HOLOCAUST II
Ofte hører man ved højtidelige lejligheder vigtigheden af at huske
betonet. Dertil har jeg at sige, at vi nødvendigvis som mennesker
må glemme. Og når vi ved højtidelige lejligheder kan betone
vigtigheden af at huske, er det udelukkende, fordi vi blot nødtørftigt
har glemt smerten ved at huske.
Således er glemsel, eller glemsomhed som i Bibelen ofte regnes
for en synd mod Gud, en konstant nødvendighed, og vort
velbefindende afhængigt af, hvor godt bevidstheden formår at
glemme selve fortrængningens kunst. Altså at glemme, at vi har
glemt, ved højtidelige lejligheder altså også kaldet at huske.
Når vi så faktisk til stor skade husker, er det netop således fordi
vi glemmer at huske at glemme. Dette er beklageligvis at huske.
Eller sagt på en anden måde; at huske er samtidig at huske på,
at det, der siges aldrig at måtte ske igen, sker hver evig eneste
dag, ja, endog i selve det øjeblik ordene falder.
Da griber den kolde nat os endeløst om hjertet og tynger det mod
jorden. Det er som med den pige, der lå spændt fast til sin seng,
som den evigt selv samme pige jeg gik forbi forleden. Jeg ville
have sværget på, at det var Maria, ja, jeg tror det var hende. Men
hun havde et udtryk i ansigtet, som var hun besat af dæmoner. En
mimik jeg uheldigvis først siden forstod at dechifrere, hvad det dog
næppe i al evighed er givet nogen læge at kunne gøre. Jeg blev
grebet, først af rædsel, dernæst af medlidenhed.
Alligevel gik jeg blot forbi hende som en søvngænger. Som det
hedder sig, når man undslår sig sin pligt: jeg kendte hende jo ikke.
Det var aften, og månen var fremme. Månesyge. Det var med
månen som med denne Maria; hvad der drog mig mod hende, var
den selv samme sygdom, som flød i mit blod. Således da tragedien.
På dette problem er lovsangen, som i perleportens forgård, blot en
midlertidig lindring, og begejstringen over denne fordamper med
tiden ligesom alle andre følelser. Jeg græder ikke herover lige så
lidt som at begejstres, men erstatter dette savn med en slags
skæbnetro forbøn, en lige dele frydefuld og frygtelig amor fati, for
derigennem at nå mit medmenneske i tankerne. Og dog vil jeg
aldrig nå Maria, udover gennem anfægtelse.
Senere på aftenen blev jeg grebet af en sær digterisk lidenskab
og følelse, og jeg bad således til Jesus om at gå i forbøn hos
faderen. Og han måtte lægge øre til nogle pinefulde anfægtelser
og en bizar, men øjensynligt varslende bøn om ikke at få samme
skæbne som Maria. Jeg vidste knap hvad jeg selv sagde. Jeg
glemte alle forbehold, som havde jeg set blod spændt fast om livet
på hende, som talte ti digteres tunger i munden på hinanden. Og de
bad Jesus om i nåde at række hende en bryllupsdragt for Gud, at
lade hende være elskovs brud, for ved kødet at drive dæmonerne
ud. Men som en rapper i febersyner tog det ene rim det næste:
’Å, jeg ønsker mig blot denne min eneste begæring/ for ved kødet
er Maria Lucifer i forklædning/ fortab mig for hende i forfærdelige
anfægtelser/ Jesus, om blot mit sind var en anfægtets, der/ kun i
egen krop følte blodsbrådne kar/ Men nej, hendes lidelse har for
frelsen intet mål/ din brændoffers far var selv ilden i mængdens
bål/ ja, Jesus, af engle lokkes hun mod Helvede/ sig mig, jeg lyver,
intet af mig selv ved/ sig, jeg tager fejl. Å, min elskede…’
Således som denne genealogi er mit forhold til Maria. Først noget
jeg med smerte måtte huske. Derefter noget jeg blev nødt til at
glemme, og nu noget jeg på ingen måde kan glemme. Nogenlunde
på samme måde som holocaust.
Fortrængning af virkeligheden synes udmærket at korrespondere
med den trosivrige hævdelse af historien som en formålsbestemt
bevægelse mod verdens ende. Mod krig og mod dom over den
enkelte besatte sjæl, om end dommen selv kræver de manges blod.
Hvor vi blot finder en korporlig nummerering af døde kroppe som et
led i en given Guds frelseplaner, synes dét at glemme holocaust,
altså førstnævnte fortrængning, en nødvendig nådegave. I hvert
fald for det sind, der med rette anfægtes af det meningsløse offer
af sjælen hos den enkelte, såvel som af blodet hos de mange. Og
ve den, der ikke blot anfægtes af holocaust, men tillige anfægter
fortrængningens nådegave. Netop han vil allerede i nat smage
holocaust på sjæl og krop. Kun som digter vil han kunne undgå
denne skæbnes rædsel. Således kan jeg som digter både vælge
at opdigte den meningsløse døds martyrium, såvel som jeg kan
vælge at frasige mig den. Således med denne Maria, med blodet
spændt fast om livet; Maria, som jeg blot passerede, idet jeg
undslog mig min pligt, som det hed: ’jeg kendte hende jo ikke’.
Nuvel, hvis det hedder sig, at jeg ikke kender Maria, så kender jeg
så sandelig heller ikke holocaust.
Å, jo, jeg kender hende…