Dine salvers duft er dejligere end al balsam

 

 

når du sidder ovenpå mig

er du overalt hvor end jeg ser

til siderne er dine arme som stolper

op ad hvilke og ned ad vægge

jeg formålsløst salig taler

nederst er dit køn omkring mit

en katedral som ifølge ordbogen selv

er en kirke med bispesæde

især i katolske og anglikanske lande

over hvis jord dine bryster fylder himlen

såvel som du ovenfor mig lader

selveste ærkebispens ansigt lyse

over mig og give mig fred

 

men indadtil i domkirkens

voluminøse rum

er jeg kun til i dig som

en stenstøtte der går til alters

i din kødelige kirkehvælving

som denne i nadveren forlades

al synd og uro over sin

profane tilstedeværelse

og sine famlende ord

mærker jeg langs skedevæggene

dine safters salve helbrede

mit stemmebånds floskler

 

måtte end digterens tale være

balsam for sjælens udødelighed

er det kødelige legeme dog

den levende Guds tempel

det først opstandne af døde

og det blotte minde om

dine salvers duft er desuden

hvor som helst i mit hjerte

evangeliet end prædikes

for den som dit køn har salvet

dejligere end al balsam.