Denne rødmen langs din sjæls grønlige strå

 

 

for mig at se er

dit hårs skær grønligt

om end det ikke er grønt

er det dog grønligere end

alle de alverdens græsgange

som elskende har tigget

hinanden om

 

for mig at se er

din huds skær rødlig

om end den ikke er rød

er den dog rødligere end

alle de alverdens solnedgange

som elskende har tigget

hinanden om

 

og hvorfor?

 

jeg der knap nok

måske end ikke for dig

og selv ikke med digtet

som redskab kan formulere

meget andet end

sprogets grammatiske

ubøjelighed overfor

enhver farvenuance

hvor meget man end

vender og drejer ordene

og bøjer dem i køn og tal

for når jeg ser på dig

så er alverdens græsgange

adskilt fra dit hårs skær

snarere end at være grønlige

aldrig andet og mere

end blot grønne

og alverdens solnedgange

adskilt fra din huds skær

snarere end at være rødlige

aldrig andet og mere

end blot røde

 

lige så fortærsket og forudsigeligt

som digterens øjenæble

forestiller sig de alverdens

grønne græsgange

som den røde sol utallige gange

er gået ned over og

som elskende stadig tigger

hinanden om –

lige så forunderligt og uudsigeligt

er synet af din sjæls farvetoner

 

for du har aldrig bedt mig

endsige tigget om skønmalerier

og jeg kan således ikke

være dig andet end tro

når disse alverdens græsgange

som solen for længst

er gået ned over

netop var knap så grønlige

og netop knap så rødlige

som denne rødmen

langs din sjæls grønlige strå

hvor din fugtige hud uløseligt

blandes med dit hår 

 

modsat det flygtige solskin

der som øjets lykkehjul

drejer sig over verdens

skiftende græsgange

er din aftensol og dens græsgang

dog uløseligt forbundne

som din kærlighed og

dens åbne dør til det evige liv

 

og ikke blot som

eller som med

 

men med hud og hår