Et digt til Lene.

 

Å, jeg der ville berede

vejen for glæden

jeg græd selv

 

Å, jeg der ville berede

vejen for kærligheden

jeg kunne ikke selv elske

andet end de fjerne marker og enge

fri for al ve

hvor det syntes mig

jeg engang havde set eller længtes

efter at se

   dit hjerte hvile sig

 

Å, jeg der ville berede

vejen for fjerne marker og enge

søgte at finde og søgte så længe

at det hist måtte synes mig

intet rim længere kunne se eller finde

noget mig endda så nært som dig

søgte jeg endog ethvert rim i sindet

for i et digt at berede en vej

lod den sig ikke berede

     andetsteds

end dette bløde punkt i maven

hvor kærlighed nok forveksler ord

     men aldrig selv kan forveksles

hvor ord kan forveksles med kærlighed

     men kærlighed aldrig med ord.