Tekstcollage i Arial og Times New Roman*
Å,
Herre, husk på den ulykkelige kærlighed.
”…ingen
af dem havde været involveret i At skrive
politik, før de blev taget til fange i
Afghanistan i 2001. er at være
Husk
på den, der lider for kærligheden. forpligtet
De var tre teenagedrenge
på vej til Asif overfor det
Lad
end hans fjender, ja, endog hans ulykkeligt udkårne, tale ondt om
Iqbals bryllup i Pakistan. man startede
ham,
men lad dem ikke smæde kærligheden selv.
med at
Under
opholdet meldte de sig som frivillige ville sige
For
den er større end enhver, der lider for den, om end den mere end
hjælpearbejdere i indtil
forpligtelsen
noget
andet lider med sin tjener, ja, lider mere end tjeneren selv.
nabolandet Afghanistan overfor hvad
Lad
end tjeneren gå til grunde i ulykkelighed, for denne salighed har han,
Kort efter faldt de første man senere
som
ingen kan tage fra ham, at kærligheden i de evige boliger vil give
amerikanske
bomber.
Asif måtte ville
ham
dobbelt tilbage, hvad han har mistet. er så stor
Iqbal, Shafiq
Rasul og Rhuhel Ahmed var at man
Har
han end mistet alt, har kærlighedens fjende dog uendeligt meget
blandt de første fanger, der ankom til begynder at
mere
at miste ved sin hån, nemlig sin sjæl.
slette sig selv;
Guantánamo basen i
begyndelsen af 2002. først øjet, der
Den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld ser og derefter
For
den er betalt med kærlighedens blod, og ve den, Herre, som atter
beskrev dem dengang som
resten af kroppen
udgyder
dette blod, for han har gjort det med fortabelsen for øje.
”de værste af de værste”
og for til sidst,
som
”dødelige terrorister”.
To år senere blev de pludselig det dyrebareste
Men
hvorfor, Herre, spørger jeg, idet du blot svarer, uden at jeg forstår,
løsladt uden at have for en
at han ønskede den selv. digter at
været stillet for en dommer og uden forklaring på, afhugge
For
du har set, hvad ethvert menneskeligt øje i rædsel måtte lukke
hvorfor de skulle tilbringe 26 sin højre hånd
øjenlågene for. indtil
måneder i fangenskab med
daglige forhør,
blot teksten
Nemlig
den, der ønskede fortabelsen selv; ikke den, der håner din tjener,
mishandlinger og tortur. er tilbage
ikke
den, der håner dig, ikke den, der ulykkelig i kærlighed håner sig
”På et tidspunkt er du
parat til at og kun det
siges
selv,
men hans næste, der håner ham for hans kærligheds skyld,
indrømme hvad som helst, som denne
og smæder nåden derfor. alene
bare
for at få dem til at stoppe. Vi blev slået, sparket forpligtet af
og anbragt i ydmygende
og stressende stillinger. sine egne ord
Så
meget desto mere som kærligheden elsker sin voldtægtsmand, hvis
De isolerede os og holdt ønsker at sige
han
da håner den derfor, så skal denne kærlighed, der har betalt ham
os
vågne om natten.
ved
sit blod, i en nattetime blot fortabelsen selv kender, så meget desto
Under forhørene brugte de det er ikke
værre
stede ham, end hvis den slet ikke havde elsket ham.
hunde eller spillede
høj musik for at længere mig
stresse os,” siger Asif Iqbal. En dag fik de tre venner som skriver
Velvidende
dette, Herre, da ve ham, tænker jeg, og dog er dette vidende
vist en video med Osama men derimod
fortabelsens sandhed. mig som
Bin Laden og nogle mænd i
baggrunden. skrives
Dette
fortabelsens vidende, som end ikke du, men end blot det fortabte,
”Vi fik at vide, at det var os,
sammen
med faderen, kender sin time. det jeg
men det lignede os
overhovedet ikke.
I øvrigt var jeg startede
Og
har kendt den fra sin begyndelse af. med at
på arbejde i England på det tidspunkt, videoen blev ville sige
Lad
mig aldrig lære mere at kende af, hvad faderens er, end jeg kan
optaget – hvilket og som til
bære,
for fortabelsen gives livet med denne frygtelige vished at skulle
senere blev bekræftet af ihukommelse
falde
i den levende Guds hænder. af
håndfladens
den britiske efterretningstjeneste M15. Men det hjerteblod
Jeg
ved, du har sagt, at ingen kender timen, Herre, men det var før nåden
afviste forhørslederne. havde
lod
fortabelsen kende timen, så dens fald blev fuldstændigt, idet den da
Efter tre måneder i isolation
gennemvædet
vidste,
hvad blot faderen, og ikke du, vidste. papiret
nåede jeg et punkt, hvor jeg ikke kunne klare er for længst
Måske
sparede faderen dig for denne vished for nådens skyld, og for at
mere. Jeg sagde til dem:
tørret og
nåden skulle blive fuldstændig. og blevet
’OK – det er mig. Bring
mig i retten,’” fortæller til
Viste
du os ikke denne nåde, ville ingen have grund til fortabelse,
Shafiq Rasul.
I slutningen af tekstens ordlyd
men blot synd. vel nok
2002 overtog generalmajor Goeffrey til mit
Synden
kender ikke sig selv, mens fortabelsen kender både sig selv og
Miller kommandoen eget bedste
sin
time, og i dette vidende består fortabelsen.
for jeg
i Camp Delta efter brigadegeneral Rick Baccus. trøster mig
Sandelig,
velvidende fortabelsens sandhed, ønsker fortabelsen sig selv.
Trods pres fra de amerikanske med, at det
Spar
mit vidende for denne sandhed, luk mine øjenlåg for dens rædsel.
myndigheder jeg ville sige
Jeg
fornemmer den rigeligt, og ved, at ingen vil tro den, før de ser, hvad
havde Baccus nok står her
intet menneskeligt øje kan tåle at se uden at miste
forstanden.
nægtet at bryde Geneve-konventionen. et sted
Lad
ikke mit øje forhærdes af dette syn, for sandelig er det mig rigeligt at
Det havde Geoffrey og at netop jeg
fornemme det. ikke
Miller ingen problemer med, og så kom der pludselig længere er
Sandelig
ved jeg således om fortabelsen og om verdens fyrste, at han
gang i ”tilståelserne”. forpligtet
overfor
ønskede den selv. at
skulle
Problemet var, at tilståelserne ikke var ret
meget værd, finde det
fordi de var fremkommet
under tortur.
Fanger, der hvad end
Amen.
det
nu
samarbejdede med
forhørslederne, blev…”
var
*) Den sammensatte
tekstcollage benytter som virkemiddel tre forskellige litterære genrer; bønnen,
den politiske reportage og digtet. Det er ikke nødvendigvis meningen, og måske
heller ikke muligt, at samlæse alle tre tekster ud i ét. At læse dem separat i
første omgang, for i anden gennem punktnedslag at finde meningsfulde
sammenhænge, kan være en bedre indgangsvinkel til teksternes kaos. De tre
tekster er til dels tilfældigt sammenstillet, for så vidt at de, om end
kraftigt redigeret, oprindeligt blev skrevet uafhængigt af hinanden, og at
yderligere kun de to af dem er skrevet af mig selv. Derfor, til en vis grad efter
tilfældighedens princip, fungerer bønnen, reportagen og digtet som en tekstlig rorschachtest. De associationer, som deres interaktion
skaber bag læserens øjenhuler, vil afhænge af hver læsers individuelle
forudsætninger. Skabelsen af kunstværket er i lige så høj grad læserens
fortjeneste, som den er min. Eller sagt på en anden måde; læseren kommer her på
arbejde, idet enhver læsning af teksten, uanset forudsætninger, ikke synes at
have nok i en passiv kommunikation, men ligefrem kræver svar på tiltale. Vel
kan det være undren, ringeagt eller endog ligegyldighed, men også dette er dog
for mig en stillingtagen, der ikke blot er udtryk for æstetisk vurdering, men også
for en følelsesmæssig respons, der egentlig, uafhængig af æstetiske vurderinger,
blot søger en sammenhæng. Og selv hvis den, der søger, ikke finder andet end
mangel på sammenhæng, er en sådan mangelvare dog blevet fundet karakteristisk
for teksterne. Men hvem siger i øvrigt, at en sådan sammenhæng overhovedet var
hensigten? Hvem siger, at der overhovedet var en tilstræbt hensigt med værket?
Hvem siger, at en sådan mangel på tilstræbt hensigt ikke netop var værkets egen vurdering af læseren? Som at beskue et tomrum, for
derefter at sande, at tomrummet ser tilbage, ja, lig et sort hul viljesløst virker
dragende, selv for den ligegyldigt stemte. Uanset æstetisk værdi, eller mangel
på samme, er det det tætteste, som jeg, uden brug af teknologiske virkemidler,
kan komme på en interaktiv tekst. Når det så er sagt, er det ikke hermed
hævdet, at der slet ingen tilstræbt hensigt med værket er. Men følgende er blot
forslag til at lokke vurderinger ud af tomrummet. For læser man bønnen, teksten
om Guantánamo og digtet, først hver for sig og
derefter sideløbende, er der måske, uden at jeg egentlig er eller har været mig
det bevidst, og uden at jeg skal kunne afgøre spørgsmålet, tale om en vis ensigt, en vis tekstindlægning, så at sige, fra kunstnerens
side. Det vil sige, fra kunstneren som læser, for læg vel mærke til, at vi nu
befinder os i note udenfor værket. Men altså, hvis man læser bønnen først, kan
man vælge at tage den for pålydende. Og i min læsning, læg vel mærke til den
blot er min, er fortabelsens utilgivelighed et anliggende, der involverer
mennesker som Donald Rumsfeld og Geoffrey Miller, som
begge synes både at tale og handle i ond tro. Og altså, alene i deres
udtalelser sætter sig op mod sandheden selv, velvidende konsekvenserne; at den
uskyldige regnes blandt lovbrydere i usigelig skam, skændsel og fornedrelse, og
gøres det i kraft af den umenneskelige hån, som ”tilståelser” som følge af
tortur er. Det er i kortform netop den bespottelses utilgivelighed, Jesus talte
om, som ikke tilregnes Jesu egne bødler, men som tilregnes den, der herefter,
da sandheden er kendt, til trods herfor korsfæster kærligheden. De mennesker
får deres dom med rette. I forhold til magtforholdet i den politiske reportage,
gælder den nytestamentlige grundsætning, at ”de første skal blive de sidste”,
for Rumsfeld og Miller, netop fordi amerikanske
myndigheder synes at mene at have patent på nytestamentlige grundsætninger. Nok
er det, som reportagen beretter, frygteligt at falde i deres hænder, men langt
frygteligere er det dog, som Hebræerbrevet beretter, at falde i den levende
Guds hænder. Dog, yderligere, hvis man samlæser bønnen med den politiske
reportage og anlægger Gud en psykologisk analyse, fremstår han for mig
dæmonisk, ja, menneskeligt talt uhyggeligt karakterafvigende og fjern fra al
retfærdighed. Sådan er i hvert fald min læsning ligeledes. I enhver politisk
kontekst er Guds veje, uanset hvilken side man er på, for uudgrundelige til at
kunne tages til indtægt for politiske, og i en vis forstand også moralske,
udlægninger. Der vil så godt som altid være tale om indlægninger, hvilket dog
på ingen måde frakender Guds ord sin ufravigelighed. Når jeg sammenlæser de tre
tekster, forekommer deres henholdsvis religiøse, politiske og æstetiske paradigmer
mig som tre fuldkommen inkommensurable størrelser. Hvad angår den tredje tekst,
digtet, viser det i sin isolation for mig blot med al ønskelig tydelighed
digterens afmagt og hans ligegyldighed overfor, og i forhold til, alt andet end
poesien selv. Det ville i sammenhængen være trist læsning, hvis ikke en sådan
hensigt netop var tilstræbt. Men igen gælder det, at min hensigt ikke vejer et
eneste gram tungere end den enkeltes læsning af teksten. Nogle ville netop i
sammenhængen finde digtet opmuntrende, og andre igen blot alt for tydeligt
finde denne hensigt tilstræbt og bag den finde en mislykket æstetisk
bestræbelse, ja, finde mislykkede æstetiske bestræbelser, som jeg aldrig
nogensinde har tilstræbt. Den oplagte æstetiske bestræbelse, som i dette værk
kunne være mislykket,
er dets
åbenhed. Lukker det sig om sig
selv, så det end ikke vækker ligegyldighed eller ringeagt, men i bogstaveligste
forstand slet ikke vækker noget, er det selvsagt mislykket. Hvis det at vække
associationer blot er som at stænke tilfældige blækklatter, har idéen udhulet
sig selv og vil følgelig slet ikke vække noget som helst. Så er det som at
sætte en abe til at male et kunstmaleri; idéen bag bliver hele pointen, uden at
den er særlig original, og kunstværket bliver i sig selv værdiløst. Men døm
selv, for er der nogen særskilt æstetisk idé bag, så er det at læserens
dømmekraft her bliver sat på prøve. Eller sagt på en anden måde; om end jeg har
skrevet det meste, har jeg i anden fase af den kunstneriske proces primært
arbejdet med
tekstlæsning. Snarere end at
være digter, har jeg været læser; snarere end at være udøvende kunstner, har
jeg været tilskuer til noget, der alt efter smag kunne kaldes kunstens
skabelse. Eller også mit eget private
fantasifoster.