Den, der har forstand, må regne på dyrets tal*
I dette indslag tegner vi et portræt af
Synet om Babylon nogle år fremme i tiden,
Saddam Hussein, og det liv han fører
hvis Guds sande profet var Johannes:
for at opretholde sit diktatoriske regime:
I 25 år har han regeret med frygt og terror.
Jeg så et andet dyr komme op af jorden; det
Men han lever også selv i evig frygt. Derfor
havde to horn som et lam, men talte som en
omgiver han sig med en livvagt på 15.000
drage. Det udøver hele det første dyrs magt
mand, der ledes af hans yngste søn. I 2 år
for dets øjne; det gør store tegn, så det endog
har han ikke vist sig offentligt. De ser ham
får ild til at falde fra himlen ned på jorden for
kun på TV i optagelser fra ét af en halv
øjnene af menneskene. Og det fik givet at
snes identiske og sikre konferencelokaler,
blæse livsånde i dyrets billede, så dyrets billede
så ingen kan vide, hvor det bliver optaget.
også kunne tale og få alle dem dræbt, der ikke
Hvert af hans 20 paladser er fuldt bemandet,
vil tilbede dyrets billede. Det får alle, store og
og hver dag bliver 3 måltider tilberedt til ham
små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte
i hvert palads, for til sidste minut skal ingen
et mærke på deres højre hånd eller deres
vide, hvor han spiser. Og han har dobbelt-
pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen
gængere; en snes vellignende statister, der
den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller
er forbedret med plastickirurgi, så ingen kan
dets navns tal. Her kræves der visdom! Den,
vide, hvem han er. Han sover aldrig i sine
der har forstand, må regne på dyrets tal, for
20 forgyldte paladser, men lever i frygt som
det er et mennesketal. Dets tal er 666.
dyret i Åbenbaringen. Men der vil komme …
(Radioavisen 21/3 03/ Åb.13/ Ture Lykkegaard)
*) Uddraget fra radioavisen er fra en længere reportage om
Saddam Hussein og hans barokke livsførelse, som i hvert fald
alle, der om ikke andet har drengeromaner og tegneserier som
åndelig referenceramme, kan forstå. For alvor slår det nærmest
frit fabulerende diskursive udsagn igennem for den laveste
fællesnævner. At oplysningerne er ganske korrekte skal der
ikke herske tvivl om, jeg bruger her betegnelsen fabel om nogle
udsagn, der ved sin udsøgte kursivering snarere virker
fordummende end oplysende. Tværtimod er det påfaldende,
hvor detaljeret den amerikanske efterretningstjeneste er i sine
beskrivelser af, hvad Saddam Hussein spiser til morgenmad,
i skærende kontrast til oplysninger, der reelt kunne have blot
et mindstemål af offentlig værdi. Sammenfaldet med Adolf
Hitlers livsførelse i de sidste år af hans liv er, netop fordi den
ikke nævnes, så påfaldende, at indslaget i et ideologisk lys blot
tjener den historiske sammenlignings formål, en sammenligning
der for en saglig betragtning er så uvidenskabelig, at den tilhører
et mytisk univers, meget vel tilrettelagt for en politisk tænkning,
der nærmer sig et folkeeventyr. Der er ingen tvivl om at den
amerikanske regering blandt brede grupper har en folkelig
opbakning, og at man på demokratiets vegne må frygte en
præsident, der taler i vendinger som åbenlyst er hentet fra den
trivielle fiktions verden. Denne som med et andet ord, kendt og
begæret som den vesterlandske propagandamaskines højborg,
også kaldes Hollywood. I øvrigt er sammenligningen med Anden
Verdenskrig betinget af nogle ganske bestemte interesser, og
dermed yderst partiel. Skulle man finde på at sammenligne
bombardementerne af Baghdad (eller værre endnu; de veritable
massakrer med klyngebomber, som titusindvis af forsvarsløse
tilbagetrækkende irakiske soldater blev udsat for under den første
golfkrig) med de britisk-amerikanske terrorbombardementer af
Tyskland i de sidste år af Anden Verdenskrig, ville sammen-
ligningen for propagandaen falde knap så heldigt ud.
Bombardementer der vel at mærke sædvanligvis var uden reel
militær betydning, og som krævede op mod en halv million
uskyldige ”civile” tyske liv. Føjer man dertil, at disse stadig
smerter i den tyske bevidsthed og blot ligger to generationer
tilbage i historien, forstår man bedre det tyske folks modstand
mod golfkrigen.
Der ligger ikke nogen bestemt intention bag sammenligningen
med Johannes’ Åbenbaring, eller rettere, de intentioner der måtte
ligge bag, er for kunstværkets vedkommende irrelevante.
Sammenligningen må tale for sig selv. Som skrevet står; den, der
har forstand, må regne på dyrets tal, hvad det tal så end må
betyde, og hvordan det regnestykke så end ser ud.