Thorkild Bjørnvig, "L'Heure BLeue".

 

 

Jeg vil skrive lidt om Thorkild Bjørnvigs digt ”L’heure Bleue”. Det synes passende at skrive om en sådan tilstand af pilledøsighed, på trods af, at jeg ikke selv lige nu, som han i løbet af digtet, eller rettere, efter at restenilen langsomt har fordelt sig i digterens blod, kan finde ro i ”abstraktion fra indholdets kval”. En sådan kunstig ro lader sig ikke engang give af de 2 mg Rivotril og den bunke af Truxal, jeg om et kvarters tid skal nedsvælge. En garvet statsnarkoman som jeg skulle i givet fald, for helt at kunne samstemme med digtet, have betydeligt højere doser, men lad det nu ligge. Jeg forstår udmærket digtet uden, ja, måske endda bedre uden. Måske endda, at dette er kunstens lod; dens nødvendighed er udelukkende et spørgsmål om dosis. Er dosis tilstrækkelig høj, og er præparatet det rette, ville indholdet slet ikke give os kvaler, ja, der ville slet ikke være noget indhold, intet ”fixerbilled”. For det, og dets mangel på løsning, mærker Bjørnvig tydeligvis bag sin restenilsjus, og resignerer blot med ”accept”. Nok så bogstaveligt forstår jeg det også, når han skriver, at ”Denne time er uden stoflighed”, altså uden den fylde, som man skulle synes var forudsætningen for at skrive et digt. Eller i hvert fald, et godt digt. Og alligevel synes jeg, det er et godt digt, fordi han beskriver noget der ellers er svært: en tilstand, der som han skriver ”næppe (er) en tilstand”. En slags substansløshed, der ellers får givet både form og indhold i et digt, der nok i den beskrevne tilstand, trods modvilligheden mod at være en sådan, er ”renset for udtryk” og abstraheret fra indholdets kval, men dog er nedskrevet.

 

     Et er så substans, noget andet er der dog, om end i passiv form, der i digtningen er yderst skærpet (restenilen er ikke helt uden evner): nemlig sansningen. Nogle ville mene, at digterens sanser snarere er slørede; det er vel et spørgsmål om, hvorvidt man overhovedet kan tillægge restenilen en godgørende effekt. Det kan jeg godt, om end det er tvivlsomt, om digterens egen person har været af tilsvarende observans. Imidlertid, når tidsfornemmelsen begynder at løsne jeg’ets perception (”ur og kalender bli’r fjærnere”), opgiver tillige den rationelle fornuft sit forsøg på at finde årsager (”ingen kausalterapi”) til sansningens urtilstand (restenil eller ej) af kaleidoskopisk kaos. Den i 2. vers nærmest psykedeliske oplevelse af menneskene omkring ham afslører mere end den skjuler, ja, afslører mere, end hvad digteren ville finde godt. For stadig, stofpåvirket, er en forunderlig kold analyse af medmennesket som et psykologisk objekt her til stede. En analyse, som synes ensom, dels fordi den næppe ville være velkommen servering til aftenkaffen, og dels fordi stoffet her synes at have nedfrosset den skyld, som nok mærkes af den resignerede og inaktive voyeur, men som undgås ved det manglende engagement i omverdenen, og som giver sig udtryk ved en moralsk betingelsesløs hengivelse til den blotte sansning. Og forklaringen er ikke blot restenil; den følelsesmæssige kulde, som her viser sig i verset, er uden tvivl rent kunstnerisk stærkt bearbejdet – trofast overfor den oprindelige sanseoplevelse, men tillige en udstilling af kunstens rolle som eksistentiel Spielverderber.

 

     Det viser sig også i 3. vers, hvor geometriske former (”blir trekant og cirkel, kvadrat og oval”), som en slags verbal kubisme i kortform, igen stiller spørgsmålstegn ved, om det er restenilen eller kunsten selv, som bearbejder virkeligheden. Det er et spørgsmål om, hvorvidt digtet bare er et rent sindbillede på en sjælelig tilstand, eller om det stiller spørgsmålstegn ved sin egen statur. I kubismen var de geometriske former et udtryk for en ny virkelighedsopfattelse, der frigjorde kunsten fra sig selv som institution, og sprængte alle hidtidige rammer for udtryk. Her synes ambitionen knap så stor, stedvist nærmest omvendt, men den ”kosmetisk(e)/ abstraktion fra indholdets kval”, er alligevel, sammenlignet med førmoderne digtning, en beskrivelse af en overfladiskhed, moralsk såvel som eksistentiel, der rimer godt på geometriske former. Alt er blot, hvad det ser ud til, uden at nogen form for følelsesmæssigt engagement behøver blande sig. Den menneskelige fysiognomis følelsesmæssige og maleriske stoflighed bliver her blot et spørgsmål om dimensioner, vel at mærke uden at dimensionerne har dybde eller højde, men blot – flade.

 

     Uden stoflighed (4. vers), her forstået som emotionel fylde i modsætning til det bogstavelige ”stofs” ”ingrediens”, bliver al sjælelig aktivitet blot til neurologiske processer (”i blodet, i vævet”), en oplevelse som radikalt adskiller sig fra den urgamle sondring mellem sjæl og krop, næppe en tilstand, som falder særligt heldig ud for digteren og hans rolle. Bemærk i dette vers, som i mangt og meget af de andre, hvor fattig digterens tale er på egentlige symboler. Selvom hans sanser fanger mere, end hvad et kameraøje ville kunne klare, heraf digtets berettigelse, er der knap tale om billedsprog, og tillige er der tale om en sansning, der er om end fortolkende, så dog næsten udelukkende impressiv. Det er knap nok længere digteren, der sanser; snarere er hans sanser en slags modtagecentral for en sandt bombardement af forvrængede former, farver og sensationer, som sløres af et kemisk filter af handlingslammelse. Et moralsk vakuum, som næppe heller har mildnet kunstnerens syn på digtningens muligheder for nogen egentlig produktiv skabelse.

 

     Den neurologiske modtagecentral får til fulde udtryk i 5. vers, hvor indtrykkene vælter gennem sansernes porte, men vel at mærke uden øjensynligt at gøre indtryk. Den sansende er passiv, og man har indtrykket af, at det sansede stadig mindre, muligvis som følge af digtets progression og restenilens vej ud i blodet, gøres til genstand for aktiv fortolkning. Eller rettere, for en fortolkning, der er præget af refleksion, snarere end af en søvnig døs. Afspændingen, muligvis den muskelafslappelse, som følger den egentlige virkning, er også i sidste vers afsættet for en fraværende drømmen om rejser og forelskelser, og den lidt uhyggelige, men rammende slutning: accepten af den tilstand, der synes at være en nøje beskrivelse af sansningens kaos i forrige vers, nemlig ”fixerbilled(et) uden løsning”. Altså, et gådebillede, hvis løsning skulle have været, at mennesker eller skikkelser træder frem, når man kigger nærmere på det, eller som i øvrigt helt forandres ved et grundigt studium. Men dette fikserbillede er altså uden løsning, og har således blot, som sådanne uden løsning, et sammensurium af former, forsiringer og ornamenter tilbage. Men det første vers’ overanstrengelse, nervøsitet og apati er nu blevet til en blot accept af den moderne rekonvalescens: den intellektuelle fortolknings overgivelse til en kemisk renselse af sproget, væk fra en aktiv og produktiv sansning – læg mærke til, at der digtet igennem ikke ét eneste sted nævnes hverken et ”jeg” eller et verbum, der, om ikke andet så i det skjulte, kunne være 1. person, ental, såvel som der heller intet verbum er, der henviser til aktiv sanselig iagttagelse (f.eks. ser, hører, føler, lugter etc.). Jeg’et har overgivet sig til en neurologisk proces, som må synes digteren dybt utilfredsstillende, men som dog giver sig digtet som afkast – som var i det mindste dette det overhovedet sidste vidnesbyrd om jeg’ets blotte eksistens og produktivitet sat på formel.

 

     Her på falderebet, nogle dage, Truxaler og Rivotriler siden, skal det nævnes, at datidens downers, nemlig barbiturater, nok kunne have slået mig af pinden, og at det under læsningen af digtet næppe havde været til meget nytte. Og yderligere, angående digtets kvalitet: ak, der skal meget til at udødeliggøre et digt, og hertil er barbiturater næppe den rette recept, hverken helt eller delvis. I denne henseende er den snarere det modsatte. Tillige er det beroligelsen snarere end rusen, der er digtets tema, figuren uden ild. Dog, vi er ikke langt fra den modsatte konstellation, den tid, hvor rusens ild åd alle overskrifter, og hvor bøger, tekster eller digte lod sig skrive under inspiration fra al kemi, lige fra opløsningsmidler til mescalin og LSD. Næppe en tanke, med digtet og Bjørnvigs senere produktion in mente, der ville have huet den følsomme digter.