Michael Strunge (1958-1986) in memoriam
Lang tid før diagnostiske prognoser
fik opfyldt sin fastsatte kvote af stigmata
på tværs af sindets landegrænser
internt i kroppens kloaksystem
mødtes en kronisk højrisikogruppe
en kort stund med de andre
løsrevne lemmer af et parti
som aldrig havde haft
eller taget noget parti
som ingen derfor tog parti for
eller bare ikke turde tage til indtægt
for noget andet end intet
for trods alt var alle eksisterende
partier vel enige om
at noget for noget
var bedre end for intet at få
hvad man for intet havde givet
i et land med en dagsorden
hvor ingen kender natten.