Ingenmandslandskabsbillede

 

 

jeg befinder mig i ingenmandsland

mellem række på række af

skyttegrave, kors, lig og laster

mellem årtusinders kristne

troslydighed overfor en sekulariseret

højteknologisk våbenmagt

som sagt, om det så er tankens

lydige fange hos Kristus selv:

den, der ikke er med os, er mod os

eller også var det omvendt

og mens jeg hallucinerer at høre

granaterne eksplodere omkring mig

i denne phoney war

som var den kun på skrømt

i fantasien, digtet eller fjernsynet

har overlevelsens instinkt en

stadigt mere rendyrket tanke

for hvor min elskede er

om hun er levende i disse

tankekulissers land som er dødt

om hun har fundet

et bombekrater at skjule sig i

å, hvor ville jeg gerne stede

mit hoved til hvile i det

bombekraters dybe fure

som hendes køn med min kuglepen

aftegner i landskabet

men her er ingen

her er end ikke læseren

om jeg så kunne søge min

elskede blandt tusindvis af læsere

findes der ingen som hende

og hendes bombekraters dybe fure

i dette land, hvor jeg lige hørte

en selvmordsbombe

der end ikke i fantasien eksploderede

og derfor frøs min pen fast

ved sin insisterende tavshed

her i selveste digtets prime time.