Hannah Sørensen

”Et stille sekund – en digtsamling”

Forlaget Underskoven (web-adr. hvor dan kan bestilles?)

 

Af Ture Lykkegaard

 

Når man hører psykiatrien nævnt i fjernsynet, er det som regel i TV-avisen, og omtalen gælder vanligt et politisk slagsmål om nedskæringer. Som regel skal man længere ud på sendefladens afkroge end DR1, TV2 og de store kommercielle TV-stationer, hvis man skal høre dem omtalen gælder – de såkaldt psykisk syge – udtale sig. I så fald gælder interessen enten folkeoplysning i psykiatri, hvor de sygdomsramte allernådigst får lov til at illustrere velmenende psykiateres fremmedord (”borderline”, ”antipsykotika”, emotionel ustabil personlighedskarakter”, for nu at tage de enkelte som Hannah Sørensen med en vis indfølelig aversion er blevet introduceret for, modsat psykiateren og TV-seeren med det fulde følelsesmæssigt smertelige kendskab til den gru og rædsel de hjælpeløst søger at begrebsliggøre). Andre søger at føle sig ind i den sygdomsramte som menneske, og bruger ord såsom ”vold”, ”incest” og ”omsorgssvigt” (også ord hentet fra nærværende digtsamling), men ak; alt for ofte mangler den empati som kun sjældent foreligger når ordene ikke er mærket på egen krop, og i værste fald blot er hentet fra lommepsykologiske ordbøger. Som oftest er de eneste programmer (såsom dokumentarprogrammer) hvor man som seer (eller hvad angår bøgernes verden: læser) kan mærke dette uforklarlige og afgrundsdybe onde ordene søger at beskrive, blevet udsat for følelsesmæssig pornografi. Der bliver tale om ”ofre”, ”syndebukke”, og alt hvad der ligger derimellem. Som med hottentotterne for et århundrede siden, udstiller man på skærmen mennesker som var de blot at betragte som en sjælelig deformitet. Hermed høster man alt lige fra latter og medlidenhed til afsky, men man opnår sjældent åndelig indlevelse.

 

     Det får enhver der interesserer sig for digtsamlinger imidlertid nu muligheden for med nærværende udgivelse. Eller for at citere et stykke af et af digtene: ”Har ikke lyst til at leve med den indre smerte/ Den har erobret mit hjerte/ Erobret og belejret mit indre/ Bare jeg vidste hvordan det kunne lindre/ Et godt liv i fremtiden er mig vel undt/ Et stille sekund”. I dette stille moment det tager at læse et af samlingens digte opsummeres det bedst sete alternativ til den uindfølelige case-story: et menneske der med omtanke, sproglig begavelse og et blødende hjerte i favnen bærer på en sygdomshistorie fra sensommeren år 2003, og med alle de fordringer til sjælen det har krævet, i sit eget beskedne og ukunstlede sind har skrevet sig vej frem dag for dag. Her er ingen undskyldninger eller beklagelser nødvendige for at forstå, her lever læseren dag for dag med digteren. Og er i godt selskab endog, al uforklarlig og rædselsfuld lidelse til trods. For man kan slet ikke undgå at føle med digteren og den ensomme vej hun med sine (mere eller mindre) kære har måttet betræde skridt for skridt. Tilføjes skal det også, det vil enhver vide når de har læst digtene, er det af etisk fintfølelse at hun har skjult sig bag et pseudonym. Der er ingen tvivl om, at det mod det har krævet dels at skrive digtene, dels at udgive dem, kun har kunnet bæres af et sandt digters hjerte og af et liv, med alle de fordringer og krav der i ensomhed har måttet stilles – ikke som hottentot i bur, case-story eller offerlam, men som et blot og bart menneske af kød og blod.