MEDLEY 03.12.00 - DOKUMENTAR

Digteren falder hen i tanker, mens han læser i sin journal fra Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Ak, ja, tænker han, på modtagelsen, og begynder at læse: ’03.12.00 Modt.’... Blot endnu en lægesamtale uden nogen som helst kontakt, tænker han, mens han læser videre: ’Pt. Henvender sig med et ønske om en samtale’… Det lod sig åbenbart ikke udtrykke, tænker digteren nu, i hvert fald ikke før bagefter, da lod jeg tårerne få frit løb…’Begrunder dette med, at han tidligere på dagen har følt sig ”dårligt tilpas”... For da gennemspilledes i mig

i hvert et vers det drama, der under samtalen manglede…’Pt. oplyser, at det som regel hjælper at gå en længere tur og skrive sine tanker ned. Dette har imidlertid ikke hjulpet i dag’… Men jeg græd ikke i lægens påsyn. Den glæde skulle hun ikke have, tænkte jeg først… ’Pt. har siden sidste udskrivelse overnattet 4 gange på Nabocentret, Amager, idet han ikke bryder sig om at være i sin egen lejlighed’... Dernæst fik jeg den tanke, at det vel snarere var af hensyn til hende, for ikke at krænke hendes blufærdighed. Egentlig fortjente hun ikke bedre, end at få kastet et blødende hjerte i sin favn. Tag den, kammerat, hvis du ellers kan…

’Pt. kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er, der problemet, føler sig utryg uden at kunne sætte fingeren på noget specifikt’… Desværre, forstod jeg på hende, var der ingen ledig plads. Til gengæld fik jeg lov til at blive, til jeg skulle hjem i seng…’Pt. møder hver dag i DPC-Møllegade, og får der udleveret medicin i doseringsæsker’… Forpint og ensom som jeg var, talte jeg hver eneste minut, kun med den lindring, som en smuk mørklødet sygeplejerske kunne bibringe mig…’Tager medicinen regelmæssigt’… Imidlertid forværredes tilstanden først på aftenen, og da jeg søgte om hjælp, hørte jeg en anden sandhed. ’Hans kontaktperson er sygeplejerske Kirsten, som han godt kan tale med’…Plads havde de nok kunnet finde, men jeg syntes ikke egnet til indlæggelse. Disse ord ramte mig som piskesmæld, men jeg tog imod dem uden et kny, selvom tårerne strømmede…. Og den unge

mørklødede sygeplejerske talte

til mig, ansigt til ansigt,

men jeg forstod hende ikke.

På dette tidspunkt havde jeg

taget stort set al den medicin,

jeg sad inde med. Skæv som

jeg var, ændredes hendes

ansigt pludseligt. Hun var

smukkere end nogensinde før,

ja, fandens fager, som en

Jerusalems datter.

Men hun var blevet tilføjet

noget dæmonisk, noget

som slog mig med lige dele

rædsel og vemod,

smukkere end noget jeg

længe har oplevet,

som kunne blot Sct. Hans

være hende rangen stridig.

Endnu engang mærkede

jeg anklagen mod mit ansigt,

halvt formuleret:

at jeg er digter og

værre endnu,

at jeg bruger modtagelsen

som central for

de sværeste vers,

dem som jeg ikke turde

tænke udenfor murene.

Dem som tårerne skrev

i mit hjerte, og jeg

efterfølgende fik på papir.

Jeg kan vælge at leve mit liv

som digter, eller rettere sagt,

jeg har en gang for

alle valgt det. Men

andre kan vælge at lægge

forhindringer på min vej.

Lader disse sig

da blot formulere

i tårer og efterfølgende i vers,

har jeg valgt en vej,

som ingen læge nogensinde

vil kunne forstå.

Ikke fordi det strider mod

lægeløftet, men fordi det

strider mod den

småborgerlige snusfornuft,

der gemmer sig bag

de fleste hvide kitler.

Er kroppen inden under

en kvindes, som det

var i dag,

kan en digter blot undres.

Er en sådan virkelig alle de vers værd?