Tekstcollage i Arial og Times New Roman*

 

 

Å, Herre, husk på den ulykkelige kærlighed.     

                   ”…ingen af dem havde været involveret i                                 At skrive                        

                   politik, før de blev taget til fange i Afghanistan i 2001.           er at være

Husk på den, der lider for kærligheden.                            forpligtet

                   De var tre teenagedrenge på vej til Asif                                overfor det

Lad end hans fjender, ja, endog hans ulykkeligt udkårne, tale ondt om 

                   Iqbals bryllup i Pakistan.                                                     man startede 

ham, men lad dem ikke smæde kærligheden selv.           med at

                     Under opholdet meldte de sig som frivillige                              ville sige

For den er større end enhver, der lider for den, om end den mere end  

                   hjælpearbejdere i                                                                indtil forpligtelsen  

noget andet lider med sin tjener, ja, lider mere end tjeneren selv.   

                     nabolandet Afghanistan                                                       overfor hvad

Lad end tjeneren gå til grunde i ulykkelighed, for denne salighed har han,  

                  Kort efter faldt de første                                                         man senere

som ingen kan tage fra ham, at kærligheden i de evige boliger vil give 

                  amerikanske bomber. Asif                                                      måtte ville

ham dobbelt tilbage, hvad han har mistet.                              er så stor 

                  Iqbal, Shafiq Rasul og Rhuhel Ahmed var                                 at man

Har han end mistet alt, har kærlighedens fjende dog uendeligt meget   

                  blandt de første fanger, der ankom til                                       begynder at  

mere at miste ved sin hån, nemlig sin sjæl.                       slette sig selv; 

                    Guantánamo basen i begyndelsen af 2002.                                  først øjet, der

                  Den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld                  ser og derefter

For den er betalt med kærlighedens blod, og ve den, Herre, som atter  

                  beskrev dem dengang som                                                     resten af kroppen

udgyder dette blod, for han har gjort det med fortabelsen for øje. 

                 ”de værste af de værste” og                                                      for til sidst, som

                 ”dødelige terrorister”. To år senere blev de pludselig                    det dyrebareste

Men hvorfor, Herre, spørger jeg, idet du blot svarer, uden at jeg forstår,    

                  løsladt uden at have                                                                for en

at han ønskede den selv.                                                    digter at

                 været stillet for en dommer og uden forklaring på,                        afhugge

For du har set, hvad ethvert menneskeligt øje i rædsel måtte lukke 

                 hvorfor de skulle tilbringe 26                                                  sin højre hånd

øjenlågene for.                                                                   indtil    

                 måneder i fangenskab med daglige forhør,                                   blot teksten

Nemlig den, der ønskede fortabelsen selv; ikke den, der håner din tjener,     

                   mishandlinger og tortur.                                                                er tilbage

ikke den, der håner dig, ikke den, der ulykkelig i kærlighed håner sig   

                 ”På et tidspunkt er du parat til at                                                   og kun det siges

selv, men hans næste, der håner ham for hans kærligheds skyld,  

                  indrømme hvad som helst,                                                            som denne

og smæder nåden derfor.                                                            alene

                  bare for at få dem til at stoppe. Vi blev slået, sparket                forpligtet af

                  og anbragt i ydmygende og stressende stillinger.                        sine egne ord  

Så meget desto mere som kærligheden elsker sin voldtægtsmand, hvis  

                  De isolerede os og holdt                                                               ønsker at sige

han da håner den derfor, så skal denne kærlighed, der har betalt ham   

                  os vågne om natten.

ved sit blod, i en nattetime blot fortabelsen selv kender, så meget desto    

                 Under forhørene brugte de                                                             det er ikke

værre stede ham, end hvis den slet ikke havde elsket ham.

                 hunde eller spillede høj musik for at                                              længere mig

                 stresse os,” siger Asif Iqbal. En dag fik de tre venner                   som skriver

Velvidende dette, Herre, da ve ham, tænker jeg, og dog er dette vidende  

                 vist en video med Osama                                                        men derimod    

fortabelsens sandhed.                                                        mig som

                 Bin Laden og nogle mænd i baggrunden.                                      skrives

Dette fortabelsens vidende, som end ikke du, men end blot det fortabte,

                 ”Vi fik at vide, at det var os,    

sammen med faderen, kender sin time.                             det jeg

                 men det lignede os overhovedet ikke. I øvrigt var jeg                  startede

Og har kendt den fra sin begyndelse af.                             med at

                på arbejde i England på det tidspunkt, videoen blev                     ville sige

Lad mig aldrig lære mere at kende af, hvad faderens er, end jeg kan 

                optaget – hvilket                                                                              og som til

bære, for fortabelsen gives livet med denne frygtelige vished at skulle    

                senere blev bekræftet af                                                                  ihukommelse

falde i den levende Guds hænder.                                     af håndfladens

               den britiske efterretningstjeneste M15. Men det                             hjerteblod

Jeg ved, du har sagt, at ingen kender timen, Herre, men det var før nåden  

               afviste forhørslederne.                                                                     havde

lod fortabelsen kende timen, så dens fald blev fuldstændigt, idet den da 

                Efter tre måneder i isolation                                                           gennemvædet

vidste, hvad blot faderen, og ikke du, vidste.                         papiret

                   nåede jeg et punkt, hvor jeg ikke kunne klare                               er for længst

Måske sparede faderen dig for denne vished for nådens skyld, og for at 

                mere. Jeg sagde til dem:                                                          tørret og

nåden skulle blive fuldstændig.                                          og blevet 

               ’OK – det er mig. Bring mig i retten,’” fortæller                             til

Viste du os ikke denne nåde, ville ingen have grund til fortabelse,

                 Shafiq Rasul. I slutningen af                                                          tekstens ordlyd                                         

men blot synd.                                                                                 vel nok

                 2002 overtog generalmajor Goeffrey                                          til mit

Synden kender ikke sig selv, mens fortabelsen kender både sig selv og   

                 Miller kommandoen                                                                      eget bedste

sin time, og i dette vidende består fortabelsen.                 for jeg

                 i Camp Delta efter brigadegeneral Rick Baccus.                          trøster mig

Sandelig, velvidende fortabelsens sandhed, ønsker fortabelsen sig selv.

                 Trods pres fra de amerikanske                                                      med, at det

Spar mit vidende for denne sandhed, luk mine øjenlåg for dens rædsel.       

                myndigheder                                                                                   jeg ville sige

Jeg fornemmer den rigeligt, og ved, at ingen vil tro den, før de ser, hvad  

                  havde Baccus                                                                         nok står her 

intet menneskeligt øje kan tåle at se uden at miste forstanden.   

                 nægtet at bryde Geneve-konventionen.                                          et sted

Lad ikke mit øje forhærdes af dette syn, for sandelig er det mig rigeligt at 

                 Det havde Geoffrey                                                                og at netop jeg

fornemme det.                                                                                  ikke

                 Miller ingen problemer med, og så kom der pludselig                  længere er 

Sandelig ved jeg således om fortabelsen og om verdens fyrste, at han  

                gang i ”tilståelserne”.                                                                      forpligtet overfor

ønskede den selv.                                                                          at skulle

                Problemet var, at tilståelserne ikke var ret meget værd,                 finde det

                fordi de var fremkommet under tortur. Fanger, der                        hvad end

Amen.                                                                                                 det nu

               samarbejdede med forhørslederne, blev…”                                     var

 

 

 

*) Den sammensatte tekstcollage benytter som virkemiddel tre forskellige litterære genrer; bønnen, den politiske reportage og digtet. Det er ikke nødvendigvis meningen, og måske heller ikke muligt, at samlæse alle tre tekster ud i ét. At læse dem separat i første omgang, for i anden gennem punktnedslag at finde meningsfulde sammenhænge, kan være en bedre indgangsvinkel til teksternes kaos. De tre tekster er til dels tilfældigt sammenstillet, for så vidt at de, om end kraftigt redigeret, oprindeligt blev skrevet uafhængigt af hinanden, og at yderligere kun de to af dem er skrevet af mig selv. Derfor, til en vis grad efter tilfældighedens princip, fungerer bønnen, reportagen og digtet som en tekstlig rorschachtest. De associationer, som deres interaktion skaber bag læserens øjenhuler, vil afhænge af hver læsers individuelle forudsætninger. Skabelsen af kunstværket er i lige så høj grad læserens fortjeneste, som den er min. Eller sagt på en anden måde; læseren kommer her på arbejde, idet enhver læsning af teksten, uanset forudsætninger, ikke synes at have nok i en passiv kommunikation, men ligefrem kræver svar på tiltale. Vel kan det være undren, ringeagt eller endog ligegyldighed, men også dette er dog for mig en stillingtagen, der ikke blot er udtryk for æstetisk vurdering, men også for en følelsesmæssig respons, der egentlig, uafhængig af æstetiske vurderinger, blot søger en sammenhæng. Og selv hvis den, der søger, ikke finder andet end mangel på sammenhæng, er en sådan mangelvare dog blevet fundet karakteristisk for teksterne. Men hvem siger i øvrigt, at en sådan sammenhæng overhovedet var hensigten? Hvem siger, at der overhovedet var en tilstræbt hensigt med værket? Hvem siger, at en sådan mangel på tilstræbt hensigt ikke netop var værkets egen vurdering af læseren? Som at beskue et tomrum, for derefter at sande, at tomrummet ser tilbage, ja, lig et sort hul viljesløst virker dragende, selv for den ligegyldigt stemte. Uanset æstetisk værdi, eller mangel på samme, er det det tætteste, som jeg, uden brug af teknologiske virkemidler, kan komme på en interaktiv tekst. Når det så er sagt, er det ikke hermed hævdet, at der slet ingen tilstræbt hensigt med værket er. Men følgende er blot forslag til at lokke vurderinger ud af tomrummet. For læser man bønnen, teksten om Guantánamo og digtet, først hver for sig og derefter sideløbende, er der måske, uden at jeg egentlig er eller har været mig det bevidst, og uden at jeg skal kunne afgøre spørgsmålet, tale om en vis ensigt, en vis tekstindlægning, så at sige, fra kunstnerens side. Det vil sige, fra kunstneren som læser, for læg vel mærke til, at vi nu befinder os i note udenfor værket. Men altså, hvis man læser bønnen først, kan man vælge at tage den for pålydende. Og i min læsning, læg vel mærke til den blot er min, er fortabelsens utilgivelighed et anliggende, der involverer mennesker som Donald Rumsfeld og Geoffrey Miller, som begge synes både at tale og handle i ond tro. Og altså, alene i deres udtalelser sætter sig op mod sandheden selv, velvidende konsekvenserne; at den uskyldige regnes blandt lovbrydere i usigelig skam, skændsel og fornedrelse, og gøres det i kraft af den umenneskelige hån, som ”tilståelser” som følge af tortur er. Det er i kortform netop den bespottelses utilgivelighed, Jesus talte om, som ikke tilregnes Jesu egne bødler, men som tilregnes den, der herefter, da sandheden er kendt, til trods herfor korsfæster kærligheden. De mennesker får deres dom med rette. I forhold til magtforholdet i den politiske reportage, gælder den nytestamentlige grundsætning, at ”de første skal blive de sidste”, for Rumsfeld og Miller, netop fordi amerikanske myndigheder synes at mene at have patent på nytestamentlige grundsætninger. Nok er det, som reportagen beretter, frygteligt at falde i deres hænder, men langt frygteligere er det dog, som Hebræerbrevet beretter, at falde i den levende Guds hænder. Dog, yderligere, hvis man samlæser bønnen med den politiske reportage og anlægger Gud en psykologisk analyse, fremstår han for mig dæmonisk, ja, menneskeligt talt uhyggeligt karakterafvigende og fjern fra al retfærdighed. Sådan er i hvert fald min læsning ligeledes. I enhver politisk kontekst er Guds veje, uanset hvilken side man er på, for uudgrundelige til at kunne tages til indtægt for politiske, og i en vis forstand også moralske, udlægninger. Der vil så godt som altid være tale om indlægninger, hvilket dog på ingen måde frakender Guds ord sin ufravigelighed. Når jeg sammenlæser de tre tekster, forekommer deres henholdsvis religiøse, politiske og æstetiske paradigmer mig som tre fuldkommen inkommensurable størrelser. Hvad angår den tredje tekst, digtet, viser det i sin isolation for mig blot med al ønskelig tydelighed digterens afmagt og hans ligegyldighed overfor, og i forhold til, alt andet end poesien selv. Det ville i sammenhængen være trist læsning, hvis ikke en sådan hensigt netop var tilstræbt. Men igen gælder det, at min hensigt ikke vejer et eneste gram tungere end den enkeltes læsning af teksten. Nogle ville netop i sammenhængen finde digtet opmuntrende, og andre igen blot alt for tydeligt finde denne hensigt tilstræbt og bag den finde en mislykket æstetisk bestræbelse, ja, finde mislykkede æstetiske bestræbelser, som jeg aldrig nogensinde har tilstræbt. Den oplagte æstetiske bestræbelse, som i dette værk kunne være mislykket,

er dets åbenhed. Lukker det sig om sig selv, så det end ikke vækker ligegyldighed eller ringeagt, men i bogstaveligste forstand slet ikke vækker noget, er det selvsagt mislykket. Hvis det at vække associationer blot er som at stænke tilfældige blækklatter, har idéen udhulet sig selv og vil følgelig slet ikke vække noget som helst. Så er det som at sætte en abe til at male et kunstmaleri; idéen bag bliver hele pointen, uden at den er særlig original, og kunstværket bliver i sig selv værdiløst. Men døm selv, for er der nogen særskilt æstetisk idé bag, så er det at læserens dømmekraft her bliver sat på prøve. Eller sagt på en anden måde; om end jeg har skrevet det meste, har jeg i anden fase af den kunstneriske proces primært arbejdet med

tekstlæsning. Snarere end at være digter, har jeg været læser; snarere end at være udøvende kunstner, har jeg været tilskuer til noget, der alt efter smag kunne kaldes kunstens skabelse. Eller også mit eget private

fantasifoster.