Hvem var det, der slog elskov ihjel?
elskov er død, men hvem
var dens morder?
var det erotomanien
med hjælp fra
cunnilingus og fellatio
eller en enlig galning
der i forvejen havde
kropsvæske på hænderne?
måske
måske med disse
fremmedord som omgangskreds
er, eller rettere, var
der tale om et selvmord
og således ikke om
en forbrydelse i
egentlig forstand…?
og dog ved jeg bedre
fordi jeg er digter
for det var ikke noget selvmord
det var digteren
der med sin pen
som en bogstavelig issyl
søgte at trænge ind
i undfangelsens formulering
og under dette forsøg
gennemborede det sidste ord
som nok så sanseligt
hengav sig til på dansk
at beskytte kønsdriftens
egen sproglige jomfruhinde
men dog frafaldes sigtelsen
for vi skammer os næsten
ikke over det, vel –
en pige skal jo leve, ikke
ja, og mændene med
for den sags skyld…
og allerede fra og med
næste digt er denne
forbrydelse nærved at være glemt
og i næste udgave af Nudansk Ordbog
sporløst forsvundet
udrenset af det danske sprog
dog, evigheden kender ordet
evigheden ved
hvad vi har gjort
og dens domstol kender morderen
for det var digteren, der slog
elskov ihjel