Stemningsrapport fra Sct. Hans d. 22. oktober 2003…

 

Af Ture Lykkegaard

 

Jeg befinder mig, ganske kort før min udskrivelse, på U3. Nu, ganske kort efter det sidste aftenmøde i Krathus’ historie, er der i skrivende stund en stemning af opbrud. Overalt er der papkasser og plasticposer. I første omgang skal U3 flytte til den midlertidige ventesal i lokalerne af det gamle U1 (gangen er faktisk så kolossal stor i omfang at den giver minder om et ophold på en forladt og halvtom Hovedbanegård). Derefter, efter nytår, går turen til lokalerne af det gamle og for længst lukkede U4 under navnet L4. I disse trange lokaler, to lange gange og ditto rygestuer med 10 dobbeltstuer, en klar forringelse i forhold til det hyggelige Krathus i tre etager med masser af hyggerum og endog gæsterum i overskud, stuves en udrenset udgave af patientmassen fra det hidtidige U2 og U3 sammen. Selvom en patient med et skævt grin bemærkede at hans kommende værelse på det gamle U1 lugtede af kolort (en anden patient mente at det var rævepis der var problemet), er der en vis eufori i luften. Endnu. Midlertidigt, trods de uhyggeligt luftige sale, venter der næsten alle et eneværelse. Imidlertid, for dem som bliver til en gang i næste år, venter kummerlige forhold på det kommende L4. For evigt forlades Krathus, vistnok for at bruges til personaleboliger. Et ensomt, men grønt, lyst, luftigt og eksklusivt beliggende hus i Vesthospitalets yderste ene hjørne, et fristed fra den store nabo Kurhus, fra hvilken alt for mange mindes følelsesmæssig rædsel og kulde fra afdeling U’s mangeårige problembarn, modtageafdelingen U4. Denne der nu altså blot er historie. Allerede sidst på sommeren bukkede den endeligt under. Heller ikke gensynet med lokalerne synes at friste meget håb, og den midlertidige luksus på U1, trods den uhyggeligt og halvtomme ventesal, er snarere et udtryk for almindelig pladsforvirring end graciøsitet.

 

     Men mine tanker går en sådan aften ikke så meget til mine medpatienter her på U3. Vi tilhører den øverste klasse af hoben af sygdomsramte på Sct. Hans. Mange af dem vil efter deres udskrivelse efter nytår slet ikke engang være i målgruppen for Sct. Hans længere, og det kan vise sig at blive ganske svært overhovedet at blive indlagt i København. Derfor, blandt mange andre årsager, har stadig flere taget konsekvensen af de nye tider og valgt at skrives op til socialpsykiatrisk bocenter. Der florerer sandfærdige, men skræmmende historier fra tidligere patienter, især fra den fuldstændigt kaotiske og tumultariske modtagelse på Amager Hospital (i daglig tale kaldet Digevej). Her gælder alle kneb for at blive indlagt, synes lægerne at mene. For eksempel da en tidligere patient fra U3 kom direkte fra somatisk afdeling på Italiensvej med taxa, efter at være blevet reddet fra en ulykkelig overdosis piller. Beskeden han fik var ganske kort: han kunne gå igen, idet den psykiatriske modtagelse per definition ikke længere var beregnet for ham. Begrundelsen var gemen; siden han var hjerneskadet, og for dem at dømme ikke psykisk syg, og altså fra nu af med et pennestrøg var udenfor modtagelsens målgruppe, måtte han jo søge hjælp ambulant. Sådan har kolde spekulanter altså fundet på, hvordan man kan spare en masse af de dyre indlæggelser i en sådan modtagelse: med et pennestrøg fjerner man en hel gruppe af diagnoser fra retten til overhovedet at sætte deres ben på stedet. Hvor han netop denne eftermiddag så skulle gå hen, netop udpumpet for en overdosis, var der imidlertid ingen der havde gidet lægge planer for.

 

     Imidlertid, som sagt, er der stadig tale om den heldigere stillede del af sygdomshierarkiet. Mine tanker går i aften snarere til dem der netop vil være i den nyligt definerede målgruppe efter nytår: mennesker med behandlingsdomme, dobbeltdiagnoser, autister og andre mentale invalider i den nedre region af det interne klassehierarki patienterne imellem. Dem for hvem Krathus, endsige udskrivelse, blot har været at betragte som en fjern drøm. Som den pige, som jeg senere vil vende tilbage til under navnet Anita i egenskab af hovedperson i min nyligt udkomne bog, og som jeg for kort tid siden så udføre gymnastikøvelser ved busstoppestedet. Eller hendes veninde M, der nu på tredje år er tvangstilbageholdt på den nye lukkede U1, og gennem årene ligeledes, som Anita, har været nærmest rituelt offer for utallige bæltefixeringer. Muligvis forlader vi fra U3 ved udskrivelsen en dag Sct. Hans med en vis sentimentalitet i behold. Imidlertid er det ikke kun os nedskæringerne rammer. De virkelige ofre har ikke brug for sentimentalitet. Vi andre bliver her blot en tid og kommer måske aldrig tilbage. Dem som bliver, derimod, kommer måske aldrig ud. Og måske, om en kort tid når Krathus lukker, græder de over en sådan begivenhed mere end vi gør, idet de må vinke farvel til hvad der var en fjern drøm. At blive blandt dem som endelig, da dagen oprandt, faldt udenfor diagnosemagernes økonomiske kalkuler og målgrupper.

 

     Og værre endnu for staklerne på U1: U7, den splinternye flotte afdeling for debutanter, denne som de fra det nye U1 (bygget med omvendt proportional mål af fantasifuldhed i forhold til de førstegangsindlagtes luksus) kan glo lige over på fra deres vinduer, siges at lukke for bestandig. I øvrigt ligesom deres eneste anden nabo, ergoterapien for hele afdeling U. Så hastigt har målgruppen flyttet sig, at visionen om en første og eneste indlæggelse på en dertil luksuriøst indrettet afdeling allerede er lagt i graven under blot et årti efter den overhovedet var udtænkt. Karin Gardes (samme psykiater der som overlæge for hele afdeling U har det endelige ansvar for M.s flerårige tvangstilbageholdelse på U1) drøm om et refugium for de endnu uplettede, som enlige svaler der ikke skulle komme igen, er åbenbart blevet torpederet af de højere magter indenfor HS, formodentlig af økonomiske årsager. Endnu en af de voldsomme interne magtkampe, som med sikkerhed er lukket for offentlighedens kendskab, og med tilsvarende usvigelig sikkerhed blot (bortset fra vanære, degradering og såret forfængelighed) har et stort offer; nemlig patientmassen, i særdeleshed i den nederste ende af hierarkiet. Sct. Hans er også kommet ind i det nye årtusind, i hvert fald fra administrationens hånd at dømme. Hvad patienterne angår synes ikke at bekymre nogen.

 

     Derudover er det planen, oppe i den anden ende i Østhospitalet, at samle alt hvad der kan kravle og gå af strafferetspsykiatri. Allerede nu huser Sct. Hans Danmarks største retspsykiatriske afdeling, og den skal (som det eneste på Sct. Hans) åbenbart være større endnu. Problemet der angår det eksploderende antal psykisk syge kriminelle, synes blot at ville løses ved at spærre dem alle sammen inde på det sindssygehospital i landet der allerede for et århundrede siden var allermest rigt på rædsler og mareridt. Os fra den øverste ende i sygdomshierarkiet på U3 mærker ikke meget til disse. Og dog. En medpatient på afdelingen har nogle bitre minder der vidner om hvad der kan vente de vrangvillige, behandlingsdom eller ej. En skæbnesvanger aften på U3 drak han sig fuld og blev aggressiv overfor adskillige medpatienter. En voldsom oplevelse naturligvis, men intet som kunne få retslige følger. Den vagthavende læge denne nat valgte imidlertid at indlægge nævnte patient, naturligvis under tvang, på R1, den mest frygtede afdeling på hele hospitalet. Blandt mange andre patienter, er den hjem gennem mange år for en intern kending, et menneske som uden nogen fortrydelse på Amager Fælled en eftermiddag havde skudt to tilfældige små drenge i baghovedet. Her skulle nævnte patient gennem halvandet døgns mareridt før de synes han havde fået nok, og han har med sikkerhed ikke rørt en dråbe alkohol siden. Mit spørgsmål til denne vagtlæge hin skæbnesvangre nat er: var der virkelig intet som helst alternativ, med alle de lukkede afdelinger der er at finde på Sct. Hans, til R1 dette blotte halvandet døgn? Eller skal det forstås sådan, at læger ustraffet kan tiltage sig ordensmagtens rolle, og udenom nogen tænkelig retslig instans bruge moralsk formørkede sindssyge fæller som et disciplineringsmiddel?

 

     En anden historie fra en tidligere medpatient, der var så uheldig at have pådraget sig en behandlingsdom, kan belyse hvordan man i strafferetspsykiatrien utilsløret tager den slags metoder i brug. Indlevelsesevnen i eksempelvis en bæltefixerings rædsler, selvom man ikke måtte have oplevet det på egen krop, er et særkende ved de sjæleligt følsomme og uforhærdede tilstande man uretfærdigvis har givet betegnelsen sygdom. Medfølelsen er således andre forhindret, alene på grund af uvantheden ved opholdet i en sådan lidelses massive tyngde. En sådan uvanthed og dens forhærdelse blev eksempelvis den tidligere medpatient, der i dette tilfælde befandt sig på U1, offer for. Det startede, sædvanligvis havde jeg nær sagt, med en bæltefixering af en forpint og ulykkelig ung pige. Hendes blanding af gråd, skrig og rallen forplantede sig time efter time udover hele afdelingen. En tidligere patient fra U3, der udover at være et kærligt og følsomt menneske senere havde fået pådraget sig en behandlingsdom, havde så svært ved at udholde denne pinagtige lydkulisse at han skruede tilpas højt op for stereoanlæggets dulmende technorytmer, så højt som det nu var nødvendigt for at overdøve denne hørbare og tunge klump af smerte og pinsel. Det er således med strafferetspsykiatrien, den gren af retspsykiatrien der omhandler behandlingsdomme, at lægerne ikke behøver at retfærdiggøre overgreb mod patienter med at tvangen er til deres eget bedste. Har du en behandlingsdom er al hykleri således overflødigt, så at sige som i Helvedets indergård hvor masken endegyldigt er revet af Lucifer og mareridtet virkeliggjort uden at have nogen besværlige civilretspsykiatriske røde, gule eller andre papirer nødig. Derfor, da han gentagne gange nægtede at skrue ned for den høje musik blev han uden nogen yderligere palaver med vold tvunget op i den anden ende af hospitalet, nærmere bestemt R1, den hårdeste retspsykiatriske afdeling på hele Sct. Hans. Her blev han så, med alles vidende som en slags samvittighedsfange par excellence, bofælle med mennesker som vi andre ellers kun kender fra B.T.’s eller Ekstra Bladets forsider de sommerdage, hvor oplagene trænger til et velfortjent vitamintilskud af forråede og uforståelige voldsforbrydelser. Påstanden om at en sådan overflytning skulle gøre nævnte patient til et bedre og mere velfungerende samfundsmedlem, og ikke er udtryk for et disciplineringsmiddel eller en regulær afstraffelse er et eksempel på den løgnagtighed som i strafferetspsykiatrien er sat i system. Således er den syges såkaldte ”straffrihed” en floskel hvis benægtelse er en forbrydelse af samme karakter som benægtelsen af holocaust – eller for den sags skyld den tillærte ufølsomhed overfor bæltefixeringens rædsler. Men om man vil det eller ej, så ligner sidstnævnte historie kun alt for godt fremtiden på Sct. Hans. Som sagt, også her er vi kommet ind i det nye årtusind.   

 

     Jo, og så den unge kvindelige autist, som jeg nævnte jeg så gøre gymnastikøvelser ved busstoppestedet. Hun har, nøjagtig som M, været fast inventar her siden 1995, og har som min bog bevidner, været afgørende for mit liv. På sær vis har hun siden jeg mødte hende på græsplænen udenfor U2 i midten af forrige årti, været min skytsengel og beskyttelse mod alverdens ondt. Dengang tilbragte jeg det meste af min tid med lange busture aften efter aften, og stiftede blandt andet her bekendtskab med dette menneske, som kærligheden for mig havde indstiftet her som sin egen repræsentant på dette ellers så gudsforladte sted. Således kunne blot et øjekast i en bus give anledning til religiøse åbenbaringer af en anden verden. Jeg kendte til at leve mit liv i en bus og dermed på en slags lukket afdeling midt i samfundet, som at vandre rundt i en drøm. Dermed udelukkede jeg fra min bevidsthed det meste af hvad der sker i de små hjem ved aftentide, hvilket nok er meget værre end hvad der foregår på Halmtorvet. Dette er for mig min skytsengels fortjeneste og i en umage alliance med medicinalindustrien udslettede denne næsten ethvert begær, endog på Anitas vegne, til trods for at jeg en gang imellem måtte undre mig over at selv oversygeplejersker var udstyret med bryster. Dette vækkede dog ikke begær, men snarere lede, for i drømmen at opnå en eller anden slags fuldkommenhed i en vuggende bus, som var denne en anden livmoder. Her forstod jeg det hele. Det vil sige, her var begæret ikke længere, som ellers, truet af realisering og dermed fortvivlelse. Således var det egentlig slet ikke begær, men en slags salighed der bedst findes på bunden af pilleglasset. Og det mærkelige er at det egentlig virkede, blot med ulykkelighed som bivirkning, og den irritation det skabte når en tilfældig psykiater prøvede at belære mig om psykisk sygdom. Da lindrede det, som i bitter sarkasme, at se hende som en røv og et par patter. I det mindste kunne jeg have dette som modstand, i det mindste havde jeg dette at holde fast i. I det mindste således bevarede jeg drømmen om Anita, jomfruen af Sct. Hans der gav sit blod som løsesum for de mange, blandt andre den kælling der prøvede at belære mig om psykiatri.

 

     Således altså min afsked med Sct. Hans. Alle bønner og tanker en sådan aften går til Anita, M og alle de andre blivende og kommende der var så uheldige netop at falde ind under, ja være den hårde kerne i, den nye målgruppe, der efter årsskiftet som i en anden spøgelsesby stadig er at finde her på enemærkerne af landets ældste og frygteligste sindssygehospital.