Daglige bønner, prædikener, opbyggelige refleksioner.

(Afsnitsmellemrum tilføjet)

17/12 06

Se, det første, der angår min henvendelse til Gud, er et gammelt problem, der dog netop nu har fornyet aktualitet: Hvordan skelner jeg det, han har at sige til mig, fra det, som jeg ved egen vinding lægger ind i hans ord?

For det er det første, og ikke det sidste, som jeg ønsker at skrive og belæres om. Ellers var Bibelen blot et historisk eller litterært dokument, uden for den kristne at have større gyldighed, end et hvilket som helst andet dokument, hvis ikke det formidlede den levende og intervenerende Guds ord. Og den fornyede aktualitet består deri, at disse bønner er offentlige, og altså ikke omhandler mit eget privatliv i højere grad, end hvad der måtte have relevans for andre at læse.

Med udgangspunkt i dette spørgsmål trækker jeg altså et lod. Jeg har nemlig i min dagligstue en lille kiste fyldt med lodder af pap. På hvert enkelt lod af pap står der et kapitel fra Bibelen, som nu, såvel som hver gang fremover, vil udtrykke det, som Gud ønsker at sige til mig, men som det naturligvis, med bistand fra Helligånden, er op til mig, alt efter hvad jeg har bedt ham om, at forstå. Godt, jeg trækker et lod, som er følgende:

Salmernes Bog, salme 126.

Kæreste Jesus, min bror og min opstandne Herre og frelser; tak, fordi du med denne salme har begyndt mine anstrengelser ved at huske mig på de ængstelige håb, som blev opfyldt, som det så ofte, i triste stunder, kun synes at ske for os når vi drømmer os væk fra vores elendige skæbne (v. 1), og på den befriende jubels latter, som, midt i al vor sorg over verden, fylder os med en sådan glæde, at vores hedenske medmennesker må undre sig over, at vi netop i dig finder trøst (v. 2).

For vel er denne trøst for salmisten en jordelivs trøst, der fylder hjertet en stund, men ved dit eget ord i din jordefærd, er der ifølge evangelisten blevet os lovet en evig trøst (Matt.5,4), som ikke veksler med tårer og gråd (v. 5-6), således som det også er den kristnes lod i det dennesidige liv, men som hinsides hvad forstanden kan fatte, er en evig høst, idet du, hvad salmisten ikke ved, ville plante, og har plantet, en evig sæd i vore hjerter.

Så vidt salmen selv, men hvad er det, du vil sige til mig netop nu, hvor mit søgsmål er, netop ikke at lægge min egen forstand for dagen, men alene lytte til din tale til mig?

Svaret findes kun et eneste sted, og det er netop i salmen selv, idet du ved denne, da jeg trak mit lod, lod det tilfælde råde, som ikke er noget tilfælde, men som midt i alskens øjensynlige tilfældighed rummer et formål, det er givet mig at finde. Eller hvad? Spørgsmålet var måske, snarere end hvordan jeg fandt det, hvordan jeg lod mig finde, og således lod mig nøjes med alene at lade dit forsyn råde. Ellers var mine lodder jo til ingen nytte.

Som sagt af dig selv, Herre Jesus, er de, som sørger, salige, for de skal trøstes, sådan som det i denne salme kommer til udtryk i den gamle pagts sprog. Hvad da når vi, som det er vores alles lod, står tilbage uforstående overfor dit ord, sådan som også jeg gang på gang vil gøre det, når jeg lytter til din tale?

Se, da fortæller du mig her, at jeg, der under sjælens kvaler forsøger at forstå, som en enkelt sjæl midt i verdens historiefortælling, modsat salmisten skal glæde mig derved, at jeg ikke forstår, idet evangeliet har vendt min egen vinding på hovedet. Ikke længere skal jeg forstå, som opstod forståelsen i mig. Knap længere kan jeg tale, for alt hvad der var at sige, har du jo sagt, end før jeg når at oplade munden.

Grædende går jeg ud, idet jeg er fattig ved min egen såsæds ord, men hvordan skal jeg med jubel vende hjem, bærende dine frugters neg (v. 6), når jeg nu stadig sørger, idet jeg ikke forstår dit ord?

Ved saligheden, Herre. For det er ved saligheden, at evangeliet taler til mig, således som jeg siger til mig selv, hver gang jeg lidende ser dig hænge på korset på mit krucifiks. Såvel som du gjorde salmisten glad, gør du så meget desto mere for mig, om end ethvert ord har forladt mig. For saligheden findes ikke og kan ikke rummes af noget ord, et menneske kan tale, men blot af din tale, sådan som den, først forjættet gennem den gamle pagts forfattere, og siden gennem evangelisterne og apostlene er blevet os opfyldt.

Overfor denne kan jeg kun være tavs og aldrig, ved din evige visdom, ved egen vinding tillægge dit ord noget, som har nogen værdi. Sådan takker jeg dig, Herre, og nu ikke blot for de ængstelige håb, som blev opfyldt og for den befriende jubels latter, for intet af dette rummer saligheden selv. Nu takker jeg dig for det håb, der er givet os, om noget langt større end jordelivets fylde. Ja, selve håbet har nu, som var jeg i ånden et øjeblik steget ind den evige salighed, tillagt mit jordeliv en fylde, som er så langt større, end den fylde af håb og jubel, som når salmistens hjerte. For du selv, min kæreste Jesus, min bror og Herre, når nemlig mig. Og dette, ja, alene dette, er mit urolige hjerte mere end nok.

Amen.

18/12 06

Herre Jesus, jeg takker dig for blot en stund at have ledt min bevidsthed bort fra mig selv og hen mod dig. Og, kunne man tilføje, om jeg nogen sinde bliver så salig at nå så vidt, ind i dig. Men herom er der langtfra tale, om end jeg har det faste håb, at jeg en dag, her i mit liv på jorden, vil kunne dertil at smelte sammen med dig.

For heri ligger der for min bevidsthed ingen modsætning mod at søge mit medmenneske, tværtimod. For også i ham eller hende vil jeg finde dig. Men ak, alt dette er blot drømme, som den der står for foden af et umåde højt bjerg, og kan se dets vidunderligt klare top, kan nære. At bestige det er derimod en anden sag. Hvor slidsom er ikke den levendes vej til livet (Matt.7,14)!

Og her, for foden af bjerget, hvor jeg vil begynde min opstigning, støder jeg an mod selv de mindste sten. Nu eksempelvis gårsdagens bøn. I hvilken måde skelnede jeg da det, som du havde at sige til mig, fra det jeg ved egen vinding tillagde dit ord? For nåede jeg ikke blot håbet om salighed med sorgen som middel? For havde sorgen ikke således min egen sjæl som ophav, ja, henførte jeg ikke således længslen efter dig til mit eget selv, og ikke til din tale?

Ak, disse spørgsmål forvirrer mig. Herre, lad din tale nå mig, for jeg ved, at jeg aldrig af egen kraft kan komme til dig, men blot du til mig. Giv mig et bibelord, for at meditere over din vilje – således uafvidende denne, trækker jeg lod, nemlig følgende:

Fjerde Mosebog, kapitel 36.

Å, Herre, hvor nær er dog ikke her selvhenføringens snare min fod. Hvor meget snak, der så skønsomt forener lodkastningen om det forjættede land med min egne lodder og toppen af troens bjerg, skal dog ikke tøjles min tunge! For med al sådan retorik bliver jeg kun vis i egne øjne og går ikke lige fremad efter evangeliets sandhed. For netop i en sådan stund står troen sin prøve. Netop nu søger du for mig en vej ud af selvhenføringens ensomhed.

Å, Herre, jeg kan se faren for mig, nemlig at jeg finder symboler i dit ord, som blot har en privat betydning for mig, og som udsuger min sjæl for din kraft, snarere end at mætte dens sult. Vel er al og enhver fortolkning tilladt, men langtfra alle bygger op. Så vidt altså fælden for troen. Hvad er da vejen ud af den – hvad fortæller du mig om den?

Dette kapitel tilhører jo så åbenlyst moseloven, den moselov der er og bliver ophævet. Dog, i den frelsehistoriske situation dengang, der var den ikke ophævet endnu. Den blev det, takket være dig, Jesus kære. Og hvad siger beretningen her om dette?

Værd at bemærke er, hvad loven her siger om svogerægteskaber, eller rettere, om døtres arveret i det tilfælde, at denne løsning af arvespørgsmålet var udelukket. Sådanne af moselovens forordninger synes at have været nødvendige, for at opretholde landets rette fordeling mellem stammer og slægter. Denne lov der for sin tid var tjenlig; sætter ikke netop de lovtro saddukæere selv lovens ånd ud af kraft ved den ondskabsfulde tåbelighed i den fælde, som de søger at fange dig i (som eksempelvis Matt 22,23-33 beretter det)? For deres forespørgsel til dig gjaldt jo netop det tilfælde, hvor lovens løsning på et givet problem syntes absurd i opstandelsens øjemed.

Å, hvor smukt vor Fader har sat denne lange frelseplan i scene, for hvis de lovtro selv sætter loven ud af kraft ved deres mislykkede list, er det da ikke netop fordi de, og ikke du, bryder den?

Og da bliver åbenbarelsen af det evige liv, ved dit svar til dem, selve vejen ud af deres, såvel som dødens, fælde. Og det bliver da også langt mere end det, for det bliver ikke blot en vej ud af moseloven, men snarere en vej ind i evangeliet og begyndelsen på en ny lov. En lov der ikke kræver forordninger for kærligheden for at opretholde en menneskeligt retfærdig fordeling af lykkens lod, for dette vil aldrig lykkes nogen lov, udover den lov der, modsat moseloven, åbner porten til opstandelsen og sætter kærligheden fri, så vi efter dit eksempel kan elske.

Vel at mærke ikke på et menneskes befaling, men snarere på dets bøn, ved en lov der ikke er skrevet på tavler af sten, men derimod i hjertet, på tavler af kød og blod, således som din vilje for evangeliets tjenere er.

Amen.

18/12 06

Herre, for en stund lå jeg på min sofa og lyttede til musik, glad og tilfreds efter min forrige bøn. Men langsomt begyndte en art foruroligelse at tage form i mit hjerte – dette hjerte i hvilket jo kærlighedens lov stod skrevet, men fra hvilket også det falske vidnesbyrd udgår som en menneskeligt uafvendelig følge af menneskenaturens lov. For havde jeg ikke med mine ord bare prædiket min egen lov, der elskede med ord og tunge, veltilpas som jeg lå på min sofa, som var kærlighed lig en art dagens dont et overstået kapitel? Ja, i så fald havde der på intet tidspunkt været tale om kærlighed, der elsker i gerning og sandhed. For da min elskede under min bøn ringede til mig, syntes jeg mig selv, ikke ukærlig, men underligt fraværende.

Og hvis ikke hun var min næste, hvem var da så det? Og hvis mit nærvær med dig fratog min elskede sit nærvær med mig, narrede jeg så ikke blot mig selv ved at tro at være dig nær? Nok skriver apostlen Paulus, at den mand der er gift (for mit vedkommende i ånden at regne), tænker på verden, og hvordan han kan være sin hustru til behag, og er splittet, hvorimod den ugifte tænker på Herren, hvordan han kan være Herren til behag (1Kor 7,32-34). Og dog skriver han tillige, at den der har bundet sig til en kvinde, ikke skal søge at blive løst. I hvert fald, sådan læser jeg ham, ikke for din skyld, og sådan ønsker jeg det også. Jeg har valgt denne splittelse og ville glad og gerne give min elskede, hvad jeg skylder hende. Men står da denne elskovs kærlighed i et modsætningsforhold til min kærlighed til dig? Mange af svarene på disse spørgsmål vil afhænge af, hvilket skæbnens lod du lader mig trække. Eller måske rettere, af om du lader mig forstå denne skæbnens lod. Lad mig ikke i stikken med din Helligånd, for det er først nu, jeg forsøgsvist vil forsøge at forstå, ikke blot hvordan du vil meddele mig din vilje udenom selvhenføringens snare, men tillige hvad du derefter, da denne prøvelse er overvundet, har at sige om kærlighed, udenfor solipsismens egennyttige hengivelse til selvets veltilpasse klostercelle. Udenfor denne, forsøgsvis på visit i menneskenes verden, trækker jeg et lod, nemlig:

Hebræerbrevet, kapitel 4.

Ak, Herre, i denne verden synes der mig ikke at være nogen hvile at finde. Det vil vare længe, før jeg befinder mig så veltilpas igen, som da jeg lå på min sofa for en kort stund siden. For ikke blot var kærligheden ikke bare lig en art dagens dont et overstået kapitel, den var måske endog ikke engang påbegyndt – i hvert fald ikke i gerning og sandhed. Således har jeg narret mig selv ved at tro at være dig nær, ja, måske ved at tro at være nogen som helst nær. Således falder dit ord mig nu så tungt at læse, som havde jeg først, idet jeg var udenfor solipsismens sfære, opdaget, hvor ensomt det er at være menneske.

Og kærligheden, Jesus kære, hvor er kærligheden i dette kapitel – og kender jeg vel endog svaret, idet kærlighed står at læse i og mellem linierne på hver eneste side i det Nye Testamente, er dog dette stykke som et skud fra loven, der har slået rod hos en af apostlene. Du, Jesus, er her svær at finde, selv mellem linierne. Dog lytter jeg, når din blide stemme klinger igennem, og du siger: Gør ikke jeres hjerter hårde (v. 7), som ville du for en metapoetisk bevidsthed hermed, gennem apostlens mund, afværge selv sammes drøje verbale hug.

Sådan er altså også din lov, men hvad med elskov, hvorom jeg spurgte? Om denne tier som oftest de hellige, og ligeledes her, men dog synes det mit sværmeriske sind, at elskov er det tætteste den evige hvile, vi som verdslige mennesker kommer saligheden – ifald hvilen er en salighed af selv samme karakter, som den der beskrives i skabelsesberetningen. Her synes elskov at gennemsyre hver en skabelse, om end elskov da igen blot er at forstå begrebsligt som et billede, ja, et billede på et billede. Nemlig den verdslige elskov som et billede på vores forestilling om salighed, og vores forestilling om salighed igen som et billede på saligheden, eller rettere, hvilen selv. Af ord er der blot Guds levende ord, der på et menneskeligt tungemål kan beskrive denne salighed, men af årsager jeg endnu ikke har forstået, sjældent i den nye pagt kan gøre det gennem den verdslige elskovs tale. For finder der ikke her i de kristnes hellige skrift en elskov sted, dig og menneske imellem – om end vi da er langt fra dette kapitel, da tænk blot på den nardusolie, som du blev salvet med i den lovkyndige farisæers hus (Luk 7,36-50) – var denne, til sin store forargelse, ikke godt klar over, ikke blot at den kvinde, du lod dig salve af, levede i synd, men tillige at denne nardusolie var den salve, som i Højsangen, i den hebræiske bibels skrifter, spøgte som et menneskeligt symbol for kvindekønnets safter?

Således gælder det for mig, som det gælder Hebræerbrevets lovkyndige forfatter, at Guds ord, som skrevet står, er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger (v. 12). Lad apostlens ord såvel som mine være hver vores dommer, for er dommen i dine trygge hænder, Herre Jesus, frygter jeg mindre for kærligheden end før. Også selvom den lovkyndige her er dens talerør, for i din lov og i din dom findes der ingen uretfærdighed, således som vi alle, undtagen den synderinde, hvis tro frelste hende, skal stå til regnskab for dig.

Amen.

19/12 06

Herre, efter bønnen i går, hvor jeg lagde mig, veltilfreds og afslappet for at hvile, stødte jeg, der troede mig i stand til at begynde min vandring ad troens vej, an mod en sten. En lille sten, måske, men dog stor nok til at jeg væltede. For jeg blev hårdt plaget af dagens verdslige strabadser, og med din mellemkomst læste jeg, uden at dette gav mig anledning til nogen sjælefred, i Hebræerbrevet hvorfor.

For det land, som Josva senere skulle føre israelitterne ind i, hvorom jeg i går læste, at deres stammer kastede lod, var ikke den endelige hvilen i dig. Dette var jeg ikke opmærksom på, og dog var det måske netop dette, du ville tale til mig om, for uden denne viden ville jeg finde vejen til evangeliet længere, end det var mig muligt at gå. Og måske var det netop det, beretningen havde at sige, om moselovens ophævelse på grund af dens, forud for evangeliets fuldkommenhed, foreløbige karakter. Således må forordningen om døtres arveret finde sin løsning med et menneske som mellemled mellem dig og israelitterne. Og således må de lovtro saddukæere, der vel også sukker efter hvile, bryde lovens ånd ved at sætte fælder for sig selv.

For deres arveret til hvilen er som min; den er midlertidig, så længe evangeliets vej til opstandelsen er lukket. Eller rettere, den finder ingen ro, heller ikke i dette liv, så længe arveretten til hvilen er et spørgsmål om jura, og ikke om tro.

Således også nu, da jeg skal trække et lod. Om jeg trækker det ene eller det andet, kan i forhold til din vilje og tale til mig være ligegyldigt, hvis ikke jeg i dag lytter, sådan som Hebræerbrevet (4,7-8) citerer David for at have sagt til israelitterne med henblik på den evige hvile. For heller ikke i dag vil jeg finde hvile nogetsteds, hvis ikke jeg i tro lytter til det bibelord, du giver mig. For da er min lodtrækning, som døtres arveret vel syntes mig i går, og som jeg derfor ikke fuldt ud forstod, blot et spørgsmål om vilkårlighed, og ikke om din vilje.

Så lad mig da i dag, som apostlen citerer salmistens ord, i tro lytte til dig, men giv mig din Ånd som ledsager og tolk, for dette finder jeg en stadigt større nødvendighed. Altså trækker jeg følgende lod:

Esajas Bog, kapitel 22.

Herre Jesus, tak fordi du lyttede til min bøn om ledsagelse, for du og din Ånd ledsagede mig, da jeg bad, efter at have læst profetens ord om Jerusalem. For her er der, som en lille stub af evangeliet i gammeltestamentlig sammenhæng, tale om opstandelsen. Men endnu blot i kraft af et løfte, for selv ikke profeten har mødt dig, og må vel blot gisne om, hvad det er, der skal gå i opfyldelse, lang tid efter hans ulykkelige syner (v. 4).

Ikke desto mindre lyder opstandelsens løfte, om end det her har klang af en trussel, i hans ører (v. 14). For som også saddukæerne, har Jerusalems indbyggere ingen tiltro til opstandelsen (v. 13), hvad der senere endog gør så meget indtryk på apostlen Paulus, at han, for at imødegå dem fra korintermenigheden, der nægtede opstandelsen, citerer dette skriftsted (1Kor 15,32).

Her ser vi også forskellen på den gamle og den nye pagt; du stadfæster overfor saddukæerne opstandelsen med ord, for derefter, som den første af alle, at opstå fra de døde og derved gøre det muligt ved dit blod at sone sin synd, før man dør, hvad der i den gamle pagt er Jerusalems indbyggere en umulighed (v. 14), alene fordi de først på dommens dag, hvad de ikke kunne i deres jordefærd, vil møde dig. For som Paulus siger, er troen uden din opstandelse forgæves.

Og dog tror Esajas, selvom han vel ikke ved, hvad han tror, men blot fornemmer evangeliets løfte. For ved troen kan synden sones før døden, modsat altså det gammeltestamentlige Jerusalems synd, der da også forårsager byens ødelæggelse, som Esajas profeterer (v. 5). Som Dostojevskij lader romanfiguren Ivan Karamazov sige; hvis ikke det evige liv findes, er alt tilladt – og alt syntes for Jerusalems indbyggere i disse dage at have været tilladt (v. 13).

Men tillige, hvis ikke opstandelsen fandtes, var Helligånden aldrig kommet til os, idet Talsmanden først kunne bistå os efter din opstandelse og himmelfart. Og uden Ånden ville jeg ingen mulighed have for at forstå din vilje. Uden denne bliver lodkastningen, om det er om et bibelord eller om det forjættede land, til et spørgsmål om vilkårlighedens love og jura, såsom døtres arveret, der, både for israelitten og for mig, har haft en privat og tidsbunden gyldighed, snarere end en formålsbestemt og evig.

Uden at forstå din vilje, ville jeg ikke have noget pant på den evige hvile, og heller ikke, så at sige, et åndeligt forskud på saligheden, sådan som det faste tillid til håbet giver os det, når vi stedvist bogstaveligt talt med vores bevidsthed vokser ind i himlen for en stund.

Men hvad da med disse indbyggere i Jerusalem og deres evige skæbne? Hvad Esajas måske ikke kunne vide, er at Herrens ord, der lyder i hans ører, at deres synd ikke kan sones før de dør, måske, tillige med en trussel, er et håb. For selvom synden ikke kan sones før døden, rummer udsagnet måske tillige det håb, at den kan sones herefter.

Å, Herre Jesus, lad det være sådan, om din retfærdige dom altså vil det således. Men som du selv, som et forbillede for os, bad: lad din, og ikke min, vilje ske. For som man kan spørge Jerusalems indbyggere, hvad de forstod sig på dig, kan jeg ligeledes spørge mig selv, hvad jeg da forstår mig på evighed. For, Herre Jesus, tak og lov for, at du ikke gør forskel på folk, og da slet ikke i evighedens øjemed.

Amen.

20/12 06

Kære Jesus, efter gårsdagens bøn, ja, efter hver og én af disse tre bønner, er jeg stødt på samme problem, der ikke så meget angår frelsens mål, men snarere dens midler, idet

frelsen vel består i vejen mod et mål, der ligger hinsides enhver erkendelses horisont. Eller rettere, den endelige og evige frelse forudgribes allerede i tiden nu, nemlig i troen på, at du har banet vejen til den for os mennesker.

Men når apostlen opfordrer os kristne til at arbejde på vores frelse, begynder vi da ikke at bruge frelsen som et middel? Og modsat, når han derpå påpeger, at det er Gud, der virker i os, har Gud da ikke allerede forudgrebet vores frelse, som om vi ikke behøvede at arbejde på den?

Dertil kommer, at jeg i arbejdet for min frelse synes at forsømme opmærksomheden for mine medmennesker. Ikke sådan at jeg elsker dem mindre, men deres ve og vel, som burde være målet for al min opmærksomhed, fortoner sig en smule for mit blik, idet mine bønner fængsler mig i en klostercelle, som ingen udover du har adgang til. Ikke fordi jeg ikke ønsker dem adgang, men fordi de nu engang lever i verden udenfor, og ikke gives den nøgle til mit hjerte, som kun du synes at have i hænde. Sådan bør det ikke være. Men hvordan kan det være anderledes?

Giv mig din Helligånd, Herre, og giv mig et bibelord, der samtidig kan give mine elskede, ja, ethvert medmenneske en nøgle til mit hjerte. Om end det er store krav, så ved jeg dog, at du vil opfylde dem en dag. Måtte den dag dog snart komme. I håbet herom trækker jeg følgende kapitel:

Jeremias Bog, kapitel 2

Ak, Herre, en tung byrde af skyld du lægger på mig og mine elskedes skuldre, og dog alligevel så alt for let at forstå. For dette bibelkapitel forekommer mig, uden at jeg gør krav på at kunne udlægge det, som sekulariseringens historie i en nøddeskal, såvel som at være betingelserne for ethvert menneskebarn, som vokser op i vores sekulariserede kultur. Blot er Ba’al skiftet ud med guder af plastik, glas og neon, og trældommen under fremmedgjorte guder, der intet gavner, er skiftet ud med konsumsamfundets tingsliggørelse.

Under ét opsummeres både profetens og min tids historie med ordene: Vi holdt os med tomme guder, til vi selv blev tomme (v. 5), såvel som med ordene om kilden med levende vand, der er blevet glemt til fordel for udhuggede cisterner, der slår revner og ikke kan holde tæt (v. 13). Om vi bruger frelsen som middel eller ej, overskygges i bibelteksten snarere af samtidens gentagne brug af fortabelse, ikke som mål, men som middel til et sanselighedens berusende kalorieforbrug, der er ethvert mål foruden.

Og det næste spørgsmål, om du da, idet du virker i os, ikke allerede har forudgrebet vores frelse, som om vi ikke behøvede at arbejde på den, synes at være et spørgsmål, der, tillige med en lovlig stor optimisme, blev stillet forkert. For det er snarere os, der arbejder på vores egen fortabelse, og hvis du virker i os, er det i form af en smerte, et stik i hjertet, som vi er for forhærdede til fuldt ud at kunne tyde.

I bedste fald er vi splittede mellem verden og Gud, i bedste fald er vi trælle under vores troløshed overfor vores egen oprindelse (v. 14), på den anden side af den kløft, der, såvel som at skille os fra frelsens mål, skiller os fra vores egen erkendelse, og derved tillige skiller os fra det kendskab, vi tror at have til os selv.

Men er jeg selv under en sådan dom? Om dette siger bibelordet intet andet, end at jeg, tillige vel med enhver, til hvem en sådan erkendelse kommer, dog er forpligtet af den, klostercelle eller ej (v. 1). Eller rettere siger det vel, at klostercellens mentale indelukke må brydes, for at råbet kan nå vor tids Jerusalem (v. 2), uanset hvem men er, eller hvor man befinder sig.

Hvordan jeg bryder denne klostercelle, siger bibelordet heller ikke noget om, eller rettere, det gør det jo netop alligevel med sit lakoniske imperativ, der ikke blot er møntet på mine elskede, men på alle og enhver: ”Gå hen og råb til Jerusalem”…

Jesus kære, måtte du en dag, som du gav Jeremias styrken dertil, give mig styrken til at bryde min klostercelles mentale indelukke. Om end jeg så langtfra nogen Jeremias er, så giv mig dog styrke til at hviske blot en flig af, hvad han har modet til i Guds navn at råbe for alle og enhver. Og blot at hviske det for dem jeg kan nå, således at opgaven altså ikke er at finde nøglen til mit hjerte, men at det omvendt min opgave er at finde en nøgle til de hjerter, jeg måtte kunne nå.

Jeg sagde, det var store krav, og jeg fik så sandelig svar på tiltale, idet det i stedet for at være mig, der stillede dig krav, blev dig, der stillede dem til mig. Dog forstår jeg dig sådan, at det løfte du ifølge evangelisten Matthæus gav til disciplene, ligeledes gælder en ynkelig undersåt som mig: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Og Herre, du kender mit hjerte og ved alt, så du ved, at jeg taler sandt, når jeg nu siger, at dette skriftsted, der først forekom mig tungt at bære, nu er blevet din lette byrde, og det, der alligevel syntes så smerteligt let at forstå, nu er blevet et åg, der blot så meget desto sværere er, som det er godt (Matt 11,30).

Amen.

21/12 06

Å, Herre, hvor var jeg opfyldt af Ånden efter sidste bøn! Men selv midt i min glæde begyndte spørgsmålene at melde sig. For det, som alle andre kristne synes at tage for givet, nemlig hvad de skal forkynde, er for min sjæl meget uklart. Og tillige hvordan jeg skal forkynde det. På disse spørgsmål gav Jeremias, sin egen forkyndelse til trods, ikke meget svar.

For det er din forkyndelse, min Herre Jesus, som jeg ønsker at forstå den nærmere karakter af, således som dit levende ord kan forklare mig den, bedre end noget menneske. Også selvom loddet igen skulle falde på et kapitel fra det Gamle Testamente, for også heri er dog evangeliet at finde. Og om så blot det er den mest spæde spire af evangeliet, der er at finde i kapitlet, har du måske blot været mig så meget desto mere nådig, idet du ikke har villet pålægge mine skuldre en større byrde, end hvad jeg evner at bære. Altså trækker jeg hermed følgende kapitel:

Salmernes Bog, salme 7.

Ja, Herre, således altså din vilje og evangeliets spæde spire. Sådan må jeg forstå det, at jeg, ligesom hebræerne, til trods for al den tid, der er gået, stadig trænger til at belæres om begyndelsesgrundene i Guds ord, og at jeg, snarere end dine ords faste føde, som et spædbarn har brug for mælk. For ligesom ethvert spædbarn, der lever af mælk, er uden erfaring, når der tales om retfærdighed, må din faste føde reserveres de fuldvoksne i troen, som ved stadig brug har opøvet deres evner, så de kan skelne mellem godt og ondt (Hebr 5,12-14). Først dersom du giver mig lov, kan jeg forlade begynderundervisningen til fordel for den fuldvoksne tro.

For med denne salme er vi tydeligvis på gammeltestamentlig grund, om end dette så langtfra er ensbetydende med, at evangeliet ikke er at finde her. Men det synes mig, at begynderundervisningen, snarere end hvad, tager sit udgangspunkt i, hvordan jeg skal forkynde. Om end dette kan virke mærkeligt, tror jeg mig i stand til at forstå det, idet forkyndelsens midler må være rene og uangribelige, endnu før målet er i sigte.

Og måske er målet for mig blot alt for meget i sigte, sådan at jeg forsømmer den forstandighed, der består deri, i forkyndelsen at kunne skelne det nyttige fra det unyttige. I øvrigt, eksempelvis i bønnen, er forudsætningen for at vide, hvorom man skal bede, i første instans at vide hvordan. For vel kommer Ånden os til hjælp, når vi skal ytre os i bøn, men hvordan, og under hvilke omstændigheder, vi skal ytre os, kræver i troen en erfaring, om hvilken denne salme har meget at sige.

Først er der at sige, at jeg som salmisten skal feje for egen dør, før jeg dømmer om andre. For vel at mærke er der ikke, trods den tilsyneladende ordlyd, tale om selvretfærdighed her. For den bedende retfærdiggør sig ikke overfor Gud, som farisæeren i lignelsen hos Lukas 18,9-14, men søger tværtimod tilflugt hos Gud (v. 1), og er sig bevidst, at hvis Gud, der ved alt (v. 10), kender ham uretfærdig, da at være under hans vrede (v. 4-6).

Jeg bemærker her, at den bedende ikke engang forsvarer sig overfor Gud, men kun overfor sine fjender. Han ved, hvordan man i tro skal stå for Guds ansigt, nemlig oprigtig af hjertet (v. 11). Ikke med en selvretfærdigs erklæring, men med en lovprisning, Herre, af din retfærd. Ganske modsat farisæeren, vi læser om hos Lukas, som hverken glæder sig over eller lovpriser Gud, men kun glæder sig over sig selv.

Men hvilken betydning har nu alt dette, for hvordan jeg skal forkynde noget? Måske denne, at jeg, uanset hvad det er, jeg skal forkynde, kan være oprigtig over for dig, kæreste Jesus, selvom jeg har stillet mig den svære opgave at bede i en offentlig logbog. Og har stillet mig opgaven, på trods af din prædiken til os om bøn; nemlig at vi, når vi beder, skal gå ind i vores kammer og lukke vores dør. Dette kan jeg, ja, vil jeg vel i sagens natur ikke, idet jeg netop har oprettet denne logbog med bønne for øje, i håbet om ikke at være som hin farisæer.

Du har taget alt dette i betragtning, og har endnu ikke irettesat mig, men ladet mig være i samme båd som salmisten; i al offentlighed, med en hudløs åbenhed, der synes mig smertelig, bekender han sig til Guds retfærdighed og til hans retfærds ransagelse af hjerter og nyrer. Således er oprigtigheden foran en sådan offentlighed af særlig vigtighed, og kan vel også være en særlig tung byrde, idet offentliggørelsen rummer hykleriets, den udvendige fromheds fristelse, i højere grad end bønnen i hjertets lønkammer, hvorfor du, min Herre, også anbefalede den sidste.

Dog har jeg valgt anderledes, og som det gælder salmisten, gælder det også mig, ja, enhver: Også mit hjerte og mine nyrer ransager du, og er jeg sen til oprigtighed og snar til hykleri og udvendig gudsdyrkelse, vil du heller ikke være sen til at tugte mig (v. 11-12).

Så vidt altså logbogen. Men hvad da overfor mine medmennesker i mit eget privatliv, hvad da overfor mine egne kære?

Dette spørgsmål har nogle gange redet mig som en mare, og det synes som om, at jeg i denne henseende langtfra er myndig nok i min tro, til at tåle blot en brøkdel af den opgave, som en Jeremias i gårsdagens kapitel blev stillet overfor. Måske er det i virkeligheden i dette henseende, at du har været mig nådig. For skal min tro stå til ansvar overfor mine kære, ja, overfor ethvert andet menneske, brister den som en boble, og det ved du. Derfor lærer salmen mig til al trøst, at det i sidste instans slet ikke er offentligheden, jeg stilles til ansvar overfor, men at min frelse ene og alene er i dine trygge hænder.

Amen.

22/12 06

Ak, Herre, jeg føler mig træt og trist. Har jeg end ikke bedrevet andet end at støde mine fødder mod småsten for bjergets fod, og er bjergtoppen endog nu endnu længere væk fra mine øjnes rækkevidde end før, som havde jeg intet andet bedrevet end at gå baglæns, føler jeg mine kræfter svinde. Og dog er det da af samme grund, som at bjergets top synes mig mere og mere fjern, at jeg føler mig så udmattet.

Jesus kære, jeg trænger til din trøst og sødme i et bibelord, om end jeg måske denne gang vil forholde samtalen mit eget hjertes lønkammer. For jeg har noget at tale med dig om, som jeg måske ikke kan få sagt med trykte bogstaver, men blot i det tavse samvær med dig. Trøst mig, Herre, du ved jo, at jeg længes efter dig. Sådan altså, med denne bøn, trækker jeg det lod, som følger:

Første Korintherbrev, kapitel 14.

Jamen, Jesus kære, hvorfor nu – ja, hvorfor denne formaning til denne menighed, når jeg dog aldrig har tilhørt nogen?

Vel er jeg her placeret midt i et af evangeliets menigheder, endda den korinthermenighed, som altid dels har vækket min angst ved sine livfulde menighedsmedlemmer, og dels, på litteraturens to årtusinders afstand, tillige inden i mig har vækket en særlig hedningekristen kærlighed, om jeg så må sige. Således, som du i hjertet ønsker mig det, giver du mig her i denne juletid et indblik i menighedens sydende og boblende liv.

Og da måske, om end jeg ikke ejer mange nådegaver, har jeg for trøstens skyld en fortælling at berette denne min angst, såvel som til enhver anden socialt skrøbelig sjæl. Sådan, som om du hermed ønsker at trøste mig, kan jeg måske med min egen salmestemme trøste alle de ensomme sjæle, der er i trængsel, og søge en udløsning for det dunkelt rugende i bevidsthedens mørke, som ligeledes også korintherne, med alle deres mange nådegaver, syntes at længes efter – og således lade min tungetale, i kraft af den poesiens nådegave, der har sin kilde i dig, med Ånden som tolk være den ensomme til trøst.

Kære Jesus, da dette bibelord handler, dels om de nådegaver, som hver af os i en eller anden form er udstyret med, og især om tungetale, og dels om menighedens sammenkomst, vil jeg fortælle min lidt vemodige beretning. For på mit eget tungemål fortalte jeg den dengang til dig og til enhver anden, uden at nogen anden øjensynligt forstod at tyde mig. Jeg fortæller den, fordi jeg syntes helt at have været udenfor menighedens fællesskab, sådan som enhver, der blot taler til dig, og ikke til opbyggelse for andre, rettelig nu engang er det. Og fordi beretningen dog tjener en enkelt nådegaves formål for andre hedningekristne sjæle, der føler sig som enlige svaler. Ikke at tale af en åbenbaring, eller til belæring eller formaning, for ingen af delene kan jeg. Men den kan dog tjene den nådegave, det er at kunne være til trøst (v. 3).

Herre, for seks år siden var jeg en aften til et gruppemøde i Betlehemskirkens menighed. Jeg havde vel nok begivet mig derned, uden helt at kende mine egen sjæls motiver til bunds, hvem end der så gør det. For det syntes mig, at jeg ulykkelige og ensomme menneskesjæl, således som jeg skrev, betragtede mødet som stof til kuglepennen på linie med beroligende piller og anden bestikkelse af Helligånden. Å, så underfundig min sjæl syntes mig at være, og dog så fuld af en længsel, jeg aldrig ville kunne skrive mig ud af. Og så svær det var at forklare, at jeg overfor de andre på ingen måde kunne få den over mine læber. I øvrigt var jeg også, med god grund, bange for at fornærme eller krænke menighedsmedlemmerne ved forsætligt at betragte dem som statister blandt underbevidsthedens fabeldyr. Sandelig var det sådan, at om nogen af os levede i den sagnomspundne virkelighed, da var det de andre. Sædvanligvis søgte jeg denne særegne digteriske ensomhed, som var alt dette blot et skuespil i åndens verden, der således belønner solisten. Dog søgte jeg under mødet godtgørelse for sjælens desperate trang efter fællesskab gennem skriften, og endog var jeg så begunstiget, at en ung kvindelig teologistuderende ved navn Maria talte med mig herom aftenen lang. Og dog bidrog dette blot yderligere til min forarmelse. Ak, så tæt på at få den hjælp jeg burde have søgt, og dog uden andet resultat af mødet, end det brev jeg bagefter skrev. For bagefter, på en cafe på Blågårds Plads, forsøgte jeg at skrive et brev, der kunne adresseres til stort set hvem som helst af de tilstedeværende, og dog, uden at jeg på nogen måde kunne forklare hvorfor, helst til den unge teologistuderende. Et smukt ansigt, skrev jeg, syntes at kunne feje ethvert fabeldyr af banen. For denne pige var så virkelig, at hun blot ved sin tilstedeværelse vækkede mit fængslede hjerte, som jeg vel egentlig burde have forudsagt. Å, sådan en sværmer jeg synes at være. Sandelig, tænkte jeg bittert: Vi fritages for en dødelig dosis sandhed, når kødet kommer på tværs, og dog erfarer vi den på afdrag med renters rente. Sådan syntes synden mig, modsat loven, som paulinsk tungetale at være sandhedens åbenbaring, og syndernes forladelse tillige den gåde jeg fortabte mig i, mens mørket sænkede sig over Nørrebro. Men det ænsede jeg knap. Hvilke sjælelige tilstande af bundløst mørke Gud dog undertiden efterlader den søgende i! Og da jeg sad på cafeen ønskede jeg blot, efterhånden som jeg skrev, at jeg dog kunne have forklaret hende det, at man også kunne finde fortabelse i sandheden, ja, i dit, min kære Jesu kød. Var jeg ikke kommet med min digtnings sværmeriske intentioner, men i al oprigtighed, var det måske også lykkedes. Men som tungetaleren var jeg kommet for at skrive for den digteriske beruselses skyld, der i min mentale klostercelle gav afkald på al tilstedeværelse. Bag tommetykke mure af ord bristede mit hjerte, og jeg ønskede pludseligt blot nok så inderligt at være blevet forstået. Men kun tavsheden var tilbage, og ene og alene kunne jeg, i den stadigt smerteligere tomhed, længes, og kun længes, efter dig…

Hvordan da kan denne beretning være nogen til trøst, der har læst dette bibelkapitel? Derved, Herre, at der kan komme poetiske salmer ud af ensomhedens private tungemål, der skaber trøst – og skaber fred i sjælen, snarere end forvirring (v. 33). Men er denne poesi da en nådegave, og tjener denne beretning overhovedet Gud, sådan som den bør?

Husk på, Herre, at du dog hørte mig, og at denne aften var endnu et kort og ensomt skridt ad troens vej – den vej, der så ofte betrådt, alligevel føles så ensom, kan med denne beretning måske gøre den ensommes gang blot en smule lettere, Og vigtigere endnu, også en smule kortere.

Husk på apostlens ord til korintherne, Herre, at trøsten er en nådegave, og at du trøster mig i al min trængsel, så jeg, sådan er i hvert fald mit håb, kan trøste andre i trængsel, med den trøst, jeg selv trøstes med af dig (1Kor 1,3-4). Sådan, og kun sådan, forstår jeg i dag din tale til mig.

Amen.

23/12 06

Kære broder Jesus, som antydet i gårsdagens bøn, både var og er der ting, som jeg holder mellem os to, og ikke åbenbarer for offentligheden. Dette er både en bekendelse og en indrømmelse. En indrømmelse i den forstand, at jeg da ikke kan leve op til den etiske fordring, som principielt kræver sandhedens fulde åbenbarelse. Og en bekendelse i den forstand, at mit hjertes inderste lønkammer rummer en sandhed dig og mig imellem, som ikke lader sig åbenbare for nogen offentlig instans, ja, slet ikke for noget andet menneske. Lad mig da trygt hvile i dig, uden nogen verdslig bekymring på sandhedens vegne, for idet mit hjerte hviler i dig, hviler det netop i sandhedens fulde åbenbarelse. Lad mig da trække et lod, Herre, efter din vilje, som lyder på:

Ezekiels Bog, kapitel 4.

Kæreste Jesus, hvad angår dette bibelord, er jeg kommet til en dristig forståelse af din tale til mig. For de menneskelige ekskrementer, som Gud først påbyder Ezekiel at bruge som brændsel (v. 12), gælder for mig den fornedrelse for alle og enhver, som ville følge af den fulde sandheds utilslørede åbenbarelse. Dette er dog ingen undskyldning, hverken for intellektuel uredelighed eller utilsløret løgn overfor andre mennesker, hvad jeg, blandt andet ved hver dag trofast at holde mig til de lodder du vælger for mig, har lagt mig på sinde.

Men at bruge menneskelige ekskrementer som brændstof foran alles øjne er for Ezekiel den største urenhed, og en billedhandling på at være under Guds straf, den dommer som kender hver eneste af vores tanker, og altså, modsat noget menneske, kender den fulde sandheds åbenbarelse. Og har magten til at åbenbare den.

Både Ezekiel og jeg vægrer sig altså ved at påbydes at slæbes gennem sølet (v. 14). Bemærk da her, dels at Ezekiel, trods sin kaldelse, får lov til at protestere og klage sin nød til Gud, og dels at Gud til en vis grad kommer hans klage i møde, idet han altså fries for at udsættes for en så åbenlys urenhed (v. 15).

For overfor mennesker har Ezekiel påbud om at tie, men til Gud tør han tale. For når Gud lægger byrder på vore skuldre, som på Ezekiels, sådan som disse billedhandlinger først i kapitlet nok forekommer andre sære og latterlige, skal vi ikke overfor mennesker indlade os i et forsvar for os selv, som havde vi selv pålagt os byrden. Nej, det er ene og alene overfor Gud, at vi skal klage vores nød. For kun du, Herre, har magt til, som her i kapitlet, at lindre den. Og som i lovens sidste ende, så at sige, i evangeliet at tage den fra os, da den bliver os for tung. Nemlig ved selv at bære den.

Amen.

24/12 06

Å, Herre, hvor har jeg dog svært ved højtider og festdage. Jeg har det som Prædikeren, om end mangen en sjæl ville sige mig imod og ikke forstå; Hellere gå til sorgens hus end til festens hus, for i sorgens hus ender alle mennesker, og det skal den levende lægge sig på sinde (Præd 7,2). Nu ville mange kristne nok sige, at Prædikeren ikke har mødt den levende Jesus, og ikke har lagt sig hans opstandelse på sinde, og dog er der også i Prædikerens lære en stump af evangeliet at finde, ja, vel også en stump langt større, end hvad den verdslige juletradition rummer. For hvad var det, som du, Herre, sagde om den snævre port, hvorind vi skulle gå? Jo, du sagde: Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den (Matt 7,14)!

Vi, der påstår at kende Jesus, skal netop i denne tid snarere lægge os dette på sinde, for den trange vej til livet, synes vi kun alt for lykkeligt at have glemt, endsige de rædsler, der gik forud for Jesu opstandelse. For i verdens forstand endte dit liv i sorgens hus, Herre, og dette skal den levende lægge sig på sinde. Så meget desto mere den, der, modsat Prædikeren, endog påstår at kende Jesus. Netop i denne tid spørger jeg mig selv, hvem af os, der egentlig kender dig? Gør jeg, gør mine kære, gør mit medmenneske? Og gør ingen af os det, ved vi da overhovedet selv, hvad det er, vi fejrer?

Det, som gør andre glade, skaber i mig anfægtelse og skepsis. Men sig mig, Herre, hvem der af et rent hjerte kan sige at fejre din fødsel, velvidende dit skæbnelods trange vej – om da nogen, med samme visdom som Prædikeren, kan sige ham imod og helbrede mig for denne stunds tungsind? Om du ønsker det, så gør det for mig, Herre, denne juleaftensdag, hvor jeg efter din vilje vil trække dette lod…

Salmernes Bog, salme 9.

Ja, Herre, rejs dig og lad ikke menneskene få magten – for er dem, der i den verdslige jul har sat dig fra tronen, ikke netop de kolde spekulanter, der aldrig af hele deres hjerte fortæller om dine undere, men snarere laver kalkuler, der tjener forbrugets ugudelighed – og som gør det på bekostning af fattige og hjælpeløse, der ikke har råd til at glemme retfærdighedens gerninger, men dog gerne gør det for de gode miners skyld?

Hvem af os alle kender dog dig? Dog, som der står, de fattige. Eller rettere, dem, der ikke har råd til at glemme retfærdighedens gerninger, men dog alligevel gør det, dem glemmer du ikke. Ikke i al evighed glemmer du en eneste sjæl, selvom vi som salmisten måtte gøre det, når navne og byer, for hvert år der forløber, i vores bevidsthed er lagt øde. Og du glemmer heller ikke, at hvad vi køber gaver til hinanden for i vores land, kunne redde tusinder af hjælpeløse fra at dø af sult i nogle for os – men ikke for dig – fjerne og fremmede afkroge af verden.

Deres håb slukkes aldrig, men opfyldes den dag, da kærligheden får magten i verden. Den dag, der i denne salme besynges, og hvor vi fuldt ud skal kende dig. Da skal de kolde spekulanter gøre regnskab for deres kalkuler, de skal selv falde i de grave, de gravede, og deres fødder skal fanges i de net, de lagde ud.

For den, der selv fra korset har råbt i al hjælpeløshed, vil aldrig glemme de hjælpeløses skrig – dem i de familier, der lider under vold og husspektakler, og som ingen ordensmagt med kærlighedens myndighed har at stole på, men blot din hjælp og dit komme.

Lad denne bøn gælde, at det er det komme, vi i dag sukker efter, og at det er forventningen om dette, vi sammen med salmisten fejrer til forløsning for de udstødte, de fremmede, de svigtede og forladte.

Amen.

25/12 06

Herre Jesus, du som blev født i en stald, fordi der ikke engang var plads på byens herberg. Hvem ville kende dit navn, hvis ikke Gud selv havde villet det være kendt?

Da ville du blot være en parentes i verdenshistorien – eller rettere, dette ville du i verdslig forstand ikke engang, og måske netop slet ikke, være. For parentesen kan rumme en uforholdsmæssig stor skønhed, ja, den kan, modsat historikerens forstand, rumme hele guddomsfylden. Hvilket også så langt overstiger, hvad salmedigterens æstetiske anstrengelser kan rumme.

Fordi Gud har styrtet de mægtige fra tronen, ophøjet de ringe, mættet de sultende med gode gaver og sendt de rige tomhændede bort (som Maria så smukt lovsynger dig i Luk 1,52-53), rummer du så meget, ja, så uendeligt meget mere, end hvad den moderne salmedigter gennem noget æstetisk virkemiddel kan tro sig i stand til at udtrykke. Mere kan jeg ikke sige, mere har jeg ikke at sige, idet jeg for i nat har skrevet dig en salme, om end jeg føler mig for ringe og foruden den tilstrækkelige tro dertil.

Tag nådigt imod den, Herre, om end moderne æstetik efter din og Marias målestok er fattigmands tale. Dens navn er ”Stearinlyset i mørke og slud”.

Amen.

Å disse livets parenteser af skønhed

en tilføjelse eller et indskud

så skrøbelig og spæd i stemmen

at parentesen som du

(som et stearinlys i mørke og slud)

ifølge dansk grammatik

blandt andet er defineret ved

sammen med sit indhold

at kunne streges over

uden at den resterende tekst

af den grund bliver meningsløs eller

grammatisk ufuldstændig –

er salmens sprog således ikke ganske

modsat grammatikkens?

som digter tager jeg naturligvis

salmens parti og

som efter et pludseligt indskud

tilføjer jeg med min kuglepen

et tændt stearinlys

som en parentes

i salmens slud og mørke

som her

modsat i grammatikken

ikke kan fjernes uden

at den resterende nat bliver

om så blot en lille smule –

for digteren kan fuldstændighed

nemlig gradbøjes –

mere ufuldstændig og meningsløs

men om du så insisterer

på at være hvad du er som så

eller om du er som et stearinlys i natten

er du dog stadig som parentesen

om så skrøbelig en sandhed

at dette her som

hvad end det så er om

heller ikke synes at være andet

end et minde om en linie

der i erindringen

er streget halvt over

og dog før digteren sover ind

som om sandheden virkelig er så skrøbelig

nænner han ikke at puste dig ud

men falder i søvn

før han når at se din spæde flamme

langsomt

så fandens langsomt

slukkes af mørkets slud

26/12 06

Herre, hvor forpint er dog ikke mit sind! Og ikke blot af sygdom, men tillige af dens og dens medicinerings betegnelser, der udspringer af videnskabens sekulære sprogbrug, og som var det i en hån mod lægeløftet, synes at være enhver omsorg og kærlighed foruden. Konfusion. Perceptionsforstyrrelser. Kolinergt syndrom. Stupor. Ord, der forgifter sindet med kontraindikationer, det ikke blot, som det er ordets betydning, begrunder en bestemt lægelig behandlings utilrådelighed, men som synes, blot ved sin kliniske ordlyd, at umenneskeliggøre den lidende og reducere ham eller hende til et eksperimentelt objekt for behandling, snarere end at være et medmenneske, ja, en bror eller søster.

Hjælp mig, kære Jesus, jeg er ved at drukne i mig selv og i et hav af ord, der ikke synes at være en bøn værdig, men snarere et skrig…Giv du mig et bibelord. Tal til mig på et kærlighedens sprog, som ikke, som ellers, er kontraindiceret den klinisk sekulariserede terminologi…

Ordsprogenes Bog, kapitel 21.

Ja, at der øves retfærdighed og ret, er mere værd for Herren end slagtoffer (v. 3). Jo, sandelig, selvom slagtofrene i vore dage er noget andet end blot dyr. For man kunne i evighedens lys spørge, om ikke ofrene for vores samfunds synder, vandrer rundt i medicintåger på permanente afdelinger, som det i dag så nydeligt hedder.

Og er en og anden uenig heri, siger du dog selv med en vis ironi, under henvisning til et skriftsted som dette, at blot de syge, og ikke de raske, har brug for læge (Matt 9,12-13). Er dette ikke verdens største tautologi, må det dog betyde, at vi alle i en vis forstand er syge, også dem, der ellers ordinerer medicin. Blot har de ikke erkendt, at de selv behøver behandling af en ganske anden art end den medicinske, nemlig din barmhjertigheds endegyldige offer.

For blot i troen på denne kan ret og retfærdighed, endsige kærlighed, opstå som af de døde. Blot således kan den blinde blive seende, såvel som at den, der stædigt hævder at kunne se, derved forbliver syndens træl (Joh 9,41). Han vil ende med, i blind tillid til videnskaben og dens slagtofres medikamentelle behandling, at stoppe øret for den svages skrig.

Men som det skrevet står, vil en sådan selv en dag ende med at råbe uden at få svar (v. 13), således som det vil gå enhver, der ikke selv i hjertet er blevet korsfæstet med Jesus, og med ham har råbt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? (Matt 27,46).

Den, der ikke selv har erfaret, hvad det vil sige at være syg og hjælpeløs, og gerne tror sig rask, behøver ingen Gud. Han tror at kende alt til slagtofret selv, men kender intet til ret og retfærd.

Og dog. Var det således fat, handlede han jo i god tro. Men det gør han ikke, for bagtanken – et enkelt ord eller en bemærkning, der træder ved siden af den kliniske jargon – røber ham (v. 27). Han kender slagtofrets menneskelige omkostninger, og dog stopper han sit øre til – og sin mund med ord, der røber, at det endegyldige offer, du Herre, for ham blev slagtet forgæves.

Han er som lægen, der aldrig forstod ironien i dine ord; at det var ham, der mest af alle behøvede den helbredelse, som intet andet end den korsfæstedes endegyldige offer kan bringe. Jo, sandelig gælder det, at samfundets prognostiske slagtofre er stedfortrædere for retfærdighed og ret, og at dette uafvendeligt vil føre til, at vi stopper øret til for de svages skrig.

Men har man ikke selv, som den korsfæstede, råbt uden at få svar, er man blot så meget desto værre stillet, når man stilles ansigt til ansigt overfor evigheden. For hvem har handlet ret i frelsens optik: Den blinde, der ved troens råb får at se, eller den, der ser alt dette, og dog ikke tror? Vist er det den sidste, der på Herrens dag skal råbe uden at få svar.

Amen.

7/12 06

Kære Jesus, jeg er bange for at være til og bange for at tale.

Jeg er bange for mennesket, både for andre mennesker og for mennesket i mig. Og jeg er bange for at det menneske, der nu beder, taler uden at tro.

Men jeg tror, idet du var menneske, at du fra Getsemane kender såvel angsten for at være menneske, som du kender den angst, det afføder, at være pålagt at tro.

Og da trøster det mig at være pålagt at tro, at du har været menneske, sådan at angsten, snarere end at adskille, forener mig med dig.

For i denne tro, at du har været menneske, er jeg i kraft af angsten i god tro.

Men når vendingerne ”i den tro” og ”i god tro” bruges, forstår vi i dag en tryg, men fejlagtig overbevisning, om en sags rigtighed.

Altså, at jeg kun kan føle mig tryg, fordi jeg er kommet til dig i den fejlagtige tro, at du har levet som menneske, og som du forud har været til, er opstået til liv fra evighed og til evighed.

Men ser du, fejltagelsen ligger ikke i min overbevisning om sagens rigtighed, men i sproget selv.

Vi tror ikke længere, eller i hvert fald tror vi ikke længere på sproget, og vi føler os utrygge ved at være til, fordi vi ikke mere stoler på ord.

Og med rette.

Men Herre Jesus, dine ord, som de er mig formidlet og fortolket, stoler jeg på, som jeg også stoler på, at du vil finde troen på jorden ved dit komme.

Ikke i vores ord, for med tungen taler vi blot svig, men i vore hjerter.

For i bedste fald taler vi blot alle i tunger, og har ikke nogen til at udlægge vor tale, så ingen af os mennesker egentlig forstår noget som helst af, hvad vi siger til hinanden.

Se, Herre Jesus, det gør mig bange, men jeg stoler på dine ord.

Jeg tror, at du er Kristus, men vigtigere end det tror jeg, at du forud for din død og genopstandelse, såvel som nu, var min bror og ven, der talte kærlighedens sprog, både til andre mennesker og til mennesket i mig.

Og så, min kære Jesus, er jeg for en stund ikke længere så bange for at være til.

Amen.

28/12 06

Herre, jeg er blevet bange for at bede. Bange for hermed at udstille mit eget hykleri. Bange for afstanden fra tro til tanke, fra tanke til tale, fra tale til nedskrivning og fra nedskrivning til publicering.

Vær mig barmhjertig. Jeg lider under en frygtelig depression, og jeg beder for, at du må lindre den. Foruden denne lindring bliver afstanden mellem tro og publicering så lang, at depressionens lidelse i mig synes så forgæves, at jeg må indstille forehavendet. Også selvom en sådan lidelse, hvis jeg stod den ud, ville bære frugt, er jeg ude af stand til at mærke det.

Giv mig da som lindring et bibelord at meditere over, for dog igen at forbeholde mig retten til for troens skyld at holde resten af bønnen mellem dig og mig.

Tredje Mosebog, kapitel 20.

Ak, Herre, jeg ved ikke, om jeg skal græde eller le over dette bibelord, der umiddelbart ikke synes at have det fjerneste med kærlighed eller retfærdighed at gøre. Og jeg tror ikke, at der var noget kapitel, det kunne være evangeliet fjernere end netop dette.

Og dog er det godt for noget, netop i kraft af den fuldstændige kontrast. For som jeg mange gange har bedt om, giver det mig evangelisk ildhu til at bringe en prosalyrisk fortælling, som jeg længe gerne har villet glæde både dig og mig med.

For med dette kapitel blev to ting mig mere end klart, sådan at det endda blev klarere, end hvad jeg kunne sige eller skrive ned. Derfor fortællingen.

For det første, at seksuelle lovovertrædelser i det ydre, i evangeliets øjemed ikke lader sig adskille fra overtrædelsen i det indre, i hvert fald ikke uden et grænseløst hykleri.

Og for det andet, at du i Bjergprædikenen gør os opmærksomme derpå, når du siger, at den, der kaster et lystent blik på en andens hustru, har begået ægteskabsbrud i sit hjerte. Javel, men tillige gælder det vel, at den, der med blikket har hvilet sit sind i et medmenneskes hjerte, uden tanke for overtrædelse af loven, vel snarere, som Paulus siger, har opfyldt den, og da ikke i kraft af gerningen, men i kraft af kærlighedens sindelag. Og fastslået med nagler er det, som var tornen i kødet vores stigmata, at musikken som kunstart er i strid med enhver lov, sådan som enhver lovmæssighed i sidste ende tillige strider mod evangeliets nådefulde og grænseløse strøm af kærlighed.

Som Paulus siger det: Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror. Det er denne tros grænseløse strøm af kærlighed, der ved Ånden, så uendeligt fjernt fra 3Mos 20, stedvist her og nu er tidens fylde; der, hvor den for en sværmer som mig i løbet af nogle få busstoppesteder syntes at være alt i alle.

Fortællingen har jeg kaldt ”Epifani”, det vil sige din, min Herres, åbenbarelse for hedningerne i stalden i Betlehem. Og i ordets litterære forstand således en pludselig, intensiv oplevelse i det øjensynligt trivielle og banale.

Amen.

Jeg kørte med bussen, og sad på bagsædet med melankolsk barokmusik som akkompagnement.

Virkningen var et moderne kunstværk på mine egne private præmisser, muret inde bag mine øregange.

Og udenfor dem, kunstværket selv; mennesker af enhver tænkelig hudfarve, alder og størrelse.

Men det var som om denne barokmusik, og især Bach, med en vis modvilje fra min side, syntes at fæstne sig ved en enkelt sjæl i mængden.

En etnisk dansk teenagepige, der synligt, ja, kunstfærdigt usikker, stod og rodede med sin

mobiltelefon. Efterhånden mindre og mindre, som jeg overgav mig til musikken, til min irritation, og mere og mere til en kunstfærdig slags affektion i øregangene, således at vi dog, affektionen på min side og usikkerheden på hendes, havde adjektivet kunstfærdig til fælles, hverken mere eller mindre.

Men jeg er i skrivende stund ikke et sekund i tvivl om, at både jeg og hun fuldt ud var sig denne fællesnævner bevidst – lige kunstfærdigt nok, ville nogle sige, idet vi ellers i vore skæbner øjensynligt intet havde til fælles.

Men musikken, å, musikken…

Musikken fortalte en helt anden historie; et skæbnefællesskab hende og mig imellem, som var reserveret den skattekiste af emotioner, som en blokfløjte og en cembalo åbenlyst lagde for dagen. Det var faktisk dag, og en fortælling, der kunne have fyldt tre bind, blev i løbet af få øjeblikke blotlagt for mig her midt i myldretiden.

Og ja…

Da hun stod af bussen, kort efter Grøndal Station, lød blokfløjten så sørgmodig og hendes nervøse, stjålne blik, af den slags man netop kun, idet man næsten allerede har forladt bussen, finder mod til at afsende, var så hjerteskærende, at jeg kunne have tudet; ikke over hende, ikke over mig selv, ikke engang over musikken, men over det kunstfærdige, ja pludseligt mere end kunstfærdige faktum, at et kunstværk så smukt havde taget sin ende. For da jeg nogle minutter efter stod af bussen, var alle disse mennesker af diverse hudfarver, aldre og størrelser mig inderligt ligegyldige.

Ikke af kærlighed til den unge pige; jeg kendte hende jo ikke, som det hedder sig, når man blot forkynder dårskabens forargelse. Men fordi musikken, som sædvanligt efter en sådan epifani, med en emotionel fylde som da, aldrig igen syntes at ville give mig muligheden for at finde nøglen til denne skattekiste. For nok var hun da sædvanligvis køn, men det var

ikke det, for endog skønheden, forseglet bag øjeblikkets affektion, var dog for intet at regne i forhold til det digt, jeg momentant læste i hendes korte, stjålne blikke. Et digt, der overgik enhver verbal formulering, og som jeg i bedste fald blot stykvist og ufuldstændigt kan citere, og om hvilket jeg med sikkerhed ved, at jeg i givet tilfælde kun ville kunne fejlcitere.

Denne virkning var omtalte kunstværk; som man siger, en sjæl for smuk, eller rettere, for kunstfærdig til denne verden, eller rettere, til et sprængt sind som mit. Et kunstværk, der som evangeliet indeholdt en fylde større, end hvad jeg gennem hundreder af livsløb kunne ønske mig.

Og dog stod jeg nogle få minutter efter rutinemæssigt af bussen. Og sandt at sige, allerede på vej op mod Bellahøjvej og mod min elskede, og i sådan cirka, for ikke at sige nøjagtigt, den korte stund, da jeg ventede på, at trafiklyset for enden af Godthåbsvej skulle blive grønt, var den unge pige så godt som fortrængt fra min bevidsthed, med den kunstfærdige overbevisning, med hvilken jeg fandt fuld samklang i hendes nervøse, stjålne blik, at Paulus tog fejl, da han skrev, at kærlighed er lovens fylde. For med hendes nervøse,

stjålne blik, der som hos nogle unge som hende, lyste blegt af en netop kunstfærdig, men trofast overbevisning om et endnu ukendt standpunkt, slog det mig, og stod som fastslået med nagler, at en kærlighed som barokmusikkens nøgle rummede adgang til, ikke vedkender sig den Guds lov, Paulus omtaler, men blot tornen i kødet; blot en orgiastisk og rivende strøm af et kærligheds klimaks så voldsomt, at vi blot i doser på en halv snes stoppesteder, formår så meget som at ane den tidens fylde, der ved sin udløsning af øjeblikke eksplosivt sprænger ethvert begreb om tid.

29/12 06

Herre, om end jeg igen vil bede om et bibelord, synes den opgave at udrede din tale til mig med udgangspunkt i bestemte spørgsmål, alligevel for svær. For jeg ender glimtvis med at tænke i sandsynligheder, når jeg skal trække et lod, alt efter hvad jeg indledningsvis har bedt om.

Og at tænke i sandsynligheder for, om det lod jeg måtte trække nu giver mening eller ej, er at tillægge dit guddommelige forsyn en blot tilnærmelsesvis sandhed, ja, noget nær at bygge ordet på en meningsløs sandsynlighedsberegning, der tager udgangspunkt i sig selv, i stedet for i dig og din tale. En sådan bøn kan aldrig komme af tro.

Derfor, for nu som altid at forsøge at bede af tro og intet andet, vil jeg ikke forud tage udgangspunkt i bestemte spørgsmål, men blot, som du på en måde satte mig fri til i går, bede om at det kapitel jeg trækker, måtte være min tro en inspiration til vækst, virksom i kærligheds tale. Altså trækker jeg følgende lod…

Joels Bog, kapitel 3.

Å, Herre, hvor lifligt er ikke dette kapitel, og hvor tæt er ikke selvhenføringens bedrag på din tale til mig. Men sådan har du altså ønsket det. For denne vidunderlige profeti om pinsedag er jo netop en profeti om den dag, fra og med hvilken ingen behøver gætte om din vilje, men hvor den gives gennem din Ånd – eller hvad?

For i profetien her står der intet om, alle nådegaver (v.1) til trods, at din ånd vil udgydes i så rigt mål udover denne tid og de dage (v. 2), hvor apostlene samledes. Tværtimod, jo længere disse dage varer før din store dag (v. 3-4), således som de allerede nu har varet langt ind i sekulariseringens modsatte bevægelse, hvor fantasien er slukket, ånden fordampet og al håb om frelse afløst af desillusion, des sværere er troen, og dermed dine nådegaver, at finde på jorden.

Jeg tror ikke, du har glemt os – de undslupne (v. 5), eller for dens sags skyld, nogen andre, men den ånd, der her omtales, bliver stadigt svagere og din indgriben stadig mere nødvendig, som så mange moderne salmer også taler om.

Indtil da er mit system af lodder, den lodkastning, der i Bibelen netop synes at miste sin magt efter pinsedag, imidlertid mig en nødvendighed. Jeg kan håbe på og bede til, at du en dag vil vise mig dig, som du er, og ikke som nu bibringe mig din visdom gennem lodkastningens gåder.

For gåderne fortaber jeg mig i, såvel som at fordybes. Jeg ved, at dette er en lang vej, ja, en næsten endeløs vej op ad troens bjerg. Herre, jeg beder til, at du, som her i profetien om pinsedag, over mig vil udgyde din Ånd i så rigelig mængde, ikke at vejen bliver mig kortere, for jeg kender slet ikke den vej, jeg skal vandre, men sådan at den bliver synlig for mit øje, om det så er gennem en profeti, en drøm eller en syn – eller noget helt andet og måske langt mere jordnært.

Kun ved jeg nu, at jeg ingen vej kender til dig, og at jeg følgelig går i cirkler, og ikke, som Paulus siger, lige fremad efter evangeliets sandhed. Måske bevæger jeg mig, men jeg mærker ikke bevægelsen bære frugt, ja, jeg mærker knap nok nogen bevægelse, sådan som jeg har svært ved at mærke dig i mig. Herre, lad ikke mine anstrengelser være forgæves.

Eller rettere, er de forgæves, således at de ikke opnår det resultat, som jeg ønsker, så lad dem blot være sådan, så længe de, uanset hvad dette måtte være, opnår det resultat som du ønsker.

Amen.

30/12 06

Kære Jesus, jeg er frygtelig forpint. Og jeg vil i dag, i angst for troens hykleri, bede i et åndeligt enrum. Jeg vil gå ind i mit hjertes kammer og lukke min dør for alle andre, for derved bedre at forstå din vilje, ikke blot med min bøn, men tillige med hele mit liv.

Kun da vil det vise sig, om jeg kan finde dig. Men jeg vil aldrig finde dig foran tastaturet, og jeg vil heller aldrig foran tastaturet kunne sikre mig at finde dig, når jeg skal søge dig i bøn. Skjuler du dig også her for mig, vil mit liv i denne stund blot være som en dråbe i et hav af fortabte stunder.

Og hvad mere er; måske vil det selv samme være tilfældet, hvis jeg finder dig. Måske er vores timelige oplevelse af evigheden sådan, eller rettere, måske er mystikerens øjebliksvise forening med dig i forladthedens stund det nærmeste, vi i vores ulykkelige liv kommer evighed. Tænk bare på Jesu ord til røveren på korset; ’Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.’

Dog har jeg alligevel en salme til denne dag, ikke under hensyntagen til offentlig og udvendig gudsdyrkelse, men tværtimod af en blot og bar inderlig trang til at ytre mig overfor Gud.

For, Herre, du lytter, også når vi på denne side af døden ængstes, ikke for døden, men for livet, ja, for det evige nu, og således for øjeblikkets skæbne i al evighed. For da kan vi, som den evigt forfulgte og hundsede jøde, tale uden angst for hykleri. Og tør vi end blotlægge vores angst, er det dog en angst af en ganske anden art end hykleriets. Nemlig angsten, ikke for dom, død eller pinsel, men for evigheden selv.

For intet, og måske kun dette intet, kan synes så skræmmende som et liv i en evighed, som det i liturgien hedder, fra evighed og til evighed. Det er her, som i stykket hos Lukas om saddukæerne, den gamle pagts stemmer, der, på meget menneskelig vis, ængstes foran den levende Guds ansigt.

Amen.

Luk 20,27-40

Hvad nytter det, at øjeblikket

er evigt, når vi i evigheden, ja ve

netop fra evighed til evighed

fra kyst til kyst, dog skilles fra det

og øjeblikkeligt mærker, at vi

bagefter og inden da

så endeløst gennem

dag og nat var fjernt fra kyst?

Ak, evigheden er så kort, og

er den blot et enkelt

øjeblik, sig mig, ikke

omsluttet af endeløse timer?

Hvad nytter det, at øjeblikket

er evigt, når jeg før og

efter det opfyldte savn

fortaber dig i et endeløst hav?

31/12 06 (Fil 2)

Herre, jeg er frygtelig forpint. Det er som om, jeg i levende live befinder mig i Helvedets flammer, uden at kunne dø. Å, hvilken lindring det ville være, om min bevidsthed kunne slukkes for altid.

Men jeg giver ikke op. Jeg kunne endog have publiceret en nok så litterær og gudfrygtig bøn efter lodtrækning, og ville da, om ikke andet, have noget at være stolt af. Men kun overfor mennesker.

For du ønsker og fordrer ene og alene oprigtighed. Og i al oprigtighed ønsker jeg blot at dø. Dog, en del af mig, en lille flig af sjælen, ønsker stadig livet. Lad da så denne lille flig være det rodskud, der fra hjertet vil spire frem i det nye år.

For i mine tanker finder jeg intet godt, og mine tanker, der er i splid med sig selv, overdøver fuldkommen den enkle bøn, som hjertet ønsker at bede. For tanken vil aldrig forstå bønnen, såvel som den aldrig vil forstå hjertet, og evigt misunder mit hjerte for at være blevet rørt, ja, født af dig.

Derfor, om end det som Epafroditus til ingen gavn er døden nær, slipper hjertet dig ikke, og gør da slet ikke som tanken, der for længst har latterliggjort en sådan tilsyneladende absurditet.

Derfor er jeg splittet, og derfor er der ved bønnen noget, der for den opbyggelige tanke, om end ikke for hjertet, er uforståeligt.

For selvom jeg søger dig, finder jeg dig aldrig. Det vil altid være dig, der finder mig.

Ja, hvor meget jeg end arbejder for frelsen ved at søge dig, risikerer jeg, at du aldrig vil finde mig, fordi det netop synes forudsat, at det ikke er mig, men dig, der virker i mig. Og i modsat fald kan du virke i den, der ikke søger dig og ikke arbejder for frelsen.

Kære Gud, hjælp mig til at forstå; det kan da ikke være sådan, at det er ligegyldigt, om jeg arbejder for frelsen ved at søge dig eller ej, fordi du alligevel blot virker i hvem du vil? Eller er det da sådan, at jeg skal søge dig, uafhængigt af min frelse?

Se, det forstår hjertet, men ikke tanken. For tanken stiller spørgsmål, som for tanken selv, men ikke for hjertet, kræver svar.

Å, Gud, bønhør mit hjerte ved at give tanken din fred, for mit hjerte ynkes over tanken. Mit hjerte lider med tanken, men ser sig ikke nødsaget til at forstå, sådan som tanken gør. For mit hjerte mærker, at det er blevet fundet, og finder sig til rette med det. Tanken, derimod, vil selv finde.

Hav barmhjertighed med den, Gud, for den søger dig og frelsen, men mærker dig ikke virke i den, såvel som at mit hjerte mærker dig virke i det, uden at behøve at søge dig og frelsen. For det er en gang for alle blevet fundet.

Men, Gud, bønhør mit sind og giv det som Paulus Kristi tanker. Hvis det er muligt, så lad mig tænke som dig, Herre, hvis mit sind dog kan bære det, uden som de gamle lædersække at sprænges.

Hvis ikke, Herre Jesus, så gå i forbøn for det, for at du således kan virke i det, og med dit blod, om end det for forstanden er dårskab, virke for dets frelse i enhed med hjertet.

Om det overhovedet er mig muligt således at bede, så lad på årets sidste dag dette være min bøn.

Amen.

1/1 07

Herre, jeg vil takke for det år, der er gået, om end det måtte være en tak på trods, ligesom jeg i en vis forstand tror, håber og elsker på trods.

På trods af angsten for det kommende, på trods af de mange triste stunder, hvor hjertet i det nærværende blev til sten, på trods af de timer og atter timer, og timerne efter de timers timer, som er bedst tjent med at være glemt, for ikke at sorgen ved at mindes derom skal tage modet fra mig.

Men når al denne trods er nævnt, så takker jeg, på trods af al trods, oprigtigt for året der er gået. Og i en vis forstand takker jeg også oprigtigt for angsten for det kommende, for de triste stunder, hvor hjertet i det nærværende blev til sten, og endog, uden at gøre knuder på mig selv, kan jeg takke for de timer og atter timer, og timerne efter de timers timer, som var bedst tjent med at være glemt.

For hvis jeg skulle glemme dem, og glemme al den strid, som har fyldt hvert et øjeblik, hvem har jeg så, udover dig, til at huske dem? Og hvem har jeg til tillige at huske på de ængstelige håb, som ikke blev skuffet og de stunder, der løste hjertet fra dets forstening?

Da består den oprigtige tak, al trods til trods, deri at du husker, både det gode, men også det onde, for at ikke en eneste tåre er faldet forgæves.

Men også for at ingen trøst og ingen forhåbning for det kommende år er givet mig forgæves, såvel som at ingen strid i de timer og atter timer, og i timerne efter de timers timer, som i det nye år vil følge, vil være skjult for dit medfølende hjerte.

Amen.

2/1 07

Kære Jesus, ofte når jeg beder, synes du underligt fraværende. Men sandt at sige tror jeg, det er mig, der er fraværende. Og at jeg er fraværende, fordi jeg tænker i formuleringer, snarere end at mærke med hjertet.

Det er som et stik i hjertet, men ville være smerteligt som døden, hvis jeg, som et mystisk mareridt, fuldt ud kunne mærke dette, at være fraværende netop i dit nærvær. Ikke fordi du er skræmmende, men fordi jeg i hjertet intet andet hellere vil, end at forenes med dig.

Det er som om, at al denne tale om den fraværende Gud i moderne tid er udtryk for en slags massepsykose, altså en slags sindets sygdom, som er fælles for alle. For er det ikke sådan, at det er os, der er os selv og hinanden så fraværende, at vi som følge af psykosens ensomme væsen intet andet end fraværet har til fælles?

Vi er, uanet grunden, gjort fremmede i forhold til os selv, og føler derfor også dig, som var du gjort fremmed. Men det er os selv, der har gjort dig fremmed. Hvor vi i det Gamle Testamente hører om, at Israel antager fremmede guder, er det i dag os, der har gjort dig til en fremmed Gud.

Det er som om, at dit fravær er det første og fremmeste symptom, ikke på at du har forladt os, men på at vi er fremmede i forhold til os selv og hinanden, hvorved også du bliver fraværende. Du bliver det første, vi gør fremmed, fordi du er os nærmere, end vi selv er.

Og gør vi først dig, vores egen fader, fremmed, gør vi os fremmede for alt. Og som et slags moderne sonoffer, tillægger vi denne egenskab, at være fraværende, dig, i stedet for at tillægge den os selv. For det er os selv, der er fremmede. Ikke kun for os selv, men også for hinanden.

Vi befinder os i en fantasiverden, som vi kalder virkeligheden, en opreklameret og fantasiløs vrangforestilling, som egentlig blot er en systematiseret fabel, vi med endeløs variabilitet beretter for os selv og hinanden.

I denne fabel, kaldet virkeligheden, er du den fremmede Gud. Men udenfor virkelighedens fabel, i alt levende, er du os så nær, at vi kun mærker dig i form af sjælelige fantomsmerter. Du er, hvor vi burde være, og intet andet end være. Men vi kan ikke være, og da slet ikke være os selv.

I en vis forstand eksisterer vi ikke som andet end underbevidsthedens fabeldyr, der således ikke er i stand til at være sig noget bevidst. Ak, vidste vi blot så lidt, at vi dog var os noget bevidst, ville vi med rædsel forstå, at den fantasiverden vi lever i, slet ikke er i stand til at være sig noget bevidst.

Vi ved og kender intet, og da slet ikke os selv. Kendte vi os selv bedre, ville vi også kende dig og være os synden bevidst. Men i en vis forstand er det sandt, at vi ikke er os nogen synd bevidst. Var vi dog bare det, for den frygtelige sandhed er, at vi slet ikke er i stand til at være os noget bevidst.

Og dog, trods al frygt og rædsel, der bag Lucifers maske møder os via tv-masternes babelstårne, ville sandheden gøre os fri. Fordi sandheden, modsat den daglige dosis dope, rummer håbet, såvel som også kærligheden glæder sig over sandheden, og glæder sig over os, når vi gribes af sandheden. For jo mere vi bliver os synden bevidst, jo mere forstår og glæder vi os også over nåden.

Herre, gør os da bedrøvede for en stund. Ikke så vi fratages modet, men så vi indgydes mod. For udenom bedrøvelsen er der ingen trøst at finde, ligesom der uden synden ikke ville være nåde. Vi kender synden, om end vi ikke er os den bevidst, men vi kender ikke nåden. Var vi os blot synden bevidst, ville vi også kende og glædes og trøstes til fulde over den nåde, der er så langt større i bredde og længde og højde og dybde, end synden er.

Således, Herre, døm os som hedninger, og ikke som hellige, for er vi os end ikke synden bevidst, har vi da heller ikke været fristet af at krydse nådens grænse.

Du, som vi har gjort fremmed, giv os at kende dig. Vi, der er sønner og døtre af fablernes tidsalder: Lær os at vide af vores famlen, og giv os at se. Intet andet behøver vi end blot dette, men dog behøver vi dette, for gennem frelsehistoriens lange vej, efter hjertets tiltagende tusmørke at dømme, synes timen nu nærmere os, end vi synes at være nær den.

Sandt er det, at de er salige, som tror, uden at have set. Men, Herre, vi der lider under hallucinationer, ja, for hvem alt er en hallucination, vi tror at se, uden hverken at have set eller at tro. Giv os at se vores vildfarelse, for at vi alle må våge, når først natten kommer.

Amen.

3/1 07 (med salme)

Ak, Herre, hvad er der at gøre – hvad er der at sige? Er der overhovedet noget usagt, noget der ikke allerede er blevet sagt? Er der noget ord, nogen sætning, nogen formulering, som ikke for længst er brugt op, det øjeblik der står stille i frelsens og verdens historie, hvor Gud forlader dig?

Herre, jeg vil lade tavsheden tale med en salme, der vil forsøge at lade tavsheden tale, om end den må gøre det i ord. En slags metapoetisk salme.

Ellers har jeg intet at sige, for dermed blot at forsøge at lytte til tavsheden, om end selv tavsheden måtte tale med ord.

kunne digte skrives uden ord

i sprogets fængsel, hvor vi bor

som fanger i en metafor

for hjertets længsel?

gives noget navn, der ikke dør

siges noget smukt, der ikke gør

at lyden, ukendt af tungen før

i hjertet synes brugt?

er da kød og blod det alene

der kan hjertet tø, og kan ene

synd da døbe Magdalenes

kys som frelsens frø?

alt hvad jeg skriver

skriver jeg til alt og alle

undtagen til dig

dig tilegner jeg

hellere alt det

jeg ikke kan skrive

men som jeg skriver

står skrevet i mit hjerte

det som ikke

lader sig tænke

eller skrive

og som kun

findes idet jeg

tror det findes

som så stor en sjælens tørst

at den er større end ordet stor

ja, større end ordet størst

og derfor større end noget ord

Jeg tømmer kaffekoppen og går ud og pisser. Og jeg tænker mig, at alt hvad jeg har skrevet af nok så glødende ord på papiret, bare med bevidsthedens lys slukkes, når jeg falder i søvn – fordi det kun findes, idet jeg tror, det findes. Før jeg går i seng, vil jeg flå papiret i stykker og smide det ud, men lader det alligevel ligge. Og før jeg sover ind,

mærker jeg som trøst ved at puste stearinlyset ud, at om end ord skygger for lyset,

findes lyset dog i alt levende, såvel som jeg bedre kan mærke det nu, end ved lampens skær før. At intet liv, ikke engang noget ord, trods al vantro, findes og kan findes i lysets fraværelse. At dette lys, det mørke i hjertekulen, du for os følte, som jeg ikke kunne formulere, forud for min tro har formuleret mig.

Svar du mig nu uden ord, Herre, men med tro. Lad mig i hjertet mærke, snarere end høre, hvad der er at gøre. Snarere end at jeg skriver, da skriv du i mit hjerte uden ord dit bud. Så vil jeg lade kuglepennen forblive tavs og blot hvile i dig med…med et…

amen.

4/1 07

Herre, egentlig ville jeg bede til dig, fordi jeg sådan ønskede at skrive en bøn, og jeg har nu sat mig foran dig af samme grund.

Og dog er det min erfaring, at jeg, netop når jeg meget bestemt retter min bøn mod et i forvejen klarlagt mål, kun kan være sikker på én ting. Det er, at min egen viljes søgen efter dette mål aldrig bliver tilfredsstillet. Har jeg på forhånd, før jeg sætter mig foran dig, i ånden udarbejdet din bønhørelses svar, er denne jo ikke din vilje eller din stemme, men blot min egen.

I så fald taler jeg jo blot med mig selv som følge af en forudbestemt plan, hvor replikkerne allerede på forhånd er lagt i munden på både dig og mig. I så fald bliver der aldrig tale om nogen bønhørelse, endsige samtale.

Og da min egen viljes begæring, at skrive en bøn, forudsætter en sådan samtale, kan jeg således være sikker på, at hverken bønnen eller nedskrivningen, som følger heraf, lader sig gøre. For med min egen vilje alene formår jeg ingenting.

For det første formår jeg uden Ånden slet ikke at bede, for da ved jeg slet ikke, hvad jeg skal bede om. Dernæst får jeg intet, for nok ved du, hvad jeg vil, men selv ved jeg det ikke, og ved således ikke af at få noget givet. Det er først, når min vilje, i stedet for at følge et i forvejen klarlagt mål, under bønnen bliver ét med din vilje, at jeg bliver mig bønhørelsen bevidst. Blot således formår jeg noget som helst, og dette blot i kraft af bønnens under.

Hvor meget jeg end forbereder mig på forhånd, er det din vilje, at det afgørende øjeblik, hvor jeg kan høre dig, alene er at finde under bønnen, og hverken før eller efter. Og netop i dette moment under min bøn går det op for mig, hvad din vilje er.

Som det står skrevet, virker alt sammen, også mine egne litterære ambitioner, til gode for dem, der elsker dig. For min egen viljes begæring bliver nu ét med din; ikke blot at skrive en bøn for bønnens egen skyld, men så meget desto mere for dit navns skyld.

En bøn, hvor det er din vilje, at mit i forvejen klarlagte mål så at sige bliver et kompositorisk selvmål for den litterære ambition, der alene ønsker sig æren. Du styrer min selviske stræben således, at også den, modsat sin hensigt, tjener til at fremme din, og ikke min, ære.

Eller sagt på en anden måde; at det mål, hvorefter jeg stræbte, i løbet af bønnen forvandles til din vilje, nemlig at lade min vilje, i stedet for at søge et mål, søge dig. Og hermed, som når man scorer et selvmål, finde det modsatte af, hvad jeg stræbte efter, men dog med dig i oprigtig glæde juble.

For jeg stræbte efter min egen viljes mål, men fandt dog, som følge af vores samtale, noget langt større, nemlig din vilje, og lader den nu efterfølgende styre min kuglepen.

Og se, min egen oprindelige begæring, som ønskede at skrive en bøn, synes Ånden at være gået i forbøn for. For det, hvorom jeg ikke vidste, hvorledes jeg skulle bede, har du allerede ladet opfylde, endnu før jeg bad om det.

Dog ikke som jeg ville, men som du ville. Ikke som jeg på forhånd ville have skrevet bønnens replikker, men som den i samtale med dig føjede sig efter din vilje.

Amen.

5/1 07 (1 Sam 14)

Herre, jeg er frygteligt tynget af sorger over kærligheden.

Vel lider jeg ikke for evangeliet eller for dit navns skyld. Men jeg lider heller ikke for det onde, men derimod under den verdslige kærlighed, der ikke har stort andet end ordet til fælles med din kærlighed – eller tager jeg fejl?

Sig, jeg tager fejl, å, Jesus kære, sig at den kærlighed, der dog udspringer af det menneskelige hjerte, kan elske…Sig mig blot dette ene, og jeg vil beroliges som en anden forsmået elsker, der tror sig modig derved at dø fra den kærlighed, der dog ganske anderledes afkræver os vore liv, og ikke vor død.

Men, Herre, gør det med et bibelord. Lad mig af din nåde trække et trøsterigt ord fra bunken…

Første Samuelsbog, kapitel 14.

Ja, Herre, beroliget blev jeg ikke i første omgang, for Saul opfører sig her selv som denne anden forsmåede elsker, der prøver sin kærlighed til Gud ved at afkræve den et dødsoffer. Om det så skal være hans egen søn eller ham selv, synes i hans uligevægtige ophidselse at være ham ligegyldigt.

Næppe har han forstået, at kærligheden afkræver os vore liv, og at det er heri, det sande mod overfor Gud består. Parallellen med Abrahams ofring af Isak er slående derved, at Abraham synes at ville ofre sin søn af tro, men forhindres ved sin tro af Gud selv. Saul, derimod, er parat til at slå sin egen søn ihjel, ikke på et påbud fra Gud, men som en følge af sin egen vantro; denne ed, som i evangelisk lys snarere tjener gerrighed i krig end kærlighed.

Hvem i dette kapitel kan jeg da trøste mig med, at den kærlighed, der dog udspringer af det menneskelige hjerte, kan elske? Kan Jonatan?

Ja, for så vidt vi her på gammeltestamentlig grund kan forstå din velvilje overfor hans noget enfoldige tro på, at der intet er, der hindrer dig i at give sejr, uanset militær logistik, som et udtryk for hans kærlighed til dig. Viljen til med sit liv at give sig i din vold i forventningen om, at vi sejrer, idet du sejrer, således som det også gør sig gældende i bønnens strid.

At så simple tegn (v. 8-10) skal afgøre krigslykken, står i skarp kontrast til hans fars fremgangsmåde, der lader kultiske tegn afgøre hvem der skal dø, og hvem der skal leve; tegn, for hvilken den ubarmhjertige sandhed er kærligheden en sorg og en snare, der synes at besegle Jonatans skæbne, indtil han reddes af folkene (v. 36-45).

Det er hvordan Guds vilje skal forvaltes, der her er bestemmende for, om det menneskelige hjerte kan elske, og ikke kærlighedens præg af verdslighed eller mangel på samme – der synes ikke her at være nogen skillelinie. Og der står da vel at mærke ikke noget om, at Jonatan vægrer sig ved at dø, selv ikke som følge af den afsindige ed fra sin egen far, der endog begrænser israelitternes krigslykke.

Du har vist os en anden kærlighed. Ikke at vi skal ofre vores liv som frelsehistoriske brikker, der tjener Israels krigslykke, men at vi derimod, ikke med vor død, men med denne troens strid, som er opfyldt på korset, snarere end vores blotte livsmål, tjener det liv som er givet os i kraft af dig.

Men hvad med mit spørgsmål? Å, jo, jeg tager fejl, om end ikke sådan, som jeg troede at tage fejl. For Jonatan synes at skulle ofres for sin fars ukærlige vantro, således som han førhen i tro på Herren overfor en militær overmagt var villig til med sit liv at give sig dig i vold i trofasthed og lydighed. Der er altså her alligevel et skel mellem hvordan din vilje forvaltes, et skel der skiller menneskehjerterne fra hinanden ved deres mod til at elske i din ånd. Billedligt talt en kløft, eller som med fortællingens ord, et bjergpas, der altså overskrides af Jonatans tro og hans dertil modige hjerte.

Ja, jeg kan nu se, at jeg som Saul ved mit lod blot spurgte dig, for at du kunne fortælle mig dette ene: Hvem det var, der havde forhindret din sejr, eller rettere, min sejr, nemlig at fravriste dig visheden om, at det menneskelige hjerte kunne elske til sorg for sandheden.

Du skulle blot fortælle mig dette ene, ligesom Saul til sorg for kærligheden blot ville have dig til at afsløre, hvem denne ene, der forhindrede hans store sejr, var. Og han ville hermed i sin uligevægt beroliges som hin anden forsmåede elsker, der tror sig modig ved at dø for den kærlighed, der dog ganske anderledes afkræver os vore liv.

Ja, så sandt som det er sagt, da er det Sauls skæbne og et tegn på, hvad der senere skal blive hans lod. Her ender altså den forsmåede elsker sit spørgsmål, der tror sig modigt derved at risikere at dø for kærligheden, dog glad og tilfreds for at have stillet det, fordi sandhedens lod da blev til glæde, og ikke til sorg, for kærligheden.

For modsat Saul lever jeg i nådens tid, hvor du dog ganske anderledes, trods tåbelige spørgsmål, i kraft af ordet afkræver os for vore liv i bønnens strid, snarere end for vor død på den menneskelige vilkårligheds slagmark.

Amen.

6/1 07 (Sl 145)

Jesus kære, stadig er jeg tynget af sorg. For er sandheden end til glæde for kærligheden, som også Paulus skriver, hvordan kan jeg da tynges af sorg derover?

Hvor meget gårsdagens bøn end var til glæde for kærligheden, og dermed for mig, er sandheden mig dog til sorg, ja, endog kærlighedens glæde over sandheden er mig til sorg. Ikke til sorg over bønnen, tværtimod, men over det, jeg ikke bad om; at sandheden dog måtte gøre mig fri, som det er os lovet på kærlighedens tungemål. Jeg håber, ja, jeg ved, du forstår mig, men jeg forstår ikke mig selv. Og for at forstå dig, må jeg først blive forstandig på mig selv og på mine egne søgsmål.

Giv mig da, for ikke at føje sorg til sorg foruden denne forstandighed, et bibelord, ikke til sorg, men til trøst. Altså…

Salmernes Bog, salme 145.

Ja, Herre, du er nær ved alle, der råber til dig i oprigtighed, så nær at vi blot behøvede at hviske, ja, blot at tænke over dig, for at hvile i dit nærvær. Og alligevel råber vi i stedet for at hviske, og hvisker i stedet for at hvile i dig.

For hjertets lovsang fordrer ord, og ordene kræver at blive udråbt til verdens ende, fordi de føler sig grebet af sandheden, og dermed, i og med at hjertet er grebet, finder den sande frihed: friheden til at elske, som er så tydelig her i salmistens lovsang.

Og dog behøver sandheden ikke at blive prist hver dag for Guds egen skyld, for Guds navn behøver ikke en sådan lovprisning. Men sandheden om Guds uudsigelige vælde er for menneskehjertet som bægeret, der flyder over, idet det slet ikke kan tilbageholde lovsangen af ren fryd.

Å, hvem der kender kærlighed, kender ikke en sådan fryd? Og dog er det heller ikke for kærlighedens skyld, at vi lovsynger Guds navn, for kærligheden behøver ikke at udråbes, men blot tavst at hvile i sit ophav.

Nej, det er sandhedens evige trang til ytring af kærligheden, til ytringen af at elske, der får os til at råbe eller hviske, og denne trang glæder kærligheden sig over. Ikke på egne eller på ytringens vegne, men på de elskendes.

Hvordan kunne kærlighedens glæde over sandheden da være mig til sorg – var sorgen da ikke et tab, som sandheden havde forårsaget? Talte slangen da ikke sandt, da den i deres salighed fortalte Adam og Eva, at de blot behøvede at spise et æble fra kundskabens træ, for at deres øjne kunne åbnes, og de som Gud kunne kende godt og ondt?

Se, dette spørgsmål er til sorg for kærligheden, for det er stillet med svig for evigt at sløre vores øjne for godt og ondt, snarere end at åbne dem. Og dog er der et strejf af sandhed bag slangetungens læber, men det er en sandhed, som blot ønsker at trælbinde os til syndens bedrag.

Til trods herfor elsker kærligheden selv denne strejf af sandhed i al dens svig, for kærligheden kan ikke andet end at elske. Men denne kærlighed, som er hinsides salmistens lovprisning, kan kun ende et sted, nemlig på korset.

Elskede du den fulde sandhed, og altså tillige sandheden om menneskets fortabelse, ville du alligevel, trods den nødvendigvis ville medføre døden, elske den fra ende til anden, for dermed at forløse os i dødens stund. Men da også med en angst og sorg i Getsemane, som du, Herre, ønsker at spare ethvert menneskehjerte for.

Derfor slangens svig, og derfor ligeledes en sorg, der blot i kærlighed til dig finder den sande frihed fra løgnen, nemlig i friheden til at elske.

I livet, det sande liv, som forunderligt synes forudsat salmistens jubel, aner jeg prisen, som i Getsemanes Have løskøbte os fra tabets fulde sum og blev givet os som frelse af din angst og kval. Vi fik livet, fik det givet, hvad fik du, som har betalt?

Amen.

7/1 07 (2 Sam 12)

Herre, intet andet har jeg at sige, end at bede dig give mig et ord af dig at meditere over…

Anden Samuelsbog, kapitel 12

Herre, svigt mig ikke, når jeg skal fremlægge min sag for min modpart. For har hun end pint og anklaget mig uden grund, Herre, det ved kun du, har hun gjort det ad kærlighedens krogede veje.

Lad ikke den kærlighed, der har betalt hende såvel som mig ved sit blod, vildlede os. Lad os ikke som David være som den, der i livets fortælling raser over en skændig handling, blot for selv at have begået den.

Lad kærlighedens blod forsone det blod, der hævngerrigt bruser i vores årer. For kærligheden vildleder ikke, blot vildledes vi af vores forargelse over, at en synd vi selv har begået mod dig og mod hinanden, ikke, som i den gamle pagt, betales ved vores eget blod, men ved dit.

Fattede vi blot denne nåde, som er så langt større end din nåde mod David, ville vi ikke i livets fortælling pege på hinanden og sige: Du er den, der bærer skylden i min fortælling.

For evangeliet er ikke blot en fortælling om vore liv hver for sig, men så meget mere, nemlig en menneskeslægtens skæbnefortælling, i hvilken alles liv er vævet ind i hinandens, således som der ikke findes nogen privat synd.

For vi er alle som den, der korsfæstede kærligheden og ved dens blod blev tilgivet, men også befalet at tilgive hinanden herfor.

Herre, lad os da ikke anklage, men tilgive hinanden og derved forstå, at du som livets manuskriptforfatter ikke prøver os over evne, hverken hver for sig eller i forhold til hinanden. For der i menneskeslægtens skæbnefortælling ingen adskillelse herimellem.

Der findes en vej mellem os, hvor vi kan mødes og forsones, og det er, tror jeg, samtidig med vores møde, hver vores vej til evangeliet.

For dette er blot til stede, hvor vi søger hinanden, og det er ikke til stede i en afsides lokalitet i sindet, men midt iblandt os.

Da er vi ikke længere, som under loven, den der selv i hver vores fortælling afsløres som skyldnere, først af vores hykleri, dernæst af vores synd, men tværtimod er vi alle lemmer på samme legeme i dig.

Sådan gives vi livet frem for udspekulerede fabler, fordi du, med en nåde over nåde, med dine fastnaglede hænder bar korsets forargelse uden at ænse dets skam.

Er dette evangelium, som er ét med vor egen, ja, med vor alles skæbne, en fortælling som Natans, som vi som David forarges over, kunne profeten i livet selv, om det ikke var langt forud for hans tid, i den nye pagt sige:

’Lammet i min fortælling, som udgik fra den fattige, er nu endegyldigt blevet ofret for alle fortællingers blodskyld. Enhver der i forargelse blusser op i vrede over, hvem der dog gjorde det og erklærer ham dødsens, skal evangeliet pege på og sige: du er manden!’

For blot ved den nåde, der overgår enhver fattelig nåde, kan enhver der bekender sig til dette erklæres skyldfri, barn af Gud og arving til det evige liv.

Amen.

8/1 07

Å, Herre, du ved, at jeg også bad til dig, langt før jeg bekendte mig som kristen. For som digter fandt jeg intet mere smukt end evangeliet.

Eller hvad man nu skulle kalde det, for egentlig for mig gik min gerning ud på, gennem de kristne jeg omgikkes, at skrive til kristendommens pris og dermed betragte disse mennesker som levende dokumenter med et endeløst potentiale for kunstnerisk bearbejdelse.

Og ingen bebrejdede mig det. Som det hedder, evangeliet blev jo forkyndt i alle tilfælde. I øvrigt var mine motiver rene, de var blot af æstetisk karakter; troen var for mig et middel til kunst.

Gud var et kunstværk så stort og smukt, at al kunst der på den ene eller anden måde var relateret til det levende dokument som skabelsen er, egentlig blot var en efterligning af et billede større end livet.

For en sværmer som mig var kristendommen vel nok at betragte som fiktion, men det Nye Testamente tillige som et digterværk, der som billede på livet egentlig var større end livet selv.

Se, den slags mentale tilstande rubriceres af den sekulære psykiatri, ligesom fortløbende forelskelser, vanligt som en slags udiagnosticerede og godartede psykoser, i og med at de rummes af den norm, som netop er udenfor psykiatriens fagområde. Men hvad er der at sige i teologisk tale om sådanne tilstande?

Nu taler teologien heldigvis ikke i diagnosens sprogbrug, så nogen diagnose af min tidligere mentale tilstand skal jeg ikke forvente. Og dog, på omvendt vis, forstår jeg her talen om korsets forargelse, idet jeg på skrømt pådrog mig denne.

Men kun på skrømt, for hvor jeg fandt uudsigelig æstetisk skønhed, blev jeg blændet heraf, og forstod aldrig til fulde, ja, forargedes endda selv herover, at jeg sammen med Jesus skulle erkende skyld og forhånelse i lidelsen.

For hvilken skyld var det, jeg her skulle erkende som forhånelse: det var alt køds skyld, som den kristne til min forargelse skulle bære på til sit livs ende; men derudover tillige verdens skyld, der ligger på Jesus, som skulle falde på mig, der blot fandt æstetisk nydelse i pinen.

Tanken, at den kristnes gennemlidelse af fællesskabet med Jesus Kristus blev til stedfortrædende lidelse for verden, fandt jeg for sindet mere smuk end noget andet; for Kristus kunne jeg lide, og jeg led under de tungeste byrder, som sindssygdomme har at byde på. Men at lide for Kristi skyld, og samtidig anerkende, at det var en forhånelse, kunne jeg ikke.

Dog, Herre, du sendte mig et menneske, som, uafvidende sin kærligheds magt, med sine kærtegn lod dommen komme over synden, denne som verden foragter og ryster af sig. Overfor mig selv kunne jeg pryde mit sind med æstetisk nydelse i pinen, men overfor dette menneske har jeg gang på gang måtte bøje mig under din dom.

Men jeg har vel at mærke, efter nogen tænkepause, gjort det i taknemmelighed over, at du delagtiggjorde mig, ikke i den æstetiske pinsel, men i Kristi uskyldige lidelse, ikke til trods for, men tillige med min egen lod og del i skylden.

Herefter har jeg ikke haft at gøre med at søge den æstetiske pinsel, men derimod min næste i erkendelsen af, at jeg ville spilde timer og atter timer, blot for få øjeblikkes ensom nydelse, hvor jeg ellers havde mere end nok at bestille med, i tillid til nåden overfor enhver under dommen, i min næstes pinsel at finde dig.

Hvor tiden før faldt mig lang, er det nu mig, der er den utilstrækkelig. Men jeg ved nu, at den menneskelige utilstrækkelighed netop er skabelsens lod og i en vis forstand også dens lykke.

Livet er ikke en destination, vi nogensinde vil nå, men en rejse, fuld af fejl og forsinkelser, rettet mod et endnu ukendt mål, således som dommen nødvendigvis må være det.

Amen.

9/1 07

Å, min kære bror og mester, giv mig, ikke blot et givet bibelord, men netop det bibelord, med hvilket du ønsker i aften at meddele dig til mig. Da vil jeg tale med dig om det, i første omgang uden nogen pen og noget papir som formidler, og først derefter måske fælde noget ned. Jeg trækker altså dette lod…

Salmernes Bog, salme 20.

På husgavle og banetunneler står der sprayet, at Jesus lever, men i dag er et sådant glædesbudskab her på Nørrebro, langt fra Zion, afhængig af Guds hjælp for at undgå bødestraf.

Eller rettere, bødestraffen indgår i Guds register, såvel som de sidste, den dag de råber, skal blive de første, og hjertet således, som den fattige i ånden, tilbagebetales den salighed, det ønsker, ikke i mønt og penge, men i glæde og fred.

Å, var glæde og fred da nogensinde skabelsens lod? Se blot historien; fulgte den en menneskelig plan, var der i hvert fald intet menneske, der havde lykkedes en sådan med glæde og fred på sinde.

Hvordan kan nogen også det, Herre, når ethvert parti og enhver fraktion af menneskeslægten nagler hver deres reklameplakater fast i dit navn, og i al forfængelig smålighed alene heri, som en momentan sindssyge, finder alle ønsker opfyldt, uden dog at have fået opfyldt et eneste?

Tror de, ja, ved de nu, at de rejser sig og holder stand, hvis lykkens lodseddel vil trække netop deres salvede konge frem for alles åsyn og verdens spotlights?

Så ville de også vide, hvad du svarede derpå, du der blev salvet til din død af en fattig skøge; at der ville komme en time, ja, at den var kommet, hvor de alle ville spredes hver til sit, og efterlade dig alene.

Hvor ingen, og da slet ikke reklameplakaternes forfattere, forstod, at spraydåserne med sin forkyndelse skulle gøre ethvert parti og enhver fraktions slogan til et stort selvmål, et ådsel som langsomt åd sig selv op under stor tumult.

Og op gennem historien nærmest rituelt skulle gøre det gang på gang, uafvidende at din da allerede forladte og næsten uhørligt spæde røst før korsfæstelsen endegyldigt havde tilkendegivet, hvad ingen reklameplakats slogan, endsige bødestraf, ville kunne fratage gadens åndsfattige profeter:

Vær frimodige, jeg har overvundet verden.

Amen.

10/1 07 Matt 5,3

Kære Jesus, når jeg beder til dig, er jeg som kunstneren, der står foran at male et kunstværk, og som spørger sig selv, hvorvidt han skal lade sin tekniske kunnen eller tilfældet råde.

Ikke lade det råde som et udslag en tilfældighed, men snarere modsat, som et udslag af en absolut nødvendighed, der står over den blotte tekniske kunnen.

Ikke således at forstå, at kunstværket for mig er selve bønnen. Nej, kunstværket er, om ikke dig, da et billede på dig. Du er for mig så meget mere end et kunstværk, men i vores åndelige fattigdom, der vel at mærke ikke er at forveksle med hine fattige i ånden, er kunstværket det største, vi har at sammenligne dig med.

Tilgiv os denne fattigdom, og giv os hin åndelige armod, at vi ikke igen ringeagter dit væsens udtrykte billede, men som salighedens søgen finder det ukunstlede og naturlige i det syge og åndssløve.

Og når jeg skriver, at jeg spørger mig selv, om jeg skal lade min tekniske kunnen eller tilfældet råde, er førstnævnte de færdigheder, hvormed jeg i kraft af æstetisk åndfuldhed søger dig, og sidstnævnte den absolutte nødvendighed, der består i din vilje, upåvirkelig af min, således som den jo er, når jeg trækker et lod.

Altså skal jeg vælge mellem, som nu, at lade mig søge dig gennem æstetiske færdigheder, eller at lade dig søge mig ved den nødvendighed, som loddet påhviler mig.

Og dog er der en tredje vej, og jeg ved, at den er hinsides nogen menneskelig kunst, som altid må søge, men aldrig vil finde. For ved denne tredje vej er det ikke mennesket, der finder dig, men derimod dig, der finder os.

Den går ikke gennem kunstens åndelige fattigdom, der sandelig forstår at gøre en dyd af sin egen påståede nødvendighed. Den går gennem hin åndelige fattigdom, der sidst af alt gør en dyd af sig selv, og vel at mærke slet ikke forekommer sig selv at være nødvendig, men netop i kraft heraf kan gøre en dyd af dig.

Dog, den åndelige fattigdom, som søger kunstens virkemidler, i den fattigdom, i hvilken jeg befinder mig, er der blot én vej til hin fattigdom i ånden, hvorved Himmeriget er givet. Og den går, såvel som salighedens søgen, gennem at finde det ukunstlede og naturlige i det syge og åndssløve.

Ja, Herre, du er mit vidne på, at det alene var gennem det ukunstlede og naturlige hos en syg og åndssløv på anstalten Sct. Hans, at jeg blev ledt på vejen mod dig.

For hun elskede den fulde sandhed, således som den aldrig vil kunne rummes af kunsten, og således som en sådan kærlighed ved den sande nødvendighed ikke kan ende andetsteds, end på korset med dets bæltefikseringer, indespærring, tvangsmedicinering og vold.

Og hun elskede sandheden til det sidste, på trods af, at den, til kærlighedens bedrøvelse, lod hende spærres inde i sin celle, og ene gemme nøglen hertil i sit hjertes dyb.

Og dog var dette Himmeriget. Og dog tror jeg, at hun, i en jammer dybere nede i sjælen, end hvad der er givet noget menneske at udgrunde, var salig.

For hun havde din nådes segl, idet hun, i al elendigheds skikkelse, led under ’den sværeste og højeste anfægtelse og lidelse, hvormed Gud undertiden angriber og øver sin store helgen, og som man plejer at kalde desertionem gratiae (nådens bortvigen), hvor menneskets hjerte føler det, som om Gud har forladt det med sin nåde, og ikke mere vil være hendes’.

Sådan skriver Luther. Ak, har min sølle forbøn haft nogen magt, kan du bevidne, Herre, at jeg, som følge af hendes anfægtelse og lidelse, bad samme bøn gang på gang for hende, og således, om jeg kan tiltro min forbøn på nogen måde at have været hende en lindring, i kraft heraf langsomt blev ledt mod dig.

Men altså på særeste vis, blot i kraft af hendes salighed. For således består hendes lidelse i salighed, og måske stirrer vi os så blinde på hendes smerte, og de navne vi tillægger denne, at vores fattigdoms ordforråd for hende bliver det sande fængsel.

Og dog lader hun sig kalde ved navn, for derved frivilligt at betræde denne Himmerigets jordiske celle. For hun ved, at intet menneske og ingen behandler har nøglen dertil. Den har hun blot selv, fæstnet som et saligheds segl på sin nøgne hud.

Hav nåde med psykotikeren

hav nåde med Tina

hendes sjæl er dine tanker

hendes hjerte er dit blod

men hendes sind af købmænd

solgt som menneskets bod

hav nåde med psykotikeren

Amen.

15/1 07 3 Mos 21,13

Jesus, min Herre, jeg sidder her nøgen foran dig med krucifikset på mit computerbord.

Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige eller skrive, som du et moment heller ikke vidste det før din skæbnetime (Joh 12,27). Dog fandt du ordene, sådan som jeg også håber, at du vil lade mig finde ordene nu.

Jeg ved ikke, om jeg skal trække et bibelord, eller…jeg ved faktisk ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Så jeg vil trække et, og bare med en sætning fra dette, som jeg vil citere her, høre dig tale til mig. Jeg trækker…3 Mos 21.

Vers 13: ”Han skal gifte sig med en kvinde, mens hun er jomfru”.

Jeg har valgt følgende skriftsted, der godt nok omhandler et bud til Israels præster, men som jeg løsriver fra konteksten, og lader det gælde den enkelte troende, idet vi alle som en er lige for Gud, dels fordi Gud i nådens tid ikke gør forskel på nogen, og dels fordi alle præsteskabets bestemmelser af samme grund ved evangeliet er sat ud af kraft.

Altså gælder disse bestemmelser på samme tid for de kristne alle og ingen. Alle fordi hver af os, og ikke blot præsteskabet, nu er underlagt én og samme lov, og ingen fordi præsteskabets lov er sat ud af kraft.

Og dog står de at læse i den hellige Bibel, vel ikke uden grund. Og således har det også betydning for mig. Dels har jeg et kærlighedsforhold til en kvinde, jeg ikke er gift med, og dels, hvis vi da skulle gifte os, og således med tilbagevirkende kraft søge at efterkomme, hvad der i skriften synes forudsat, var hun alligevel ikke jomfru, før hun mødte mig.

Hvad har dette skriftsted da at sige mig – og at sige os alle? Gælder det ingen af os, fordi Guds lov har omstødt den lov, som det ikke var os mennesker muligt at opfylde – eller gælder det os alle, fordi loven netop ved evangeliet blev gjort gældende, og i så tilfælde, ikke blot for Israels præster, men for os alle, idet vi alle, for at være under nåden, også må være lovens overtrædere? Er det sidste tilfældet, hvad Paulus synes at mene, har dette skriftsted også noget at sige mig.

For det første: Da jeg lever i den nye pagt, hvor du er den eneste af Gud givne og gyldige præst, har du taget præsteskabets hellighed på dig, da vi mennesker ikke var i stand til at bære det og leve op til dets bestemmelser. De er altså ikke længere gyldige i juridisk forstand, men så sandt som vi er Guds børn, og så sandt som du levede op til hele loven, uden i juridisk forstand at være præst efter dette skriftsteds bestemmelser, er der vendt op og ned på årsag og følge. Hvor der i den gamle pagt af at overholde loven fulgte retfærdiggørelse, følger der i den nye alene retfærdiggørelse af nåde – det vil sige af lovens overtrædelse, foruden hvilken nåden ikke ville være nåde, men blot jura.

For det andet: Den gammeltestamentlige lov opfyldes, som Paulus skriver, i den nye pagt ene og alene af kærlighed. Et kærlighedsforhold skal altså, lige meget om det har fået en præsts velsignelse eller ej, bedømmes på kærlighedens præmisser, idet kærlighed til næsten ikke beror på lovgyldighed, såsom det er tilfældet under loven, men alene på tro – med andre ord; det at elske er ikke længere en ret, vi er givet overfor vores ægtefælle, men derimod en pligt overfor enhver, der er vores næste.

For det tredje: Da kærligheden ikke længere er en ret med lovhjemmel, men en pligt, der opfylder loven, er den ikke begrænset af lovens bogstav, tværtimod. Alt hvad der opfylder loven, underkender, ja, annullerer lovens bogstav, hvis vi da ikke skal hjemfalde til dom, ved som farisæerne at søge dens bogstav frem for dens ånd.

Herre, tak fordi du med denne ånd lod mig finde ordene, såvel som du et kort øjeblik på menneskelig vis led samme skæbne, som jeg gjorde i starten af bønnen – ikke at finde ord.

Og du led endda dobbelt, idet du ikke blot en kort stund måtte savne ordets mod, men tillige måtte følge dets befaling, og således stadfæste din lov, der sætter kærligheden fri, frem for at trælbinde den til bud, der blot trælbandt os til synden.

Amen.

15/1 07 (bøn 2) (ApG 21,11)

Herre, igen sidder jeg nøgen foran dig, eller rettere, krucifikset står på mit natbord, mens jeg lytter til Jefferson Airplane. Jeg har svært ved at slippe dig, svært ved at overgive mig til søvnen. For lige såvel som jeg længes efter døden, frygter jeg den.

Eller rettere frygter jeg mørkets og den fuldstændige tavsheds ensomhed, hvor selv dit krucifiks ikke synes at kunne beskytte mig mod den ensomhed og angst, som livet er så fuld af, og som blot endegyldigt med døden synes at finde sin forløsning.

Eller tager jeg fejl? Å, fortæl mig det, lad mig lære af et kapitel, fra hvilket jeg vil vælge et citat…ApG 21.

Vers 11: ”Dette siger Helligånden: Sådan skal jøderne i Jerusalem binde den mand, som ejer dette bælte, og de skal overgive ham i hedningers hænder”.

Først er der at bemærke, at udsagnet kommer fra Helligånden selv, og således i al sin profetiske rædsel må stemme overens med sandheden om den følgende tids begivenheder, der her i citatet vel at mærke omhandler Paulus.

Således som heller ikke mit krucifiks kan, eller rettere, vil, beskytte mig mod den ensomhed og angst, som livet er så fuld af, og som til fulde venter Paulus i Jerusalem.

Og hvorfor ikke? Paulus lider jo for dit navns skyld, men for hvis skyld lider jeg?

Lider jeg under mine egne synder, opdrages jeg øjensynligt blot i retfærdighedens tjeneste. Dette tror jeg blot ikke er tilfældet.

Men at jeg under angst og ensomhed lider for dit navns skyld, tror jeg heller ikke, jeg gør, for denne lidelse er frivillig, og jeg ved så meget, at jeg, modsat Paulus, øjensynligt ikke har noget valg, og således slet ikke stilles overfor fristelsen til at fravælge mig lidelsen i dit navn.

Hvis jeg hverken lider for det onde, således at du tugter mig, men heller ikke for det gode, idet lidelsen da ville være frivillig, hvorfor lider jeg da?

Jeg finder her i dette skriftsted ethvert menneskebarns uomgængelige skæbne. At lade sig binde af sine egne frænder, for Paulus vedkommende altså jøderne, af sine elskede, uanset hvem man er. For er dette ikke ethvert menneskebarns lod?

Få er begavet med en sådan fornemmelse for virkeligheden, men er vi ikke alle belastet af den?

Ikke at jeg anklager nogen for svig og svigt, blot konstaterer jeg en menneskelig lov, som jeg finder bekræftet hver nat, hvor jeg bærer på en arv af ensomhed og angst, som følger enhver, generation efter generation.

Men hvilken mening har denne lidelse, hvordan skulle den vidne om evangeliet og om Guds nåde?

Måske derved, at vi for at forstå Jesu lidelse, eller rettere, for at vi forstår hvorfor han således led for os, må gennemlide om blot en brøkdel deraf. For lades vi ikke også af vores kære i hedningers hænder, det vil sige i hænderne på mennesker, der ikke er søstre, brødre, fædre eller mødre?

Var arven fra vores egne frænder menneskebarnets lod, er da det at overgives i fremmedes hænder blandt fremmede, da ikke det fuldvoksne menneskes lod? Ikke blot at gives angsten og ensomheden i vold blandt frænder, så smertefuldt det end er, men også blandt ubekendte fremmede, sådan som den fuldvoksnes liv er omringet af ubekendte fremmede mennesker, der er lysår væk for hjerte og sjæl.

Men tilbage til spørgsmålet. For der er mere at svare derpå.

For vi gennemlever ikke blot lidelsen for at forstå, hvorledes Jesus måtte lide, som var lidelsen et slags medium for gensidig forståelse. Lidelsen er også et soningsmiddel for arvesynden, således som Jesus måtte bære den sammen med hver enkelt af os, uanset om vi fornemmer virkeligheden eller ej.

Og da lider vi for synderne, sådan som vi, som Paulus, begik dem overfor vores egne frænder, samtidig med at vi lider under en arv, som i sidste ende, hvad der meget vel kan have foresvævet Paulus, udfries af døden.

Der er dog en væsentlig forskel. For Paulus går, på Helligåndens ord, mod en døden ad en vej, der er langt værre en min angst og ensomhed. For trods min angst og ensomhed, bliver det dog ved den. For Paulus, derimod, brydes Adams arv ved at opsøge angstens hjemsted ganske frivilligt, ligesom du.

Der er altså to niveauer at vidne om evangeliet og Guds nåde på. Der er både ved den passive og resignerende lidelse, der dog erkender at være sit vidnesbyrd, men tillige er der, som Paulus, det vidnesbyrd, der opsøger lidelsen for dermed så meget desto mere at kunne være evangeliets tjener i dit navn.

Herre, jeg magter det ikke. I hvert fald ikke endnu. Så lad mig da, så længe jeg plages tilstrækkeligt heraf, lade det blive ved den resignerede angst og ensomhed i dine hænder.

Måske da jeg kan sove ind med et blot en lille smule større tryghed i bevidstheden om med dig at lide den brøkdel af, hvad du gennemled for mig.

Amen

15/1 07 (3. bøn) (Rom 3,25)

Ak, Herre, om morgenen frygter jeg aftenen, om aftenen natten og om natten morgenen. I dag frygter jeg i morgen, og i morgen frygter jeg i overmorgen.

Er mit liv da blot endeløs pinsel, blot en stadigt mere og mere trang vej mod døden? Er bønnens lindring da altid blot midlertidig, og altid blot en stakket lindring som pinslen benytter sig af, for stadigt accelererende at finde nye veje, nye måder at pine mig på? Hvad er dog meningen med en depression, hvem kan jeg tale med, når jeg har talt med så mange, og jeg stadig føler mig ensom og misforstået? Giv mig et bibelkapitel, og lad mig udvælge et citat at bede til dig over…Rom 3.

Vers 25: ”Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede”

Ja, Herre, når jeg læser disse linier, og jeg ser dig korsfæstet på mit krucifiks, er det som om jeg mærker dit blod strømme, som var det mig næsten en fryd. Ikke således at jeg glæder mig over din lidelse, men tværtimod over din kærlighed, for jo mere din pinsel øges, des mindre bliver min.

Hvem kan ellers lide med mig, således at hans eller hendes lidelse gør min mindre, sådan som du kan? Måske er det bare en stakket lindring. Og dog.

For dit sonoffer skulle ikke alene lindre min smerte, men så meget mere; den skulle vise din retfærdighed, sådan at jeg renses ved korsets forbandelse over dig. Altså at den smerte, der går i arv, her får en mulighed for at brydes ved ikke at lade straffen for tidligere tiders synder komme over mig. Men, Herre, hvorfor lider jeg da stadigvæk, når jeg nu ikke straffes for andres tidligere synder, når nu syndens kæde er brudt? Du led for mig og for alle andre, men hvem lider jeg nu for?

Min lidelse er hverken dig, mig selv eller nogen andre til gavn. Jeg ved, at din retfærdighed renser mig og enhver anden, der tror, såvel som tidligere tiders overtrædere fra synd, men dog ikke fra lidelse, for jeg lider stadigvæk. Nok er din retfærdighed mig til glæde, men er den mig til gavn, når nu jeg lider, hvad enten jeg er renset fra synd eller ej?

Jo, den er mig til gavn, men på næsten uforklarlig vis, idet dit blod på korset som sagt er mig en fryd og glæde, der også er til gavn. For fryden og glæden, var den end en stakket lindring, har dog endelig brudt syndens arv i kraft af din retfærdighed.

Og denne retfærdighed er ikke blot en stakket lindring, men det stik modsatte, nemlig en endegyldig helbredelse. Ikke i sjælelig forstand, for her er der stadigvæk sorg og klage, men dog er jeg helbredt i åndelig forstand. For mens sjælelivet fluktuerer, skifter og forandres i stadigt nye mønstre, er ånden dog af en ganske anden substans.

Ikke bare at den ved troen er en uforanderlig lov i mig, der tjener retfærdigheden, men tillige at den, modsat sjælelivet, varer ved med at være, som den er, og ikke blot er, som den fra øjeblik til øjeblik tager sig ud og mærkes.

For som min sjæl lider, lider dog også min ånd med den, men ånden ser klarere og længere og ved, at lidelsen er midlertidig. Og at frygten for sjælen veksler med fryd, såvel som dag med nat, for herom taler ånden med dig, når den ser dig på korset.

Lider sjælen, så lider også ånden, men det er sjælen, der er syg, og ikke ånden, og åndens helbredelse ved korset er den en sådan fryd, at den smitter med glæde, sådan som tidligere tiders arv smittede med synd.

For et ubesmittet menneske, med hvem jeg kan tale, har en gang for alle frembragt et offer, der brød denne arv, om end den ved troens kamp for sjælen må brydes igen fra generation til generation, ja, fra dag til dag, og endog, om det skal være, fra time til time.

Amen.

16/1 07 (Mark 5,28)

Hvilket vidunder seksualitet er! Og hvilken stedmoderlig behandling den dog til trods herfor i det Nye Testamente og af profeterne får. Ja, bortset fra enkelte gardinprædikener, synes førstnævnte, mit hellige skrift, nærmest at tie den ihjel.

Hvordan kan det være, Herre, at elskovs gave i ånden kan synes at være så ringeagtet? Giv mig et bibelkapitel fra det Nye Testamente, så jeg bedre kan forstå…Mark 5.

Vers 28: ”For hun tænkte: ’Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst’”.

Herren være lovet, hvilket mysterium den menneskelige seksualitet er! Og hvilken vidunderlig kvinde, Markus her beretter om.

Så længe jeg kan huske at have kendt denne historie om den blodsottige kvinde, har jeg været fængslet af den…og af hende.

Ikke at blødningerne, eller den sygdom, de er et udtryk for, har interesseret mig nøjere, men de udspringer vel at mærke fra kønnet, og er, udover at de gør hende uren som følge af moseloven, en kilde til lidelse. Derfor skælver hun af skræk, selv efter at være blevet helbredt, således som enhver kvinde dog må gøre, efter at have vovet at røre ved Gud selv, som følge af en sygdom, der gør hende uren.

Men hvad er din reaktion, Herre? Du roser den brave kvinde for hendes tro, om end hun skælver af skræk for at have vanhelliget dig, og lader den frelse hende.

Og dette i mere end en forstand. For blødningerne var jo allerede da holdt op. Altså er blødningerne fra hendes køn, fra at have været en kilde til lidelse, nu en kilde til frelse i kraft af hendes tro. Og dette sidste er vigtigere for Markus at fortælle end det første, og det synes også at have været vigtigere for dig, Herre, siden du efterspørger, hvem det var, der rørte ved dig.

Dit svar til hende i vers 34 er næsten ordret identisk med dit svar til synderinden, der ifølge Lukas salver dig i farisæerens hus, vel at mærke med den nardusolie, der også i Højsangen har en erotisk valør.

Med andre ord, Herre, du fornægter ikke den menneskelige, og slet ikke den kvindelige, seksualitet. Tværtimod bliver den her en vej til frelse, idet berøringen for hendes tro synes at være forudsat hendes helbredelse. Og vigtigere endnu: hendes frelse.

Ville en mand have ræsonneret lige sådan? Og ville en mand have behøvet at røre ved dig, for dermed at frelses? Det tredje og sidste sted i evangelierne, hvor du forlader synd med ordene fra vers 34, er Mark 10,52, og her er der tale om den blinde ved Jeriko, som du helbreder efter at have talt med ham og uden de to andre skriftsteders fysiske berøring, der vel at mærke begge steder er kvindernes berøring af dig.

Hvad vil jeg da sige med alt dette? Jo, seksualitet er dig ikke fremmed, såvel som intet menneskeligt er dig fremmed. Og i en vis forstand, selvom du ikke selv giver udtryk for begær, kender du dog menneskesjælen til bunds, og fratager ikke hverken synderinden eller Maria salvningens nydelse, der på smukkeste vis forener den erotisk ladede berøring med den åndelige kærligheds hunger. Tværtimod forsvarer du begge kvinder mod omgivelsernes forargelse.

Således også her. Intet menneske har fortalt den blodsottige kvinde, at hun vil blive frelst, bare hun rører ved dit tøj. Det er en tiltro til berøringen af dig, som kun kan være udsprunget af kærlighedens hunger efter at give og modtage. At turde række ud, for derved at blive nået. Er ikke således, i fysisk forstand, selve definitionen på kærtegnet?

Herre, jeg takker dig oprigtigt for at have frelst hende, fordi hun turde noget, som ingen mand ville have turdet, nemlig at stole på sin trang til at berøre frelsen selv.

At række ud, for derved at få noget, der vel nok er større end noget som helst erotisk kærtegn, nemlig frelsen, men som forudsætter lidelsen af blødninger fra kønnet. Intet andet kan jeg sige, end at dette, som blev hendes vej til frelse i al evighed, nok krævede tro, men som også krævede noget andet, der alt for ofte er en hindring for seksualitetens inderligheds udfoldelse, nemlig mod.

Amen.

16/1 07 (2. bøn) (1 Kor 3,16)

Var det ikke for hende, der er min elskede, var jeg aldrig kommet til troens bekendelse, om end hun end ikke selv er bekendende kristen. Herre, det er du mit vidne på. Jeg ved ikke hvorfor, og endnu mindre gør hun det, men du ved det.

Det ved jeg, fordi du fuldt ud kender både hendes og mit hjerte. Da, Herre Jesus, fortæl mig hvorfor, fortæl mig hvordan kærligheden til et andet menneske kan føre til troens bekendelse, sådan som det skete for mig.

Og gør det i sagens natur med et kapitel fra det Nye Testamente. Men giv mig denne gang tre muligheder…det blev 1 Kor 3.

Vers 16: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?”

”Staring through the window/ to the stars high above/ time passes slow/ when you’re searching for love” . Også en længselsfuld poet som Bob Dylan synes at vide, eller i hvert fald, ane at være Guds tempel og bosted for Guds ånd.

Men hvad han her ikke lader til at ane er, at han ikke behøver længes mod stjernerne for at finde kærligheden, men kan finde den i sig selv, så sandt som også han er Guds tempel, og Guds ånd også bor i ham. Kroppen er i poetens udsagn underligt splittet fra kærligheden, sådan som den er det i længslen.

Og er det ikke netop den paradoksale længsel, som dette skriftsted advarer imod – dels imod den længsel efter Gud, der fører til at søge kærligheden i den promiskuøse nydelse af kroppen i stedet for at finde den i hjertet, og dels imod den længsel efter Gud, der søger ham i stjernerne, fjernt fra andre mennesker, i stedet for at finde dig i åndens fællesskab?

Men nu til min bøns forespørgsel. Og her tror jeg, både for mit og for min elskedes vedkommende, at svaret på dette skriftsteds spørgsmål måtte være både et ja og et nej.

Et ja, fordi vi uden at være os det bevidst, har været bærere af Guds ånd i kraft af vores kærlighed, som aldrig ville have kunnet blomstre, hvis ikke det var fordi, den blev givet vækst af Guds ånd.

Og et nej, fordi vi netop ikke var os dette bevidst. For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. Sådan lyder det fra Paulus’ hånd i Romerbrevet.

For på den ene side søgte vi hverken Gud ånd i promiskuiteten eller i stjernerne, men i den kærligheds rigdom, vi fandt i hinandens nærvær, og på den måde fandt jeg dig gennem hende, uden at min elskede af naturen var andet end sin egen – og dermed din – lov, idet hun gjorde, hvad kærlighedens lov foreskrev.

Men på den anden side, om man skulle besvare skriftstedets spørgsmål bogstaveligt, vidste vi jo ikke alt dette. Og dog blev jeg mig det bevidst.

Og nu kommer det underlige. For det var netop i kraft af min elskedes kyskhed af naturen, at jeg blev vundet for den kristne tro, uden at min elskede blev det. Min elskede havde altså loven skrevet i sit hjerte, hvad angik kærligheden til mig, dog uden at vide af at være Guds tempel og bosted for Guds ånd.

Måske var hun det heller ikke, måske er det bare noget jeg bilder mig ind. Blot en ting ved jeg, såvel som du, med sikkerhed: Hun var for mig vejen til den kristne trosbekendelse. Du ved det, og du vidste det endnu før mig, fordi du sendte hende til mig, før jeg mig nogen bekendelse bevidst.

Og ligeledes sendte du mig til hende, endnu før hendes hjerte kendte til eksistensen af en sådan kærlighed som vores, og dermed også havde nogen mulighed for at forstå en bøn som denne, endsige skriftstedets spørgsmål.

Men blot du kender hendes hjerte, Herre, blot du ved, hvordan hun i hjertekulens lønkammer i dag ville besvare skriftstedets spørgsmål. For min tro, uanset hendes, er at hun for mig var bostedet par excellence for Guds ånd, måtte det end være uden eget vidende.

Eller rettere sagt, måtte det netop, sådan som jeg nu beder, Herre, være med eget vidende.

Amen.

17/1 07

Skal jeg…kære Herre, er det…sådan, jeg skal sige det? Hvordan ved jeg, hvad jeg skal sige, når jeg skal bede? Hvordan ved jeg…hvad du ønsker at høre mig sige…det vil sige, hvad jeg…å, Herre, giv mig et bibelkapitel, og lad mig fra det i min forvirring søge ord, jeg mener, finde…finde dig…1 Tim 2.

Vers 5: ”For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus”

Å, så svært jeg har ved at være til stede i mig selv. Så svært ved at være til stede, hvor du er. Men lige meget hvor jeg flygter hen, kan jeg ikke undslippe dig. Og da jeg så resignerer, og lader være med at søge at flygte, finder jeg dig dog ikke.

Blot først langsomt, og da pludseligt, erfarer jeg din tilstedeværelse med en ganske anden og større betydningsbevidsthed. Hele tiden som i elskov har været i mig, men hvor du først var fjernt inde i mig, er du mig nu nærmere, end jeg selv er.

Du er blevet et menneske i mig, du er blevet til mig i mit indre menneske. Ikke at mit legeme nu fyldes af Helligånd. Nej, det fyldes af dig.

Jeg mærker dig i mig i blot dette evige, men alligevel nok så undseelige øjeblik, prosaisk talt sikkert kun få sekunder. Så forsvinder ordene igen, da jeg netop i afgørende stund ikke ved, hvad jeg skal sige, og efterfølgende glemmer hvordan det var, jeg vidste, hvad jeg skulle sige, nemlig ved at mærke dig i mig.

I øvrigt måtte ordene vel nødvendigvis forsvinde. For du har allerede vist mig, ikke hvad du ønskede at høre mig sige, men hvad jeg selv ønskede at erfare og sige, om end denne erfaring var hinsides min egen vilje.

Amen.

26/1 07 (1 Kor 5,13b med salme)

Vers 13b : ”I skal udrydde den onde af jeres midte.”

Herre, er det ikke sådan, at Paulus her i bedste fald svigter Kristi kærlighed – og i værste fald, med sine egne ord, falder ud af nåden? Og dog står det, han har skrevet, her at læse sort på hvidt – eller så at sige sort på rødt – med sit fascistoide credo. Og er måske frelsen virkelig således, som et nådesløst tog, der i nådens navn elsker alt, der befinder sig indenfor nådens grænse, men er nagelfast i sin nådesløshed mod alt, der befinder sig udenfor? For nåden har vel grænser, ikke sandt? Eller er det måske Paulus, der står sidst i frelsens kø, og manden der levede i utugt først?

Nogle siger at toget er kørt

andre at det ikke er kommet endnu

og endnu andre at det aldrig kommer

et eller andet foretagende

som man kan eller bør tilslutte sig

som man måske har tilsluttet sig

og måske vil forlade

eller som det er for sent at tilslutte sig

er det ikke sådan frelsen er

efter et stykke tid er gået

hvor toget er kørt

og ladt tiden der går

bag sig

stadig mere plettet

af stigmata og størknet blod?

er enhver apologi for elskov

ensbetydende med

en skæbne som affaldsprodukt

langs togets evigt

blodplettede banestrækning

tjener digteren således med

sit liv som vederlag

ikke nogen højere sags tjeneste

i dette tilfælde er hver

eneste tåre spildt

hvor tungt den end er faldet

men er dog i godt selskab

med Medea og Ødipus

eller for den sags skyld

Romeo og Julie

da er det sådan at

en kvinde og en mand elsker hinanden

da den ene tages med

og den anden lades tilbage

forelsker han sig igen;

to mænd elsker den samme kvinde

da den ene tages med

og den anden lades tilbage

dør kvinden kort forinden;

to kvinder elsker den samme mand

da den ene tages med

og den anden lades tilbage

bliver manden med den anden –

en kvinde og en mand tages med

de elsker hverken hinanden eller det liv de har

men en mand og en kvinde lades tilbage

de elsker hinanden med nøjagtig samme glød

som de elsker det liv der har forladt dem

26/1 07 (2. bøn) (Præd 3,1-2)

Vers 1-2: ”Alting har en tid, for alt hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde.”

Herre, for en digter er der en tid til, som en junkie sin forbindelse, forpint at afvente inspirationens ankomst.

En tid til at indånde inspirationen uden at ryste på hånden, om end i hele resten af kroppen at rystes af den begyndende sindsro, når der åndes ud.

En tid til at grifle nogle ord ned.

En tid til, før det er for sent, med et skarpt snit at ofre noget blod fra et hvilket som helst sted på digterens egen krop, for at plette papiret med de sjælelige sår, som følger af at turde udløse tankens sum som handling.

En tid til at ordene langsomt begynder at leve og handle på egen hånd som følge af denne blodtilførsel.

En tid til at forbinde, forpleje og forplante ordene med en stille, men støt stigende nervøsitet for, om de overlever disse begyndende rystelser på hænderne, forårsaget af en stadigt mindre tilførsel af ilt, ja, en nervøsitet for, om digteren selv vil kvæles under en ulmende borgerkrig på papiret.

En tid til rastløst at ville udrense tankeforstyrrelser og syntaksfejl indtil sindet først er retoucheret og siden forskønnet så tilpas meget, at idéen med sit sidste åndedrag har fuldendt sin gerning i én: Den gode sæd står skrevet mellem linierne, de linier der nu begynder at ligne et digt, hvis man skal tage det for pålydende. Hvilket digteren godt ved, man ikke burde, for i løbet af ganske få sekunder passerer pludseligt hele Guds blodplettede frelsehistorie digterens sind i en eneste lignelse; tankeforstyrrelser og syntaksfejl vokser i hver linie sammen med den gode sæd, og høstens herre, der på sin dag, og først da, vil skille hveden fra ukrudtet, er ikke digteren selv, ja, digteren selv eksisterer ikke længere.

En tid til derefter at hvile og påbegynde en ny eksistens, indtil dette der fødes efterhånden begynder at dø, og de første spæde tegn på længsel efter liv kommer til syne; en lang og stadig mere og mere pinagtig venten på inspirationens ankomst…

Amen.

Herre, stadig er jeg optaget af elskov som en slags kraft, der gennemsyrer enhver i al hans eller hendes færd. Og jeg finder den også alle vegne, også i dit ord. Jeg har hørt denne opfattelse betegnet som panseksualitet, nemlig at seksualitetens kræfter gennemsyrer alt og er allestedsnærværende i alle naturens kræfter og love. Giv mig da et bibelord, der på godt og ondt gør mig klogere på denne orientering. Jeg ved, at jeg vil komme med indlægning i ordet, snarere end udlægning, men da dette, modsat eksegesen, er enhver bøns nødvendige vilkår, bekymrer det mig ikke det fjerneste. Men, Herre, giv mig tre muligheder….

26/1 07 Dagens 3. bøn (Sl 139,17)

Vers 17: ”Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud!”

Herre, enhver bøn placerer sig selv et sted midt mellem to poler. Nemlig mellem at være en fuldstændigt tilfældig kombination af tegn med en talværdi, der blot er et nummer i rækken af numre, og at være selveste kombinationen af tegn, hvis talværdi bogstavelig talt er fuldstændig og udenfor nummer og ikke kan gøres op med mennesketal, fordi det er Guds tal.

Den, der har forstand, må regne på dette tal, om end facit altid vil være for stort, idet den menneskelige matematik aldrig vil kunne rumme summen af alt.

Med hjertet kan jeg måske glimtvis, når jeg beder, rumme en flig af dig, men ligesom at selv ikke den ringeste bøns kombination af tegn kan og vil være fuldstændig i sin tilfældighed, gælder det også selv den inderligste bøn, at den aldrig fuldstændigt vil kunne være selveste den kombination af tegn, hvis talværdi er dit tal.

Altid vil bønnen være ufuldstændig, altid mangelfuld og aldrig tilstrækkelig. Og dog er enhver bøn, om man beder med hjertet, udenfor nummer, idet hjertets talværdi for den fattige i ånden i bogstavelig tale er lig nul.

Og blot da, når vi intet er, kan vi lade os fylde af dit alt. Blot da kan vi fuldt ud være til i din favn.

Amen.

27/1 07 (Hebr 9,9b)

Jesus kære, hvad er da forskellen mellem den evige salighed og den evige død – hvis det er livet, der gik forud, der er afgørende, og jeg således kan påvirke min skæbne i evigheden, har jeg så ikke den evige død som en mulighed?

Eller synes du virkelig, livet er evigheden værd? Jeg synes det ikke. Stod det til mig, var evigheden en endeløs søvn uden bevidsthed – uden liv, for det er livet, der er det egentlige problem. Det synes mig kun værd at dø fra, og ikke for.

Ja, dør man for livets skyld, skulle det da belønnes med døden, og ikke med livet, men da dør man vel egentlig blot for dødens skyld, og ikke for livets. At give mit liv bort ville ikke falde mig svært, men skulle jeg tage imod det igen, ville jeg takke nej.

Jeg er blevet givet et liv, jeg ikke ønsker, men jeg er stadig ung. Hvad stiller jeg op med det? Giv mig et bibelkapitel fra det Nye Testamente, så vil jeg vælge et skriftsted at fortsætte samtalen over…Hebr 9.

Vers 9b: ”Der frembæres gaver og ofre, som, hvad samvittigheden angår, ikke kan føre den, som dyrker Gud, til målet.”

Ja, således står der altså skrevet om jøderne, men først, før jeg begynder på at spekulere over gaver, ofre og samvittighed, er det da oplagt, angående den viden, der her synes forudsat, at spørge: hvad er da målet?

Paulus skriver i Fil 3,14, at han ”jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus”. Nærmere bestemmer han det ikke, udover den i formuleringen forudsatte indforståethed om, at sidstnævnte, altså du og det evige liv i dig, altid synes at rumstere i baggrunden, men aldrig bestemmes nærmere.

Både Peter og forfatteren til Hebræerbrevet fremhæver frelsen som målet, men vel at mærke frelsen til det evige liv. Hvis man blot har det fromme ønske at dø, og ikke at frelses til, men fra det evige liv, synes man altså at bryde med skriftstedets indforståethed, for da er man jo slet ikke interesseret i at føres til målet, uden at ens samvittighed behøver lide skibbrud af den grund – for kan den, der dyrker Gud ikke, hvad samvittigheden angår, lige såvel frelses til døden som til livet?

Jeg lader gerne være med at frembringe gaver og ofre, eksempelvis mit eget liv, men hvad min samvittighed angår, lider jeg ikke kvaler ved ikke at føres til målet, hvis dette går modsat mine egne anstrengelsers mål – nemlig den evige død.

Ikke dermed sagt, at jeg ikke dyrker Gud, jeg taler jo til dig og formoder hermed, at du er i live, men det evige liv vil jeg gerne frabede mig. Og jeg behøver – eller må – vel ikke at slutte modsat, og frembære ofre, eksempelvis mit eget liv, som netop hvad min samvittighed angår, ikke kan føre mig til målet, blot for demonstrativt at vise, at jeg virkelig ikke ønsker at blive ført til målet.

For i så fald lurer fortabelsen som følge af simpel logik – i hvert fald for den kristne, eller med andre ord, den, som dyrker Gud. For målet forudsættes altså her at have været det samme for datidens jødedom, såvel som logikken, udover uenigheden om, hvad samvittigheden angik, hvad der førte til målet: frelsens evige liv.

Udholdende må jeg vente til den dag, jeg dør, før jeg får at se, hvad der er min skæbne herefter.

Når nu jødernes mål, den evige frelse og dermed det evige liv, ikke, hvad samvittigheden angik, kunne nås gennem gaver og ofre, kan mit mål, den evige død, det vel ergo heller ikke. Og kan jeg kalde mig kristen, når jeg nu, om end jeg kun alt for gerne tror på den, ikke ønsker opstandelsen, hverken til dom eller liv?

Jeg tror dig, Jesus kære, jeg tror at du lever, og at du opstod, efter at du døde, som en løsesum for verdens synders gæld – også min. Jeg tror, du elsker mig, og jeg tror, at du ønsker mit bedste.

Men vi er uenige om, hvad der er mit bedste, og dette skaber en afstand mellem os, der gør dit nærvær endnu mere smertefuldt end mit eget fravær – eller med andre ord, jeg ønsker dit nærvær, men samtidig mit eget fravær, og dog kan jeg ikke få begge, for du kræver mit nærvær.

Ikke engang med så sølle gaver såsom daglige bønner kan jeg altså nå målet, nemlig mit fravær i dit nærvær, hvis jeg så at sige skulle formulere skriftstedet på omvendt vis, og dog i selv samme ånd.

For netop når du fordrer mit nærvær, rammer du mig på samvittigheden. Og dog evner jeg ikke nærværet og finder derfor dette mål urimeligt smertefuldt. Jeg er en levende død, og du afkræver mig for et liv, jeg ikke engang har. Jeg har kun den usigelige smerte, som dit nærvær er.

Men jeg elsker dig, om end der er tale om ulykkelig kærlighed. Jeg elsker dig, fordi du elskede mig først, om end du ønsker mit liv, og jeg ønsker min død. Og dog vil jeg ikke forråde min egen samvittighed, for i så fald føres jeg blot alt for let til målet, et mål, min egen samvittighed nemlig ikke ønsker, men jeg vil heller ikke forråde dig, Herre, og det ved du.

Ja, du ved det. Nogle mennesker er bare ikke bestemt for livet, og jeg tvivler efterhånden på, om egentlig livet er bestemt sig dem. Min skæbne er i dine hænder, Herre, og er så smertefuld som kun livet, og aldrig døden, kan være det.

Amen.

27/1 07 2. bøn

Herre, tak fordi du efter et frygteligt døgn lod mig trøste af et brev fra en kær ven. Som Grundtvig siger, på trøsten fornemmer vi dit nærvær.

Og dog, idet du er mig nærmere end mig selv, skulle jeg snarere sige det sådan, at jeg nu i mit eget nærvær kan føle din trøst, såvel som før smerten ved mit fravær, da jeg grænseløst ensom spærredes inde i mig selv, og selv du, der er mit inderste indre, var mig fjern og ikke kunne nå mig.

Det kunne altså et brev fra en kær ven, sendt af dig, således at du, da jeg i dit nærvær følte mit eget fravær allermest knugende, trøstede mig gennem et kærlighedens sendebud. Også selvom denne var uafvidende herom, sådan som at kærligheden bærer frugt, netop når vi formår at finde det store i det små, og ikke det små i det store, og når fattigdom bliver rig af sin næste, og ikke rigdom fattig på sig selv.

Da er vi, som prædikenen siger, salige ved vores åndelige fattigdom, fordi Himmerigets rigdomme, der overgår selv det højeste menneskelige gode, nemlig åndens egen rigdom, deles blandt os og vokser derved, at de gør os rige på hinanden i stedet for på os selv.

Amen.

28/1 07 (med salme)

Kæreste Herre, her følger en nyskrevet salme. Jeg håber, at du og andre vil tage godt imod den.

Amen.

Gud, du fylder altings tavshed

og du fylder ordene

du fylder op mit fravær med

og er mig stadig nær

nær rebellen, nær ved digteren og den digtede

nær ved den forladte, den ulykkelige og svigtede

nær ved denne sindets si, som ingen såsæd sigtede

bag låste døres lås og slå

da find mig også der

Gud, du fylder altings tavshed

og du fylder ordene

du fylder op mit fravær med

og er mig stadig nær

nær den søgende og nær enhver, der mangler ord

nær den ensomt elskende, som ingen elsket tror

nær den stumme og den uindføleligste metafor

i enhver der kun for givet tages

da find mig også der

Gud, du fylder altings tavshed

og du fylder ordene

du fylder op mit fravær med

og er mig stadig nær

nær den lidende, som har sår, der ikke vil hele

nær de mange, nær de splintrede og de delte,

de, der længes efter lægedom for at hele det

der aldrig vil lade til at findes

da find mig også der

31/1 07 Matt 5,6

Vers 6: ”Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.”

Herre, en ussel digter som jeg kender kun alt for godt hungerens og tørstens vilkår. Den tørst der aldrig slukkes, end ikke selve det moment, hvor man drikker. Samme tørst, som den samaritanske kvinde, du møder, føler, nemlig tørsten efter tørsten, eller rettere, tørsten efter at få tilfredsstillet den tørst, efter hvilken hun tørster.

Således synes begærets lov at være; som en evig kløe, som først døden bringer til afslutning. Eller hvad? Er det muligt i dette liv at få forløst begæret fra at skulle begære sin egen tilfredsstillelse, og på evigt utilfredsstillende vis aldrig endegyldigt at kunne gøre det, til at være stillet tilfreds?

Her må vi i dette skriftsted skelne mellem på den ene side at være mæt, som med sin futurum endegyldigt først synes at være muligt post mortem, og på den anden side at være salig, som synes at være en dennesidig mulighed, endda i kraft af hungeren og tørsten, eller rettere, i kraft af dens forventning og tro på at skulle mættes.

I den forstand er de usalige altså dem, der nok hungrer og tørster, men ikke gør det efter retfærdighed, om end de mættes for en stund, mens de salige er dem, der ikke mættes i præsens, men som til gengæld hungrer og tørster i troens forstand, og ikke i begærets.

Hvori består da denne salighed, der altså ejes af de hungrende og tørstende, modsat den usalighed, der ejes af de mætte? Saligheden må jo i det dennesidige bestå i hungeren og tørsten selv, ja, end mere, netop i den utilfredsstillede tørst, idet tørsten angår noget, som intet i verden kan slukke, nemlig retfærdighed.

Hvordan kan en sådan uudslukkelig tørst da gøre os salige? Det kan den, fordi vi ved den ved, at der findes en trang efter noget, der er så meget større, end hvad hele verden i al sin pragt kan tilbyde af øl, fisse og hornmusik, nemlig retfærdighed.

Alene bevidstheden om at en sådan retfærdighed, der ikke findes nogetsteds i verden, dog alligevel findes i troen på, at den utilfredsstillede tørst efter retfærdighed fører til retfærdighed, kan altså, om vi virkelig tror det, gøre os salige. Der er altså, i salighedens terminologi, en forskel på utilfredsstillet og utilfredsstillende tørst. Ingen der tror at finde retfærdighed i verden, vil finde tørsten andet end utilfredsstillende, endog selvom den slukkes.

Sikkert vil begge parter beskylde hinanden for at leve i en illusion; den der bliver salig alene ved troen på saligheden, uden at have set retfærdighed, vil for den, der hævder at finde den i verden, blot være en håbløs sværmer.

Og modsat vil den, der hævder at finde retfærdighed i verden, ifølge den håbløse sværmer enten være en kynisk løgner eller en hykler, der blot bedrager sig selv, fordi den ikke er at finde nogetsteds i verden, men blot i troen. Således, Herre, beder jeg dig; lad mig altid finde den i troen og blive salig derved.

Om end jeg ikke ønsker nogens usalighed, da lad ikke verdens bedrag have skin af retfærdighed, sådan som det ville få, hvis saligheden fik plads i det hjerte, der havde mættet sig selv med uretfærdighed. Ikke at jeg ønsker dette med et ukærligt sindelag, men tværtimod med et sindelag, for hvilket kærligheden til retfærdighed for de hungrende og tørstendes skyld står højere end, og ligeledes nødvendigvis må være i modstrid med, den uretfærdiges mætte salighed.

Amen.

1/2 07

Å, Herre, lad altid tvivlen i vore hjerter, som følge af din kærlighed, komme vores næste til gode.

Ikke som en nådesbevisning, tværtimod. Lader vi tvivlen komme vores næste til gode som et bevis på vores nåde, har vi jo allerede domfældt ham eller hende og lader blot efterfølgende frifindelsen være et segl på vores overbærende kærlighed.

Nej, lad os oprigtigt tro vores næste, således at tvivlen kommer ham eller hende, og ikke os selv, til gode. For lader vi det være åbenbart, at vi har tvivlet, men nu vil lade nåde gå for ret, har vi blot med din retfærdighed dømt os selv, og ikke vores næste.

Den retfærdige dom lader skjult i hjertet tvivlen komme den næste til gode af kærlighed, uden at åbenbare tvivlen, for ingen tvivl kan udspringe af din retfærdighed og samtidig komme kærligheden til gode.

Ja, ingen tvivl overhovedet kan komme os selv til gode, men blot komme din retfærdighed, og ikke vores retfærdighed, til gode. For din retfærdighed udspringer af din kærlighed, og kan som den eneste uden hykleri komme os til gode.

Lad os af dette lære af dig, så vi uden hykleri i hjertet, uden at tro vores sølle kærlighed retfærdig nok til at udvise nåde, altid kan lade tvivlen komme vores næste til gode.

Amen.

4/2 07 Højs 3,1

Vers 1: På mit leje om natten søgte jeg ham, som min sjæl har kær, jeg søgte, men fandt ham ikke”

Se, både i Johannes’ Åbenbaring og i evangeliet, er bruden et stående symbol for den enkelte kristne eller kirken, såvel som brudgommen er et symbol på Kristus. Tydeligvis er dette billedsprog hentet fra det Gamle Testamentes profeter som Esajas og Jeremias, og synes i visse lignelser og breve også velkendt for andre nytestamentlige forfattere, nemlig Mattæus, Markus og Paulus.

Hvad Dansk Bibelselskab i sine parallelhenvisninger ikke har dristet sig til, drister jeg mig altså til, nemlig at se dette vidunderlige stykke poesi som billedtale om Kristus, såvel som at se billedtalen hentet fra erotikkens område. Det ene giver nemlig ikke mening uden det andet.

Den erotiske betydning er åbenbar, men vel at mærke ville den isoleret set forekomme besynderlig, for hvorfor skulle kvinden på sit natteleje søge sin sjæls udkårne, og atter igen søge, hvis ikke det var for længslen, der nok kan tale med om at søge, men sjældent om at finde?

Og at der er tale om andet og mere end erotisk længsel, fremgår af sætningens tilsyneladende absurditet, der nok rummer poetisk kraft, men som så at sige også fordobler længslen. Hvor den mandlige udkårne i sin erotiske betydning burde ligge, søger hun igen og igen forgæves, og længes således efter noget, som er hende kendt og som hun elsker, men som dog ikke lader sig finde, udover netop i længslen.

Det er så at sige i længslen efter længslen, at hun søger, såvel som at vi jo her befinder os på gammeltestamentlig grund, og at dit komme, da du i kærlighedens klædedragt bliver kød og tager bolig iblandt os, hører den nye pagt til. Denne sentens i kapitlet afsluttes da også i vers 5 med det smukke omkvæd: ”Jeg besværger eder, Jerusalems døtre, ved gazeller og markens hjorte: Gør ikke kærligheden uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!”.

Hvad har vi, der lever i den nye pagt, og ligesom kvinden længes efter dig, da at lære af dette skriftsted og af omkvædet?

Ak, hvor meget ligger det mig ikke på sinde at forbinde det Nye Testamente med samme kropslighed, som vi i dette skriftsted så åbenlyst finder, og som også er at finde i den nye pagt, men som her blot er så frygtelig underkendt, dog mindre af evangelierne og fortællingerne om dig, end af resten af pagtens skrift.

Og dog er der også ad den omvendte vej noget at lære. For hvem gør ikke kærligheden uro, om ikke den der søger dig gennem kønnet udenom hjertet, ligesom kvinden på nattelejet må savne dit nærvær?

Hvem vækker ikke kærligheden, før den selv ønsker det, om ikke den utålmodigt elskende, der søger savnet i kærlighedens navn, frem for dens gerninger, om hvilke du i dine lignelser ellers har nok at sige?

Herre, lad mig altid finde dig på mit natteleje, således som vi, der er tildelt den gunst at leve i nådens tid, kan finde og få del i dig, der er alt og i alle.

Men lad mig ligeledes finde dig på mit natteleje i den forstand, at heller ikke kys og kærtegn er at regne som hedninger, men som din kærligheds segl, foruden hvilke den menneskelige krop intet mæle havde på længslens tungemål; den længsel, der så smukt blot endegyldigt kommer til udtryk i elskov.

For nok finder kvinden i den gamle pagt dig ikke, der hvor hun søger, men det gør dog stedvist jeg, om end jeg, med selv samme kvindes ord i deres dobbelte betydning, nok skal vare mig for at vække din kærlighed, før den ønsker det selv.

Blot denne ene bøn har jeg, Herre, at du vil give mig dømmekraften til at kunne mærke tidens fylde for netop dette. For ellers vil jeg gang på gang som kvinden forgæves søge dig på mit natteleje, for blot der at finde savnet.

Amen.

6/2 07

Denne bøn handler om noget, der måske er mere typisk for kvinder end mænd, nemlig om at få udløsning for sin kærlighed, fysisk såvel som mentalt, under elskov. Og dog handler den om mere end det. For hver mand – og for så vidt kvinde – der får udløsning blot for nydelsens, og ikke nødvendigvis afkommets, skyld, vil måske genkende noget i denne bøn. Nemlig en taksigelse for seksualitetens nådegave, både i den gamle og den nye pagt, måske sidst som en ydmyg og inderlig forsmag – således som Marias salvning og kys – på saligheds fred indtil opstandelsens dag.

Højs 1,3. Sl 23,5. Joh 12,3-8. 2Kor 12,7-8.

Herre, som du gav Paulus en torn i kødet, for at forhindre ham i at blive hovmodig over, at Helligånden havde tildelt ham en særlig begavelse, har du også givet mig en torn i kødet.

Af en anden art, måske, og dog.

Jeg ved, at jeg nægtes elskovs udløsning, såvel som at udløsningens erfaring af virkeligheden og løgnens løfte om salighed i min tidlige ungdom trælbandt mit sind til sorg og sygdom.

Denne sygdom, der nu under elskov synes at nægte mig fyldestgørende at udløse livet, eller rettere, selv til fulde at udløses.

For måske er det for at forhindre mig i at sætte elskovs underfulde skabelse over skaberen selv, som var skabelsen ikke din. Eller nok rettere, blot sætte en særlig skabning, nemlig min elskede brud, over enhver skabelse, og dermed tillige over dig.

Dertil har du belagt mit sind med en sygdom, for hvilken det erotiske klimaks tenderer mod at tænkes som en mystisk erfaring, der er fyldestgørende for hele din lov og således sat lig din kærlighed.

Netop denne Adams erfaring forudså du i mig, endog før den for tanken lod sig gøre, som havde synden forudsat sig selv i sit fald, og du formørkede mit sind med erfaringen selv, da jeg var seksten år.

Således som Jakob skriver; begæret undfanger synd, og når synden er vokset op, føder den død. For formørkelsen berøvede mig dette klimaks, for at loven med dens fylde ikke skulle sættes ud af kraft, så at sige ved at flyde over af kærlighed.

Du stadfæstede loven og ordet om den som kærlighedens fylde, hvortil intet var at tilføje, og hvor din nåde var mig nok, ja, mere end nok.

Eller rettere, hvor nåden over nåden, som salmistens bæger, der flyder over, alene kunne komme af din kraft, og ikke som skabningens fortjeneste af synd.

Og dog, Herre, beder jeg dig: Fritag mig fra denne torn i kødet, og skænk mig, alene i dig, som var du i hende, og som fandt hun dig i mig, en hellig sæd, om ikke til gavn, så dog glæde.

Og dog til den gavn, at vi da kan glæde os i dig, ja, med dig. For dine nådegaver er for dig, der kender vort hjerte fuldt ud, sået med sæd, ikke til at talrigt afkom, men til din guddoms fylde, af hvilken vi alle har modtaget, og af hvilken, tænk dog derpå, Herre, vi alle i hjertets løndom kan udløses fra lovens byrde, når vi, som loven har befalet os, bliver ét kød.

Hvordan giver jeg ellers min brud, hvad jeg er hende skyldig, hvis bægeret nok er fuldt, men lovens afkom af kærlighed ikke flyder over af livets gådefulde glæde?

Husk på Marias ødselhed med den kostbare nardusolie – hvem havde budt hende at spilde den for dit navns skyld?

Husk på, hvorledes skriften fortæller, hvor lifligt denne salve dufter, og at kvinder har dig kær, fordi dit navn er en udgydt salveolie.

Om denne salveolie beder jeg i dens eget navn, Herre Jesus.

Da, hvis på min bøn denne krukkes salve udgydes med dit navn og med din Ånds afkom for øje, lad mig som salmisten ikke et øjeblik glemme, at din nådes bæger, der dog overgår enhver nåde, ikke skal tilskrives egen magt, men din kraft.

Og lad mig komme det i hu, så ofte som det sker, såvel som hvis det ikke sker, ikke med hovmod, men ved ydmyg takkebøn.

Amen.

6/2 07 (anden bøn)

Tilegnet min ven Lo.

Å, Herre, udover tanke og hjerte er jeg dog også et køn.

Og hjertet, som tidligere forargedes, ligesom det forargedes over evangeliet, forstår nu bedre kønnet, og forstår det langt bedre end forstanden, for hvilken kønnet blot er endeløs dårskab, ligesom evangeliet er det.

Og dog hersker kønnet over forstanden, mens hjertet hersker over kønnet. Måske er herske et forkert ord, for mit hjerte hersker egentlig ikke med magt, idet dets magt, nemlig kærligheden fra Gud, blot behersker kønnet i kraft af hjertets egen afmægtighed overfor Gud.

Og dette vil mit køn aldrig nogensinde forstå, thi for kønnet hersker kærlighed i kraft af magt, og ikke som for hjertet, af afmægtighed.

Og se, allerede nu måber forstanden, for alt dette forstår den ikke en brik af.

Som sagt finder den hos kønnet, som i evangeliet, blot dårskab, og forarges over sin egen afmægtighed overfor Gud.

Men evig tak, Herre, at du har givet mig ét menneskes elskov, men et andet menneskes venskab, i hvilket kærligheden har ladt hjertet herske i mig, dels i forståelse for, og dels til formaning for kønnet.

Men min forstand forstår det ikke.

Herre, som skrevet står, kan den, der står tilbage i kundskab og visdom, bede om den.

Giv mig denne, så min forstand forstår at tøjle både forargelse og dårskab. Så vil den forstå, hvorledes hjertet kan, hvad den ikke selv formår; at tøjle kønnet, og endog gøre det med den selvbeherskelse, der blot finder vej i kraft af afmægtighed.

For hvad hverken hjertet eller kønnet kan, at ytre sig i ord, kan tanken, og den ønsker det brændende. Herre, lad den ytre sig som en ligeværdig del af mig, men dog ydmyge sig, så den ikke brændes op af stolthed over egen forstand.

Amen.

10/2 07 (1 Kor 4,5b)

Herre, jeg beder dig om råd, fordi jeg somme tider føler mig som en bedrager, uden at vide hvorfor. Måske er det fordi, jeg er angst for i hjertet at være min elskede utro. Og blot angsten er mig nok, jeg stakkels synder, til, om ikke overfor hende, da overfor dig, at være en bedrager.

For er vi end alle i Kristi navn frikendt, er vi det dog ikke i kraft af egen formåen eller fromhed, men i kraft af den tro, du har skænket os. Foruden denne er vi alle bedragere. Til gavn for denne tro, skænk mig da et kapitel fra det Nye Testamente, og lad mig derfra udvælge et opbyggeligt skriftsted…1 Kor 4.

Vers 5b: ”Han skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil”

Herre, i tillid til din nåde, ja, i tillid til din ros, så længes jeg inderligt efter at få bragt for lyset, hvad der er skjult i mørket. Også selvom der, blandt det der er skjult i sjælens mørke, måtte være en mangfoldighed af synder.

For intet, heller ikke at få bragt en synd for dagen, og måske slet ikke dette, gør hjertet mere uroligt, end synder der er skjult i bevidsthedens mørke. Og vi kan da heller ikke undskylde vores uoprigtige intentioner, af hvilken art de så end er, blot med henvisning underbevidsthedens kræfter og drifter, sådan som vi i moderne tid så ofte gør.

Men ikke engang da er jeg bange for, at få hver en tomme af min sjæl bragt for lyset, for jeg er fortrøstningsfuld, ja langt mere end dette; jeg længes efter denne dag at blive gransket af dine milde øjne. At blive set og mærke mig selv blive åbenbaret for dig.

Intet længes jeg mere efter end at åbenbares for dig, således som åbenbarelsen i sig selv vel er at mål, vi må stræbe efter, og i sandhedens tjeneste et mål for ethvert menneske.

Sandt at sige også som et værn mod ensomhed, og ikke kun et værn mod ensomheden i sig selv, men også mod den synd, som ensomheden kan bringe med sig, nemlig solipsismen, følelsen af i mørket at være skjult, følelsen af at ingen ser eller hører én. At ingen lægger mærke til én, og ingen ser ens lidelse, heller ikke du. Dog, på din dag vil der ingen pinsomme følelser af denne art være.

Dog, også inden da, kan det i sjældne tilfælde ske, at man kan åbenbare sig for et andet menneske, og at denne åbenbarelse bliver modtaget og set.

Således ønsker jeg det også overfor min elskede, at jeg kunne åbenbare mig overfor hende, for overfor hende at bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket. Og åbenbare for hende min angst for i hjertet at være hende utro.

Jeg stoler på, at hun tror på, at jeg er hende trofast, og, hvis hun er i tvivl, vil lade tvivlen komme mig til gode. Hun kan ikke som dig åbenbare, hvad mit hjerte egentlig vil, hun kan ikke se, hvad der er skjult i mørket, men jeg kan åbenbare mig for hende, så vidt det nu er muligt for et menneske.

For et menneske kan ikke udgrunde sjælen, heller ikke sin egen.

Hvad da? Frygter jeg ikke din dom? Frygter jeg ikke at få bragt for lyset, hvad der er skjult i mørket?

Nej. For Paulus siger jo straks derefter, at du også vil åbenbare, hvad hjerterne vil, og i mit indre menneske, inderst inde, da vil jeg kærlighedens lov, nogenlunde sådan som Paulus skriver i Romerbrevet. Når selv Paulus, en mand så plaget af skyld, kan skrive sådan, så tror jeg også på selv at kunne rumme et indre menneske, som vil det gode.

Jeg ved, at det menneskelige hjerte kan være fuld af ondskab, og også uden at være sig noget bevidst kan rumme ondskab. Men, om end splittede som vi er, tror jeg, vi kan være frimodige, hvis blot vi fornemmer det ufattelige i korsets gåde; at du led til gavn for os, ja, at jo mere du led, des større gavn var det for os.

Jeg ved, at for en menneskelig tankegang er dette et tankens misfoster eller perversion; en dårskab for forstanden og en forargelse for følelsen. Men således er evangeliet på kortform, og tillige vores værn mod enhver frygt.

For blot med dette in mente ved vi, at du ikke er vred på os længere, og at du har forliget dig med os, sådan at vi ikke behøver at være angste for, at du i vore hjerter måtte dømme os for at være hverken dig eller vore elskede utro.

Og for mit vedkommende, at du kan se mig, og jeg kan vise mig til dig, nøjagtig som jeg er, også med alle de svagheder jeg ellers holder skjult, og lider under at holde skjult, fordi jeg skammer mig over dem.

Dog, kærligheden kender ikke til at skammen over svagheder, men blot til deres forløsende åbenbarelse, uden angst for straf. Lad os således med dette sind gå din dag i møde.

Amen.

11/2 07 (Dagens bøn)

”Andreasen: Vi skal ikke juble for meget”. (fra DR’s tekst-tv, side 213)

Overskriften drejer sig om en fodboldspiller, hvis klub, Mainz, som han er udlejet til fra en anden tysk klub, netop har vundet en række kampe. Klubben er således netop kravlet over nedrykningsstregen i Bundesligatabellen, men spilleren advarer dog mod jubel; sæsonen er langtfra slut endnu.

Herre, meget står der i Bibelen om jubel og det at juble, men intetsteds jeg kender, advares der mod at juble for meget, når vi jubler i din ånd. Hvad gør da forskellen, når en idrætsmand maner til forsigtighed med jublen, mens den i Bibelen på dine vegne altid synes at være uforbeholden, ja, endda som oftest uden mådehold?

Forskellen er denne, at jublen for idrætsmanden blot har sin tid, som alt andet i verden, i dette tilfælde blot indtil næste kamp, og derfra indtil sæsonafslutningen, hvorefter der blot begynder en ny sæson.

Aldrig vil man høre en idrætsmand udtale, at vedkommendes holdkammerater skal vare sig for at juble for lidt, undtagen i spøgefuldt øjemed. Nej, for idrætsmanden skal der aldrig jubles for meget.

Han ville, hvis han havde været i stand dertil, så udmærket forstå Prædikeren, når denne, med en desillusion, der stikker et par kilometer dybere end vanlig sportsjournalistik, hævder, at der er en tid til at græde, og en tid til at le. En tid til sejr, og en tid til nederlag. Ja, der er for ham fastsat en tid til alt og alle emotioner under himlen, dog undtaget én, nemlig den uforbeholdne jubel, der er foruden al mådehold.

Hvor Prædikeren, der ikke som os lever i nådens tid, men under loven, ikke nævner den uforbeholdne jubel til en given tilfældig tid, er det formodentlig fordi han opfatter denne som en emotion, der i sin mangel på mådehold bryder med hans cirkulære syn på tilværelsen.

En sådan jubel betegner nemlig et afgørende nybrud i en given udvikling, lige fra det enkelte menneskelivs til verdenshistoriens, lige fra den enkeltes vækkelse til Kristi fødsel.

Hvad har dette så med fodboldspilleren at gøre? Jo, om end han i kampens lidenskabelige hede ikke evner at reflektere over det, er hans liv som idrætsmand tillige cirkulært; efter sejr følger nederlag, efter nederlag sejr, således som sæson slavisk afløser sæson. Om så Kristi genkomst var at vente i morgen, ville idrætsmanden stadig bekymre sig for den næste spillerunde, et par måneder senere blot i en anden klub og i en anden trøje.

Så vidt Prædikeren og idrætsmanden, men hvad lærer evangeliet os om alt dette? Det lærer os, at der er en tid, fra den enkeltes erkendelse af Gud eviggyldige kærlighed til dennes eviggyldige frelse af den enkelte, hvor sejr ikke afløser nederlag, og nederlag afløser sejr.

Nej, for det første er alene sejren i al evighed i vente. For det andet profiterer den sejrende ikke af andres nederlag, men under tværtimod tillige også sin fjende at elskes og frelses af Gud. Og for det tredje har verden virkelig en ende.

Man kunne hånligt indvende mod sportsjournalistik, at Kristi genkomst for denne synes usandsynlig, alene med den begrundelse, at hans død gjorde ham ukampdygtig. At han endog, lige forud for sin død, hvor han ved, at han vil forlades af alle, blidt siger til sine disciple: ’Vær frimodige, jeg har overvundet verden’, må da for sportsjournalisten være fuldstændig kaudervælsk.

Forud for et nederlag, der endda, så at sige, beror på et villet selvmål, at erklære den visse sejr, vender op og ned på begreberne for enhver idrætsmand. Imidlertid kan jublen i Kristi kærlighed blot således være endegyldig, uforbeholden og uden mådehold, idet det er verden selv, inklusiv al uretfærdighed, og al sportsjournalistik, der er besejret, på tværs af hold, klubber og trøjer.

Og idet at det er Kristi kærlighed, der har overvundet verden, er verden således også vundet for hans frelse. Så vidt, så godt.

Dog vil hin enkelte fodboldspiller stadig have svare kvaler ved at forstå dette ene, at verden blot kunne vindes og overvindes i kraft af et nederlag, nemlig Kristi lidelse, og ikke i kraft af en sejr i verdens forstand.

Og dog er det netop i kraft af et nederlag, at verden er overvundet. Kun den, der i verdens forstand lider nederlag, uden dermed i verdens forstand at lade sig bedrøve, kan ved overvindelsen af døden overvinde verden selv.

Og dermed evigt for den tabende, endog for den, der har lidt de bitreste nederlag, at sejre.

Ja, at sejre, idet Gud sejrer ved at lade sejren nå de fortabte, og dermed i ånden lade deres jubel være endegyldig, uforbeholden og uden mådehold.

Amen.

11/2 07 2. bøn

”Venstre: Ritt laver smudskampagne” (fra DR’s tekst-tv, side 123).

Overskriften henviser til, at medlemmer af partiet Venstre har anklaget Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard for at bruge en mistanke om korruption blandt medlemmer af Borgerrepræsentationen, herunder et medlem fra Venstre, til at fremme egne politiske interesser.

Herre, hvor meget man end kan betone nødvendigheden af i en overskrift at koncentrere informationen, rummer denne overskrift tillige så ukristeligt mange gåder, at den snarere koncentrerer desinformationen i udsagnet på et eller andet punkt mellem almindelig og total forvirring.

Med vanlig blanding af semiotisk fattigdom og kreativitet, som synes at være blevet norm i den, hvad sprogbegavelse angår, svagere del af de trykte eller elektroniske medier, gøres det med et enkelt kolon klart, at der er tale om et konstrueret citat.

Anderledes kan det vel heller ikke gøres, idet der citeres et parti, som var dette selvstændigt udstyret med talens fulde brug. Men jo, vi har forstået; et eller flere medlemmer af nævnte parti har altså udtalt noget i retning af, at overborgmesteren søger at fremme egne politiske formål ved at udtrykke manglende tillid til andre politikeres moralske habitus.

Med en stor portion velvilje må vi forstå overskriften således, om end de sproglige besynderligheders mangfoldighed efter kolonet er nærmest imponerende godt koncentreret.

Dels fordi Det Danske Sprog- og Litteraturselskab skægt nok slet ikke kender til, at kampagner kan ’laves’, om end de både kan køres og føres. Ak, Jesus kære, der skal ukristelig lidt sprogøre til, for at kunne fornemme de latrinære associationer, som øjensynligt har forbindelse med ’smudskampagnen’, om end vi, så at sige, udviklingspsykologisk da søges regredieret til den anale fase.

Men det fremmer da sandelig forståelsen, og morskaben forøges da også blot derved, at Det Danske Sprog- og Litteraturselskab slet ikke er bekendt med ordet ’smudskampagne’, der sandelig også er noget for sig.

Således har den politiske jargon, med eller uden spin eller frokostaviser, altså udviklet sig til sproglige farcer, om hvis egentlige indhold vi kun kan gisne, hvor godt og grundigt vi så end søges informeret. Eller desinformeret.

Ak, Jesus kære, hvad har du da på kærlighedens tungemål at sige os herom?

Du kender jo begge anklager, dog begge grundløse; både at anklages for uoverensstemmelser med den romerske ordensmagt, men tillige fra jødisk side at anklages for gudsbespottelse, eller, hvis du tillader mig denne talens frihed, at ’lave smudskampagne’ mod templet i Jerusalem.

Ikke at jeg beder dig dømme i denne konkrete sag, det lader jeg glad og tilfreds verden om.

Men hvad gør vi dog med de partier, fraktioner og lister, som menneskene har stiftet, og som uophørligt bekriger hinanden med jura og anden miskredit, som var retfærdighed et spørgsmål om paragraffer eller takt og tone?

Værst synes det mig dog, når forargelsen, såvel når man ’laver smudskampagner’, som når man anklager andre for at gøre det, bringes i spil. Som denne overskrift er et illustrativt eksempel på, er netop forargelsen i et tv-demokrati den korteste og langt mest brugte vej til befolkningens sympati.

Ligeledes synes det at have været med dig som offer.

Men ak, hvor har ordet ’forargelse’ da også en anden betydning i din mund, end i de læssevis af kalorietomme tv-transmitterede emotionsudbrud. For dig var det at forarges netop at bringes til fald, eller tage anstød af noget, sådan som jøderne gjorde det af dig.

Snarere er det i dagens politiske debat et tveægget sværd, der er særdeles effektivt og så uendeligt brugt, at man ikke behøver meget opmærksomhed for straks at spore det.

Dels bruges forargelsen i rollen som et slags offer for andre, der angiveligt med deres argumentation bringer ’offeret’ til forargelsens rand. Og dels offensivt, således at den angribende part forarges over, at andre sølle stakler bringes til fald.

De fleste politikere kan disse roller ud og ind, og kan i forargelsens tjeneste endog veksle fra forsvar til angreb, ja, endog kan de modsatte parter gøre det samtidig, så de til sidst selv synes en anelse forvirrede over, hvem det egentlig var, der var forarget over hvad, og således, for den der kan se dette, stiller åbenlyse latterligheder til skue.

Så bliver det uendeligt grinagtigt – men også meget trist. For vi skal altid huske på, at der er tale om et fiktivt rum, hvor rolle, maske og ja, ansigtet som maske, er uløseligt forbundne.

Herre, lær os stakler ikke at profitere eller forarges af andres forargelse. Lær os at forarges over det rette. Ikke over at en stum masse bringes til fald, eller at talsmanden for denne selv hykler at bringes til fald.

Nej, lær os hvad det i sandhed er, der bringer os til fald, for blot således at opøves i at skelne dette fra løgne og læssevis af kalorietomme emotioner.

Amen.

12/2 07 (Es 44,9)

”Alle, der former gudebilleder, er tomme, og deres elskede guder gavner intet. Deres vidner ser intet, de forstår intet, så de bliver til skamme”

Herre, kan man føle for megen kærlighed – ikke i al almindelighed, naturligvis – men overfor mennesker, der har en anden målestok for de samme følelser?

Uvedkommende for denne bøn er den blotte erotiske fascination og den klassiske forelskelse, om hvilken der heller ikke er tale.

Nej, kærlighed, der er af åndelig natur, men som dog, og måske netop da, opfattes så forskelligt. Den ene taler med ord, som blot du forstår, den anden med karske og klare ord, der ønsker at forstå det uforståelige.

Der ønsker at tale om det med karske og klare ord, hvorved det uforståelige nok kan gøres forståeligt for det karske og klare sind, men dog i processen forandrer væsen, sådan at den, der ikke lod sig forstå af andre, nu søger at lade sig forstå, uden at kunne andet end at misforstå og misforstås, ja, endog misforstå sig selv.

Å, Herre, hvad siger bibelordet her om dette?

Jo, vel at mærke ikke, at dette gudebillede er et menneske, men et billede, der blot udtrykker en indre tomhed, endog selvom de, der med sindet former det, elsker det. Er der endda vidner til deres bestræbelser, gavner det dem ikke, for vidnerne ser eller forstår dog intet.

Dette er som et billede på min bøn. For den kærlighed, der kun er som et billede på den sande kærlighed i dig, men ikke er denne kærlighed, er i sidste ende en tom kærlighed, om end billedet, som for digteren, er skabt med stor affektion.

Og der er forskel på, hvordan man forvalter kærlighedens billede. Forskel på at elske billedet selv, og på at elske det, der ikke lader sig sætte ord på, og som ikke bare er et tomt, om end elsket billede, men som eksisterer uafhængigt af ord og billeder, og lige såvel lader sig elske foruden disse.

Altså, den der taler med ord, som han knap selv forstår – om end du gør det – elsker et billede af kærligheden, men er både uforstandig og umælende, når talen er om kærligheden selv. Det er ham, der former gudebilledet.

Den, derimod, der taler med karske og klare ord, kan nok tale forstandigt om kærlighed, og elsker vel nok det, der ikke lader sig sætte ord på – men dermed ikke sagt, at denne ikke også sætter sin lid til guder, der intet gavner, idet karske og klare ord vel nok intet billede behøver, men derimod heller ikke er i stand til at forstå kærligheden bag billedets tale, og derfor ikke ser den endeløse tomhed, der forgæves reserveres ethvert elsket gudebillede, om det så er gjort af hænder, tanker eller forestillinger.

Amen.

17/2 07 Dagens bøn

”10 dræbt af to bilbomber i Irak” (TV2’s tekst-tv, side 135)

Et tætpakket marked i byen Kirkuk i Irak er blevet ramt af to bilbomber. Kilder hos politiet oplyser, at mindst 10 mennesker omkom, mens 60 andre blev såret af angrebene. Flere af dem risikerer at dø af kvæstelserne, vurderer et lokalt hospital.

Som det ses, underkaster underskriften sig, ja underbygger som det naturligste i verden, voldens sprog, hvis ikke det var fordi, at sådan vold synes berøvet ethvert sprogligt udsagn, og alene ytrer sig i logistik. Og overskriften overtager blindt denne tankegang.

Der indgår nemlig to tal, der ikke meget har med meningsfulde sproglige udsagn at gøre, men snarere med logistik. Med to bilbomber kan man altså slå 10 mennesker ihjel, altså gennemsnitligt 5 mennesker pr. bombe.

Det eneste vi mangler, for at gøre denne vanvittige logistik komplet, er prisen pr. bombe. Havde vi den, kunne vi med en lommeregner så let som ingenting udregne, hvad det i gennemsnit koster at slå et irakisk menneskeliv ihjel. Det er blot at dividere bombens pris med ti. Og endda med lidt mere end det, idet det jo vurderes, at endnu flere ventes at dø af deres kvæstelser.

Se, det påfaldende ved overskriften er ikke dens information. For denne kunne man, med de to tal som variabler, som var det den aktuelle aktiekurs for et irakisk menneskeliv, trykke i et hvilket som helst massemedium med nøjagtig samme ordlyd næsten hver dag. Og det er dette, der er det påfaldende, nemlig overskriftens fuldstændige mangel på information, altså bortset fra den aktuelle aktiekurs for et irakisk menneskeliv.

Hvad har nu Guds Ord at sige os om dette? Det første der slår mig, er den afgrundsdybe kløft mellem det Gamle og det Nye Testamente. I det Gamle udregnes ligeledes ethvert for israelitterne etnisk og religiøst fremmedartet menneskeliv i simpel logistik.

Påfaldende er det især med fortællingen om den jødiske martyr, Samsons, død. Ifølge Dommerbogens krigsliderlige forfatter beder Samson, da han er en hjælpeløs fange hos filistrene, israelitternes arvefjender, Gud om at give ham fordums styrke igen, så han kan hævne sig (Dom 16,23-30).

Han befinder sig da i filisterkongens hus, hvorom den sindsforvirrede personage, der måtte være forfatter til dette kapitel, pedantisk anfører, at det er stuvende fuldt af filistre, omkring tre tusind mænd og kvinder. Med sine sidste kræfter stemmer Samson med sin højre og venstre hånd mod de to søjler i huset, der bærer taget, og vælter dem, således at han, tillige med de tre tusind filistre, går i døden.

Og som en krølle på halen kommer forfatteren da netop til logistikken, idet han, øjensynligt med stor stolthed i stemmeføringen, beretter, at ”sådan dræbte han [=Samson] ved sin død flere, end han havde dræbt, mens han levede” (v. 30).

Et særdeles gunstigt regnestykke for denne datidens selvmordsbomber: for blot et styk falleret israelittisk martyr, er der altså omtrent tre tusinde døde filistre at hente. Ikke et eneste navn bliver nævnt, men blot, som i vores overskrift, antallet af døde kroppe. Dette er voldens hæslige logistik.

Hvad har vi da kristelig talt at sige til dette, udover at græmme os?

Jo, Jesus kære, vi har din kærlighed, for hvilken ikke en eneste af disse tre tusind ofre var at regne som en død krop, men derimod en menneskeskæbne, der lige såvel som Samson, er blevet forliget med Gud, ved den vold, tortur og død, som Samsons senere folkefæller udsatte dig for. Endog på vegne af dine bødler bad du Gud om tilgivelse (Luk 23,34).

Ja, man kan sige om dig, og om dit sonoffer for alle verdens synder, det stik modsatte af, hvad nævnte forfatter siger om Samson: at sådan frelste du flere ved din død, end du havde gjort, mens du levede.

For nok frelste du i din jordefærd utallige fra sult og sygdom, men med din død frelste du enhver, som tror på din kærligheds navn. Det måtte være enhver troende kristen, men tillige enhver hedning, der gør dine gerninger. Og ikke kun den, der har kendt dit navn, men tillige de utallige i dødsriget, der havde deres jordefærd før din.

Også hver eneste af de tre tusind kvinder og mænd i filisterkongens hus, der blot var at tælle som døde kroppe, er nu omsluttet af din kærlighed, såvel som enhver selvmordsbomber er det, ja, som endog forfatteren til denne dødens kærlighedsløse logistik i Dom 16,30 måtte være det.

Amen.

25/2 07

Lær mig at græde, Jesus kære

ikke som jeg vil det

som et skuespil for verden

men fordi du vil

at når jeg husker dig på mig

som en tyv i natten

den aften du bøjer

hovedet op fra mit krucifiks

en langfredag i verdens mørke

og jeg ser dit ansigt

sandelig sige noget til mig

om da jeg bryder ud i en krampegråd

som jeg aldrig har bedt om

om da lyksaligheden

som fik lykkejægeren endelig

sin løn som forskyldt

forvitrer mit jeg i en

evig uendelighed af stumper

af forrevent hjerteblod

uset anger

uforløst længsel

knuste håb og

al kærligheds tab

på alle verdens rouletter

da vil hver stump af mig

blot denne ene dag

nemlig i dag

såvel som alle dage i

evigheden er en og samme dag

og i morgen slet ikke findes

være med dig i paradis.

Amen.

26/2 07

Ak, Herre, dør vi ikke alle, lige netop før livet begynder?

Er vi ikke alle smukke planer, hensigter, projekter og scenarier, nydelige tilsagn, løfter og ord, gældende netop fra det øjeblik, hvor vi gøres ugyldige, fordi vi ikke lader os føre ud i livet?

Indtil tidens ende er begyndt, og al tid endegyldigt sluppet op for alle smukke planer, hensigter, projekter og scenarier og ingen nydelige tilsagn, løfter eller ord, der vil føre os ud i livet, længere prøver at gøre sig gældende. Vil livet da føres ud i os, der ikke evnede at føres ud i livet?

Herre, netop dette er alle dødfødte menneskeskæbners eneste håb om håb.

Amen.

13/3 07

When the truth is found to be lies

And all the joy within you dies

Don’t you want somebody to love

Dont you need somebody to love

Wouldn’t you love somebody to love

You better find somebody to love

Herre, hele vinteren har jeg spekuleret over Jefferson Airplanes psykedeliske kærlighedssang, ”Somebody To Love”, fra hvis første vers citatet er hentet. Oprindelig blev jeg en smule stødt over det, at kærligheden skulle lade sig finde netop ved det punkt, hvor sandheden viser sig blot at være løgne. Nu ved jeg, at det er sådan. At det er sandt.

For vel skal vi lægge mærke til, at Grace Slick synger, ikke om en løgn, men om løgne, altså i ubestemt artikel og flertal. For den relativering af sandheden, som deler den op i ubestemt artikel og flertal, gør den netop til at bundt af isolerede løgne.

Ikke blot bliver den dermed mindre og mindre, den bliver også frygtelig ensom og tillige hyklerisk. For kun hykleren tror sig i stand til at begribe sandheden som andet end et bundt af isolerede og ensomme løgne, og kun den, der ikke hykler således, kan siges at være grebet af eller at gribe efter sandheden, sådan som Paulus gør det (Fil 3,12-13).

Og han gør det, uden at tro sig i stand til, om han forsøgte at begribe sandheden, at kunne begribe den som andet end den uret, som kærligheden aldrig vil finde sin glæde i (1 Kor 13,6). Som det også her i kærlighedshymnen beskrives, skal både profetiske gaver og kundskaber forgå, men aldrig kærlighed (v. 8)

For da Pilatus spørger Jesus, hvad sandhed er (Joh 18,38), svarer Jesus ikke i ord eller tale, men i handling, nemlig ved at give sit liv i kærlighedens navn. For nok er svaret på spørgsmålet kærligheden selv, hvad evangelisten meget vel ved, men han ved også, at dette svar i sidste ende ikke alene, ja, i virkeligheden slet ikke, kan bestå i ord eller i sprog.

Derfor lader han aldrig Jesus besvare Pilatus’ spørgsmål, fordi han ved, at sandhed, som for Jefferson Airplane, for Pilatus har vist sig blot at være løgne. Imidlertid forbliver Pilatus i hykleriet, idet han udleverer et menneske, som han ved er uskyldigt, til en grusom død.

Hvis valget står mellem at søge sandhedens verbale formulering, eller den tavse lydighed over for kærligheden, viser Jesus med sit eksempel tydeligt, hvad det er, vi skal vælge.

Således også Jefferson Airplane. Når hykleriet udstiller sandheden som et bundt af løgne, er der kun ét at gøre, nemlig at søge den kærlighed, som aldrig vil finde sin glæde i uretten, lige så lidt som den nogensinde vil finde sandheden formuleret i ord.

For Jesus har allerede, forud for Pilatus’ spørgsmål, svaret ham, nemlig med ordene: ’Enhver, som er af sandhed, hører min røst’ (Joh 18,37). For det er kærligheden selv, der taler her. Og det er kærligheden selv, som efterfølgende lader sig materialisere, ikke med ord eller tunge, men i gerning og sandhed, som Johannes i sit første brev skriver (1 Joh 3,18).

Det er denne sandhed, som kærligheden i Paulus’ kærlighedshymne fuldt og helt glæder sig over. Og det er en glæde, som den fuldt og helt deler med den sekulariserede kærlighed, såsom den, der i citatet besynges. I den forstand er der ingen forskel på kærlighed, uanset hvilken tilværelsesfortolkning man har. Den er, blot for kristne med Kristi kærlighed som det afgørende eksempel, den samme til alle tider. Også, og måske især, for en psykedelisk kunstnergruppe som Jefferson Airplane.

Amen.

20/3 07 Dagens bøn

”Dræbergople fundet i Storebælt” (TV2’s tekst-tv, side 159)

En 15 cm lang gople, bedre kendt som Mnemiopsis leidyi, kan true fiskebestanden i de danske farvande oplyses vi af lederen af Marinebiologisk Forskningscenter I Kerteminde. Goplen lever nemlig af dyreplankton, som fiskene også lever af, og tillige æder den også fiskenes æg og larver.

Ak og ve; var tekst-tv i informationssamfundet ment som fjernsynsskærmens svar på samtlige københavnske neonreklamers åndfuldheder, er sidstnævnte vist endelig blevet overhalet. For i televisionens evige agurketids yderste og mest farefulde sumpe, er der blevet fundet en gople, kendt og frygtet under navnet Mnemiopsis leidyi.

Hvilket forfatteren til dette indslag, i lighed med godt og vel fem millioner danskere, ikke har den fjerneste anelse om, hvad er. Ja, man ser ligefrem for sig hvilke frygtelige sjælekvaler alene goplens navn, altså Mnemiopsis leidyi, må have voldt journalisten, for vel er tekst-tv spækket med neologismer, men denne Mnemiopsis leidyi, den er alligevel for styg, for hård en nød at knække. Ja, den er så lusket, at alene dens navn kan knække halsen på selv den hårdeste negl blandt disse televisionens mest farefulde sumpes rapportere. Den er virkelig og i enhver forstand en sand dræbergople.

Se, nu man forvente, at en dræbergople faktisk dræber nogen. Eller i det mindste noget. Og som vi under den stakåndede overskrift gøres opmærksom på, er der altså ofre i dette spil. I første omgang stjæler dræbergoplen altså fiskenes dyreplankton, så de kan se frem til alvorlig hungersnød. Og dette dyreplankton, som altså er det første organiske offer, er til gengæld ikke det eneste.

For som altid her i verden, rammer de onde og luskede slyngler, her altså dræbergoplen, altid de små og uskyldige, for at fiskene (de små, altså) lige midt i sultedøden blot passivt kan se til, mens dræbergoplen, med en hånlig kynisme, der i hvert fald berettiger dens navn, guffer deres stakkels afkom i sig.

Hvad har dog i himlens navn evangeliet at sige os om sådan en dræbergople?

Jo, nu aflægger vi os gerne sarkasmens komediespil, for overskriftens evangeliske lærestykke handler ikke om dræbergopler, men om hykleri. For er det hensynet til dyreplankton, de små fisk eller deres afkom, der berettiger en sådan neologisme som i overskriften? Nej.

Som vi efterfølgende gøres opmærksom på, er der slet ikke tale om noget drab, om end sagen fremstilles med nøjagtig samme bizarre interesse, som for de uhyrligheder vi kan læse om hver dag i frokostaviserne. Det, der egentlig er truet, fremgår slet ikke af overskriften.

Truslen mod de danske farvande er ikke hul i sig selv, men interessen derfor, som det fremgår, er lige så hyklerisk som farisæernes og de skriftkloges iver efter at rense bæger og gryde udenpå, for indeni er de fulde af rovlyst og griskhed (Matt 23,27); journalisten sørger gerne for, efter journalistikkens love og regler, at værne enhver læser mod en indbildt fare, men fiskebestanden, for slet ikke om trusler mod det skrevne ords redelighed, bekymrer han sig ikke om. For indholdet i bægeret eller gryden, er erhvervet ved griskhed og rov efter illusoriske trusler, der, om ikke andet så for et enkelt kik, fanger det lystne øje.

Journalisten bygger således gravmæler over de dræbte profeter (v. 29-30) ved sin løsagtige og sladderagtige omgang med det danske sprog, men gør sig gerne medskyldige i deres blod ved selv at bøje sig for og tilbede de guder af neon, som slog de sande profeter ihjel, nemlig dem som gik til modstand mod disse journalistiske dræbergoplers verbale forurening af det offentlige rum.

Således var enhver digter i denne henseende profet, der ikke devaluerede sproget, men i sit hjerte søgte at rense det offentlige rum ved troen og Guds ord, var det så end med en spraydåse, en pensel eller en kuglepen.

Amen.

12/4 07 (Es 44,9)

”Alle, der former gudebilleder, er tomme, og deres elskede guder gavner intet. Deres vidner ser intet, de forstår intet, så de bliver til skamme”

Herre, kan man føle for megen kærlighed – ikke i al almindelighed, naturligvis – men overfor mennesker, der har en anden målestok for de samme følelser?

Uvedkommende for denne bøn er den blotte erotiske fascination og den klassiske forelskelse, hvilken der heller ikke er tale om.

Nej, kærlighed, der er af åndelig natur, men som dog, og måske netop da, opfattes så forskelligt. Den ene taler med ord, som blot du forstår, den anden med karske og klare ord, der ønsker at forstå det uforståelige.

Der ønsker at tale om det med karske og klare ord, hvorved det uforståelige nok kan gøres forståeligt for det karske og klare sind, men dog i processen forandrer væsen, sådan at den, der ikke lod sig forstå af andre, nu søger at lade sig forstå, uden at kunne andet end at misforstå og misforstås, ja, endog misforstå sig selv.

Å, Herre, hvad siger bibelordet her om dette?

Jo, vel at mærke ikke, at dette gudebillede er et menneske, men et billede, der blot udtrykker en indre tomhed, endog selvom de, der med sindet former det, elsker det. Er der endda vidner til deres bestræbelser, gavner det dem ikke, for vidnerne ser eller forstår dog intet.

Dette er som et billede på min bøn. For den kærlighed, der kun er som et billede på den sande kærlighed i dig, men ikke er denne kærlighed, er i sidste ende en tom kærlighed, om end billedet, som for digteren, er skabt med stor affektion.

Og der er forskel på, hvordan man forvalter kærlighedens billede. Forskel på at elske billedet selv, og på at elske det, der ikke lader sig sætte ord på, og som ikke bare er et tomt, om end elsket billede, men som eksisterer uafhængigt af ord og billeder, og lige såvel lader sig elske foruden disse.

Altså, den der taler med ord, som han knap selv forstår – om end du gør det – elsker et billede af kærligheden, men er både uforstandig og umælende, når talen er om kærligheden selv. Det er ham, der former gudebilledet.

Den, derimod, der taler med karske og klare ord, kan nok tale forstandigt om kærlighed, og elsker vel nok det, der ikke lader sig sætte ord på – men dermed ikke sagt, at denne ikke også sætter sin lid til guder, der intet gavner, idet karske og klare ord vel nok intet billede behøver, men derimod heller ikke er i stand til at forstå kærligheden bag billedets tale, og derfor ikke ser den endeløse tomhed, der forgæves reserveres ethvert elsket gudebillede, om det så er gjort af hænder, tanker eller forestillinger.

Amen.

2/5 07

Begyndelsen var digtet/ ordene kom først til senere/ siden hen digteren/ og til sidst igen digtet/ rettet igennem/ men fra ende til anden/ med nøjagtig samme ordlyd/ som begyndelsens digt.

Herre, nogle gange tager jeg mig selv i at mene, at virkeligheden blot er opdigtet. Altså, at du har opdigtet os med denne formodning, at vi findes. Men måske findes vi slet ikke, med mindre vi lader os finde af dig. Og måske er det nærmeste, vi kommer at finde dig, gennem digtningen, idet vi da nærmer os noget, vi dog aldrig vil finde.

For det er os, der er digtet, skabt i dit billede, men uden endnu at kunne se dig ansigt til ansigt, og uden endnu at kunne tale i andet end gåder. Således er ordene til, således lod du dig føde og blev kød julenat, og således opstod evangeliet, som det var fastlagt af dig i begyndelsen.

Herre, tag mig gerne i at mene, at virkeligheden er opdigtet. Og lad den gerne være det, så længe det er dig, der er digteren. Så længe, du har digtet os, og ikke modsat, at vi har digtet dig. Så længe, at netop du er digteren, der ikke kan opdigtes.

Og, Herre, lad os end ikke finde hinanden, så længe du findes, og så længe du kan finde os. Sådan fandt du os i din jordefærd og fuldbragte på Golgata til sidst det, der var fastlagt fra begyndelsen. Det digt, som intet menneske kan skrive, men som apostlene gjorde deres bedste for at beskrive og rette til, blot for tilnærmelsesvist, som gennem tungetale, uforståelig for mennesker, aldrig til fulde at finde, men blot at søge i dig. For du forstår.

For lige såvel som du er digtet, er du digteren selv, det digt vi søger i det Nye Testamente, men som kun du kan finde. Og som du, mens vi søger i dig, finder i os. Om det så skal være, lad os da aldrig finde os selv i vores søgen, men lad os til fulde mærke, at vi én gang for alle er blevet fundet af dig.

Amen.

3/5 07

Herre, for et moderne menneske, der læser i Bibelen, er det slående, hvor lidt der står at læse om ensomhed. Især når man sammenligner med den elvisologiske mytologi, hvor ensomhed indtager en ganske central rolle.

Sammenligner man, med denne in mente, stemmens beskrivelse af ensomhed i de to første vers af Heartbreak Hotel med din ensomhed i Getsemane have, forstår man bedre, hvorfor denne sang alene med dens åbning blev en milepæl i musikhistorien. Først et skrig af smerte med end som klimaks (Well, since my baby left me/ I found a new place to dwell/ It’s down at the end of lonely street/ at Heartbreak Hotel), der under tung vejrtrækning løber ud i en stønnen hele vejen gennem omkvædet (You make me so lonely baby/ I get so lonely/ I get so lonely I could die). Langsomt. Drævende. Bluesy.

Elvis, der på 40 sekunder stønner sig gennem et helt århundredes ophobede ensomhed, bruger med sin stemme sensualiteten som udtryksmiddel, og dog vil den aldrig føre ham andre steder, end endnu dybere ind i den ensomhed, der klagende synes forladt af alt og alle. Endog hævder han at kunne dø, og man tror ham bogstaveligt talt, stemmeføringen taget i betragtning.

Men hvor Elvis kredser om sig selv, søgte du i bøn Gud. Hvor Elvis søger andre ensomme mennesker uden anden fællesnævner end ensomheden (And though it’s allways crowded/ you still can find some room/ Where broken hearted lovers/ do cry away their gloom), søgte du alene Gud; modsat Elvis havde du ikke noget publikum, og havde ikke, som i sangen, nogen at dele ensomheden med, andre end Gud.

Hvor Elvis er vraget af sin elskling, og derfor søger fællesskabets ensomhed overfor Gud, blev din bøn nægtet af Gud, hvorefter du søgte ensomhedens fællesskab med mennesker, for at frelse ethvert ensomt menneske, der tror, og for at kende og lide den ensomhed overfor Gud, som synes at være det moderne menneskes lod, sådan som det med Elvis’ stemmeføring så fremragende kommer til udtryk.

Hvor Gud er fraværende, ja, end ikke nævnt, ser man sensualitetens bagside, sådan som også du led under den, dog uden synd, men med både midler og magt til at åbenbare Guds tilstedeværelse, ved én gang for alle at tilgive alle synder.

Amen.

3/5 07 Dagens bøn d.d. (1 Thess 5,5-6)

”I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket. Så skal vi da ikke sove som de andre, men være vågne og ædru”

Herre, mange gange har jeg lyttet til Elvis synge og recitere Are You Lonesome Tonight?, og jeg har hver gang følt en sær smerte ved kærligheden røre sig i mig. Hvilken art smerte det var, har jeg ikke været mig bevidst, og jeg har også fundet situationen, såvel som sangen, komisk. Nu forstår jeg lidt bedre smerten.

Jeg forstår, hvordan kærligheden kan devalueres, og hvordan da alting, i og med at kærligheden devalueres, bliver ligegyldigt. Det pudsige er, at sangen ikke kun i kraft af sin sentimentalitet udtrykker denne devaluering. Den gør det også på trods af sentimentaliteten, hvad Elvis udmærket følte, idet denne devaluering af kærligheden først førte til latter, og siden hen til en fordobling af ensomheden.

Og sangen formår at rumme det hele, såvel sentimentaliteten og devalueringen, både i kraft af og på trods af den. For hvem kan egentlig skelne?

Med latteren fulgte ensomheden, og med ensomheden igen latter, som da Elvis under en koncert midt i recitationen tav og sagde ud til publikum, at det jo var ham, der var ensom. Og publikummets reaktion var netop nervøst at gribe til latteren. En så afgrundsdyb og ensom devaluering af kærligheden lå udenfor, hvad det var i stand til at forstå.

Herre, netop nu føler jeg denne sære devaluering af kærligheden, som burde fremkalde tårer, men mit hjerte er som sten. Giv mig at forstå denne smerte uden hverken tårer eller latter for ædruelighedens skyld.

Væk mig af min dvale ved troens kraft og lad denne være virksom i kærlighedens gerninger. Ikke som en drøm om natten, som ved morgenlyset efterlader alting sløret og ligegyldigt, men ved den mildhed, der hverken er at forveksle med den forhærdede latters dårskab, men heller ikke med den søvnløse nats ensomme og forstenede hjerte.

Amen.

8/5 07

Herre, jeg ved, at den mand, der kaster et lystent blik på sin næstes hustru, for loven gør sig skyldig i ægteskabsbrud. Denne synd kender jeg, og glæder mig således over at leve i nådens tid, og ikke under loven, om end jeg stadig vil bede om tilgivelse for min kødelige skrøbelighed.

Men hvad da, hvis blikket ikke er lystent, men fuld af ømhed og omsorg, og dog stadig betinget af næstens køn? Hvad har du da at sige os herom? Kommer ægteskabets ånd, der kræver trofasthed i ét og alt, da ikke i strid med budet om næstekærlighed? Skaber ægteskabet da ikke som, Paulus skriver i 1 Kor 7,32-34, splittelse i sindet?

Trofasthed over for Kristi kærligheds ånd må stå over trofastheden over for ægteskabets. Og dog skelner vi vel alle den ånd, hvormed vi elsker vores udkårne, fra ånden i næstekærligheden, og stiller således næstekærlighedens ånd ringere end ægteskabets – sådan bør det ikke være, og det bør det tilsyneladende heller ikke ifølge Paulus, men sådan er det nu engang – og dog.

For glimtvis, for ikke at sige løbende, blusser en kærlighed op til en næste, en kærlighed der muligvis er betinget af kønsforskellen, men som i øvrigt ikke er kønslig, men tro over for Kristi kærligheds ånd – således som det måtte være en kvinde, der salvede dig før døden.

Ikke i nogen mands hænder ville en kærlighed så betingelsesløs, så umiddelbar og så øm kunne blomstre, og ikke nogle hænder være så blide og følsomme over for en mand som en kvindes. Denne kærlighed var dels betinget af kønsforskellen, og dog ligeledes af en omsorg, der ikke var kønslig og ikke søgte sit eget. – stik modsat Peters, den fremmeste discipel, der blot sansede sit eget ved at søge at hindre din død.

Og dermed hindre dit lydefri eksempel på en kærlighed til syndere, der dog var syndens trælle før, men nu blev frelst derved, at der ikke blev sat skel mellem, hvad de var, eller ikke var.

For det er alligevel blot i kraft af dig, at der nu kan blomstre en kærlighed op, som hos synderinden, der salvede dig før din død, der ikke lader sig betinge af den kønslighedens lov, måtte det end være i ægteskabet, der ene og alene søger sit eget.

For blot i kraft af dig, måtte det end tillige være på tværs af ægteskabet og betinget af kønsforskelle, kan vi søge næstekærlighedens eneste betingelse – at elske hinanden, som vi elsker os selv.

Amen.

13/5 07 (Matt 19,20)

”Hvad mangler jeg så?”

Hvad mangler jeg så for at få evigt liv? Sådan spørger den rige unge mand Jesus, efter at have forsikret ham at have holdt lovens bud. Og Jesus svarer ham: ’Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg alt, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!’.

Der er mange spørgsmål at stille til denne besynderlige samtale. Skal vi tro den unge mand, når han forsikrer at have holdt lovens bud? Og hvordan skal vi forstår dit svar – gælder dette svar blot den unge mand netop da, eller gælder det os alle som kristne, at vi for at være fuldkomne skal sælge alt, hvad vi ejer og give det til de fattige?

Jeg tror ikke på nogen af delene. Vi har tilstrækkeligt vidnesbyrd i det Nye Testamente om, at intet menneske bliver frelst gennem lovgerninger. Livet er os for stor en byrde at bære i kraft af egen formåen, og det ved du allerede før den unge mand har spurgt dig, hvad godt han skal gøre for at få evigt liv. Alt godt beror på dig.

Derfor svarer du bagefter disciplene, da de skrækslagne spørger, hvem der da kan blive frelst, at det for mennesker er umuligt, men at alting for Gud er muligt. Det er altså ikke at forstå således, at vi her har opskriften på frelse – at sælge alt, hvad vi ejer og give det til de fattige. Snarere er pointen den omvendte; at om vi så gjorde som så, ville vi stadig skulle følge dig, og ikke søge vores egen frelse.

For stiller vi tankeeksperimentet op, at den unge mand havde gjort nøjagtig som du sagde, er det ikke ensbetydende med, at han dermed var sikret evigt liv. For som Paulus siger det, er der, uanset hvad vi gør, ingen forskel, for alle har syndet og mistet herligheden fra Gud. For nu at besvare den unge mands spørgsmål, mangler han at erkende sin egen utilstrækkelighed – for den syndserkendelse, som loven lærer os, der tror, at alting for Gud er muligt, har han, der hævder at have holdt loven til punkt og prikke, dog ikke gjort sig.

Solgte han alt, hvad han ejede, gav det til de fattige og fulgte Jesus, ville han dog kun, om han havde gjort sig denne opdagelse i troen, været nået videre mod sin sjæls frelse. Uden at gøre som så, sådan som han bedrøvet gik bort, var han dog ikke dermed fortabt.

Således beder jeg i hvert fald for ham, som for alle os, der må gå bort uden at kunne opfylde fuldkommenhedens krav, at denne bedrøvelse, hans og vores, er efter din vilje, som virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, og ikke i verdens forstand, som virker død. For meget vel kan han have vendt om i sit hjerte, og fortrudt at ville have båret livets byrde i kraft af egen formåen.

Meget vel kunne han have ladet sin frelse bero på dig, og ikke på egen godhed, uden at have solgt alt, hvad han ejede, og dog måtte han under alle omstændigheder have solgt det mest dyrebare, et menneske ejer, noget, der overgår alt gods og guld, nemlig enhver stolthed af sig selv. For kun af dig er der grund til stolthed. For uden dig mangler vi alt, hvor meget vi end køber, og uden dig mangler vi alt, hvor meget vi end sælger.

Men i dig har vi alt, hvad vi behøver. For frelsen står ikke til salg – i så fald ville de rige leve, og den fattige dø – men ene og alene til troende.

Amen.

17/5 07 (Matt 19,12)

”Der er dem, der uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det!”

Herre, jeg husker på, at ægteskab i datiden var den samlivsform, der havde slægtens videreførelse som formål. Et rimeligt skel mellem at indgå ægteskab eller ej, om man vil overføre disse ord til vore dage, er altså valget mellem at få børn eller ej.

Jeg har ikke fået børn. Men jeg har ikke fravalgt dette for Himmerigets skyld, men er snarere gjort uegnet dertil af omstændigheder i mit liv, om det så er fra fødsel af, eller fordi mennesker har gjort mig uegnet. Dette spørgsmål er for mig underordnet, og er måske mere indlægning af egne livsvilkår i Skriften, end det er udlægning af den.

Spørgsmålet, som du stiller det, er snarere, om jeg kan rumme, hvorledes det kan gå til, at noget menneske kan vælge ægteskabet, med alt hvad det for datiden indeholdt, fra for Himmerigets skyld.

Paulus gjorde det, såvel som Johannes Døber, og begge syntes at anse Gudsriget, mere end noget der skulle ske, som noget der skete. Eller rettere, sker, som det sker i ethvert menneske, der bliver grebet af din tale. Sådan forestiller jeg mig også, at de har gjort sig uegnede til ægteskabet for Himmerigets skyld, ikke på grund af noget, der skulle ske, men fordi noget skete i dem.

Herre, om det er din vilje, da gør også mig uegnet til ægteskab ved at lade dette ske i mig, og ikke på grund af andre omstændigheder i mit liv. Og hvis ikke det er din vilje at gøre således, da gør mig egnet til ægteskabet, også selvom jeg aldrig måtte få børn.

Men lad mig det være givet alligevel at rumme hvorledes, og hvad det er, der sker ved din tale, der for Himmerigets skyld ved åndens fattigdom, lader den, der gribes af dig, gøre sig uegnet til ægteskab. For mit sind er for prydet med egne ord til at fatte det.

Ryd ud og gør plads, så det i stedet, for Himmerigets skyld, kan rumme din tale til mig.

Amen.

19/5 07 (1 Pet 2,19)

”For det er tak værd, når man med Gud for øje tåler uforskyldte lidelser”

Herre, for det første må det gøres klart, at det ikke her er dig, der skylder den, der lider uforskyldt, tak. Du led jo selv uforskyldt, og taksigelsen må være vores, idet vi indvies i en svær prøvelse, når ellers vi holder ud. Nemlig sammen med dig at lide, uden at have gjort os skyldige dertil.

For det andet er der ikke i første omgang her tale om lidelse i dit navn, men sindets lidelse i al almindelighed med Gud for øje. Hvor meningsløs kan ikke en sindslidelse således forekomme! Først lider man uforskyldt, og dernæst lider man end ikke i dit navn.

Men for den kristne, om end lidelsen er og forbliver uforskyldt, er den ikke dermed meningsløs. Hverken farisæerne eller disciplene fandt nogen mening i det, da du talte om og forudsagde din uforskyldte lidelse og død (Joh 7,33-36.16,16-18), ja, de forstod end ikke, at det var det, du talte om.

Således er nemlig korsets forargelse, det kors, der er kraften i al kristen tale og forkyndelse. At lide uforskyldt var en forargelse for den gamle pagts jødedom, og mere endnu: en dårskab for enhver anden.

Denne dårskab er sindets uforskyldte lidelser, lige fra smålig mangel på snusfornuft til den floride psykose. Eller depressionen; navne på lidelser er der nok af, men meningen dermed halter gevaldigt, ja, der er denne meningsløshed, der fra jøde til græker, fra dåre til forstandig, er den sande åndelige sygdom.

Herre, lad os altid først forsage meningsløsheden i selv den værste pinsel, og i denne snarere finde os værdige til denne svære prøvelse, det er, at dele skæbne med dig.

For hver gang du således prøver os over for Djævelens snigløb, finder vi dernæst, at vi ikke blot lider i dit navn, men at du har lidt og stadig lider med os, når vi, såvel i dårskabens som depressionens mørkeste afgrund, stadig ikke ænser korsets skam over for dem, der har forvirret, forvrænget eller forvansket vores sind.

Amen.

21/5 07

”De fejl, lægen begår, er Guds vilje” (italiensk ordsprog)

Herre, jeg har en ven, der muligvis skal opereres for en dødelig sygdom, og således vil være afhængig af den givne læges dygtighed.

Min første tanke var naturligvis at bede for, at min ven, hvis operation kom på tale, skulle være i så gode hænder, at han blev fri for enhver lægelig fejl. Og dog kom jeg i tanke om ovenstående talemåde; at jeg vel burde bede således, at hvis det var din vilje, at der skulle indtræffe komplikationer, da at lade din vilje ske. Sådan har du lært os det i Fadervor, såvel som i Getsemane.

På den anden side spurgte jeg mig selv, om noget ondt, der overgik et menneske, da kunne være din vilje – og svaret var, i to tilfælde, et ja.

For det første er der mennesker, der har begået så utilgivelige synder, at enhver tilgivelse ville være uretfærdig, ikke blot i smålig menneskelig forstand, men også i dine øjne.

Og for det andet, som det kunne være tilfældet med min ven, kan et onde, der øjensynligt intet er godt for, være til det bedste for ham, om det så måtte være livslang sygdom eller døden. For hvem kan som du, gennem evighedens optik, dømme om, hvad der er det bedste for én selv, endsige en anden?

Altså beder jeg således, at min ven, der skal opereres, ikke er faldet ud af nåden, men er under nåden, sådan at han efter din retfærdighed ikke står i gæld for sine synder. For da lader jeg frimodigt din vilje ske, med tanke på alle de syge du helbredte under din jordefærd.

Skulle lægen end begå fejl, er jeg sikker på, at disse fejl, ligesom du ventede med at handle, til din elskede Lazarus var død, tjener din vilje, såvel som min vens bedste. For Lazarus vækkede du af de døde, for at Guds herlighed skulle åbenbares på ham.

Måtte tilfældet, om så det gælder, sans comparaison ligeledes være dette med min ven.

Amen.

18/6 07 1 Pet 4,16

”…men hvis nogen lider som kristen, skal han ikke skamme sig, men gøre Gud ære med det navn”

Herre, hvorfor får jeg en sådan følelse af skam og pinagtighed ved at deltage i en gudstjeneste? Ja, netop: pinagtighed. Jeg sættes i forlegenhed i denne vanskelige situation, som volder mig en frygtelig åndelig smerte.

Men en smerte af ren verdslig karakter, der består i alskens bekymring om gudstjenestens rette afvikling, såvel som om min persons stadigt mere skamfuldt selvhenførende fornemmelse og bevidsthed om egen latterlighed ved min deltagelse i snart sagt ethvert led i liturgien.

Idet jeg som kristen lider under denne pinagtighed, fordobles min lidelse og skam. Ikke kun forbryder jeg mig mod dig, idet jeg forbryder mig mod apostlens ord om ikke at skamme sig; jeg forbryder mig også mod min egen samvittighed, idet jeg skammer mig over som kristen at lide under disse verdslige latterligheder.

Hvilken vanskelig situation det nu er, fremgår tydeligt af apostlens formaning om at gøre Gud ære, når jeg nu i ét og alt synes at gøre det modsatte. Herre Jesus, fratag mig denne skam med et ord fra Skriften, og lad præsten med al sin åndelige myndighed hjælpe mig hermed.

Amen.

30/10 07 Dagens bøn

De blå timer har grebet mig, Herre Jesus. Jeg spekulerer på, hvad du følte i Getsemane, og dog tør jeg ikke tænke tankerne til ende. For jeg ved jo, hvor de endte. Således beder vi jo også om at fries fra det onde. Du tænkte jo tankerne til ende.

Tænk du dem til ende for mig, og bed om, som jeg også tror, at du dengang gjorde, at fri mig og andre lidelsesfæller for efterfølgelsen i Getsemane.

Husk på, Herre, at dit offer både gjaldt og gælder én gang for alle. Gjaldt én gang for alle, fordi skrifterne da gik i opfyldelse og forlod os alle vore synder. Og tillige gælder alle os, der ikke tør tænke efterfølgelsens tanker til ende, fordi dit eksempel én gang for alle os har tænkt dem til ende og dermed frelst os, både for skyld og straf.

Men vigtigere endnu tror jeg, at du har frelst os alle, fordi du elskede os. Og dermed ikke blot for vores skyld, men så meget desto mere for vores skyld. Den tanke hjælper mig til at få de blå timer til at løsne deres greb om mig og mit sind.

Amen

Jesus, mit hjerte anklager dig og siger, at du ikke hører mig, forpint af den larm i sjælen min grødede stemme udgør. Og som i sagens natur forgæves prøver at overdøve sig selv.

Jesus, om end du ikke bønhører mig, så hør du mig dog.

Jesus, om end du ikke opfylder min bøn, så fyld du mig dog, om ikke med din fred, så dog langsomt med det fravær af larm, som tankens stilhed udgør, ligesom du udgjorde kærligheden og ligeledes forpint svarede alskens anklager med tavshed.

Jesus, om jeg således intet vil høre, ja, end intet føle, da lad mig over for mit hjertes anklager så meget desto mere gøre ligeså.

For, Jesus, da tror jeg, at jeg, uforklarligt for hjertet, vil fyldes af din fred.

Amen.

Herre kære, igen er du tavs, og jeg spørger mig selv: Er det dog bare Ture, der taler med Ture?

Tier han, så tal kun du, ja, men tier jeg, er der blot en frygtelig stilhed tilbage.

Lær mig, Jesus, at rumme og udholde stilheden. Du udholdt den, da Pilatus sagde, at han havde magt til at lade dig korsfæste, og magt til at løslade dig.

Forstod han, Jesus, din tavshed, da han spurgte: Hvad er sandhed?

Nej, Herre Jesus. For da havde han aldrig spurgt. Lad heller ikke mig spørge: Er det dog bare Ture, der taler med Ture? For da er jeg blot vis på én ting, nemlig din frygtelige tavshed.

Denne, der er langt mere frygtelig, end hvad selv Pilatus’ hustru kunne drømme om, fordi frugten af den, som hun drømte, er retfærdighed. Forstå det, hvem der forstå det kan.

Å, Jesus, lad mig med din nåde forstå blot en flig af din tavshed, og giv mig frugten deraf. Nemlig retfærdighed.

Amen.

Jesus kære, mit liv bliver aldrig som den kabale, der engang så let gik op – bliver det vel? Vel tror jeg ikke, at du er almægtig, men snarere, at du i afmægtig smerte føler med mig i min kamp.

Men lad mig mærke den kærlighed. Lad den varme mit hjerte, Jesus.

For vel er du måske afmægtig, men kærligheden, der tror alt, håber alt, tåler alt, og også udholder alt, er det ikke. Og så er du, der er kærligheden selv, det måske, ja, måske, heller ikke.

Således i hvert fald mit spinkle håb.

Håb med mig, Herre Jesus.

Håb med mig.

Amen.

12/12 07 Dagens bøn

Jesus kære,

det er som om/ at det dagligt kendte/ her til aften er forvrænget/ til noget ukendt/ som en stemning/ jeg engang er vågnet op/ eller er faldet i søvn til

som var faktorernes/ orden ligegyldig/ således som at alt/ da er ligegyldigt/ hvad det måske også er/ når det nu endelig skal være/ hvad det vel være skal –

da nærmer bønnens ende sig/ og efter grundige overvejelser/ uanset faktorernes orden/ om jeg så er vågnet op/ eller er faldet i søvn/ bestemmer jeg mig slutteligt/ om end lidt spæd i mælet

for dog at være til.

Amen.

12/12 07 (Rom 8,22)

Herre, som nævnt har jeg følt alt så forvrænget i aften, men har dog besluttet mig for livet. Således er den faktorernes orden, der bestemte om jeg var ved bevidsthed eller ej, overgået af noget andet. Nemlig viljen til at leve. Giv mig nu ved lodkastning et bibelord at meditere over med din vante nåde. Så meget glæder jeg mig ved bønnen, at jeg er sikker på, at et sådant, uanset hvilket, vil være som balsam for sjælen…altså: Romerbrevet, kapitel 8. Fra dette vil jeg vælge en sentens at bede over. Giv mig lige et øjeblik, kære Herre Jesus…

”Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen”

Å, kæreste Herre, også jeg sukker og vånder mig sammen med hele skabningen. Og hvad giver os dog da viljen til at leve? Paulus skriver det selv senere, nemlig at vi til håbet om Guds frihed i herligheden er frelst. Den frihed, hvor al tale om bevidsthed eller det modsatte er tom retorik, som intet betyder.

For i denne frihed sprænges alle grænser for bevidsthed. Ikke blot styrkes vores bevidsthed ud over enhver forestillingesevne. Nej, da vil du, som Paulus et andet sted skriver, være alt og i alle. Det vil sige, at den bevidsthed vi da tillidsfuldt får adgang til, vil være selv samme bevidsthed, der af kærlighed til sine venner gav sit liv i fuld tillid til, at livet da ville gives ham til frelse for enhver, som tror. Uanset om man er blegansigt eller hottentot, kristen eller gudløs, god eller ond, bøddel eller offer.

For troen, snart sagt uanset hvilken, står skrevet i hjertet med dine pennestrøg. Den tro, der i kærligheden finder sin virksomhed. Nok står vi til regnskab for dig, og nok sukker og vånder vi os af selv samme grund. Men du, Herre, vil finde troen i selv det mest grusomme og forhærdede menneske, såvel som at både offeret og bøddelen finder sit skæbnefællesskab i dig, den dag du vender tilbage og giver kærligheden magten i verden.

Amen.

12/12 07 (Fil 3,7)

”Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab”

Kæreste Jesus, jeg bobler af glæde over livet. Og dog er der små skår i glæden. For jeg ængstes for i aften. Giv mig ved lodkastning endnu et kapitel fra Bibelen, fra hvilket jeg kan udvælge mig en sentens at bede over…Filipperbrevet, kapitel 3. Vent et øjeblik, kære, så skal jeg være der…

Å, Herre, har ikke også Paulus, i sin uangribelige lovretfærdighed og som ivrig forfølger af kirken, handlet i en tilstand af vanvid? I så fald har han og jeg dog nogle lighedspunkter. For mit vanvid, i psykiatriens sekulære sprog kaldet psykoser, har jeg som Paulus været stolt af. Ja, mere end stolt af. Det har været den sokkel, på hvilken jeg byggede min identitet.

Og ikke nok med det. For i mit vanvid har jeg ligefrem efterstræbt psykosen og fundet, at diagnosen skizofreni var højdepunktet på en glorværdig psykiatrisk sygdomskarriere.

Men som Paulus regner jeg nu, på grund af dig, hele denne vinding for et tab. For ikke blot har jeg efterstræbt psykosen, nej, i psykosen har jeg fundet elementer af sort magi. Det vil sige, som Paulus har forfulgt kirken, har jeg det ligeledes i min sjæl.

Psykosen rummer nemlig et så voldsomt begær, at dette nødvendigvis må have ofre. Nok har disse, modsat Paulus, blot været at finde i min fantasi, og dog. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med, sådan som du ifølge Mattæus sagde.

Altså; har psykosen fundet ofre i fantasien, har den det også i virkeligheden, alene i kraft af mit sprog og mit valg af ord. Og jeg tænker ikke her på eder og forbandelser, men snarere på sårende eller krænkende bemærkninger, som har ramt andre sjæle, for hvilke du gav dit blod.

Dette regner jeg i dag, på grund af dig, for et tab, modsat da, hvor jeg vel regnede den sårende bemærkning for en vinding. Lad om ikke andet denne anger præge min aften, hvor psykosen efter sædvane i det små stedvist indfinder sig. Lad ikke denne træde mig under fode.

Men lad dog angeren overgås af noget langt større, nemlig glæden ved at have lært dig og din retfærdighed og kærlighed at kende. Heller ikke jeg er frikendt, men er dog fuld af tillid til din nåde overfor det tab, som jeg engang regnede for fortjeneste.

Amen.

Å, Herre Jesus, jeg beder sådan for, at du ikke vil lade min aften ødelægge af alskens psykosenære symptomer. At du ikke vil lade min koncentration og hukommelse forstyrres af spærringer, sætningsblokeringer, depersonalisation, øvrige tankeforstyrrelser og andet skidt. For så får jeg svært ved at bede, hvor gerne jeg end ville.

Og dog. For selveste viljen angribes også af alle disse symptomer, såvel som tvivlen fødes; hvem det dog er, der står bag alle disse fandens uvirkelige fornemmelser, følelser og tanker. Giv mig igen et bibelkapitel, som jeg kan udvælge en sentens at bede over...Josvabogen, kapitel 1. Øjeblik, min kære…

”Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går”

Ak, Herre, jeg fristes til at sige, at dette udsagn fra den gamle pagts Gud, der som bekendt går forud for et regulært folkemord på Kanaans oprindelige indbyggere, er at regne som tab. Ja, at det for den kristne gælder hele det gamle Testamentes lov og historiefortælling, hvad Paulus sagde om sig selv, at hvad der hidtil for Gud havde været at regne som vinding, såsom et folkemord, for den kristne må regnes for et tab.

For var det sådan, du farede frem, eller var det ikke snarere modsat dig, der lod dig korsfæste? Senere i kapitlet hører vi, hvorledes jøderne svarer Josvas befalinger, nemlig således: Enhver, som trodser din befaling og ikke adlyder dine ord, hvad du end befaler ham, skal lide døden. Vær du blot modig og stærk! ’

’…hvad end du befaler ham’! Kan et sådant fascistoidt credo nogensinde harmonere med din kærlighed? Var det ikke modsat dig, der påtog dig en tjeners skikkelse til frelse for enhver, som tror?

Johannes skrev, at du og Faderen var ét. I så fald har Josva måske hørt forkert, da han blev befalet at udføre et folkemord? Så sandelig nej. Han har i bedste fald været et offer for de hallucinatoriske oplevelser, der er psykosen så velkendt.

Josvabogens forfatter har haft en ganske anden gud end dig. Han er, for så vidt det Gamle Testamente til min beklagelse hører med til vores Bibel, for den kristne at regne som et tab, såvel som alle, der med glæde beskriver befalingen af et folkemord, må være det.

Så vidt min tro, opstod kærligheden først med dig. Før dig fandtes der blot et endeløst mørke, modsat hvad Johannes måtte mene og skrive, at du har sagt.

Faderens befalinger, ja, selv hans trøst og opmuntring, vil jeg ikke kendes ved. Af alle magter vil jeg ene og alene kendes ved korsets magtesløshed. Måtte denne være min styrke og kraft, når alskens psykosenære symptomer melder sig i aften, sådan som de som en pest inficerede jødernes sind, da de som Josva lod sig befale at have hånds- og halsret over andre folkeslag.

Amen.

…Jeg ville godt komme med en tilføjelse eller uddybning af mit sidste indlæg. Især af de Jesu første ord fra Bjergprædikenen, som jeg citerede. For da jeg for et års tid siden nedskrev mine bønner, længtes jeg sådan efter sammensmeltningen med Gud, at jeg som mystikerne forestillede mig den som den bjergtop, for foden af hvilket bjerg jeg stod. Og jeg forestillede mig i min tåbelighed, at jeg skridt for skridt kunne vandre op ad dette bjerg. Ja, jeg troede at unio mystica, sammensmeltningen med ham, på denne vis var mulig, om end jeg så langtfra kendte vejen dertil.

Ja, jeg kendte så lidt til den, at jeg dengang følte mig forvisset om, at jeg, hvis jeg kendte blot en brøkdel af vejen dertil, da kun med sikkerhed ville vide, at jeg da talte om den som en tåbe. Dog vidste jeg tillige, at det var meget få mennesker, som ikke selv var så tilpas tåbelige, at de dog ville kunne irettesætte mig med åndelig myndighed. Og det var netop om denne ’åndelige myndighed’, jeg ville skrive. For i den ligger der sandelig, når vi læser Jesus prise de fattige i ånden salige, en åndelig ambition, en villen efter intet at vide. Og dog syntes ambitionen om myndighed at spænde ben for denne villen efter intet at vide. Og jeg spurgte Jesus, hvordan jeg dog komme bare et skridt videre, der i det mindste, om end vejen op ad bjerget var tusinder af kilometer lang, ikke spændte ben for det næste. For at søge afklaring af dette, lod jeg Ånden, eller vilkårligheden om man vil, lede mig mod et kapitel af Bibelen, nemlig Efeserbrevet, kapitel 5.

Og jeg mærkede mig først ved, at Paulus talte om lyset, nemlig at alt, hvad der kom for dagen, var lys. Var netop dette ikke første skridt, idet jeg efterfølgende ikke belærtes om umoralske gerninger, men derimod om en opvågnen af dødens slummer og en opfordring til at leve som vise – ikke at visdommen, såsom den man eksempelvis finder i Ordsprogenes Bog (jeg kender ikke Visdommens Bog), førte til unio mystica, men den vise snubler ikke, og spænder altså ikke ben for sig selv. Og derefter kom jeg til noget spændende. For i sidste sentens, med stigende intensitet, sammenlignede Paulus en mand og en kvindes sammensmeltning i elskov – sådan må man vel forstå dette, at de bliver ét kød, idet elskov er det nærmeste vi i verdslig forstand kommer sammensmeltningen med Gud – med sammensmeltningen mellem Kristus og kirken. Og dog omtalte han denne sammenligning som en stor hemmelighed – vi var altså knap nok på vejen endnu, men blot introduceret for mysteriets eksistens. Måske for at vi ikke skulle snuble i første forsøg. I første omgang slog Paulus altså fast, at vi var lemmer på Kristi legeme, og således allerede da i en vis forstand, om end vi ikke fatter det, har lod og del i ham. Langt mere lå begravet i dette kapitel, end jeg tåbelige menneske formåede – og måske burde formå – at grave frem. Og hvad med mit spørgsmål? Om denne villen efter intet at vide var min ambition, havde jeg da ikke bare blotlagt min egen tåbelighed?

Jo, det havde jeg vel sandt at sige, og alligevel var jeg jo kommet et skridt videre. For jeg kendte, om end det var hinsides mit intellekt at erkende det, dog mig selv godt nok til at vide, at jeg intet vidste. Så vidt var jeg kommet et skridt videre, om end intellektets vilje til erkendelse ønskede det anderledes, ja, modsat. Altså, at jeg var blevet klogere, sådan som også Ordsprogenes Bog ville det. Men så ville mine bestræbelser jo have været forgæves, ja, de ville have været til skade; med mindre de da gik op i en blot lille smule højere enhed, da jeg nu kunne siges at have en flig af denne klogskabens viden, nemlig at jeg intet vidste. Og således kunne prise mig selv, om det så faktisk var sådan fat, en lille smule saligere end før.

Kærlig hilsen Ture.

Dec. 07

Å, Herre Jesus, jeg ved ikke, hvad jeg skal bede om eller for. Jo, to kvinder, jeg kender, Ka. og He., man da du, så vidt min tro, næppe har magten til at opfylde bønner i bogstavelig forstand, finder jeg foretagenet udsigtsløst. Og dog tror jeg imidlertid, at du kan forsyne dem med netop den kærlighed, der kan bære dem gennem deres sorger, og at bønnen om ikke andet således har den magt, der gives den bedende i kraft af korsets magtesløshed. Jeg ved, at det lyder noget løst i kødet, men bedre kan jeg ikke forklare det. Eller bede om det. Dog skriver Paulus jo, angående bøn, at Ånden kommer os til hjælp i vores skrøbelighed. Kom du da mig til hjælp nu med et bibelkapitel, fra hvilket jeg efter sædvane vil udvælge en sentens…

Herre, altid har mennesket været en kamikaze – altid har vi søgt vores egen udslettelse. Forskellen fra før og nu er blot, at vi nu, med opfindelsen af atombomben, har den faktiske mulighed for at gøre det, endda i løbet af ganske kort tid. Jeg har ofte tænkt på, om ikke denne vores fælles selvmords stund, som vel nok en eller anden dag uvægerligt vil komme, bliver dagen for din indgriben. Ikke at en sådan stund er efterstræbelsesværdig, men heri består jo også tværtimod opfyldelsen af profetien, at lovløsheden vil tage overhånd (Matt 24,12), hvilket sidst af alt er efterstræbelsesværdigt, og at vi netop dermed vil behøve din indgriben, ikke for verdens skyld, for den går til grunde for egen hånd, men for at troens lov derefter kan blive opfyldt i kærlighed. Det gælder også mig, at jeg søger min egen udslettelse for egen hånd, men dermed ikke sagt, at hverken jeg eller vi skal give efter for en sådan drift. At kærligheden vil opfylde troens lov skal du nok sørge for; vores opgave, derimod, er at efterstræbe kærligheden. Men når vi nu efterstræber kærligheden ved at søge livet, hvordan kan dødens evighed, uanset om den består i evig søvn eller salighed, da forekomme os så efterstræbelsesværdig, at krig og ødelæggelse altid synes at have stået øverst på den menneskelige dagsorden – som om vi søgte døden? Og søger vi døden, efterkommer vi da ikke blot frelseplanens lov, idet vores liv i sig selv ingen værdi har, men kun har værdi i dig? Jeg taler ikke hermed om det evige liv, men om det jordiske, der altid kun alt for gerne vil tilstræbe sin egen ødelæggelse, idet blot den endelige ødelæggelse af mennesket kan opfylde menneskets egen lov – at være en kamikaze. Altså; hvad er værdien af menneskelivet, hvis al værdi blot består i dig, og ikke i mennesket selv? Giv mig tre muligheder for gennem et bibelord at komme til afklaring om dette i samtale med dig…ApG 24

Herre, alle disse tanker jeg får, når jeg i bøn ser dig lide på korset på mit krucifiks. Jeg kan, dybt i min sjæl, endog finde din lidelse vidunderlig, som helbredte du med den mig og mine sår. Jeg kan finde den smuk, og meget mere end blot smuk i æstetisk forstand. Jeg finder den smuk, fordi kærligheden er smuk, og endog mere smuk end noget menneskeligt kunstværk. Således er det ikke krucifikset som kunsthåndværk, jeg finder smukt, men den usynlige ånd, som gennemsyrer det i kraft af denne ånds overvældende kærlighed. En nåde som sandt at sige, uanset alle anfægtelser, da synes fuldkommen grænseløs, og netop synes fuldkommen derved, at den er grænseløs. Men er nåden da grænseløs? Ved den forsætlige synd, der atter, efter at have lært sandheden at kende, korsfæster Guds søn, synes der flere steder i det Nye Testamente at sættes en grænse for nåden. Men hvori består den grænse, hinsides hvilken der blot findes fortabelse – og er kærligheden da fuldkommen, hvis nåden ikke er fuldkommen grænseløs? Giv mig et bibelord, Herre, og lad mig lære af det…

Herre, der forekommer mig, at den mystiske oplevelse som oftest for mig består deri, at min sjæl henlægges i et uudgrundeligt mørke, uden loft og uden bund. Men midt i, på et eller andet tomt og bart sted, så meget kan jeg dog se af dets blege skær, skinner et enligt stearinlys. Hvor meget hellere, trods al pine, ønsker jeg da ikke også dette enlige stearinlys, frem for loftsbelysning af halogen. Og dog er pinen fuld af angst. Dels frygter jeg, og dels ønsker jeg, at dette stearinlys pustes ud for bestandig. Da ville jeg være hos dig, og deraf ønsket. Frygten, derimod, kommer deraf, at intet synes at virke mere skræmmende for min sjæl end netop evigheden. Dog, når jeg bævende mediterer over den, om end jeg ikke kan tænke den til bunds, forsvinder den, således som det nu er sådan, at intet mørke kan fordunkle selv det spædeste lys. Og jeg tror lyset, og ængstes nu på paradoksal vis nu mindre, ja, momentvis slet ikke, for det fuldstændige mørke. For intet, selv ikke det fuldstændige mørke, kan da skille mig fra din kærlighed. Ja, Herre, lad mig i den tro trække et lod…

Apostlenes Gerninger, kapitel 16.

Herre, jeg er i en tilstand, hvor jeg kun kan holde ud at leve i kraft af drømmen om, hvor vidunderlig det må være at være død. Og ikke med tanke for den evige salighed, nej, den ænser mit forpinte sind slet ikke. Nej, det er den drømmeløse søvn, jeg længes efter. Og især det at dø. Altså at mærke døden bemægtige sig krop og sind og mærke, hvordan bevidstheden minut for minut slukkes. Det er deri saligheden, en stille rystelse af fryd gennem hele kroppen, består. Eller rettere, ikke består, for den består kun deri, at den er midlertidig. At der kun er få øjeblikke tilbage, og at livet, hele det tumultariske liv, i disse få øjeblikke fredeligt og stille forlader mig. Der er ingen dødsangst tilbage af nogen art, og al angst for livet svinder mere og mere. Det er sagt, at du blot ved at leve kan besejre livet. Det er også sagt, at du blot ved at dø kan besejre døden. Men mere sandt er det dog, at den eneste måde endegyldigt og fuldstændigt at besejre livet på, er ved at dø. Og hvem vil ikke gerne besejre livet? For alt i verden ikke ved at få livet taget, men tværtimod ved at få døden givet. Således min bøn om døden. Har du noget at sige dertil, så sig det. Og om end jeg finder det komisk, alt taget i betragtning, trak jeg gerne i vantro et kapitel fra Bibelen. Ikke fordi jeg ønskede at finde det komisk, og heller ikke fordi jeg ikke ønskede at gøre det af tro. Men som det er, er min eneste mulige vej til tro gennem vantroen. Og dog siger du her nej. Det vil sige, du fornægter mig ikke, men du vil tale med mig i enrum. Ligeså ønsker jeg det samme. For jeg ønsker, om jeg så skal dø eller ej, dog at mærke din kærlighed i hjertets lønkammer, og ikke gennem den åbenbarelsens forstandighed. Således altså i dag vores beslutning. Og ja…

Amen.