”Alle, der former gudebilleder, er tomme, og deres elskede guder gavner intet. Deres vidner ser intet, de forstår intet, så de bliver til skamme

 

Herre, kan man føle for megen kærlighed – ikke i al almindelighed, naturligvis – men overfor mennesker, der har en anden målestok for de samme følelser?

Uvedkommende for denne bøn er den blotte erotiske fascination og den klassiske forelskelse, om hvilken der heller ikke er tale.

Nej, kærlighed, der er af åndelig natur, men som dog, og måske netop da, opfattes så forskelligt. Den ene taler med ord, som blot du forstår, den anden med karske og klare ord, der ønsker at forstå det uforståelige.

Der ønsker at tale om det med karske og klare ord, hvorved det uforståelige nok kan gøres forståeligt for det karske og klare sind, men dog i processen forandrer væsen, sådan at den, der ikke lod sig forstå af andre, nu søger at lade sig forstå, uden at kunne andet end at misforstå og misforstås, ja, endog misforstå sig selv.

 

Å, Herre, hvad siger bibelordet her om dette?

Jo, vel at mærke ikke, at dette gudebillede er et menneske, men et billede, der blot udtrykker en indre tomhed, endog selvom de, der med sindet former det, elsker det. Er der endda vidner til deres bestræbelser, gavner det dem ikke, for vidnerne ser eller forstår dog intet.

Dette er som et billede på min bøn. For den kærlighed, der kun er som et billede på den sande kærlighed i dig, men ikke er denne kærlighed, er i sidste ende en tom kærlighed, om end billedet, som for digteren, er skabt med stor affektion.

Og der er forskel på, hvordan man forvalter kærlighedens billede. Forskel på at elske billedet selv, og på at elske det, der ikke lader sig sætte ord på, og som ikke bare er et tomt, om end elsket billede, men som eksisterer uafhængigt af ord og billeder, og lige såvel lader sig elske foruden disse.

 

Altså, den der taler med ord, som han knap selv forstår – om end du gør det – elsker et billede af kærligheden, men er både uforstandig og umælende, når talen er om kærligheden selv. Det er ham, der former gudebilledet.

Den, derimod, der taler med karske og klare ord, kan nok tale forstandigt om kærlighed, og elsker vel nok det, der ikke lader sig sætte ord på – men dermed ikke sagt, at denne ikke også sætter sin lid til guder, der intet gavner, idet karske og klare ord vel nok intet billede behøver, men derimod heller ikke er i stand til at forstå kærligheden bag billedets tale, og derfor ikke ser den endeløse tomhed, der forgæves reserveres ethvert elsket gudebillede, om det så er gjort af hænder, tanker eller forestillinger.

Amen.