4 samtaler med Gud.

 

1.

Fader,

 

jeg ligger her i nat og betragter et enkelt stearinlys, jeg har tændt.

 

Og jeg tænker, at lys i dig kan slukke mørke, mens mørket ikke kan slukke lyset.

 

Når jeg tænder et stearinlys denne nat, er der ingen magt i verden, der kan forhindre det i at oplyse mørket, så længe det er tændt.

 

Og slukkes det en stund, da jeg skal sove, kan ingen magt i verden, end ikke mig selv, forhindre morgenens dagslys i at fordrive mørket.

 

Nok henligger tingenes grund i verden i mørke for mennesket, som en afgrund så dybt nede under vores bevidsthed, at ingen der gennem tanken tror at kende sin sjæl, kan udgrunde sig selv.

 

Ingen kan se gennem sit hjertes mørke dyb og stadig bevare forstanden. Men hvor lyset kan skinne i natten, hvilket mørke kan da slukke dagslyset?

 

Altså er lyset, som du har skabt det, mørket overlegent, fordi det kan skinne i mørket, mens intet mørke kan beskinne lyset.

 

Dog findes der i verden, såvel som i hjertet, en nat, der henligger i langfredags mørke, hvor mørket endegyldigt synes at have slukket lyset.

 

Hvor bevidsthedens lys blot er en kort krampetrækning, som for bestandig skal slukkes af dødens mørke, og øjets syn blot blændværk, hvorom den blinde spørger: Hvad er lyset uden øjet?

 

Og dog er der et lys, også for den blinde.

 

Var der ikke det, var vi alle fortabte. For lyset i dit rige overgår og besejrer i dig øjets lys.

 

Endog mørket i dit rige overgår øjets lys, idet skyggen af dit lys, altså dit mørke, er endda stærkere for øjet end noget andet lys.

 

Ser jeg direkte ind i det hvide centrum af stearinlysets flamme, får jeg en mystisk fornemmelse af at se, hvad egentlig intet øje kan se.

 

Men blot ganske kortvarigt, så sløres mit syn.

 

Jeg ser forbi flammen og genvinder øjets lys, der jo som stearinlyset, når jeg skal sove ind i natten, skal slukkes af verdens mørke.

 

Men stadig blot for en stund.

 

For ligesom natten, som dødens blund, blot varer en stund, varer også verden blot en stund.

 

Ja, Herre, nu forstår jeg, som du har lært os, bønnen til faderen, som angår hans vej til os og vilje med os:

 

Komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden.

 

Amen.

 

 

Jeg lå altså en nat og betragtede et stearinlys. Og alene denne sindsbevægelse, som et stearinlys i et mørkt værelse vækkede, gav mig et tilsvarende indre interiør af mørke, hvori lyset så meget desto mere strålede, som det synes at gøre, når det er omgivet af mørke.

 

Herinde var Gud at finde, og interiøret lod skridt for skridt en bøn vokse frem i mig. Ja, hvor nær er hjertets tanke for bøn ikke, når det søger Gud i et lys omgivet af mørke. Som Peter skriver om profeternes tale, var det som rettede jeg blikket på en lampe, der skinner på et mørkt sted, som brød dagen midt i natten frem, som morgenstjernen steg op i mit hjerte.

 

Og dog er dette i sanselig forstand blot en uforståelig lignelse. For det er ikke således, at det er selve stearinlyset i et mørkt værelse, der naturnødvendigt bringer bønnen frem i mit hjerte, som kunne man reproducere denne blot ved at reproducere det nøjagtigt samme interiør.

 

Nej, i den forstand har jeg ingen indflydelse på hverken tid eller sted for bønnens formulering. Reproducerede jeg end det nøjagtigt samme interiør, ville mit eget indre allerede ved kravet om den forventede bøns formulering, ja, ved den allerede formulerede bøn, ikke kunne formulere andet end det nederlag, som følger af den forstandige tankes krav på Guds nærvær. Det nærvær der da, lige såvel som mit eget hjerte, forbliver fraværende.

 

For forstanden, der ikke tænker med hjertet, forbliver det tændte stearinlys et tændt stearinlys og intet andet, såvel som at mørket da intet andet er end lysets fravær, og lyset intet andet er end mørkets fravær, indtil stearinen endegyldigt brænder op i mørket, og blot hænger som drypsten ned ad stagens metal.

 

Men opstår denne søgen efter Gud i mit indre interiør, der pludseligt aflæser sin egen søgen i det ydre værelses mørke og det tændte stearinlys, er tanken dog sandfærdig nok; at lys i Gud under bønnen kan slukke sjælens mørke, hvorimod sjælens mørke i den oprigtige bøn ikke kan slukke det lys, med hvilket Gud da ransager min sjæl.

 

Selv kan jeg ikke ransage den, end ikke med hjertet, for hvad sandheden om den end måtte være, er den for alt og alle ilde set. En ubærlig tanke for mig, men ikke for Gud, som ikke bedømmer os efter vores indsigt i os selv, men efter sin egen kærlighed, der i bønnen til enhver tid derfor ser på os med mildere øjne, end hvad vi med forstanden kan se os selv i stand til.

 

Hvor forstanden derfor er som mørke i dagslys, er Guds kærlighed som lys i forstandens mørke. Det lys der som morgenstjernen besejrer dette forstandens mørke, som synes at true ethvert dagslys. For hvor forstandens mørke kan slukke dagslyset, kan Guds kærlighed oplyse natten, om end jeg blot ved det blafrende stearinlys kan se en lille flig af den kærlighed, som i dagens lys er så meget større, end hvad forstanden kan forstå, for derfor at skamme sig over sin egen uformåen.

 

Således er vi alle som blinde, der måske svagt kan se et lys i mørket, men i det sande dagslys kun ser mørkets midlertidige fravær, og da ikke Guds lys. For kun i mørkets lys kan vi vise, hvad forstanden skammer sig blot ved at nævne, og som den i dagslyset skjuler for øjet i lysets skygge, som fandt den her et skjulested for sin skam.

 

I bønnen, derimod, lader intet sig skjule, hvad der nok er til forargelse for forstanden, men dog for hjertet er en dybere trøst, end hvad vi med forstanden kan fatte, idet vi da ikke længere er som blindebukke i dagslys, men seende i mørke.

 

 

 

 

2.

Herre,

 

aldrig er jeg kommet til dig uden ængstelse for min uværdighed overfor den levende Gud. Men nu, da jeg kommer for at tale med dig om dem, jeg elsker, mærker jeg nu i mig ængstelsen forsvinde, ja, pludseligt at være sporløst forsvundet.

 

Og da ser jeg dig naglet til korset på mit krucifiks. Og jeg ser og forstår noget, som blot Helligånden har fortalt mig, og foruden hvilken jeg kunne have læst Bibelen både forfra og bagfra uden at forstå. Men nu forstår jeg, at du på korset har taget min ængstelse på dig, nøjagtigt som den sporløst er forsvundet fra mit hjerte.

 

Om så blot i nat, mærker jeg den time komme, om den så i morgen er forsvundet som en tåget drøm, hvor du lader mig modtage evangeliet i kraft af bøn for de mennesker, jeg elsker. Å, Herre, mit hjerte er nu fuldt, ja, som salmisten skriver, flyder det over. For da min ængstelse blev korsfæstet, forstod jeg dette ene; for at besejre døden, behøvede blot du at dø. Og at du, som elskede livet, elskede det til det sidste, trods du vidste, at det gjaldt livet.

 

Ja, elsker jeg end ikke livet, så elskede du det, trods du vidste, at det ville afkræve dig dit liv. Når du altså elskede livets fylde, med den kærligheds gerning, som besejrer døden blot ved at dø, vil opstandelsen være mig givet, så sandt som du, det mest dyrebare jeg kender, lever og regerer i kærlighed til menneskesjælens væsen. Du lod mig se evangeliet i dit eget navn, og indskrev mig, om blot i nuværende stund, fra døden til livets bog.

 

Amen.

 

 

Som i denne bøn kan den eneste kur mod desperatio, følelsen af uværdighed over for Guds nåde, kun være kærlighed. For i kærligheden til det andet menneske får jeg del i det Guds væsen, der fordriver enhver ængstelse med frimodighed.

 

Dog er det en frimodighed, som jeg får i kraft af Guds kærlighed til mig, uden hvilken jeg altid ville tvivle på min kærligheds magt. Uden en kærlighed uden for mig selv, der er frigjort fra den blotte moralske pligt, ville al kærlighed udspringe af selviske motiver.

 

For den kærlighed i kød og blod, der nødvendigvis måtte – og må – ende på korset, har frigjort mig til ikke blot at elske mine frænder, men ligeledes den fremmede synder og bror, som Jesus også gik i døden for.

 

For nok gælder bønnen de mennesker, jeg elsker, mens evangeliet derimod gælder ethvert medmenneske, elsket eller ej. Sådan forrenter evangeliets kærlighed min kærlighed til dem, jeg elsker, ved at lade den vokse til at gælde ethvert medmenneske, elsket eller ej.

 

Dog, i bønnen fornemmer jeg godt, hvem der med sit liv har måttet betale for denne kærlighedens forrentning. For at ængstelsen for den nåde, der åbner døren til evangeliet, bliver til frimodighed, ja bliver korsfæstet, måtte den, der gav mig livet, selv dø. Hvad han fik, der med sit liv har betalt vores, er der ingen der ved.

 

Men dette ene ved jeg i troen; at dette liv, som betalte mit, elskede mig mere, end jeg formår at elske mig selv, såvel som at den, der stiller andre højere end sig selv, meget vel ved, at livet netop afkræver os livet. Derfor kan jeg i kraft af hans kærlighed, som elskede livet, så meget desto mere som han blev afkrævet det, selv elske livet uden at livet afkræves af mig.

 

Og dog, måske. For hver dag mærker jeg, at jeg der ikke fødes på ny, er ved at dø, og at jeg der er død, på ny er ved at fødes. Altså; døden kan jeg kun besejre ved at dø for derved at fødes på ny, såvel som jeg hver dag lades over for denne opgave at korsfæste min ængstelse for da at lade den opstå som frimodighed.

 

Eller rettere; for at Gud da kan lade den opstå som frimodighed. For hvad jeg ikke magter, magter han, som for os besejrede dødens ængstelse ved at dø.

 

Derfor er mit bønneliv afhængigt af, om jeg kan lade min ængstelse dø, eller om jeg krampagtigt fastholder det døende og ikke ænser påskemorgen bag langfredags nat. At indskrives fra døden til livets bog kræver kamp i bønnen dag efter dag.

 

Og jeg tænker vel at mærke ikke på det hinsidige liv, om hvilket vi intet ved. Nej, på denne jord er det kampen mellem livet i livet og døden i livet, der er vores hjertes lod.

 

Ængstes jeg for denne kamp, er jeg allerede død, mens den, der med kærlighed bag langfredags nat ser påskemorgen, gang på gang i kraft af at elske vil besejre døden ved blot at dø. For kun ved at lade dødens ængstelse dø, kan livet spire frem og forvandle ængstelse til frimodighed.

 

 

 

 

3.

Kære Gud,

 

glem ikke en eneste af dem, der sidder i det tog, der denne morgen passerer Bispebjerg Station nedenfor mine vinduer. Glem ikke dem, der har skrevet graffiti på det. Glem ikke den, der kører fra sin elskede og bort mod intet. Glem ikke den, der kører fra intet og bort mod sin elskede. Glem ikke dem, jeg frygter og hader; dem der snitter sæderne op med springknive, glem ikke bedsteborgeren på sædet overfor, der frygter og hader dem, og ønsker dem ind i Helvede. Glem ikke den forsagte, men heller ikke den der forgjort frygter og hader mig, når jeg fra mine førtidspensionerede vinduesruder ser ned mod det næste tog, der kommer få minutter efter med nye graffitimaleres figurer, opsprættede sæder, forsagte, forsimplede og forgjorte sind, der lukker sig om det inderste mørke, hvor kun du er at finde. Og glem ikke mig, der har skrevet dette, for glemmer du mig, glemmer jeg også dig og alle dem, jeg frygter og hader, og dem som frygter og hader mig. Byg en bro mellem mine førtidspensionerede vinduesruder og Bispebjerg Station, ad hvilken jeg kan vandre ind i dig, og hvert eneste tog kan køre ind i mit hjerte.

 

Amen.

 

 

Kan jeg elske fremmede mennesker, jeg end aldrig har set eller mødt, jeg der endog tvivler på min evne til at elske mine nærmeste?

 

Ja, det kan jeg. For Gud, der har magt til at gøre en sådan kærlighed mulig, har en gang for alle gjort det. Kærligheden til mine nærmeste står ikke over kærligheden til de fremmede mennesker, jeg aldrig har set eller mødt. Og tvivler jeg nok så meget på kærlighedens magt, kan jeg kun i bønnen bero på Gud, uanset om kærligheden gælder mine nærmeste, eller den gælder disse fremmede, jeg aldrig har set eller mødt.

 

Således også i denne bøn for passagerne på de tog, der denne morgen passerede Bispebjerg Station nedenfor mine vinduer.

 

Vel glemmer Gud ikke graffitimalerne, for hvem af passagererne ville ellers tænke med kærlighed på dem? Vel glemmer Gud ikke den, der kører fra sin elskede og bort mod intet, om så både den forsmåede elsker og dennes elskede begge har forbrudt sig mod eller forbandet kærligheden. Og vel glemmer Gud ikke den, der kører fra intet og bort mod sin elskede med ængstelige håb, der end ikke tør tro på indfrielsen.

 

Men hvorfor beder jeg så for dem, hvis Gud alligevel husker, hvad vi alle måtte glemme?

 

Fordi han da husker mig på sin kærlighed til enhver, som jeg måtte frygte og hade, såvel som han husker mig på sin kærlighed til mig, om end jeg måtte frygtes og hades. For sådan finder vi alle i vore forsagte, forsimplede og forgjorte sind dog et lys i det inderste mørke, hvor vi uden Gud fortabte ellers måtte famle os frem.

 

Og fordi jeg da husker Gud på mig, sådan som Jesus lærte os at bede om at forlades vores skyld, som også vi ville forlade vore skyldnere. For glemmer jeg, at Gud aldrig glemmer mig, glemmer jeg også hans kærlighed til alle dem, jeg frygter og hader, og til dem, der frygter og hader mig.

 

Derfor er bønnen den vej til Guds kærlighed, der som en bro vores ensomme sjæle imellem forbinder os, og som gør ethvert menneske til en del af menneskeslægtens historie såvel som til en del af Guds frelseplan med os.

 

Og dette er som i Fadervor rækkefølgen, at Guds syndsforladelse bygger en bro mellem mig og Bispebjerg Station, for at jeg dermed kan forlade mine skyldnere, og mine skyldnere kan forlade mig.

 

Ad denne bro vandrer jeg ind i Gud, for først dernæst at kunne bede om, at hvert et tog, med fremmede forsagte, forsimplede og forgjorte sind som mit eget, kan køre ind i mit hjerte.

 

 

 

 

4.

Å Jesus,

 

jeg er bange, min computer summer i mørket, og jeg kan ikke trække Himlen ned til jorden. Jeg er gået i stå, min depression er for længst loadet ind på harddisken, der summer et sted, hvor mørket har magten. Således sagde du før langfredag, men maskiner, magt og ja, mørket i mit indre menneske, klæber til min lejlighed som langfredags koldsved, her i starten af september et halvt år efter påskemorgen. Sådan som frelsen må være, når dens evige lys bliver et fængsel af bevidsthed bag øjnenes ruder, har jeg det varmt som ind i Helvede, ja, som inde i det Helvede, som kun du, og intet menneske, har myndighed til at fjerne. Fjern dette forunderlige Helvede for dit blods skyld, frels de tanker og følelser der pines i disse luers fængsel af bevidsthed. For, kæreste, det gør ondt at være menneske, og mine tanker og følelser skriger på din frelse bag øjnenes matte ruder.

 

Amen.

 

 

Gud lader den være alene, som ønsker at være alene. For ønsker jeg hans fravær, føjer han min vilje, såvel som enhver elsket i kærlighed må føje vores vilje, når vi ønsker at være alene. Men hvorfor dog skulle jeg, en kristen, ønske en så smertefuld adskillelse fra kærligheden selv?

 

Fordi den rene og skære kærlighed i Gud er en fortærende ild. Den kan være så frygtindgydende, at jeg i rædsel som Luther tænker, om Gud da må kærtegne mig således, at sveden springer, og øjnene synes at smelte til blods i øjenhulerne.

 

Men er det da sandt sådan? Jeg tror det ikke. Snarere tror jeg, at jeg bliver så bange for hans kærlighed til mig, at jeg ikke magter at kunne eller turde elske ham, og ikke tør lukke ham ind i mit inderste mørke.

 

Næppe er noget mere frygtindgydende, end at elskes af et menneske, som Jesus elsker mig, trods at han som af mig blev ladt alene i mørkets magt og fornægtet derefter. Således som mørket i mit indre menneske ønsker at Jesus, der er lutter lys, lader mig være alene, fordi jeg ikke tør lukke lyset derind, sådan blev han ladt alene, ja, blev så meget desto mere forrådt og for min skyld overgivet til tortur og død.

 

Da tænker jeg, bedrøvet til døden af denne skyld: Hvad kan jeg så gøre for ham? Og denne fortvivlede tanke kan blive så borende i sjælen, at frelsens vished i momentet bliver som en forbandelse frem for et hinsidigt håb.

 

Der er kun en kur mod denne momentane rædsel. Og det er at kaste over bords ethvert forsøg på at gengælde den kærlighed, som jeg for intet får fra et menneske, der led en forbryders død. For forsøger jeg at gengælde denne kærlighed, må følgen jo være, at denne stræben kun kan ende med at lade mig alene på korset.

 

Og da er der ingen anden vej tilbage, end at bede Gud spare mig for tanken om den skæbne, som han i lydighed mod kærlighedens fortærende ild selv måtte lide for mig. Og da, da lytter han straks, når jeg i bønnen igen gennem imperativ beder ham komme nær. For jeg ved nu, at jeg vil spares for den blotte tanke om den endegyldige kærligheds kalk, som han i lydighed over for kærligheden har tømt for mig. For alene tanken om dette er mig ubærlig.

 

Nok pines jeg stadig, men noget afgørende har ændret sig. For nu ængstes jeg ikke længere for kærlighedens frelse, men både kan og tør skrige efter den med det mundens mæle, der i foreløbig nutid lidenskabeligt er ét med hjertets tanker. Og der slutter jeg bønnen og fortsætter den dont, som af Guds retfærdighed, og ikke min, velsignes med hans fred.