EPIFANI

 

Jeg kørte med bussen, og sad på bagsædet med

melankolsk barokmusik som akkompagnement.

 

Virkningen var et moderne kunstværk på mine egne

private præmisser, muret inde bag mine øregange.

 

Og udenfor dem, kunstværket selv; mennesker af

enhver tænkelig hudfarve, alder og størrelse.

 

Men det var som om denne barokmusik, og især

Bach, med en vis modvilje fra min side, syntes at

fæstne sig ved en enkelt sjæl i mængden.

 

En etnisk dansk teenagepige, der synligt, ja,

kunstfærdigt usikker, stod og rodede med sin

mobiltelefon. Efterhånden mindre og mindre, som

jeg overgav mig til musikken, til min irritation, og

mere og mere til en kunstfærdig slags affektion i

øregangene, således at vi dog, affektionen på min

side og usikkerheden på hendes, havde adjektivet

kunstfærdig til fælles, hverken mere eller mindre.

 

Men jeg er i skrivende stund ikke et sekund i tvivl

om, at både jeg og hun fuldt ud var sig denne

fællesnævner bevidst – lige kunstfærdigt nok, ville

nogle sige, idet vi ellers i vore skæbner øjensynligt

intet havde til fælles.

 

Men musikken, å, musikken…

 

Musikken fortalte en helt anden historie; et

skæbnefællesskab hende og mig imellem, som var

reserveret den skattekiste af emotioner, som en

blokfløjte og en cembalo åbenlyst lagde for dagen.

Det var faktisk dag, og en fortælling, der kunne have

fyldt tre bind, blev i løbet af få øjeblikke blotlagt for

mig her midt i myldretiden.

 

Og ja…

 

Da hun stod af bussen, kort efter Grøndal Station,

lød blokfløjten så sørgmodig og hendes nervøse,

stjålne blik, af den slags man netop kun, idet man

næsten allerede har forladt bussen, finder mod til

at afsende, var så hjerteskærende, at jeg kunne

have tudet; ikke over hende, ikke over mig selv,

ikke engang over musikken, men over det

kunstfærdige, ja pludseligt mere end kunstfærdige

faktum, at et kunstværk så smukt havde taget sin

ende. For da jeg nogle minutter efter stod af bussen,

var alle disse mennesker af diverse hudfarver, aldre

og størrelser mig inderligt ligegyldige.

 

Ikke af kærlighed til den unge pige; jeg kendte hende

jo ikke, som det hedder sig, når man blot forkynder

dårskabens forargelse. Men fordi musikken, som

sædvanligt efter en sådan epifani, med en emotionel

fylde som da, aldrig igen syntes at ville give mig

muligheden for at finde nøglen til denne skattekiste.

For nok var hun da sædvanligvis køn, men det var

ikke det, for endog skønheden, forseglet bag

øjeblikkets affektion, var dog for intet at regne i

forhold til det digt, jeg momentant læste i hendes

korte, stjålne blikke. Et digt, der overgik enhver verbal

formulering, og som jeg i bedste fald blot stykvist og

ufuldstændigt kan citere, og om hvilket jeg med

sikkerhed ved, at jeg i givet tilfælde kun ville

kunne fejlcitere.

 

Denne virkning var omtalte kunstværk; som man

siger, en sjæl for smuk, eller rettere, for kunstfærdig

til denne verden, eller rettere, til et sprængt sind som

mit. Et kunstværk, der som evangeliet indeholdt en

fylde større, end hvad jeg gennem hundreder af

livsløb kunne ønske mig.

 

Og dog stod jeg nogle få minutter efter rutinemæssigt

af bussen. Og sandt at sige, allerede på vej op mod

Bellahøjvej og mod min elskede, og i sådan cirka, for

ikke at sige nøjagtigt, den korte stund, da jeg ventede

på, at trafiklyset for enden af Godthåbsvej skulle blive

grønt, var den unge pige så godt som fortrængt fra min

bevidsthed, med den kunstfærdige overbevisning,

med hvilken jeg fandt fuld samklang i hendes nervøse,

stjålne blik, at Paulus tog fejl, da han skrev, at

kærlighed er lovens fylde. For med hendes nervøse,

stjålne blik, der som hos nogle unge som hende, lyste

blegt af en netop kunstfærdig, men trofast overbevisning

om et endnu ukendt standpunkt, slog det mig, og stod

som fastslået med nagler, at en kærlighed som

barokmusikkens nøgle rummede adgang til, ikke

vedkender sig den Guds lov, Paulus omtaler, men

blot tornen i kødet; blot en orgiastisk og rivende

strøm af et kærligheds klimaks så voldsomt, at vi

blot i doser på en halv snes stoppesteder, formår så

meget som at ane den tidens fylde, der ved sin

udløsning af øjeblikke eksplosivt sprænger ethvert

begreb om tid.