12. apr 2008 06:04, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg vil bede for min elskede
L. Hun gør sig så mange tanker, som fletter sig nedad hendes bryster. Hun bærer
dem som en rustning, som hun har lukket op for mig, og som varmer og beskytter
mig. Gennem hende når du mig, men gennem mig når du også hende, det ved jeg.
For jeg ved, at blomsterranken langs hendes
køn bliver vandet og velsignet af dig, som såede den. Ingen har sået børn i
hende, ud over dig, som har sået et kærlighedsbarn i hende. Hun nærer og føder
det hver dag, men det gør også ondt at føde hver dag, det gør meget ondt. Jeg
ved, at du har sået et kærlighedsbarn i hende, for jeg ved, at det er sået i
hende, og jeg ved, at det ikke er mig, der har sået det, men at jeg kun har
kunnet glædes ved at se det næres og vokse.
Men det gør også ondt at føde
kærlighed, så du må være i hendes livmoder, hvor jeg ikke kan nå, jeg der slet
ikke kan føde. Jeg ved, at hun føder hver dag, fordi hun ikke kan andet end at
elske livet så meget, at hun falder i søvn på sofaen, og vågner op midt om
natten.
Jeg beder dig, Gud, lad hende aldrig være
alene. Aldrig mere noget øjeblik, vær du med hende, også når hun vågner på
sofaen midt om natten, efter igen og igen at have født det kærlighedsbarn, kun
du kender navnet på. Navne er der nok af. Zeldox, Susanne, sofa, træthed, Ture,
Mianserin og mørke og mange flere, men Lene er mere end det navn, hun bærer.
Hun er én og dog lige så mange som de tanker, som fletter sig nedad hendes
bryster. Hun er meget mere, end jeg kan forstå, men du som forstår og er i
hende, du som såede hendes køns blomsterranke; lad hende aldrig alene. Aldrig
nogensinde mere.
Amen.
13. apr 2008 09:28, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
glem ikke en eneste af dem, der sidder i det tog, der lige nu passerer Bispebjerg Station nedenfor mine vinduer. Glem ikke dem, der har skrevet graffiti på det. Glem ikke den, der kører fra sin elskede og bort mod intet. Glem ikke den, der kører fra intet og bort mod sin elskede. Glem ikke dem, jeg frygter og hader; dem der snitter sæderne op med springknive, glem ikke bedsteborgeren på sædet overfor, der frygter og hader dem, og ønsker dem ind i Helvede. Glem ikke den forsagte, men heller ikke den der forgjort frygter og hader mig, når jeg fra mine førtidspensionerede vinduesruder ser ned mod det næste tog, der kommer få minutter efter med nye graffitimaleres figurer, opsprættede sæder, forsagte, forsimplede og forgjorte sind, der lukker sig om det inderste mørke, hvor kun du er at finde. Og glem ikke mig, der har skrevet dette, for glemmer du mig, glemmer jeg også dig og alle dem, jeg frygter og hader, og dem som frygter og hader mig. Byg en bro mellem mine førtidspensionerede vinduesruder og Bispebjerg Station, ad hvilken jeg kan vandre ind i dig, og hvert eneste tog kan køre ind i mit hjerte.
Amen.
14. apr 2008 15:51, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
der står altid så meget på spil. Og der står altid stadig mere på spil
efter blot et enkelt glas hvidvin. Som var sandheden virkelig at finde i vinen,
som var den abnorme tilstand af bevidsthed om hvert enkelt øjebliks betydning
den sande virkelighed, som stod kampen virkeligt hvert eneste øjeblik i et menneskes
hjerte mellem Himmel og Helvede. Jeg kender mennesker, som ved en fuldkommen
klar bevidsthed hvert evigt eneste øjeblik i deres liv, ja selv i søvnen, å
Gud, i den virkelige virkelighed udkæmper denne kamp på liv og død.
Og vi finder altid stadig flere
ord at påklistre deres kamp, som kæmpede de for vore sjæle. Stadig flere og
flere ord i et klinisk forgæves forsøg på at begrebsliggøre denne kamp og gøre
det ubegribelige begribeligt i videnskabens menneskehænder. Behandling.
Benzodiazepiner. Birepidin. Bipolært, uspecificeret. Borderline.
Men det er mennesker, for hvem sådanne ord, ja, alle ord, blot er lydlige
sårmærker, som korsfæstede vi dem med gloser og spærrede dem allerede i sindets
spæde ilddåb som ukendte soldater inde bag begrebsliggørelsens systemer af
fonemer på Flanderns endeløse krigskirkegårde. Bag behandling og
benzodiazepiner og Birepidin og borderline, bag sekulariseringens toldmure af
ord, der som disse fængselstremmer af gloser er fremmede for kærlighedens
fattige tale.
Men Herre, jeg ved, at det der i verden er fattigt, hos dig er rigt. Kære Gud,
vær med dem. For om nogen lever, å Gud, er det dem. Det er os, der er de døde.
Ja, jeg tør uden angst for hykleri bede dig være så meget mere med dem end med
mig, fordi min lykkes lod og mine egne sejre afhænger af de glimt af salighed,
der gives dem. Disse glimt der momentvis i deres hjerter bryder nederlag så
utænkeligt store, at jeg ligeledes blot momentvis tør lade mig selv forstå,
efter et glas hvidvin, hvor meget der hvert eneste øjeblik ved deres klare
bevidsthed i den virkelige virkelighed står på spil.
Amen
15. apr 2008 10:50, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg vil bede for alle dem, der tager deres eget liv, det liv som de har
fået givet af dig. For hvor besynderligt det end lyder, så er der i det mindste
et motiv, som alle selvmordere har til fælles, nemlig kærlighed. Selv den
selvmorder, der hader sig selv og alle andre, dør dog som følge af kærlighedens
tab.
Det er ligesom den norske satanist, om hvem anekdoten går, at hun tog sit liv,
fordi verden ikke var hende ond nok. Ja, kære Gud, det lyder yderst komisk, men
jeg ved, at du led med hende, fordi Satan havde berøvet hende al kærlighed, og
hun derfor, sarkastisk eller oprigtigt, hvem ved, i sit selvmordsbrev skrev det
modsatte af, hvad der vanligt skrives, når selvmordsbreve rives af kalenderen,
som efterårsbladene af træerne. Ja, måske skrev hun det i protest mod de
vanlige selvmordsbreve og spottede således i døden sine lidelsesfæller, der af
et oprigtigt hjerte søger en bedre verden.
Men også hende vil jeg bede for og netop bede for, at smerten var så stor for
hende, at hun, som forbryderen der blev korsfæstet ved din side, kun fandt
trøst i spotten. For da forstår jeg hende godt. Og jeg forstår, at smerten kan
være så stor, at man blot ved at hade og smæde sit eget liv, og tilmed spotte
andre lidelsesfæller, i dødens stund kan forstå sig selv.
Sådan beder jeg både for den, der ikke føler at have gjort sig fortjent til at
leve, men også for den, der ikke føler, at livet og verden er hende værdig. For
begge trodser i desperation dit navn, men begge gør det af kærlighed.
Den første som en helgen, der smerteligt misforstod sit kald, og døde fordi
nåden ikke syntes hende også at gælde hende, og således være netop hende
nok. Og den anden der som en omvendt helgen så stort på nåden, men dog
ligeledes døde, da nåden ikke var hende nok, fordi den syntes at være
så smerteligt meget mere end hende. Jeg beder for dem begge, for jeg mener at
tro, at nåden både var og vil være dem begge nok på hver sin side af korset.
Amen.
16. apr 2008 16:36, Ture Lykkegaard
Kære Gud, jeg beder for min elskede L. og for
mig selv. For at jeg må kunne se hende, og hun se mig, i andet end dødens
splintrede spejl. Og for at vi kan nå hinanden, som de to guldfisk i en
blender, de to sjæle i samme verden, som vi er.
Fortæl det ikke i Bellahøj og forkynd det
ikke på Bispebjergs gader, for ikke at Satan skal søge at sønderknuse vore
hjerter. Jeg ved, at ingen af dine skabninger, og sidst af alt guldfisken,
hører til i denne blender, men i et endeløst hav af liv. Alene døden skiller os
fra det, men å Gud, lad aldrig nogle af tilværelsens forbipasserende en dag
trykke på blenderens knap og splitte vore sind.
Led ikke nogen ind i denne
fristelse, men fri min elskede og mig fra det onde. Du modstod i ørkenen Satans
fristelse for dig selv og dermed for vores alles skyld. Led derfor ikke nogen
ind i denne fristelse, for er vi ladt alene med den Onde, vil ethvert menneske
foruden dig fejle.
Fortæl det ikke i Bellahøj og forkynd det
ikke på Bispebjergs gader, for ikke at han skal søge at sønderknuse vore
hjerter.
Amen.
17. apr 2008 11:27, Ture Lykkegaard
Kære Gud, jeg vil bede for en veninde i
Himmerland, hvis datter for en tid siden spurgte hende, hvorfor vi voksne køber
blomster, når nu de med tiden visner og dør. Hvor større end at modtage er det
dog ikke at give, å Gud; hvor meget det end, som for lille Ida, er at fødes, og
at kunne fødes, hvor meget større er det da ikke at føde?
Jeg kunne have spurgt som lille Ida, for
selvom jeg dog kender til elskov, er alle kys og kærtegn tavse, når de bliver
spurgt, hvorfor de køber blomster, når blomsterne med tiden visner og dør. Kære
Gud, jeg kan ikke svare på det, men jeg ved, at du ved det. Og jeg ved, at min
veninde ved det, men at ordene har brændt hende i halsen. De ord som ikke kan
siges, men kun gemmes i hjertet, som den blomst der aldrig vil kunne købes med
ord.
Og jeg kender ikke til de
ord, om end jeg kender mange ord. For jeg kender ikke til at føde, men kun til
at fødes. Dog, hvad lille Ida ikke forstod, mener jeg at forstå. At vi køber
blomster, selvom de visner, fordi hjertet der giver blomsterne, ja som er som
den blomst, du gav os, aldrig visner og dør, om end blomsterne gør.
Kære Gud, jeg beder dig; lad aldrig min
venindes hjerte, der giver blomsterne, ja som er som den blomst, du gav os,
visne og dø, om end blomsterne gør.
Amen.
18. apr 2008 10:03, Ture Lykkegaard
Kære Gud, jeg ligger her foran mit krucifiks.
Jeg har tændt det ene fyrfadslys ved siden af dig, men ikke det andet. For jeg
vil bede forbøn for en kvinde, jeg aldrig har mødt, men som du og jeg ved, hvad
hedder. Hun venter sig et barn, kære Gud, under smerter i sjæl og krop.
Og jeg tænker på den stund, hvor den ene sjæl
der blev korsfæstet ved din side, midt i al smerten, satte spotterne i rette.
For han vidste, hvem du var. Og midt under smerterne, Jesus kære, bad han dig
om at huske på ham. Dit svar til ham var: I dag skal du være i med mig Paradis!
Ja, Jesus kære, jeg tror, at
han midt i denne smertens stund var i Paradis. Ikke fordi han satte spotterne i
rette, men fordi noget i ham var blevet undfanget, som i kraft overgik enhver
spotters ord. Således også med den kvinde, som du og jeg ved, hvad hedder.
Måtte hun, i hvem et barn er undfanget, i
dette nu, midt i smerten, være med dig i Paradis. Skal vi end alle dø om en
kort stund, har du skabt livet i hende. Og den glæde er mig denne stund nok.
Kære Gud, måtte det også være det for hende, alle smerter i sjæl og krop til
trods.
Amen.
19. apr 2008 07:03, Ture Lykkegaard
Kære Gud, jeg beder for de danske soldater,
der slås ihjel i Afghanistan og Irak. Jeg beder for, at de ugerninger, de måtte
have begået ved selv at slå ihjel, på dommens dag ikke må tilregnes dem, fordi
de ikke ved, hvad de gør.
På samme måde beder jeg for dem, der har
slået de danske soldater ihjel, for at deres ugerninger heller ikke må
tilregnes dem på dommens dag. Men sidst af alt beder jeg, både for de danske
soldaters kære og for dem, der er blevet slået ihjel af danske soldater, for at
deres kære må kunne tilgive de danske soldaters ugerninger.
For sådan som de tilgiver de
danske soldater deres ugerninger, sådan vil de, der er underlagt fremmed
besættelse, også få tilgivelse for deres kæres skyld, som de, tillige med
sorgen, også bærer på.
Ja, ligesom jeg beder for, at de danske
soldaters kære, langt borte, for deres egne sjæles skyld, også må kunne få
tilgivelse for deres kæres skyld, som også de, tillige med sorgen, bærer på,
beder jeg for, at de besatte folkeslag, for deres egne sjæles skyld, må få
tilgivelse for den skyld, som de må bære i deres eget land.
Og dog ikke kun for deres
egne sjæles skyld. Jeg beder også for, at de, hvis de i sjælen forlades den
skyld, som de og deres kære bærer på, kan tilgive hver eneste dansk soldat for
den danske hærs ugerninger i Afghanistan og Irak. For sådan må vi alle bære hinandens
skyld, således som også jeg har lod og del i skylden alene i kraft af at være
menneske.
Ja, måske endog, sådan beder jeg i hvert
fald, kan de besattes tilgivelse i kraft af dig forlade hver eneste dræbt
soldat, som jeg nu ville bede for, for sin skyld på dommens dag.
Amen.
20. apr 2008 00:12, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
å, hvis jeg dog bare forstod
mit køn, som ser åbne døre alle vegne, men selv lukker dem i. Som hellere end
gerne så sig betragtet, men skjuler sig bag vinduesruder af jern og plastik. Og
som oven i dette mest af alt blot frygter at udelukkes fra fantasiens fangehul,
snarere end af kroppens fællesskab.
Lad det åbne døre i stedet for at lukke dem,
å, Herre; lad evangeliet være en åben dør, ikke til fantasiens fangehul bag
vinduesruder af jern og plastik, men til frihed for alle Guds børn, som er
lemmer på din ene og samme krop.
For, Jesus kære, husk at vi
alle også er din ene og samme brud. Jesus kære, husk at også du havde et køn på
denne ene og samme krop, som vi alle under bøn hengiver os til som bruden på
bryllupsnatten.
Nok klæder kirken det med blufærdighed i
fantasiens fangehul bag ruder af jern og plastik, men gælder evangeliet dog
ikke også kønnet, eller er det stadig som en hedning at regne? Lad døren åbnes,
Herre Jesus, fra fantasiens fangehul og til friheden i dit kød og blod.
Amen.
21. apr 2008 08:44, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg vil bede for en ven, som er på Sct. Hans Hospital, fordi hun har vædet dine
fødder med sine tårer og tørret dem med sit gyldne hår. Aldrig har nogen,
heller ikke jeg, vædet hendes fødder med sine tårer og tørret dem med sit
hår. Hun har elsket så meget og vædet så manges fødder med sine tårer og
tørret dem med sit gyldne hår, at hun er blevet syg af kærlighed.
Så meget kan man elske, kære Gud, og være så kærlighedssyg efter at væde andres
fødder med sine tårer, at man bliver syg af kærligheden. Så meget mere syg end
mig, fordi hun har elsket så meget mere.
Hun har grædt så meget over sin egen kærlighed og over sin egen kærligheds blomst,
som ingen har vædet med sine tårer og tørret med sit hår, at hun har vækket
kærligheden, mens den sov.
Tilgiv hende dette, kære Gud, så hun, der er blevet syg af kærlighed, fordi hun
har elsket så meget, ikke mere skal pines af mareridt om Helvedes ild på grund
af sin kærligheds blomst. Den som ingen, heller ikke jeg, har vædet med sine
tårer og tørret med sit hår.
Amen.
22. apr 2008 02:24, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg drømte om at skrive et
digt, men rimene blev til frost. Og da jeg ville skrive om en blomst, var jeg
bange for at knække stænglen. Jeg vil bede, ikke for mit digt, men for
blomsten, hvis stængel jeg var så bange for at knække, da jeg ville skrive om
den.
Jeg vil bede for, at du vil vande den, så
dens jord ikke bliver kold og hård af rimfrost, men frodig som den rivende
strøm, der driver skibene frem på et endeløst hav, kun du har set.
Lad mig aldrig skrive noget digt om nogen
blomst, hvis jeg knækker den ved stænglen. Lad altid blomsten gro, snarere end
digtet om den, så dens jord ikke bliver kold og hård af rimfrost, men frodig
som den rivende strøm, der driver skibene frem på et endeløst, jeg ville drukne
i, hvis ikke du reddede mig. Og dermed reddede blomsten i mit hjerte; den
elskede blomst jeg beder for, der er som min elskedes køn. Og er som enhver
elskedes køn, som den er, som enhver uelskedes køn, og
også som enhver, der ikke elskes for andet end sit køn og knækkes ved stænglen
i den rimfrosne jord.
Amen.
23. apr 2008 09:59, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg ved ikke, hvad jeg skal
sige eller bede om. Hjælp mig dog. Min ven i Himmerland, så langt fra Himlen,
har mistet noget, jeg end ikke har ord for. Og hvis jeg havde, her i
Bispebjerg, ville de ikke være hende værd. Sådan også med disse ord. Kære Gud,
giv du dem den værdi, som jeg ikke magter at give, og giv du ordene til hende.
Vær du at finde, hvor rimene holder op, og sneens rim ikke længere er os nok.
For jeg tror, at det er der, hvor alle rim undtaget ét er tøet og brugt op, at
du finder hende, ja, at vi finder hende sammen. Hvor solen tør op frostens rim,
og blot efterlader sig et spædt og uhørligt…amen.
24. apr 2008 08:38, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg vil bede for min elskede
L. For at alle verdens ord og kærligheds aktiekurser med cifre så mange som
antallet af centimeter herfra og til Bellahøj, må være at regne som den rene
fattigdom, når talen falder på kærlighed. Lad for kærligheden os alle hver for
sig være fattige, og lad os for kærligheden kun være rige på hinanden.
Og dog beder jeg af min fattigdom. For sandt
nok er jeg rig på hende, men jeg er ikke rig på ord, når talen søger at
beskrive, hvad der bag hendes bløde hud er at finde. Alt det som er rigt hos
dig, som bag hendes bløde hud er så meget rigere end alle verdens ord og
kærligheds aktiekurser med cifre så mange som antallet af centimeter herfra og
til Bellahøj. For når alle verdens ord og kærligheds aktiekurser er gjort op,
er antallet af centimeter dog stadig det samme fra mit øre og til hendes
hjertes banken.
Å, Gud, lad afstanden herimellem være kortere
end kort, ja, kortere end hvad kortest muligt er for ord. For sandt nok er jeg
rig på hende, men jeg er ikke rig på ord, når talen søger at beskrive, hvad der
bag hendes bløde hud er at finde. Så giv mig af denne rigdom, større end alle
verdens ord og kærligheds aktiekurser med cifre så mange som antallet af
centimeter herfra og til Bellahøj.
Amen.
25. apr 2008 05:00, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
når jeg er inde i min elskede L., og hendes skedevægge omkranser mig, fylder jeg et hul i hendes sjæl, der før var
ubeboet, eller var beboet af hullerne i vores samtale. Hvis jeg kunne, ville
jeg søge dybere ind og op i hende, til jeg nåede livmoderen, for, som
Nikodemus, forvirret at ville kravle ud igen.
Grib du mig da, lad mig tage bolig og slip mig ikke, før du får mig ind og op i
kroppens organiske indre, fra hvor nattens drømme fostres i et land med bække
og med kilder og med strømme af vand, der vælder frem i dale og bjerge.
Sandelig, jeg lever ikke af brød, men alene af hvedekornet fra min organiske
underjords vandringsfærd bag hendes rosenrødlige læbers port.
Når jeg er inde i min elskede L., er jeg på opdagelsesrejse i en organisme, der
er fremmed fra min. Jeg opdager en ny verden, der ikke længere er ubeboet, men
har været beboet fra det øjeblik i tidernes morgen, hvor jeg var her som
pilgrim i det forjættede land, hvor synd var dyd og kropsvæsker mælk og
honning. Hvor jeg var alene, og du omsluttede mig og min ensomhed, alene på
sporet af dig.
Når jeg er inde i min elskede L., vær du overalt. Find du mig her, for har jeg
end fundet vej og vundet hendes køn, da lad det være hende, der har vundet i
mig, og i mig finder dig. Og lad os alle, ikke blot L. og mig, men enhver
elskende, være forenet i dig.
Amen.
26. apr 2008 02:30, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
når min elskede sidder ovenpå
mig, er du overalt, hvor end jeg ser. Til siderne er hendes arme som stolper,
op ad hvilke og ned ad vægge jeg formålsløst salig taler. Nederst er hendes køn
omkring mit en katedral, som ifølge ordbogen selv er en kirke med bispesæde,
især i katolske og anglikanske lande, over hvis jord hendes bryster fylder
himlen, såvel som du ovenfor mig lader selveste ærkebispens ansigt lyse over
mig og give mig fred.
Men indadtil i din domkirkes voluminøse rum;
lad mig blot være til i dig som en stenstøtte, der går til alters i din
kødelige kirkehvælving. Og som denne i nadveren forlades al synd og uro over
sin profane tilstedeværelse og sine famlende ord, å Gud, lad mig langs
skedevæggene mærke hendes safters salve helbrede mit stemmebånds floskler.
For måtte end digterens tale være balsam for
sjælens udødelighed, lad dog hellere dit kødelige legeme være den levende Guds
tempel, det først opstandne af døde, og det blotte minde om dine salvers duft
desuden, hvor som helst i mit hjerte evangeliet end prædikes,
for den som hendes køn har salvet, være dejligere end al balsam.
Amen.
27. apr 2008 07:26, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg drømmer om at være en
sangfugl i min elskedes lunger, for hun har lidt under svære plager. Jeg beder
ikke om, at du lader drømmen gå i opfyldelse, selv om du end måtte have magten
til det. Men jeg beder om, at du som alle drømme lader drømmen vokse og trives,
og endnu mere at du lader den forblive en drøm i mig i al evighed, så den står
tidens prøve.
For jeg ved, at du på din dag har magten til
at lade alle drømte drømme gå i opfyldelse, hvis blot vi til stadighed drømmer
dem, ligesom jeg nu beder om, at du lader min drøm om at være en sangfugl i min
elskedes lunger bestå i al evighed.
Men jeg vil også bede for de
drømme, som er lagret i vore hjerter under bevidsthedens overflade. Også selvom
vi en dag måtte glemme dem og glemme deres sang til os. For du glemmer dem
ikke.
Ja, måske i særdeleshed dem vil jeg bede for,
for at også de kan bestå, og gennem dig kan huske os på hver eneste af de uldne
og uskarpe billeder i en svunden bevidsthed, hvor små triumfer brød store
nederlag, og jeg sang som en sangfugl i min elskedes lunger.
Amen.
28. apr 2008 04:05, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg vil bede for en kvinde,
der hedder Charlotte. Jeg kender hende ikke, som det hedder sig, og som
disciplene heller ikke kendte dig, da kærligheden selv måtte stå op af graven,
efter at tidslerne havde kvalt den, for siden at have levet iblandt os.
Ikke i TV-avisen eller i Ekstra Bladet, men i
vore hjerter og kroppe. For Charlotte lever i Danmark med både hjerte og krop,
og jeg ved, at du kender hende. Ikke fra TV-avisen eller Ekstra Bladet, men i
dit eget hjerte og i din egen krop. For jeg mener at tro, at hun har trukket
Himmel og Helvede ned på jorden i sin egen have blandt både tidsler og roser.
Jeg vil bede for, at du som lever iblandt os,
og som disciplene ikke kendte, da de så dig, vil skyde frem som en rose i
Charlottes have, og der vil lade kærligheden komme hende i møde, så tidslerne
ikke kvæler kærlighedens ord. For hun har brug for dig, og jeg håber og tror og
beder til, at hun, som aldrig har set dig, dog tror, og så meget saligere må
være end disciplene, der så dig, og dog ikke troede kærligheden på dens ord.
Amen.
28. apr 2008 05:55, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg er så fandens deprimeret,
at jeg tillader mig at bande. Tillad mig det, kære Gud, så vil min depression
måske tillade mig at komme dig nærmere i morgen.
Jeg føler mig som en guldfisk i en blender,
som en eller anden ondskabsfuld kunstner har ladet udstille på en
computerskærm. Alle kan trykke på blenderens knap. Og alle gør det, lige meget
hvad de gør, for alt gør ondt.
Ikke bare fandens ondt, men
rigtig ondt, som kom smerten fra dig, som var det dig, der i alliance med Fanden
selv trykkede på blenderens knap. Sådan taler depressionen i mig, kære Gud.
Tag stikket til blenderen ud af
stikkontakten. Det beder jeg dig om, kære Gud. Tag stikket til den fandens
blender ud af stikkontakten til i morgen, ja og så amen.
29. apr 2008 06:35, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
så er jeg på afsnit E4, Bispebjerg Hospital. Så mange skæbner, kære Gud, at jeg
ville tage mig selv i at tude over hver eneste af dem, hvis ikke det var fordi,
at jeg vel bare græd over mig selv.
Vær god mod dem, kære Gud, for de græder også over dig. Alle synes vi at føle
et underligt tab, som ingen taler om, som ligger alle på hjerte, og som ligesom
kærligheden gennemsyrer hvert eneste ord, sagt eller usagt.
Kære Gud, jeg ved, at du ser alle de usagte ord i hvert eneste menneskes
hjerte. Se til enhver her på E4, og se til alle de usagte ord, som vi snart
skal slubre ned med aftenkaffen i venten på kemikaliernes virkning.
Giv os at modtage din Helligånd, hver gang vi
inhalerer en smøg, og giv os at puste vores tab ud med røgen - lad os med
kaffen modtage dit blod og med småkagerne dit hellige legeme.
Og ja...giv mig, om du vil, at tude over hver eneste
menneskeskæbne her. Ikke som jeg græder over mig selv, men som ikke blot jeg,
men vi alle, græder over dig.
Amen.
30. apr 2008 07:15, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg vil bede for A., som er så stille og blid som en kærlig erindring om livet,
snarere end livet selv. Om så livet er at finde andetsteds end i en kærlig
erindring om det, finder jeg dog i hende dig. For hellere end at finde livet i
livet selv, finder jeg det i et liv så stille og blidt, at det er som en kærlig
erindring om dig.
Eller snarere, som din kærlige erindring om os, da vi i begyndelsen var i Edens
Have. For om vi så er faldet i synd så mange gange som alle havets dråber, er
der dog nogle blandt os, som, snarere end at brøle som nok så vældige bølger -
som om bølgens slag var livet selv - tankeløst minder os om det liv, der engang
var.
Hvor ingen af os rejsende på havet blot var fjerne bølgeslag langt borte fra
evighedens kyst, og hvor kærligheden ikke blot var en dråbe i et endeløst hav.
Og dog er A. en sådan dråbe i havet, der med tanke på dig så langtfra er
endeløst, men er så stille og blidt som en kærlig erindring om livet, snarere end
livet selv. Å, Herre, husk på hende, for det er i et liv som hendes, at jeg
husker på dig og det liv, der var engang.
Amen.
1. maj 2008 05:42, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg vil bede for en lidelsefælle jeg mødte i
går, og som kom fra et andet afsnit. Og den indre sangfugl følte en pludselig
sorg over en menneskeskæbne, jeg måske aldrig møder igen, men som dog trøstede
sangfuglen ved tanken om, at hendes skæbne er i dine hænder.
Og dog. For hvor var du, da hun som ganske
ung, som hele blomsten af den danske ungdom, blev ramt af sindssygdom? Jo, du
var, og du er, netop den danske ungdom i sin afblomstrede blomst. Dybt inde i
dig splintredes sangfuglenes sang i tusinde stykker, som en blomst der afpilles
blad for blad, for sammen med dig på korset at bære deres lidelse og sygdom,
som blot bar tidsel og tjørn, og som aldrig kunne have sunget.
Hvad skulle det hjælpe hende? Det er det, jeg
vil bede for, kære Gud; at hver eneste af hendes blomsterblade må sættes
tilbage på hendes sjæls nælde. For er hun splintret med dig, skal hun også med
dig opstå igen i ære og værdighed, for at hendes blomst på din dag som en
sangfugl skal synge med en stemmes klang, som var hun blomsten af den tidsel og
tjørn, der dog aldrig sang. Og som aldrig har gjort andet end at afpille
blomstens sjæl.
For hvor mange kunstnerier vi mennesker end
mishandler hinanden med, ja, havde vi end magt, som vi har agt, ville vi aldrig
magte så meget som at sætte et eneste blad på en nælde og synge med sangfuglens
pragt.
Amen.
1. maj 2008 13:06, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
udenfor vinduet marcherer en forsommers eftermiddag forbi Bispebjerg Hospital - stille soldater som børn, født et sagte og umælende efterår. Nogle råber, og én råber: Du er død, mand!
Mere tæt på døden har jeg ikke været, siden jomfruhinden i hjertet blev brudt ned med et kys, sidste nat før det dagedes i øst. Da eventyrene fra tusind og én sensommernats søvn alle var fortalt, og nogen tændte for en sol af neonrør, som vækkede mig selv her, en verden vest for den krig der blev tabt til stille soldater som børn, radiostøjens stemmer, skingre som var de til fodboldkamp, en sværm af farveprikker, men mest af alt: sagte og umælende forårsregn på min rude.
For, kære Gud, min elskede er ulykkelig, og for hendes smerte kender jeg ingen lindring.
Amen.
2. maj 2008 05:45, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
på Sct. Hans i år vil der
spire en mild blomst fra den frostkolde jord. Lad den som forårets spredte sol,
som år efter år er den samme, og dog aldrig helt den samme, sprede sine frø af
fred langt ind i ødemarkens sind og sorg.
Denne der gennem to
århundreders storm og blæst har været begravet i terrænet og under mulden
mellem øst og vest. Lad det atter forløses af det hjerteblod, der kommer, når
alle blomster vil spire, som spirede de langt ind i marsken, for således med
sommerens komme atter endelig at lade den altid ene blomstre.
Lad på Sct. Hans, som på solhverv,
en evigt lys og smuk nordisk sommeraftens blomst, med skyggen af dit lys, i sit
sinds mørke sprede frø af glæde og fred.
Amen.
2. maj 2008 14:57, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
når det sidste kærlighedsdigt
i verden er skrevet, ville jeg så gerne skrive denne bøn og bringe den et sted
hen, hvor min elskede L. ventede mig og jeg ventede på hende. Dette glemte sted
på jorden, som jeg mener at vide, er gemt i dit hjerte.
Hvor tiden ikke er gået i stå
i et endeløst antal cifre uden ansigt eller navn. Hvor tiden ikke er gået i
stykker, og brudt op i doseringer af det der var engang. Hvor al tid ikke er
gået af led, og tegn og sætninger ikke er blevet til tal og systemer og
problemer placeret i æsker.
Ja, dette glemte sted på
jorden, hvor altid engang begyndte; der ville vi en dag mødes, hvor du ventede
mig, og jeg ventede på hende. Dette glemte sted på jorden, der er gemt i dit
hjerte - dette glemte sted ville jeg så gerne læse op for hende for igen at
begynde på livet.
Amen.
3. maj 2008 01:06, Ture Lykkegaard
Well,
since my baby left me,
I found a new place to dwell.
It's down at the end of lonely street
at Heartbreak Hotel.
You
make me so lonely baby,
I get so lonely,
I get so lonely I could die.
(Heartbreak Hotel, 1956)
Herre, husk på den ulykkelige
kærlighed, som Elvis her synger om. Husk på den, der lider for kærligheden. Lad
end hans fjender, ja, endog hans egen sjæls mørke, tale ondt om ham, men lad
dem ikke smæde kærligheden selv, når vi isolerer vore sjæle på Hjertesorgens
Hotel.
For kærligheden er større end
enhver, der lider for den, om end den mere end noget andet lider med sin
tjener, ja, lider mere end tjeneren selv. Lad end tjeneren gå til grunde i
ulykkelighed, for denne salighed har han, som ingen kan tage fra ham, at
kærligheden i de evige boliger vil give ham dobbelt tilbage, hvad han har
mistet.
Har han end mistet alt, har
kærlighedens fjende, der får os til at isolere vore sjæle på Hjertesorgens
Hotel, dog uendeligt meget mere at miste ved sin hån, nemlig sin sjæl.
For den er betalt med kærlighedens
blod, og ve den, Herre, som atter udgyder dette blod, for han har gjort det med
fortabelsen for øje. Men hvorfor, Herre, spørger jeg, idet du blot svarer, uden
at jeg forstår, at han ønskede den selv.
For du har set, hvad ethvert
menneskeligt øje i rædsel måtte lukke øjenlågene for. Nemlig den, der ønskede
fortabelsen selv; ikke den, der håner din tjener på Hjertesorgens Hotel, ikke
den, der håner dig, ikke den, der ulykkelig i kærlighed håner sig selv på
Hjertesorgens Hotel, men hans næste, der måtte håne ham for hans kærligheds
skyld, og smæde nåden derfor.
Så meget desto mere som
kærligheden elsker sin voldtægtsmand, hvis han da håner den derfor, så skal
denne kærlighed, der har betalt ham ved sit blod, i en nattetime blot
fortabelsen selv kender, så meget desto værre stede ham, end hvis den slet ikke
havde elsket ham.
Velvidende dette, Herre, da
ve ham, tænker jeg, og dog er dette vidende fortabelsens sandhed. Sandelig,
velvidende fortabelsens sandhed, ønsker fortabelsen sig selv.
Herre, spar mit vidende for
denne sandhed, luk mine øjenlåg for dens rædsel. Jeg fornemmer den rigeligt, og
ved, at ingen vil tro den, før de ser, hvad intet menneskeligt øje kan tåle at
se uden at dø. Lad ikke mit øje forhærdes af dette syn, for sandelig er det mig
rigeligt at fornemme det gennem øret.
Sandelig ved jeg således om
fortabelsen, som om den verdens fyrste, der regerer på Hjertesorgens Hotel, at
han ønskede den selv.
Amen.
3. maj 2008 02:36, Ture Lykkegaard
Så tog hele folket de guldringe af, de havde i ørerne, og bragte dem til Aron; han tog imod dem og støbte dem i en lerform til et billede af en tyrekalv (2 Mos 32,3-4a)
Herre Jesus, her er tale om
en myte derved, at uanset om det er sket eller ej, så sker det, og vil ske,
igen og igen. Mange så, og vil se, idoldyrkelsen af Elvis Presley som en
parallel til denne afgudsdyrkelse. Og dog er der er en væsentlig forskel.
For Elvis var ikke blot et
idol eller et billede. Han var også noget andet, og var så vidt min tro i dine
øjne i første række dette, nemlig et menneske af kød og blod. Og Gud ske tak og
lov for det, for en afgud har ikke liv, men er en død ting. Kun et menneske kan
i kraft af at være kød og blod, og i kraft af dettes syndighed, frelses.
Den veltalende Aron, såvel
som den ganske reklame- og underholdningsindustri, får folket til
at tage deres guldringe af,
og støber dem i en lerform til et billede af en tyrekalv. Men bag dette støbte
billede befandt der sig i Elvis et menneske af kød og blod belagt med guld, og
et menneskehjerte som ikke kunne ses af nogen ud over dig. For guldet klæbede
til huden som skrællen til en appelsin.
Dog, Herre, indenunder guldet
var der, hvad underholdningsindustrien gjorde sit ypperste for
at skjule,
arterier og vener at finde. Jesus kære, hvilken ensomhed! Og intet under, at
underholdningsindustrien måtte gøre alt for at skjule, at disse arterier og
vener måtte pumpes fulde af amfetamin, sovepiller og morfin. For det var jo
intet menneske, denne Elvis, men blot en tyrekalv af guld. Og intet under, at
disse arterier og vener desperat havde brug for amfetamin, sovepiller og morfin
for at holde underholdningsindustrien og al dens hykleri ud, denne der som Aron
tappede folket for guld.
Alle og enhver, såvel som
Elvis selv, må bære sin del af skylden for, at et menneske, skabt i dit
billede, blev muret inde bag det panser af guld, som vi hver for sig skænkede
underholdningsindustriens afgud.
Og dog lød der en stemme bag
dette gulds ensomhed, der for den, der kan høre, var en røst af menneskelighed
og ægte emotioner, der som syndebukke for sin egen afgudsdyrkelse måtte betale
både for sin egen og sine tilbederes synd.
Det er den afskyelige forskel
mellem Aron og den moderne reklame- og underholdningsindustri; Aron gav en død
ting et tilsyneladende liv som afgud, hvor underholdningsindustrien brugte et
menneske af kød og blod, pumpet op med amfetamin, sovepiller og morfin, og gav
dette et tilsyneladende liv, om hvilket blot stemmen lod det tilsyneladende
være noget andet end det tilsyneladende. Nemlig klangen af hele det 20.
århundredes ophobede sum af larmende stilhed og gudsforladt ensomhed.
Amen.
3. maj
2008
One
night with you
Is what I'm now praying for
The things that we two could plan
Would make my dreams come true
Always lived, very quiet life
I ain't never did no wrong
Now I know that life without you
Has been too lonely too long
(One Night, 1958)
Herre, du siger i
Bjergprædikenen ifølge Mattæus, at salige er de, som hungrer og tørster efter
retfærdigheden, for de skal mættes. En ussel digter som jeg kender kun alt for
godt hungerens og tørstens vilkår. Den tørst der aldrig slukkes, end ikke selve
det moment, hvor man drikker.
Samme tørst, som Elvis,
angiveligt i løbet af en nats eventyr, beder for at få slukket. Nemlig tørsten
efter tørsten, eller rettere, tørsten efter at få tilfredsstillet den tørst,
efter hvilken han tørster. Han beder jo for, at de ting, som han og hun, ikke
kan, men kunne lægge planer for, ikke vil, men ville få hans
drømme til at gå i opfyldelse.
Således synes tørsten i sangen
endnu ikke at være blevet slukket. Men blev den for Elvis det, endog mangefold
– han sagde jo, at enhver drøm, han havde drømt, var gået i opfyldelse hundrede
gange? Levede han da fra nat til nat i en slags overlappende drøm, der
tilfredsstillede sig selv? Er det muligt i dette liv at få forløst begæret
fra at skulle begære sin egen tilfredsstillelse – og på evigt
utilfredsstillende vis aldrig endegyldigt at kunne få det tilfredsstillet – til
at være stillet tilfreds?
Her må vi skelne mellem på
den ene side at være mæt, som med sangens betingede datid endegyldigt
først synes at være muligt efter den nat, som sangeren i sangen tørster efter,
og på den anden side at være salig, som, om jeg så må sige, synes at
være en dennesidig mulighed, endda i kraft af hungeren og tørsten, eller
rettere, i kraft af dens forventning og tro på at skulle mættes.
I den forstand er de usalige
måske dem, der nok hungrer og tørster, men ikke gør det efter retfærdighed, om
end de mættes for en stund, mens de salige er dem, der ikke mættes i sprogets
nutid, men som til gengæld hungrer og tørster i troens forstand, og ikke i
begærets.
Hvem af disse er da sangeren?
Han synger jo, at han aldrig har gjort noget forkert – hidtil, som var han på
nippet til at gøre det, og som ville netop dette bringe saligheden med sig. Der
synes nærmest at være tale om en slags hidtidig gerningsretfærdighed, der
finder sin forløsning fra ensomheden, ikke i syndserkendelsen, men tværtimod i
synden selv – om man sådan vil kalde den erotiske maskerade i natten.
Lad således Elvis, Herre,
være den hungrende og tørstende, som i det moderne evangeliums forstand ikke
tørster efter retfærd, men snarere efter ophøret af en kvælende
gerningsretfærdighed, som fandt dette kun sin forløsning i synd – eller i dig.
Paulus skriver jo, at du er enden på loven til retfærdighed for enhver, som
tror.
Hvori består da denne
salighed, der altså i det moderne evangelium ejes af dem, der hungrer efter en
retfærdighed, ikke i kraft af retfærd, men i kraft af synd, modsat den
usalighed, der ejes af de mætte? Saligheden må jo i det dennesidige bestå i
hungeren og tørsten selv, ja, end mere, netop i den utilfredsstillede tørst,
idet tørsten angår noget, som intet i verden kan slukke, nemlig retfærdighed
efter gerninger. Men kan man således finde nogen retfærdighed i synden, og
fandt Elvis nogen retfærdighed efter dit sind i den erotiske nats maskerade?
Måske, Herre, kan alene
bevidstheden om, at en sådan retfærdighed, der ikke findes nogetsteds i verden,
findes i troen på, at den utilfredsstillede tørst efter retfærdighed fører
til retfærdighed. Og om vi virkelig tror det, kan denne tro gøre os salige.
Sikkert vil den, der bliver
salig alene ved troen på saligheden, uden at have set retfærdighed, for den der
hævder at finde den i verden, blot være en naiv og sentimental serenadesanger.
Og modsat vil den, der hævder at finde retfærdighed i verden, ifølge den
sentimentale serenadesanger enten være en kynisk løgner eller en hykler, der
blot bedrager sig selv, fordi den ikke er at finde nogetsteds i verden, men for
serenadesangeren blot er at finde i sangen og i den tro, hvor liden den end er,
som stemmeføringen måtte rumme. Således, Herre, beder jeg dig; lad denne altid
være at finde i tro og blive salig derved.
Om end jeg ikke ønsker nogens
usalighed, lad da, uanset hvad, ikke verdens bedrag have skin af retfærdighed,
sådan som det ville få, hvis saligheden fik plads i det hjerte, der havde
mættet sig selv med uretfærdighed. Ikke at jeg ønsker dette med et ukærligt sindelag,
men tværtimod med et sindelag, for hvilket kærligheden til retfærdighed for de
hungrende og tørstendes skyld står højere end, og ligeledes nødvendigvis må
være i modstrid med, den uretfærdiges mætte salighed.
Amen.
3. maj 2008 03:25, Ture Lykkegaard
Jeg svarede: ”Ak Gud Herre, jeg er ung; jeg forstår ikke at tale!” (Jer 1,6)
Ja, ak, Herre, her taler
Jeremias ikke, som man skulle tro, om hvad han skal sige, for det skal
han såmænd nok finde ud af. Nej, før semicolonnet finder vi ud af, hvad hans
indre kamp går på. Ikke at finde på at sige, hvad han skal sige, sådan som han
og vi alle tror, men om at finde modet til at sige, hvad der skal
siges. Heri består den egentlige indre kamp.
For at sige, hvad der er din
vilje, er ikke et spørgsmål om at finde den først; for vi finder den først i og
med, at vi lader den udtale. Men med dens udtale, uanset formuleringen, finder
vi den dog. Og end mere; den lader sig ikke finde på nogen anden måde end i
kraft af sin udtale.
Dels fordi den således bliver
Jeremias bevidst, og vigtigere endnu: fordi den således bliver hans omgivelser
bevidst. Dette noget som vel både han og hans omgivelser ved, men som først i
og med udsigelsen når bevidsthedens niveau. Og det er vel at mærke farligt for
Jeremias og enhver anden, der søger at udsige, hvad du vil, skal siges, og
kræver derfor mod, snarere end talegaver.
Ligeledes med Elvis Presley.
Som med Moses eller Jeremias er der ingen, der ville beundre hans talegaver.
Men han havde dog modet til med stemmens inderlige klang at synge om, hvad der
var din vilje, nemlig hans indre kampe, således som de var et spejl af alskens
af hans omgivelsers sociale, moralske og kulturelle konflikter.
Som den første sanger nedbrød
han den tommetykke mur af segregation mellem sorte og hvide i 50’ernes USA. Som
den første sanger nedbrød han et tommetykt tabu ved, gennem sin stemmes
inderlige sensualitet, at afklæde en århundredelang ophobet isolation af
seksualiteten i bøgernes sandslotte. Og som den første sanger skabte han derved
en kulturel konflikt, ung og gammel og lærd og ulærd imellem, som i skiftende
former har varet lige siden.
Herre, Elvis selv vidste, at
han havde en sådan betydning, men spurgte nogle gange sig selv, hvorfor netop
han skulle få den, når han nu var ung og ikke forstod sig på at tale. Gud
Herre, mig er det nok, at du gav ham modet. Lad det også have været ham nok.
Amen.
3. maj
2008
It’s now or never
come hold me tight
kiss me my darling
be mine tonight
tomorrow will be too late
it’s now or never
my love won’t wait
When I first saw you
with your smile so
tender
my heart was
captured
my soul surrendered
I’d spend a lifetime
waiting for the right
time
now that you’re near
that time is here at
last
(It’s Now Or Never, 1960)
Jesus kære, i Luk 12,13-21
fortæller du en lignelse om en rig bonde, hvis mark havde givet godt, og som
derfor siger til sig selv; Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til
mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din
tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?
Hvordan stiller det moderne
evangelium, hvis moderniteten overhovedet kan siges at rumme et budskab om
glæde, sig i forhold hertil? Noget af svaret findes måske i første vers af It’s
Now Or Never.
For om sangeren er rig hos
Gud eller ej, gør han ved første øjekast det modsatte af den rige bonde; i
sanseligheden finder han i natten en fordring om liv, som ikke lader
morgendagen vente. Imidlertid hører vi også, at det sanselige smil har
tilfangetaget hans hjerte, og har ladet hans sjæl overgive sig i sanselighedens
hænder.
Og dog gør han ikke som den
rige bonde. Tværtimod har han angiveligt brugt sit hele livsmål blot i venten
på dette øjeblik, i hvis favn han kaster al sin lyksaligheds forhåbninger.
Intet har han altså samlet. Og dog har han samlet noget sammen i venten, ikke
blot på dette øjeblik, men på det rette øjeblik, nemlig al sin
lyksaligheds forhåbninger.
Kræves altså i nat hans liv
af ham, har han dog så meget mere end bonden at miste, nemlig ikke jordisk
gods, men tværtimod et livs venten på et øjeblik, som således aldrig
indtræffer.
Herre, jeg tror, og tør endog
sige så meget, at sådan var Elvis Presleys liv in nuce. For den
sensommernat i 1977, da hans liv blev krævet af ham på badeværelset i
Graceland, var han i enhver forstand hjælpeløst alene. Alt for mange gange
havde sanseligheden afkrævet ham et nu eller aldrig, men da nu hans liv blev
krævet af ham, for aldrig at afkræve ham mere, havde han, modsat den rige
bondes jordiske gods, brugt al den sanselighed han havde til sidste stump.
Jesus kære, forbarm dig over
ham. Jeg beder til, at Elvis var rigere hos Gud, end den rige bonde i lignelsen
var. For hvor den rige bonde havde sat sit liv til den mark af korn, som havde
givet godt, havde Elvis sat sin lid til en sanselighed, som for længst havde
forladt ham, den nat hans liv blev krævet af ham.
Det var ikke dig, der krævede
hans liv af ham. Det var sanseligheden. Derfor var hans egentlige savn på ingen
måde at efterlade sig jordisk gods, men var slet intet at efterlade sig, ud
over den fjerne erindring om en tid, hvor dog savnet om sanseligheden i natten
fordrede et liv, som ikke lod morgendagen vente.
Amen.
3. maj
2008
I
don't care what's right or wrong
I won't try to understand
Let the devil take tomorrow
’Cause tonight I need a friend
(Help Me Make It Through The Night,
1972)
Kære Jesus, giv mig af et oprigtigt hjerte at
bede for Elvis Presley, ligesom han oprigtigt sang om sin nød, og ud i et
tomrum bad om at hjælpes gennem en endeløs nat. For med en sådan stemmes
længsel efter en ven natten, er der knap nok længere tale om egentligt begær,
men snarere om en simpel bøn om hjælp.
At opgive at søge at forstå, hvad der er
rigtigt, og hvad der er forkert, og således i sin nød være efterladt hinsides
godt og ondt, er så stor en smerte, at sangeren endog vil sælge morgendagen til
djævelen; ikke for kødets lyst eller for at fornægte dig, ikke for utugten
eller afgudsdyrkelsens skyld, men fordi ensomhedens smerte er så svær at bære
alene, at snart sagt den første og bedste bliver hans næste.
Og dog elsker Elvis næppe denne som sig selv,
for han er i sin hjælpeløshed slet ikke i stand til at elske sig selv eller sit
eget kød. Burde han da elske sin næste, han der ikke evner at elske sig selv?
Han var jo ikke, som du var, bror Jesus, du
ved jo…du ved jo fra Getsemane Have, hvordan det er,
når enhver ven svigter. Og også du gav mørkets fyrste magten dagen efter.
Men hvor du gjorde det, velvidende at enhver
ven netop da ville svigte, gjorde Elvis det, som var den kødelige kærlighed
blot en midlertidig trøst, forladt af ord, for at vinde, hvad han vidste, han
ene og alene havde at tabe. Hvor du talte med faderen, talte Elvis blot med sig
selv.
Hvor du måtte afgive verdens fyrste magten i
natten, for således at opfylde Guds vilje, nemlig at frelse enhver, som tror,
overlod Elvis gerne verdens fyrste morgendagen, ikke for at frelse nogen, ja,
end ikke for at frelse sig selv. For på dette tidspunkt i sit liv, just før sin
afhængighed af morfin, var det ikke længere op til ham, men ene og alene til
dig, at give eller afgive magt.
Jeg tror, Jesus kære, at det er sådan, vi
skal forstå, at Elvis ikke længere magtede overhovedet at søge forskellen på
ret og vrang. For det er der, og netop der, at vi finder dig. Eller rettere, at
du finder os.
Jeg beder til, Herre Jesus, at du gennem
denne tilfældige næste fandt Elvis, da han oprigtigt sang, at han havde opgivet
ethvert forsøg på gennem ret og vrang at finde dig.
Amen.
3. maj
2008
Hear
that lonesome winter bird
He sounds too blue to fly
The
I'm so lonesome I could cry
Did
you ever see a robin weep
When leaves began to die
That means he's lost the will to live
I'm so lonesome I could cry
The
silence of a falling star
Lights up a purple sky
And as I wonder where you are
I'm so lonesome I could cry
I'm so lonesome I could cry
(I’m So Lonesome I Could Cry, 1973)
Som denne sang, som hjerteblodet fra den
globalt eksponerede koncert på Hawaii i 1973, er det ypperste vindesbyrd om,
greb ensomhedens blå timer fra disse år og frem oftere og oftere Elvis’ hjerte.
Det er næsten som om scenen, foran over en milliard tv-seere, lader ensomheden
nægte ham endog gråden.
Måske spekulerede han på,
hvad du følte i Getsemane, og dog turde han ikke tænke tankerne til ende. For
han vidste jo, hvor de endte. Således beder vi jo også om at fries fra det
onde. Du tænkte jo tankerne til ende.
Lad du have tænkt dem til
ende for ham, og bed om, som jeg også tror, at du dengang gjorde, at fri ham og
andre lidelsesfæller for efterfølgelsen i Getsemane. Husk på, Herre, at dit
offer både gjaldt og gælder én gang for alle. Gjaldt én gang for alle, fordi
skrifterne da gik i opfyldelse og forlod os alle vore synder. Og tillige gælder
alle os, der ikke tør tænke efterfølgelsens tanker til ende, fordi dit eksempel
én gang for alle os har tænkt dem til ende og dermed frelst os, både for skyld
og straf.
Men vigtigere endnu tror jeg,
at du har frelst os alle, fordi du elskede os. Og dermed ikke blot for vores skyld,
men så meget desto mere for vores skyld. Den tanke ville måske, efter
tæppefaldet, have hjulpet tårerne til at få de blå timer og ensomheden til at
løsne sit greb om Elvis og hans sind.
Amen.
3. maj
2008
When
we’ve been there ten thousand years
Bright shining as the sun
We’ve no less days to sing God’s praise
Than when we’d first begun
(Amazing Grace, 1972)
Ja, Herre, også forinden dit
komme er du nær ved alle, der som Elvis synger til dig; så nær at vi blot
behøvede at hviske, ja, blot at tænke over dig, for at hvile i dit nærvær. Og
alligevel synger vi i stedet for at hviske, og hvisker i stedet for at hvile i
dig.
For hjertets lovsang fordrer
ord, og ordene kræver at blive udråbt til verdens ende, fordi de føler sig
grebet af sandheden, og dermed, i og med at hjertet er grebet, finder den sande
frihed: friheden til at elske, som er så tydelig her i Elvis’ lovsang.
Og dog behøver sandheden,
heller ikke efter dit komme, at blive prist hver dag for din egen skyld, for
dit navn behøver ikke en sådan lovprisning. Men sandheden om Guds uudsigelige
vælde er for menneskehjertet som bægeret, der flyder over, idet det slet ikke
kan tilbageholde lovsangen af ren fryd.
Å, hvem der kender kærlighed,
kender ikke en sådan fryd? Og dog er det heller ikke for kærlighedens skyld, at
vi lovsynger Guds navn, for kærligheden behøver ikke at udråbes, men blot tavst
at hvile i sit ophav.
Nej, det er sandhedens evige
trang til ytring af kærligheden, til ytringen af at elske, der får os til at
råbe eller hviske, og denne trang glæder kærligheden sig over. Ikke på egne
eller på ytringens vegne, men på de elskendes.
Hvordan kunne kærlighedens
glæde over sandheden da tillige være den stadigt ulykkeligere Elvis til sorg –
var sorgen da ikke et tab, som sandheden havde forårsaget? Talte slangen da
ikke sandt, da den i deres salighed fortalte Adam og Eva, at de blot behøvede at
spise et æble fra kundskabens træ, for at deres øjne kunne åbnes, og de som Gud
kunne kende godt og ondt?
Se, dette spørgsmål er til
sorg for kærligheden, for det er stillet med svig for evigt at sløre vores øjne
for godt og ondt, snarere end at åbne dem. Og dog er der et strejf af sandhed
bag slangetungens læber, men det er en sandhed, som blot ønsker at trælbinde os
til syndens bedrag.
Til trods herfor elsker
kærligheden selv denne strejf af sandhed i al dens svig, for kærligheden kan
ikke andet end at elske. Men denne kærlighed, som er hinsides Elvis’
lovprisning, kan forud derfor kun ende et sted, nemlig på korset. Eller for
Elvis’ vedkommende, på badeværelset på Graceland.
Elskede du den fulde sandhed,
og altså tillige sandheden om menneskets fortabelse, ville du dog alligevel,
trods den nødvendigvis medførte døden, elske den fra ende til anden, for dermed
at forløse os i dødens stund. Men da også med en angst og sorg i Getsemane, som
du, Herre, ønsker at spare ethvert menneskehjerte for.
Derfor slangens svig, og
derfor ligeledes en sorg, der blot i kærlighed til dig finder den sande frihed fra
løgnen, nemlig i friheden til at elske.
I livet, det sande liv, som
forunderligt synes forudsat Elvis’ jubel, aner jeg prisen, som i Getsemanes Have
løskøbte os fra tabets fulde sum og blev givet os som frelse af din angst og
kval. Vi fik livet, fik det givet, hvad fik du, som har betalt?
Amen.
3. maj 2008 05:29, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg vil bede for en meget ulykkelig pige, jeg
engang skrev et digt til. Det sneede den nat, kære Gud, og jeg skrev løs om
hvert et fnug, der spredtes på den mørke asfalt. Jeg takker dig for lyset i
gadelampens skær, for uden det havde jeg aldrig set eller lagt mærke til nogen
sne. Og måske heller ikke til hende.
Men netop som digtet begyndte, og jeg ville
samle op hvert eneste af hendes hjertes skår, og enhver metafor ville så meget
mere, end den nogensinde ville kunne, bemærkede jeg med et bittersødt suk, at
sneen var hørt op. Og jeg forstår nu hvorfor.
For, kære Gud, du ved som jeg, at denne
ulykkelige pige på et tidspunkt bad mig om at holde op med at bede forbøn for
hende. Nu gør jeg det alligevel. Lad sneen begynde i hendes hjerte, så
forbønnen begynder, hvor digtet hørte op, nemlig der hvor hun bad mig om, ikke
at bede forbøn for hende.
Lad det sne i hendes hjerte, og ikke i nogen
andens, kære Gud, heller ikke i mit. Så vil hun måske tilgive mig min forbøn.
Amen.
4. maj 2008 08:36, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg vil bede for den ulykkelige pige, som jeg
bad for i går. Som sagt har hun bedt mig om ikke at bede for hende. Ikke fordi,
tror jeg, at hun ikke ønsker din kærlighed, tværtimod, å nej, Gud, for man kan
ikke skubbe bort, hvad man aldrig har taget imod.
Ikke fordi hun ikke har villet din kærlighed,
men andre har, så vidt min bøn uafvidende dette, skubbet den bort fra hende,
når hun gang på gang er kommet den i møde. Og det er magnge gange, kære Gud,
det ved jeg, at du ved,
Og hvor mange gange man end kommer den i
møde, kan man heller ikke tage imod, hvad man aldrig har set, og aldrig har
fået betroet. Og dog er der noget, som jeg har set.
Jeg skrev i efteråret til hende, at det hører
foråret, og ikke efteråret, til, at blomsten åbner sig og sine blade for solen.Nu er det forår, og den ulykkelige pige, jeg beder for, er
blot blevet endnu mere ulykkelig. Det er som om, at hun på nuværende tidspunkt
af året, snarere end at frydes over den blege sol, grubler over bleghedens
væsen. Og grubler over dette som om, som i efteråret bare er som
så.
Kære Gud, lad det være, som det er, hverken
som det var som så, men lad det heller ikke være, som om det er, eller sådan
som det nu er for hende. Lad det være, som du vil at det skal være, for jeg
ved, at du er god, og at du kan lade alt falde ud til det bedste.
Hverken som om, som så, eller som det var
eller er, men som din kærlighed ønsker det skal blive for denne ulykkelige
pige, som jeg beder for.
Amen.
4. maj 2008 12:38, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
min elskede L. har lidt
frygteligt i dag. Giv plads i hendes hjerte for en paradishave, hvor jeg kan
møde hende og tale med hende. Lad i denne paradishave kærligheden
spire som en sjælden og fredfyldt blomst. Lad i en evigt voksende
bevægelse blomsten så blidt folde sine blade ud.
Lad mig tænke sådan, eller rettere, tænk du
sådan for mig; at din kærlighed i tidernes morgen lod blomsten udfolde sig
langsomt, for aldrig at lade den være bestemt for andet, end for eksempel for
en tilfældig digter i Bispebjerg og hans elskede i sin blomstring at sprede frø
af glæde og fred.
Men tænk du det for mig, å
Gud. For hvor mange digtere har ikke drømt, og elsket drømmen så meget, at dens
blomstring blev til en endeløs flod af tårer?
Vil du ikke lindre hendes lidelse med en
blomst fra Edens Have, før hun eller jeg drukner i mine digteriers drømme? Vil
du ikke lade hendes lidelse og mine drømme være som én og samme flod, der søger
mod havets evige liv, for dér blot at være en dråbe i dit ocean af kærlighed?
Eller en iskrystal der falder fra himlen, og hænger sammen som to elskende i et
let, hvidt fnug?
Å, kunne vi bare være et
sådant fnug. For jeg beder ikke om at være, hvor det sner, men om at vi måtte
være som sneen selv; et let, hvidt fnug, uløseligt forbundet med sig selv og
enhver anden, der også midt i solen smelter indvendigt af en følsom og
smertefuld drøm om sne.
Giv plads i vore hjerter for en paradishave,
hvor vi kan tale med dig. Hvor kærlighedens blomst midt i al sne kan spire og i
sin blomstring sprede frø af glæde og fred.
Amen.
5. maj 2008 04:59, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg ville så gerne bo i min elskede L.s
hjerte. Jeg ved, at det til tider er et ensomt og dystert sted, men det er også
så fyldt af liv og lyst. Jeg er hjemløs i mit eget hjerte, og jeg søger en
bolig i vildnisset for min tristhed, min angst og min ensomhed.
Jeg er ikke skabt til at være alene, jeg er
skabt for at sprede lys, ikke i mit eget indelukke, men hos næsten. Netop.
Næsten. For næsten fornemmer jeg, at jeg kunne bo der. Næsten fornemmer jeg har
plads til mig, for næsten er ikke mindre end nær ved, men fuldt ud et menneske
af kød og blod med et hjerte, der banker for mig og for at give plads til mig.
Alt er muligt for dig, Gud. Jeg er hjemløs på
jorden, men en eller anden dag er der en bolig rede til mig i min elskede L.s
hjerte. En seng af blomster hvor jeg kan sove, mens mit hjerte er vågent og
lydhørt over for hver eneste bevægelse i hendes blodkar.
Næsten er ikke mindre end nær ved, men fuldt
ud et menneske af kød og blod, som du var det. Alt er muligt for dig, Gud. Giv
mig en dag at bo i min elskede L.s hjerte.
Amen.
6. maj 2008 10:45, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg læste i Tredje Mosebog,
kapitel 20. Og ak, Herre, jeg vidste ikke, om jeg skulle græde eller le over
dette bibelord, der umiddelbart ikke syntes at have det fjerneste med kærlighed
eller retfærdighed at gøre. Det forekom mig, at der ikke var noget kapitel, der
kunne være evangeliet fjernere end netop dette.
Og dog var det godt for
noget, netop i kraft af den fuldstændige kontrast. For som jeg en gang i mellem
har tænkt over det, giver det mig nu evangelisk ildhu til at bede for en pige,
som jeg længe gerne har villet bede for. For med dette kapitel blev to ting mig
mere end klart, sådan at det måske endda blev klarere, end hvad jeg kunne sige
eller skrive ned. Derfor bønnens fortælling.
For det første syntes det
mig, at seksuelle lovovertrædelser i det ydre, som de er nævnt i Tredje Mosebog
20, i evangeliets øjemed ikke lod sig adskille fra overtrædelsen i det indre, i
hvert fald ikke uden et grænseløst hykleri. Og for det andet, at du i
Bjergprædikenen gør os opmærksomme derpå, når du siger, at den der kaster et
lystent blik på en andens hustru, har begået ægteskabsbrud i sit hjerte. Javel,
men tillige gælder det vel, at den der med blikket har hvilet sit sind i et
medmenneskes hjerte, uden tanke for overtrædelse af loven, vel snarere, som
Paulus siger, har opfyldt den, og da ikke i kraft af gerningen, men i kraft af
kærlighedens sindelag. Og fastslået med nagler er det, som var tornen i kødet
vores stigmata, at musikken som kunstart er i strid med enhver lov, sådan som
enhver lovmæssighed i sidste ende tillige strider mod evangeliets nådefulde og
grænseløse strøm af kærlighed.
Som Paulus siger det: Kristus
er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror. Det er denne tros
grænseløse strøm af kærlighed, der ved Ånden, så uendeligt fjernt fra Tredje
Mosebog 20, stedvist her og nu er tidens fylde; der hvor den for en sværmer som
mig i løbet af nogle få busstoppesteder syntes at være alt i alle. Det er det,
jeg beder for, kære Gud, lyt nu.
For for nogle år siden kørte
jeg med bussen, og sad på bagsædet med melankolsk barokmusik som akkompagnement
via mine høretelefoner.
Virkningen var et moderne
kunstværk på mine egne private præmisser, muret inde bag mine øregange. Og
udenfor dem, kunstværket selv; mennesker af enhver tænkelig hudfarve, alder og
størrelse.
Men det var som om denne
barokmusik, og især Bach, med en vis modvilje fra min side, syntes at fæstne
sig ved en enkelt sjæl i mængden.
En etnisk dansk teenagepige,
der synligt, ja, kunstfærdigt usikker, stod og rodede med sin mobiltelefon.
Efterhånden mindre og mindre, som jeg overgav mig til musikken, til min
irritation, og mere og mere til en kunstfærdig slags affektion i øregangene,
således at vi dog, affektionen på min side og usikkerheden på hendes, havde
adjektivet kunstfærdig til fælles, hverken mere eller mindre.
Men jeg er i skrivende stund
ikke et sekund i tvivl om, at både jeg og hun fuldt ud var sig denne
fællesnævner bevidst – lige kunstfærdigt nok, ville nogle sige, idet vi ellers
i vore skæbner øjensynligt intet havde til fælles.
Men musikken, å, musikken…
Musikken fortalte en helt
anden historie; et skæbnefællesskab hende og mig imellem, som var reserveret
den skattekiste af emotioner, som en blokfløjte og en cembalo åbenlyst lagde
for dagen. Det var faktisk dag, og en fortælling, der kunne have fyldt tre
bind, blev i løbet af få øjeblikke blotlagt for mig her midt i myldretiden.
Og ja…
Da hun stod af bussen, kort
efter Grøndal Station, lød blokfløjten så sørgmodig og hendes nervøse, stjålne
blik, af den slags man netop kun, idet man næsten allerede har forladt
bussen, finder mod til at afsende, var så hjerteskærende, at jeg kunne have
tudet; ikke over hende, ikke over mig selv, ikke engang over musikken, men over
det kunstfærdige, ja pludseligt mere end kunstfærdige faktum, at et kunstværk
så smukt havde taget sin ende. For da jeg nogle minutter efter stod af bussen,
var alle disse mennesker af diverse hudfarver, aldre og størrelser mig
inderligt ligegyldige.
Ikke af kærlighed til den
unge pige; jeg kendte hende jo ikke, som det hedder sig, når man blot forkynder
dårskabens forargelse. Men fordi musikken, som sædvanligt efter en sådan
epifani, med en emotionel fylde som da, aldrig igen syntes at ville give mig
muligheden for at finde nøglen til denne skattekiste.
For nok var hun da
sædvanligvis køn, men det var ikke det, for endog skønheden, forseglet
bag øjeblikkets affektion, var dog for intet at regne i forhold til det digt,
jeg momentant læste i hendes korte, stjålne blikke. Et digt, der overgik enhver
verbal formulering, og som jeg i bedste fald blot stykvist og ufuldstændigt kan
citere, og om hvilket jeg med sikkerhed ved, at jeg i givet tilfælde kun ville
kunne fejlcitere.
Denne virkning var omtalte
kunstværk; som man siger, en sjæl for smuk, eller rettere, for kunstfærdig til
denne verden, eller rettere, til et sprængt sind som mit. Et kunstværk, der som
evangeliet indeholdt en fylde større, end hvad jeg gennem hundreder af livsløb
kunne ønske mig.
Og dog stod jeg nogle få
minutter efter rutinemæssigt af bussen. Og sandt at sige, allerede på vej op mod
Bellahøjvej og mod min elskede, og i sådan cirka, for ikke at sige nøjagtigt,
den korte stund, da jeg ventede på, at trafiklyset for enden af Godthåbsvej
skulle blive grønt, var den unge pige så godt som fortrængt fra min bevidsthed;
dog med den kunstfærdige overbevisning, med hvilken jeg fandt fuld samklang i
hendes nervøse, stjålne blik, at der var noget, vi begge vidste om den Paulus
der skrev, at kærlighed er lovens fylde.
For med hendes nervøse,
stjålne blik, der, som hos nogle unge som hende, lyste blegt af en netop
kunstfærdig, men trofast overbevisning om et endnu ukendt standpunkt, slog det
mig, og stod som fastslået med nagler, at en kærlighed som barokmusikkens nøgle
rummede adgang til, ikke alene vedkender sig den Guds lov, Paulus omtaler, men
tillige tornen i kødet; tillige en orgiastisk og rivende strøm af et kærligheds
klimaks så voldsomt, at vi blot i doser på et par stoppesteder formår så meget
som at ane den tidens fylde, der ved sin udløsning af øjeblikke
eksplosivt sprænger ethvert begreb om tid.
Kære Gud, jeg håber, du
lyttede. Men jeg håber også, at det var den unge pige, snarere end mig, som du
hørte, ja, at dette på en eller anden måde endog måtte være ét og samme.
Amen.
7. maj 2008 05:02, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
der var engang et øjeblik i min elskedes nærvær, som jeg sådan ønskede at huske
mange øjeblikke frem. Lad mig aldrig glemme det, lad det aldrig forsvinde som
et snefnug der smelter mod asfalten - lad dette snefnug have smeltet sig ind i
forårets hjerte, for der at blive en uløselig del af de mange tanker, som
breder sig som fletninger nedad min elskedes bryster.
For du ved, at der var engang, jeg kom blot et par centimeter tættere på min
elskede, og alt, selv livet, syntes mig tilstrækkeligt konsistent til at de
centimeter var et varigt avancement.
Men kære Gud, lad det ikke blot synes at være, lad det ikke være som om, at
digteren da blot i embedes medfør gjorde en nok så stor kunst ud af skabe sig.
Og den elskede med. Nej, om så livet var et kærlighedsbarn, der var begyndt før
planen, for dermed lumsk at avancere yderligere et par centimeter, så husk mig
på, hvor skrøbeligt det er.
Husk mig på i min glemsel, kære Gud, for selv glemsel kan huske, at min
elskedes hjerte og køns rosenkrans ikke skal erobres og besættes som en
fjendtlig hovedstad. Ja, husk du mig på, at det sidst af alt skal befries, men
banke og svulme i frihed.
Omtrent sådan som jeg kan høre det nogle
gange, så tæt som du nu lader mig komme, når jeg lægger øret helt ind mellem
hendes blege bryster, for der at blive en del af de mange tankers fletninger,
som breder sig fra hendes bankende hjerte og op mod hendes svulmende og
snedækkede venusbjerg.
Amen.
8. maj 2008 07:53, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg vil bede for mine elskede øjnes øer. For dette noget, jeg finder i dem, som
er som din nåde. Det er som ord i et endeløst hav af tavshed i mit
hjerte.
Jeg vil bede for, om det så kan siges, at bølgefråde fra havets bund vil stige
mod kystens bakkekam. At dette noget fra jordens grund vil spire med rim og
rytme frem. Dette noget som ikke uden hendes øjnes øer af ord kan siges med rim
og rytme.
Dette noget som ikke kan siges i noget digt,
men kun i bøn. Dette noget blot du kan lade være til i hendes øjnes øer. Lad
hende vente sig og mærke dette noget ske; at fødes og dø og vækkes i bøn af
døde. Giv det med rim og rytme fra Edens landjord navn og næring, når bølgerne
slår hendes hjerte og køn i møde.
Amen.
9. maj 2008 06:44, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg ved, at du ikke, som jeg
engang troede, har formet livet som en tragedie. Og jeg ved, at alt, som vores
bror Paulus skriver, virker sammen til gode for dem, der elsker dig.
Men, kære Gud, jeg har en elsket ven, som er
blevet syg af kærlighed til sit barn. Og dermed af kærlighed til dig, for i
kærligheden møder vi dig. I Højsangen står der skrevet, at den talende er
blevet syg af kærlighed, og hun beder sine veninder om at fortælle det til den
elskede.
Dog, i den erotiske kærlighed
finder vi ikke kærligheden, og dermed dig, så ren og skær, som vi finder den i
kærligheden til et barn. Min elskede ven må, modsat kvinden i Højsangen, leve
med sin kærligheds smerte i skjul, for at beskytte og værne sit barn mod sin
egen smerte.
Herre Gud, når du på dommens dag giver min
ven Christina det rige i arv, som var bestemt for mennesker som hende, siden
verden blev grundlagt, og hun da spørger hvorfor, og hvad hun da har gjort for
dig, da husk hende på, hver gang hun har trøstet sit barn.
Hver gang hun har set ham
sulten, og givet ham noget at spise. Eller tørstig og givet ham noget at drikke. Hver gang hun har set ham som en fremmed og taget
imod ham, eller set ham nøgen og givet ham tøj på. Hver gang hun har været syg
eller spærret inde i sig selv, og dog har besøgt ham.
Og fortæl hende, som vores bror Mattæus
skrev, du sagde, at alt hvad hun har gjort mod dette barn, det har hun også
gjort mod dig. Lad således alt virke til gode for dem, der elsker dig. Lad en
dag hendes moderkærlighed blive så åbenbar for hendes søn, at han tåler at
fornemme smerten bag, uden at hans hjerte brister.
Lad ham i din kærlighed, som
ikke er nogen tragedie, fordi du for os bar den smerteligste kærlighed af alle,
forstå, at Christina elsker ham, mere end hendes hjerte har kunnet bære, fordi
hun som en martyr for alle dem, der ikke elsker, har båret kærlighedens smerte.
Fornemmer han en dag dette, og kære Gud,
måske fornemmer han det allerede, da lad ham mærke, at din kærlighed til ham og
til hende, såvel som hendes kærlighed til ham og dig, er stærkere end nogen
tragedie. For modsat tragedien, og modsat den erotiske kærligheds maskerade,
ender den ikke med død og ulykke, men i din favn.
For intet, og slet ikke kærlighedens smerte,
kan skille os fra dig. Ja, sidst af alt kærlighedens smerte. Thi for de få der
tør gå denne vej, som Christina, er det med kærlighedens uvisnelige sejrskrans
i sidste ende i dens smerte, at vi finder dig.
Amen.
10. maj 2008 07:42, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg kender en ulykkelig pige,
der er velsignet med dansens nådegave. Og jeg spurgte hende engang i et digt,
om man kunne skrive et digt om at danse uden at danse, og om man kunne danse
gennem et digt uden at skrive det.
Å, kære Gud, tilgiv mig; hvor tåbeligt at
stille et spørgsmål man i forvejen kender svaret på, endnu før man har spurgt.
Kære Gud, jeg ville ønske, at hun kunne danse
gennem mit tåbelige spørgsmål, for så ville bogstaverne for et øjeblik måske
ikke lade sig skille ad og forvirrede stå denne hvisken fra hinanden, men ord
for ord være som lemmer på selv samme krop og som oprigtige ord i selv samme
spørgsmål.
Og selvom spørgsmålet linie
for linie, da det blev stillet, så ville forstå, at intet nok så tåbeligt
spørgsmål som danseren, der er velsignet med denne nådegave, formår at være ét
med dansen, var det så meget desto bedre.
For dansede hun sig gennem mit spørgsmål,
ville det være, som havde jeg aldrig spurgt. For jeg kendte jo svaret, og jeg
vil hellere spørge hende om noget, jeg ikke kender svaret på end om noget, hvor
svaret lod bogstaverne skilles og stå denne hvisken fra hinanden uden at kende
ord for afsked.
Amen.
11. maj 2008 16:58, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
når jeg taler med mine
elskede om at bede om at bo i hendes hjerte, finder jeg, at du har opfyldt min
bøn, endnu før jeg har bedt den. For min elskede svarer mig, at jeg allerede
bor der.
Men se, selv en digter må somme tider ydmyge
sig med en mere prosaisk, om end langtfra beskeden, forespørgsel. For kære Gud,
jeg beder dig om en dag at måtte bo, ikke blot i hendes hjerte som i et digt,
men sammen med hende, sådan som du også sagde, at det ikke var godt, at
mennesket var alene, og at manden derfor forlader sin far og mor og binder sig
til sin hustru, så de bliver ét kød.
Derfor, når min elskede
svarer mig, at jeg allerede bor i hendes hjerte, og at jeg således allerede for
den digteriske fantasi har lod og del i hendes kød, tag da denne digter på
ordet, såvel som dig selv på dit eget ord, om jeg så må sige.
Lad mig en dag flytte ind i hendes bolig.
Ikke blot som når vi elsker, selvom vi dog da bliver som ét kød. Men lad
kærligheden imellem os og inden i os vokse, så vi en dag sammen kan blive ét
kød, hvad end vi foretager os.
Og hvor vildtvoksende den
digteriske fantasi end er, så har du, der har skabt millioner af stjerner, dog
en fantasi der overgår enhver digters. Og ikke blot dette, kære Gud. For hvor
digteren er hjælpeløst overladt til sine skriveredskaber, har du også magten
til at gøre enhver fantasi til virkelighed.
Herre, jeg, der tror, at du opvækkede Lazarus
af døde, tror også, at du, når jeg beder dig om det, og når du allerede, før
jeg bad, hørte min bøn om at bo i min elskedes hjerte, en dag vil lade mig
binde mig til hende og blive som ét kød med hende i samme bolig.
Amen.
12. maj 2008 09:29, Ture Lykkegaard
Å Gud,
skal den
stjernerige nat da lastes for sin skønhed? Når tårer nu for dig er som guld, skal den grædende da lastes for sin
rigdom?
Jeg skrev engang til en ulykkelig pige, som
sandt var, at jeg aldrig havde set nogen græde som hende. Og tænk, da jeg ville
skrive et digt til hende, satte denne sætning sig fast og lod sig ikke rokke ud
af stedet.
Jeg ved ikke hvorfor, men den
blev ved med at forfølge mig, lige til jeg fik skrevet den ned. Og jeg ved
måske godt hvorfor. Tilgiv mig, kære Gud, men det var som om, at jeg lastede
den stjernerige nat, som du blot glædes over, for sin skønhed. Det var som om,
at jeg endog lastede hendes tårer, der for dig er som guld, for deres rigdom.
For jeg sad blot tilbage med en trist
fornemmelse af at have trælbundet billedet af hendes tårer, som på et fotografi
fra forsiden af en frokostavis.
Jeg var trist, fordi jeg
vidste, at det var mig, og ikke hende, der vækkede kærligheden, før den ville
det selv, sådan som du besværgede os ikke at gøre ved gazellerne og hjortene på
steppen, ja, ved den stjernerige nat og ved tårerne som guld.
Ja, kære Gud, tilgiv mig, for det var mig, og
ikke hende, der vækkede kærligheden, før den ville det selv.
Amen.
13. maj 2008 02:38, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
pludselig bliver jeg trist,
nogen siges at råbe fra en anden lejlighed, og min genbo bliver bange. Uden at
der er en øjensynlig sammenhæng.
Kæreste, jeg kom til at tænke over, som en
poet sang, om kærlighed river os fra hinanden, som fulgte tilværelsen ene og
alene en eller anden trist, tragisk lovmæssighed, ja som var der virkelig en
frygtelig sammenhæng, som blot ved tanken virker sjælens død.
Bær du for os ind i døden
denne tilværelsens tragiske lovmæssighed, sådan som du bar vore sygdomme og
vore lidelser, så jeg kan sove uden til døden at være trist i mørket. Så denne
der siges at råbe fra en anden lejlighed, finder trøst i sin nød, og så min
genbos angst lindres.
Så de usagte sammenhænge sjælene imellem
bliver en fælles sum af smerte så stor, at du og kun du kunne bære den på
korset. Og måtte du allerede have båret den, så om blot en svag genklang af
evangeliet er at høre, både i min indslumrings vånde i nattens stilhed, og ja,
i naboens råb og i min genbos ængstelige åndedrag.
Amen.
15. maj 2008 15:26, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg vil bede for en af min elskedes venner, der ringede min elskede op midt
under vores hyrdetime og sagde, at hun måske havde fået cancer.
Jeg kender hende ikke, og dog, midt i al mismodet, midt i det mørke, hvor hun
befandt sig, havde hun kræfterne til at hilse mig.
Og tænk, kære Jesus, jeg fik en sådan bizar følelse af skyld, fordi jeg lige
havde nydt min elskedes safter, øjeblikket før hun ringede til min elskede, og
bad hende om at hilse mig, som hun næsten slet ikke kendte.
Og dog kendte hun mig næsten. For hun er nemlig min, og netop min, næste, og
derfor vil jeg bede for hende. Jeg vil bede for, at det ikke er cancer, hun har
fået. Og hvis det er, at den ikke spreder sig fra underlivet som arvesyndens
hæslighed udenfor den menneskelige lægevidenskabs rækkevidde.
Og hvis den gør, hvis den en dag spreder sig som arvesyndens hæslighed fra
underlivet og udenfor den menneskelige lægevidenskabs rækkevidde, lad da hendes
glæde ved sanseligheden aldrig dø.
Lad end hendes krop visne, men ikke hendes kvindeligheds blomst, såvel som
heller ikke for mig smagen af min elskedes safter. Lad hende, såvel som os
andre, som du har sagt os, en dag blive som engle i himlen. Giv hende denne
vished, såvel som visheden om, at hendes kvindeligheds blomst ikke har været
forgæves, men i smerte har født børn til verden.
Den verden du kom for at frelse, for at arvesyndens hæslighed ikke skulle
fordærve os, men at din kærligheds ånd skulle leve videre, selv når hendes,
såvel som min elskedes, kvindeligheds blomst endegyldigt er visnet.
Amen.
16. maj 2008 07:48, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
når jeg læser i Bibelen
bliver min læsning fyldt af private indlægninger, således at Efraim er snart
det ene menneske af mit bekendtskab, og Juda eller Jerusalem snart det andet.
Men kan jeg overhovedet læse Bibelen i en sådan privat optik? Gør jeg da
overhovedet ret i at læse den, sådan at jeg lader mig vejlede af, hvad andre
ville kalde tilfældigheder, og tillægge disse din Ånd og almægtige vilje?
Således beder jeg om svar, og således får jeg
også svar. Men først og fremmest finder jeg ud af, at bønnen er et spring ud på
det dybe vand, hvor man under selve springet gang efter gang er den vished
berøvet, hvorvidt man kan svømme eller ej. For det besynderlige fra gang til
gang er, at man ikke, som man jo ellers ville vide, ved, om man faktisk kan
svømme eller ej. Jeg ved, at jeg i bogstavelig tale kan svømme. Men i bønnen er
jeg intet garanteret, hvor godt jeg end i øvrigt svømmer, ja, alle er på dette
punkt i samme båd, som under stormen på søen i evangelieberetningerne, uanset
om man så i bogstavelig tale er verdens bedste svømmer. Således gør Gud ikke
forskel på folk. For der er her tale om svømning i åndens vande, eller rettere,
i Åndens vand. Til gengæld er det af apostlene, eller rettere, gennem
apostlene, på besynderlig vis lovet enhver, der tør tage dette spring, at
bønhøres af dig.
Og du henledte gennem Ånden
min opmærksomhed på fortællingen om udvandringen, hvor din vilje før loven kom
til israelitterne, ikke blot gennem Moses, men tillige gennem forstandige og
gudfrygtige folk, der som jeg ingen profetiske nådegaver ejede, men blot
menneskelig forstand til at udlægge din vilje, der altså for os i den nye pagt
sammenfattes i det dobbelte kærlighedsbud.
Således forstår jeg svaret på mit mine
indledende spørgsmål; så længe jeg tør kaste mig ud på det dybe vand med Ånden
som min bisidder, udlægger jeg næppe i moderne forstand Bibelen på
fyldestgørende vis. Men om jeg så blot lægger al min tro deri, udlægger jeg dog
skriften efter din viljes lov, og vejledes måske nogle gange i forstandighed af
Ånden, nogle gange i urokkelig uforstandighed ikke.
Tør Moses belave din vilje på
nogle af ham udvalgte gudfrygtige og pålidelige mænd, har jeg det for mit eget
bønneliv ydmyge håb, at du vil belave din vilje på min forstand. For kort før,
ja, just før ankomsten til Sinaibjerget, hvor loven gives Moses, må han udvælge
disse mænd til at tage vare på mindre komplicerede sager blandt folket, som han
ikke selv kan magte at varetage. Kun komplicerede sager tager han fra nu af
selv vare på.
Husk, Herre at de folk Moses udvalgte, havde
den forstandighed, der langt forud for Helligånden, ja endog forud for loven på
Sinaibjerget, alligevel havde den gudsfrygt i behold, der kunne holde
retfærdigheden i hævd. Således håber jeg også, det er tilfældet for mit
vedkommende. At jeg som dem, uden andet end en lægmands kendskab til din vilje,
har forstanden til at forvalte den.
Amen.
17. maj 2008 11:37, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
altid
venter jeg på dig. Men jeg kan
snart ikke holde ud at vente længere. Kom til mig og hold om mig. Før mig ind i
en skov af evigheder, før mig derhen hvor evighedernes skov begynder, og aldrig
tager ende. Så vil jeg vente dig der, omgivet af elmetræer.
Og jeg vil ridse navne i deres bark, ethvert
navn jeg kan komme i tanke om. Ingen vil jeg glemme, sådan som du heller ikke
vil glemme mig. Kom til mig, og før mig ind i en skov af evigheder, for jeg
sukker efter endelighedens endeligt, hvor evighedernes skov begynder og aldrig
tager ende, og hvor jeg vil vente dig.
Og skulle jeg ankomme før
frelsen gør, gør det ikke noget. Så vil jeg bare ridse navne i elmetræernes
bark, ethvert navn jeg kan komme i tanke om. Ingen vil jeg glemme, sådan som du
heller ikke vil glemme mig.
Kom, Jesus kære, og kom snart. For det er
snart, at jeg ikke kan holde ud at vente længere.
Amen.
17. maj 2008 20:27, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg lever et liv, jeg ikke
ønsker at leve. Jeg prøver at tage et øjeblik af gangen, som havde hvert
øjeblik nok i sin plage, og dog kan jeg ikke lade være med at tælle dagene.
Var det bare sådan, at depressionen ikke
fyldte kærligheden med smerte, ville jeg leve i kraft af kærlighed. Men
kærligheden kan ikke i depressionens optik glæde sig over sandheden i mig.
Kære Gud, jeg ved ikke, hvad
jeg skal bede om. Men jeg vil bede for mit hjerte, for mit hjerte ved, at du
kender mig, og jeg ved, at det har brug for min forbøn, uanset at jeg ikke ved,
hvad jeg skal bede om.
Jo, kære; at du lader sneen dale i mit
hjerte, og ad den vej lader mig finde ud af, hvad jeg skal bede om. For jeg ved
det ikke. Kære Gud, lad mig, som sneen daler i mit hjerte, finde frem til, hvad
jeg skal bede om, og lad mig da bede om at få det.
Amen.
18. maj 2008 07:45, Ture Lykkegaard
Jo, kære Gud,
jeg vil bede for, at du vil
skabe et håb i mit hjerte, alt til trods. Et håb der brænder som en svag
flamme. Men som, på trods så at sige, blander billederne, så flammen næres af
den faldende sne.
For kun ved at vende tingene på hovedet, kan
jeg vinde mit liv ved at miste det. Eller miste det ved at vinde det, om du
vil, du for hvem alt er muligt. Også at lade en håbets flamme næres af den
faldende sne.
For kun sådan kan jeg bede
for, at du vil skabe et håb i mit hjerte på trods af depressionen. På trods af,
at det ikke sner. Og på trods af, at sneen, hvis det sneede i mit hjerte, ville
slukke håbets flamme.
Så meget desto mere beder jeg om et håb, der
brænder som en svag flamme i mit hjerte. For om det så sneede, tror jeg,
kæreste Gud, at sneen ville mildne kærlighedens smerte og give det liv, som har
mistet livet.
Så, kære Gud, lad mig tage
dette lille spring i troen at bede dig, for hvem alt er muligt, om at lade
sneen falde på den håbets spæde flamme, som jeg beder dig om at skabe i mit
hjerte.
Hvorfor? For at varmen fra dens glød ikke
skal brænde mig, men vil fratage kærligheden dens smerte, så vi gives livet,
ufatteligt for den menneskelige forstand, idet vi mister det.
Ja, Gud, lad bønnen om dette håb være min bøn
for i dag. Amen.
18. maj 2008 11:02, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
tak fordi du har givet mig et spinkelt håb om håb. Du har ladet mig finde ud
af, at håbet, hvis blot vi lider et enkelt øjeblik af gangen, ikke blot, som
der står i ordbogen, er en følelse af forventning og ønske om, at noget bestemt
vil ske, men også er noget andet og mere.
For som vores bror Paulus skriver, er et håb, man i ånden ser opfyldt, ikke
længere noget håb. For det er givet os, når vi blot lider et øjeblik af gangen,
at håbe på noget, der er større endnu, end det som hjertet magter at se, og
endog magter at forvente og ønske.
Som vores bror Paulus håber, håber også jeg, nemlig med håb om håb, eller om
man vil, med håb imod håb, for dermed at håbe på noget, som du bereder for os,
og som er større, langt større, end hvad mit hjerte i sin depression magter at
forvente og ønske.
Amen.
19. maj 2008 08:49, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
hvor er alt dog flygtigt –
glæden, sorgen, ensomheden, samhørigheden. Døden. Ja, selv livet, menneskets
liv er, som salmisten skriver, som græsset; blomstrer det end som markens
blomster, er det der ikke mere, når vinden blæser hen over det.
Imidlertid, kære, beder jeg dig om at huske
på hver eneste af de milliarder af blomster, som har blomstret på markerne. For
som du har sagt, var end ikke Salomo i al sin pragt klædt som en af dem.
Og kære, husk også, ja, husk
så meget desto mere på de frø, der aldrig stod i blomst. Som visnede af mangel
på vand eller grøde, eller som blev knækket ved stænglen ved et tramp af en
støvle.
For mit liv består af begge dele, kære, og
jeg sætter min lid til, at du, der husker alt, også husker, hvad jeg glemmer.
At netop du husker det flygtige. Glæden, sorgen, ensomheden og samhørigheden,
for i dødens stund at give os livet tilbage, når vinden blæser hen over det,
som den har gjort det milliarder af gange op gennem verdens blodplettede
historie, for dermed at rydde al markens græs.
Du, som har tændt alle
himlens stjerner; glem ikke på vores klode en eneste plet af jord. Og som du
klæder markens lilje i pragt, sætter jeg min lid til, at du klæder det frø, der
blev trampet ned af en støvle eller knækket ved stænglen, med så meget desto
større værdighed og magt.
For når du skal dømme den fodens eller
håndens herre, der har skrevet dette, der ikke som du skabte et liv i livet,
men lod døden vinde indpas, lad da dette frø blomstre lige så evigt, som den
fod eller hånds liv selv var et vindpust.
For hvor du skabte livet, lod vi døden vinde
indpas. Men hvor du da skabte et liv i livet, som end ikke salmisten kendte
til, lad da hverken vind, hånd eller støvletramp nogensinde gøre selv det
mindste frø skade.
Amen.
19. maj 2008 18:50, Ture Lykkegaard
Å Gud,
lad ikke dette helvede på
jord findes i vores sind, for min elskede pines i disse luer. Og hvad har hun
gjort for at skulle pines sådan?
Har hun forbrudt sig mod din lov, så lad
hellere enhver tøddel af loven falde bort, end i disse luer at krumme så meget
som et hår på min elskedes hoved. Du har jo frelst det fortabte, for som
kærligheden selv at være enden på enhver lov, der ikke elskede med kød og blod,
men med bogstaver og tal.
Lad hellere loven brænde op i
helvede, end et menneske som dog elsker – for kan loven elske? Om du så har tal
på alle hendes hovedhår, lader loven da ikke hånt om det?
Om du så skulle kaste dig selv i helvede på
jord, for at redde et menneske fra en ubarmhjertig lov, der kræver synd forud
for tilgivelse, hvor der ingen synd findes, ville du da gøre det?
Jo, kære Gud, har hun forbrudt sig mod din
lov, så lad hellere enhver tøddel af loven falde bort, end i disse luer at
krumme så meget som et hår på min elskedes hoved.
Amen.
20. maj 2008 07:42, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
profeten, vores bror Esajas, skrev, at det folk, der vandrer i mørket, skal se
et stort lys, og at lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.
At du, Jesus kære, var det lys, som dem der vandrede i mørke skulle se, er mig
mere klart end det efterfølgende, når Esajas ikke i futurum skriver, at lyset vil
skinne, men i en slags evig præsens skriver, at lyset slet og ret skinner
for dem, der bor i mørkets land.
Der er altså ikke blot tale om din jordefærd alene og om noget, der nu er sket,
og ikke vil ske igen. Nej, Esajas skriver om noget, der ikke blot er sket eller
vil ske, men som slet og ret hvert eneste evige øjeblik sker.
For os, der nu lever i sindets mørke, skinner lyset altså, sådan som engle
synger den grædende i søvn, uden at det nogensinde strejfer vores bevidsthed,
at de har gjort det fra tidernes morgen, før din fødsel på jorden, og vil gøre
det til tidernes ende.
Om ingen så nogensinde har bemærket dem, om ingen, end ikke den grædende, så
nogensinde har hørt en engel synge, så må vi dog enfoldigt tro på det. Er det
end intetsteds nævnt i Bibelen, så ved vi det dog, så sandt det end må være, at
ingen har hørt en engel synge, men så meget desto mere i hjertet har mærket
det.
Og der er her hverken tale om enfoldighed, viden eller tro, men om den vished i
ånden, der får vores bror Esajas til at skrive i sin evige præsens, at lyset
skinner for dem, der bor i mørkets land.
Kun kan jeg bede om, kære Gud, at den englesang, der i ånden, hver gang tårer
falder som blod, har lydt fra tidernes morgen, aldrig vil forstumme, men i
tidernes ende vil blive så åbenbar for ethvert øre, at al gråd fra tidernes
morgen og op gennem verdenshistoriens gang på kærlighedens dag vil forvandles
til en uforbeholdent salig jubel i hjertet.
Amen.
21. maj 2008 07:35, Ture Lykkegaard
Å, kæreste Gud,
jeg søgte dig i dag, og som i går trak jeg et lod med et tilfældigt kapitel fra
Bibelen. Eller rettere, som så ofte før, slog du en pæl gennem enhver tro på
tilfældigheder. Og ramte dermed mit hjerte, for som du gjorde det i går med
kapitel 9 fra Esajas Bog, således også i dag med Salme 147, netop som jeg havde
lyst til at lovsynge dit navn.
Og mit blik hvilede på salmistens ord om dig i vers 18: Når han sender sit
ord, smelter sneen. Ja, Jesus kære, for nok beder jeg dagligt en bøn om
sne, og gør det, fordi de iskrystaller der bliver til de rene, hvide snefnug,
kommer fra din himmel af, og fordi mit hjerte, der vanligt overophedes af en
lidt ubehagelig blanding af affektion og lidenskab, har brug for sneens
kølighed, som israelitterne havde brug for din manna.
Men som du ifølge Johannes i evangeliet siger til jøderne, spiste israelitterne
manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, du med dit ord, ja med dit kød og
blod, hinsides salmistens fantasi, gav os at spise, gør, at den, der spiser af
det, ikke dør.
Å, Herre, så længe jeg befinder mig i denne elendige krop, overophedet af
affektion og lidenskab, giv mig da, såvel som de hvide pillers løfte om evig
søvn, at spise af dit kød og blod. Og lad mig da en dag vågne, når sneen ved
dit ord og legeme i min krop er smeltet, til et evigt liv med dig og med alle
og enhver, jeg elsker.
Amen.
21. maj 2008 22:52, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg er en smule trist, men
jeg glædes noget, hver gang jeg ser et tog passere Bispebjerg Station på vej
mod Vanløse. Det er som om, en del af mig sidder i hvert tog, jeg ser passere.
Og det er som om, at noget, dette noget, venter mig i Vanløse, hver gang jeg
ser et tog passere med en del af mig i det.
Lad aldrig disse pilgrimstoge holde op med at
passere nedenfor mine vinduer. Jeg ved, at jeg, hvis jeg tog toget mod Vanløse,
kun ville finde meget lidt eller næsten intet. Men den del af mig, der hvert
tiende minut, hvert tiende, passerer Bispebjerg Station, finder dog noget i
Vanløse.
Lad altid dette noget, og
intet mere, vente mig i Vanløse. Dette noget, som kun helt og fuldt er at finde
i dig, hvor noget ikke kun er noget, men er alt, der måtte være at finde
nogetsteds.
Og dermed ikke kun, som en svag og næsten
umærkelig epifani, på toglinjen mellem Bispebjerg og Vanløse, men, i den sande
åbenbarelse af dig for enhver hedning, i enhver afkrog af det ganske univers.
Jeg ved, at toglinjen mellem
Bispebjerg og Vanløse kun er et mangelfuldt og ufuldstændigt billede, eller
rettere, en brøkdel af en brøkdel af mangelfuldt og ufuldstændigt billede. Men
det er min verden og mit billede.
Som du blev åbenbaret for hedningerne i en
stald i Betlehem i en afkrog af det ganske univers; åbenbar du dig også her, om
end så svagt og umærkeligt for enhver passager på toglinjen mellem Bispebjerg
og Vanløse, at en digters hjerte kun med Helligåndens bistand finder mod til hvert
tiende minut at mærke dig passere lige nedenfor mine vinduer.
Amen.
22. maj 2008 17:02, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg trak et lod med et bibelkapitel i dag, efter at have sovet uroligt og tungt
i nat, og været træt til døden, da jeg vågnede. Og det var kapitel 4 fra bogen
om Job, der af alle brødre og søstre i Bibelen, dig undtaget, dog udsættes for
de sværeste af alle prøvelser.
Og efter at Job har talt om sin tunge skæbne, sætter hans ven Elifaz i kapitlet
ham i rette, og giver ham, så blidt det nu kan gøres, det skudsmål at anklage
Gud uden grund, men dog uden selv at være i Jobs lidende sted.
Og dog, som den ældste og blideste af Jobs venner, tager han en flig af den
lidelse, han selv kender, om end blot fra en drøm, som udgangspunkt, hvor de to
andre venner kun har øje for Jobs anklage, men slet ikke for hans lidelse.
Elifaz siger i vers 12-14 om sine anelser om din uudsigelige og uangribelige
vælde, at et ord listede sig ind på mig, jeg opfattede den svage lyd af uro
under nattesyner, når mennesker ligger i dyb søvn. Angst og rædsel kom over
mig, hele min krop rystede af angst.
Kæreste Gud, sådan har jeg det også, når jeg hører om Jobs frygtelige
prøvelser, og sådan havde jeg det også i nat. Og tro mig, kære, det er en lise
for sjælen, at Elifaz, om end han ikke på nogen måde forstår Jobs situation,
dog kender kender lidelsen fra drømme, og således
viser et mindstemål af indføling.
For sådan har jeg det også med mennesker, jeg kender og elsker, men hvis
lidelse jeg aldrig vil formå at forstå dybden af. Jeg takker dig for, at du
lader mig lide på deres vegne gennem dette mindstemål af indføling, som en ond
drøm giver, sådan som du også lod Pontius Pilatus’ hustru lide under onde
drømme natten til langfredag på grund af din retfærdighed.
For nu, efter at have sovet igen og vågnet op til dåd, giver det mig, mere end
en forståelse for Elifaz lidelse i drømmen, en forståelse for Jobs lidelse, og
mere end en forståelse for Jobs lidelse, en forståelse for de lidelser, som
mennesker, der står mit hjerte nært, lider som stedfortrædende martyrer for
alle dem, der ikke elsker.
For jeg behøver deres kærlighed, og hvad der trods Elifaz’ indføling ikke går
op for ham, går nu op for mig. Herre, måtte du, som med Job i slutningen af
bogen om ham, give dem det dobbelte tilbage af, hvad Satan har berøvet dem. Og
både for egen skyld beder jeg om dette, såvel som af kærlighed.
For som jeg havde onde drømme for deres lidelsers skyld, lider de ved fuld
bevidsthed stedfortrædende for min sjæls frelse. Å, kære Gud, vær du hos dem.
Lad dem aldrig lide over forstandens umistelige evne, og lad blot en flig af
min bøn lindre blot en flig af deres lidelse.
Amen.
23. maj 2008 05:24, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg vil bede for min ven G.s
datter, M., som for sindets ydre synes smukkere end livet selv, men i hvis
indre menneske der kan gro en tomhed, som sluger dagene og årene.
Å, kæreste Gud, hvor mange gange i Bibelens
utallige beretninger har skønhed ikke været som et janushoved, der dels for
tanken blev prydet med ord, og dels uretfærdigvis æggede andre, ja selv David,
til synd, for således, som i Mettes indre menneske, at gro som en tomhed, der
slugte dagene og årene.
Var det ikke for det evige
liv i dig, havde en skønhed som M.s måske for længst slugt hver eneste af hendes
dage. Fyld du dem, kære Gud, med dit liv, så hun må blomstre og retfærdigvis
med sin skønhed, som for sindets ydre synes smukkere end livet selv, i sit
indre menneske vokse i tålmodighed og sjælsstyrke.
Så bliver hun måske heller ikke så let, som Batseba
blev det for David, et offer for sin egen skønhed, men bliver tværtimod som en
stjerne blandt stjernevrimmelens himmelske glans, hvor, som vores bror Paulus
skriver, stjerne adskiller sig fra stjerne i glans, og det, der blev sået i
forgængelighed, opstår i uforgængelighed. Så det, der blev sået i vanære,
opstår i herlighed, og det, der blev sået i svaghed, opstår i kraft.
Kæreste Gud, lad således M., som for sindets
ydre synes smukkere end livet selv, komme sin skønhed til gode, så tomheden
ikke sluger årene. Så hendes tanker pryder både sind, sjæl og krop i herlighed
og kraft, og hun inderst inde vokser dag for dag.
Amen.
23. maj 2008 17:26, Ture Lykkegaard
Å, Kæreste Gud,
jeg vil bede for de
mennesker, jeg tror at elske, og for at lammets skrig for dem en dag vil
stilne.
Ikke at jeg ønsker dem ændret. Ikke at jeg,
hvis det stod til mig at ønske således, ønskede deres skæbne ændret, for jeg
ved, at selv du en dag måtte dø, men nu lever.
Men hører du ikke, Herre,
langt borte, og dog så nær, næsten væk, og dog så klart, hvordan efterklangen
af din pinte sjæl runger?
Ser du ikke, kære Gud, gennem lidelseshistoriens
omvendte evangelium, op gennem tidernes og alverdens slagterkroges bestandigt
åbenlyse raslen, gennem industrislagteriernes overdøvende maskinlarm, at
mennesker ånder med et lydløst håb om liv i takt med efterklangens rungen?
Mennesker, jeg tror at elske, og som jeg vil
bede for, for at lammets skrig for dem en dag vil stilne.
Amen.
24. maj 2008 09:55, Ture Lykkegaard
Kæreste Gud,
jeg bobler af lykke, for jeg
får besøg af min elskede L. i dag. Uanset hvad der skal ske, lægger jeg trygt
vores skæbner i dine hænder, men jeg beder dig dog om at velsigne vores elskov
med din kærlighed.
For, kære Gud, udover tanke og hjerte er jeg
dog også et køn. Og hjertet, som tidligere forargedes, ligesom det forargedes
over evangeliet, forstår nu bedre kønnet, og forstår det langt bedre end
forstanden, for hvilken kønnet blot er endeløs dårskab, ligesom evangeliet er
det.
Og dog hersker kønnet over
forstanden, mens hjertet hersker over kønnet.
Dog er herske måske
et forkert ord, for mit hjerte hersker egentlig ikke med magt, idet dets magt,
nemlig kærligheden fra dig, blot behersker kønnet i kraft af hjertets egen
magtesløshed. Og dette vil mit køn aldrig nogensinde forstå, thi for kønnet
hersker kærlighed i kraft af magt, og ikke som for hjertet, af magtesløshed.
Og se, allerede nu måber
forstanden, for alt dette forstår den ikke en brik af.
Som sagt finder den hos kønnet, som i evangeliet,
blot dårskab, og forarges over sin egen magtesløshed. Men evig tak, kære Gud,
at du har ladt hjertet herske i mig, og at du har ladt det herske i
magtesløshed, dels i forståelse, og dels til formaning for kønnet.
Men min forstand forstår det
ikke. Kære Gud, som skrevet står, kan den, der står tilbage i kundskab og
visdom, bede om den. Giv mig denne, så min forstand forstår at tøjle både
forargelse og dårskab, og den opøves i at tænke opbyggeligt, om end i skyggen
af korsets gåde.
Så vil tanken forstå, hvorledes hjertet kan,
hvad den ikke selv formår; at sætte kønnet fri, og endog gøre det med den
selvbeherskelse, der blot finder vej i kraft af magtesløshed.
For hvad hverken hjertet
eller kønnet kan, at ytre sig i ord, kan tanken, og den ønsker det brændende.
Kære Gud, lad den ytre sig som en ligeværdig
del af mig, men dog ydmyge sig, så den ikke brændes op af stolthed over sine
egne tankers virksomhed. For det er hverken kønnet eller hjertet, men
forstanden, der har brug for, at du velsigner L.s og min elskov med din
kærlighed.
Amen.
25. maj 2008 16:44, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
apostlen Paulus skriver til Filemon i sit
brev til ham, at den slave, som ikke tidligere var til gavn for Filemon, men
som nu er til gavn både for Filemon og Paulus, ham sender han nu tilbage til
Filemon, og dermed sit eget hjerte.
Kære Gud, jeg forstår, at Paulus her taler om en bortløben slave, der har søgt
tilflugt fra Filemon hos Paulus, og som nu for apostlen er blevet som så kær en
bror i Kristus, at han endog omtaler ham som sit eget hjerte. Men der synes
også at være noget andet, jeg ved disse ord forstår. Noget, som ikke har med
slaven eller Filemon eller med Paulus at gøre, men har at gøre med din tale til
mig.
For vejledt af Ånden udtrykker de tre personer, der her er på tale, en indre
udvikling for mig og L. Jeget er den ene af os, og det omtalte du eller dig den
anden eller den næste, som den første hverken slaven, undskyldninger eller
verdslig smiger skylder, men alene kærlighed.
Og dette han, den fra Filemon bortløbne slave, der har søgt tilflugt
hos Paulus, er netop som kærligheden. Det, som du, Jesus kære, gennem Ånden
siger til mig, er, at den, for hvem jeg ville bede, uanset om det var for mig
selv eller for L., ikke tidligere havde haft gavn af kærligheden, men at både
hun og jeg nu bærer dens frugter.
Ikke at kærligheden kommer af denne ene; den bliver jo netop, som Paulus om
slaven skriver, sendt tilbage, og ikke frem, til den anden, fra hvem
kærlighedens gavn oprindelig kom, men dog uden at den havde været til gavn for
ham. Eller, i din tale til mig, for mig eller L.
Kærligheden synes ikke altid at være til gavn, men er nu til gavn både for mig
og Lene. Den kærlighed, der som slaven undslap Filemon, og søgte tilflugt hos
Paulus, sender den ene nu, sammen med sit eget hjerte, altså med sin
hengivelse, tilbage til sit ophav, uden at være ham eller hende
noget skyldig, end ikke taknemmelighedsgæld.
Så kan der blive ligevægt, uanset om det er L. eller mig, der er den ene eller
den anden. Pointen er netop, at vi begge er den ene, og begge er den anden. Og
at kærligheden ikke længere blot vil være en slave eller en handelsvare for
nogen af os, men en elsket der sættes fri til at være, hvad kærlighed nu er.
Ikke en slave af det menneskelige hjertes skyld, men tværtimod det eller den,
der bærer, nærer og opretholder det menneskehjerte, der ikke søger den for sig
selv, men skænker den sin næste som en gave.
Ja, Jesus kære, lad det være sådan.
Amen.
26. maj 2008 06:14, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
når jeg læser i Bibelen, ser
jeg mange mennesker påtage sig skyld, fordi de har syndet. Men en indbildt
skyld, der netop ikke er forudgået af en synd, finder jeg ikke.
Som du ved, kære, lider jeg af en depression,
der som følge af det voldsomt nedsatte stemningsleje belaster mig med en
skyldfølelse over snart sagt alting. Imidlertid synes en sådan i antikkens
verden at være ukendt. Selv en Paulus, der nok kan tale med om skyld, havde så
sandelig også en forhistorie at føle sig skyldig over, og således en reel skyld
at forholde sig til.
Det har jeg ikke på samme
måde, kære Gud. Og dog synes det mig, at depressionen er kristendommens hæslige
bagside. Eller måske rettere, den kulturkristne sekulariserings hæslige
bagside.
For hvor vi har forladt en reel skyld at forholde
os til, men skyldfølelsen klæber ved os som følge af det nedsatte
stemnningsleje, følger også faren for at afskrive os selv både skyld og ansvar
for noget som helst, fordi den massive følelse af åbenlyst indbildt skyld
forekommer os så meningsløs.
Kæreste Gud, jeg ved, at vi
alle bærer et ansvar. Og jeg ved, at vi alle også bærer en skyld.
Lær os at skelne den skyld og det ansvar, der
ikke er vores, fra den vi med rette kan siges at skulle bære. Eller bedre
endnu, for så enkelt er det nemlig ikke; lær os igen, som du og Paulus lærte
os, om end vi måtte kunne skelne, ja måske netop da, at bære hinandens byrde af
skyld, for dog at stå alene med vores egen byrde.
For sådan vil ingen stå
alene, men heller ingen, udover du og de ganske få sjæle, der i dette henseende
kan følge i dit fodspor, belastes med hele verdens skyld.
For alle bærer vi skyld for det skete, men
dog ingen, udover du og de ganske få, som jeg ikke kan siges at tilhøre, bærer
eller vil kunne bære den hele og den fulde skyld. Husk os således igen og igen
på, at vi er undgældt med dit offer, for at ingen må stå alene, hverken i
ensomhed med sin egen byrde af skyld, eller i desperation med den hele verdens.
For nok tilfalder den hele
verdens skyld os alle, men alene dine skuldre har magtet at bære den.
Bær du den igen for os, Jesus kære. Således
beder jeg for alle, der bærer byrder tungere, end deres skuldre kan magte,
uanset om de bærer dem med rette eller ej. For du har med dit blod løskøbt os
alle, både den der har uskyldige menneskeliv på samvittigheden, og den der
uretmæssigt bærer denne skyld som en tornekrone af neon, formet af den
kulturkristne sekulariserings hæslige bagside.
Amen.
26. maj 2008 12:24, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg vil på
denne regnfulde dag bede for drømmen.
For jeg drømmer om at passere Bispebjerg Station med tog. Og det tog jeg i
drømmen sidder i, ser jeg i dette nu passere Bispebjerg Station nedenfor mine
vinduer, mens jeg beder.
Mens jeg endnu beder denne bøn, kære Gud, er
det allerede kommet til Nørrebro Station. Om lidt vil jeg i min drøm være i
Vanløse. Jeg vil have set flere andre toge passere Bispebjerg, alt imens jeg i
Vanløse vågner af drømmen midt på Flindtholm Station, og spekulerer på, hvad
jeg egentlig ville der.
Jeg tager næste tog tilbage,
og da jeg lukker mig ind i min lejlighed overfor Bispebjerg Station, er det
blevet en anelse senere, og jeg er ikke blevet en stavelse klogere, mens jeg
bad.
Jeg ærgrer mig blot over alt det, du ikke har
fortalt mig i vågen tilstand, og som derfor ikke er kommet på papir. Alt det
som er indkapslet i dagdrømmen. For først når jeg i aften går i seng og sover,
vil jeg vide det. Eller vil jeg?
Det jeg glemmer, hver gang
jeg vågner op med en halvfærdig og forældet bøn på læberne. En bøn der forgæves
forsøger at gå i forbøn for den uvidendes ret over for den vidende tyranni,
sådan som en bøn for drømmen nødvendigvis må gøre det, mens den stadig drømmer
om at passere Bispebjerg Sation med tog.
Og dog. Efter søvnen, kære Gud, lad mig da,
om ikke andet, være denne halvt formulerede bøn klogere på, hvad jeg egentlig
ville i Vanløse, for så vidt jeg da nu ved, at jeg bliver dummere og dummere,
jo mere jeg beder om at blive klogere på drømmen, som jeg beder for.
Men til gengæld en anelse
klogere, når jeg holder op. Ikke når jeg holder op med at bede, men når jeg
holder op med at bede om at blive klogere på drømmen. For da mærker jeg bønnens
forløsning i den utænkelige forening af dig og mig; at jeg har passeret
Bispebjerg Station med tog, mens jeg sad og bad for drømmen om det.
Og da ved jeg også, hvad jeg søgte i Vanløse.
Jeg bad for i drømmen at ville søge dig, hvor du i drømmen var at finde i
bønnen. Hvad der er hvad, ved jeg ikke. Men fundet mig har du, nemlig i den
drøm som jeg bad for.
Amen.
27. maj 2008 08:20, Ture Lykkegaard
Å, kære Gud,
lad på denne smukke
forsommers morgen altid tvivlen i vore hjerter, som følge af din kærlighed,
komme vores næste til gode.
Ikke som en nådesbevisning, tværtimod. Lader
vi tvivlen komme vores næste til gode som et bevis på vores nåde, har vi jo
allerede domfældt ham eller hende og lader blot efterfølgende frifindelsen være
et segl på vores overbærende kærlighed.
Nej, lad os oprigtigt tro
vores næste, således at tvivlen kommer ham eller hende, og ikke os selv, til gode.
For lader vi det være åbenbart, at vi har tvivlet, men nu vil lade nåde gå for
ret, har vi blot med din retfærdighed dømt os selv, og ikke vores næste.
Den retfærdige dom lader skjult i hjertet
tvivlen komme den næste til gode af kærlighed, uden at åbenbare tvivlen, for
ingen tvivl kan udspringe af din retfærdighed og samtidig komme kærligheden til
gode.
Ja, ingen tvivl overhovedet
kan komme os selv til gode, men blot komme til gode din, og ikke vores, retfærdighed. For din retfærdighed
udspringer af din kærlighed og kan som den eneste uden hykleri komme os til
gode.
Lad på denne smukke forsommers morgen os igen
af dette lære af dig, så vi uden hykleri i hjertet, uden at tro vores sølle
kærlighed retfærdig nok til at udvise nåde, altid kan lade tvivlen komme vores
næste til gode.
Amen.
28. maj 2008 12:04, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
det er kvælende varmt her nær
toppen af Bispebjerg. Og ærligt talt er jeg noget dvask i ånden. Egentlig vil
jeg blot bede til dig, fordi jeg nu engang i denne hede ønskede at skrive den
obligatorisk daglige bøn om sne, og har nu sat mig foran mit krucifiks af samme
grund. Og dog er det min erfaring, at jeg, netop når jeg meget bestemt retter
min bøn mod et i forvejen klarlagt mål, kun kan være sikker på én ting. Det er,
at min egen viljes søgen efter dette mål aldrig bliver tilfredsstillet.
Har jeg på forhånd, før jeg sætter mig foran
dig, i ånden udarbejdet din bønhørelses svar, er denne jo ikke din vilje eller
din stemme, men blot min egen. I så tilfælde taler jeg jo blot med mig selv som
følge af en forudbestemt plan, hvor replikkerne allerede på forhånd er lagt i
munden på både dig og mig. I så fald bliver der aldrig tale om nogen
bønhørelse, endsige samtale.
Og da min egen viljes
begæring, at skrive en bøn, forudsætter en sådan samtale, kan jeg således være
sikker på, at hverken bønnen eller nedskrivningen, som følger heraf, lader sig
gøre. For med min egen vilje alene formår jeg ingenting.
For det første formår jeg uden Ånden slet
ikke at bede, for da ved jeg slet ikke, hvad jeg skal bede om. Dernæst får jeg
intet, for nok ved du, hvad jeg vil, men selv ved jeg det ikke, og ved således
ikke af, ja, vil således ikke vide af, at få noget givet. Det er først, når min
vilje, i stedet for at følge et i forvejen klarlagt mål, under bønnen bliver ét
med din vilje, at du vil, at jeg bliver mig din bønhørelse bevidst. Blot
således formår jeg noget som helst, og dette blot i kraft af bønnens under.
Hvor meget jeg end forbereder
mig på forhånd, er det din vilje, at det afgørende øjeblik, hvor jeg kan høre
dig, alene er at finde under bønnen, og hverken før eller efter. Og netop i
dette moment under min bøn går det op for mig, hvad din vilje er. Som det står
skrevet, virker alt sammen, også mine egne litterære ambitioner, til gode for
dem, der elsker dig. For min egen viljes begæring bliver nu ét med din; ikke
blot at skrive en bøn for bønnens egen skyld, men så meget desto mere for dit
navns skyld.
En bøn, hvor det er din vilje, at mit i
forvejen klarlagte mål så at sige bliver et kompositorisk selvmål for den
litterære ambition, der alene ønsker sig æren. Du styrer min selviske stræben
således, at også den, modsat sin hensigt, tjener til at fremme din, og ikke
min, ære. Eller sagt på en anden måde; at det mål, hvorefter jeg stræbte, i
løbet af bønnen forvandles til din vilje, nemlig at lade min vilje, i stedet
for at søge et mål, søge dig. Og hermed, som når man scorer et selvmål, finde
det modsatte af, hvad jeg stræbte efter, men dog med dig i oprigtig glæde juble.
For jeg stræbte efter min
egen viljes mål, men fandt dog, som følge af vores samtale, noget langt større,
nemlig din vilje, og lader den nu efterfølgende styre min kuglepen. Og se, min
egen oprindelige begæring, som ønskede at skrive en bøn, synes Ånden at være
gået i forbøn for.
For det, hvorom jeg ikke vidste, hvorledes
jeg skulle bede, har du allerede ladet opfylde, endnu før jeg bad om det. Dog
ikke som jeg ville, men som du ville. Ikke som jeg på forhånd ville have
skrevet bønnens replikker om sne, men som den i samtale med dig føjede sig
efter din vilje.
Amen.
5. jun 2008 09:36, Ture Lykkegaard
Å Gud,
indlagt igen. Jeg vil gerne bede for de mennesker, der er underlagt
psykiatriens uskrevne love og regler. Det som ingen taler om, men alle ved.
Ikke strafferetspsykiatriens møllehjul, hvor masken for længst er revet af
Lucifer. Ikke civilretspsykiatriens tvangsforanstaltninger, men de magtmidler
der bruges, uden nogen forudgående lægelig, endsige retslig foranstaltning
eller instans.
Jeg vil gerne bede for P., der begik en bommert, kære Gud, én eneste bommert,
og ingen nåde fandt. I weekenden tog han derhjemme noget, han ikke skulle have
taget. Og derefter var angst som ind i Helvede for at blive udskrevet, som da
han bagefter på terrassen bange spørger sygeplejersken, om man da kan blive
udskrevet i weekenden. Hvorefter sygeplejersken, der for længst har afskrevet
ham, men udmærket godt ved, at han på grund af søndagens lægemangel vil få en
dag eller to endnu, koldt svarer ham, at man kan blive udskrevet alle 24 timer
på alle ugens dage.
Få dage efter taler denne sygeplejerske med S., som jeg også vil bede for, og
som er som en solstrålehistorie selv; lidt for selvsikker, sød og omsorgsfuld
efter behandlerens smag. Og da hun gerne vil hjem dagen efter, fortæller han
hende, for at pille hende lidt ned, det modsatte; at hun skal blive her noget
tid endnu, for det har lægen i distriktpsykiatrien tilsyneladende på hendes
vegne vedtaget. Velvidende at hun kan tage sit tøj og gå, når hun vil, så længe
hun ikke ikke er underlagt så meget som skyggen af tvangstilbageholdelse. Hvad
jeg da også roligt i hendes ængstelse fortæller hende, uden at sygeplejersken
har det mindste at indvende imod det, fordi han udmærket ved, at det er sådan.
Kæreste Gud, jeg vil bede for både P. og S., for at de ikke længere skal rammes
af uskrevne regler, der bruges som magtmiddel mod deres skrøbelighed. Ikke
fordi verden ved et sådant hykleri eller en sådan uretfærdighed er mig fremmed,
for verden er, til kærlighedens dag oprinder, fyldt til randen af hykleri og
uretfærdighed. Men lad os i det mindste være ærlige omkring det. Kæreste Gud,
lad os dog for helvede i det mindste være ærlige omkring det.
Endnu mere vil jeg dog bede for hver eneste sjæl på de retspsykiatriske
afdelinger på Sct. Hans og Sikringsanstalten ved Nykøbing Sjælland. For hvor
den civilretslige psykiatri, som alle menneskeskabte systemer, blot er en
endeløs producent af ofre, er det anderledes indenfor strafferetspsykiatrien.
For her er masken endegyldigt revet af Lucifer, som Hebræerbrevet beretter om,
og nådens Ånd trådt under fode. Her findes de martyrer for den vrede, som
psykiatrien på samme tid producerer og forbyder, og som vi andre nok forstår at
stænge inde for at hytte vore egne skind.
For det værste ved de sjælelige tilstande, der rubriceres som psykisk sygdom er
ikke sygdommen selv, men dette at være afhængig af et system, som for det
første står magtesløs over for de kræfter, der rører sig i os, men dernæst ikke
kan - og måske aldrig vil kunne - erkende sin egen magtesløshed. For dette
hykleri producerer en vrede, som det aldrig vil blive accepteret at give udtryk
for på nogen psykiatrisk afdeling. Og alle kender til at blive så optændt af
indestængt vrede, at man til sidst bliver sindssyg. Eller rettere, gal. At
psykiatrien således mere end noget andet blot producerer ofre, kan man godt
blive vred over, om end det gælder ethvert menneskeskabt system.
Men, Å, kæreste Gud, jeg tænker så ofte på hver en sjæl på de retspsykiatriske
afdelinger på Sct. Hans og på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland. For hvad
kun få forstår, måske end ikke dem selv, er de så meget mere end ofre, nemlig
martyrer for al den vrede, vi andre blot føler, men aldrig har modet til at
give udtryk for. For alle ved, hvad konsekvenserne af at vise den vrede, som er
så forbudt i psykiatrien, meget hurtigt kan blive, nemlig at blive indrulleret
i den stafferetspsykiatri, som er så uendeligt mere hæslig og hyklerisk end
civilretspsykiatrien, altså de almindelige psykiatriske afdelinger såsom denne.
Jeg vil i dag bede for både P. og S., som på ganske forskellig vis blev ofre
for de uskrevne reglers magtmidler. Men i særdeleshed vil jeg bede for dem, for
hvem reglerne er nedfældet med det blod, Jesus kære, som du ofrede for dem. Lad
i det evige liv den sande nåde være med dem, der har hånet nådens Ånd, og for
hvem du, som Hebræerbrevet med rædsel fortæller, er som en brændende ild.
Frygteligt er det at falde i den levende Guds hænder. Og her det omvendt. I det
evige liv er det martyrerne, der må bede for deres bødler, for ved deres
bønner, der har en kraft og styrke, som ingen bøn fra min hånd nogensinde vil
have, at måtte frelse bødlerne fra den vrede, der som fra den brændende
tornebusk udgår fra Hebræerbrevet.
Amen.
7. jun 2008 17:23, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
opmuntret af kærlige mennesker omkring mig i det virtuelle rum, vil jeg gerne
gå til gudstjeneste i hospitalets kapel i morgen. Du ved, kæreste, at jeg ikke
har været til en gudstjeneste i lang tid, fordi mine følelser løber over med
mig, og jeg plejer og sidde og tude det meste af tiden.
Lad ikke nogle af de andre kirkegængere bide mærke i det, frem for i tjenesten
for dig, hvis det skulle ske, for du ved, som jeg, at det ikke er en strøm af
tårer, som drukner andre i et endeløst hav.
Du ved, at jeg græder, fordi jeg føler en bevægelse over at være dig så nær, at
havet netop er alt andet end endeløst, men har en kyst i sigte, som er så meget
desto nærmere mig, som du er mig nær. Ja, som er så meget desto nærmere mig,
end jeg selv er.
Giv mig styrke til at mærke livet i disse følelser, så heller ikke jeg selv
drukner i dem. Og giv os under nadveren det livets fællesskab, som jeg så
frygteligt, for nu at være lidt højpandet, længes efter i lægevidenskabens
teknokratiske sprogbrug.
Du ved, at lægelige kundskaber, som al anden menneskelig visdom, fanger os i
vore egne snarer, men på ubehjælpsom vis tjener det samme formål, som du ved
vores ubehjælpsomme tro opfyldte, nemlig at helbrede lidelser.
Lad mig igen i nadverens fællesskab med dit kød og blod indtage livets sande
måltid, og ikke, som bønnen om sne glimtvis forekommer mig at omhandle, de
hvide pillers tomme løfter om mørke og søvn.
Amen.
9. jun 2008 07:57, Ture Lykkegaard
Kæreste Gud,
tak for den gave, du har givet mig at lære et menneske som K. at kende, som er
som et kunstværk i sig selv. Så sandt ikke mere, end at alle mennesker som
følge af din skabelse er kunstværker, men fordi hun er et større kunstværk, end
hun selv tror sig i stand til at være. Ikke alene i ydre skønhed, og måske slet
ikke begunstiget som følge af denne, men af en skønhed i det indre, der, som
apostlen Paulus skriver, er så meget større, end den skønhed, der ses af øjet.
Jeg oplever i K. en skønhed, der er langt større, end hvad øjet magter at
sanse. Kæreste Gud, lad også Kirsten opleve denne skønhed i sig selv, ikke som
følge af, hvad hun magter eller ikke magter, men som følge af din grænseløse
kærlighed til hende. Jeg mener at frygte, at hun ikke mærker den, og lad da
også hendes tro være i fred. Hun har fortalt mig, at hun tror på skønhed. Og
ikke i den forstand en skønhed i det ydre, men en skønhed der hinsides
formulering er reserveret hjertet, sådan som apostlen beskriver den.
Lad denne skønhed fylde hende fra top til tå, for i din kærlighed til skabelsen
har du også skabt os med en skønhed, som sandt at sige er hinsides formulering.
Om end evangeliet er besynderligt fattigt på ydre skønhed, er det dog fyldt af
en skønhed hinsides ord, som jeg ikke ønsker at aftvinge hende. Også fordi,
Herre, at der er en grund til, at evangeliet er fattigt på ydre skønhed. For
jeg takker dig for, at den skønhed jeg finder i K., er hinsides formulering, så
jeg ikke bruger ordene som våben, også selvom jeg således, som følge af K.s og
min forskellige tro, kan føle mig magtesløs i bønnen.
Så meget desto mere vil jeg bede for hende, for at den skønhed, som giver hende
ro og fred i sindet, som alt der ringeagtes i verden, men er rigt hos dig, kan
vokse og give hende mod til at give sig i kast med den verden, der fratager os
skønheden, du har skabt os med, og iklæder os et hæsligt dække af fortielse og
hykleri. For hos K. finder jeg ikke spor af dette hykleri. Jeg tror at mene, at
hun har lidt under sin skønhed og sin kærlighed til skønheden, sådan som du led
for den skønhed, som for K. er hinsides formulering.
Amen.
20. jun 2008 09:09, Ture Lykkegaard
Kæreste Gud,
jeg har intet at sige, intet at skrive. Det
er som om, at min stemme er blevet taget fra mig og kvalt af depressionen, når
jeg forsøger at sige noget. Eller skrive noget. Jeg
ved ikke, hvad jeg skal skrive, men jeg ved, at du prøver mig. Jeg ved ikke
hvorfor, men jeg tror på, at din grænseløse nåde og kærlighed også gælder mig.
Ja, at prøvelsen netop består i, at jeg bibeholder denne tro, og at du blot,
som Luther skriver, kærtegner mig, så sveden springer, og øjnene synes at ville
springe ud af øjenhulerne. Det synes næsten uforståeligt, men selvom det så er
uforståeligt, så beder jeg dig til stadighed, idet jeg ikke ved, om jeg kan stå
denne prøvelse, som du lærte os, om ikke at ledes i fristelse, men at fries fra
det onde. Skulle denne bøn ikke også gælde mig? Jo, kæreste Gud, om du så
kærtegner mig, så sveden springer, og øjnene synes at ville springe ud af
øjenhulerne, så gælder nåden også mig, også selvom den synes at vige bort. For
jeg ved, at det er dig, der prøver mig, og at du, så længe du gør det, ikke
lader mig alene med Satan. Og jeg finder trøst og lindring i den tanke. Hvor
uforståelig nådens bortvigen end er mig, så finder jeg trøst i den tanke, at
det er dig og alene dig, der kan give og borttage nåde, og at Satan, så længe
du prøver mig, intet kan gøre.
Amen.
23. jun 2008 07:41, Ture Lykkegaard
Kæreste Gud,
jeg får i dag besøg af min ven Hans Anker, og
jeg kunne godt tænke mig at tale med ham om noget af det, jeg bad om i min
sidste bøn, nemlig om at måtte modstå det jeg så som en prøvelse fra din side.
En søster i troen ved navn A. mente ikke, at du prøvede mig, og at nåden ikke,
som Luther kan se som din prøvelse af dine udvalgte, kunne synes at vige bort.
Ikke desto mindre, som jeg skrev i min sidste
bøn, giver lidelsen for mig ingen mening, hvis ikke jeg lider for dem, som
afviser nåden. For i dette fald vil der være en slags kosmologisk balance, og i
øvrigt, hvis det overhovedet skal give mening at tale om nogen form for
efterfølgelse, en efterfølgelse af Kristi kærlighed.
Ikke alene at jeg tager min egen skyld på
mig, men tillige verdens skyld, vel nok uden at ville det, men i den tid det
varer, tillige uden at kunne andet. Forskellen mellem Jesus og den enkelte
kristne, der lider for verdens synd, er vel, dels at du tillige var forladt af
Gud, og altså ikke blot blev prøvet for en stund, men tværtimod forbandet, og
dels at du var uden synd. Hvor jeg altså blot prøves for en stund, velvidende
at det er en prøvelse, hvor jeg for min egen skyld tager del i verdens skyld,
blev du forladt af Gud for for andres skyld at tage hele verdens skyld på dig.
Det er vel denne prøvelse, som vi i Fadervor
beder om, ikke at måtte fristes til at lede os selv ind i, men tværtimod om at
fries fra det onde. For leder vi os selv ind i denne fristelse, som er en
prøvelse, som intet menneske kan påtage sig, leder vi netop os selv ind i det
onde. Og i den ondes arme, idet det i dette tilfælde er ham, der frister, som
ulven forklædt som et får. Det er dette, der leder mod selvmordet.
Lad mig kunne tale frit med Hans Anker om
dette, og lad ikke spørgsmålet om efterfølgelsen stå i mellem os. Lad mig
aldrig fristes over evne, så jeg ledes mod selvmordet af den onde.
Amen.
29. aug 2008 09:11, Ture Lykkegaard
Kæreste Gud,
jeg
har været gennem endnu en lang indlæggelse, som har lagt beslag på alle mine
kræfter. Jeg har derfor ikke fået skrevet en linie før nu, hvor jeg forsøger at
forstå, hvad der er sket. Jeg vil ikke fortælle om det i detaljer, fordi du
kender min skæbne bedre end jeg selv, og fordi et vidnesbyrd om den kun tjener
til andres opbyggelse, hvis den retter sig mod dig i bøn.
Men sandt er det,
at jeg efter at have påbegyndt et misbrug af morfinpiller, å disse piller, som
gav mig himlens forsmag og helvedets eftersmag, tog så mange, at jeg i sjælen
først vågnede op på akut medicinsk modtageafdeling på Bispebjerg Hospital, hvor
jeg nok overlevede i kropslig forstand, men var så fjern fra dig, at jeg kun
sørgede over at være givet denne overmåde store opgave at være menneske. For
denne opgave, som jeg havde vanrøgtet, ønskede jeg ikke. De sygeplejersker, som
arbejdede for mit liv, forbandede jeg i hjertet. Og du, kæreste bror og Herre,
du gav mig, som vi beder om i Fadervor, et dagligt brød, selvom jeg væmmedes
ved alt, der tjente til livets opretholdelse.
Nu
vil jeg dog gerne bede for de sygeplejersker, som arbejdede for mit liv. Nok
gjorde de kun, hvad de blev betalt for, men alligevel vil jeg bede for, at der
venter dem en løn, som ikke vil blive givet dem i mønt og ører, men i fred og
salighed. For i en vis forstand, selvom de ikke måtte vide af det, gav de mig
ikke, som verden giver. For verdens løn er døden, og om end kun du kan give os
livet, gav de mig et dagligt brød, betalt af HS, men lønnet ene og alene af
dig.
Og sandt er det,
at jeg derefter endnu engang endte på psykiatrisk afdeling, og hvordan livet
endnu engang slutteligt søgte vej til mig, holder jeg mellem dig og mig. Eller
rettere; som kun du har livet, ved også kun du, og end ikke jeg, hvordan livet
kan finde vej. Find du det altid for mig, for hvor jeg leder, finder jeg det
ikke, men hvor du er at finde, behøver jeg ikke at lede, men finder det i dig.
Eller i ethvert medmenneske jeg måtte have talt med.
Sådan kunne jeg
nævne mange, som har ledt mig mod livet, og bede for dem. Således gerne gjort
uden at have nævnt et eneste navn, for de står alle skrevet med alle deres
gerninger i livets bog. Sådan behøvede jeg ikke bede eller skrive en linie
mere, for jeg ved, at der i livets bog står skrevet alt, hvad der er at sige.
Alligevel skriver jeg. For jeg kan ikke andet. Og fordi det, som er åbenbart i
livets bog, stadig er dunkelt for mit hjerte. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lever.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde finder ud af det. Men jeg ved, at mennesker
omkring mig, mennesker af kød og blod, hjælper at give mig et liv og en vished
om livets værd, som ikke kød og blod har åbenbaret dem. For dette værd finder
jeg ikke, hvor end jeg leder, men behøver ikke at lede, hvor du er nær. Hold du
dig altid nær ved mig, så jeg ikke skal lede og søge, og ikke skal gives, som
verden giver. Giv mig, som sygeplejerskerne på AMA midt i verden gav mig det,
et dagligt brød, betalt af HS, men lønnet ene og alene af dig.
Amen.
29. aug 2008 12:23, Ture Lykkegaard
Kæreste Gud,
når de onde tanker melder sig, da hjælp mig med at fortrænge dem fra mit sind. For hellere vil jeg således sjæleligt vanfør gives din fred, end som en åndelig krøbling at ligge i strid med mig selv. Har den kristne tro end ansvaret for, i langt videre forstand end det blotte psykologiske henseende, at have indført fortrængningen i europæisk åndsliv, da lad mig bruge den som redskab til min frelse. For skizofrenien, hvornår den end er opstået, forstår apostlen Paulus, og har gennemlevet den til den yderste konsekvens, hvorom Romerbrevet vidner. Fremstår han end for en psykologisk analyse sygeligt splittet, vidner han blot om nogle tilstande i menneskesjælen så selvransagende og ensomme, at sygdommen snarere er et livsvilkår, som kun du magter at ændre. Og som vi kun kan afhjælpe ved at undertræde vor onde tilbøjeligheders modstand herimod, disse som fandt sit endeligt på korset i den tro, som Paulus led for. Livet er en kamp, Herre. Hjælp mig med at kæmpe den, og hjælp mig med at bekæmpe den modstander, som i vor tids psykologiske analyser forklædes med et rationale, som snarere er et våben i hånden på den Onde end et vidnesbyrd om sjælelivet. Ja, kæreste Gud, når de onde tanker melder sig, da hjælp mig med at fortrænge dem fra mit sind.
Amen.
30. aug 2008 16:14, Ture Lykkegaard
Kæreste Jesus,
du sagde, at den, der holder ud til enden, skal frelses. Jeg bekender gerne, at jeg i al min håbløshed gjorde, og momentvis gør, dette triste udsagn til mit credo. For fuldendelsen fraset er det vel med dette udsagn døden, vi sukker efter. Ofte har jeg i fortvivlede stunder fået det råd at holde ud. Men, Herre Jesus, lad mig dog også sætte min lid til dette liv, om det så er en skygge af det kommende livs fuldendelse. For i mine bedre stunder, da elsker jeg det, som det er, med al dets fortvivlelse, gråd og klage. Og beder i mine bedre stunder om, at fortvivlelsen, gråden og klagen også inden det kommende livs fuldendelse, som i små lommer af fred, kan vende sig til håb, glæde og, ja, salighed. Også uden, for ikke at sige betinget af fraværet, af de hvide pillers lokkende løfter om mørke og søvn. Ja, kære broder, nok skal jeg holde ud. Men giv mig også et liv at holde ud. Og end mere, med al denne verdens fortvivlelse, gråd og klage; et liv at holde af. For giv det at være sådan, at al afsavn fra verden rummer fristelsen til de lokkende løfter om mørke og søvn. Og tillige at være sådan, at den eneste modgift mod disse lokkende løfters fristelse ene og alene er omsorgen for netop denne verden, så meget desto mere med som uden, al dens fortvivlelse, gråd og klage.
Amen.
30. aug 2008 20:40, Ture Lykkegaard
Herre Gud,
stilheden larmer i mit hoved, så det synes
næsten at sprænges. Ja, så det virkelig sprænges i tusind stumper og stykker i
en virkelighed virkeligere end virkeligheden. Ingen taler om den, ingen nævner
den med et ord. For den findes ikke i ord eller tale, men findes kun der, hvor
ordene og talen må give fortabt. Men hvor stilheden sprænger sindet i tusind
stumper og stykker, findes ordene tillige kun i kraft af implosioner af det,
der var engang.
Eller som Peter Laugesen skriver det: Og
vores minder/ atomiseret/ indtil stumperne samles/ af hvad som helst/ og kører
frit/ på gummihjul/ som hvidekrist/ på syre/ i Hollywood/ og alle de ting/ vi
ikke har gjort/ og har gjort forkert/ for hurtigt/ for sent/ for tæt/ direkte/
og glemt/ men du skal ikke hænge din hat/ på den mærkeligt baglæns svimmelhed/
aviserne er fulde af sandhed/ man lærer at der ikke er noget at lære/ at læren
er en langsom nedslidning af/ hvad man allerede vidste/ og til sidst er det en
form/ og at det egentlige lærde/ er det forsvundne/ det glemte/ de hvide huse i
den høje nat/ under fyret/ buskene man faldt i/ skrænterne man skred ad/
skummet på læberne/ digtet.
Å, Jesus kære, måtte du og intet andet være
det egentlige lærde. Det for den dagligdags avislæser forsvundne, som ene
manifesterer sig i stilhedens larm af glemsel virkeligere end virkeligheden.
Måtte du være de buske, vi faldt i, og de skrænter vi skred ad. Måtte du og
intet andet være digtet, som ikke vi, men Faderen har digtet. Dog, modsat Peter
Laugesens digt; måtte du være kommet i kød og blod og korsfæstet i kød og blod af
de ord, som endegyldigt én gang for alle måtte gå i fortabelse, for at du kunne
være at finde netop der, hvor al ord og tale går
fortabt.
Amen.
30. aug 2008 21:20, Ture Lykkegaard
Å, kæreste Jesus,
måtte du være den gave, jeg giver min elskede. Måtte du for den, der kan se, som for den blindfødte allerede inden fuldendelsen være alt og i alle. Måtte du være noget så forslidt som solnedgangens rødmen udenfor mine vinduer. For er du det, tror jeg glad og gerne at hver dråbe af blod, der løb ned ad korsets træ, tjener min frelse. Måtte du være selv i mørket, der kom, som det der kommer og vil komme, for er du selv i mørket, der kom denne frygtelige langfredag, ængstes jeg ikke længere for mørket, der kommer og vil komme. Måtte du end ikke være opstået i vore hjerter, før du påskemorgen opstod, så styrk mig i min ængstelse, når tanken slår mig, at selv du kunne dø.
Amen.
31. aug 2008 00:05, Ture Lykkegaard
Kære Jesus,
jeg vil bede for skizofrenien som kulturel institution, ja, som vor tids spedalskhed, hvid som sne. Ikke tilegnet det psykiatriske præsteskabs bestræbelser af nogen art. Ikke tilegnet skønmalerier af virkeligheden, sådan som psykiatrien bestræber sig på, den skulle være, men tilegnet virkeligheden sådan som den er. Tilegnet hver tom og tabt time, tilegnet de tankers stemme som ingen tunge tør tale, tilegnet hver forgæves bestræbelse i de fælles kognitive dysfunktioners oprigtigt hellige navn. Således tilegnet hver blomst, der aldrig foldede sig ud og dermed, med alt dette i hu, Herre Jesus; tilegnet dig.
Amen.
31. aug 2008 05:47, Ture Lykkegaard
Herre Jesus,
her en bøn til dig, min bror, uden at der er anden mening med den, end den dine øjne måtte læse. For meningen er end ikke at finde i bønnen, men er snarere at finde i dig i skrivende stund den 31. august. Nøjagtig så nøgent og nøjsomt som nærværende klokkeslæt er min kærlighed til dig. Og som de naglemærker der ikke læser, hvad jeg skriver, men læser mig, nøjagtig sådan savner jeg dig, så jeg som Thomas knap kan huske dit navn for dine naglemærkers skyld. For i skrivende stund, et kvarter efter nærværende klokkeslæt den 31. august, hvor hvert minut har været som et ocean, er det et kvarter siden, at jeg sidst savnede dine sårs øer som ord i et endeløst hav af tavshed. Dine sår der ikke læser, hvad jeg skriver, læser dog dette, og bogstav for bogstav stiger bølgefråde fra havets bund mod kystens bakkekam. Og mens du, min brudgom, uransageligt finder vej til mit køn her i minutternes ocean, spirer dette noget fra jordens grund med rim og rytme frem, dette noget som end ikke kan siges i en bøn. Dette noget jeg blot mærker er til, for jeg venter mig og mærker det ske; at fødes og dø og af vindens susen at vækkes af døde, fra landjord at give det navn og næring, mens bølgerne med sin brusen slår mit hjerte i møde.
Amen.
31. aug 2008 11:27, Ture Lykkegaard
Å, Herre,
endnu
en sommer viger og går bort. Om
det så, uanset øjnenes alder, er den første spæde sommer, som hjertet ser, eller
om hjertet træt har set sig mæt på somre, er det dog den sidste sommerdag i
vores hidtidige jordeliv, hvad hjertet mærker sig så meget desto mere, som det
nu engang er den sidste dag i den sidste sommermåned.
Vi husker, hvad vi igen og igen et efterår og
en vinter skal mindes om, at alt skal falme og dø. Endnu ikke, Jesus kære,
endnu er alt grønt og frodigt, men lad denne dags undseelige memento mori, at
en sommer om en kort stund er gået, som nærværende år aldrig vil vende tilbage,
minde os om, at der vil komme en dag, hvor sommer ikke skal veksle med efterår
som vinter med forår. At der vil komme en dag, hvor år efter år ikke skal forgå
og dø, og vi ikke længere skal tælle tiden i dage.
Hvor der hverken findes tal
på tid eller kalendere, fordi evigheden hverken regner med det hidtidige eller
kommende, og hverken i hjertet ser sig sulten eller mæt på somre, fordi intet
vil falme og dø af alt, hvad der er. Og fordi der vil være så meget mere end
forstanden kan fatte, da du vil være alt og i alle.
Ja, Jesus kære, om det så er den første spæde
sommer, der i dag vil forgå, eller om hjertet træt har set sig mæt på somre, er
facit nøjagtig det samme. For der vil komme en dag, som ikke spædt vil forgå,
og som intet hjerte nogensinde vil se sig træt af. Komme dit rige, beder vi i
Fadervor, og beder således som nu om denne dags snarlige komme, hvor intet,
hverken i det nuværende år, de forgangne eller de kommende, er gået fortabt.
For som du sagde det, er der intet skjult,
som ikke skal blive synligt, uanset nærværende årsdags memento mori, og intet
gemt bort, som ikke skal blive kendt og komme frem i lyset, selv af alt, hvad
der hidtil, og af alt hvad der fremover, med trætte eller spæde øjne, er stået
eller vil stå for at falme og dø.
Amen.
6. sep 2008 10:48, Ture Lykkegaard
Kære Herre,
jeg hører Bibelens ord dag
efter dag, men jeg savner stadig at forstå mit liv. Jeg savner i det Nye
Testamente redskaber til at forstå mit sjæleliv. Og dette har ikke med afstande
i tid og sted og skiftende sæder og skikke at gøre, for havde jeg end tilhørt
en af oldtidens menigheder og havde hørt et af Paulus’ breve læst op, ville jeg
stadig derefter savne at forstå mit sjæleliv. Jeg ville stadig savne at tale
med et menneske, hedning eller kristen, for dette har næppe med tro at gøre,
der kunne udlægge min sjæls sygelige tilstande.
Sandt er det, som evangeliet fortæller, at
folk blev forundret over dig, fordi du lærte med myndighed, og ikke som deres
skriftkloge. Dette gælder lige såvel vore dages skriftkloge og deres videnskab.
Vist er det sandt, når videnskaben vil beskæftige sig med åndens gaver såsom
tro, at sammenligningen falder ulige ud. Men selv når videnskaben beskæftiger
sig med sjæleligt sygelige tilstande, er jeg dog lige vidt med den i oldtidens
menighed, der hørte et af Paulus’ breve blive læst op. For hvor videnskaben
gerne søger at gøre sig klog på livet, forstår den dog slet ikke at leve.
Altså savner jeg stadig at
forstå mit sjæleliv for at kunne leve derefter. For jeg forstår mig ikke på at
leve, og forstår mig følgelig heller ikke på livet. Ja, jeg forstår egentlig
ingenting. Forstod jeg blot det mindste, ville jeg måske kunne kende mig selv
som den, jeg er. Men jeg ved ikke hvem eller hvad, jeg er. Jeg mener kun at
vide, at jeg er til, men jeg forstår ikke hvordan eller hvorfor. Om jeg så
tilhørte en af oldtidens menigheder, og hørte et af Paulus’ breve blive læst
op, og forstod jeg mig end da bedre på troens mysterium, ville sjælen stadig
være mig en gåde.
Du, min bror, som ikke blot var klog på
livet, men også forstod at leve; mød du mig i samtale om sjælelivets gåde,
måtte det være med en hedning eller kristen, ja, måtte det være
med ethvert menneske, jeg måtte møde, for at jeg i ham eller hende kan
finde dig, for da, som dine samtidige, at forundres over at undervises med
myndighed, og ikke som af videnskabens mange skriftkloge.
Amen.
6. sep 2008 16:29, Ture Lykkegaard
Kære Gud;
å, Sct. Hans, mit hjertes
Jerusalem, du som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig, nu
til dags med sprøjter, elektrochokbehandling og kemikalier i pilleform.
Serenase, Trilafon, Truxal, Nozinan, Melleril, Leponex, Risperdal, Solian.
Navne og atter navne, der skifter som årene går. Navne der blot er meningsløse
lyde, som intet, og lige netop intet, betegner.
For intet fås i pilleform og intet gives i
pilleform af de medincinmænd, som netop intet helbreder. Det store intet, som
sværger til Serenase, Trilafon, Truxal, Nozinan, Melleril, Leponex, Risperdal,
Solian. Det store intet, som omkostningsløst slår profeterne ihjel ved sine
omkostninger. For profeterne er at finde på Sct. Hans, og er ligesom
kemikalierne givet navne; skizofrene, depressive, manikere, paranoikere,
autister, borderlinere og alle andre syndere i de sidste dages tempel, der
ængstes for natten og det store intets navne.
For vel skal natten komme, og
vel vil ikke en eneste af de nævnte navne være indskrevet i livets bog. Men når
natten kommer, vil det store intet, der fås og gives i pilleform, ikke længere
være. For hvad der holder stand mod natten, mod den angst og lidelse, som du,
Jesus kære, én gang for alle har gennemgået, er ikke behandling, men
barmhjertighed, ikke kemikalier, men kærlighed og ikke navne, men nåde.
Således vil jeg bede for Sct. Hans, mit hjertes
Jerusalem, for hver eneste patient og plejer, psykiater og sindssyg, hvor, som
oldtidens Jerusalem, når natten kommer, sten på sten vil brydes ned, for at
intetheden, når lyset bryder frem, vil dømmes for sine ord. Ikke med
behandling, kemikalier og navne, men med barmhjertighed, kærlighed og nåde.
Amen.
10. sep 2008 10:24, Ture Lykkegaard
Kære Gud,
jeg vil bede for et menneske,
som har vist mig stor omsorg, selvom vi aldrig har mødtes. Hun har til gengæld
skrevet noget, som fik mig til at græde af bevægelse. Vi synes at dele en
længsel på hver vores side af den mur, der adskiller kendskab fra ukendskab,
følsomhed fra overfølsomhed og i en vis forstand livet fra døden. For hvor jeg
befinder mig i dødens skygge, kan jeg gennem hende skimte livet, fra hvor vi
skabtes.
Således skabte du os som mand og kvinde, og
om vi så aldrig mødes, vil jeg bede for, at hendes følsomhed over for enhver i
dødens skygge, modsat den lovkyndige hykler, der ville retfærdiggøre sig selv
og spurgte, hvem mon hans næste var, ikke således dømmer sig selv. For du
svarede ham med lignelsen om den barmhjertige samaritanske hedning, der finder
en halvdød mand på sin vej. Både en præst og en levit er gået forbi uden at
ænse ham, men samaritaneren får medynk med ham, forbinder hans sår og sørger
for ham.
Sådan som denne, men modsat
den lovkyndige hykler, der i sit hjerte ville sætte dig på prøve med sit
spørgsmål, søger hun ikke retfærdiggørelsen, men finder sin næste i dødens
skygge, hvor der ellers ingen retfærdiggørelse er at finde. Som hedning søger
hun ikke din lovs vilje, men gør den dog, som disse der på opstandelsens dag
overrasket vil spørge dig, hvornår de da så dig syg og tog sig af dig, hvortil
du vil svare, at alt, hvad de har gjort mod en af disse dine mindste brødre,
det har de gjort mod dig.
For selvom jeg aldrig har mødt hende, ved
jeg, at hun uden lov har gjort, hvad loven bød hende; at elske på tværs af skel
og på tværs af den ukendtes overfølsomhed over for livet i dødens skygge. Kære
Herre, jeg beder dig, lad om intet andet aldrig hendes samvittighed dømme hende
for de valg, hun med sin kærlighed har truffet.
Amen.
10. sep 2008 20:01, Ture Lykkegaard
Å Jesus,
jeg er bange, min computer summer i mørket, og jeg kan ikke trække Himlen ned til jorden. Jeg er gået i stå, min depression er for længst loadet ind på harddisken, der summer et sted, hvor mørket har magten. Således sagde du før langfredag, men maskiner, magt og ja, mørket i mit indre menneske, klæber til min lejlighed som langfredags koldsved, her i starten af september et halvt år efter påskemorgen. Sådan som frelsen må være, når dens evige lys bliver et fængsel af bevidsthed bag øjnenes ruder, har jeg det varmt som ind i Helvede, ja, som inde i det Helvede, som kun du, og intet menneske, har myndighed til at fjerne. Fjern dette forunderlige Helvede for dit blods skyld, frels de tanker og følelser der pines i disse luers fængsel af bevidsthed. For, kæreste, det gør ondt at være menneske, og mine tanker og følelser skriger på din frelse bag øjnenes matte ruder.
Amen.
11. sep 2008 22:08, Ture Lykkegaard
Herre,
jeg ved ikke, hvad jeg skal
bede om. Skal jeg bede om, at de døde blomster, der er visnet og trådt under
fode, igen skulle blomstre? Det synes meningsløst i verdens forstand, og dog
sker det på den skabte naturs vis, som året skifter, og efteråret bliver til
forår. Sådan også for os mennesker. Hvad der vitterligt er dødt og trådt under
fode, vil blomstre igen, således som det igen vil visne og trædes under fode.
Intet visner evigt, og intet blomstrer evigt.
Og dog er den evige blomstring det, vi beder
om. Det som ikke blot i verdens forstand, men tillige på den skabte naturs vis,
synes umuligt. Skal jeg da bede om det umulige? Som genfødelsen er som vindens
blæst, blæser svaret i den efterårskolde nylonvind, og lader næppe nogen
mulighed for formulering tilbage. Så beder jeg da om det, Herre, det som jeg
ikke ved, hvad er, og det som undslår sig formulering; at de døde blomster, der
er visnet og trådt under fode, igen skal blomstre. Og ikke for, en kort stund
efter, igen at visne og trædes under fode, men for da, modsat den skabte naturs
vis, at blomstre evigt.
Megen tro derpå kan jeg ikke
mønstre, for lidelsens erfaring taler imod enhver sådan bøn. Og dog vil jeg
hellere tale lidelsens erfaring imod, end at tale imod dig. For du gjorde, hvad
ingen af os troede muligt, og hvad vi vel stadig ikke tror muligt. Dog, at tro
noget muligt er i kristelig forstand en fattig mands tale, hvis ikke det, der
tros muligt, er det umulige.
Så lad mig da bede om det, jeg ikke tror
muligt. For måske kan kun den, der er stedt således, at det muliges kunst ingen
trøst er, bede om det, der i menneskelig tanke og tale ikke kan tros muligt af
andre end dig, hvis tro ikke blot afhang af tanke og tale, men tillige af
troens gerning. Ikke blot over for det umuliges mulighed, da det muliges kunst
for den nødstedte ingen trøst er, men tillige over for det umuliges
nødvendighed.
Å, lad det således nødvendigvis være stedt
den i verdens forstand stumme, der i billeder taler om de blomster, som er
visnet og trådt under fode og hverken har mund eller mæle til bøn om evig
blomstring, at han ved bønnens kraft kan give dem at leve i al evighed.
Amen.
17. sep 2008 18:13, Ture Lykkegaard
Herre Gud,
du som skabte mig, hvorfor
har du skabt mig, når jeg nu ikke ønsker at være til? Jeg lever jo et liv, jeg
ikke ønsker at leve og længes efter en død, fra hvilken du vil frelse mig. Kan
du, der er gået i døden for min skyld, dog kræve, at jeg skal leve blot for din
skyld?
Jeg ved, det er som lerkarret, der siger til
pottemageren: Hvorfor har du formet mig sådan? Men du har jo skabt mig således,
hvad skulle da hindre mig i at sige det? At lide for dig kunne jeg nok, men at
du lider for mig, har blot fordoblet min lidelse. Ikke blot skylder jeg dig
livet, jeg skylder dig også at leve det. Og jeg ønsker ikke at skylde nogen
noget, og da slet ikke at skylde nogen et liv, jeg ikke ønsker at leve.
Jeg har aldrig bedt om at blive født. Tværtimod
har jeg gang på gang bedt om at dø, endog i dine arme. Knus mig som et lerkar,
og lad mig smeltes om til noget bedre, der ikke skal bæres af min bevidsthed.
Men nej, en sådan menneskelig heroisme vil du ikke høre tale om, og jeg ved
godt hvorfor: Du ved nemlig, lige såvel som jeg, at døden i ethvert tilfælde så
langt er at foretrække frem for bevidsthedens liv. Derfor, netop til at
imødekomme sådan en naturlig og fri menneskelig bevidsthed, har du skabt
Helvede. Det skulle vi altså blot vide; at noget er endog endnu værre, ikke end
døden, men end livet. Skulle nogen stille spørgsmålstegn ved livet, der dog
havde en ende, venter den evige ild.
Hvad gik du da i døden for,
Herre? For mit liv? Lad mig da hellere gå i døden for dig, for…å, det var jo Peter, der ville det sådan, efter at være
gået i rette med dig, for at frelse dig i dagens lys. Ja, Gud bevare dig, det
må aldrig ske, sagde han, såvel som det var samme Peter, der sagde nøjagtig som
jeg gjorde før, før han i nattens mørke fornægtede dig, da du…Herre,
jeg…Herre, hvor er du?...Tal til mig, blot lad mig høre din stemme i mig. For
jeg kan ikke sige amen. Jeg ser kun oppefra din lemlæstede krop på korset, men
dit ansigt, dit ansigt er bøjet ned mod jorden, og jeg kan ikke se det, Gud
fader, jeg kan ikke se det. Og jeg kan ikke sige amen, Herre, jeg kan ikke sige…amen.
DAGENS BØN
OM SNE DEN 18. SEPTEMBER 2008
torsdag, september 18th, 2008
Fader,
jeg ligger her i nat og betragter et enkelt
stearinlys, jeg har tændt.
Og jeg tænker, at lys i dig kan slukke mørke, mens
mørket ikke kan slukke lyset.
Når jeg tænder et stearinlys denne nat, er der ingen
magt i verden, der kan forhindre det i at oplyse mørket, så længe det er tændt.
Og slukkes det en stund, da jeg skal sove, kan ingen
magt i verden, end ikke mig selv, forhindre morgenens dagslys i at fordrive
mørket.
Nok henligger tingenes grund i verden i mørke for
mennesket, som en afgrund så dybt nede under vores bevidsthed, at ingen der
gennem tanken tror at kende sin sjæl, kan udgrunde sig selv.
Ingen kan se gennem sit hjertes mørke dyb og stadig
bevare forstanden. Men hvor lyset kan skinne i natten, hvilket mørke kan da
slukke dagslyset?
Altså er lyset, som du har skabt det, mørket
overlegent, fordi det kan skinne i mørket, mens intet mørke kan beskinne lyset.
Dog findes der i verden, såvel som i hjertet, en nat,
der henligger i langfredags mørke, hvor mørket endegyldigt synes at have
slukket lyset.
Hvor bevidsthedens lys blot er en kort krampetrækning,
som for bestandig skal slukkes af dødens mørke, og øjets syn blot blændværk,
hvorom den blinde spørger: Hvad er lyset uden øjet?
Og dog er der et lys, også for den blinde.
Var der ikke det, var vi alle fortabte. For lyset i
dit rige overgår og besejrer i dig øjets lys.
Endog mørket i dit rige overgår øjets lys, idet
skyggen af dit lys, altså dit mørke, er endda stærkere for øjet end noget andet
lys.
Ser jeg direkte ind i det hvide centrum af
stearinlysets flamme, får jeg en mystisk fornemmelse af at se, hvad egentlig
intet øje kan se.
Men blot ganske kortvarigt, så sløres mit syn.
Jeg ser forbi flammen og genvinder øjets lys, der jo
som stearinlyset, når jeg skal sove ind i natten, skal slukkes af verdens
mørke.
Men stadig blot for en stund.
For ligesom natten, som dødens blund, blot varer en
stund, varer også verden blot en stund.
Ja, Herre Jesus, nu forstår jeg, som du har lært os,
bønnen til faderen, som angår hans vej til os og vilje med os:
Komme dit rige, ske din vilje som i himlen således
også på jorden.
Amen.
DAGENS
ANDEN BØN OM SNE DEN 18. SEPTEMBER 2008
torsdag, september 18th, 2008
Å Herre,
nær det hedengangne Jagtvej 69, hvor jeg og min
elskede var på aftentur indenfor rækkevidde af larmen fra fjerne
tv-helekoptore, uadskillelige fra politiets. Og ellers intet. Mavede os igennem
en mængde unge, der var uden alder. Og som os selv uden andet logistisk
kendetegn end at være til stede på samme tid i den
samme udgave af den samme by og de samme gader.
En pludselig bevægelse i mængden og løb over gaden
uden øjensynlig grund. Gik ad fortovet med følelsen af at gøre det uden
øjensynlig grund. Spiste på restaurant med et bål udenfor vinduerne. Gik hjem
igen, tavse, og tændte for fjernsynet uden anden grund end at se, hvad vi selv
så, i en anden udgave af den samme by og de samme gader.
Hver af os til stede i hver vor tid og hver vor krop.
Uden andet fælles kendetegn end dette med tiden at forsvinde, som var
slutteligt selv elskov uden øjensynlig grund blot en logistisk opstilling af to
spejlvendte tegn uden nogen anden betydning end fjernsynets øjensynlighed.
Der hvor to nøgne legemer senere vendtes modsat
hinanden og bønnens tale og tungens råb om hjælp svandt ind i et andet køn i en
anden udgave af de samme ord og de samme kroppe.
Å, Herre, lad os være til stede i bønnens tale med et
grundled, et køn og en tid, som ikke lader logistiske kendetegn fylde sjælens
sendeflade.
Å, Herre, lad ikke tungens råb om hjælp opsluges af
dette grundledets køn, der pludselig syntes fremmed ved sin bøn, som var tiden,
som på fjernsynet, uden anden fællesnævner med sig selv end at være en anden og
sært fremmed udgave af den ellers samme by, de ellers samme gader, de ellers
samme ord og de ellers samme kroppe.
Amen.
DAGENS BØN
OM SNE DEN 19. SEPTEMBER 2008
fredag, september 19th, 2008
Ak Herre,
racismens pestbacille spreder sig i sproget hurtigere,
end jeg kan skrive, og overhaler mig indenom og omkring og inden i mig. Alene
forskellen mellem et a og et a, der bliver større og større, mens jeg skriver.
En usynlig uhørlig forskel, der gør forskellen, og gør
enhver lighed kroget. At være lige er at være identiske, som en masse af et
enkelt forbenet a, og at være forskellige er at være fjender.
Og at skelne mellem et a og et a, at lede efter den
usynlige uhørlige forskel, der gør forskellen, ad usynlige uhørlige veje, er at
være, og ikke kunne være andet end stum.
Til nød være til, og som bønnen være en selvmordsbombe
i den borgerkrig mellem bogstaver, som er sammensat til et nyt sprog. Sætninger
reduceret til lyde i mindst mulige kvanta; et sprog som vi alle som minimum
taler, sådan som sproget er vor tids propaganda.
Ak Herre, var du det ord, der blev kød, synes vi i dag
at gå den modsatte vej; at gøre kød til ord som det obskøne minimum af
desinformation, som enhver propaganda rummer.
Vis du os i dit ord, hvordan du med dit kødelige
legeme for den bedende var den bombe af fred, der ved sine ord og sin død
endegyldigt flængede forhænget til det allerhelligste itu, og banede vejen for
sandheden.
Den sandhed der, hvor fjernt det end forekommer os,
lader sig meddele med ord og bogstaver, og som ikke søger forskellighedens
fjendskab, men er lige blandt mennesker.
Som den sandhed, der i den fremmede søger sin næste,
søg du således os, når vi med ord og bogstaver famler og leder efter talen, der
vil andet og mere end den sprogets propaganda, som for massen af det enkelte
forbenede a vælger fjendskabet hinanden imellem.
Amen.
DAGENS BØN
OM SNE DEN 20. SEPTEMBER 2008
lørdag, september 20th, 2008
Herre,
ofte har jeg tænkt på, hvordan det kan være, at dit
komme ikke var så nært, som apostlene troede.
Men da slog det mig nu, at var du kommet i apostlenes
levetid, var jeg jo så langtfra nået at blive født, og var således aldrig
blevet til.
Og vigtigere endnu; var du kommet i apostlenes
levetid, var de mennesker, jeg elsker, heller ikke nået at blive født, og var
således heller aldrig blevet til.
Jeg tror også, at jeg og mine elskede var i dine
tanker, da Faderen bestemte din time. Og jeg takker dig for, at vi ud af det
tomme intet, al lidelse til trods gennem såvel vores som verdenshistoriens
blodplettede vej, dog blev til. Og at også vi på den måde, endnu ikke
undfangede, blev elsket så meget af dig, at du undte os en plads i nådens lys.
For dette ved jeg, at Satan ikke under os. Men såvel
hans som apostlenes spådomme har du med rette gjort til skamme, så vist som du
gør alt med rette til vores bedste.
Selvom det så end måtte bedrøve mig, at selv apostlene
en tid måtte bedrøves til omvendelse efter dit sind, takker jeg dig så meget
desto mere for, at du elskede mig og mine elskede så meget, at du ville det
således, at også vi skulle få del i frelsen.
For nok elskede apostlene deres nære og ønskede dem
alle frelst, men de kunne ikke elske det, der ikke var til, men som efter din
vilje skulle blive til. At elske dette kan og kunne blot du.
For efter din vilje blev vi til ud af et endeløst
intet, som ingen har set eller kan se, men som du ser, og som du ville skulle
blive til, for at vi ved vores undfangelse også kunne gives at modtage din
kærlighed.
Amen.
DAGENS
ANDEN BØN OM SNE DEN 20. SEPTEMBER 2008
lørdag, september 20th, 2008
Kære Gud,
rosen lukker sig om sin kerne, og kernen lukker sig om
intetheden. Skab ud af dette intet noget, som er mere end intet. Ja, så meget
mere; skrab intetheden ud af dette noget, og luk rosen op, så kernen kan spire
med frø af dette noget. Eller rettere, denne nåde; køn og stavemåde er
underordnet lydens klang, som er så meget desto mere end alt. For alt og alle
roser begrænses af jordens ydeevne og verdens mandtal, mens noget dog, nemlig
din nåde, hvor køn og stavemåde underordnes klang, er grænseløs. Igen; skrab
intetheden ud af dette noget, så kernen kan spire med frø af noget helt andet,
som vi aldrig forstår eller vil forstå, nemlig din grænseløse nåde.
Amen.
DAGENS BØN
OM SNE DEN 21. SEPTEMBER 2008
søndag, september 21st, 2008
Å Gud,
skån mig for verden og dens virkelighed, som trænger
sig ind i min hud gennem celluloid, og forråder mit hjerte. Ja, al virkelighed
er af det onde, når den ætser den hudløses allerede tyndslidte forsvar over for
celluloidstrømmens maskebal.
For her er vi sandelig ene foruden dig. Her træller vi
for guder, som i en virkelighed, som ikke er verdens, ikke er guder, men noget
andet, og ikke mere. Men i verdens virkelighed, dagens eneste ene, er de
sandelig guder, som vi tilbeder i celluloidstrømmens maskebal.
Undsig mig, Herre, dette maskebal, for min maske er
tyndslidt, og synes at forveksles med et ansigt, snart sagt ætset op af
virkeligheden. Således er virkeligheden på syre og andre hallucinogener, og
fred da være med det, men den ædruelige version, som kun er én version, er
følgelig så svær at spille, at selv neonguderne må give fortabt.
For sådan er vi alle fortabte i en virkelighed, som
ikke er nogen virkelighed, men et sansebedrag. Giv os sanserne tilbage, så vi
kan se og sanse ret de huller, der er, ikke i den hudløses tyndslidte forsvar,
men i neongudernes pladerustninger, som evigt alene tiden fortærer. Hjælp os
med, hvor sanseløst forvirret over denne bøn jeg end er, at styrke de ting, der
består.
Amen.
DAGENS BØN
OM SNE DEN 22. SEPTEMBER 2008
mandag, september 22nd, 2008
Herre,
altid, altid når jeg skal bede, er det svært at finde
ord. Hvad skal man sige? Og denne skam herover, som er af rent verdslig natur.
Passer det sig nu for en ordentlig bøn at sige sådan og sådan? Eller værre
endnu: Kan nogen bøn med agtelse for sig selv (læg mærke til to rent verdslige
egenskaber ved en sådan; dels at den iagttager sig selv, og dels at den af sig
selv forventer, ja, kræver agtelse) virkelig betvivle, hvorvidt den bruger de
rette ord?
Gud (sådan ville en sådan bøn sige, Herre, hvis den i
dette henseende var udstyret med talens fulde brug) har jo gennem Jakob
sagt, at man skal bede i tro, uden at tvivle, og i øvrigt (læg især mærke til
dette) ville en bøn af en hellig da aldrig betvivle sine egne ord. Så var det
da i hvert fald en dårlig bøn. Og som samme Jakob siger om dårlige bønner,
bliver der for disses vedkommende ikke tale om nogen bønhørelse, da de blot er
af rent verdslig karakter.
Herre, jeg tror, at sagen er stik modsat. Det, som er
af rent verdslig karakter, er skammen over tvivlen, skammen over de famlende
ord og skammen over, som den hellige Jakob udtrykker det, af bønnen intet at
få. Denne skam er rigtignok af verdslig karakter, men at bede med tvivl,
famlende ord og udsigt til intet af bønnen at få, det kræver derimod tro, fordi
man da beder på trods af skammen, uanset om en sådan skam passer sig for en
ordentlig bøn med agtelse for sig selv.
For troen har vi ikke selv, vi har blot skammen.
Troen, derimod, gives os af Ånden, hvad Jakob sikkert ville indvillige i. Men
hvad siger Paulus foruden dette?
Herre, Paulus kender bønnens tvivl, og finder derfor,
da vi ikke selv ved, hvad vi skal sige, at Ånden med uudsigelige sukke går i
forbøn for os. Og jeg mener at kende Ånden godt nok til at vide, at den, med
dens uudsigelige sukke, ikke kender til verdslig skam. Et uudsigeligt suk, i
modsætning til Jakobs højst udsagte sukke, kan ikke kende til verdslig skam,
idet ingen skamfuld tvivl, skamfulde ord eller skam over intet at få, vil kunne
undgå at sukke så udsagt højt, at hjertet hører det. Og skammer sig.
Å, hvilken tåbelighed at skamme
sig over sig selv for dig, der dog til fulde kender vort hjerte, og bagom alle
ord at iagttage sig selv med ringeagt. Det er denne slags bøn, der ikke synes
at give afkast, idet ordene ikke er overladt Ånden, men derimod egen tunge, og
dermed ikke rettes mod Gud, men mod ens eget selv.
Herre, giv mig da at tale gennem Ånden, for jeg ved,
at Ånden ikke skammer sig overfor dig, således som den heller ikke skammer sig
over min tvivl om mit ordvalg. Blot en ting vil jeg frabede mig; lad mig
aldrig, ud fra mit ordvalg, som den hellige Jakob, lade beregne, om jeg af
bønnen får eller ikke får noget.
For om jeg således mener at få noget, hvad end han
dermed mener, skyldes det ikke mit ordvalg, men ene og alene min evne til at
bedrage mig selv til at tro, at der af bønnen gives mig opfyldelse af noget
andet ønskes magt, end af ønsket om, at din vilje må ske, sådan som du har lært
os at bede.
Forventer jeg således at få noget i kraft af mine retoriske
troserfaringer, får jeg dog intet. Hvad jeg ene og alene beder om, Herre, er
blot tro, ikke i kraft af egen gerning i ord, men i kraft af din Ånd.
Amen.
DAGENS BØN
OM SNE DEN 23. SEPTEMBER 2008
tirsdag, september 23rd, 2008
Kære Jesus,
så meget mere som vi har gjort vejrliget til en
videnskab med femdøgnsprognoser, kuling og stedvis regn, så meget mindre
forstår vi os på i dag at tyde vores egen tid. For her kommer det hverken an på
videnskab, håndaflæsning, sociologiske analyser eller spådomme. Er segmentet
end den kulturelle avantgarde, bliver vi kun så meget klogere, som tidens manifester
fortæller os, at vi skal være.
Ja, endnu mindre end dine samtidige forstod at tyde
din tid, forstår vi i dag, pakket ind bag den tynde fernis af
femdøgnsprognoserne, kulingen og den stedvise regn, at tyde vores egen.
Heller ikke jeg skal forsøge mig med andet end min
blindt famlende bøn om sne. Ikke en sne, kære, som i femdøgnsprognoserne, men
en sne som må falde som manna fra himlen og dække hver sjæl blot med tynde
flager af åndelig føde.
For den sne, om hvilken jeg beder, er hinsides
meteorologernes prognoser, og måtte den komme til os, kære, så lad den være
usynlig blandt kulinger og stedvis regn.
Lad der i hjertet være et sted, hinsides
femdøgnsprognoser og i al evighed hinsides videnskaben, håndaflæsningerne, de
sociologiske analyser og spådommene om verdens vejrlig, kampe og krige. Og lad
da der sneen falde i vore hjerters lønkamre, lindre sår og sygdomme og opfylde
de ensommes, de forladtes, de fængsledes og enhver i universet forgrædt sjæls
håb og længsler.
Amen.
DAGENS BØN
OM SNE DEN 24. SEPTEMBER 2008
onsdag, september 24th, 2008
Kæreste fader,
jeg føler så stor en kærlighed til alt, hvad der er
skabt, alt hvad mit øje kan rumme. Hvor meget større må min kærlighed da ikke
være til dig, ja, hinsides min forstand, når du, den usynlige, der har skabt
alt dette, i din søn selv blev til et kødeligt menneske iblandt os.
Hvis Johannes i sit evangelium blot skrev ned, hvad
han havde set og hørt, hvor uendelig meget større er ikke det, han så og hørte?
Og hvis han tillige med det med sine hænder formede, hvad han ikke havde set og
hørt, hvor uendeligt meget større er ikke du, der med dine hænder har formet
Johannes?
Og alle tragediedigterne. Å, havde jeg dog bare vidst,
at du aldrig har formet livet som en tragedie. Det er tragediedigterne selv,
der har gjort det. Og hvorfor? For kunstens, eller snarere, skabelsesaktens
skyld, i utaknemmelighed over for det skabtes skønhed. Over for skaberen.
Skulle de da slet ikke have skrevet deres tragedier?
Jo, Herre, for skabelsesakten er som elskov, men også blot som elskov, ligesom
elskov – det smukkest mulige billede på foreningen med dig – blot er som
skabelsesakten; en menneskelig skabelse, der synes smukkere end livet selv, men
som blot er en følge og tåget afglans af dets egen tilblivelse.
For intet er smukkere end blot en enkelt partikel af
det liv, der er din skabelse. Kun i verden kan vi synes modsat, og dermed
aldrig forstå, uden samtidig at sprænge forstandens rammer, hvilken ufattelig
skønhed – af hvilken skabelsesakten blot er en bleg efterligning – som
skabelsen af os i skaberens eget billede er et aftryk af: en vidunderlig nåde,
grænseløs i tid og rum.
Ja, nok går det skabte i sin bogstavelighed i denne
verden ud over vores forstand. Men en dag, den dag som i dig evigt er i
dag, skal vi se og med forstanden rumme denne grænseløse skønhed; den dag,
hvor du bliver alt i alle.
Amen.
DAGENS
ANDEN BØN OM SNE DEN 24. SEPTEMBER 2008
onsdag,
september 24th, 2008
Kære Herre,
det er med verdens skønhed
som noget større og mere, end hvad sanserne kan registrere, men blot hjertet.
Således så jeg en gammel tigger ved et busstoppested på Vesterbrogade. I
verdens forstand ussel og forkommen, men for hjertet dog besjælet af et liv,
man ellers kun oplever i drømme eller på film.
Og så alligevel, da hun
umælende rettede blikket mod mig, så jeg væk. Ikke fordi jeg ikke kunne undvære
de par kroner, men fordi denne scene var mig for stærk en kost. For hvad
sanserne ikke ved, men kun hjertet, at evangeliet udspiller sig for næsen af
os, når tilsyneladende på slump bevidstheden.
Men på en højst mærkværdig og
ubehagelig måde, idet den venstre hånd blot alt for mistænksomt havde blikket
rettet mod den højre. Som i en drøm eller en film, der også har et æstetisk
hensyn at tage, var evangeliet med ét for bevidstheden fjernt.
Og som i en drøm eller en
film kom bussen straks derefter, og jeg flygtede ind i den. Bort fra den gamle
tigger, hos hvem mit hjerte stadig hang, og bort fra evangeliets pludseligt
uæstetiske virkelighed.
Herre, lær mig at leve i det
pludselige og altid ubelejlige nu, hvor evangeliet er at finde. Åbn mine øjne
bag deres duggede ruder, så bevidstheden ikke fremtræder som en skuespiller på
en scene, men lytter efter hjertets banken.
Det hjerte for hvilket
evangeliets virkelighed rummer et liv, der er langt finere end de sarteste
emotioner. Og for hvilket enhver æstetisk hensyntagen til bevidstheden blot er
at regne som forstandens reservation over for den skønhed, som åbenbares
hjertet, men aldrig til fulde registreres af sansernes måleredskaber.
Amen.
DAGENS BØN OM
SNE DEN 3. OKTOBER 2008
fredag, oktober 3rd, 2008
Herre,
nok siger jeg det ikke, men jeg tænker det. Og måske
tænker jeg det end ikke som en klar tanke, men jeg føler det. Det er det
afgørende. Hvad jeg føler? Å, sådanne ting har jeg end ikke lyst til at tænke
på, for slet ikke at tænke på at tale om det.
Men det fylder mine tanker til bristepunktet, fordi
jeg føler det; løse, iturevne og ustrukturerede tanker, som jeg ikke vil være
bekendt, ja, som end ikke vil være sig selv bekendt, og endog, så løse og
iturevne de er, knapt er bekendte med egen eksistens.
Men det er ingen undskyldning, og det ved de til
fulde. For nok har de ikke noget anker i sjælen, og dog kender de skammen. Og
væmmes ved den. Ja, Herre, du ved, de kender til skam, såvel som de til fulde
er sig selv al deres skændsel og æreløshed bevidst.
Jeg, det vil sige, ikke det jeg, der tænker dem, for
det nærer så stor en skam, at det ikke lader sig tænke at bede således, og dog,
jo, netop sådan; det jeg, der lader sig tænke i al dets skam og skændsel, vil
bede for sig selv og for disse tanker. For de to lader sig, al smerte ved at
bede således til trods, ikke adskille. Du tror mig, Jesus kære, det ved jeg. Om
ingen anden, så tror du mig.
Så tager du da imod min bøn for disse tanker? Jeg
spurgte højlydt for mig selv, kære, men du svarede mig allerede forinden, sådan
som du altid har svaret mig, endnu før jeg højlydt har spurgt.
Endnu før mig jeg, i al dets skam og skændsel, har
overvundet sig selv, har du overvundet skammen og skændslen for mig og på ny
givet mig mod til at bede, midt i al skam og skændsel, for disse mine løse og
iturevne tanker.
Amen.
DAGENS BØN OM
SNE DEN 4. OKTOBER 2008
lørdag, oktober 4th, 2008
Å Gud,
sig mig: er jeg gal? Jovist er jeg gal, det ved jeg
jo, men hvordan forstået…gal? Jeg mener, holder du mig
for en gal?
Angiveligt ingen hallucinationer, diskrete
tankeforstyrrelser, let nedsat stemningsleje, jo jeg kender snakken, men…er ikke også dette den rene galskab? Raver ikke også
forfatterne bag sådanne ytringer rundt i mørket og leder efter stikkontakten
til virkeligheden?
Jovist vil de benægte det, men ved de overhovedet,
hvad de taler om, disse prosaiske fortalere for virkeligheden? Hvor liden en
tvivl i deres hjerter skulle der ikke til for at rokke ved virkelighedens
ufejlbarlighed?
Og ifald denne tvivl ikke opstår? Sandelig er det sikkert
for lidet dybtfølte emotioner det almindeligste, men i al denne almindelighed,
som kaldes virkelighed, ja, i denne ellers nok så dybfølte tro på
almindelighedens urokkelighed, ved denne er al virkelighed død, borte og for
længst begravet netop for den sjæl, der i sit hjerte nærer blot mindste tvivl
om virkelighedens urokkelighed.
Hvem kan man da stole på i denne strid? Sig selv? Nej,
det går ikke an, hvad både jeg og almindelighedens fortalere, sandt nok på hver
vores måde, tydeligt føler. Derfor denne løse, fortumlede snak henvendt til
dig, Jesus kære. Med dig må denne virkelighed stå og falde, det skulle dog
ethvert kristent menneske mene.
Vores bror, apostlen Paulus, skrev jo til korinterne,
at du har besluttet at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om.
Ja, at du udvalgte det, som er dårskab i verden, for at gøre de vise til
skamme.
Se, at ville gøre sig til en dåre i solidaritet med
evangeliet, ja, endog at være en dåre i så henseende, beviser ingenting og er
blot dårskab af en ganske anden og mere prosaisk slags. At ville være en dåre i
så henseende og i samme stund tvivle om virkeligheden, ak, det er sandt og vist
dårskab for dig, såvel som den realitetstestede virkelighed er det.
Afgør du striden, er begge parter altså dårer i begge
ordets betydninger. Ikke kun tåbelige, men tillige gale. Findes der da ingen
kundskab, der kan forlige denne tåbelighed, ingen helbredelse for denne
galskab? Til døden er vi tåbelige, til døden er vi gale, alle os til hobe der
strides om eksistensen, graden og arten af virkelighed.
Du ler af os, kære, jo det mærker jeg, men det er en
medfølende og deltagende latter, for latteren afklæder os stykke for stykke al
egen visdom, til vi nøgne for dig kan afgive hvert vores vidnesbyrd.
Le bare af os, kære, når vi taler om eksistensen,
graden og arten af virkelighed, men lad latteren forstumme, når vi til sidst
for dig har skrællet al tåbelighed og galskab af vore da nøgne sjæle. Nok
forvirrede og kede af det, nok fulde af alle de følelser, menneskesjælen rummer,
men afklædt verdens maske.
Lad os da kunne tale frit med dig uden latter. For da
vil latteren ikke længere være befriende, som den efter dit sind er under
tyngden af vores civiliserede maskering, men bedrøvende.
Ja, jeg ved, at du ikke vil le af os, når vi således afklædte står for dig, og bedrøvelsen i vore sjæle er så
sand og ægte, at den i autenticitet så at sige er virkeligere end nogen
eksistens, grad og art af virkeligheden.
Hav da medfølelse med os og tal i inderlighed med os
alle, lige fra dem, der var fortalere for almindelighedens såre dårskab til
den, der gjorde sig selv til en dåre i modstand mod disse.
Amen.
DAGENS
ANDEN BØN OM SNE DEN 10. JANUAR 2009
lørdag, januar 10th, 2009
Kære Gud,
jeg beder dig om at lade underet
ske. Ikke kun for mig, som lider,
men for de mange, som aldrig fødes, og alligevel dør med døgns mellemrum, som
invaderes af drømmenes fabeldyr, og derfor bestandigt må flygte fra ensomhed
til ensomhed, og som aldrig finder et øjebliks hvile under bombardementerne fra
tv-masternes blodige pulsslag.
Ja, lad underet ske, som du vil, og således også på
jorden, før vi dør. For dør vi uden dette, vil vi aldrig fødes på denne jord
uden at dø med døgns mellemrum. Da vil en rest af døden klæbe til vore
himmelske legemer som en sorg, vi nok forstår, men aldrig forstod, før det var
for sent, og var blev til er. Tager jeg fejl, så ret
mig, men jeg beder dig; lad underet ske, som du vil, og således også på jorden,
før vi dør.
Amen.
DAGENS BØN OM
SNE DEN 11. JANUAR 2009
søndag, januar 11th, 2009
Kære Jesus,
jeg beder for krigeren, som ikke mere magter at kæmpe,
for flygtningen på sin vej uden et eneste våben, og for hver enkelt underlegen
soldat i natten.
Jeg beder for rebellen, for den ulykkelige charlatan,
den forladte og svigtede og for den udstødte af byen og landet.
Jeg beder for den blide, for den sagtmodige, for
sindets vogtere og beskyttere, for maleren og poeten så langt bag tiden for din
sandhed.
Jeg beder for de tunger, som intetsteds har at vise
deres tanker, som var de taget for givne; for den døve og blinde og for den
fredløse, som dag og nat forfølges af mediemaskinens vanvid.
Jeg beder for dem, der leder, på deres sprogløse
søgende vej, for de ensomme hjerter med hver deres uudsigelige sorg, og for
alle der bag tremmer af jern er fængslet.
Jeg beder for de lidende, hvis sår ikke kan heles, for
de forvirrede, anklagede, misbrugte og for hver eneste og enhver i hele
universet, der er slået ud af kurs og revet løs fra sjælens hængsler.
Å ja, Jesus, således beder jeg bag rim og frost, bag
ord, stavelser og sætninger, der sært og dunkelt skjuler mit hele hjertes
længsler.
Amen.
DAGENS
ANDEN BØN OM SNE DEN 11. JANUAR 2009
søndag, januar 11th, 2009
Å, Gud,
tilegnet Maria, min Magdalene, efter endnu en søvnløs nat, hvor jeg anede hende
i gadelampernes skær af virkelighed. Uden mørket er jeg i lysets vold, hvor
gadelamperne opløses af lysvældet, og synes evigt slukkede.
Tro mig, jeg elskede hende og hver af de syv dæmoners dårskab, der lod hende
sidde sløvt, og som lyste søvnigt ud af hendes urolige øjne som ud af det
blafrende stearinlys på mit natbord.
Det var før hun gjorde entre i evangeliet, da du spredte lyset i hver
afkrog af hendes sind. Jeg er en bifigur, en verdslig skjald, end ikke værd at
nævne, og slet ikke da hun forlod mig i Magdala, trofast ved Guds dårskab selv
mod lysets død i Jerusalem.
Så meget mere elskede jeg med hende i hjertet, som nu, hvor jeg blot end
klarere, ved tanken om lysets død, i det tætte mørke aner hende som en
flammende afglans af lysets lys.
Å, Magdalene, der fulgte og var tro mod dig, endda da du lå i graven, da
det var nat i hele verden.
I nat i Magdala ser jeg nogle timer endnu, ved Guds
dårskab, hendes lys i sindets afkroge. Og dog, øjeblikket efter slukker jeg al
lys på mit værelse, så at lyset nu blot er at finde udenfor i verden.
Og da jeg, stadig søvnløs, lægger mig på mit leje, tænker jeg tilbage på
Magdala og ønsker her et øjeblik, som et skjulested for samvittigheden, lysets
død, således at det aldrig igen var blevet dag i hendes sind.
Ikke som det står skrevet, at mennesket elskede mørket mere end lyset,
for det det elsker, tænker jeg uroligt, er dog netop det blege lys i natten;
hvad var dog natten uden verdens blafrende glød?
End mere, langt mere end lyset, elskede digteren
lysets svage afglans, sådan som kødet i mørket lyste ud af hendes urolige øjne
under gadelampernes skær af virkelighed.
Å, Jesus, lad mig finde lyset i dig, snarere end i
gadelampernes skær af virkelighed. Men lad mig aldrig slippe min kærlighed til
Maria fra Magdala. For det styrker min tro, at ingen som hende, helbredt fra
dæmonernes død, dog stadig ved Guds dårskab var trofast selv mod lysets død i
Jerusalem.
Amen.
DAGENS BØN OM
SNE DEN 12. JANUAR 2009
mandag, januar 12th, 2009
Herre,
ofte beder jeg som apostlen Paulus om, at du måtte
fratage mig min pinsel, og ofte mærker jeg samme svar som han, nemlig at din
nåde er mig nok. Men Herre, lyt nu her, for i dag vil jeg takke dig.
For nogle gange, når jeg i selvtilstrækkelig
vrangvillighed og forargelse over dit ord måtte spørge mig selv, om min
tåbelige stolthed overhovedet ønskede mig frataget min pinsel, fik jeg vel
blot, hvad jeg fortjente. For da ønskede jeg end ikke din nåde. For i så fald
frafaldt jeg fra livet i en slags åndeligt selvmord.
Men du vil det anderledes, og du, der fuldt ud kender
mit hjerte, ved, at også jeg vil det anderledes. Dog er det uden min egen
fortjeneste, når du i et sådant tilfælde giver mig livet tilbage. Ja, du giver,
hvad jeg er for led og ked af, til at vide af eller bede om at kunne få; du
giver endog mere, end hvad mit hjerte kan forestille sig af goder. Dette tror
jeg, for denne tro har jeg erfaret mig udelukkende ved din nåde. Og når pinslen
rammer mig, vil jeg trøstes af denne dyrebare troserfaring, for i denne er der
trøst at finde, og af trøsten kommer nåde.
Lad mig mere og mere få del i denne nåde ved Jesus
Kristus, vor Herre, forlad mig aldrig, og lad mig, hver gang jeg vender mig
bort fra dig, vende mig til dig og din kærlige favn. For således elskede og
frelste du engang og i al evighed verden uden at dømme.
Om mig må du dømme, alt efter hvad du finder i mit
hjerte, men i nat er jeg frimodig, for jeg mærker, at jeg er fuld af
taksigelse, trods at du, for hvem intet kan skjules, ved at jeg rummer synd. At
jeg således under samtale med dig ikke kan bedrage mig selv eller andre, jeg
elsker, er dog en trøst for min sjæl, som var formørket af pinslens forargelse
over dit ord, ja, over din nåde. Men i trøsten, ja, netop i trøsten fandt jeg
nåden, og dermed en kilde til evig tak i dit navn.
Amen.
DAGENS
ANDEN BØN OM SNE DEN 12. JANUAR 2009
mandag, januar 12th, 2009
Herre,
det hænder, ofte eller sjældent, jeg ved det ikke, at
jeg ser et syn for mit hjerte, som så jeg direkte ind i Himlen. Om det varer
halve, hele eller flere sekunder, ved jeg ikke, for tiden er denne stund sat ud
af kraft, således som mangen en digter har beskrevet det.
Jeg sanser saligheden med mit hjerte, og mit hjerte
ser noget lig en høj bjergtop, der forsvinder igen, så hurtigt som den kom.
Først derefter, da rationalet er vendt tilbage, betænker jeg den lange vej
derop; jeg, der i et syn ser noget, der ikke er til for forstanden, tænker nu
på det som en uendelig lang vandring, jeg aldrig synes at få så meget som
begyndt på.
Men i bønnen, Herre, kan jeg i nogle øjeblikke tænke,
at mine sjælelige lidelsers vej er denne vandring op ad bjerget, hvis bjergtop
jeg i synet kan se, men aldrig kan se før eller efter.
Jeg beder om, at denne min lidelses vej er en vej op
ad dette bjerg, hvis bjergtop jeg langsomt og usikkert nærmer mig. Først i
synets glimt, og siden, som jeg sanser saligheden med mit hjerte, i erkendelsen
af, at vandringen ad denne vej er vandringen mod salighedens hjerte selv, hvor
al lidelse på vejen for intet er at regne mod den bjergtop, hvor jeg endeligt
vil finde dig.
Jeg ved, jeg beder om meget. Men, Herre, så sandt som
du er sandheden, vejen og livet, lad da blot de lidelser, jeg nu gennemgår i
denne tid og i dette liv være livet, som du levede det, lad mig gå ad den vej,
som du er, og lad sandheden herom, som rationalet betvivler, bestyrkes i min
tro af din almægtige myndighed.
For da, Herre, da vil jeg i hjertet aldrig tabe
bjergtoppen af syne, og dens saligheds afglans vil oftere end sjældent vise sig
som et syn for mit hjerte, som så jeg direkte ind i Himlen. Om det da vil vare
halve, hele eller flere sekunder er sjælen uvedkommende, for jeg vil da vide
med dig, hvad ingen skjald ved, men kun uafvidende kan synge om, at evigheden
begynder hvert eneste øjeblik i dig for aldrig at tage ende.
Amen.
DAGENS BØN OM
SNE DEN 14. JANUAR 2009
onsdag, januar 14th, 2009
Bøn
over en af prædikenteksterne til 2. søndag efter helligtrekonger
Epistlen
skriver apostlen Paulus til romerne: [Vi har forskellige
nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået: Den, der har profetisk gave, skal
bruge den i overensstemmelse med troen; den, der har en tjeneste, skal passe
sin tjeneste; den, der underviser, sin undervisning; den, der formaner, sin
formaning; den, der giver, skal give rundhåndet. Den, der er
forstander, skal være det med iver, og den, der øver barmhjertighed, skal gøre
det glad og gerne.] Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer
til det gode. Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise
hinanden agtelse. Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen
Herren. Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. Vær
med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie. Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og
forband ikke. Glæd jer med de glade, græd med de grædende. Hold sammen i
enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave. Rom
12,[6-8]9-16a
Kære Gud,
alle har vi hver vores gebet i livet; nogle afstår fra spil, dans og sprut,
andre lever af det. Nogle er dagligt timevis beskyttet mod den alt for
virkelige virkelighed under tv-skærmens kaloriefulde hinde, andre lever i
hudløs askese fra ethvert massemedium.
Men lad både den, der afstår fra spil, dans og sprut,
lige såvel som den, der lever af det, begge gøre det af oprigtig kærlighed,
hengivent brodersind og brændende af iver i ånden. Lad både den, der dagligt
beskyttes mod den alt for virkelige virkelighed under tv-skærmens kaloriefulde
hinde, såvel som den hudløse asket, være glade i håbet, udholdende i trængslen
og medfølende med de glade eller grædende. Lad os alle, med hver vores bidrag,
fra hvert vores hjørne af en uoverskueligt stor virkelighed og med hver vores
temperament, natur og levevis, tjene dig, som vi nu engang bedst muligt kan.
Vel er der nogle, der ved at leve af spil, dans og
sprut tjener dig bedre, end dem der afstår fra det, og vel er der nogle, der
viser alle parter større agtelse under tv-skærmens kalorietunge puppe, end den
hudløse asket. For hvad et menneskehjerte rummer af den oprigtige kærligheds
nådegaver, kan ingen se eller bedømme ud fra deres kalds skøn, og jeg beder om,
at ingen, uanset hvor afholdende eller asketisk de lever deres liv, dømmer
andre ud fra deres levevis. Lad alle tjene dig med den nådegave, de har, om
denne nådegave endda måtte udfolde sig i spil, dans og sprut eller under
tv-skærmens beskyttende hinde.
Amen.
DAGENS BØN OM
SNE DEN 16. JANUAR 2009
fredag, januar 16th, 2009
Kæreste Jesus,
velvidende at bønnen er skrevet i verden,
ville jeg så gerne bede om at føres et sted hen, hvor du ventede mig, og jeg
ventede på dig. Dette glemte sted på jorden, som jeg ved, er dit hjertes
hjemsted.
Hvor tiden ikke er gået i stå i et endeløst antal
cifre uden ansigt eller navn. Hvor tiden ikke er gået i stykker og brudt op i
doseringer af det, der var engang. Hvor al tid ikke er gået af led, og tegn og
sætninger ikke er blevet til tal og systemer og problemer placeret i æsker.
Ja, dette glemte sted på jorden, hvor altid engang
begyndte; der ville vi en dag mødes, hvor du ventede mig, og jeg ventede på
dig. Dette glemte sted på jorden, der er dit hjertes hjemsted, dette glemte
sted ville jeg så gerne bede for, for igen at begynde på livet!
Amen.
DAGENS
ANDEN BØN OM SNE DEN 16. JANUAR 2009
fredag, januar 16th, 2009
Å, Herre,
jeg vil bede for min veninde og for hvert hjerte, der
skal leve gennem så mange vintre som dem, hun har kendt, uden at blive koldt
eller føres vild. Og jeg spørger dig, bedende i frost og rim; er din kærlighed
ikke en stille ild?
For ægthed er fremmed og hjerter i fare, hvor gader
belægges med guld, mens hun, min veninde, vandrer på broer over afgrunde af
gråd og smil. Og Herre, sandelig jo, tænker jeg; din kærlighed må dog være en
stille ild –
Aldrig har hun låst mig inde i hjerteformede
længsler, og dog selv været fanget i fængsler af frost og rim, så alt
for grove og små til en sjæl så mild. Å, Herre, jeg beder dig på hendes vegne:
lad din kærlighed være en stille ild.
Amen.
DAGENS BØN OM
SNE DEN 18. JANUAR 2009
søndag, januar 18th, 2009
Kære Gud,
jeg vil bede for en ældre kvinde, jeg kender, som
lider under stadige smerter i kroppen. Å, Jesus, du som helbredte menneskers
smerter i både sjæl og krop, men selv måtte gå så smertefuld en vej; du ved, at
livets vej er trang, ja, stadigt trangere, jo mere døden nærmer sig.
Og dog. For ad livets stadigt trangere vej drager du
os ind til dig, således at vejen, om end trangere, så dog stadigt nærmere
kommer og nærmer sig dit hjerte, som er os lovet, når du bliver alt i alle.
For om end vi med alderen bevæger os længere og
længere bort fra hvert vort jordiske hjem, drages vi samtidig stærkere og
stærkere mod vort alles fælles hjem, hvor vi alle som én er brødre og søstre.
Jeg beder dig om at lindre denne kvindes smerter og huske os på, at livets vej dog
for os kun er trang, når møje, besværligheder og bekymringer i vort jordiske
hjem overskygger længslen efter vort himmelske hjem.
Den længsel som du har plantet i os som et blivende
sædekorn, der ad den trange vej i ånden stedvist, som var vi allerede i det
himmelske hjem, gennem årene er vokset vildt og frodigt til en seng flettet af
blomster.
Å, Jesus kære, du som intetsteds havde at hvile dit
hoved; lad den kvinde, jeg kender, hvile sin krop på denne seng af blomster i
forvisningen om, at hun en dag evigt selv vil blomstre der, hvor ingen blomster
visner, hvor vi alle blomstrer i dig. Og hvor hendes evige hjem ikke, som på
den trange livets vej, blot stedvist er at finde, men allerede for den elskende
er fundet, dengang du fandt hende.
Amen.
DAGENS
ANDEN BØN OM SNE DEN 18. JANUAR 2009
søndag, januar 18th, 2009
Kæreste Gud,
udenfor mit vindue lyser en enlig gadelampe, der minder mig om dig og om
alverdens ensomhed, der aldrig synes at kunne deles mellem os mennesker, men
kun deler os fra hinanden. Herre, du der var menneske, del du dig med mig.
Og det sner ikke.
Nej, det sner ikke, som det ellers gør det på aftener
som i aften, eller netop ikke gør det, selvom jeg inderligt ville ønske, at det
gjorde. Ja, netop sådan som det aldrig gør det, når jeg inderligt ville ønske,
at det gjorde. Når jeg inderligt ville ønske, at jeg et sted i tankerne med en
elsket ville have kunne delt synet af hver enkelt af
de fnug, der ensomt ville falde blot en hvisken fra hinanden under gadelampens
skær.
Men det sner ikke.
Og selv hvis det havde sneet – selvom jeg havde siddet
og holdt den elskede i hånden, havde jeg ikke kunnet aflæse denne hvisken i
hendes ansigt, men noget andet. Noget som jeg ikke ville forstå, og ville
citere forkert, og af ren iver efter at forstå synet af regnen ville – å, Gud,
jeg tør næsten ikke tænke mere. Men måske er der virkelig en grund til, tænker
jeg så endelig, at det netop aldrig sner på aftener som i aften.
Jeg beder dig ikke om at lade mig forstå denne grund.
Jeg beder dig heller ikke om at lade det sne. Men jeg beder dig om, at sneen i
vore hjerters ny Jerusalem ikke vil dele os mennesker fra hinanden, men vil
kunne deles mellem os. Ja, end mere; at sneen ikke længere vil være som enkelte
fnug, der falder, men evigt vil ligge uden at smelte, uadskilleligt fra sig
selv og fra dig, renere og hvidere end hvad noget menneskeligt sprog har ord
for.
Amen.
DAGENS BØN OM
SNE DEN 6. FEBRUAR 2009
fredag, februar 6th, 2009
Å, kæreste Jesus,
alting gør så ondt. Jeg er som et træ uden blade. Meningsløst oprejst af
den sneglende tid venter jeg. Men jeg ved ikke, hvorfor bladene forsvandt, og
hvad jeg venter på. Venter jeg på, at nye blade skal skyde frem, for igen og igen
at blæses bort?
Aldrig bliver det forår i mit hjerte igen, og aldrig
sommer. Vinteren er vokset både bagud og fremad, og jeg er som et træ, der
aldrig bar blade, og aldrig vil gøre det.
Å, skal jeg som digteren blot gå forbi livets lukkede
dør, hvor alt er koldt og sort og solen slukket? Skal jeg evigt i mørket mærke,
at jeg alene skal gå forbi og bort, hvor tiden tør af alle mine grene?
Da er jeg allerede som en død, ja, døden har jeg lagt
bag mig, og venter i mørket på dig. Men du kommer ikke.
Kom til mig, hvor jeg venter på dig, å, min elskede,
og hvor du venter på mig. Dette glemte sted på jorden, hvor mit træ ikke
længere er oprejst af tid. Hvor mine grene skyder knopper, der altid blomstrer,
som ingen tid lader tø, midt i denne tids tid, inde i lysten
og døden, der aldrig skal dø.
Amen.
DAGENS
ANDEN BØN OM SNE DEN 6. FEBRUAR 2009
fredag, februar 6th, 2009
Å, kæreste Jesus,
jeg elsker dig, som var du min mødoms smerte. I lysten
og i døden finder jeg dig. Ingen elskov er som din kærlighed, og ingen
kærlighed som din elskov.
For er du end så langt væk, er du mit eget hjerte. Her
giver jeg mig hen til dig, som jomfruen giver sig hen til sin brud i lyst og
nød, og dog så meget mere i sin lyst og mødoms død.
Amen.
DAGENS
TREDJE BØN OM SNE DEN 6. FEBRUAR 2009
fredag, februar 6th, 2009
Å, Jesus,
hvor du er, sover jeg i en seng dækket af blomsters
blade. Hvor du er, inderst inde i lysten og døden, er det eneste sande liv at
finde. Her, og kun her, tør jeg være til.
Hvor du er, elsker jeg i hjertet med dig. Hvor du er,
inderst inde i lysten og døden, er også mit hjerte.
Hvor du er, sover jeg i en seng dækket af blomsters
blade. Hvor du er, er stænglernes torne, der stikker mig i hjertet, som et
kærtegn af din hånd.
For sandelig, hvor du er, inderst inde i lysten og
døden, er også elskovs smerte.
Jeg beder ikke om mere nu, kære, jeg beder ikke om
mere. For hvor du er, våger jeg i en seng dækket af stænglernes torne, men
sover blandt blomsters blade.
Og det er mig nok for nu at våge i dødens nat og sove
i hjertet med dig. For hvor du er, inderst inde i lysten og døden, er det
eneste sande liv at finde. Her, og kun her, tør jeg være til.
Amen.
torsdag, februar 19th, 2009
Salmisten
skriver: Hvorfor er folkeslagene i oprør? Hvorfor lægger folkene planer,
der ikke kan lykkes? Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod
Herren og mod hans salvede: »Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres
reb.« Han, som troner i himlen, ler, Herren spotter dem. Så taler han til dem i
sin vrede og forfærder dem ved sin harme: »Jeg har indsat min konge på Zion,
mit hellige bjerg!« Jeg vil forkynde, hvad Herren har bestemt: Han sagde til
mig: »Du er min søn, jeg har født dig i dag. På din bøn giver jeg dig folkene
som ejendom og den vide jord som arvelod. Du skal knuse dem med et jernscepter,
sønderslå dem som pottemagerens kar.« I konger, vær nu kloge, tag imod råd, I
jordens dommere: Tjen Herren i frygt! Kys hans fødder i rædsel! Ellers bliver
han vred, og I går til grunde; for hans vrede blusser hurtigt op. Lykkelig hver
den, der søger tilflugt hos ham.
Kære Gud,
du lader mig i Salmernes Bog 2 læse, at du er indsat på Zion, dit hellige
bjerg, men Jesus kære, om end der på husgavle og i banetunneler står sprayet,
at du lever, og således i dag er født, er et sådant glædesbudskab her på
Bispebjerg tops bakke, langt fra Zion, afhængig af din hjælp for at undgå
bødestraf.
Dog, Jesus kære, lad
bødestraffen indgå i dit register, såvel som de sidste, den dag de søger
tilflugt hos dig, skal blive de første, og hjertet således, som den fattige i
ånden, vil tilbagebetales den salighed, det ønsker, ikke i mønt og penge, men i
glæde og fred.
For var glæde og fred da
nogensinde skabelsens lod? Se blot historien; fulgte den en menneskelig plan,
var der i hvert fald intet menneske, der havde held med en sådan med glæde og
fred på sinde.
Hvordan kunne nogen også
det, kære Gud, når ethvert parti og enhver fraktion af menneskeslægtens folk
nagler hver deres reklameplakater fast, endog i dit navns maskering – tror de
at holde stand, og at lykkens lodseddel vil lade deres pottemageres kar undgå
at knuses af frelsehistoriens gang og trække netop deres konge frem for alles
åsyn og verdens spotlights?
Så ville de også vide, hvad
du svarede derpå, du der blev salvet til din død af en fattig skøge; at der
ville komme en time, ja, at den var kommet, hvor de alle ville spredes hver til
sit og efterlade dig alene.
Hvor ingen, og da slet ikke
reklameplakaternes forfattere, forstod, at spraydåserne med sin forkyndelse
skulle gøre ethvert parti og enhver fraktions slogan til et stort selvmål, et
ådsel hvorom gribbene samledes.
Og skal de end op gennem
historien nærmest rituelt gøre det gang på gang, da lad dem gøre det, Jesus
kære, uafvidende at din allerede dengang forladte og næsten uhørligt spæde røst
før korsfæstelsen endegyldigt havde tilkendegivet, hvad ingen reklameplakats
slogan, endsige bødestraf, kan fratage gadens åndsfattige profeter:
Vær frimodige, jeg har
overvundet verden.
Amen.
FASTELAVNS SØNDAG, 1
PET 3,18-22
torsdag, februar 19th, 2009
Epistlen
skriver apostlen Peter i sit første brev: Kristus led én gang for
menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer
til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de
ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem; det var dem, som var ulydige,
dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev
nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den
dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god
samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse, han som er faret op
til himlen og sidder ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og
magter er blevet underlagt ham.
Kæreste Jesus,
lad ikke den tanke, der var
undfanget af kærlighed, men ikke lod sig tale, blive væk i vrimmelen af glossariums
fostre. Denne der, som apostlen beretter om, var ulydig mod Gud i Noas dage, og
først lod sig identificere under obduktionen i dødsrigets fængsel, langt væk.
Lad du som den skabende
digter, der fører skalpellen, dem, der var ulydige selv over for din
langmodighed, genopstå i ære og hellighed, sådan som også en dødfødsels foster
kan være et kærlighedsbarn. Ikke som den dåb, som apostlen beretter om, som
frelser i kraft af den gode samvittigheds pagt med Gud, men den udøbtes onde
samvittighed.
Lad da den onde
samvittighed, ja, måske kun denne, for evigt berørt af bagtankernes fængsel, i
hvilket du måtte prædike din kærlighed – som den ligger der, sønderskåret og
indsmurt i slim og blod – være det kærligheds mæle, der ikke rummes af noget
sprog, den menneskelige tanke kan tale, men alene kaldes til live af dit ord.
Amen.
1. SØNDAG I FASTEN,
1 MOS 3,1-19
mandag, februar 23rd, 2009
Denne
hellige lektie skrives i Første Mosebog: Slangen var det snedigste af alle
de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig
sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« Kvinden svarede slangen: »Vi må
gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står
midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers
skal vi dø.« Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved,
at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan
kende godt og ondt.« Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende
at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og
spist. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spist. Da
åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade
sammen og bandt dem om livet. Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i
haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud
Herren kaldte på Adam: »Hvor er du?« og han svarede: »Jeg hørte dig i haven og
blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.« Han spurgte: »Hvem har
fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise
af?« Adam svarede: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spist
jeg.« Gud Herren spurgte så kvinden: »Hvad er det, du har gjort?« Hun svarede:
»Slangen forledte mig til at spise.« Da sagde Gud Herren til slangen: »Fordi du
har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde
dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage. Jeg sætter
fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal
knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.« Til kvinden sagde han:
»Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde
børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig.« Til Adam sagde
han: »Fordi du lyttede til din kvinde og spist af det træ, jeg forbød dig at
spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe
dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig,
og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød,
indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og
til jord skal du blive.« 1 Mos 3,1-19
Kære Gud,
du ved, at også jeg har taget en bid af æblet. Og at jeg da mærkede jeg noget i
mit legeme, som jeg aldrig havde mærket før. Du ved, at jeg da mærkede ordenes
sødlige stik i hjertet brede sig til resten af kroppen med en eksplosiv kraft.
Du ved at jeg – i en pludselig ondskabsfuld hån – tænkte: ’sådan smager altså
arvesyndens hæslighed?’
Sandt, et splitsekund var
jeg beruset af den verbale synds ekstase, af disse spotteglosers lidelsesfulde
skår i sjælen, der synes uadskillelige fra en omtåget lyksalighed, der roligt
og tungt lagde sig om øjenlågene og læberne.
Gloser, sagde jeg gloser?
Sandt er det, at synden bestod heri, at jeg forstod hvert eneste af Evas
lidende ord. Og endnu en blind rystelse af fryd fyldte et øjeblik mine blodårer
helt ned til tåspidsen, for jeg forstod…jeg forstod,
at lyde kunne betyde noget, som intet havde at gøre med lyden af dem.
Nok havde jeg, ja, både Eva
og jeg kendt til navne. Hver fugl, hver fisk, hvert krybdyr havde jo et navn.
Men dette her var noget helt andet og mere end bare navne. Hvor smukt lød
eksempelvis ordlyden ’elskov’ ikke, når man først vidste hvad ordet betød?
Jeg kunne tænke mig at sige
det for mig igen og igen, for til sidst helt at tabe lydens kraft. Det var ikke
blot en lyd, som elskovs lyde, det var et begreb, ja, et stykke digtning, der
som lyd intet havde at gøre med elskovs lyde. På et splitsekund, og alt dette
skete virkelig på et splitsekund, forstod jeg hvert eneste ord, Eva sagde, blot
for splitsekundet efter at lammes.
Ikke over stemmen og ordenes
lyd, men noget langt frygteligere. Denne ordenes betydning, jeg nu i løbet af
et eneste øjeblik virkelig forstod.
For hvad hun sagde, hvilken betydning ordene havde, overgik i isnende rædsel
langt både deres lyd og hendes stemme. For først nu forstod jeg, hvad det
egentlig var, som hendes stemmes forpinte klang betød:
”…det var ham, han sagde det jo, ja, nøjagtig sådan,
det var digteren…”
”Digteren?”, spurgte jeg sløvt hen for mig, og hørte for første gang mig selv
udtale noget, lammet af uudsigelig kval. Ja, uudsigelig, det er ordet, tænkte
jeg dystert og begyndte da at lytte til hendes løse, nærmest fragmenterede
strøm af ord:
”…ja,
digteren fortalte mig det…jeg ved ikke hvordan, men jeg forstod godt noget af
alt det frygtelige, han sagde; at…at jeg…at vi…jo, at alt dette ville ske! Ned
til mindste detalje fremsagde han det, som en hån…dette…digt.
Og han sagde det jo; at blot tanken om det ville få mig til at se bort og
undslå mig dit blik, for ikke at du skulle…”
”Digt? Hvilket digt?” afbrød
jeg hende, overrumplet af udsagnet og af en hidtil ukendt følelse. Et bittert
og langsomt voksende nag, ja, had, rettet mod…mod…
”…for
ikke at dette skulle ske! Du piner mig jo, du piner…”
”Fremsig dette digt for mig”
afbrød jeg hende igen, denne gang med den ulykkelige nydelse, der består i at
forsvare sin egen frelses bitre salighed, å Gud, alene ved synet af synderens
pinsel. Den synder, der fra at have været den eneste elskede, nu var som en
fremmed.
Nå, så det var det, du
tænkte på, sagde jeg skinsygt til mig selv. Skinsygt, sagde jeg skinsygt? Hvad
var det dog for en hæslig glose?
Der fulgte en kort tavshed.
Derefter begyndte hun, først med en spæd stemme, men efterhånden som
recitationen skred fremad, med en antydning af stigende selvsikkerhed, ja,
slutteligt som var recitationen den værgeløse synders ene triumf over for
frelsen:
Det var som så jeg hendes
ansigt kløvet i to. Den ene del mørk og panisk af angst, men den anden del
bleg, som havde den en bogstavelig hinde om huden, lige dele betaget af angsten
og af ordenes skønhed…
Jeg har grundet over dig i dag
som over forårets eget
væsen
som over et sært bevidsthedens træ
dækket af ord, som blade i blæsten
Fra knoppernes kuldskære læber
åbner året sig, stilk og stilk sammen
gren for gren, blandt andre æbler
vil din stilk dog slippe stammen
hvert ord er jo kun et blad i blæsten
det er som det år, der, som årene går
helt har udgrundet forårets væsen
og om lidt er efterår
Ja, selvom jeg netop, dette
til trods
har måttet digte
foråret selv
husk på, at
det vil forlade os
som det vil efterlade hver en sjæl
uden én eneste sommernats svar på
hvad alt, hvad der vil være og nu er
ville have været, hvis det var så
at jeg kunne udgrunde, hvem du er
I netop dette øjeblik blev
hun afbrudt, og mit sind fyldtes af noget nyt, nemlig angst. Ja, en panisk
angst som hendes, dog iblandet en fortvivlet vrangvillig trods, da en stemme,
den stemme både hun og jeg kendte så inderligt godt, nærmede sig med ordene på
et nu truende, og nu alt for godt kendt tungemål:
”Ture…Ture,
hvor er du?”…
Å, Gud, tilgiv digterens
slangetunge. Du kender jo ordene, såvel som mit hjerte, bedre end jeg gør, og
du ved, hvor forførende ordene er. Jeg beder om, efter denne beretning, som er
dig velkendt, at ordene på hin dag ikke skal lede os i fordærvelse, som de har
gjort det siden syndefaldets tid, men at de da vil renses for ethvert svig. Og
at jeg da vil glædes over din røst, som var den summen af disse ord selv.
Amen.
1. SØNDAG
I FASTEN, 2 KOR 6,1-2; 2 KOR 6,10
mandag, februar 23rd, 2009
Epistlen
skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: Som hans
medarbejdere formaner vi jer da til ikke forgæves at have taget imod Guds nåde.
Det hedder jo: »I nådens tid bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg
dig.« Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag! [ Vi volder
ikke anstød med noget som helst, for at tjenesten ikke skal komme i vanry, men
anbefaler os selv som Guds tjenere på alle måder: ved stor udholdenhed under
trængsler, nød, angst, pinsler, fængsel, uro, møje og besvær, søvnløse nætter
og sult, ved retsindighed, kundskab, tålmodighed, mildhed, ved Helligånden og
ved oprigtig kærlighed, ved sandfærdig tale, ved Guds kraft, ved at bruge
retfærdighedens våben til angreb og forsvar, under ære og vanære, under spot og
lovord, som vildledere og dog sandfærdige, som ukendte og dog velkendte, som
døende, og se, vi lever, som tugtede, men ikke pint til døde, som bedrøvede, dog
altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog
ejer alt.] 2 Kor 6,1-2; 2 Kor 6,10
Kæreste Jesus,
du sagde, at den, der holder ud til enden, skal
frelses. Jeg bekender gerne, at jeg i al min håbløshed gjorde, og momentvis
gør, dette triste udsagn til mit credo. For fuldendelsen fraset er det vel med
dette udsagn døden, vi sukker efter. Ofte har jeg i fortvivlede stunder fået
det råd at holde ud. Men, Herre Jesus, lad mig dog også sætte min lid til dette
liv, om det så er en skygge af det kommende livs fuldendelse.
For i mine bedre stunder, da elsker jeg det, som det
er, med al dets fortvivlelse, gråd og klage. Og ja; trængsler, nød, angst og
pinsler, uro, møje, besvær og søvnløse nætter. Og beder i mine bedre stunder
om, at fortvivlelsen, gråden og klagen også inden det kommende livs
fuldendelse, som i små lommer af fred, kan vende sig til håb, glæde og, ja,
salighed. Også uden, for ikke at sige betinget af, fraværet af de hvide pillers
lokkende løfter om mørke og søvn.
Dem som gør mig vildledt og dog sandfærdig, velkendt
og dog ukendt, levende og dog død, pint til døde uden at være tugtet, som glad
dog altid bedrøvet. For mod den nåde som Paulus fik, er min rigdom dog kun for
fattigdom at regne, og min ejendom kun at regne, som ejede jeg intet. For i
forhold til apostlenes århundrede er vores magt dog blot afmagt, vores mod blot
evig ængstelse og alle vores forhåbninger blot nederlag.
Og dog er det stadig den nåderige tid. Stadig er det
frelsens dag. Hjælp mig som korintherne til, om de så gjorde det eller ej, ikke
forgæves at have taget imod Guds nåde, således som det hedder, at det nu er den
nåderige tid, og at det er frelsens dag.
Ja, kære broder, nok skal jeg holde ud. Men giv mig
også et liv at holde ud. Og end mere, med al denne verdens fortvivlelse, gråd
og klage; et liv at holde af. For giv det at være
sådan, at al afsavn fra verden rummer fristelsen til de lokkende løfter om
mørke og søvn. Og tillige at være sådan, at den eneste modgift mod disse
lokkende løfters fristelse ene og alene er omsorgen for netop denne verden, så
meget desto mere med, som uden, al dens fortvivlelse, gråd og klage.
Amen.
1. SØNDAG I FASTEN,
MATT 4,1-11
onsdag, februar 25th, 2009
Dette
hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Så blev Jesus af Ånden
ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre
dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til
ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han
svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af
hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige
by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så
styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de
skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus
sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.’«
Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham
alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give
dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig
bort, Satan! For der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham
alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. Matt
4,1-11
Å Gud,
hvem kan ved sin fulde fornufts frie vilje forestille
sig dette udspille sig; skulle du virkelig være blevet stillet over for
Djævelen i egen person, have talt med ham, og set alle verdens riger og deres
herlighed? Hører ikke dette til fiktionens verden? Kunne det ikke have været
foregået anderledes, ja, slet ikke have foregået? Å, lad ikke vore liv således
blot være fiktion.
Det er mørkt udenfor. Stilhedens lyde frister mit
hoved. For jeg ved jo, at det kunne have været så meget anderledes. Og dog,
nej. For hvad du ved, er, at det netop ikke kunne have været anderledes.
Du måtte fristes, lyder det i Bibelen. Og hvorfor?
Fordi det ikke kunne have været anderledes. Du resignerede i lydighed over for
den forud lagte frelsehistorie. Men kunne du da andet? Du fristedes, og stod
imod, javel. Men kunne det dog have været anderledes? Herre, lad blot
stilhedens lyde larme i mit hoved.
Ikke at jeg underkender din lidelse. Snarere
tværtimod. For som al fiktion er virkeliggjort i dig, selv Djævelens fristelser
i ørkenen, er denne virkeliggørelse af en forudbestemt hændelses udfald blot
end mere lidelsesfuld. For en tomme anderledes kunne det ikke have været. Eller
skulle du have givet efter for fiktionen? Det kunne du selvfølgelig have gjort.
Og dog kunne du det selvfølgelig ikke.
Herre, som mine lidelser på forhånd er fastlagt minut
for minut, såvel som den såkaldte frie vilje er virkeligheden reduceret til
fiktion, da forbarmer du dig over, hvem du vil, og forhærder, hvem du vil,
fordi du intet andet kan. Alle livstråde er lagt på en snor, som end ikke du
kan fravige. Og den almægtige Gud indgår ikke i dette regnskab.
Derfor, at bede om noget, såsom ikke at ledes i
fristelse som du, der end ikke lod sig friste, fordi du ikke kunne fristes, er
uden håb. Sandt, håbet findes, men håbets opfyldelse, såvel som troens, er
ganske uafhængig af vores eget håb og egen tro.
Alligevel beder jeg for at du skal høre mig, og ikke
for at du skal opfylde andet end denne simple bøn.
Jo, vist kunne jeg bede for ikke at fristes. Eller for
ikke selv at friste nogen. Men jeg gør det ikke. Jeg
beder for fornuftens resignation over for sin egen frie vilje. For lad mig
aldrig glemme dette, at den såkaldte frie vilje reducerer såvel din frelseplan
som fristelsen i ørkenen til fiktion. For den kunne det jo have været
anderledes, ja, kunne ikke have været andet end anderledes.
Lad da blot stilhedens lyde larme i mit hoved. Og lad
mig gerne tro, at det kunne have været anderledes. Og at det kan være
anderledes. Vi fristes jo ikke over evne. Men lad mig dog hellere have den
vished i hænde, at intet sekund kunne have været en tomme anderledes. Da vil
fristeren ikke kunne røre mig.
Men det er ikke derfor, jeg beder. For nok ved jeg, at
fristeren ikke kan røre mig, og at du blot i smerte ser skabningen forhærdes.
Lad det være sådan, om ikke du er en grusom dæmon, at du intet andet kan. For
nok led du frygteligt under fristelsen. Men du led ikke af fristelse: Du led
blot, fordi den skæbne at lide ikke kunne have været anderledes. Å, Herre, ja,
selv ikke for dig. Selv ikke for dig.
Lid du da, i din afmagt over for min livstråd, med
mig. Lyt til stilhedens lyde larme. For da forenes vi.
Intet mere kan vi. Intet mere findes. For fandtes der mere end dette, var din
fristelse i ørkenen blot for et skuespil at regne. Lad den, å Herre, have været
så meget mere.
Amen.
2. SØNDAG I FASTEN,
1 THESS 4,1-7
mandag, marts 2nd, 2009
Epistlen
skriver apostlen Paulus i sit første brev til thessalonikerne: I øvrigt,
brødre, beder vi jer om og formaner jer i Herren Jesus til at gøre endnu mere
fremgang i at leve sådan, som I lærte af os, Gud til behag, hvad I da også gør.
I ved jo, hvilke påbud vi gav jer ved Herren Jesus. For dette er Guds vilje, at
I skal helliges, så I afholder jer fra utugt, sørger for hver især at have
jeres hustru i hellighed og ære og ikke i sanseligt begær som hedningerne, der
ikke kender Gud, og så I ikke foruretter eller udbytter jeres broder i
forretning. For Herren straffer al den slags, som vi også tidligere har sagt
til jer og har forsikret jer om, og Gud kaldte os ikke til urenhed, men til
hellighed. 1 Thess 4,1-7
Å, Jesus,
jeg føler utugten i min krop
og sjæl og forarges over korset, da jeg netop foran din korsfæstede krop er
befalet at bede til dig i syndigt køds skikkelse. For natten hersker, og jeg
gribes i sjæl og legeme af lyst og længsel efter utugten. Ikke at være din brud i hellighed og ære, men i sanseligt begær.
Og hvad mere er, netop som
jeg skal bede, føles det, om end kortvarigt, ganske bogstaveligt. Da kaldes jeg
jo til urenhed, og ikke til hellighed. Og da overmander utugtens tanke mig
pludseligt, idet jeg sidder foran dig, hængende på korset. Bedre end mange
andre kender jeg straffen for at smæde nåden, og gribes efterfølgende af en
isnende rædsel.
Og dog finder netop nåden
efterhånden vej til min utugtige dåds hjerte. Du spørger mig da, om det var for
gerningernes retfærdighed, at du blev korsfæstet, eller om det ikke snarere var
for den uretfærdige synder? Og du spørger mig: ’Hvordan da i din overtrædelse
smæder du nåden, når du begår din synd for mit ansigt og mine arme? Da kender
nåden ingen grænser’.
Og hvilken kærlighed føler
jeg da ikke for dig, Herre, om end den nu blot finder sit udtryk i synd. For
kun mod dig kan synderens kærlighed vende sig, thi kærligheden selv kender ikke
synd, selv om du vidner om menneskets inderste tanker og ved, hvad der gemmer
sig i dets hjerte.
Således også nu, da du
korsfæstes; først for mine synders skyld, og dernæst for min forargelse, der
som hos farisæeren i nåden omvender sig til kærlighed. En synders kærlighed,
ja, kærlighed af en synd begået foran korset, for dog evigt at besejres af
nåden – sov blot med god samvittighed, siger du til mig, for vansiret af blod
og sår har kærligheden har fundet den utugtige midt i nattens mørke.
Ja, min Herre Jesus, når du
har sagt mig det sådan, da lad det være sådan, lad ikke søvnløst mit hjerte bløde
for dine sår, men tværtimod omvendt. Således tør jeg nu trygt have tiltro til,
og glædes ved, ikke min egen forståelse eller forstand, men min ulærde lydighed
over for evangeliets dybeste hemmelighed. Denne gang, til hjertets lettelse, er
din nåde mig så at sige nok, ja, langt mere end blot nok. En tid har min
taksigelse således overvundet al forargelse ved korset.
Amen.
2. SØNDAG I FASTEN,
MATT 15,21-28
mandag, marts 2nd, 2009
Dette
hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik bort derfra og
drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den
samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages
slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen
og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke
sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede
sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at
tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre,
for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da
sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.«
Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Matt 15,21-28
Kære Gud,
jeg vil bede for en af min
elskedes venner, der, tilsvarende den kana’anæiske kvinde, ringede min elskede
op midt under vores hyrdetime og sagde, at hun måske havde fået cancer.
Jeg kender hende ikke, og
dog, midt i al mismodet, midt i det mørke, hvor hun befandt sig, havde hun
kræfterne til at hilse mig. Hun vidste, at min kærlighed ikke stod til hende,
men til en anden, og dog havde hun den tiltro til mig, at jeg ville glædes ved
hendes hilsen.
Og tænk, kære Jesus, jeg fik
en sådan bizar følelse af skyld, fordi jeg lige havde nydt min elskedes safter,
øjeblikket før hun ringede til min elskede, og bad hende om at hilse mig, som
hun næsten slet ikke kendte.
Og dog kendte hun mig
næsten. For hun er nemlig min, og netop min, næste, og derfor bad jeg for
hende. Jeg bad for, at det ikke var cancer, hun havde fået. Og hvis det var, at
den ikke spredte sig fra underlivet som arvesyndens hæslighed udenfor den
menneskelige lægevidenskabs rækkevidde. Men dog beder jeg nu så meget mere om,
at evangeliets helbredende kraft tværtimod spreder sig i hendes sjæl for hendes
tro, håb og kærligheds skyld. For i forhold til mig, var hun jo som en hedning
at regne, jeg, der ikke havde de små hunde i tankerne, der spiser, hvad der
falder fra de riges bord. Ikke desto mindre havde hun mig i tankerne.
Og hvis canceren en dag,
trods alle bønner, spreder sig som arvesyndens hæslighed fra underlivet og
udenfor den menneskelige lægevidenskabs rækkevidde, lad da hendes glæde ved
sanselighedens tro, håb og kærlighed aldrig dø.
Lad end hendes krop visne,
men ikke hendes kvindeligheds blomst, såvel som heller ikke for mig smagen af
min elskedes safter. Lad hende, såvel som os andre, som du har sagt os, en dag
blive som engle i himlen. Giv hende denne vished, såvel som visheden om, at
hendes kvindeligheds blomst ikke har været forgæves, men i smerte har født børn
til verden.
Den verden du kom for at
frelse, for at arvesyndens hæslighed ikke skulle fordærve os, men at din
kærligheds ånd skulle leve videre, selv når hendes, såvel som min elskedes,
kvindeligheds blomst endegyldigt er visnet, om de så i forhold til min person
måtte være for kana’anæere at regne.
Amen.
mandag, marts 2nd, 2009
Salmisten
skriver: Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min
sjæl efter dig, Gud. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan
jeg komme og se Guds ansigt? Tårer er blevet mit brød dag og nat, når de dagen lang spørger mig: Hvor er din Gud? Jeg husker det og
udøser min fortvivlelse: Jeg gik i festskaren, jeg vandrede til Guds hus under
jubelråb og takkesange i valfartsskaren. Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser
og min Gud. Sl 42,2-6
Kære Gud,
jeg vil bede for en lidelsesfælle jeg mødte engang, og
som kom fra et andet afsnit. Og den indre sangfugl følte en pludselig sorg over
en menneskeskæbne, jeg måske aldrig møder igen, men som dog trøstede sangfuglen
ved tanken om, at hendes skæbne er i dine hænder. Jeg forstår derfor som
salmisten ikke mig selv og min sjæls fortvivlelse. Min egen sjæls tørst.
Og dog. For spørger jeg som salmistens fjender, såvel
som hans fortvivlede sjæl, hvor var du så, da hun som ganske ung, som hele
blomsten af den danske ungdom, blev ramt af sindssygdom – da hun og vi andre
skreg og tørstede efter dig ved det udtørrede vandløb? Jo, jeg svarer
salmistens fortvivlede appel til sin sjæl, at du var, og du er, netop den
danske ungdom i sin afblomstrede blomst. Dybt inde i dig splintredes
sangfuglenes sang i tusinde stykker, som en blomst der afpilles blad for blad,
for sammen med dig på korset at bære deres lidelse og sygdom, som blot bar
tidsel og tjørn, og som aldrig kunne have sunget.
Hvad skulle det hjælpe hende? Det er det, jeg vil bede
for, kære Gud; at hver eneste af hendes blomsterblade må sættes tilbage på
hendes sjæls nælde. For er hun splintret med dig, skal hun også med dig opstå
igen i ære og værdighed, for at hendes blomst på din dag som en sangfugl skal
synge med en stemmes klang, som var hun blomsten af den tidsel og tjørn, der
dog aldrig sang. Og som aldrig har gjort andet end at afpille blomstens sjæl.
Og nok anede salmisten under loven dette. Ja, jeg
beder endog nok så enfoldigt om, at han har anet dette et sted i sin
fortvivlede sjæl, hvor du var at finde. For hvor mange spørgsmål vi mennesker
end mishandler hinanden med, ja, havde vi end magt, som vi har agt, ville vi
aldrig magte så meget som at sætte et eneste blad på en nælde og synge med
sangfuglens pragt.
Lad ham, der levede under loven og ventede dig, såvel
som min lidelsesfælle, der lider under lovens fortvivlelse og skælven, have
haft nok i denne vished.
Amen.
3. SØNDAG I FASTEN,
LUK 11,14-28
mandag, marts 9th, 2009
Dette
hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at
uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at
tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved
dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham
på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres
tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og
hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan
kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men
hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk
dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at
jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand
fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der
en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den
anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er
imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet
ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde
den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af.
Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv
andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det
sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var
der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de
bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord
og bevarer det!« Luk 11,14-28
Kære Jesus,
uddriv fra mig den dæmon, der binder min tunge på min
sprogløse søgende vej mod dig. Sandt, Guds rige er kommet til os, og endog dem,
der dømmer sig selv ved at tale og kræve tegn, er dit rige kommet til. Lad det
komme til syne i den blomst, jeg ikke giver den, jeg ikke elsker. Lad det komme
til syne i det regnvejr, som de, der tyder tidens tegn, aldrig spår. For er det
end verden, de spår om, findes regnvejret i dit rige kun som næring til den
blomst, jeg giver den, jeg elsker. Den blomst jeg søger på min sprogløse vej
mod dig.
Om du dog blot kunne være min næring, ja, om jeg end
mere kunne være den blomst, jeg ikke giver den, jeg ikke elsker. For da ville
jeg høre, hvad jeg ikke hører, og bevare, hvad jeg ikke bevarer. Da ville den
dæmon, der binder min tunge, søge sin hvile i det regnvejr, som de, der tyder
tidens tegn, aldrig spår. Og lad den blot tage de syv andre med sig, værre end
den selv, for at de alle kan falde som dråber på verdenshavenes blikstille
bund.
Da vil jeg tale uden at tale. Da vil jeg skrive uden
at skrive. For da vil det, modsat profeternes spådomme, regne fra himlen med
ord fra dig. Lad mig da være den blomst, som jeg giver den, jeg elsker. Lad mig
da bæres i min elskedes moderskød og die hendes bryster, for med regndråbernes
rislen at høre og bevare dit ord. Det ord, der er som det regnvejr, verdens
profeter aldrig spår og aldrig vil kunne spå om, fordi det er talt på det
kærlighedens tungemål, som ingen af dem taler. Og fordi regnvejret kun findes
for den, der finder det på verdenshavenes blikstille bund. Å, Herre Jesus, lad
mig finde dit rige i hver dråbe, der falder, for at blive ét med det endeløse
ocean af mørke mellem mit natlige vindue og verden udenfor.
Amen.
3. SØNDAG I FASTEN,
5 MOS 18,9-15
mandag, marts 9th, 2009
Denne
hellige lektie skrives i Femte Mosebog: Moses sagde til Israels folk: »Når
du kommer ind i det land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke lægge dig
efter at gøre de afskyelige ting, som folkene dér gør. Hos dig må der ikke
findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver
spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi,
ingen, der udtaler besværgelser, spørger dødemanere eller sandsigere til råds
eller søger orakel hos de døde. Herren afskyr enhver, som gør den slags, og på
grund af den slags afskyeligheder vil Herren din Gud drive folkene bort foran
dig; udadlelig skal du være over for Herren din Gud. De folk, du skal fordrive,
lytter til dem, der driver trolddom eller spådomskunst; men det har Herren din
Gud ikke givet dig lov til. Herren din Gud vil af din midte lade en profet som
mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.« 5 Mos 18,9-15
Å, Gud,
hvad er
din mening med mit liv? Jeg vil gerne bruges som dit redskab, men hvad vil du bruge mig til?
Fortæl det til mit hjerte, som du fortalte det til Moses. For jeg forstår, hvad
du befaler Moses at gøre, men jeg lever ikke under loven, men i nådens tid. Og
hvad da – din vrede og det, du afskyede, er borte, men ikke dermed sagt, at vi
er fri for ansvar, endsige at vi ønsker at være det. Jeg vil gerne bruges som
dit redskab, Herre. Brug mig.
Det land, som du befalede
Moses at tage i eje, er nu at finde i vore hjerter. Kampen mod andre folkeslag
på slagmarken er nu afløst af kampen i det enkelte menneskehjerte mellem verden
og dig. Spådomskunsten og trolddommen, som du i disse fjerne tider afskyede, er
nu overvundet af dig selv i form af den profet, som du sendte. Eller rettere,
den hører til i det enkelte menneskehjertes valg mellem hvem eller hvad, vi
ønsker at tjene: dig eller os selv, og dermed Satans list.
Lad mig tjene dig, og ikke
verdens rænker. Brug mig, som du brugte Moses og profeterne, ja, som du i din
frelseplan bruger ethvert menneske, ondt eller godt. Sendefladens mentale
tyranni er som eksempler på vore dages spådomskunst og trolddom rykket fra
tv-masternes harmløse Ashera-pæle og ind i hvert hjerte, hvor slagmarken er en
ensom skueplads for sjælen.
Vær med mig og brug mig, ja, tag mit
hjerte i eje som den profet, du forjættede Moses og israelitterne at adlyde.
Eller som det i nådens tid ville hede; at elske, for således at adlyde
kærligheden. Den kærlighed der er det eneste, hvormed vi på hjertets slagmark
kan besejre den Onde.
Amen.
3. SØNDAG I FASTEN,
EF 5,[1-5]6-9
mandag, marts 9th, 2009
Epistlen
skriver apostlen Paulus til efeserne: [I skal ligne Gud
som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig
selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft. Men
utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det
sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller
overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. For det skal I
vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en
afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige.] Lad ingen føre jer bag
lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over
ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem! For engang var I mørke,
men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter
godhed, retfærdighed og sandhed. Ef 5,[1- 5]6-9
Å, kære Jesus,
vi læser, at Paulus forstøder de utugtige, urene og
griske fra dit rige. Men færdedes du da ikke med skøger? Helbredte du ikke de urene? Var det ikke dig, der bragte din fred over tolderens
hus?
Jo, det var det, og hørte vi blot Paulus’ formaning i
kirken uden dette vidende, ville den intet andet end en gardinprædiken være.
Vidste Paulus da ikke dette? Jo, vel nok vidste han det. Men han vidste også,
at han ikke, som du, havde magt til at frelse det fortabte, men ene og alene
havde formaningens nådegave.
Men, Å Herre, er dette ikke forskellen mellem
formaningen til de frelste og frelsen til de fortabte? Støder dette ikke en
kile ind mellem Paulus og dig? Jo, sandelig, og godt for det!
For lad altid Paulus have vidst, at han, da han skrev,
skrev som menneske uden guddommeligt ophav, modsat dig, der intet skrev, men i
kraft af et løfte var den Guds søn, der var kommet, ikke for at dømme verden,
men for at verden skulle frelses ved dig.
Lige så meget som Paulus dømmer, lige så lidt frelser
han. Lad ham, der intet var sig bevidst, på tværs af årtusinderne mellem ham og
mig, i Ånden have lagt sig Peters ord på sinde; at du ikke er sen til at
opfylde dit løfte for verden fortabte, men at du har tålmodighed med dem, som
du færdedes med og elskede, fordi du vil, at ingen af dem skal gå fortabt, men
at de alle – utugtige, urene og griske – må nå til omvendelse.
For intet er mere saligt, Jesus kære, end at sige dig
tak. Den er på sær vis endnu saligere, denne taksigelse, end det jeg egentlig
takker for – på grund af glæden over at din liflige offers duft viste mig nåde
og forbarmede sig, så denne dags plage blev en glæde for mig.
Denne liflige offers duft har jeg en hymne at skrive
om:
Nogle roser skulle man måske
ikke
skrive om
måske
skulle man slet ikke
skrive
om roser
deres
nælder og blade
så jeg
vil undlade
at
skrive om en rose
eller
rettere;
én rose
vil jeg undlade
at
skrive om
så jeg
er sikker på
og er
helt sikker på
at
læseren aldrig får at vide
som heller
ikke jeg
hvad der
gemmer sig
bag
rosens så
verbalt
befamlede blade
for hvad
der her er
lader
sig ikke skrive
nej,
nogle roser skulle man måske
ikke
skrive om
måske
skulle man slet ikke
skrive
om roser
så jeg
lader være
rosen
som den er
uden
verbale befamlinger
med
bladene lukkede
om sin
egen
af mig
ubeskrevne
metaforiske
skønhed.
Tak, søde Jesus, og
amen.
mandag, marts 16th, 2009
Epistlen
skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: For husk, at den,
der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også
høste rigeligt. Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke
vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver. Gud magter at give
jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda
overflod til at gøre godt – som der står skrevet: »Han strøede ud, han gav til
de fattige, hans retfærdighed består til evig tid.« Og han, der forsyner
sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigeligt
med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter,
så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til
taksigelse til Gud gennem os.
Kære Jesus,
rosen, der af digteren
sparsomt blev sået, lukker sig om sin kerne, og kernen lukker sig om
intetheden. Skab ud af dette intet noget, som er mere end intet. Ja, så meget
mere; skrab intetheden ud af dette noget, og luk rosen op, så kernen kan spire
med frø af dette noget, som du sandelig så rigeligt giver til den sparsomt
høstende. Eller rettere, denne nåde; køn og stavemåde er underordnet lydens
klang, som er så meget desto mere end alt. For alt og alle roser begrænses af
jordens ydeevne og verdens mandtal, mens noget dog, nemlig din nåde, hvor køn
og stavemåde underordnes klang, er grænseløs. Igen; skrab intetheden ud af
dette noget, så kernen kan spire med frø af noget helt andet, end hvad der kan
opregnes som sparsomt eller rigeligt, som vi aldrig forstår eller vil forstå,
nemlig din grænseløse nåde.
Amen.
mandag, marts 16th, 2009
Denne
hellige lektie skrives i Femte Mosebog: Moses sagde til Israels folk: Alt
det, jeg i dag befaler dig, skal I omhyggeligt gøre, for at I må leve og blive
talrige og komme ind og tage det land i besiddelse, som Herren lovede jeres
fædre. Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i
ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om
du har i sinde at holde hans befalinger eller ej. Han ydmygede dig og lod dig
sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at
lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der
udgår af Herrens mund.
Kære Gud,
jeg beder til dig, som hjertet der banker, beder, men
du er så meget mere, end nogen bøn til dig kan være. Jeg beder til dig, som
hjertet der banker, beder, for at overholde dine befalinger, men du er så meget
mere, end hvad enhver tænkelig bøn af digterhjertet påstås at kunne formulere.
Jeg beder til dig, som hjertet der banker, beder, og lader det ydmyge sig og
sulte, for du er snarere som den utænkelige bøn, der selv ikke for fantasien
tør lade sig formulere, endsige gøre krav på formulering.
Jeg beder til dig, som hjertet der banker, beder, om
ikke at leve af brød alene, som når jeg skriver, at jeg elsker dig, og
sætningen gør knuder i halsen, fordi du som formuleringens elskede genstand
alligevel aldrig kan gøres til genstand for formuleringer, men ene og alene
være, som du er.
Å, lad mit hjerte, der banker, bede til dig og være så
meget mere, end hvad nogen bøn til dig kan være, for blot således at overholde
dine befalinger. Lad mit hjerte, der banker, bede til dig, lad det ydmyges og
sulte, men vær du den bøn i hjertet, der ikke gør krav på formulering. Ja, lad
mit hjerte ydmyges og sulte, for at lade det vide, at det ikke lever af brød
alene, men af alt, hvad der udgår af din mund. Amen.
mandag, marts 16th, 2009
Dette
hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter tog Jesus over
til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham,
fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på
bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest,
var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham,
sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at
spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad
han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til,
så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon
Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og
to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte
sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem
tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på
samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte,
sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet
går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker
af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde
set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme
til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at
gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.
Herre,
jeg kender en pige, som ikke vil spise noget som
helst, med mindre hun tvinges til det. Overhovedet spiser hun kun de rester,
hun spiser, af angst for at tvinges tilbage på den lukkede afdeling. Det er
hende, jeg med denne prædikentekst i tankerne vil bede for.
For hvad kan hun ud over spot have til overs for en
bespisning, som for hende snarere måtte være et mareridt end et under? Jo,
Herre, husk på, at skaren var kommet sulten efter at høre dit ord. Ja, det
lyder ud fra fortællingen som om, at de alle tusind havde bragt sig selv i fare
for sultedøden i ødemarken for at høre dit ord.
Ligeledes med denne ene pige. Ligeledes sulter hun
efter kærlighed snarere end mad. Hendes sult hører ikke kødet, men ånden til.
Hendes daglige brød, som opretholder hendes sjæl, er ikke jordiske
fornødenheder, men den hunger og tørst efter retfærdighed, der som det eneste
kan give denne sult smagen af salighed.
Således vil jeg ikke på hendes vegne bede om, at hun
måtte genvinde appetitten på det daglige brød, lige så lidt som at skaren kom
ud til dig i ødemarken for at blive mættet med fisk og brød.
Nej, de søgte dit ord og din kærlighed, lige såvel som
denne piges sult heller ikke angår mad, men retfærdighed. Som en helgen søger
hun retfærdigheden først, og sætter sit liv på spil, for derefter at måtte få
de jordiske fornødenheder i tilgift.
Herre Jesus, giv hende at smage retfærdigheden, for er
hun først mæt af denne, vil lysten til mad for hende være et mirakel lige så
underfuldt, som det under som Johannes i prædikenteksten beretter om.
Amen.
lørdag, april 4th, 2009
Dette
hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig
Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted
og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et
æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen
spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks
sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved
profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og
gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres
kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper
ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne,
som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt
21,1-9
Å, Jesus kære,
om du blot således kunne komme ridende ind i mit
hjerte, tænker vi vel alle. Og gør dig dermed til en konge over vore sind.
Men to ting strider herimod. For du vidste, hvad vore
hjerter ikke kan bære at vide, hvad der ventede dig i Jerusalem, nemlig tortur
og død. Og dermed kommer vi til det andet. For hvad vore hjerter ikke kan bære
at vide, er, at du ikke ønskede at komme som en konge. Kom du end ridende ind i
vore hjerter, måtte vi i hjertet lide tortur og død med dig.
Å, Jesus, kom til mig, ikke som folkeskarernes konge,
men heller ikke som den, der bærer en viden om livet, som brister mit hjerte.
Kom til mig og mit hjertes Jerusalem, som jeg har beredt for dig. Ikke som mit
sinds konge, for når jeg tager imod dig som den, der skal lide en forbryders
død, å, undgæld mig min skyld, for mit hjerte kan ikke bære den.
Og hvad mere er, Herre, lad korsets gåde være, at jeg
netop, når jeg tager imod dig, som den der i mit hjerte skal lide en forbryders
død, netop derved bærer al tortur og død for mig, såvel som den viden, som
endnu er mig en gåde, fordi jeg ikke magter at bære den.
Lad dette, Herre, være mig korset gåde nok. For nok
kan jeg dele skarernes oprigtige glæde, men dog ikke lod og del i den skæbne,
som du led, for at spare mig for den. Ja, Hosianna, velsignet være dig, som
kommer i Herrens navn.
Amen.
lørdag, april 4th, 2009
Denne
hellige lektie skriver profeten Zakarias: Bryd ud i jubel, Zions datter,
råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig,
sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl. Jeg tilintetgør vognene i
Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres. Han udråber fred
til folkene, han hersker fra hav til hav og fra floden til jordens ender. Zak
9,9-10
Å, Jesus,
en nat fandt jeg, et sted på
tekst-tv, denne artikel med overskriften:
”Andreasen: Vi skal ikke
juble for meget”.
Overskriften drejer sig om
en fodboldspiller, hvis klub, Mainz, som han er udlejet til fra en anden tysk
klub, netop har vundet en række kampe. Klubben er således netop kravlet over
nedrykningsstregen i Bundesligatabellen, men spilleren advarer dog mod jubel;
sæsonen er langtfra slut endnu.
Herre, meget står der i
Bibelen om jubel og det at juble, men intetsteds jeg kender, advares der mod at
juble for meget, når vi jubler i din ånd. Hvad gør da forskellen, når en
idrætsmand maner til forsigtighed med jublen, mens den i Bibelen på dine vegne
altid synes at være uforbeholden, ja, endda som oftest uden mådehold?
Forskellen er denne, at jublen
for idrætsmanden blot har sin tid, som alt andet i verden, i dette tilfælde
blot indtil næste kamp, og derfra indtil sæsonafslutningen, hvorefter der blot
begynder en ny sæson.
Aldrig vil man høre en
idrætsmand udtale, at vedkommendes holdkammerater skal vare sig for at juble
for lidt, undtagen i spøgefuldt øjemed. Nej, for idrætsmanden skal der aldrig
jubles for meget.
Han ville, hvis han havde været i stand dertil, så udmærket forstå Prædikeren,
når denne, med en desillusion, der stikker et par kilometer dybere end vanlig
sportsjournalistik, hævder, at der er en tid til at græde, og en tid til at le.
En tid til sejr, og en tid til nederlag. Ja, der er for ham fastsat en tid til
alt og alle emotioner under himlen, dog undtaget én, nemlig den uforbeholdne
jubel, der er foruden al mådehold.
Hvor Prædikeren, der ikke
som os lever i nådens tid, men under loven, ikke nævner den uforbeholdne jubel
til en given tilfældig tid, er det formodentlig fordi han opfatter denne som en
emotion, der i sin mangel på mådehold bryder med hans cirkulære syn på
tilværelsen.
En sådan jubel betegner
nemlig et afgørende nybrud i en given udvikling, lige fra det enkelte
menneskelivs til verdenshistoriens, lige fra den enkeltes vækkelse til din
fødsel.
Hvad har dette så med
fodboldspilleren at gøre? Jo, om end han i kampens lidenskabelige hede ikke
evner at reflektere over det, er hans liv som idrætsmand tillige cirkulært;
efter sejr følger nederlag, efter nederlag sejr, således som sæson slavisk
afløser sæson. Om så din genkomst var at vente i morgen, ville idrætsmanden
stadig bekymre sig for den næste spillerunde, et par måneder senere blot i en
anden klub og i en anden trøje.
Så vidt Prædikeren og
idrætsmanden, men hvad lærer evangeliet os om alt dette? Det lærer os, at der
er en tid, fra den enkeltes erkendelse af din eviggyldige kærlighed til dennes
eviggyldige frelse af den enkelte, hvor sejr ikke afløser nederlag, og nederlag
afløser sejr.
Nej, for det første er alene
sejren i al evighed i vente. For det andet profiterer den sejrende ikke af
andres nederlag, men under tværtimod tillige også sin fjende at elskes og
frelses af dig. Og for det tredje har verden virkelig en ende.
Man kunne hånligt indvende
mod sportsjournalistik, at din genkomst for denne synes usandsynlig, alene med
den begrundelse, at din død gjorde dig ukampdygtig. At du endog, lige forud for
din død, hvor du ved, at du vil forlades af alle, blidt siger til dine
disciple: ’Vær frimodige, jeg har overvundet verden’, må da for
sportsjournalisten være fuldstændig kaudervælsk.
Forud for et nederlag, der
endda, så at sige, beror på et villet selvmål, at erklære den visse sejr,
vender op og ned på begreberne for enhver idrætsmand. Imidlertid kan jublen i
din kærlighed blot således være endegyldig, uforbeholden og uden
mådehold, idet det er verden selv, inklusiv al uretfærdighed, og al
sportsjournalistik, der er besejret, på tværs af hold, klubber og trøjer.
Og idet at det er din
kærlighed, der har overvundet verden, er verden således også vundet for din
frelse. Så vidt, så godt.
Dog vil hin enkelte
fodboldspiller stadig have svare kvaler ved at forstå dette ene, at verden blot
kunne vindes og overvindes i kraft af et nederlag, nemlig din lidelse, og ikke
i kraft af en sejr i verdens forstand.
Og dog er det netop i kraft
af et nederlag, at verden er overvundet. Kun den, der i verdens forstand lider
nederlag, uden dermed i verdens forstand at lade sig bedrøve, kan ved
overvindelsen af døden overvinde verden selv.
Og dermed evigt for den tabende, endog for den, der har lidt de bitreste
nederlag, at sejre. Ja, at sejre, idet du sejrer ved at lade sejren nå de
fortabte, og dermed i ånden lade deres jubel være endegyldig, uforbeholden og
uden mådehold.
Amen.
onsdag, april 8th, 2009
Denne
hellige lektie skrives i Anden Mosebog: Herren sagde til Moses og Aron i
Egypten: »Denne måned skal være jeres nytårsmåned. I skal regne den for den
første af årets måneder. Sig til hele Israels menighed: Den tiende dag i denne
måned skal man tage et lam eller et kid til hver husstand i fædrenehuset. Hvis
en husstand er for lille til et dyr, skal den være fælles med den nærmeste nabo
om et dyr efter antallet af personer; I skal beregne det efter, hvad hver
enkelt kan spise. Det skal være et lydefrit dyr, et årgammelt handyr; I kan
tage det fra fårene eller fra gederne. I skal tage vare på det til den
fjortende dag i denne måned. Så skal hele Israels menighed slagte det, lige
inden mørket falder på. De skal tage noget af blodet og komme det på de to
dørstolper og på overliggeren i de huse, hvor de spiser det. De skal spise
kødet samme nat; de skal spise det stegt med usyrede brød og bitre urter til. I
må ikke spise noget af det råt eller kogt; det skal være stegt, med hoved,
skanke og indvolde. I må ikke levne noget af det til om morgenen. Hvad der er
tilovers om morgenen, skal I brænde. Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen
bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast
skal I spise det. Det er påske for Herren.« 2 Mos 12,1-11
Å, Herre Jesus,
min sjæl sulter og tørster efter
dig. Jeg siger til min sjæl, at
den dog møder dig i hvert nu, jeg tænker på dig, i hvert bogstav jeg skriver
til dig og i ethvert ord, jeg taler med min næste. Men sjælen er stadig
bedrøvet.
Dog, den ved nu, at du en dag vil fylde mig med din
fylde, som brudgommen trænger ind i brudens organiske indre på bryllupsnatten.
Ja, den ved, at du i ethvert nu, jeg tænker på dig, i ethvert bogstav jeg
skriver til dig, og i ethvert ord jeg taler med min næste, som bruden på
bryllupsnatten trænger ind i mit organiske indre og der planter en uforgængelig
sæd.
Ikke, som det er forplantningens lod, for at lade et
forgængeligt foster blive til, men for at fylde mig med dit uforgængelige liv.
Sådan som vi under nadveren stedvist oplever det, sådan føler min sjæl det da,
at du, ethvert øjeblik jeg tænker på dig, i ethvert bogstav jeg skriver til
dig, og ethvert ord jeg taler med min næste, trænger ind i den og der planter
en sæd, som bliver i mig, som jomfruhinden sprænges og smertens sødme lader
blodet, som du udgød for mig, være din befalings tale til din kære.
For er jomfruhinden en gang for alle sprængt i sjælen,
lad du da en gang for alle have plantet den sæd i min sjæl, gennem hvilken jeg
i Helligånden med din kærlighed elsker med dig i ethvert nu, jeg tænker på dig,
i ethvert bogstav, jeg skriver til dig, og i ethvert ord jeg taler med min
næste.
Amen.
onsdag, april 8th, 2009
Dette
hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Den første dag under de
usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have,
at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til
den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg
holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus
havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig
til bords med de tolv. Og mens de spist, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En
af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at
spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med
hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går
bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen
forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas,
som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du
sagde det selv.« Mens de spist, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav
sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han
tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit
blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger
jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker
den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget
lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Matt 26,17-30
Herre,
for et moderne menneske, der
læser i Bibelen, er det slående, hvor lidt der står at læse om ensomhed. Især
når man sammenligner med den elvisologiske mytologi, hvor ensomhed indtager en
ganske central rolle.
Sammenligner man, med denne in
mente, stemmens beskrivelse af ensomhed i de to første vers af Heartbreak
Hotel med din ensomhed blandt mennesker, der tror at kende dig, men dog
endnu intet forstår, forstår man bedre, hvorfor denne sang alene med dens
åbning blev en milepæl i musikhistorien. Først
et skrig af smerte med end som klimaks (Well, since my baby left me/
I found a new place to dwell/ It’s down at the end of lonely street/ at
Heartbreak Hotel), der under tung vejrtrækning løber ud i en stønnen hele
vejen gennem omkvædet (You make me so lonely baby/ I get so lonely/ I get so
lonely I could die). Langsomt. Drævende. Bluesy.
Elvis, der på 40 sekunder
stønner sig gennem et helt århundredes ophobede ensomhed, bruger med sin stemme
sensualiteten som udtryksmiddel, og dog vil den aldrig føre ham andre steder
end endnu dybere ind i den ensomhed, der klagende synes forladt af alt og alle.
Å, Herre, hvor langt værre var du ikke stedt! Endog hævder han koket at kunne
dø, og man tror ham næsten bogstaveligt talt, stemmeføringen taget i
betragtning.
Men hvor Elvis kredser om
sig selv, søgte dem, du havde kaldt dine venner. Hvor Elvis søger andre ensomme
mennesker uden anden fællesnævner end en ensomhed, der ikke lader sig dele (And
though it’s allways crowded/ you still can find some room/ Where broken hearted
lovers/ do cry away their gloom), søgte du alene mennesket; modsat Elvis
havde du ikke noget publikum, og søgte ikke, som i sangen, nogen at dele
ensomheden med, andre end Gud.
Hvor Elvis er vraget af sin
elskling, og derfor søger fællesskabets ensomhed overfor Gud, blev din bøn
nægtet af Gud, hvorefter du søgte ensomhedens fællesskab med mennesker, for at
frelse ethvert ensomt menneske, der tror, og for at kende, lide og dele med os
den ensomhed overfor Gud, som synes at være det moderne menneskes lod, sådan
som det med Elvis’ stemmeføring så fremragende kommer til udtryk.
Hvor Gud er fraværende, ja,
end ikke nævnt, ser man sensualitetens bagside, sådan som også du led under
den, dog uden synd, men med både midler og magt til gennem nadveren at åbenbare
Guds tilstedeværelse, for derefter aldrig at forlade os igen.
Amen.