WHAT REALITY DOESN’T SHOW (I)

”Kære Maria,

Jeg sneg mig ind i perleportens forgård. Egentlig for mig et projekt på falske præmisser, idet jeg

der er så mange ting, jeg gerne ville vide om dig, så mange ting jeg gerne

vel nok betragtede forsamlingens lovsang som stof til sproglige kunstnerier på linie med sovepiller

ville spørge dig om, at jeg knap ved, hvor jeg skal begynde. Du åbner dit

og anden bestikkelse af Helligånden. Det var bare så svært at forklare, at jeg ikke på nogen måde

hjerte for mig hvert øjeblik på en måde, så jeg undrer mig over, om jeg

kunne få det over mine læber. I øvrigt var jeg også, med god grund, bange for at fornærme eller

ikke allerede kender svaret på mine spørgsmål. Eller om svaret på mine

krænke dem, jeg fandt mig forsamlet iblandt, ved forsætligt at betragte dem som statister blandt

spørgsmål ikke er låst inde bag mine lukkede øjenlåg. Men jeg priser mig

underbevidsthedens fabeldyr. Sandelig var det sådan, at om nogen af os levede i den sagnom-

lykkelig for at have fundet dig, fordi Jesus er i dit moders hus, mellem

spundne virkelighed, da var det de andre. Sædvanligvis søgte jeg denne særegne digteriske

perleportens vægge. Fordi hans lys, når jeg tænker på dig, kaster en svag

ensomhed, der som et skuespil i åndens verden at regne belønner solisten. Sandelig fandt jeg den

afglans af sødme over mit ansigt, om end mit indre er dunkelt. Jeg tror og

også, men denne gang uden følgeskab af beruselse. Før jeg fandt tilbage til Nørrebro, søgte jeg

håber, at dit livmoders lys på forunderlig vis kan forplante sig til mine

sædvanligvis godtgørelse gennem skriften, og endog var jeg så begunstiget, at en ung kvinde ved

indre organer, trods lyset er frygtindgydende; ja, måske i den grad frygteligere

navn Maria talte med mig aftenen lang, og dog bidrog dette blot yderligere til min forarmelse. Så

end mørket, at jeg i dit nærvær knap tør åbne mine øjne. Måske fordi jeg

tæt på at få den hjælp, jeg burde have søgt, og dog uden andet resultat af besøget end et forsøg

er styret af fantasier og tanker akkompagneret af et sært indre skuespil.

på gennem gåder at bibringes en forbøn. Jeg forsøgte at skrive et brev, der kunne have været

Fra dette drager jeg inspiration, men dræber som i en pagt af djævelskab

henvendt til stort set hvem som helst af de tilstedeværende, og dog, uden at jeg egentlig på nogen

med min kuglepen håbet om frelse. Men denne scene, en bogstavelig tanke,

måde kan forklare hvorfor, helst til den unge kvinde jeg talte med. Et smukt ansigt synes at kunne

der taler til øret, er også, hvis den forenes med troens nådegave, beslægtet

feje ethvert fabeldyr af banen, thi denne pige var så virkelig, at hun blot ved sin tilstedeværelse

med bøn. Blot er der ved bøn en art tilskuer til stede, der i så tilfælde er et

vækkede mit fængslede hjerte, som jeg egentlig burde have forudsagt. Vi fritages for en dødelig

fokus for den mest sjælsstærke koncentration, en koncentration givet gennem

dosis sandhed, når kødet kommer på tværs, og dog erfarer vi den på afdrag med renters rente.

intervention i dit moders hus. Blodet ved denne indtrængen i det sprækkende

Således er synden, modsat loven, sandhedens åbenbaring, og syndernes forladelse den gåde, jeg

liv, skriver jeg da med som erstatning for blæk, og jeg skriver et ord, jeg aldrig

fortabte mig i, mens mørket sænkede sig over Nørrebro. Kunne jeg dog blot have forklaret hende,

forstår. Et ord, Maria, jeg tror du gemmer bag dit hjertes spejl. Om mine

at man også kan finde fortabelse i sandheden, i Jesu kød. Jeg prøvede vist at forklare det, og var

øjne kan åbnes, hvad jeg knap tør tro, tror jeg de vil åbenbare dit hjertes

jeg ikke kommet med digteriske intentioner, var det måske også lykkedes. Jeg var dybt hensunken

hemmelighed; et ord som en blomst, døbt med tårer og vædet med ånd. Men

i tanker omkring den bevægelse i mig, det altid skaber, når jeg mødes med piger, der i troen er så

Maria, forstår du, selvom du i tanken har lidt under mit begær, har din elskov

fast forankrede, at deres nærvær er skræmmende og dog i elskovs fylde dragende, til trods for at

aldrig for mig som for de ti bud været at sidestille med drab. Og dog, for en

vi ved kødet er som fremmede. Netop her, midt i tusmørket, på vej tilbage til Nørrebro, så jeg en

digterisk betragtning forstår jeg denne sideordning, med hor som et drab på en

sidste gang Maria, der med rolige øjne iagttog min afgang, netop som jeg havde skrevet mit brev,

sværmerisk drøm om ordet elskovs uangribelighed. Men intet ord er uangribeligt,

der, rimeligvis uden adressat, havde søgt hendes bistand omkring visse teologiske spørgsmål.

selvom drømmens offer let lader fortvivlelsen påkalde ordets bogstavelighed, både

Eller rettere sagt søgte jeg vel egentlig hendes hjertes lovsang, men dermed ikke sagt, at jeg i mit

i og udenfor skriften, og råber op om dødelig voldtægt, når bogstaveligheden trues

brev havde haft uærlige intentioner. For disse teologiske spørgsmål omhandlede nemlig hendes

af æstetikkens driftsliv. Således lider jeg stadig under loven, men dog med denne

hjertes lovsang, denne som drog mig, til trods for, at hun på ingen måde optrådte som et erotisk

aften som en lykkelig undtagelse. Og undtagelsen kommer sig, ligesom forståelsen

fabeldyr i min underbevidsthed. Fabeldyr var hun nok, men hendes elskovs fylde gik langt dybere i

for loven, af digtning, en dårskab for forstanden og en forargelse for følelsen.

min sjæl end blot til bæltestedet. Ved kødet var hun således fremmed og dog i elskov som en fe, i

Den spalter mig således i to, sådan som det må ske for enhver, der undrer sig

hvis ansigt jeg læste ethvert sørgmodig ord, jeg måtte have nedfældet. Å, altid disse piger, der i

over ordet. Da jeg fandt dig, indså jeg, at du altid har måttet lægges til last for

deres hjerter gemmer nøglen til min tro i kødets klædedragt, som var kærlighed kun en allegorisk

min synd, men at det dog var bedre i dig end i mig at finde Gud. Havde jeg ikke

drøm smukkere end livet selv, blot tilgængelig ved skriftens sanselighed. Men jeg undslog mig

fundet ud af, at jeg var digter, havde jeg aldrig fundet dig og havde således aldrig

hendes blik, og befandt mig øjeblikket efter i min fængselscelle på Nørrebro, omgivet af

denne aften været loven foruden. Frygtelige lidelser venter mig, og dog ved jeg nu,

tommetykke mure af ord, som sten føjet til sten. Og dog var noget i mig blevet vækket. Bare kald

at der er et liv, ja, et foster efter det sjette bud. Men blot som digter. Havde jeg

det længsel, jeg ved ikke af ord, når blot drømmen kan føre til vækkelse, og dog end ikke

ikke fundet dig, havde dette bud tynget mig til jorden, ensom og fortabt i natten.

vækkelsen give ordet navn efter fortjeneste, sekundet før søvnen igen fører til tavshed, og nok en

Da havde jeg aldrig kunnet blive frelst, da havde jeg været som en levende død.

bogstavelig mosaik, et ordets fikserbillede, nænsomt unddrager sig den åbenbarlige forstand.

Nu, snarere, er jeg som en død, der lever, ene og alene i kraft af dig.

Jeg ved ikke af ord, når jeg aner i digtning, at forstandens åbenbarelse for drømmen er dårskab.

Kærlig hilsen Ture.”