Om viden…

 

 

 

Lige meget hvor meget jeg slår op i bøger, synes det mig ikke, at jeg overhovedet får noget at vide. Ja, når jeg endog slår op i ordbøger under vide, føler jeg mig heller ikke klogere. For ved nogen overhovedet, hvad det er at vide? Og hvis vi ikke engang ved, hvad det er at vide, hvordan kan vi så påstå at vide noget om noget – når sandheden nu ikke lader sig måle og veje, hvordan kan vi så påstå at vide noget som helst om den, så længe vi ikke gør det af tro? Ja, lod sandheden sig endog veje, og vejede den nu så og så meget, hvordan kunne vi så vide, at vi ikke vejede forkert – nu da vi jo ikke engang ved, hvad det er at vide?

 

Jeg tror, at hvis nogen mener, at de ved, hvad det er at vide, så er det noget de tror – nøjagtig ligesom jeg. Og det er sådan, jeg forstår Paulus, når han skriver, at alt, hvad der ikke er af tro, er synd. Altså, at alt, hvad vi påstår at vide, er synd, for så vidt at det ikke er af tro, at vi påstår det. Sagt med andre ord: Vi ved i virkeligheden intet om noget som helst – ja, vi ved ikke engang, hvad det er at vide…eller gør vi? Jeg er oprigtigt i tvivl.

 

Jeg skrev følgende digt for nogle år tilbage, der måske kan illustrere, hvad jeg spørger til. Eller også bare gør det endnu mere uklart…

 

 

Det er som om grundvolden er forsvundet

fundamentet for det tankens bygningsværk

i hvilket jeg skulle hvile og bo

er som en installationsvejledning

til et tankeslot

skrevet på et afdødt sprog

forklaring følger ikke

kun gisninger og gæt

som Kristus på en soloklarinet

gennem det tredje årtusinds nat

og hvad mere er

har grundvolden måske aldrig eksisteret

og ethvert af tankens bygningsværker

altid været belagt på en sokkel

af gisninger og gæt

for der var aldrig råd til mere, var der vel?

næ, altid har blot digtet

skamløst kunnet kaste om sig

med midler det ikke har

det begynder at bygge et tårn i fantasien

uden tanke for soklen

og for alle de tegn gennem

tidernes tilsandede øregange

der nu er så tilpas utydelige

at digtet nødvendigvis må tro

det modsatte af hvad man skulle tro

for er udgifterne endda tårnhøje

er troen ikke som man skulle tro

– altså, så meget desto mindre –

men tværtimod med øre for Kristi klarinetsolo

måske netop det kærlighedens tonefald højere

der gør at den kan tænke noget til ende

helt til enden og forbi tankens slutning

for derfra at begynde evangeliet.

 

 

Kærlig hilsen Ture.