Et klogt hoved har vist sagt, at den eneste sandhed opnåelig for mennesket, er visheden om at livet er meningsløst. Er dette tilfældet, hvilket nogle synes at mene, skal man dog ikke forvente vished. En sådan tror jeg blot er opnåelig gennem en bevidsthed der spontant undgår logisk analyse. Man kender det fra beruselsen, og dog er dette en vildvej, der blot leder os i armene på et vrangbillede af visdommen, og hvor det i en vis forstand bliver meningsløst overhovedet at ville tale om mening. Der er dog ingen instans til at regulere disse uoverensstemmelser bortset fra os selv. Og så længe det er sådan, både tror og håber jeg, at det var Gud, der skabte os, og ikke omvendt. For så længe det er sådan, er dette den eneste måde jeg kan fastholde troen på en absolut sandhed og en ubetinget kærlighed, idet der vil være tale om en art skæbnesvanger kulturel skizofreni der gælder os alle, lige fra psykiater til præst. I øvrigt er det slet ikke sikkert, at nogel af disse to tror på at der som et naturgivet vilkår findes en absolut sandhed og en ubetinget kærlighed, og da slet ikke hvis mennesket selv er sat til at definere disse. Det er som at sætte ulven til at vogte får. For et reflekterende menneske må det forekomme foruroligende.

Om jeg egentlig er kristen eller ej står det ikke til mig at dømme, men jeg tror på en absolut sandhed og en ubetinget kærlighed. Imidlertid tror jeg også at sandheden er uopnåelig for mennesket, og at dette nok også er så meget desto bedre, idet den er så frygtelig at vi ville dø hvis vi kendte den. Ja, som tidligere ytret, tror jeg ikke engang mere at Jesus kendte den, eller rettere, i så fald blev den, til skræk og advarsel, hans død. Men at et væsen forefindes, der som Gud står højere end mennesket, og som mennesket derfor kan trøste sig ved, at i det mindste han kender sandheden, er mere end tvivlsomt. I verden er den ilde hørt, og at give sit liv for sandheden er måske det højeste vi kan nå, ikke i forhold til vores kendskab til den, men i forhold til vores dyd. Dermed også sagt at sandheden overgås af kærligheden, i det forhold at vi for denne giver vores liv uden at den nogensinde ville afkræve det af os. I alle disse refleksioner blander jeg dog ikke tingene sammen med konkret handling, hvilket er grunden til at jeg ikke betragter mig selv som skizofren. Jeg har aldrig været psykotisk, og har altid kunnet isolere mine tanker fra mit ydre liv. Prisen har været en forfærdelig ensomhed så menneskelig, at den sidst af alt har været syg.