Bøn (Solipsistika)

 

Altid, min Gud, i verden dette skuespil, denne lovmæssighed af roller, som

  er en slave af løgnens logik.

Og den, der spiller sin rolle bedst, uanset om den er heroisk eller

  slyngelagtig, komisk eller tragisk, bedragerisk eller afslørende,

    eller ethvert andet adjektiv man måtte tillægge den, får i sit

  indre verdens trøst: anerkendelse og ros for sin præstation.

Indenfor psykologien tillægges i særdeleshed svære roller som oprigtighed

  og indsigt i eget bedrag stor værdi.

Sandelig, tænkes der i hjertet, han levede op til den rolle, han skulle spille.

Han, som bedst muligt på rette tid og sted, alene eller ej, lagde de

  emotioner for dagen, som rollespillet kaldet livet kaldte på.

Han, der uden at ville bedrage sig selv eller andre, til sin rædsel finder, at

  du ikke et øjeblik har ladet dig bedrage af hans hårdt tilkæmpede

    indlevelse i oprigtighedens rolle.

Uomtvisteligt er det, at man så let som ingenting under bøn kan bedrage

  sig selv.

Men lige så uomtvisteligt ved den rette bedende, at modtageren, hvor godt

  man end under verdens bedrag lever sig ind i sin oprigtighedens rolle,

    hverken møder én med applaus, latter eller tilråb, men tavshed.

Intet, end ikke skam og skændsel, er i denne verden for livets skuespillere

  værre end netop tavshed.

Og dog, hvis vi føler efter, lad os mærke, at tavsheden rummer noget.

Nemlig medlidenhed.

At du lider med os, når vi udenfor ethvert rollehæfte lider under tavsheden,

  nedenunder støjens og larmens tynde hinde om vores hud.

Intet, Herre, er mere saliggørende, end at mærke, at du lider med os, og at

  disse vore lidelser er udenfor ethvert manuskript, og således for

    skuespilleren ubærlige til døden, for at vi deraf kan

  opstå til liv.

Men måtte du netop derfor lide med os, og måtte du med os bære alle de

  lidelser, som følger af tavshedens kors.

Det at være hudløst foruden nogen som helst brugbar replik, mimik eller

  emotion foreskrevet af bogstavets lov, ud fra hvilken verdens fyrste

    har skrevet og instrueret fortabelsens drejebog, således som

  den i al skønhed, pragt og vælde også åbenbares i kunsten.

Men når alt er sagt og gjort, og det er det på et tidspunkt, står vi ene foran

  dig, alene overladt til den bog, det ikke er givet hverken løgnens fader

    eller nogen menneskesjæl at kende, nemlig livets bog.

Lad forinden da vor skæbners navne være skrevet deri, ikke gennem

  retoriske kunstfærdigheders fiktion, som er en hæslighed i dine

    ører, men i kraft af den nøgne og afklædte tiggers bøn om

  opstandelsens dragt.

En dragt til liv og fællesskab i stedet for den levende dødes forgængelige

  og fiktive pragt, som er et tyndt lag af en tilfældig dosis hæslighed; en

    pragt vi pryder med ord for derefter at navngive den vores jeg.

 

For når alt er sagt, synes den retoriske kunstfærdighed at ville rumme en

  slags mindste udelelig enhed og som følge af sproglig logik at kalde den

    vores jeg.

Imidlertid lader vi os dele op i en uendelighed, indtil der intet er tilbage, eller

  indtil de bestanddele, der er tilbage, er mindre end den menneskelige

    tankes mindste bestanddel.

At vi ikke fatter denne uendelighed i det små, at noget mindre findes, end

  hvad der for den menneskelige tanke synes dens mindste bestanddel,

    gør dog ikke tanken om en udelelig enhed mere fattelig, men

  snarere mindre. 

Nemlig dette at der, samtidig med vores egen tankes uendelige skrøbelighed

  i det små, i og hos dig findes en uendeligt stor og dog udelelig enhed, ja,

    at du består af udelelighed og altid har været, er og vil være én.

For det eneste vi har at sammenligne med dig, er vores eget jeg.

Godt nok har vores jeg, for en overfladisk betragtning og i vores dagligdag,

  denne mindste bestanddels udelelighed til fælles med dig, men ved

    introspektion ser sagen anderledes ud.

Da er vores jeg som et salathoved af attituder og roller.

Piller vi blad for blad disse attributter af, bliver der til sidst intet tilbage.

Udelelige er vi ikke; endog hjertet, som altid er blevet lokaliseret som

  sjælens hjemsted, kan udskiftes, og det samme vil formodentlig

    del for del en dag gælde hjernen.

Og lader man hjernen være jegets hjemsted, kan man dertil føje, at vi heller

  ikke er uforanderlige.

Ikke blot fordi vores krop, herunder hjernen, ældes og dør, men tillige fordi

  de celler vores hele krop består af, mange gange i løbet af en livstid

    skiftes ud.

At vi er vitale, altså levende, og hvad dette levende består af, er vi endnu

  ikke kommet til klarhed over, og kommer det formodentlig aldrig.

Dertil kommer, at bevidstløshed, sådan som vi nødvendigvis for en

  umiddelbar, fantasiløs betragtning forestiller os døden, også

    forekommer i livet, og at vi netop forestiller os døden

  således, fordi det er et dennesidigt fænomen, som vi

    alle kender fra vores nuværende liv.

At vores jeg er autonomt, altså aktivt og selvstyrende, dementeres af

  enhver skæbnens brist, der gør egen vilje til en fjende til skade for

    os selv, såvel som skæbnen tillige i al almindelighed langt

  overskrider de muligheder, vores egen vilje giver

    råderum for.

Ja, at vi overhovedet besidder en egen vilje, dementeres alene af

  naturlovenes determinisme, sådan som denne vandt indpas, da

    viljen blev til et resultat af biokemiske processer, og dermed

  tømtes for videnskabelig værdi.

Og endelig vort jegs påståede konsistens, altså egenskab af at være én                                                                 

  sammenhængende enhed, der er udelelig.     

Det, der først i bønnen fremstod som uforeneligt med en menneskelig tanke,

  at alt lader sig dele op i en uendelighed, forekommer, hvad vores eget jeg

    angår, endnu mere svimlende.

Jo mere svimlende vort eget jegs inkonsistens må forekomme, jo mere har

  vi, som sekulariseringens udbytte af korset, tillagt inkonsistensen dig.

Andre har så at sige skabt dig som en udelelig enhed i vores eget billede,

  som et sonoffer for vores egen skjulte inkonsistens, og har således

    fundet ro.

Sagen er imidlertid omvendt.

Trods det overgår, hvad forstanden har sindsro til at fatte, er det os, og

  hvert af vores jeger der smuldrer, når vi stilles overfor den eneste

    sande udelelighed, nemlig dig.

Nok har du skabt os i dit eget billede, men ikke med de samme egenskaber

  som dig selv, og heller ikke med fantasien til at forstå din udelelighed,

    således som forstanden, for vores eget jegs vedkommende, ikke

  engang kan forestille sig sin egen faktiske inkonsistens.

Og endog hvis vi accepterer jegets inkonsistens, der, om end svimlende, dog

  for fantasien lader sig fornemme, hvor meget sværere er det da ikke,

    når talen falder på din udelelighed.

Det er som først at skulle erkende, hvad den dagligdags bevidsthed om

  egen udelelighed ikke vedkender sig, og dernæst at skulle vedkende

    sig det uerkendelige, nemlig din udelelige enhed.

Lad os da blot i vort eget køds skrøbelighed smuldre, når vi stilles overfor

  dig og din udelelige enhed, men lad os samtidig få del deri, så du

    bliver alt i alle.

Lad os dog inden da kun forstå, hvad du lader os forstå, alt efter hvad vores

  sind kan bære.

Også visdommen er et kors, som intet menneske kan bære alene.

Du bar det for os, og jeg beder til, at du en dag giver mig del i korsets gåde,

  som du for en stund gjorde det engang.

 

For, Herre, aldrig før da var jeg kommet til dig uden ængstelse for min

  uværdighed overfor den levende Gud.

Men den dag, da jeg kom for at tale med dig om dem, jeg elsker, mærkede

  jeg i ét nu ængstelsen i mig forsvinde, ja, pludseligt at være sporløst

    forsvundet.

Og da så jeg dig naglet til korset på mit krucifiks.

Og jeg så og forstod noget, som blot Helligånden havde fortalt mig, og

  foruden hvilken jeg kunne have læst Bibelen både forfra og bagfra

    uden at forstå.

Men i dette nu forstod jeg, at du på korset havde taget min ængstelse på

  dig, nøjagtigt som den sporløst var forsvundet fra mit hjerte.

Om så blot denne dag, mærkede jeg den time komme, om den så

  morgendagen efter syntes forsvundet som en tåget drøm, hvor

    du lod mig modtage evangeliet i kraft af bøn for ethvert

  menneske, jeg måtte elske.

Å, Herre, mit hjerte var nu fuldt, ja, som salmisten skriver, flød det over.

Det var som opløstes mit hjerte og mit jeg i dig.

For da min ængstelse blev korsfæstet, forstod jeg dette ene; for at besejre

  døden, behøver du blot at dø.

Og hvis du elsker livet, så elsker du, trods du ved, at det gælder livet.

Ja, hvis du elsker livet, så elsker du, trods du ved, at det vil afkræve dig dit liv.

Når du elsker livets fylde, med den kærligheds gerning, som besejrer døden

  blot ved at dø, vil opstandelsen være dig givet, så sandt som du, det

    mest dyrebare jeg kender, lever og regerer i kærlighed til

  menneskesjælens væsen.

Du lod mig se evangeliet i dit eget navn, og indskrev mig, om blot i

  daværende stund, fra døden til livets bog…

 

 

 

…og nu i nat, fader, jeg ligger her og betragter et enkelt stearinlys, jeg

  har tændt.

Og jeg tænker, at lys i dig kan slukke mørke, mens mørket ikke kan

  slukke lyset.

Når jeg tænder et stearinlys denne nat, er der ingen magt i verden, der

  kan forhindre det i at oplyse mørket, så længe det er tændt.

Og slukkes det en stund, da jeg skal sove, kan ingen magt i verden, end

  ikke mig selv, forhindre morgenens dagslys i at fordrive mørket.

Nok henligger tingenes grund i verden i mørke for mennesket, som en

  afgrund så dybt nede under vores bevidsthed, at ingen, der gennem

    tanken tror at kende sin sjæl, kan udgrunde sig selv.

Ingen kan se gennem sit hjertes mørke dyb og stadig bevare forstanden.

Men hvor lyset kan skinne i natten, hvilket mørke kan da slukke dagslyset?

Altså er lyset, som du har skabt det, mørket overlegent, fordi det kan

  skinne i mørket, mens intet mørke kan beskinne lyset.

Dog findes der i verden, såvel som i hjertet, en nat, der henligger i

  langfredags mørke, hvor mørket endegyldigt synes at have

    slukket lyset.

Hvor bevidsthedens lys blot er en kort krampetrækning, som for bestandig

  skal slukkes af dødens mørke, og øjets syn blot blændværk, hvorom

    den blinde spørger: Hvad er lyset uden øjet?

Og dog er der et lys, også for den blinde.

Var der ikke det, var vi alle fortabte.

For lyset i dit rige overgår og besejrer i dig øjets lys.

Endog mørket i dit rige overgår øjets lys, idet skyggen af dit lys, altså dit

  mørke, er endda stærkere for øjet end noget andet lys.

Ser jeg direkte ind i det hvide centrum af stearinlysets flamme, får jeg

  en mystisk fornemmelse af at se, hvad egentlig intet øje kan se.

Men blot ganske kortvarigt, så sløres mit syn.

Jeg ser forbi flammen og genvinder øjets lys, der jo som stearinlyset, når

  jeg skal sove ind i natten, skal slukkes af verdens mørke.

Men stadig blot for en stund.

For ligesom natten, som dødens blund, blot varer en stund, varer også

  verden blot en stund.

Ja, Herre, nu forstår jeg, som du har lært os, bønnen til faderen, som

  angår hans vej til os og vilje med os:

Komme dit rige, ske din vilje som i himlen

  således også på jorden.

 

For, Herre, husk på den ulykkelige kærlighed.

Husk på den, der lider for kærligheden.

Lad end hans fjender, ja, endog hans egen sjæls mørke, tale ondt om ham,

  men lad dem ikke smæde kærligheden selv.

For den er større end enhver, der lider for den, om end den mere end noget

  andet lider med sin tjener, ja, lider mere end tjeneren selv.

Lad end tjeneren gå til grunde i ulykkelighed, for denne salighed har han,

  som ingen kan tage fra ham, at kærligheden i de evige boliger vil give

    ham dobbelt tilbage, hvad han har mistet.

Har han end mistet alt, har kærlighedens fjende dog uendeligt meget mere

  at miste ved sin hån, nemlig sin sjæl.

For den er betalt med kærlighedens blod, og ve den, Herre, som atter

  udgyder dette blod, for han har gjort det med fortabelsen for øje.

Men hvorfor, Herre, spørger jeg, idet du blot svarer, uden at jeg forstår, at

  han ønskede den selv.

For du har set, hvad ethvert menneskeligt øje i rædsel måtte lukke

  øjenlågene for.

Nemlig den, der ønskede fortabelsen selv; ikke den, der håner din tjener,

  ikke den, der håner dig, ikke den, der ulykkelig i kærlighed håner sig

    selv, men hans næste, der håner ham for hans kærligheds skyld,

  og smæder nåden derfor.

Så meget desto mere som kærligheden elsker sin voldtægtsmand, hvis han

  da håner den derfor, så skal denne kærlighed, der har betalt ham ved sit

    blod, i en nattetime blot fortabelsen selv kender, så meget desto værre

  stede ham, end hvis den slet ikke havde elsket ham.

Velvidende dette, Herre, da ve ham, tænker jeg, og dog er dette vidende

  fortabelsens sandhed.

Sandelig, velvidende fortabelsens sandhed, ønsker fortabelsen sig selv.

Herre, spar mit vidende for denne sandhed, luk mine øjenlåg for dens rædsel.

Jeg fornemmer den rigeligt, og ved, at ingen vil tro den, før de ser, hvad intet

  menneskeligt øje kan tåle at se uden at miste forstanden.

Lad ikke mit øje forhærdes af dette syn, for sandelig er det mig rigeligt at

  fornemme det.

Sandelig ved jeg således om fortabelsen, som om verdens fyrste, at han

  ønskede den selv.

 

Og jeg?

 

Herre, uanfægtet min bøn, er natten lang som tusindvis af år.

Gang på gang er jeg dig utro, og dog er du mig tro, for som det står

  skrevet; fornægte dig selv kan du ikke.

Herre, jeg magter end ikke menneskelige fristelser, men vender mig bort

  fra dig.

Og dog tilgiver du mig, og dog finder jeg dig igen, hvor end jeg vender mig

  hen.

Lad ikke den dag komme, hvor jeg lades alene med Satan, for magter jeg

  ikke engang menneskelige fristelser, hvor min tros kræfter har forladt

    mig; hvad da, hvis de vender sig mod mig, ja, bekæmper mig?

Ikke blot alene, menneskeligt talt, men tillige forladt af dig.

Ikke således, at min tro ikke rækker, men således, at al min tros kræfter er

  faldet i den fjendtlige magts hænder; at kærlighedens kraft bliver Satans

    våben, som nu føres i marken mod mig.

For når min kraft ikke engang er tilstrækkelig, når jeg prøves menneskeligt,

  hvad da, hvis min kraft, allerede før afprøvelsen kunne begynde, har

    forladt mig?

Uden dig, værgeløs mod Satan, der har min tro som sit våben – hvem kan

  da stå ham imod?

Intet menneske, Herre, intet.

Når mennesket blot for en kort stund lades alene, og det, da det vender sig

  bort fra dig, ikke finder dig igen, men vender sig mod djævelens favn, ja,

    end vender sig bort igen, og her finder de samme hæslige kløer, foran,

  bagved, oppe og nede.

Hvis, som det siges, blot de hellige lader sig friste af djævelen, hvorledes

  skal da det svage, forladte menneske møde ham?

Det er denne verdens fyrste, der her står overfor det.

Frafaldets time er inde, det uigenkaldelige, evige frafald; for hvem vil da

  igen gøre os fri af Satans kløer, hvis ikke du?

Derfor beder vi: led os ikke ind i fristelse.

For den kristelige fristelse er ikke en ligeværdig afprøvelse af egen kraft

  versus fjendens, men et tab af alle kræfter; en værgeløs udlevering

    til Satan.

Hvem er jeg til at bede denne bøn, når endog den hellige er værgeløs, og

  jeg end ikke magter en menneskelig fristelse?

Dog, Herre, hellig eller ej; ligesom det menneske prises lykkeligt, som

  uforskyldt ikke tilregnes synd, ligeledes er da lykkelig den synder,

    som uforskyldt ikke tildeles syndens løn.

Den menneskelige prøvelse er jo blot din kærligheds omsorg.

Vel er Satan blot, i dit nærvær, så at sige dine hænders middel i din

  faderlige opdragelses tjeneste.

Men lades vi alene med ham, og du vender din faderlige omsorg bort; å,

  hvilken rædsel, ja: rædsel på rædsel, for ordets magt er da i Lucifers

    mund, som var han, ja, som er han, der er ondskaben selv, vor

  fader i kød og blod.

Så sandt som du er vor sande fader, om end ikke i kød og blod, så var du

  dog vor kødelige bror, der stod Satan imod og besejrede verdens fyrste

    for os.

Intet menneske kan magte dette.

Du magtede det for os, og mod vold, tortur og militær langfredags nat i

  verden her, må du igen og igen magte det for os, endog om vi vender

    os bort fra dig under menneskelig prøvelse; du, der for os udstod

  slag, spyt og hån, ja, endog de helliges forargelse over din død.

Du, som de udstødte stødte ud; vi fik livet, fik det givet, hvad fik du, der end

  ikke stødte dine mordere fra dig?

For nok lider jeg for det onde, men om det så skal være, at jeg skal lide for

  det gode; du, de udstødtes udstødte – udstød aldrig mig.

 

Amen.

 

(Ture Lykkegaard)