Ture Lykkegaard

^{I begyndelsen skabte Gud}

^{en fejl i syntaksen}

Om profeten fra Kreta (Tit 1,12-13):

”Der er en af deres egne, en profet,

som har sagt: ’Kretere lyver konstant,

de er dyriske, griske og dovne’. Det

er så sandt, som det er sagt…”

Til Lene

Indholdsfortegnelse:

I

II

III

IV

V

VI

VII

I 

hallo?

hallo, derude

er du der

eller

nå, der var du

jeg føler mig

så alene

forstår du nok

og jeg ved ikke

hvad jeg har

gjort, for at…

ja, at være

så alene

jeg har hørt

mig kendt skyldig

men jeg ved

ikke i hvad

ja, jeg kender

ikke engang

sigtelsen

og straffen

hvad med straffen?

kender du, ved du –

nå, ja

det var det med

at være

så alene

men, min kære læser

nu har jeg altså dig

eller skal jeg sige Dem?

lad mig fortælle

Dem

blot i det tilfælde

at De eksisterer

jeg beklager

hvis jeg er lidt omtåget

men det er sen aften

jeg er træt, og jeg

har netop taget

min medicin

medicin, tænker De sikkert

hvad er dog denne

medicin?

og dog vil jeg gøre mig den

ulejlighed

blot for Deres skyld

at fortælle Dem

hvordan det

hele begyndte

jeg startede med

at ville skrive

et digt

ja, et digt

og pludselig

slog det mig

at jeg utvivlsomt

måtte forskønne

redigere

retouchere

mig selv, hvis

det skulle blive

et godt digt

hvorfor?

vel fordi jeg bare

ikke er i stand

til at skrive

et godt digt

i hvert fald

ikke uden

at skulle forskønne

redigere og

retouchere mig selv

det var

den første fejl

og ak, er jeg

endnu så langt fra

nået til forbrydelsen

undfanger en

lille synd dog

under omhyggelig

og kærlig pleje

uvilkårligt en

større synd

jeg ville jo så

absolut skrive

et digt

og kunsten

stiller sine krav

– tænk, hvis læseren

af det skønneste

kærlighedsdigt

dog blot vidste

hvilke underhåndsaftaler

med kærligheden et

sådant har krævet –

men det var

nu ikke noget

kærlighedsdigt

jeg ville skrive

det var

den anden fejl

næ, jeg ville ikke

skrive noget kærlighedsdigt

jeg ville

forklare mig

forsvare mig

ja, retfærdiggøre mig

ikke overfor læseren,

forstår De,

men overfor

mig selv

alligevel ville jeg gøre

det under dække af

min henvendelse

til en læser

under dække af at

skrive et digt

som jeg formodede

af nogen ville

antages at være

en litterær frembringelse

ville jeg forklare mig

men

men uden at sige det

uden at nævne det

med så meget

som et ord

for at læseren

så at sige

skulle løse min gåde

og hvorfor?

vel af

kunstnerisk forfængelighed

hvem skriver et

digt for at forklare sig

og det overfor sig selv?

måske gør man det

for…ja, fanden må

vide hvorfor, men

for at forklare sig?

nej, først og fremmest

ville jeg gøre det

–  altså, ikke forklare

men forstille mig –

af stolthed

for i al alvor

hvis man endelig

skriver et digt for

at forklare sig

og bliver spurgt;

nå, overfor hvem?

og man så svarer:

overfor mig selv!

hvem ville da ikke

slå en latter op?

latterligheden i at

skrive til skrivebordsskuffen

består nemlig ikke deri

at man skriver

til skrivebordsskuffen

med det skjulte

ønske om

en dag at blive læst

næ, latterligheden består

som altid i bogstaveligheden;

at man skriver til

skrivebordsskuffen

for at lade det blive der

til den er fyldt

hvorefter man smider

indholdet ud

og begynder forfra –

ville dette ikke være

topmålet af latterlighed?

imidlertid er det

måske det jeg skulle

have gjort

i stedet for at skrive

som om jeg ville

noget som helst andet

end at forklare mig

forsvare mig

retfærdiggøre mig

overfor mig selv

hvilket for øvrigt

i sig selv behøvede

en tilhører, så at sige

hvem ville dog

retfærdiggøre sig selv

overfor sig selv

uden en tilhører

uden at vække

om ikke andet

så sin egen latter?

deri består en basal

latterlighed ved

alle kunstnere:

de kræver tilhørere

sig selv regner de

ikke for noget

og dog er det netop

fordi de mener at

regne sig selv for så

tilstrækkelig meget

at de behøver

ja, kræver

tilhørere –

ligeså altså jeg

men til helvede

med alle digtere

jeg ville jo

fortælle Dem

hvordan det

hele begyndte

som sagt begyndte

det med at jeg

ville skrive et digt

og jeg begyndte

således at skrive

dette var

den tredje fejl

som De ser

har jeg allerede nu

skrevet en

anseelig mængde

for at forklare mig

men jeg fandt

langsomt ud af

at det ikke nyttede

noget bare at

forklare sig

og i øvrigt

at jeg heller

ikke kunne

forklare mig

jeg behøvede

visse kunstgreb

visse virkemidler

såsom fiktive stimulanser

såsom cigaretter

askebægre og piller

hvormed jeg

så at sige, kunne

få al denne løgn og latin

til bedre at glide ned

det dække af ord

der skulle tilsløre

mit fordækte forsvar

og som løgnen tog til

først cigaretter

og siden piller

fandt jeg ud af

at løgnen forklarede

sig selv

ja, havde en egen logik

som enhver sandhed savner

blot har løgne

også livsløgnen

ja, især livsløgnen

et eneste krav:

den behøver

en tilhører

for sig mig:

hvem der levede

på en øde ø

ville have nogen

interesse i at

lyve for sig selv –

for overlevelsen på

en øde ø

har løgnen ingen funktion

men for os andre, derimod

for os, der lever af at

eksamineres

og vurderes

i al vor sociale færd

har især livsløgnen

brug for en tilhører

for at sætte sig selv og

sin egen logik

i et perspektiv

der i respekt

for andres livsløgne

kan koordinere

den kollektive samfærdsel

ja, egentlig er det

jo bare en slags logistik

dette med sandheden

ikke sandt?

altså, jeg begyndte

at skrive på dette digt

og som jeg skrev

faldt det mig ind

at jeg ville anslå

en kammeratlig tone

overfor læseren

som overfor en kær ven

og at jeg ikke ville

sky nogen midler

for at få læseren

ja, sandt at sige

Dem

til at føle sig

behageligt tilpas

under læsningen

og dog ville

jeg have ham

eller hende

til at tage stilling

naturligvis ikke

til mig

da denne læser

langt væk

umuligt kunne

have mit

personlige bekendtskab

og dog skulle denne

bag alle kunstgreb

og virkemidler

ene og alene

tage stilling

til mig

lad mig forklare

netop Dem

lidt om hvorledes

jeg ville gøre

først skal De

bare vide

at denne kuglepen

viljeløst lader

sig styre

af behovet

for cigaretter

og piller

og derfor næppe

er noget

godt sandhedsvidne

og yderligere

hvordan De under

mit bekendtskab

vil tilbydes

ja, nødes

selv samme virkemidler

det var jo dette

med logistikken

det husker De vel?

for hvis jeg virkelig

skal forklare Dem

noget om

hvorfor jeg egentlig

begyndte at skrive

dette her digt

jeg omtalte

synes jeg

vi skal drikke dus

altså, ikke sådan ment

det var igen

dette med bogstaveligheden

men i overført forstand

for alt dette med

at være Des

var egentlig lidt

af hensyn til

den gammeldags

sociale samfærdsel

men en sådan

behøver vi to ikke, vel?

den var måske også

lidt af et fupnummer

for at være til behag

gøre indtryk

indsmigre sig

og den slags

formaliteter

er vel godt passé

nu hvor jeg vil

fortælle dig

hvordan det

da gik, da jeg

ville skrive

dette digt

men først

nu hvor vi har

brudt isen

ja, jeg synes nærmest

vi er som fundet

for hinanden

så sæt dig

godt til rette

vi har jo efterhånden

talt godt og hyggeligt

og så fin du er

til at lytte

II

så kom her, kære ven

mens jeg fortæller

om dette digt

kom og anbring din krop

i en behagelig stilling

ser du, selv elsker jeg

at anbringe min krop

i behagelige stillinger

det lykkes bare aldrig

eller det vil sige

så snart jeg har

anbragt min krop i en

behagelig stilling

synes enhver del af den

blot at have et eneste

ønske: nemlig at

anbringe sig selv i en

anden stilling

ja, om det så skal være

en yderst ubehagelig stilling

måske fordi den

hellere end at være i stilling

vil tage stilling

og dog naturligvis

det indrømmer jeg

uden at have nogen

som helst anelse om

hvad det er

den skal tage stilling til

endsige naturligvis hvilken

stilling den skal tage

og den foretrækker måske netop

derfor at anbringe

sig selv i en yderst

ubehagelig stilling

blot fordi den hermed

tydeligvis selv har valgt

denne stilling

uanset at den ikke aner

hvad og hvilken stilling

der er tale om –

som sagt elsker

jeg at anbringe

min krop i behagelige

stillinger, men

at befinde sig

i længere tid i en sådan

stilling finder jeg

ikke alene kedsommeligt

men også

ja, uanstændigt

men kom nu her

lad mig ikke allerede

støde dig fra mig

jeg har netop glædet

mig til dette øjeblik

hvor du anbringer

din krop i en

behagelig stilling –

også selvom en sådan

behagelig stilling måske

alene på grund

af behageligheden

kræver visse stimulanser…

hm…tag dig endelig en

cigaret

askebægeret er til for det samme

og tillad mig at

korrigere mig selv

jeg vil som sagt så

nødigt støde dig fra mig;

du kan jo sagtens lade

din krop befinde sig i

en behagelig stilling

og samtidig

hermed tage stilling

– jeg legede blot for

morskabs skyld lidt

med ordene –

tilgiv mig dette, kære ven

og tilgiv mig

denne talestrøm

jeg havde bare frygteligt

brug for at tale

lad os nu

vende tilbage

til dig

for nu er det, du i

denne behagelige stilling

netop skal tage stilling

men til hvad, spørger

du måske?

men kære,

hvorfor tror du

jeg sagde, vi skulle vende

tilbage til dig

i en behagelig stilling

hvis ikke det var fordi

du netop skulle tage stilling

til dig selv?

ja, til dig selv

ser du, noget

eller rettere nogen

skal vi nødvendigvis

tage stilling til

det er derfor, du er her

og mig kan du ikke

regne med

jeg eksisterer ikke

længere, ser du

men det gør

derimod du

altså er du ikke blot

den eneste, der kan

tage stilling

du er også den eneste

af os begge bekendte

som du kan

tage stilling til

altså, sæt dig godt

til rette

hvis du ryger

med en cigaret

du bedes bemærke askebægeret

anbring din krop i en

behagelig stilling

dertil er cigaretten

vist nødvendig

og forbered dig på

at tage stilling

også selvom det

kan blive en yderst

ubehagelig stillingtagen

som sagt, tror jeg nok

vælger vi selv

hvilken stilling vi tager

det er det forbandede

ved det

og sagen er, at det

du skal tage stilling til

vel nok er det for

menneskeheden mest

ubehagelige, der tænkes

for ikke at sige skrives

kan, at tage stilling til

nemlig sig selv

eller rettere

dig selv

personligt nærværende

men åndeligt fraværende

frygter jeg, at jeg ikke

kan være til den store hjælp

jeg er ellers en

hund efter at være

nogen til hjælp –

men ser du, jeg kan

hverken være i eller tage

nogen stilling

til noget som helst

for nok er jeg

personligt nærværende, og

– jeg må igen korrigere mig

selv for min fejhed –

eksisterer altså

men jeg kan kun skrive

og dermed undgå

enhver stillingtagen

du, derimod, må nødvendigvis

tage stilling til, hvad du læser

det gør man jo

når man læser

om ikke andet, så for at

finde hoved og hale

for overhovedet at

kunne indtage en eller

anden slags stilling

videre fremme i teksten

om ikke andet

anspændt forargelse

eller blot anstrengt irritation –

og du ville i øvrigt ikke

ellers have læst så langt

som til her

hvis ikke det var

for muligheden for

stillingtagen

er det ikke rigtigt?

men lad dig ikke irritere

af den grund, om jeg så må sige

lad mig slet ikke være dig

til nogen irritation

jeg ønsker jo bare én

eller rettere, to ting:

at du anbringer din

krop i en behagelig stilling

og derefter

at du begynder

at tage stilling

ryger du?

pyt, tag endelig en cigaret

du bedes bemærke askebægeret

det står i linjen ovenfor denne

og derefter begynde

at gøre dig parat til

at tage stilling

men

bemærk venligst først

hvor behagelige omgivelser

du befinder dig i

hvilken perfekt mulighed

for at tage stilling

det er

alting ned til det

enkelte bogstav

er vel tilrettelagt

alene for din skyld

i skrivende stund

eksisterer jeg

alene for dig

så skulle det være på plads

apropos plads

det må være på

sin plads

at introducere sig for dig

jeg anbringer bare

aldrig tingene

på deres rette plads

eller rettere

når jeg skriver, er det

ligesom at puste røgskyer

hvis jeg må være lidt poetisk

formationerne forandrer

sig konstant

ligesom alt andet

undtagen altså nu

for vi to vil

ikke forandre hverken

os selv eller hinanden, vel?

skal vi ikke give hinanden

håndslag på det

selvom det er svært

og yderst avanceret

rent æstetisk

at give håndslag

på noget, når vi

så at sige

er forskudt i tid og sted

men det var det

med pladsen

der vokser

ligesom man synes

at blive dummere

og dummere

jo mere man læser

ikke sandt?

undskyld, nu

vrøvler jeg vist

men jeg sagde jo

at alt var vel tilrettelagt

ned til det enkelte

bogstav, for jeg er netop

et vrøvlehoved

så skulle det være

på plads

ligesom alt det med

at forandre os selv og

hinanden

ligesom du ikke kan

forandre mig, er jeg

næsten

sikker på, at jeg

heller ikke kan

forandre dig

det er netop derfor

at jeg har ladet dig

befinde dig i så

behagelige omgivelser

selvom vi altså ikke

kan give hinanden

håndslag på

ikke at ville forandre

noget ved hinanden

og jeg ikke helt

kan love

ikke at forandre dig

for du er netop

som jeg tænker mig

du skal være

noget jeg kan

forandre

forskønne

retouchere igen

alt efter behov

og uanset din

standhaftighed

for din kritiske sans

tilpasser min kuglepen

sig glad og gerne

hvis du forstår hvad

jeg mener

jeg udtrykker mig vist

lidt tvetydigt

desværre kan jeg

heller ikke love

ikke at forandre mig selv

faktisk består jeg

udelukkende af forandring

og er ikke i stand til at

være på min plads

bare en enkelt linje

måske er der en

ganske logisk grund

til at man ikke

kan give hinanden

håndslag på tværs

af vers, om jeg

så må sige

digtere lyver for meget

som man siger

men tro mig:

jeg har kun enkelte

gange løjet for dig

og hver gang var det

fordi jeg løj for mig selv

jeg ville hjertens

gerne fortælle dig

sandheden, hvis ikke

det var fordi

jeg sandt at sige

i så fald fandt mig selv

så frygtelig påståelig –

ja, og påstandene i øvrigt

de sande postulater

så frygteligt usandsynlige

men pyt, jeg kan

i hvert fald love dig

at alt er på sin plads

bortset fra mig

og er så vel tilrettelagt

at jeg ikke engang

har glemt askebægeret

endnu

alene for dig

hvad der også bliver

nødvendigt, nu hvor

du sidder behageligt

og jeg har introduceret mig

om ganske kort tid

kan du påbegynde

en stillingtagen

så er det i hvert fald

på sin plads

så min ven, nu er det

at du skal tage stilling

jeg skal prøve at

fortælle tingene i deres

rigtige rækkefølge

og jeg skal prøve

ikke at lyve

eller i hvert fald

forsøge at gøre dig

opmærksom på

når jeg lyver

det kan jo ske for enhver

af vanvare

et uheld

blot den mindste fejl

i syntaksen

om jeg så må sige

og så er den der

den hvide løgn

den lodrette

eller modsat

den statistiske

som måske er den

allermest hyppige

især når man skal

ja, tage stilling

ser du, det hele kom

sig af, at jeg en dag

hørte en af disse digtere

skrive om, at hun

i digtet forstås

betragtede sig selv skrive

det fik mig sådan til

at dagdrømme

og pludselig fandt jeg

mig selv i at dagdrømme om

hvordan det ville være

at se sig selv skrive

eller nej, nu lyver jeg:

jeg fandt faktisk mig selv i

at dagdrømme om

hvordan det ville være

at dagdrømme om at se

sig selv skrive

det var det med syntaksen

og det bliver værre endnu

for momentet efter

begyndte jeg at skrive om

hvordan jeg havde dagdrømt om

hvordan det ville være

at skrive om, at jeg havde

dagdrømt om at dagdrømme

om at skrive

å, jeg tror faktisk ikke vi

ville lyve så meget, hvis ikke

sandheden var så dårligt

egnet til at lade sig forklare

ja, man kan sige om sandheden

som om socialismens fælleseje;

den lader sig ikke gøre

fordi den kræver alt for

mange forklaringer

udredninger

oprydninger

formuleringer

i virkelighedens verden

eller snarere

i verdens virkelighed

lader sandheden såvel som

socialismens fælleseje sig kun

virkeliggøre i digtet

for til gengæld i digtet

ikke at lade verdens virkelighed

være andet end løgn

eller blot syntaksfejl –

men kære ven

tilbage til min egen

syntaksfejl

for da jeg dagdrømte om

at se mig selv skrive

eller rettere

dagdrømte om at dagdrømme

om at se mig selv skrive

og videre i denne dagdrøm

skrev om, hvordan jeg havde

dagdrømt om, hvordan det

var at dagdrømme

at se sig selv skrive

da fik jeg ærligt talt

ikke skrevet noget

der gjorde mig blot

en stavelse klogere på

hvad det egentlig er

man dagdrømmer om

når man dagdrømmer

om at dagdrømme

endsige hvad det egentlig er

man skriver om

når man skriver

om at skrive

for at blive blot

en stavelse klogere

tænk nu, hvis denne drøm

om drømmen og dette digt

om digtet virkelig er

den rene og skære sandhed

og alt andet blot

løgn og syntaksfejl?

ville du være så venlig

at tage stilling til det?

jeg orker det

desværre ikke

III

men kære ven dog

lad os koncentrere vores

kræfter lidt om dig

har du fået ild på

en cigaret?

lad os huske på askebægeret

det står jo lige her over

alle løgne og syntaksfejl

jeg tror du får brug for det

ja, jeg tror måske allerede

du bruger det

i så fald er det et eksempel

på socialismens

virkeliggjorte fælleseje:

et askebæger

der er tilgængeligt for

alle der kan drømme

til brug for drømmens

affald, nemlig masser af

skodder og aske

og det var netop

drømme jeg ville ind på

ikke kun dagdrømme

om dagdrømme

men også ungdomsdrømme

i den ene eller anden betydning

drenge- eller pigedrømme

alt efter hvilket køn

det behager dig at have

eller ikke have

mig er det ligegyldigt

og grammatik behøver

vi ikke bøje os for

hverken i køn, tid eller tal

så længe vi også

har ønskedrømme

så prøv at lukke øjnene

lad os forsøge os med

et eksperiment

ryg dog endelig

men hvad angår cigaretten

og de lukkede øjne

må du tænke dig til askebægeret

og da du heller ikke

kan læse nu

så prøv at koncentrere alle kræfter

om din cigaret og tag

et dybt sug

sådan

se nu, jeg har en

mening med min henvendelse til dig

altså at jeg bad dig

tage stilling

men

men hov, du læser jo

jeg sagde jo, du skulle

lukke øjnene

prøv nu igen

og før du gør det

så prøv at huske

følgende instrukser

når du har lukket øjnene:

tag et dybt sug

af cigaretten

også selvom du skal

tænke dig til den

pust derefter ud

åbn så øjnene og

betragt opmærksomt

røgskyerne og deres bevægelser

når du så har gjort det

bedes du tage

stilling til følgende

hvilket kræver lidt forklaring

hvis jeg endnu engang

må tillade mig at være lidt poetisk

angående det her med at skrive

for det svarer meget

godt overens med

at puste røgskyer

at fatte pennen er som

at tænde cigaretten og

at suge ind er som

at fyldes af inspiration

altså at indånde

når først det er klaret

er det blot at ånde ud

og betragte røgens skønne

men flygtige mønstre

der forandres og skifter form

hvert enkelt splitsekund

derefter behøver man

sådan set ikke skrive

endsige læse noget

for alt, hvad der er at

sige eller skrive om livet

står at læse i disse

vidunderlige røgformationer

i øvrigt, for den dødelige digter

– og vi er vel først udødelige

når vi engang er døde –

opgives hurtigt drømmen

selv ønskedrømmen

om at fange de blågrå

røgmønstre på papiret

det er ganske simpelt

ikke nødvendigt

i hvert fald ikke så længe

man kan indånde

inspirere, medicinsk talt

tage et sug til

og puste ud

ja, du må endelig

ikke holde dig tilbage

og hvad angår asken

jeg mener, nu hvor

du ikke vil have noget askebæger

så glem den

den er alligevel bare

en slags drømmens affaldsprodukter

og hører ikke hjemme

i en ønskedrøm

ligesom du heller ikke

skal fæstne dig ved

røgskyernes flygtighed

eller rettere

du skal netop fæstne dig ved

røgskyernes flygtighed

og intet andet

det er nemlig den sande digtning

modsat disse skriblerier

for denne flygtighed lader

sig kun fæstne uden ord

det gælder i hvert fald

for de dødelige digtere

og de udødelige er som

sagt altså døde

næ, de dødelige digtere

skriver snart sagt med lungerne

når de udånder

og deres ord

eller mangel på samme

tjener blot den næste smøg

og dennes røgformationer

men affaldsprodukterne

affaldsprodukterne af enhver drøm

har du og jeg

til fælles med de

udødelige digtere

for sjovt nok er de

alle sammen døde

og endog af nøjagtig

samme årsag som

de dødelige

nemlig at omtalte

skriftlige virke

om det så er et sindbillede

på ordenes afmagt

eller består af udødelige ord

er yderst sundhedsskadeligt

og som sundhedsstyrelsen

rimeligvis påpeger:

både for dig og dine omgivelser

altså

luk øjnene

tag et ordentligt sug af cigaretten

åbn øjnene

pust ud og betragt røgskyerne

grundigt

og læs så videre

er du parat?

okay

se

nu vil jeg vædde med

at du hverken har haft

øjnene lukket

taget et sug af cigaretten

eller betragtet røgskyerne

jeg vil vædde med

at du bare har læst videre

og jeg ved det jo ikke

men jeg tror, jeg har

vundet mit væddemål

ser du, det var det

der var mit eksperiment

det var så at sige dig

eller rettere

det er dig

der er min ønskedrøm

stadig behøver hverken

du eller jeg bøje os

for tid, køn eller tal

men drømmens affaldsprodukter

er nu at læse ovenfor

jeg mener i eksperimentet

alle løgnene og syntaksfejlene

i tid, køn og tal

som vi stadig ikke bøjer os for

og jeg tror faktisk

at socialismens fælleseje

var muligt, hvis bare vi

ikke bøjede os for tid, køn og tal

og især ikke for

skriftlige instrukser

vi har altså ønskedrømmen

men hvad gør vi

med affaldsprodukterne?

se nu

du bedes bemærke askebægeret igen

der hører de til

der placerer og dumper vi

både skodder og aske

og fæstner os kun ved

røgskyernes flygtighed

og intet andet

se, der har du

socialismens virkeliggjorte fælleseje

både for dig og

dine omgivelser

alt andet er blot

løgn og syntaksfejl

men tilbage til min

henvendelse til dig

dette med at tage stilling

dertil er det faktisk meget passende

at anbringe sin krop

i en behagelig stilling

for der er noget, jeg vil

diskutere med dig

det vil sige, det er

jo nok hovedsageligt

for ikke at sige udelukkende

mig, der fører ordet

og dog

– og dette har også

noget at gøre med

hvad jeg vil diskutere –

vil jeg ikke

trods forskydning i tid og sted

udelukke en eller anden form for

interaktion

mellem dig og mig

læg igen mærke til

hvor behagelige omgivelser

du befinder dig i

hvorledes alting ned til

det enkelte bogstav

og de udeladte kommaer

er vel tilrettelagt

alene for din skyld

som sagt

i skrivende stund

ja, og netop ikke kun

i skrivende stund

eksisterer jeg

alene for dig

det var det, der fik mig

til at understrege

hvor vigtigt det var

at du anbragte din

krop i en behagelig stilling

for det, jeg vil

diskutere med dig, er

kærlighed

den frie kærlighed

næstekærlighed

brændende kærlighed

kærlighed og kildevand

og ser du

interaktionen består deri

at du sammen med mig

og jeg sammen med dig

finder ud af

hvad kærlighed er

du tror mig ikke?

jeg medgiver, at enhver

fysisk kontakt

er udelukket

og dog

har jeg tænkt mig

at sætte dig på prøve

du skulle jo tage

stilling, ikke sandt?

godt, jeg har udtænkt

en glimrende metode

til at få dig til at

tage stilling til

hvad kærlighed er

det er sådan set det

hele min henvendelse

gik ud på

eller også var det bare

et forsøg på en morsomhed

døm selv, jeg stiller gerne

min person til doms

for interaktionen

består netop deri

at du nu har

stiftet bekendtskab med mig

i kraft af vores eksperiment

som du var så venlig

at afprøve

ser du, jeg havde en

pointe med det eksperiment

en skjult dagsorden

det indrømmer jeg

fuld af løgn og syntaksfejl

men det var jo netop pointen:

om du, om ikke andet

så af ren trodsighed

tappert og viljefast

ville læse videre

til trods for alle de

løgne og syntaksfejl

der først stod at læse

nederst på dagsordenen

hvor jeg satte dem

og det ville du altså

allerede heri bestod

den første interaktion

og nu

kom nu lidt nærmere

forestil dig mig

med opsat hår

smykker

let kosmetik

duftevand

kavalergang og alt det der

som sagt er der

ingen grund til at

bøje sig for køn, tid eller tal

hvis du ønsker det

kan jeg også være

en viril bodybuilder

2 omsorgsfulde sygeplejersker

i uniformer

mændene fra l’easy-reklamerne

eller hvad end

du måtte ønske

det vigtigste er

at du føler dig vel

til mode

og i godt selskab

det vigtigste er

interaktionen

jeg tror, du forstår

hvad jeg mener

hmm…?

hvis muligheden nu

foresvæver dig

at eksempelvis

2 sygeplejersker eller

mændene fra

l’easy-reklamen i fjor

kan løse sindet ud af

sit fangenskab,

nemlig

kønnets, tidens og tallets tyranni

alene ved

en smule kropsvæske

og en kildren i underlivet

så er det fint med mig –

dog, hvis vi

går lidt videre i teksten;

tænk, hvis det ikke er

kønnets, tidens og tallets tyranni

der lægger dit sind i lænker

men at det tværtimod

om jeg må være så fri

er alle syntaksfejlene

herunder de 2 sygeplejersker

eller mændene fra

l’easy-reklamen

der med faglig akkuratesse

har fikseret dit sind

til dit underliv

med et bælte af læder

således at du som løsesum

snarere end at udløse den

pænt og anstændigt

må ophobe alskens galde

til en tilstand af stadig

større fattigdom

for måske igen

at slippe fri?

tilgiv mig, hvis jeg synes

at moralisere

med fare for at kede dig

jeg vil jo bare hjælpe dig

for tænk, hvis det kun er

en eller anden slags

kongruens i køn, tid og tal

der kan løse dig ud

af denne bæltefiksering

i underlivet

for det har det med

altså, sindet

at sidde frygtelig

fast dernede

men pyt, om ikke andet

har vi da således

fået den frie kærlighed

på plads

om end jeg er bange for

at vi for en stund

meget håndfast dér

blot vendes, drejes og bøjes

i køn, tid og tal

lad os da derfor

gå videre fra

det personlige nærvær

til det åndelige

lad os komme ind på

næstekærligheden

for ser du, jeg holder

allerede overordentlig

meget af dig

uanset køn, tid og tal

og jeg føler en afsindig

trang til at bekende

det for dig

for nogle gange

måske endda ret ofte

hænder det, at man

endda i ganske ubelejlige

situationer

støder ind i et menneske

som man fatter en

umiddelbar og brændende

sympati for

og jeg har bestemt mig for

at have det sådan med dig

tro mig, det er en sympati

uden hverken grund

eller betingelser

for såvel alder som udseende

og seksuelle præferencer

er ganske underordnet

længslens iver efter at

kende dette menneske

altså dig

for selvom du på grund af

ubelejligheden

forbliver en ubekendt

forbinder jeg kendskabet

til dig med den

højest tænkelige salighed

om end dette kendskab

fuldstændig er berøvet

ethvert motiv

og tro mig, vores

adskillelse vil med

sikkerhed være forbundet

med en kortvarig, men

inderlig smerte

for selvom du

i hvert fald i princippet

stadig er en fremmed

er du for min umiddelbare

dybfølte kærlighed

slet ikke så

fremmed endda

tror du mig ikke?

der kommer ellers mere endnu

for hvad jeg – og du – har

at lære af vores møde er

at ingen for Vorherre

er fremmed, og at han

derfor dagligt husker

os på noget, som vi

glimtvis i underbevidstheden

synes at have en sær

brændende tanke for

men som synes

bevidstheden fremmed:

at vi skal elske vores næste

som os selv

og at denne kærlighed

til den fremmede

samtidig er vejen til, ja

Jesu hjerte, om jeg må

udtrykke mig sådan

lidt forblommet

du tror mig stadig ikke?

det er helt i orden

måske bryder jeg mig

i virkeligheden heller

slet ikke om dig

for selvom sådanne

møder med fremmede

som dig virkelig forekommer

og jeg følgelig føler

at elske menneskene

som helhed

såvel som den enkelte

tilfældige fremmede

forekommer det

modsatte også

nu hvor jeg er

i gang med bekendelserne:

bare en dag kan være

nok til at vække afsky

for selv det bedste

menneske, hvis denne

sidder for længe ved maden

eller er forkølet

og pudser næse hele tiden

og det sjove er

at des mere jeg således i

momentet kan hade

et menneske enkeltvis

des mere flammende

kan min kærlighed til

menneskeheden blive

og for at sige det lige ud

så kan du jo

helt afhængigt af tilfældet

lige så vel være

et sådant menneske

der på bare en dag

vækker min afsky

alene ved din måde

at pudse næse på

som du kan være

denne ubekendte

som på et enkelt

øjeblik møder min

mest dybfølte kærlighed

jeg foretrækker at tro

på det sidste

men må stærkt

advare dig:

jeg lider meget under

tvivl

anfægtelse

skepsis

mistillid

således er

Jesu hjerte og

næstekærligheden

vist på sin

rette plads

IV 

…da, min kære

da, kære ven

da er det endelig

tid til at få dig

helt på rette plads

du har måske

undret dig over

dette mit digt –

som den det jo omhandler

du har måske undret dig

over denne bogs titel

du har måske tænkt:

hvad er dog denne

fejl i syntaksen

altså den fejl i den måde

ordene føjes sammen

til sætninger på?

jeg ved det ikke

og jeg tror ikke

at der er nogen

der ved det

men jeg kender en kur

der med sikkerhed

kan rette fejlen i denne

bogs aftegninger

der jo omhandler dig

du tror mig ikke?

tro mig, ikke kun

kan jeg rette fejlen

jeg har allerede for længst

rettet fejlen

se nu blot her

lad mig vise dig hvordan

indtil videre har

vi af rekvisitter

blot fået cigaretten

og askebægeret ikke at forglemme

på plads

men der er noget

mere end det

bemærk nu for eksempel

en kaffekop

samt et lille plastikbæger

med nogle piller i

tag nu din kaffe

og tag pillerne i hånden

derefter i munden

tag en slurk

og slug pillerne

vær blot rolig

jeg har gjort

det samme

sådan

ser du

jeg ved godt

at du ikke har

slugt nogen

som helst piller

og dog

for fra allerførste side

i min beretning

har jeg ord for ord

fyldt dig med

virkningen af

chlorprothixen

som er indholdsstoffet

i et neuroleptikum

ved navn Truxal

uden dit vidende

har du nedsvælget

lige så meget dope

som jeg hver

eneste dag gør

og som det tager

sådan cirka den tid

det tager at læse

hertil

for at virke

det har jeg

en fagmand, vær blot tryg

regnet ud

for uanset hvornår

du læser disse linier

så har virkningen

langsomt og snigende

indtaget dine blodårer

hvad det er

for nogle piller?

du kan være

helt rolig

det var jo

blot en slags

fiktiv farmakologi

det skal jeg

alt sammen nok

forklare dig

forinden skal de

bare lige virke

når jeg har

forklaret hvordan

for at udelukke

enhver placeboeffekt

du skulle jo nødig

have taget dem

forgæves, vel?

se, vi har altså

efterhånden indtaget

en ganske betragtelig dosis

chlorprothixen

som er indholdsstoffet

i dette digt

og i løbet af ganske

få øjeblikke

– som du kan

udfylde ved at

læse følgende –

vil netop denne

dosis nå sin

fulde virkning

tænk nu først på

ja, tænk på

dig selv

tænk på, hvad du

tænker over, når du

tænker over

dig selv

tænk, at du ser

dig selv tænke

og tænk over

hvad du nu ser

dig selv tænke

ikke rigtig noget, vel?

det er lidt luftigt

deroppe, ikke sandt?

godt, jeg tror pillerne

så småt er begyndt

at virke

ser du, de piller

jeg gav dig

er særligt udviklede

til brug mod sindssygdom

ikke at jeg tror

at du lider af en sådan

mere end alle andre

hvilket også er rigeligt

men som regel

når disse piller

har sin virkning

beskytter de dig

som nu

vær helt tryg

mod fejl i syntaksen

der kræver alt for mange

forklaringer

udredninger

formuleringer

ved så at sige

at formatere kognitionen

om jeg må være så fri

ved at man

ser sig selv tænke

og man tænker over

hvad man nu ser

sig selv tænke

nemlig ingenting

et stort intet

også kaldet normalitet

disse piller skulle

på nuværende tidspunkt

have haft deres

fulde virkning

du er altså nu

helt og aldeles normal

din dømmekraft

og vurderingsevne

er ved sine fulde fem

du kan nu

roligt og nøgternt

tage stilling

problemet er bare

at der intet er

at tage stilling til

forstår du

grunden til at jeg bad

dig tage stilling til

dig selv

syntaksfejl

sandhed

digtning

kærlighed

og Gud

og til sidst

til at se dig selv

tænke over, hvad du nu

ser dig selv tænke

nemlig intet

er netop denne

at jeg personligt

der er nøjagtigt

lige så sindssyg som du

gerne jævnligt

indtager chlorprothixen

fordi jeg finder det

væsentligt lettere at tage

stilling til ingenting

end til

mig selv

syntaksfejl

sandhed

digtning

kærlighed

og Gud

at tage stilling

til sig selv

er nemlig som

at afpille et salathoved

lag for lag

først anbringer man

sit korpus i en

behagelig stilling

det er den første fejl

for alene kedsomheden

bliver det yderste lag

man piller af

derefter kan man

tage stilling til

sig selv

og lag for lag

afpilles salatbladene

for det er som

en løs maske

man slet ikke kan

lade være med

at pille ved

indtil man støder

på syntaksfejlene:

sandheden

digtningen

kærligheden

og Gud

nedenunder huden

bliver bladene både

fastere og saftigere

og knap så snavsede

som kedsomheden

men klæber som

skrællen til en appelsin

og ser du

man bliver grebet af det

og blad for blad

afklæder man sig selv

alle de dyre ord

og når man til

sidst har pillet

det inderste lag

nemlig Guds

kærlighed af

bliver der

lige nøjagtig

intet

tilbage

og ser du

netop deri

består min

forbrydelse

at jeg fra

allerførste linie

har fyldt dig

min egen skabelse

med chlorprothixen

som langsomt

har omskabt dig

som man omskaber

et skrøbeligt sind

til et salathoved

for at tildække

tomheden med

papirtynde blade

lag efter lag

af syntaksfejl

for at værne det

mod alle de

frygtelige

de virkelig frygtelige

syntaksfejl

men et salathoved

har ingen kerne

ingen sjæl

dog, vær blot rolig

det er helt normalt

intet usædvanligt i det

faktisk slet

intet

ja, du er nu

uden skygge af tvivl

helt og aldeles normal

du er ligesom mig

ja, du er mig

og eksisterer

bortset fra din skygge

ikke længere

eller måske snarere

eksisterer der ikke

andet end dig

det er blot en

anden måde

at sige det

samme på

for som du meget

snart vil erfare

for så vidt man

kan erfare noget

når intet

andet eksisterer

er erfaringen blot

en stadig hurtigere

nedslidning af

hvad du var

for ikke at

være andet

end en skygge

der helt

har glemt

hvad den

engang

troede

at være

ja, som slet

ikke rummer

anden fornøden

bevidsthed

end glemsel

og slutteligt

endog helt

er foruden

selv sin egen

skygge af tvivl

indtil selv

det glemte ikke

længere eksisterer

indtil enhver

endegyldigt

har glemt

at der overhovedet

var noget

at glemme

for ikke

engang

at have

været et

foster

af

min fantasi

men blot

en tablet

kemi

der hindrer

yderligere

nerveimpulser

der som dig

blot er

fantasifostre

i at blive

meddelt mit

centralnervesystem

således at du

er ude af

mine

hænder

om ganske

få linier

ja omtrent

nu

[gab]

å, jeg

bliver

så

træt…

jeg bliver…

så træt…[gab]

V 

jeg er vist faldet i søvn

ak, sikken en tøffelhelt jeg er

og slet ingen digter

tænk at falde i søvn

midtvejs i værket

jeg ville bare så gerne

i al oprigtighed

og vågen tilstand

endelig have fortalt dig

hvordan jeg oprindeligt

havde tænkt mig

det jeg ville skrive

skulle begynde

jeg startede virkelig med

at ville skrive

et digt

men ser du

jeg anede ikke hvordan

man skrev et digt

uden at skulle

forskønne

redigere

og retouchere

sig selv

men det var faktisk et

kærlighedsdigt

jeg ville skrive

et kærlighedsdigt

til dig, kære læser

ja, til dig

helt på tværs

af alle vers

du kender det sikkert

når man oplever

noget

og ikke ved

om det virkelig er sket

eller om man

blot engang har drømt det

eller bare husker forkert

hvad forskellen så

i øvrigt måtte være

når man alligevel

befinder sig i en drøm

og det faktisk sker

for det jeg ville

beskrive var

hvorledes vi to

bogstavelig talt

uden at skele til tid, køn eller tal

elsker med hinanden

fortæl mig blot

at jeg drømmer

det gør jeg jo

sandt at sige også

men du optræder

altså i min drøm

såvel som jeg også

tror jeg optræder i din

for med denne dosis

chlorprothixen

i dit blod

der nu har nået

sin fulde virkning

sover også du

ganske belejligt

for min ønskedrøm

er én og samme som din

i hvert fald på papiret

hvor jeg har det med

som du nok har bemærket

at tage tingene

altså dig

meget bogstaveligt

men hør blot

for jeg ville

hjertens gerne

fortælle dig

hvordan jeg oprindeligt

havde tænkt mig

det jeg ville skrive

skulle begynde

ikke at jeg kan

skrive noget digt

men det er som om

at du og jeg

lige nu er dette digt

som…

som Gud er i færd

med at skrive

denne skabelse

dette digt kaldet elskov

som Gud har skabt

ja, skaber i dette moment

andet tror jeg egentlig ikke

Gud tænker på

end denne elskov

så smuk og salig

som kun en drøm

kan være det

ja, som en drøm er det

for vi elsker med hinanden

lige nu og her

under grenene fra

kundskabens træ

og æblerne

som vokser der

– vi bemærker dem slet

ikke mens vi elsker –

vi lader dem vokse i

skyld og smag, lader

dem suge nok så

begærligt i stilken

og lader dem

frimodigt slippe grenen

en sensommerdag –

vi bemærker

dem stadig ikke

mens vi elsker

men begærer

blot hinanden

midt i blandt

æble efter æble

der falder ned

ligger vi –

og netop i dag

– såvel som alle dage

i evigheden er én og

samme dag og

i morgen for drømmen

slet ikke findes –

altså, i dag

efter vi har elsket

ser vi æblerne omkring os

en gysen går

gennem os begge

da vi sammen tænker:

’for et enkelt æbles skyld

at lade vor elskov

besmitte med synd?’

og læser svaret i

hinandens ansigter;

’aldrig nogensinde

vil vi gøre det’

aldrig skal

slægt efter slægt

leve i synd på grund

af os

men da kommer

der et øjeblik

da jeg ikke forstår dit ansigt

og ikke kan læse

dit hjertes tanke

det varer blot et øjeblik

men lidt efter

sker der det samme

og jeg tænker på

om du har tænkt

på et af de æbler

der ligger spredt omkring os –

og vi ser på

hinanden og ser

med dyb bekymring

samme tanke i

hinandens ansigter:

fristelsen til at

spise et æble

for derved at forstå

hvad den andens

tanke er –

ikke gennem hjertet

at aflæse den i ansigtet

men gennem forstanden

at forstå den

og vi ser bort et øjeblik

for dette frygter vi

mere end noget andet

da vore øjne mødes igen

finder vi samstemmigt

hjertets tanke fra før:

’aldrig nogensinde

vil vi gøre det’.

men hvorfor så vi bort?

søgte vi gennem

synet af æblerne

omkring os at

forstå den andens

tanke med forstanden

forstod vi den dog

da vi igen så ind i

hinandens øjne –

eller gjorde vi?

vi så at vi tænkte

det samme

både den

rædselsfulde tanke

om æblernes fristelse

og efter et øjeblik

at have set bort

tanken fra før:

’aldrig nogensinde’.

men forstår vi

hvorfor jeg forud for det

to gange ikke gennem

dit ansigt kunne

læse dit hjertes tanke?

da sker det;

jeg ser i dit ansigt

en sorg der siger:

’jeg forstår hvorfor’.

og da jeg med

en ansigtsmine

spørger dig hvorfor

svarer du med

et inderligt kys

på mine læber

å, jeg tåbe!

jeg, som tror

at kende

paradisets tungemål

nemlig kysset

jeg vil så absolut

have vished

og jeg spørger dig

med et fast blik

hvad du tænkte

de to øjeblikke

hvor mit blik for dit

hjerte var mig sløret

og du svarer med

endnu et inderligt

men nu også

sørgmodigt kys

på mine læber

derefter ser du

ind i mig

som ser du gennem mig

bag mine øjne

med et blik fuld

af kærlighed

men jeg ser det ikke

jeg leder i dine øjne

efter noget andet

jeg leder i dine øjne

efter svar på

hvad du tænkte

de to øjeblikke

hvor mit blik for hjertet

var mig sløret

jeg aner

at du har tænkt

over alt dette

disse to øjeblikke

ligesom de to øjeblikke

hvor du kyssede

mine læber

og jeg forstår

at du hellere end alt

andet vil trøste mig

med et svar

men at svaret ikke findes

og aldrig ville kunne findes

på noget andet tungemål

end kyssets

å, var det mig bare nok!

for da gør jeg det

jeg aldrig skulle

have gjort

og i al evighed

vil forbande

mig selv for at

have gjort

med mit blik spørger jeg

dig med en streng mine:

’hvad var det

du forstod

hvorfor var det

at mit blik

for dit hjerte var

mig sløret?’

da du for tredje gang

nærmer dig mig

med et inderligt

men ulykkeligt

kys på læben

vender jeg mig

i lede bort

jeg vil høre dig

sige det med ord

og da jeg læser

i dine øjne

at disse ord ikke findes

på paradisets tungemål

vender jeg mig igen bort

og ser blot

fuld af videbegærlighed

på et af æblerne

for jeg ved

at de rummer kundskaben

om ordets tale

om digtningen

og jeg ønsker blot én ting:

at du spiser et stykke

af et af æblerne

for at fortælle mig

hvad det var du forstod

og hvorfor mit blik

for dit hjerte

var mig sløret

og jeg ser op og ser i dine

øjne en rædsel

for jeg ved

at du i mine øjne

læser mit

hjertes inderste ønske

at elskovs tale ikke

længere er mig nok

og at jeg ønsker vished

gennem ord

blot nogle få enkelte ord

så jeg forstår

ligesom du synes

at have forstået noget

som jeg blot synes

at ane i dit ansigt

ja, nu synes der

pludselig så meget

det er ikke blot

som det er

nej, nu synes alt

bare at være

som om det er

og det synes

forkert for mig

jeg fæstner

vedholdende mit blik

på et ganske bestemt

ved faldet fra

grenen halvt flækket

æble midt i mellem os

og der går en rum tid

hvor vi stille sidder sådan;

jeg med blikket

fæstnet på det

halvt flækkede æble

og du med dit urolige blik

på mit ansigt

da begynder du

at røre på dig

rystende af rædsel nærmer

du dig æblet og tager

det op i hånden

mit blik følger æblet og ender

med at hvile i dit ansigt

og først nu ser jeg

hvad der er ved at ske

mens vi sad

har du stille grædt

og sidder nu med æblet

i din rystende hånd

foran dit ophovnede

og forpinte ansigt

og da

da bliver jeg grebet af

en inderlig medlidenhed

å, men hvorfor ikke før

hvorfor først da?

jeg ønsker

intet andet

end at lindre

din pinsel

og nærmer mig dig

for med et

sigende kærligt blik

at bede dig om

at lægge æblet

fra dig igen

du sidder stille og ryster

over hele kroppen

da jeg er helt tæt på dig

ser jeg dig ind i øjnene

og synes igen

for tredje gang

at se noget

jeg ikke forstår

og da min

tvivlrådige undren

bliver iblandet et strejf

ja, et strejf

af mistro

tager du æblet

mod munden

og tager med

sitrende læber

en bid af det…

…øjeblikket efter

at have tygget

og slugt denne bid

vender du dig helt bort

og kaster dig mod jorden

med krampagtige hulk

jeg mærker

noget i mig

jeg aldrig har

mærket før

noget lignende

et stik i mit hjerte

et uhyggeligt og sært

sødligt stik

ja, sødligt

sødligt som

arvesyndens hæslighed

tænker jeg bittert…

…for aldrig har

jeg set dig græde før

og mit hjerte fyldes

med uudsigelig

og inderlig medfølelse

jeg kaster mig

ind mod din favn

som så ofte før

men for første gang

værger du dig

med hænderne

og kravler langsomt

bort fra mig

og du begynder

at sige noget

noget som må

være en slags

æbletræets tungemål

for jeg kender ikke

til de ord

ja, jeg kender

slet ikke til ord

i min medfølelse

ja, uudsigelige medfølelse

ønsker jeg brændende

i mit hjerte at forstå

mit hjerte brænder

på en måde

det aldrig har

prøvet før

det er vel nok

en slags begær

men et begær

jeg ikke forstår

fordi det ikke

er talt på

kærlighedens tungemål

blot ønsker jeg

at forstå alt dette

der så pludselig

er sket med os

og blot ønsker

jeg at forstå

hvad det er

du siger til mig

for jeg tror virkelig

å, jeg tåbe

at denne din forgrædte

og sagtmodige

kæde af ord

hvis jeg forstod den

ville forklare alt det

der er sket

sådan synes det mig

i hvert fald

ak, igen dette synes…

men der er også

noget andet

mit hjerte pines

oprigtigt af

at se dig tale og vide

hvor alene du nu er

thi for mig er det blot lyde

og blot du

af alle skabninger i haven

forstår disse

efter klangen at dømme

klagende og ulykkelige

kæder af ord

og da begår jeg

min endegyldigt

sidste fejltagelse

men tro mig

det jeg da gør

gør jeg

af kærlighed og med

et ulyksaligt

medfølende ønske

om at lindre dig

disse ulykkelige

ords ensomhed

tro mig blot på dette

så lader jeg det

gerne være

nok med det

for da jeg

med hjertet fuld af sorg

og medlidenhed

ser på æblet

du havde taget en bid af

og derefter smidt

på jorden

rejser du dig halvt op

stadig hulkende

med lige dele hakkende

og stammende

uforståelige ords tale….

og du samler æblet op

og ser på mig

det er som om der er

hugget en kløft ned

gennem din sjæl

for med munden

udtaler du

bedende lyde

jeg ikke forstår

i deres ordlyd

men meningen

er klar

for hver gang

jeg forsøgsvis

rækker ud efter æblet

tager du

ulykkelige sjæl

hånden til dig igen med

en forskrækket pludren

og samtidig

da jeg for sidste gang

ser i dine øjne

for at læse dit

hjertes tanker

synes jeg at se

en stille bøn

vendt mod mit ansigt

en bøn om

at blive forstået

en bøn om at forklare

en bøn om at blive

hørt på sit eget uforståeligt

private tungemål

og endelig synes det mig

at du midt i en bevægelse

standser hånden