Kære Gud,

jeg vil gerne bede for dit barn, LS. Jeg vil bede for hende, fordi hun lider under en depression, samtidig med at hun søger dig og din kærlighed til hende.

Men jeg tror ikke, at hun er sikker på, hvor hun skal lede for at finde den. Derfor beder jeg dig om, at du må åbne din kærlige favn for hende. Jeg beder for, at du må finde hende der, og nøjagtig der, hvor hun er. At du må komme hende i møde i hendes hjerte, så hun ikke skal søge og lede uden at finde noget. Find du hende, så hun kan mærke din kærlighed i sig, for derefter selv at kunne elske. Husk, at du ikke er kommet for at dømme hende for, hvad hun tænker, føler eller gør, men for at frelse det fortabte.

Frels således også LS ud af hendes depression. Har depressionen ledt hende mod dig, så vær til stede i hendes lidelse og trøst hende, når hun lider, som en mor trøster sit angste barn.

Kære Gud, lad hende midt i smerten lede, og lad hende inderst inde vide, om så bare i sjældne øjeblikke, at du er hendes hjerte nærmere, end hun selv er i stand til at være. Vær du at finde for hende selv midt i mismodet og angsten, sådan som du bagom mismodet og angsten er os alle og hinanden nærmere, end vi selv tror at være.

Lad hende finde dig i sit eget hjerte, uanset hvad andre, inklusiv mig selv, mener at kunne finde der. For ingen af os kan lede hende mod dig. Ingen af os kan vide, hvad hendes hjerte gemmer på af frygtelig pinsel og plage. Du ved det, kære Gud. Del den vished med hende, så hun ikke føler sig alene og fremmed. Så tror jeg også, hvis hun får din kærlighed givet, at hun selv vil kunne give den videre til sin kæreste og sine medmennesker midt i sin plage.

Lad den bedste kur mod depressionen være den glæde, hun da måtte føle, hvis hun for intet kan give din kærlighed videre, og elske sin kæreste og sine medmennesker. Lad hende da, kære Gud, være dig og dit væsen meget nærmere, end hun selv tror sig i stand til at være.

Kære Gud, hun har brug for dig. Lad hende ikke være en fremmed for sig selv eller andre. Vis hende i tanke, følelse og tro, at hun ikke er ene, men at alle vi andre også har brug for hende, for hendes længsel efter dig, og for den kærlighed kun du kan give hende, så hun kan dele den med os andre.

Måske føler hun sig i Ejstrupholm så fjern fra din himmel, som tænkes kan. Og kan vi mennesker dog ikke tænke, gruble og spekulere dig nærmere, end du allerede er, så lad du dig være til stede i hendes tanker, sådan som jeg ved, at hun er til stede i dine.