Endnu en tak for en indsigtsfuld kommentar, og, ja, det er en ode til manden og kvinden, til den kødelige kærlighed, men ligeledes til sjæl og ånd, som i vores tids tænkning er uløseligt forbundet med kroppen. Således har troen på det evige liv og den udødelige sjæl svære betingelser, for når kroppen er død, regner vi også sjælen for død i og med, at al bevidsthed blot bliver regnet for kropslige biokemiske processer. Også jeg har svært ved i tanken at adskille sjæl og legeme, og søger derfor kærlighedens forjættelse, ikke blot i kvindens underliv, men i hele hendes organiske indre, der således bliver sjælens og åndens hjemsted. Dette går videre end det blotte seksuelle samkvem, eller rettere, elskovs stræben bliver, lige såvel som blot kropslighed, en åndelig søgen efter det tabte paradis, der således bliver legemliggjort, bogstavelig talt, af den elskedes fysiologi og forestillingen om hendes anatomi. Hendes ”indre”, altså følelsesmæssige, egenskaber, smelter sammen med hendes bogstavelige indre kropsorganer. Det kan da kaldes at overvinde dualismens splittelse. Og ikke kun mellem sjæl og legeme, men også mellem mand og kvinde; på min rejse inden i hende bliver vi bogstavelig talt ét kød. Og som du så træffende for dette digt skriver: ”Måske er det derfor, vi så tit brænder op i hinandens indvolde”. Tænk dig, jeg ønsker intet andet end dette, at gå til grunde i en kvindekrop. For jeg finder ikke her indvolde, eller rettere, i så fald er disse indvolde besjælet, så de tager sig ud som et ”land med bække/ med kilder og med strømme/ af vand, der vælder frem/ i dale og bjerge”. Det mandlige begær kan være så, ja, fortærende, at man i en mere eller mindre overført forstand ligefrem kan brænde efter at konsumere den elskedes krop, eller at konsumeres i den. I øvrigt er sådanne forestillinger eviggyldige i religiøse kontekster, [og digtet er religiøst; i dets optik er seksualitet en helligdom og kvindekønnet porten til paradis] tænk blot på nadveren og på Jesu ord: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik…” (Joh.6,53-56).

Til Seia: Nej, menneskeligt talt er der intet, og ingen vished, der er definitivt og for bestandig fastslået. I den forstand vil der altid findes noget ’bagefter’, uanset hvad der måtte være på tale. Og som du er inde på, må alle hændelsesforløbs kombinationsmuligheder, om end med en eller anden slags nuance, nødvendigvis gentage sig igen og igen i en cirkelbevægelse. Du taler som forfatteren af Prædikerens bog i det Gamle Testamente; ”Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen” (Præd.1,9). Således forstår jeg dig i hvert fald. På intet tidspunkt i menneskeslægtens historie har vi kunnet fastslå, at noget var definitivt. Altid har forandringens lov som den eneste haft gyldighed, men netop ikke endegyldighed, idet der da ville ske noget definitivt nyt under solen. Cirklen ville brydes, og cirkelbevægelsen erstattes af en lige linie, en vej hen imod evigheden, ikke i en cirkel, men hinsides den gamle jord og endegyldigt hinsides menneskelig forstand. I en kristen bevidsthed, modsat Prædikerens, er der også begivenheder i menneskeslægtens historie, der er et afgørende nybrud og således, som et punkt på en lige linie, er endegyldige. Jesu fødsel, livsgerning og død er et sådant afgørende nybrud og en endegyldig afslutning på en epoke (nemlig lovens), i historiens, menneskeslægtens såvel som det enkelte individs, bevægelse frem mod det evige, og endegyldigt evige, liv. At vi da, i hvert fald ifølge en kristen tro, kan tage noget med os, er der ikke tvivl om, da sjælen er udødelig (i trosbekendelsen tales der jo endog direkte om kødets genopstandelse), men tillige betones det, at vi fra dødelighed til udødelighed på en eller anden måde forvandles. Vel at mærke forvandles endegyldigt, således må man forstå al tale om evighed, hvilket i en vis forstand lyder en kende stillestående og kedeligt i en sådan tidløshed. Men hvad forstår vi os på evighed? I øvrigt, når jeg skriver, at ”elskov har/ et bagefter, men/ endegyldigt blot/ et før”, er det ikke for endegyldigt at underkende den kødelige kærlighed. Men et kærlighedsforhold rummer vel altid den smerte, at man ved, man lever sammen på lånt tid, så at sige. At i det mindste døden skiller os, uden at vi har endegyldig vished for, at vi nogensinde mødes igen. At vi nogensinde igen vil høre den andens stemme, latter og gråd, eller kys og kærtegn for den sags skyld, og således i os mærke og udøve den virksomme kærlighed for ham eller hende.

Dette er et digt, som betyder meget for mig, og som jeg hjertens gerne ville have en eller anden slags respons på. Det er et politisk digt. Har man oplevet begivenhederne i Tyskland, om end blot gennem medierne, forstår man, hvilken jomfruhinde det var, der blev brudt ned med et kys. Og hvad det var, der dagedes i øst, i de frygtelige dage, da alle eventyrene fra tusind og een nat en sensommernat endegyldigt var fortalt og socialismen lå i dødskramper. Ja, stille soldater som børn/ født et sagte og/ umælende efterår...1972 for at være helt præcis... Kommentar til Søren Baggers kommentar: jeg er mildest talt imponeret over din evne til gennemskue et digt, og se, hvad der ligger bagved i digterens indre landskab. Jeg føler nærmest, at du har kikket ind i min sjæl, som var den forsynet med ét stort vindue. Men der er forskel mellem at gennemskue og at forstå. For at skue igennem noget, må dette være transparent eller forsynet med huller. Og spørgsmålet er, om man bagved dette noget egentlig ser andet end luft. At forstå, derimod, kræver indføling, og har derudover som forudsætning et personligt kendskab, som du i sagens natur ikke har. At forstå kræver mere end blot retorik, ja, endog mere end en så fornem indsigt som din. Jeg skammer mig næsten ved at skrive det, men den kræver kristeligt talt medfølelse, bogstaveligt talt: at føle sammen med den næste. Og den mangler, selv for så blændende en intellektuel begavelse som din. Det mærkelige er, at selv det enfoldigste menneske kan udøve denne medfølelse, denne som på højeste akademiske niveau synes udgået eller udsolgt. Hvis jeg overhovedet har et svar til dit skarpsyn, er det at forsøge at tænke med hjertet i stedet for intellektet. Nok bliver man dummere af det, men blot for en tid. Som det står skrevet; det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og: Guds dårskab er visere end menneskene. Disse bibelord har brod mod os alle. Men særlig for en oprigtigt talt blændende begavelse som din, synes Gud her at tale til dig og med dig med medfølelse, for herved at vise redskabet til det færdige produkt, nemlig visdom. Eller forstandighed. Hvor mange blændende akademiske begavelser har ikke været som et barn, når det angik forstandighed. For heri ligger ikke blot verdens klogskab. Heri ligger også en åndelig begavelse, en moralsk forstand, der taler et sprog vi andre blot kender fra nogle få brokker. Nemlig kærlighedens sprog.

Til Camille: Angående det første spørgsmål, om vi har en medfødt evne til at gøre det gode, og at gøre det i kraft af intuition, fordi vi dermed glæder Gud, og ikke menneskene med deres love og regler…jeg tror, at kristentroens indre højrefløj i mig ville svare nej, fordi enhver handling, der gøres i tro, snarere gives os af Gud, end at vi selv er i stand til andet end at være en aktør, en unyttig tjener, der gives troen uforskyldt. Imidlertid vælger mit hjerte dog side for et ja, idet jeg tror, at mennesket fra fødsel af faktisk rummer muligheden for af fri vilje, uanfægtet af Guds udvælgelse, at gøre en gerning, der har afgørende betydning for både egen og andres eksistens, således som Maria gør det. Og en sådan handling rummer samme eksistentielle betydning, uanset om man er ateist eller troende; jeg tror ikke, vi har glemt sådanne hjertets handlinger, således som du sætter spørgsmålstegn ved. Snarere har vi glemt, at vi, endda ret så ofte, kunne træffe afgørende valg, der måske strider mod fornuften, men til gengæld kunne ændre vores skæbne for bestandig. Og, da vi ikke er øer i menneskehavet, også kunne ændre andres skæbne for bestandig. Marias handling, såvel som Jesu ord idet hele taget, er ikke bundet til tid og sted, for evangeliet gennemspiller sig i ethvert hjerte til enhver tid, således som at troen, snart sagt uanset hvad man tror på, materialiserer sig i den virksomme kærlighed. Alle kan vi handle som Maria, men måske ved vi det bare ikke. Måske gør vi det faktisk, blot uden at kende den fulde betydning af vores handling, således som Maria (det skal vi huske på) heller ikke gjorde. Måske gør vi det endda, så længe kærligheden i os blot er virksom, hver evig eneste dag, således som digteren også hævder at vide, at Marias gerning ikke for hende tilsidesætter den kødelige kærlighed, uanset hendes forunderlige indgriben i evangeliets fortælling. For hun ved, at Jesus er renset for skinsyge, jalousi og enhver smålighed, hvad angår at give sig hen i hverdagen og i en anden mands begærlighed.

Al respons vil blive modtaget med glæde, og alle spørgsmål besvaret...

Al respons og alle spørgsmål er velkomne, og vil blive besvaret...

Al respons og alle spørgsmål er velkomne, og vil blive besvaret...

Jeg ønsker mig meget gerne respons, og vil hjertens gerne besvare alle spørgsmål, hvis du har nogle.

Til Camille: tak for kommentaren. Jeg er glad for den måde, du oplever rejsen gennem højlandet på. Det er forsøgt som en beskrivelse af en lokalitet i sindet, som faktisk eksisterer i kraft af sproget. I forhold til ”Syndefaldet” (som du kommenterede så tæt op af min egen forståelse, at en eventuel modfortolkning må komme fra en tredje hånd), hvor det netop er sproget, der er drivkraften bag uddrivelsen fra paradis, er det her modsat sprogets mulighed for at danne smukke sindbilleder, der er essensen af højlandet. Det er ikke det paradis, som Adam og Eva forlod, og det er vel heller ikke nogen lokalitet i bogstavelig forstand, men en menneskeskabt eller digterisk skabt lokalitet, som i det mindste hjertet, og dermed den hele menneskelige sjæl, kan befinde sig i. Højlandet kan således være til stede i enhver fysisk lokalitet, idet sindets skaberkraft (til tider blot kaldet hallucinationer eller vrangforestillinger, til andre tider drømme og syner af uforklarlig natur) er den eneste forudsætning. Det skal i øvrigt siges, at både ideen om højlandet samt de enkelte vers udover det første, mere eller mindre direkte er oversat fra en fabelagtig sang af Bob Dylan, nemlig ”Highlands” fra albummet ”Time Out Of Mind”. Mere nænner så heller ikke jeg at pille ved dem. Imidlertid er det første vers helt min egen idé, og det kan godt tåle lidt forklaring. Baggrunden for dette vers den grammatiske skelnen mellem nutid eller præsens og så en slags ønskeform, i ældre dansk grammatik kaldet irrealt præteritum (præteritum betyder datid). Sidstnævnte er en bøjning af verbet, der er helt i datids form (deraf navnet), men som har en helt anden betydning end datid. Denne bøjningsform udtrykker nemlig et ønske, en længsel eller en hypotetisk tanke. Jeg tro bedst det lader sig forklare ved eksempler fra det første vers. Det indledes nemlig konsekvent med irrealt præteritum, altså denne slags ønskeform (”at vi…ville vandre”, ”til vi…kunne gå”, ”om vi…kunne tage” og ”til vi…endeligt ville nå”). Først til allersidst i verset (”gør vore ønskers tempus om…”) skiftes til nutid eller præsens, for dermed at vise, at de drømme, der indledningsvis bøjes efter ønsker og længsler, netop i kraft af sprogets morfologi, altså dette ”sære og blide væsen”, faktisk kan realiseres rent sprogligt ved at skifte til nutid. Resten af digtet er da også stort set holdt i ren nutid. Om disse sproglige finurligheder så overhovedet har noget med virkeligheden at gøre, er en anden sag. Det er nemlig spørgsmålet om sproget i det hele taget har noget med virkeligheden at gøre, så at sige, om sproget og det, det skal udtale sig om, overhovedet dækker hinanden. Dette digt tager, i hvert fald på poesiens vegne, positivt stilling i denne sag, idet hjertets ønsker og sindets længsel i en vis forstand realiseres, nemlig ved at blive til nutid. Og dermed et slags grammatisk faktum. Om ”grammatiske fakta”, derimod, overhovedet har nogen gyldighed i kraft af andet end sin ordlyd, er et helt andet spørgsmål.

Til Camille: Ja, der er mildt sagt tale om ironi, eller rettere, en blanding af sarkasme og nøgtern iagttagelse af, hvordan seksualitet allerede i dag længe er blevet teknificeret i massemedier og reklamer og frataget al sjæleligt nærvær (og blot har ”livagtighedens” kunstige mindelse om livet). Især i titlen; her har selveste kongehuset prostitueret sig, således at ”det danske samleje” (ikke noget flerkoneri, fætter-kusine samkvem eller anden etnisk infiltration her) skal autoriseres af kongehuset, og således, som i alle kongelige autorisationer, af en mængde ghost writers: alskens samlivsterapeuter, brevkasseskribenter, sexologer og pornostjerner, der alle til hobe ingen forstand har på andet end, så at sige, et samlejes blotte teknik. I forhold til gamle dage er tingene vendt om; det vi har virkelig svært ved at tale om er ikke samlejets udførelse. Nej, det er almindeligt emne for konversation til enhver middagsreception. Og i digtet endda, kunne man tænke sig, rimeligvis et problemområde, der er så presserende, at det kunne optræde i dronningens nytårstale; hvorledes vi bedst muligt autoriserer vores drømmes mål, vores endlösung; orgasmen over alle orgasmer med spasmer, der endog ryster Se&Hør ved sin voldsomhed, således at der må en kongelig resolution til, gældende fra 1. januar, for at holde styr på kongeriget. Og alt sammen er det bare narrefisse, der dækker over alt det, vi i dag virkeligt har svært ved at tale om: følelserne i dobbeltsengen eller under gadelampens skær. Og noget andet endnu vigtigere: hvordan vi i dag har reduceret seksualitet i en sådan grad, at den er blevet frataget enhver sjæl, ånd, hellighed og mystik. Derfor, for dem der kan finde den, er digtet gennemsyret af fordrejet kristen symbolsprog; f.eks. ”organisk føde/ ikke livets brød” og ”en læderet moderskedes [Jomfru Marias]/ præventivt ubesmittede/ undfangelse [så vidt altså dogmet om den ubesmittede undfangelse] af intethed”, ”et spyd der perforerer” [som ligeledes Jesu krop på korset blev gennemboret af et spyd, her blot i en seksualiseret betydning] og ”korsfæstet i ægtesengen”. Særlig i sidstnævnte, hvor den ene part følelsesmæssigt lader sig korsfæste af den anden, altså lader sig ydmyge og dominere til døden, ser vi kristendommens hæslige bagsidefjæs. Og tillige hvad sekulariseringen har gjort ved vores offerbegreb; her et forhold, hvor nydelsen af elskovs magt næsten udsletter nydelsen af elskovs akt. En alvorstung leg med døden, en hånlig karikatur på et sonoffer, der i enhver henseende smæder nåden. Således alle digtets grufulde henvisninger til en dæmoniseret og perverteret kristendom, hvor den liderlige nonne og en playboy som seksualevangeliske apostle har gjort fellatio og cunillingus til helgeners relikvier i en sand bespottelse af Helligånden. Javist, som vi sår, således skal vi høste.

Til Camille: Jeg tror, at af alle de skabende kræfter, herunder livets skabelse, som er bevirket af seksualitet og sanselighed, er også mange af dem onde og skyld i megen ulykke og pinsel. Ja, endog det smukkeste af alt, livets gave i den kødelige kærlighed, bogstaveligt såvel som sjæleligt, for de elskende er nært forbundet med det faktum, at vi skal dø. Hvis vi levede evigt i vores nuværende skikkelser, ville forplantningen være uden funktion. Hvis ingen skulle dø, ville heller ingen skulle fødes, eller som jeg skriver: ”nogen må dø, for at døden kan avle liv”. Ja, således livets cirkel i denne betydning. Men ordene har også en anden betydning, nemlig denne, med de ord som er lagt i Jesu mund, at ”den, der vil frelse sit liv skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det”. Disse ord overfører jeg i pædagogisk øjemed til seksualitetens kår, med tanke på det franske kælenavn for orgasmen, nemlig ”den lille død”; således at den, der ikke giver sig hen i udløsningen (som grundet livets cyklus i digtet bliver et symbol på hans egen død), men blot søger at frelse sig selv, skal da aldrig gives livet, hvorimod den, der selvforglemmende, vel at mærke i kærlighedens navn, tør give sig hen i udløsningen (”så elskovs fylde bliver sat fri”), netop skal finde, eller som citatet fra Kirkegaard: opdage sit liv. Også selvom, eller måske af samme grund som, ved sanselighedens tragedie, denne ”lille død”, således navngivet i symbolsk forstand, berøver ”det menneske livet, som elskede/ med sit hjertes fulde glød”. Al skabelse forudsætter, at noget forud destrueres, alt jordisk liv, at noget forud dør. Imidlertid er denne udlægning af Jesu ord mere pædagogisk og pragmatisk end historisk, og stærkt præget af egen erfaring. En således privat inspireret er problematisk alene derved, at det står skrevet, at ingen profeti i Skriften nogen sinde har lydt i kraft af et menneskes vilje. Hvad der gælder profeterne, gælder i en svag afglans også mig, men det gælder ligeledes den historiske metode, som videnskabsmanden benytter sig af, idet denne ikke længere anerkender Guds ord, men blot menneskets. Så vidt er det altså påstand mod påstand, uanset videnskabelig argumentation, for alene drevet af Helligåndens inspiration har mennesker sagt det, der kom fra Gud. Om noget lignende skulle gælde mig, er det ikke op til mig at dømme, og der står da også yderligere skrevet, at ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften. Hvilken udlægning kan vi da trygt stole på? Det gælder både den private og den videnskabelige fortolkning, at de næppe kan hævde at forsage egen vilje, men dog begge stadig hævde at være Guds vilje nærmest; den private fortolkning i kraft af en mystisk præget forståelse for Skriften som billedtale for elskovs gåde (husk på, nu du nævner Kierkegaard, at han anbefalede at læse det Nye Testamente som et kærlighedsbrev fra den elskede), og den videnskabelige på sin side i fornuftens navn. Endvidere, da det Nye Testamente i den historiske udlægning nærmest tier alle spørgsmål vedrørende seksualitet ihjel, er min fortolkning dog således en måde som kristen at tale, til trods derfor, om elskovs mysterium, dens gave og tragedie, om man herved føler Åndens rørelse i sig. Digtet kan som et hele således forstås som et forsøg på billedligt at fremstille det Nye Testamentes lære på seksualitetens vegne, og derved dykke ned bag de spredte, småborgerlige advarsler mod kødets lyster, der for en overfladisk betragtning blot ellers her er at finde. Mere vil jeg ikke skrive, selvom jeg egentlig har meget mere at forklare, men jeg håber jeg med dette nålestik ned i teksten alligevel har kunnet skabe en åbning ind til digtet.

Dette digt er en fortolkning af syndefaldsmyten i det Gamle Testamente. Den myte som omhandler hvorledes de to første mennesker, Adam og Eva, gik fra at leve i harmoni og kærlighed i Guds paradis, Edens have, til at blive uddrevet derfra. De havde fået at vide, at de måtte spise af alle havens træer, også livets træ, dog på nær ét: kundskabens træ. Æblerne fra dette træ gav kundskab om godt og ondt, en kundskab som kun Gud havde, fordi den for menneskene rummede synden og syndens bevidsthed i sig, i mit digt til dels i form af sprogets kundskab. Imidlertid, ifølge det Gamle Testamente, lokker slangen i paradiset i ondskab Eva, og hun Adam, til at spise af træet, hvorefter Gud kalder på Adam. Herefter følger så beretningen om uddrivelsen af paradis, men mit digt standser imidlertid i det moment Gud kalder på Adam. Dog bedre end at jeg skal forklare myten, ville det være selv at læse den. Den er ganske kortfattet og hurtigt læst, og er (så langt, som jeg når i mit digt) at finde i Første Mosebog, kapitel 3, vers 1-10

Først og fremmest er dette noget så simpelt som en beskrivelse af en udløsning (eller orgasme, om man vil) i den elskedes arme; en beskrivelse i slowmotion, idet den fortalte tid (det tidsrum den omhandler, nemlig fra udløsningens start til slut) drejer sig om få sekunder, hvorimod fortælletiden (det tidsrum det tager at læse digtet fra start til slut) må være væsentlig længere. Altså er en begivenhed, der knap lader sig registrere for bevidstheden, alene på grund af dens voldsomme kropslige impact, forsøgt rekonstrueret i løbet af digtet, der både grafisk og tekstligt følger orgasmens kurve. Fra den eksplosive start, hvor ”porten til lysets hjerte” åbnes (det må, trods den religiøse symbolik, vække en vis genkendelse) i 1. vers, til kurvens højdepunkt i 2. vers, der da også er tæt pakket, ikke kun med seksuel symbolik, men tillige med følelser og sanseindtryk, der i sig selv er seksuelle og knapt nok nogen symbolik behøver (f.eks. ”løses vi ud for det dunkelt rugende i sjælen” (ved) ”elskovs eksplosive blomstring”…”hvor jeg ikke længere råder over mit legeme, men/ i dig over dit, og du ikke længere råder over dit legeme, men for mig over/ mit”…”i denne stund er vi udenfor al tid, og vi er ét kød, udløst af…”). Derefter ebber orgasmen ud, og bliver rigtignok akkompagneret af religiøse følelser (men dog ikke mere, end at jeg skriver, at ”lysets/ eksplosive blomstring” snarere er et bevidsthedens syn et splitsekund, end at være det evige liv, ja, snarere er ”en sød/ smag af dine læbers port til skødets gave, snarere er skedehvælvingen…”. Uden at skrive sexologisk korrekt, kan jeg ikke udtrykke seksuelle følelser og deres fysiologi, så at sige, mere nært på sagen selv). Og ja, efter sådan en tur, kan det føles som gik vi egentlig blot med lukkede øjne i en lillebitte krog af bevidstheden. Ja, en krog, for det er bevidsthedens virkelighed, altså blot bevidstheden, som den nu fremtræder for os, der gennem tid og sted må låse døren til sig selv. Udløsningens bevidsthedsudvidelse er en kendt sag, men blot i de få sekunder, den fremtræder for os. Og i virkeligheden er den måske, om den så varede i timevis, blot en flig af en, ja, religiøs eller mystisk, indsigt i foreningen med Gud, således som det er blevet den kristne lovet; at Gud vil være alt i alle.

”Relikvie” kan, udover dets religiøse betydning som levning fra en helgen, tillige betyde rester af en svunden tids kunst, brugsgenstande etc. Når jeg skriver om ”vor elskovs relikvier”, tænker jeg konkret på lyde, som digtets ”jeg” i et perifert hjørne af bevidstheden har lagt mærke til under kærlighedsakten, og som ”jeget” efterfølgende, som en stump hellig levning, forbinder med sin erindring om deres elskov. Når jeg skriver om ”ordet elskovs relikvie” tænker på den hellighed, jeg forbinder med ordet ”elskov”, som, hvis den udsiges for tit, mister sin kraft og bliver en dublet (i billedet med puslespillet altså en brik der er flere identiske kopier af, og som ikke kan bruges til at samle det). Blandt andet derfra kom ideen til at give digtet en fuldstændig spejlvendt symmetri, hvori sætningen med dubletten er den første, der går igen. Eksperimentet gik også ud på, at, så at sige, at sige tingene i én rækkefølge først, og derefter modsat. At rulle ordene og digtet ud, for efter den midterste sætnings akse at rulle dem tilbage igen til udgangspunktet: ”Jeget” der halvslumrer, og i hvem de lydlige relikvier (”alt det vi elskede til”) først får digtet til at folde sig ud, som var det blandet med drøm, og slutteligt ind igen, tilbage til den halvslumrende tilstand. At skulle konstruere digtet som med en spejlvendt symmetri, sådan som jeg efterhånden begyndte at sætte mig for, var bestemt ikke nemt, og jeg tvivler på at jeg bevidst ville kunne gøre det igen. For hver linie skal jo både give sproglig mening i forhold til den foregående og efterfølgende linie og kontekst. Det var virkelig noget af et puslespil, som alene (=af Lene) i tanken var givet mig at løse. Måske derfor midteraksen, som håbefuldt lyder (med en seksuelt betonet metafor), at relikvieskrinet vel i sig føler ”klarinettens blålige prik”, den klarinet, hvis stump af en solo, nærmest med profetiske blå toner, først lader høre og betone, at den fylder det hul, hvor der mangler ”en brik”, og siden hen, efter sit ”blålige prik”, lader det være ”ordet elskovs relikvie”, der fylder ”hullet”, med en vis træthed (”udsagt nok en gang” for anden gang i digtet). Således går alt igen, blot i modsat rækkefølge, og dermed også med en lidt anden betydning – digtet går mod sin egen ende, tilbage til de lyde og den halvslumrende drømmetilstand, det udsprang fra.

Nogle gange kan jeg tænke om det at være menneske: hvor fantastisk er det ikke, dette ansvar, denne kompleksitet, hvor afgørende er vor skæbne dog ikke, ikke kun for os selv, men også for andre. Og yderligere: hvor skødesløst vi dog undlader at værdsætte dette besynderlige mirakel, hvor vrangvillige vi dog er. Dog er det nu også mærkeligt; det synes, særlig i triste og tunge øjeblikke, som om man blot lever for at dø, men ved tidens fylde ligeledes så modsat: at man snarere dør for og til livet og dets skønheds pris. Hvad vrangvilligheden angår, tænker jeg her på et almenmenneskeligt træk, nemlig vrangvilligheden ved at være menneske, denne som er så typisk for os, at den, som i digtet, næsten bliver en slags definition på det at være menneske, paradoksalt nok, idet min oprigtige stræben netop er at ville være menneske. Der er således intet spor af sarkasme i digtets titel. PS: Jeg ville gerne have kommentarer til digtet, uanset af hvilken slags. Jeg plejer at blive glad for at få respons.

Enhver kommentar er velkommen, også hvis det skrevne er mere eller mindre uforståeligt.

Med betegnelsen ”elskovs endlösung” tænker jeg på udløsningen, og digtet kan da også læses som en beskrivelse af et samleje, hvor de to elskende bogstaveligt talt, stigende mod klimaks, bliver til ét kød. Hermed, i dødens grænsezone (”endlösung” var det nazistiske regimes egen betegnelse for deres ”løsning” på ”jødeproblemet”, nemlig beslutningen om alle europæiske jøders fysiske tilintetgørelse), går sproget i stykker, både hvad angår pronomeners identitet og bøjning (”jeg…rækker efter…du”) og hvad angår skellet mellem aktiv og passivt verbum (”findes vi…behag”), såvel som at faste sproglige formuleringer, som ved tankeforstyrrelser, forveksles med formuleringer af mere privat karakter (”bogstaveligt svagt” i stedet for ’bogstaveligt talt’). Med andre ord, subjekt og objekt flyder sammen, såvel som det at skabe og blive skabt synes at blive én og samme. Tja…

Dette er et digt, jeg fandt i en gammel bunke papirer. Det er skrevet, da jeg var 19 år, altså for 14 år siden. Jeg har ikke set det, siden jeg skrev det. Faktisk vidste jeg knapt nok, at jeg skrev digte dengang, eller også havde jeg bare glemt det. Under alle omstændigheder var det sjovt at finde, og jeg besluttede at publicere det.

Tænk blot, hvor mange tanker, der kan nå at passere gennem hovedet den korte tid, det tager at elske, endog med alskens liderligt fantasteri undtaget. Her har jeg prøvet at beskrive det i brevform, således at det er svært at vide, hvor meget af det, der når den elskede gennem ord eller kærtegn. Derfor har jeg under navngivningen understreget, at det er set indefra. Dog følger jeg mere eller mindre skematisk samlejets forskellige perioder. Fra forspillet, med alle dets ”å’er” og halvt fuldendte sætninger, til vi i andet afsnit er godt i gang, med hele det stormvejr af følelser, der raser i kampens hede, vekslende med halvt fuldendte ræsonnementer over temaet: den elskedes nødvendighed, som åndedrættet for kroppen. Tredje afsnit viser blot, hvor meget vi – eller i hvert fald jeg – lever med en slags dobbelt bogholderi. For midt under slagets gang følger nu tanken om den elskedes fravær i fysisk henseende, og en brudt logisk argumentation ender med konklusionen: uden den elskede ville elskeren ikke længere forekomme at være sig selv en nødvendighed. Og paradoksalt nok: dette leder i fjerde afsnit til, at intensiteten, såvel som frygten for begge elskendes sjælelige fravær, øges i takt med hinanden. Angsten for fraværet begynder dog efterhånden at vige for det nært forestående klimaks, med den trøsterige eftertanke: måske dog, at den fælles uopnåelighed er undtaget blomstringen i form af elskovs fryd. Og det er den. For i sidste afsnit begynder ræsonnementerne at blive særdeles mudrede, i takt med at distraktionen fra foretagendet øges, og selv ordene begynder at indfinde sig som de skal, uden nogen som helst logisk følgeslutning af anden art, end hvad den kommende udløsning dikterer. Og den kommer for mandens vedkommende hurtigt, og er yderligere særdeles hurtigt overstået. Alligevel følger også anfægtelsen næsten til det sidste. Så bliver associationerne løsere og mere springende, og endelig er den kognitive kapitulation, om så blot for nogle få sekunder, slutteligt fuldkommen: endelig kommer de tre forkætrede ord dog, om det så kun er inde i elskerens hoved. De er dog, såvel som den afsluttende hilsens kys, oprigtigt ment. Eller rettere; i betragtning af et så voldsomt fysisk impact, som en orgasme i den elskedes arme er, ville alt andet end logikkens fuldkomne kapitulation overfor kærligheden være en umulighed. Også selvom den elskende næste gang befinder sig samme situation i første afsnit af brevets ”å’er” og halvt fuldendte sætninger, såvel som han derefter igen skal igennem hele følelsesregisteret inden sin næste endelige overgivelse.

Dette digt skrev jeg, for en gangs skyld at forsøge at skrive, som digtere nu skriver i min egen samtid. Det er således stærkt inspireret af Pia Juul, og er vel en slags kærlighedens satire, og i hvert fald ikke noget jeg ville have lyst til at vise min hustru. Blot alt for let, som det var at skrive, blot alt for let kan det ligeledes såre.

Dette skrev jeg i en bog for en del år tilbage, og det er en skønsom blanding af en mystisk nadvererfaring og en fundering over elvisologiens, og dermed også seksualitetens mysterier, sådan som begge har været med til at udforme det 20. århundredes brogede religiøse synkretisme. Skrevet i en psykosenær tilstand, dels af abnorm betydningsbevidsthed, og dels med en bismag af vrangforestillingens category disorder, kan det i egen højtidelighed forekomme lattervækkende. Sådan var det nu ikke ment, men er skrevet i dyb alvor, tro det eller ej. Jeg tror det i hvert fald, for, som psykotikeren altid siger; jeg har jo med egne øjne og ører oplevet det.

Jeg har altid opfattet seksualitet som et område af livet, som er sørgeligt underkendt, forsømt og på det nærmeste fortiet i det Nye Testamente. I det Gamle Testamente, derimod, finder man seksualitet behandlet udførligt, ud fra mange forskellige teologiske, moralske og litterære synsvinkler. Her findes der alt, lige fra lovens strenge seksualmoral til lovsang over sanselighedens vidunder som eksempelvis i Højsangen, som titlen er et citat fra (Højs.4,10). Og begge synsvinkler har vel haft, ikke blot litterær, men ligeledes teologisk gyldighed, da linien i de første kristne menigheder skulle lægges. Imidlertid synes den strenge seksualmoral i det store og hele, ikke blot at have vundet gehør, men tillige i forhold til det jødiske udspring at have skærpet tonen en smule, uden i øvrigt for eftertiden, med det Nye Testamente vi kender, på nogen tilfredsstillende vis at have behandlet seksualitet som emne. Således blev i hvert fald eftertidens opfattelse. Men er det nu også sådan? Måske har vi det med at overse eller glemme væsentlige sentenser i det Nye Testamente, som modsat sædvane, og modsat emnets bogstavelige behandling i selv samme skrift, på lyrisk vis rummer samme lovsang til sanseligheden, som den vi finder i Højsangen. Rummer det ikke således en lyrisk seksuel betoning, når vi hos Lukas (Luk.7,36-50) læser, at Jesus i en lovkyndig farisæers hus, til dennes store forargelse, bliver salvet af en kvinde, der ”levede i synd”, det vil sige var prostitueret? Og beskrivelsen er meget malerisk, og går vist noget ud over en almindelig salvning; grædende væder hun hans fødder med sine tårer og tørrer dem med sit hår, hvorefter hun kysser dem og salver dem med olie. Tillige får denne behandling af Jesus entydigt det skudsmål, at være en gerning af overvældende kærlighed, som tilgiver hende ”meget”, det vil sige alt det, hendes prostitution rummede, alt det som ifølge de lovkyndige farisæere (i overensstemmelse med det Gamle Testamentes lov) skulle straffes med døden. Modsat Jesus, der ovenpå denne behandling tilgiver hende al synd, ja, frelser hende i kraft af hendes tro, for alt det, som Jesus pointerer, at farisæeren netop ikke har gjort. I parallelfortællingen hos Markus (Mark.14,3-9) læser vi, hvorledes endog disciplene bliver vrede og overfuser hende, her på grund af nardusoliens kostbarhed, her i øvrigt i den danske oversættelse nøjagtig samme nardus, som i Højsangen utvetydigt som olie eller salve symboliserer kvindekroppens safter. Også her synes salvningen at være forbundet med en erotisk betoning. Men ikke blot dette. For tillige siger Jesus her, at denne kvinde med sin kærligheds gerning, sådan som det dengang var skik og brug, har salvet hans legeme forud for hans begravelse. Om hun så har været sig det bevidst eller ej, har hun altså, vel at mærke som den eneste i hele evangeliet, haft et forunderligt indblik i korsets gåde, idet hun, modsat alle disciplene, har forstået, at Jesus for at frelse verden måtte dø. Også hun får et prædikat med på vejen, som siger spar to til de lidettroende disciples, nemlig at det, hun af egen hånd af kærlighed har gjort, skal fortælles til minde om hende, hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes. Således er der altså fra evangelisternes hånd overleveret en beretning om en kropslig kærlighedsgerning fra det kvindelige køns side, der øjensynligt har et indblik i Kristi hemmelighed, som alle andre på daværende tidspunkt savner. Bedre står det vel til i brevlitteraturen, og dog finder man på det kvindelige køns vegne her grund til forargelse, idet både Peter og Paulus ukritisk viderefører den gammeltestamentlige lovs patriarkalske livssyn, og yderligere enten underkender eller helt forsømmer at behandle seksualiteten i deres formaning. Blot siger Paulus om legemet, at det er et tempel for Helligånden (1Kor.6,19), således som også Jesus omtaler sin egen krop som et tempel, ja som det for de kristne nye tempel, i stedet for det jødiske tempel som senere hen sten for sten af romerne blev ødelagt. Vi er som kristne altså med vores legemer i Helligånden blevet Guds nye tempel, således at Guds ånd bor i os (1Kor.3,16). Det er altså dette legeme, som vi ærer Gud med. At ære ham gennem seksuel udfoldelse ville i andre sammenhænge være oplagt, men ikke for Paulus eller de øvrige apostle, som muligvis ikke har anfægtet dette, men snarere fortiet det. For os andre, også for andre end den fantasifulde digter, er det heldigvis stadig kun kærligheden, der kan dømme om seksualitetens rolle i den kristne tro. I kærlighedens hænder, således som apostlene, om end med lidt variabel betoning, så dog ganske enstemmigt hylder den, betror jeg gerne min seksualitet, uden at have anden dommer end Gud og andet vidne end den samvittighed, der, uden at have nogen bogstavelig lov, så meget mere har den gerning, som loven kræver, skrevet i sit hjerte.

Dette er et digt skrevet i forbindelse med, at jeg ved en voksendåb blev gudfar til den i titlen omtalte ven. Altså et dåbsdigt, i øvrigt skrevet til en kvinde, der i sit liv og sin barndom har lidt under mere, og har mere at græde over, end hvad der under nogen omstændighed kan kaldes rimeligt. Men skæbnen forstår sig ikke, og har aldrig forstået sig på, eksistentielle rimeligheder. Den retfærdighed er alene reserveret Gud.

Læs venligst sidste del af kommentaren til digtet 'Digt til Gitte Luise Nielsen'.

Dette er et digt til en pige, på hvis dør der står skrevet: 'Here lives the angel of darkness'. Og ikke helt uden grund.

Sarah er en ung pige, og dette digt handler blandt andet om forskellen mellem ungdom og voksendom. Om at være så ung, og alligevel så tilpas gammel, til at alting kun er, som om det er - modsat senere i livet, så vidt i hvert fald min erfaring, hvor tingene ikke er særlig meget andet end som så.

Med dette digt står jeg en anelse i gæld til Pablo Neruda, uden i øvrigt at føle skam derover. Det har været noget af et lærestykke for mig.

Dette digt står svagt i gæld til Pablo Neruda, dog hverken i ordvalg, idé eller komposition, men alene i dets ånd.

Skrevet med en venlig tanke til Højs 3,1-2.

...fødselsdagsdigt til Helene.