EPIFANI
Jeg kørte med bussen, og sad på bagsædet med
melankolsk barokmusik som akkompagnement.
Virkningen var et moderne kunstværk på mine egne
private præmisser, muret inde bag mine øregange.
Og udenfor dem, kunstværket selv; mennesker af
enhver tænkelig hudfarve, alder og størrelse.
Men det var som om denne barokmusik, og især
Bach, med en vis modvilje fra min side, syntes at
fæstne sig ved en enkelt sjæl i mængden.
En etnisk dansk teenagepige, der synligt, ja,
kunstfærdigt usikker, stod og rodede med sin
mobiltelefon. Efterhånden mindre og mindre, som
jeg overgav mig til musikken, til min irritation, og
mere og mere til en kunstfærdig slags affektion i
øregangene, således at vi dog, affektionen på min
side og usikkerheden på hendes, havde adjektivet
kunstfærdig til fælles, hverken mere eller mindre.
Men jeg er i skrivende stund ikke et sekund i tvivl
om, at både jeg og hun fuldt ud var sig denne
fællesnævner bevidst – lige kunstfærdigt nok, ville
nogle sige, idet vi ellers i vore skæbner øjensynligt
intet havde til fælles.
Men musikken, å, musikken…
Musikken fortalte en helt anden historie; et
skæbnefællesskab hende og mig imellem, som var
reserveret den skattekiste af emotioner, som en
blokfløjte og en cembalo åbenlyst lagde for dagen.
Det var faktisk dag, og en fortælling, der kunne have
fyldt tre bind, blev i løbet af få øjeblikke blotlagt for
mig her midt i myldretiden.
Og ja…
Da hun stod af bussen, kort efter Grøndal Station,
lød blokfløjten så sørgmodig og hendes nervøse,
stjålne blik, af den slags man netop kun, idet man
næsten allerede har forladt bussen, finder mod til
at afsende, var så hjerteskærende, at jeg kunne
have tudet; ikke over hende, ikke over mig selv,
ikke engang over musikken, men over det
kunstfærdige, ja pludseligt mere end kunstfærdige
faktum, at et kunstværk så smukt havde taget sin
ende. For da jeg nogle minutter efter stod af bussen,
var alle disse mennesker af diverse hudfarver, aldre
og størrelser mig inderligt ligegyldige.
Ikke af kærlighed til den unge pige; jeg kendte hende
jo ikke, som det hedder sig, når man blot forkynder
dårskabens forargelse. Men fordi musikken, som
sædvanligt efter en sådan epifani, med en emotionel
fylde som da, aldrig igen syntes at ville give mig
muligheden for at finde nøglen til denne skattekiste.
For nok var hun da sædvanligvis køn, men det var
ikke det, for endog skønheden, forseglet bag
øjeblikkets affektion, var dog for intet at regne i
forhold til det digt, jeg momentant læste i hendes
korte, stjålne blikke. Et digt, der overgik enhver verbal
formulering, og som jeg i bedste fald blot stykvist og
ufuldstændigt kan citere, og om hvilket jeg med
sikkerhed ved, at jeg i givet tilfælde kun ville
kunne fejlcitere.
Denne virkning var omtalte kunstværk; som man
siger, en sjæl for smuk, eller rettere, for kunstfærdig
til denne verden, eller rettere, til et sprængt sind som
mit. Et kunstværk, der som evangeliet indeholdt en
fylde større, end hvad jeg gennem hundreder af
livsløb kunne ønske mig.
Og dog stod jeg nogle få minutter efter rutinemæssigt
af bussen. Og sandt at sige, allerede på vej op mod
ikke at sige nøjagtigt, den korte stund, da jeg ventede
på, at trafiklyset for enden af Godthåbsvej skulle blive
grønt, var den unge pige så godt som fortrængt fra min
bevidsthed, med den kunstfærdige overbevisning,
med hvilken jeg fandt fuld samklang i hendes nervøse,
stjålne blik, at Paulus tog fejl, da han skrev, at
kærlighed er lovens fylde. For med hendes nervøse,
stjålne blik, der som hos nogle unge som hende, lyste
blegt af en netop kunstfærdig, men trofast overbevisning
om et endnu ukendt standpunkt, slog det mig, og stod
som fastslået med nagler, at en kærlighed som
barokmusikkens nøgle rummede adgang til, ikke
vedkender sig den Guds lov, Paulus omtaler, men
blot tornen i kødet; blot en orgiastisk og rivende
strøm af et kærligheds klimaks så voldsomt, at vi
blot i doser på en halv snes stoppesteder, formår så
meget som at ane den tidens fylde, der ved sin
udløsning af øjeblikke eksplosivt sprænger ethvert
begreb om tid.