Elskov er som døden, der avler liv*

 

 

elskov er som døden, der avler liv

   den elskende skal opløse sin sjæl

thi for at elskov kan fuldbringes

   må elskeren miste sig selv

 

hvorfor? for at skabe kontrast;

nogen må dø, for at døden kan avle liv

 

for at elskovs frugt kan gøre ånd til liv

   uanfægtet af den elskendes ve og død

så elskovs fylde bliver sat fri

ved at skylde, koste, ja, berøve

det menneske livet, som elskede

   med sit fulde hjertes glød

 

for gælder det dog ikke al hjertets frost

   at det kræver to at blive ét og tø

for kun sammen at smelte

når luerne brænder til aske alt kød

      som slutteligt kun bliver til igen

når i ét nu de elskende

    sammensmeltet i Guds og dødens hånd

tør give sig selvforglemmende hen

som et redskab blot,

der straks smides bort, når

              elskov igen opstår fra aske til ånd

 

 

*) Af alle de kræfter, der kan bevirke såvel livets

som kunstens skabelse, og som altså finder sin

drivfjeder i sanselighed og seksualitet, er også

mange onde og skyld i megen ulykke og pinsel.

Ja, endog det smukkeste af alt, livets gave i den

kødelige kærlighed, er for de elskende nært

forbundet med det faktum, at vi skal dø. Hvis vi

levede evigt i vores nuværende skikkelser, ville

forplantningen være uden funktion. Hvis ingen

skulle dø, ville heller ingen skulle fødes, eller som

der står: ”nogen må dø, for at døden kan avle liv”.

Ja, således livets cirkel. Men ordene har også en

anden, ja, ganske modsat, betydning, nemlig

denne, med de ord, der er lagt i Jesu mund, at

”den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den,

der mister sit liv på grund af mig og evangeliet,

skal finde det” (Mark.8,35). Disse ord overfører

jeg i digterisk øjemed til seksualitetens kår, med

tanke på det franske kælenavn for orgasmen,

nemlig ”den lille død”; således at den, der ikke

giver sig hen i udløsningen, som ikke i livets

cyklus ved døden løser livet ud, men blot søger

at frelse sig selv, skal da aldrig gives livet,

hvorimod den, der selvforglemmende, vel at

mærke i kærlighedens navn, tør give sig hen i

udløsningen (”så elskovs fylde bliver sat fri”),

netop skal finde sit liv. Også selvom, eller

måske netop herfor, denne ”lille død”, således

navngivet i symbolsk forstand, ”berøver det

menneske livet, som elskede/ med sit hjertes

fulde glød”. Al skabelse forudsætter, at noget

forud destrueres, al jordisk liv, at noget forud

dør. Også jeg har haft den tanke, at alle

hændelsesforløbs kombinationsmuligheder,

om end med en eller anden slags nuanceforskel,

nødvendigvis må gentage sig igen og igen i en

cirkelbevægelse. Som forfatteren af Prædikerens

Bog i Gl.Test. skriver; ”Det, der var, er det

samme som det, der kommer, det, der skete, er

det samme som det, der vil ske; der er intet nyt

under solen” (Præd.1,9). På intet tidspunkt i

menneskeslægtens historie har han kunnet

fastslå, at noget var definitivt. Altid har

forandringens lov, lig en trædemølle i konstant

bevægelse, som den eneste haft gyldighed, men

netop ikke endegyldighed, idet der da ville ske

noget definitivt nyt under solen. Cirklen ville

brydes, og cirkelbevægelsen erstattes af en lige

linie, en vej hen imod evigheden, ikke i en cirkel,

men hinsides den gamle jord og endegyldigt

hinsides menneskelig forstand. I en kristen

bevidsthed, modsat Prædikerens, er der netop

således en begivenhed i menneskeslægtens

historie, der er et afgørende nybrud, en

begivenhed, der derfor, som et punkt på en lige

linie, er endegyldig. Jesu fødsel, livsgerning, død

og opstandelse (igen: ”nogen må dø, for at døden

kan avle liv”) er et afgørende nybrud og en

endegyldig afslutning på en epoke (nemlig lovens),

og for historien, menneskeslægten såvel som for

det enkelte individ, en bevægelse frem mod det

evige, og endegyldigt evige, liv. At vi da, i hvert

fald ifølge en kristen tro, har en udødelig sjæl

(i trosbekendelsen tales der jo endog om kødets

genopstandelse), bekræftes gang på gang i Ny Test.,

men tillige betones det, at vi fra dødelighed til

udødelighed på en eller anden måde må forvandles.

Vel at mærke forvandles endegyldigt, således må

man forstå al tale om evighed, hvilket for den

menneskelige forestilling i en sådan tidløshed lyder

en kende stillestående og kedeligt, ja, statisk. Men

hvad forstår vi os på evighed?