så udpræget i den postmoderne erfaring. Den er nok så tydeligt udenfor indflydelse og ”besmittelse” af den moderne tids kunstneriske institutioner. Salmebogen, såvel den gamle som tillægget med de moderne salmer, er den litterære tradition som samlingen lægger sig tættest op af.
Den æstetiske vellyst, som ellers præger den postmoderne erfaring, og som vel nok udspringer af moderniteten, springer digteren let hen over. Måske lidt for let, og dog måske tillige i kraft af svære anstrengelser, eksempelvis askese og anfægtelse. ”Intet andet/ forlanger han/ end tro” (s. 17). Alene i disse linier finder vi, foruden en nærmest anti-æstetisk minimalisme, nogle litterære anstrengelser som i visse øren ville lyde letkøbte. De er snarere det modsatte. Om end digteren slet ikke forholder sig til det 20. århundredes kunstneriske modernisme, som således knap kan siges at spøge i baggrunden, vil læseren ubestrideligt i de fleste digte finde en åndelig modstandskamp overfor enhver ideologisk afgud anden end den kristne. Hvorvidt digteren med denne har fundet egentlig beviskraft for sin tro er ikke afgørende, idet ideologiske masseprodukter såsom propaganda og reklame – altså det de fleste danskere møder af æstetik – som sagt er sprunget over. En sådan askese er sikkert for mange at dømme et udtryk for magtesløshed, men får i denne digtsamling dog givet et troskyldigt ansigt. At tale om litterær troværdighed, og hermed hentyde til den slebne tunge, er tydeligvis digteren så fremmed, at troværdigheden alene af denne grund gives form. Ikke af digteren selv, men enten af Gud, eller måske som i titeldigtet, om så enten der er tale om et billede eller et kødeligt menneske, en forgangen tids sang. Her træder antydningsvis lyrikeren frem, med en kærlighed til ”blodet” (”Morfars sang” og ”Tegnet I og II”) som maner en forgangen tids digter frem i læserens bevidsthed, en tid hvor billeder kunne tages for pålydende, og man stadig havde symbolværdi i ord som ”pen”, ”årer” og ”skød”. En tid hvor ti- eller tolvmandsstuer var almindelige på Sct. Hans, og hvor Tove Ditlevsen havde sit eget private skrivekammer. En tid hvor det danske kulturliv lod digteren dø alene i en skov, hvis hun formastede sig til også at være kvinde og maniodepressiv.
Dog, som også denne begiver Sussi Heebøll sig efterhånden ud i kunstnerisk vovemod i digtsamlingens sidste del, ”Tak for sangen, far”. Her får vi glimtvis øje på et digterisk hjerteblod som i det tredje årtusind – stoppet med masseæstetik i form af reklame, propaganda og såvel legal som illegal medicinalindustri – ellers af mange antages at være antikveret forhistorie. Som et ekko af en forsvunden tids sang, som især i de verdslige digte (f.eks. ”Stund”, ”Landsbyen” og ”Gammel”), forsvares her mindet fra en tid hvor digteren måtte betale for skønheden med sit eget blod. Modsat det nye årtusind, hvor selv samme digtere så småt har forladt Sct. Hans, og hvor den egentlige tragedie ligger i hvordan de overdøves af massemediernes larm. Her er altså en udgivelse som, med den kristne tro som et udgangspunkt, ikke behøver lancere sig selv som et slagtilbud, som i sine smukkeste stunder indlednings- og afslutningsvis taler ømt og kærligt til læseren, og som gør det med ord ladet med fylde som i bedste fald giver en let melankoli mæle i blid trods mod Zeldox, Cipramil og Zyprexa.