Kære Gud,

 

aldrig er jeg kommet til dig uden ængstelse for min uværdighed overfor den levende Gud. Men i dag, da jeg kommer for at tale med dig om et menneske, jeg elsker, mærker jeg nu i mig ængstelsen forsvinde, ja, pludseligt at være sporløst forsvundet.

 

Og da ser jeg dig naglet til korset på mit krucifiks. Og jeg ser og forstår noget, som blot Helligånden har fortalt mig, og foruden hvilken jeg kunne have læst Bibelen både forfra og bagfra uden at forstå. Men nu forstår jeg, at du på korset har taget min ængstelse på dig, nøjagtigt som den sporløst er forsvundet fra mit hjerte.

 

Om så blot i dag, mærker jeg den time komme, om den så i morgen er forsvundet som en tåget drøm, hvor du lader mig modtage evangeliet i kraft af bøn for det menneske, jeg elsker. Å, Herre, mit hjerte er nu fuldt, ja, som salmisten skriver, flyder det over.

 

For da min ængstelse blev korsfæstet, forstod jeg på min elskedes vegne dette ene; for at besejre døden, behøver du blot at dø. Og hvis du elsker livet, så elsker du, trods du ved, at det gælder livet.

 

Ja, hvis du elsker livet, så elsker du, trods du ved, at det vil afkræve dig dit liv. Når du elsker livets fylde, med den kærligheds gerning, som besejrer døden blot ved at dø, vil opstandelsen være dig givet, så sandt som du, det mest dyrebare jeg kender, lever og regerer i kærlighed til menneskesjælens væsen.

 

Du lod mig se evangeliet i dit eget navn, og indskrev mig og den, jeg elsker, om det så blot er i nuværende stund, fra døden til livets bog.

 

Amen.

 

 

 

 

 

 

Kæreste Anse

i mit hjertes paradishave

spirer en sjældent fredfyldt blomst

der i en evigt voksende bevægelse

folder sine blade ud

jeg tænker mig

at Jesu kærlighed i tidernes morgen

lod den udfolde sig langsomt

og være dertil bestemt

aldrig at være bestemt for andet

end for eksempel for en

tilfældig digter på Bispebjerg

i sin blomstring at sprede

frø af glæde og fred.