DÅBSDIGTET

 

Græd ikke, min kære

sagde jeg gerne

hvis ikke jeg troede på

at de fjerne marker

der omgav os engang

og stadig gør det

har taget bolig i dine øjne

hvor engen efter regnen

ikke længere er våd og smattet

men er frodig som

markerne før høsten

lige før det øjeblik

hvor livets endeløse flod

bliver som en dråbe

af alt det tabte blod…

ak, denne frost af rim

der stammer fra

hvert blik jeg har stjålet

og som jeg aldrig

kunne have nedfældet

hvis ikke jeg i drømme

havde hvilet mig

på denne eng

og hvis ikke jeg gjorde det

i din favn med ordene

der rastløst hviler på mine læber;

så græd, min kære, ja græd

om så dine tårer

har sit udløb i et hav

og tiden vel nok er som et ocean

så ender det, som al tid gør det, ved kysten

hvor dit liv er begyndt

nu venter i blikket de fjerne marker på høsten

hvor dit liv ikke kun begynder

men hvor det er begyndt.