Ture Lykkegaard

Den Månesyges Tragedie

Til Ture,

klokken er et godt stykke over midnat og her fra min stamcelle år 2003 kan jeg med lige dele rædsel og fryd se en skærende klar februars fuldmåne. Jeg kan, som vanligt under fuldmåne, ikke sove og begynder nu, indtil virkningen af de 2 mg Rivotril begynder at indfinde sig, at skrive dette brev. Jeg har tænkt over det manuskript du viste mig og som jeg har læst lidt i hist og her. Du fortalte mig jo hvorledes en bekendt af mig under et andet navn ville komme til at indgå i den færdige bog. Du rettede også nogle spørgsmål til mig om hende og jeg fortalte dig om vores skæbnefællesskab. Ja, du ønskede også at få kontakt med hende, men i denne henseende kunne jeg ikke være til den store hjælp. Desuden lovede du at hjælpe mig ud af min toårige tvangstilbageholdelse på U1. Jeg tør dog ikke sætte så stor lid til din hjælp. Jeg frygter at det er sådan, at lige så lidt som jeg kan hjælpe dig, lige så lidt kan du hjælpe mig.

Jeg skriver derimod til dig i en ganske anden henseende. Jeg tænker nemlig på at påbegynde en bog ligesom du. Og ser du, jeg har i min nuværende situation såvel som de sidste to år, som tvangstilbageholdt, ingen mulighed for at fortælle nogen om denne bog. Hverken lægerne, personalet eller mine medpatienter har den nødvendige tålmodighed til at lytte til mine overvejelser, og du er den eneste af mig kendte der måske ville fatte interesse for en sådan bog. Det er i hvert fald min forhåbning. Om ikke andet, lad mig fortælle dig om hvad jeg har tænkt mig den skal hedde.

Jeg har tænkt mig at kalde den ”Den månesyges tragedie”. Ordet månesyge, ser du, har jeg altid holdt særdeles meget af. Egentlig har jeg fundet det i Mattæus-evangeliet, og har netop været ovre på hospitalsbiblioteket for at undersøge om jeg kunne finde litteratur om ordet og dets oprindelse. Altså bortset fra de oplysninger jeg har kunnet finde i mine sædvanlige kilder, ordforklaringen efter det Ny Testamente og i min elskede Politikens Nudanske Ordbog. I sidstnævnte var der følgende at læse: ”en sjælelig forstyrrelse som man tidligere troede stod i forbindelse med månefaserne og især var i udbrud ved fuldmånetid = SINDSSYGDOM”.

Imidlertid havde jeg meget travlt, idet jeg kun havde en times udgang fra U1, og både skulle slå efter i den store Encyklopædi, i psykiatriske og psykologiske opslagsværker, alskens værker om galskabens historie samt Salomonsens Leksikon uden at noget af al denne søgning gav mindste resultat. At bestille flere voluminøse værker fra Det Kongelige Bibliotek over computeren opgav jeg, dels fordi jeg selv skulle hente dem i København, og en anmodning om forøget udgang med denne afhentning som formål af personalet ville blive betragtet som en morsomhed. Og dels fordi jeg ingen anelse havde om hvordan man gjorde; det er svært at forvente andet når man, som mig og min veninde, knap har været i berøring med det danske samfundsfællesskab siden vi var små børn. Med udgangspunkt i den børne- og ungdomspsykiatriske afdeling på Bispebjerg overført til lukket voksenpsykiatrisk (som jeg fortalte dig, på selv samme dag), og herfra, da både hun og jeg var 17 år, gik turen (også på selv samme dag) til Sct. Hans hvor vi altså har opholdt os lige siden. Ikke fordi vi har ønsket det sådan, sidst af alt. Men at have nogen kunnen på computer, efter engang tilbage i arkæologisk tid i den tidlige barndom i forrige årtusind at have forladt fællesskabet i det danske samfund, er næppe forventeligt.

Alt dette skriver jeg eksempelvis på bagsiden af det papir jeg nu har kunnet finde; sagsakter, medicinvejledninger, brugte recepter og lignende. Den fornødne kundskab har jeg måttet læse mig til med udgangspunkt i mine eneste tre anskaffede bøger: en laset Bibel i den gamle oversættelse, Politikens Nudansk Ordbog og sidst, men ikke mindst, Lægeforeningens grønne Medicinfortegnelse. Disse tre bøger er hele min verden. Til gengæld kan jeg dem stort set udenad, og kan ud fra dem, og ud fra min diagnosticerede begavelse, flette deres samlede forråd af ord sammen i et utal af kombinationer. Det er så at sige min kunst. Dog skal det siges, at jeg gennem biblioteket på egen hånd har suppleret disse tre bøger med ret så grundige studier i blandt andet teologi, litteraturhistorie og musik. Dog har jeg jo ikke haft nogle af disse bøger i eje. Til tider har jeg måttet brænde hele sætninger, ja sider, fast i hukommelsen på ubestemt tid med senere nedskrivning for øje. Personalet har nemlig nogle gange snuppet alt, inklusiv ethvert skriveredskab, der kunne bruges til at skære pulsårerne op med. Desværre er uendeligt meget gået tabt på denne måde; formuleringer der kunne have talt protestens sprog. Imidlertid er et sådan, hvad du tillader dig at kalde kærligheds mæle, alligevel svært at udtale, det ugentlige skud Leponex og Cisordinol taget i betragtning.

Men noget bundfalder sig dog alligevel, som altså ordet månesyge. I dette ord finder jeg en ganske anden udtryksfuldhed end i hele WHO’s samlede diagnosesystem. Så vidt jeg ved er den endda den ældste danske betegnelse for sindssygdom (så vidt min elskede ordbog og Bibel), og stammer fra en tid hvor skæbnens svangerskab, også for de nævnte stakler på Jesu tid, bar frugt uafhængigt af biologisk, social og psykologisk intervention. Man skulle nok ikke have meget kanaanæisk blod i årerne for at se at hans såkaldte helbredelser næppe havde større virkning end månefasernes vekslen har for mig. Og dog har jeg gjort mig én opdagelse: ved fuldmåne har jeg som nævnt meget svært ved at sove, på trods af al den Rivotril der, som for en kort stund siden, i så fald bliver proppet i mig. Intet er smukkere at betragte fra den lukkede afdeling end en fuldmånes skær midt i fortabelsens mørke; ligge i sin seng skal man jo efter kl. 24.00 uanset om man kan sove eller ej. Således har jeg mange gange i dyb forundring betragtet den eventyrlige stråleglans, og endog taget mig selv i at tænke at det egentlig er meget godt at ligge her. Trygt og beskyttet mod verden, hvor varulvene under fuldmåne hersker. Dog er månen som en fakkel i mørket, som søgte den afmægtigt at værne om de skrøbelige sind her på U1.

For ellers griber den kolde nat os endeløst om hjertet, og tynger det mod jorden. Det er med denne måne som med en kristen pige jeg kendte fra U2 ved navn Katarina; hvad der drager mig mod hende, er den selv samme syge som flyder i mit blod. Således da tragedien. På dette problem er lovsangen, som i Faderhuset, blot en midlertidig lindring og begejstringen over denne fordamper med tiden ligesom alle andre følelser. Jeg græder ikke herover lige så lidt som at begejstres, men erstatter dette savn med en slags skæbnetro forbøn, en lige dele frydefuld og frygtelig amor fati, for derigennem at nå mit medmenneske i tankerne. Og dog vil jeg aldrig nå Katarina udover gennem anfægtelse. Eller i hvert fald hvad der for hende er anfægtelse. For lægerne ligner det snarere en tale i tunger, sådan som jeg har set hende tale i Faderhuset, den menighed hun blev omvendt til endnu mens hun var her på Sct. Hans. Ja, det er over to år siden. Hvor hun valgte tungetalen, og jeg kærligheden, var det hende der gik fri og mig som blev indespærret. Paulus mener jo, som prædiket i Faderhuset, at vi bliver retfærdiggjorte uforskyldt, altså uden at vi har gjort os fortjent til det. Længere ud på lidelsens og menneskehadets højrefløj kan jeg ikke tænke mig man kan komme. Her fra U1, fra den modsatte fløj, kan jeg fortælle ham at vi der faktisk lider, betragter en tilfældig semitisk overtros påståede ”retfærdiggørelse” som en hån mod enhver sindslidelse snarere end en gestus. Tværtimod, vi lider uforskyldte, altså uden at vi på nogen måde har pådraget os skyld. På dette punkt ved jeg at du og jeg er åndsbeslægtede.

Således også min skæbnefælle, ja lad os bare kalde hende Anita, du har jo valgt navnet med omhu. Ligesom du har valgt min identitet, eller mangel på samme som journalen ville mene, med stor omhu. Om du ønsker det eller ej, agter jeg at gengælde denne omhu med breve. Er slutstenen på fortællingen således en indespærret stemme fra den lukkede ungdomsafdeling på Sct. Hans, synger jeg på et sprog som dér blander sarkasme og håb. Eller som vi nogle gange synger til morgenmødet (og altid på mit initiativ): ”Mig bæres for, som ret snart i kvæld/ at gitterværket vil briste/ thi kvidre vil jeg et ømt farvel/ måske det bliver det sidste”.

Venlig hilsen Martin.

Kære læser, hvis du ønsker at Ture modtager dette brev i morgen formiddag, da læs videre på side ?. Hvis ikke, så fortsæt på næste side…

Til min ven Ture,

med skam må jeg beklage at mit brev i går, det brev jeg ville have sendt til dig i dag, ikke kommer frem i morgen. Det ligger nemlig i nederste skuffe i kommoden på mit værelse. Personalet på afdelingen er desværre af den overbevisning at du ikke eksisterer. Ser du, det var jo fuldmåne i nat og nattevagten mente, da jeg til trods for de 2 mg Rivotril havde griflet i flere timer, at jeg var ”psykotisk”. Sådan sagde han i hvert fald da jeg hævdede at jeg blot skrev brev til dig. I øvrigt er den slags natteroderi ikke velset her, så da jeg fortalte ham om mit møde med dig ovre i Patientklubben i går eftermiddags, mente han at der måtte være tale om en slags ”vranghukommelse” som han udtrykte sig. Jeg havde nemlig ifølge journalen ikke på noget tidspunkt udenfor afdelingen været uden min faste bodyguard, netop af hensyn til min ”psykose”, og da jeg ville vise ham den seddel du havde givet mig med det fulde navn, adresse og telefonnummer, kunne jeg simpelthen ikke finde den! Jeg har helt endevendt den samlede håndfuld kvadratmeter jeg bor på, men væk er den. I øvrigt kunne jeg heller ikke lide at fortælle ham de nærmere omstændigheder, for min faste vagt havde kun givet mig lov til at tale med dig ”off the record”, på betingelse af at jeg ikke sagde det til nogen (jeg er jo tvangstilbageholdt på røde papirer, altså fordi jeg er ”farlig for andre”). Den slags spilleregler gør jeg vist klogt i, på grund af den forbandede indespærring, at holde mig til.

Så opgav jeg, som så ofte, at forklare dem tingenes rette sammenhæng. Jeg kan jo alligevel ikke komme i kontakt med dig, når jeg nu ikke kender dit efternavn, telefonnummer eller adresse. Alligevel skriver jeg til dig, blot i det skjulte, det vil sige på værelset i mit eget selskab. Om du nogensinde vil få disse to breve ved jeg ikke, men håber det blot. Jeg har uendeligt meget at fortælle.

Først skal jeg fortælle dig om min bog. Titlen fik du kendskab til i går, men jeg fortalte dig ikke noget om indholdet. Ser du, jeg har tænkt mig at bygge min fiktive hovedperson op over en central begivenhed i hans, og mit, liv, en begivenhed som fandt sted for lidt over to år siden. Men først vil jeg fortælle dig om den tanke jeg har med beskrivelsen af denne begivenhed.

Det er en tanke som egentlig bygger på en ganske specifik følelse, som i al håbefuld kærlighed og varme det sidste lange stykke tid glimtvis, men voldsomt og brusende, har gennemstrømmet mig. Jeg er som antydet i går forbenet fatalist, men finder trods al resignation og bedrøvelse en stoisk ro og stolthed i den fulde bekræftelse af skæbnen og dens svangerskabs nødvendighed. Og dog holder jeg kun til en sådan ubøjelig forudbestemmelse fordi den, så at sige, som følge af sin egen nødvendighed, ved tilbageblik i bestemte øjeblikke bliver suspenderet. Det er de øjeblikke hvor jeg, med tanke for bestemte fortidige begivenheder, føler følgende: at det faktisk kunne have været anderledes. Det kan faktisk udtrykkes meget bedre på engelsk, nemlig ved sætningen: it just might have been different”. Dels er ”just” af adskillige grunde (det kan i sammenhængen både betyde ”lige nøjagtig” og ”lige før”) bedre end ”faktisk”, dels er ”may” et bedre ord end ”kunne”. ”Might” udtrykker større håb, men ligeledes kan det udtrykke længslen stærkere, nemlig ved at underforstå: ”gid det var/ måtte det være…”. Ikke, som nattevagten antydede med sin ”vranghukommelse”, at det gives nogen i verden at forandre faktuelle forhold (disse har skæbnen fra ende til anden, i fortid og nutid, gjort krav på). Men fortolkningen af de begivenheder vi kender til, nemlig dem vi bærer rundt på som vores fortid, er foranderlig. Ikke således at fremtiden er foranderlig, ikke på mindste måde. Selvom den er ukendt er den dog stadig uforanderlig. Men uforanderligheden bliver i vores fremtid tilføjet hvad der for nuværende altid vil synes en umulighed, nemlig at vi bliver givet muligheder for fortolkning af vores fortid, der nødvendigvis således vil have kunnet være anderledes. Og i en vis forstand tillige faktisk vil have været anderledes, fordi kun vores hukommelse kan bevise at vi faktisk har en fortid, og fordi vores hukommelse nødvendigvis, med den sværm af data den stilles overfor, må glemme. Eller med andre ord: må fortolke.

Det vil sige, for det første, at da enhver erindring i sagens natur er et spørgsmål om fortolkning, vil den altid kunne have været anderledes. Men for det andet betyder det, da ikke engang fortiden er os givet som en sikker kendsgerning, at denne afvigelse i hukommelsen ikke står i modsætning til nogen sædvane. Eller rettere, at denne sædvane, som ligeledes normalitet, ikke eksisterer. Vi bliver bildt ind gang på gang at en sådan sædvane kaldet normalitet står i modsætning til afvigelse, men sædvanen er blot et nihil, en mangel på noget. Således burde jeg måske have skrevet, at det nødvendigvis har været anderledes idet det altså ikke kunne have været andet. Men et sådan udsagn er jo nonsens, da vi altid efterfølgende vil spørge: anderledes fra hvad? Når vi taler lader vi altså noget være givet, om ikke andet de lyde vi kalder ord, og ender så hvor jeg nu er. Nemlig med at konkludere at dog noget tages for givet, uretmæssigt eller ej. Og altså efterfølgende, at gives der virkelig et sådan fakta, gives der tillige nødvendigvis følelsen: at det kunne have været anderledes.

Nogle gange kan jeg om livet tænke: det er mærkeligt at man finder sig i det, sådan uden videre, uden protester eller indsigelser. I det hele taget at ingen, overhovedet ingen, tager til genmæle. Det er i sådanne tilfælde at følelsen: at det kunne have været anderledes, får mening. Med protesten må vi nemlig spørge: protestere over eller imod hvad? Og tillige: til hvem? Disse spørgsmål er, netop af hensyn til den givne sædvanes eventuelle uretmæssighed, altså hvis virkelig intet kan tages for givet, ubesvarlige. Af samme årsag er vi som svin i kreaturvogne på vej til slagtning; alle ved vel nok hvad der skal ske, men da der intet tænkeligt alternativ findes, eller rettere, da enhver protest er en slags eksistentiel tautologi, som en slange der bogstavelig talt fortærer sin egen hale, protesterer vi ikke. Blot så meget mere befriende og berusende bliver da følelsen: at det kunne have været anderledes. Der kunne have været en mulighed for protest.

Således til aftensmaden for nogle timer siden, da en ung grøn praktikant spørger hvad vi plejer at lave om aftenen. Og Helle, en gammel i gårde og garvet paranoiker knastørt svarer: vi sidder og glor på hinanden. Var det ikke egentlig så trist, var denne udveksling af ord et studie udi det komiske, et billede der i koncentreret form kalder på en latter fra dybet af vore sjæle. Vi ved hvad det handler om, os der er i felten, og ikke en andenårs sygeplejerskestuderende. Og dog blev ordene sagt i stilhed, og kaldte ved den efterfølgende samtale om aftenens tv-program mere på ømhed end på fnis. Denne sære blanding af komik og alvor er for mig en specialitet her på stedet, og vil tage årelange studier at forstå. Ikke på sygeplejeskolen, men i felten ved en slags hjertets prægning af galskab. Og dog truer os alle samfundets mainstream, og her er det os der er handikappede og grønne. Med dette in mente forstår jeg bedre nu hvorfor latteren blev holdt tilbage og endte som et mærkeligt kriller i maven.

I aften ser jeg frem til en forhåbentlig lang og forløsende nattesøvn. Medicinen er langsomt i færd med at koncentreres i mit blod, og jeg mangler egentlig kun at lægge dette brev ned til det andet i nederste kommodeskuffe. Her begynder jeg at samle mine breve til dig, min fremmede læser fra Sundby i den danske hovedstad. Om jeg overhovedet når så langt som en bustur til Roskilde, er foreløbigt tvivlsomt, alt imens jeg snarest muligt vil forklare dig om hvad helten i min planlagte bog, der jo var hele årsagen til min henvendelse, skal hedde. Indtil da lader jeg mit hoved hvile, og Rivotrilen fylde mine årer.

Venlig hilsen Martin.

Kære læser, hvis du vil læse Martin udvikle sin forklaring på følelsen: at det kunne have været anderledes, så læs videre på side ?. Hvis du derimod vil læse om hans planlagte bog, så læs videre på næste side…

Til min nulevende ven Ture,

jeg har holdt mig i ro nogle dage, mest af hensyn til dig og din officielt manglende eksistens, ved hvilken det er lykkedes mig at vinde blot en smule af lægernes yndest. Og mine anstrengelser har båret frugt: min udgang er blevet udvidet til to timer uden ledsagelse. Dette har i aften kun kunnet betyde én ting, nemlig en bustur til en cafe i Roskilde hvor jeg, foruden at kunne skrive til dig, har kunnet nyde mig et glas rødvin. Således inspireret har jeg lagt planer for min bog. Den skal udformes som en autentisk dagbog, udgivet posthumt efter forfatterens triste endeligt. Hvordan han skal komme af dage, har jeg ikke endeligt gjort mig klart; selvmord er nærliggende, og dog så fortærsket. Hernede er det jo nærmest den hyppigste dødsårsag der foreligger, og jeg tænker mig min helt skal have en mere glorværdig død. I hvert fald har hans bedste ven, angiveligt mig, altså fundet den efterladte dagbog værdig til udgivelse, hvorved bogen har fundet sin form. Og dog, måske finder jeg på noget andet. Den slags snyderi er set før i verdenshistorien, og i øvrigt har hovedrolleindehaveren, som jeg har tænkt mig skal hedde Tor, en besynderlig lighed med min person. Også han lærer her på Sct. Hans en kristen pige at kende. Først tænkte jeg mig at kalde hende Katarina, egentlig mest fordi det forekom naturligt og rigtigt. Således hed jo den sande person, og dog fandt jeg, hvis nu bogen faktisk skulle blive udgivet, at min beskrivelse af hende måske overfor offentligheden ville blive en byrde for hende. Derefter faldt på uforklarlig vis navnet Barbara mig ind. Og dog veg jeg pludselig tilbage, som fik jeg i et minde om fremtiden pludselig et syn af kød og blod, som var rødvinen steget mig til hovedet i skræk og rædsel. Imidlertid fandt jeg slutteligt på det rigtige navn. Maria. Navnet på såvel skøgen som Jesu moder, et navn der som en flammende ild gennemsyrer hver anden side i det Ny Testamente. Altså min hovedperson skal hedde Tor, som var han kærlighedens repræsentant for hedenskabet, og hans modpart Maria, så at sige kristendommens repræsentant for kærligheden. Og dog. Denne Marias væsen er såre kompliceret, og spænder lige fra djævelskabet i kødets lyst til Helligåndens skabende undfangelse af kærligheden selv, men lader disse to være blodsbeslægtede, ja endog være én og samme person!…ja, den kvindelige hovedrolleindehaver skal bestemt hedde Maria.

I øvrigt nærmer klokken sig hastigt tiden for bussen og tilbagekørselen til Sct. Hans. Således, på falderebet, således nogle gange, på en ganske simpel foranledning såsom et næsten tømt glas rødvin, står tingene soleklart. Gennem indlysende og logisk ræsonnement har jeg således endegyldigt konkluderet at det er umuligt at leve. Det vil sige at vi, at dømme ud fra intellektuel redelighed, ikke lever, idet livet er uladsiggørligt. Spørgsmålet er hvad vi så egentlig gør. Vi må da for helvede gøre et eller andet.

Måske gør vi blot det som den unge lysblonde fyr fra U7 gjorde. Alle mennesker på U1, hver enkelt skæbne, tolv i alt, der her samles og atter skilles uden at denne plet på jorden undergår anden forvandling end et digterisk still-billede – alle os sjæle var hver aften i sensommeren sidste år vidne til et vanligt besynderligt skue fra afdelingen overfor. En afdeling der som en anden indgangsportal til anstalten huser de yngste, mest sarte og uplettede. Debutanterne. En af dem altså, vistnok ved navn Robert, filosoferede hver aften i timevis ved at sidde nærmest hængende ud af sit vindue. Mere end noget andet er dette, som aldrig vil kunne læses ud af et fotografi, et slags tankens maleri, sært lukket for logikkens tale. Og Marianne, en medpatient her, som med en barnets sjæl i en uroligt og ængsteligt forvokset krop hvert øjeblik frygtede at han faldt ud. Med visheden om at dette, hvis det skete, eller rettere, når det skete, var som et mord på en drøm. Og tillige med håbet om at denne da ville vokse til trods for umuligheden i sagens natur. Som liljer op af asfalten vædet med blod.

Venlig hilsen Martin.

Til min ikke-eksisterende penneven Ture.

Som lovet vil jeg fortælle dig lidt om handlingsgangen i min bog, en handlingsgang som altså leder frem mod en afgørende begivenhed. I øvrigt en begivenhed som har nogle sælsomme skæbnesammentræf med afslutningen på dit evangelium. Og dog. Jeg har smuglæst dit manuskript og dit forsøg på at beskrive længslen – den ubeskrivelige længsel, som altså følgelig altså ikke lader sig skrive. Tor, derimod, hvad du vil forstå ved at læse forstudierne til min bog, lader sig ikke nøje med at beskrive længslen – det gør jeg. Men Tor vil det skæbnesvangre: at virkeliggøre længslen. Hverken at beskrive det ubeskrivelige eller at gøre det beskriveligt, men at virkeliggøre det. Eller den, nemlig længslen. Eller vil han? Nok om det for nu. Min hovedperson vil i bogens begyndelse møde denne Maria, og mødet vil finde sted på afdeling U2 hvor han er indlagt, og har været det i fire år. Ja, helt nøjagtig siden sidst i juli 1996 hvor du, min ven, forlod U2. Jeg har altså tænkt mig det sådan at han har fået din plads, og er kommet til afdelingen dagen efter at du forlod den. Jeg har måttet gøre mig lidt detektivarbejde for at finde ud af denne detalje, men det var altså mig der fik din plads dengang. Så sælsomt har skæbnen altså villet det. Som den ligeledes ville det fire år senere, da Maria i sensommeren 2000 bliver indlagt på U2, og således træder ind på scenen så bogen kan finde sin begyndelse.

Om deres første møde vil jeg fortælle følgende. Første gang Tor overhovedet ser Maria, er en formiddag i nævnte sensommer, lad os sige den 14. august, som sagt i det sidste år af forrige århundrede. Tor træder ind i afdelingsstuen og ser for første gang Maria, der venter på en forsamtale før den senere overflytning fra Rigshospitalet. Da han træder ind i stuen sidder Maria og græder. Og Tor har opmærksomt på vejen ned af trappen og hen af gangen hørt denne gråd mere eller mindre svagt i baggrunden. Det har for ham, så at sige, i løbet af de fem år han har været på Sct. Hans (det første på U4, de fire næste, med jævnlige afstikkere til U1, på U2), været en del af den psykiatriske afdelings løbende repertoire af lydcollager. Mere eller mindre forvrænget alt efter humør, men ligeledes opfattet med en mindre eller større grad af medfølelse. Sidstnævnte ikke blot af næstekærlighed, men tillige af bevægelse over et følsomt sind. Det kræver et stort hjerte overhovedet at kunne græde på de vanlige doser neuroleptika. Yderligere, i øvrigt, yder sindsbevægelsen også en tiltrækning af erotisk karakter, da han endelig træder ind i stuen og ser den grædende pige. For tillige bemærker han i hendes ansigt og i hendes blege hud og lange mørkebrune hår, hendes væsen. Sådan som så ofte før, tænker han modfalden. Og med en vis ret, for mange gange har han troet at mærke, og troet at gøre det øjeblikkeligt og instinktivt, en kvindes væsen blot ved i få sekunder at se hende græde. Hver gang er han blevet snydt af sin egen sindsbevægelse, og har således snarere mærket sit eget væsens skrøbelighed end at mærke følsomheden hos et medmenneske. Dog sker der i dette moment nogle ting som ellers ikke sker. Hendes kontaktperson fra Rigshospitalet, som har taget turen med hende til Roskilde, forsøger så småt at berolige hende med kropslig kontakt, men denne afviser hun stædigt. Hvad der i løbet af de følgende sekunder da sker står mig ikke helt klart, men faktum i næste scenebillede er at Tor sidder overfor Maria med bøjede knæ og hendes hænder i sine.

Om dette møde har jeg i mit foreløbige manuskript skrevet følgende:

Da Tor kommer ind i stuen, møder han i det velkendte interiør en pige, der sidder ned og græder med ansigtet begravet i sine hænder.

(ja, begravet, det er netop ordet, altid er det som en fandens kirkegård her…men hendes hår der falder ned i panden, for fanden, hvor ser hun sød ud, som altid, og lider ad helvedes til, hvis nu bare)

- Nej, jeg…

En plejer forsøger at nærme sige hende, vel for at trøste hende, men hun afviser tilnærmelsen uden at kunne færdiggøre den påbegyndte sætning, og uden knap nok at se op.

(bare jeg dog kunne…men nej, jeg kan ikke en skid, hvad vil de andre ikke tænke; mig på knæ foran en køn lok hår og så bare stilstand…og så rømme sig og bakke tilbage med alles øjne og et hånligt blik hvilende på sig…hold da kæft, nej, ikke mig, niks, ikke)

Tor begynder at vakle frem imod pigen, øjensynligt svimmel og med en tænksom, næsten fraværende mine, og standser først da han står foran den grædende pige

(hold op, for fanden, hørte du ikke hvad hun sagde, da plejeren prø-)

Pigen ser op på Tor med et ansigtsudtryk, der synes at ville sige noget, men holder tilbage. Hendes øjne hviler i Tors ansigt, stadig forgrædt, men opgiver igen, og lader hovedet falde mod de fugtige håndflader.

(nu gør du det, nu gør du det, nu gør)

Tor sætter sig forsigtigt på sine knæ, øjensynligt med en ro og stilhed i kontrast til den grædende pige. Og i samme øjeblik løfter pigen sit ansigt med et ubestemmeligt og mærkeligt dybfølt blik i øjnene. Hun skubber insisterende sine håndflader frem, og Tor lader sine hænder gribe hendes

(ja, ja, hun gjorde det, hun tog imod mig, modsat den der plejer, modsat…ja, måske modsat alle andre her og nu i denne verden. For fanden, hvor er hun smuk. Om så alle kosmetikkoncerner i verden forenede sig, ville de ikke kunne frembringe noget så smukt som denne piges forgrædte ansigt. Jeg behøver ikke mere, jeg behøver intet mere, lad mig blot hengive mig til denne stemning…hengive mig…fuldstændig…)

Et vist tidsrum er der stille i stuen, bortset fra pigens snottede næse der med jævne mellemrum renser sig fra snot. Og sådan afsluttes Tor og Marias første møde. Maria, der stadig er indlagt på Bispebjerg Hospital og blot har været til en forsamtale på Sct. Hans med henblik på et kommende ophold, finder vej op mod Roskilde station. Derfra går den lange vej tilbage mod storbyen, men ikke uden et mærkeligt og ubestemmeligt udbytte af rejsen. Men Maria, hvis du vil tillade mig at skrive således, gemmer disse ord i sit hjerte, selv for fortælleren. Der går næsten en måned før hun vender tilbage, og bliver overført til Sct. Hans, afdeling U2. Der, hvor ham den mærkelige og ubestemmelige stadig er indlagt…

Som bekendt er en sådan beskrivelse blot et stykvist forsøg og endnu ikke skrevet i sin endelige form, men jeg finder hermed blot et passende (nok mere passende end de fleste ved) sammentræf med virkeligheden. Det er altid for os mennesker sådan med virkeligheden at den endnu ikke er klarlagt, og at den ydermere aldrig vil finde sin endelige form. Således da også fortællingen, for fortællingen handler egentlig bare om virkeligheden og intet andet. Virkeligheden på Sct. Hans anno 1995 til og med skrivende stund. Og så faktisk, som når jeg siger at den kunne have været anderledes, må jeg nødvendigvis, af hensyn til nye og hidtil ukendte fortolkningsmuligheder, tage et skridt eller to ind i fremtiden for her at erobre et minde. Mindet om hin første møde med Katarina en trykkende og varm sensommerdag i forrige årtusind.

Jeg husker efter dette blot at kunne gøre rede for følgende; at Tor senere på dagen, da det er blevet mørkt, og Maria for en kort stund er taget tilbage til Rigshospitalet, sidder på sin seng og stirrer ud i luften. Han beder så at sige i tankerne samtidig med en dyb sindsbevægelse og en let mimren. Denne Tor sværmer i sit tvesind for kristendommen. Han taler til sin Gud i tankerne, og gemmer til ham sine tårer, selvom det er Maria han ville græde for. Og ønsker sådan i sit hjerte at denne Maria, dette egentligt flygtige bekendtskab, kunne se ham nu, og, bogstaveligt talt, være til stede i hans tanker. ”Vidste hun dog blot…” tænker han og behøver ikke at færdiggøre sætningen. Straks derefter rammes han af en afsindig længsel, men nej, tænker han, livet er frygteligt ensomt. Og hvad værre er, tænker han, lig ham selv lider denne Maria ikke for andre end sig selv. Blot reserverer han i skriftens tjeneste, det vil for ham sige den hellige Skrift, sit hjertebarn, nøjagtig som hende, uden dog på mindste måde herved at føle sig retfærdiggjort. End ikke ved sandheden. Ja, måske sidst af alt ved sandheden…”fandens også”, tænker han i samme nu, og dog ved han at han sidst af alt ville miste dette moment. Ja, fandens også.

Venlig hilsen Martin.

Til Ture,

Som sagt sværmer min hovedperson Tor, til trods for sit hedenske navn, for kristendommen, dog uden på noget tidspunkt at bekende sig kristen, sådan som Maria i et og alt, uden at han endnu er bekendt med dette, for alles åsyn har bekendt sin kristne tro. Endnu er hun dog ikke af overbevisningen drevet mod den selvødelæggelse som senere, efter sit ophold på U2, skal blive hendes skæbne. I hvert fald fører Tor under sine gåture samtaler med Gud. Således, under en af disse samtaler, kort efter Marias besøg og få dage før hun endelig får sin plads på afdelingen, overrasker han sig selv i det samtalen munder ud i. Han ender samtalen med at bede om at møde en pige han kan elske med.

Bagefter tænker han ved sig selv hvor svært han altid har haft det med at forelske sig. Egentlig er Jesus den eneste han nogensinde har været forelsket i, men denne er jo for ham, ligesom for enhver tilfældig studerende på Teologisk Fakultet, at betragte som fiktion. Derfor håber han i ære og værdighed at kunne komme til at elske en kvinde. Og han tænker ved sig selv, at Gud jo ifølge skriften selv engang har været kød i Jesu person. Han må mere end nogen anden have vidst, hvor frygteligt det er at være ensom, men tillige også hvor frygteligt elskov kan flå et hjerte i stykker. Og Tor rammes af tanken, kort før han træder op af trappen mod indgangsdøren: ”lad hende være blid og nænsom ved mig, å Herre…”

Her på U1, min lukkede afdeling og bolig gennem to år, benytter jeg mine to timers udgang til hver aften at tage op til Roskilde. Denne gang på stationscafeteriaet med min walkman, og endnu engang optaget af skriften. Denne gang, som så ofte før, forstyrret af ”vorbeireden” (et uoversætteligt begreb, bedst oversat ved ”udenomssnak”. Det var den tyske psykiater Emil Kraepelin der for knap et århundrede siden var tilstrækkeligt påhitsom til at finde på udtrykket, hvorved skal forstås: kognitivt forbipasserende og (for psykiateren) udenforstående og uvedkommende (i forhold til hvad der end, hvo ved, måtte være relevant) indre tale. Dertil kommer den unge og ret så sure cafeteriadame der – formodentlig til sin egen beklagelse – har været her lige så længe som mig, tilfældigt unge og pjattede (det ville i journalen eller på mine dårlige dage hedde: voldsomme og forstyrrede [i.e. forstyrrende] forbipasserende)…og samtlige tænkelige tankeforstyrrelser i øvrigt. Denne gang dog mindre samlet, så at sige, om tematik, narration og alle de andre dyre ord, der, ligesom beboerne i South Central L. A. ifølge en indfødt er ”talkin’ loud but ain’t saying shit”. Det problem kender vi så sandelig også her på kantinen. Således har jeg altså begivet mig ind i starten af halvfemserne, ikke blot i og med citatet fra Dr. Dre, men også efter at have lyttet til Ice-T’s æstetisk set imponerende, men ret beset indholdstomme ordsalat. Der ifølge ophavsmanden selv bare var et opkog af den faktiske benyttelse af det engelske sprog – i hvert fald i denne fiktive verden, opkaldt South Central, der for lidt over ti år siden var mentalt tilholdssted verden over for utallige både hvide og sorte teenageres forstyrrede (men ikke nødvendigvis forstyrrende) sind. Som altid er jeg bare bagefter, og hører så at sige musikken posthumt, men nu altså næsten kun et årti. Og jeg tænker så: gad vide hvad der dog så er sket siden hen i verdens historie?

Derefter med walkmanen tilbage til forhistorisk tid, nemlig til sound-tracket til filmen om Woodstock-festivalen i 1969. Og Crosby, Stills & Nash der synger en sang der momentvis vælter mig af pinden. Sangen starter ved det punkt som jeg med historien om Tor og Maria skriver mig frem imod, nemlig det tidspunkt i det kommende kærlighedsforhold hvor Tor er så bange for sit eget liv at han endegyldigt bryder kontakten med Maria (”It’s getting to the point/ where I’m no fun anymore/ I’m sorry/ sometimes it hurts/ so badly I must cry out loud/ I am lonely”). På dette tidspunkt i sangen, som for at bryde den frygtelige ængstelse (der kommer af blot for anden gang at spille for publikum at spille foran 300.000 mennesker, og at skulle gøre det med netop disse usikre og ængstelige ord) tager en af guitaristerne mod til sig og beder tørt lydmanden om: ”a little less bottom in the guitar, please…”. Havde Tor dog blot haft dette mod, i de frygtelige øjeblikke hvor en beslutning skal tages, var det måske ikke kommet til et brud (som der senere synges: ”fear is the lock, and laughter the key/ to your heart”). Men i det øjeblik den 24. december, hvor Tor og Maria beslutter sig for, efter en elskovs nat, aldrig igen at skulle se hinanden, handler det udelukkende om den instinktive overlevelse.

Men nu til det afgørende punkt i denne sang; sangeren opfordrer sin elskede til ”ikke at lade fortiden minde os om, hvad vi ikke er nu” [i.e. i forhold til hvad vi drømte om i starten at det kunne være blevet, det løfte forelskelsen aftvang os] (”remember what we said/ and done and felt about each other/ O, babe, have mercy/ don’t let the past remind us of what we are not now/ I’m not dreaming”). Med andre ord, ikke at lade længselen (den længsel der med mine ord lyder: at det kunne have været anderledes) være en stopklods for kærligheden. Tænk at kunne tillade sig den sjælelige luksus at kunne sige sådan, tillige med kort før at have bedt om at få ”lidt mere bund i guitaren”. Det lader sig vist kun sige på en scene, så meget desto mere modigt i én forstand, og så meget desto mindre modigt i en anden. I dobbeltsengen, om hvilken Shakespeare skrev ”there is no evil angel but love”, er sagen nemlig en helt anden, her er vi prisgivet en skæbne der i enhver henseende, som kærligheden, er ubetinget og ubrydelig, nemlig døden, den endegyldige udslettelse. Godt nok undgik Tor denne skæbne, men ubrydelighedens svangerskab udelod enhver anden løsning end den sjælelige abort. Blot således, med kærligheden som løsning, men tillige med dens foster som offer, undgik han manden med leen.

Men Ture, jeg har tænkt mig at færdiggøre min beretning om min planlagte dagbogsroman. På det tidspunkt i erindringen hvor jeg havde tænkt mig at vi skulle befinde os i aften (eller rettere, for dit vedkommende, i morgen tidlig), er Maria netop overflyttet fra Rigshospitalet til U2, en lille uges tid efter Tors første møde med hende. I dagbogen er der pludselig nogle helt andre ting at fortælle om, ja så meget at Tor nærmest må undskylde overfor Gud at han beretter så lidt i disse dage, netop når han har det godt. Tidligere ville han i denne situation være fuld af lovsang, men gribes nu af en sjælelig længsel efter ømheden i berørings lyst. Sandelig, skriver han om Maria, hvis han en dag opnår at dele kødelig kærlighed med hende, vil han hvert øjeblik ihukomme hvordan hans Gud, hans elskede Jesus, engang var kød. Han begærede ikke, og dog, mere end nogen anden, lagde han dybt i Tor det frø der vil vokse til en kærligheds rose og satte den fri. Som Tor skriver, selvom han ved at rosen har torne, stoler han fuldt og fast på at Jesus et for et vil pille dem af, ligesom han reddede en ulykkelig kvinde fra at stenes til døde. På samme måde, tænker Tor, har Jesus ikke plantet denne blomst i ham for at dømme ham, men for at han skal frelses derved.

Og dog, hver gang Tor ser på de mange blanke sider i sin dagbog, går det op for ham at det netop er nu han skal skrive uden at vide hvad eller hvordan. Yderligere går det op for ham at det han har skrevet og det han vil skrive, snarere end at være elskovs lyrik som Maria måtte få i hænde, er et manuskript. Manuskriptet er i og for sig blot den formulerede virkelighed. Samme virkelighed, i hvilken Lukas beskriver at Jomfru Maria gemmer ordene i sit hjerte. Således fyldes han af lede ved at læse om Faderen og Sønnen som synes at lægge beslag på hendes dyd. Det er nemlig sådan med Maria, at hun ikke ønsker at have seksuelt kendskab til nogen mand før hun er gift med ham. Og giftemål er for en sværmer som Tor en fjern tanke. Var han dog som Paulus blot begæret foruden, tænker han, og altid tænker han blot som menneske, som tænkte han sværmerisk at ”dig får jeg aldrig” og lod dette være et digterisk credo. Jo stærkere denne længsel vokser sig, jo mere føler han at begraves i synd. Ja, hele hans dagbog, og dermed mit manuskript, handler om dette, og synes aldrig at ville slutte. Som Grundtvig tænker han, at han på trøsten vil fornemme sin Guds nærvær, så snart han giver afkald på kødet og kan udholde Marias nærvær uden angst og skam. Dog vil han gøre én ting. Han vil fortælle Maria om sine følelser. Således besøger han en lørdag aften hende i hendes lejlighed på Nørrebro. Her planlægger han at tale med hende, og blot lade hende vide at han elsker hende som en mand elsker en kvinde. Dette beslutter han sig for at gøre.

Venlig hilsen Martin.

Kære læser, hvis du synes at Tor skal følge Anders’ råd og opmuntring, da læs videre på side 33. Hvis ikke, så fortsæt på næste side…

Kære Ture,

tak for dit telefonopkald! Det var en kærkommen lejlighed, udover vores samtale, til at få at få dit efternavn, telefonnummer og adresse. Det var jeg nemlig kommet til at smide væk. Som lovet sender jeg mine breve på min daglige udflugt til Roskilde, og du kvitterer med at tilsende mig dit manuskript. Jeg er ked af at høre at dit forsøg på at kontakte Anita slog fejl, men derimod oprigtig glad for din interesse omkring mine breve. Jeg er også glad for det du fortæller omkring din nye private psykiater, og at I er blevet tætte venner. Men på trods af hvor afgørende dit møde med hende har været, frygter jeg at hun ikke kan være mig til særlig stor hjælp. Og Anita. Det er med hende som ved de højtidelige lejligheder hvor vigtigheden af at huske bliver betonet. Dertil har jeg at sige at vi som mennesker nødvendigvis må glemme. Og når vi ved visse højtidelige lejligheder kan betone vigtigheden af at huske, er det udelukkende fordi vi blot nødtørftigt har glemt smerten ved at huske. Således er glemsel, og glemsomhed (som utallige steder i Bibelen regnes for en synd mod Gud) en konstant nødvendighed, og vort velbefindende afhængigt af hvor godt vi formår at glemme at mestre fortrængningens kunst, sådan som du og jeg har så svært ved. Altså at glemme at vi har glemt, også ved højtidelige lejligheder kaldet at huske. Når vi så faktisk til stor skade husker, er det netop således fordi vi glemmer at huske at glemme. Dette er beklageligvis at huske.

Således, som denne genealogi, er mit private forhold til Anita. Da vi, som jeg fortalte dig første gang vi mødtes, gik i skole og voksede op på Bispebjerg sammen, var hun noget jeg med smerte måtte huske. Derefter noget jeg blev nødt til at glemme, uden at det faktisk forekom særlig vigtigt. Nogenlunde på samme måde som holocaust.

Der er forskel på fortrængning og bevidst løgnagtighed. At glemme holocaust er førstnævnte, kristendommens ”frelsehistorie” sidstnævnte. For som jeg kan frasige mig holocaust, således også med Anita, som jeg også nogle gange passerer, som du skrev i manuskriptet, som kendte jeg hende ikke og dermed undslår mig min pligt. Eller rettere, som du sagde i telefonen, hvis det hedder sig at du ikke kender Anita, nuvel, så kender du så sandelig heller ikke holocaust.

Iøvrigt er der den sammenhæng mellem holocaust og en sjælstilstand som eksempelvis ’stupor’, at begge ord, al forskellighed til trods, det første et folkemord, det andet en sjælelig lidelse, har ufatteligheden som fællesnævner. Netop i kraft af at begge fænomener er ufattelige, har de faktisk en fællesnævner. Egenskaben ufattelighed er i sagens natur – netop i og med at den betegner noget mennesket ikke forstår – ens uanset fænomenets karakter. Ligesom det ikke er givet noget menneske nogensinde at forstå holocaust, således også med stupor, det vil enhver der i hjertet har overværet et menneske i stuporøs tilstand vide. I ordbogen defineres supor blot som ”fuldkommen sløvhed hos sindssyge”. Derved dækkes dog på ingen måde den rædselsvækkende tilstand som ordet søger at betegne. Ved betegnelsen forstår man en yderst svær psykomotorisk hæmning, ledsaget af et mentalt mareridt der i lidelses dybde når længere end det er givet noget menneske at udgrunde, endsige erindre. Som en læge ville se det, ligger patienten bevægelsesløst i sengen, ansigtet er udtryksløst og blottet for mimik. Desværre er bevidstheden bevaret, til trods for at vi rent fysiologisk taler om en tilstand under hvilken det ikke sjældent ses at organismen begynder at træde ud af funktion. Med andre ord, vi taler om en sjælelig lidelse med en sådan dybde at den faktisk i mange tilfælde er livstruende, og hvor det fysiske liv på uforklarlig vis blot, om muligt, kan reddes ved blind og voldsom brug af elektrochok. Man kender stupor især fra de sværeste depressioner, også kaldet stuporøse depressioner, og tillige fra psykoser, i særdeleshed skizofreni.

Indlevelsesevnen i såvel stupor som holocaust, selvom man hverken måtte have oplevet det ene eller det andet på egen krop, er et særkende ved de sjæleligt følsomme og uforhærdede tilstande man uretfærdigvis har givet betegnelsen sygdom. Medfølelsen er således andre forhindret, alene på grund af uvantheden ved opholdet i en sådan lidelses massive tyngde. En sådan uvanthed og dens forhærdelse blev eksempelvis en medpatient her på U1 offer for. Det startede, sædvanligvis havde jeg nær sagt, med en bæltefixering af en forpint og ulykkelig ung pige. Hendes blanding af gråd, skrig og rallen forplantede sig time efter time udover hele afdelingen. En medpatient der udover at være et kærligt og følsomt menneske var så uheldig at have fået pådraget sig en behandlingsdom, havde så svært ved at udholde denne pinagtige lydkulisse at han skruede tilpas højt op for stereoanlæggets dulmende technorytmer, så højt som det nu var nødvendigt for at overdøve denne hørbare og tunge klump af smerte og pinsel. Det er således med strafferetspsykiatrien, den gren af retspsykiatrien der omhandler behandlingsdomme, at lægerne ikke behøver at retfærdiggøre overgreb mod patienter med at tvangen er til deres eget bedste. Har du en behandlingsdom er al hykleri således overflødigt, så at sige som i Helvedets indergård hvor masken endegyldigt er revet af Lucifer og mareridtet virkeliggjort uden at have nogen besværlige civilretspsykiatriske røde, gule eller andre papirer nødig. Derfor, da han gentagne gange nægtede at skrue ned for den høje musik blev han uden nogen yderligere palaver med vold tvunget op i den anden ende af hospitalet, nærmere bestemt R1, den hårdeste retspsykiatriske afdeling på hele Sct. Hans. Her blev han så, med alles vidende som en slags samvittighedsfange par excellance, bofælle med mennesker som vi andre ellers kun kender fra B.T.’s eller Ekstra Bladets forsider de sommerdage hvor oplagene trænger til et velfortjent vitamintilskud og et forhærdet og forrået eksempel på menneskesjælens mørkeste afgrunde har skudt to tilfældige drenge i baghovedet på Amager Fælled. Påstanden om at en sådan overflytning skulle gøre nævnte patient til et bedre og mere velfungerende samfundsmedlem, og ikke er udtryk for et disciplineringsmiddel eller en regulær afstraffelse, er et eksempel på den løgnagtighed som i strafferetspsykiatrien er sat i system. Således er den syges såkaldte ”straffrihed” en floskel, hvis benægtelse er en forbrydelse af samme karakter som benægtelsen af holocaust – som tillige ramte de mange tusinder af gale der af tyske læger, som i bespottelse af lægeløftet, i begyndelsen blev aflivet på hospitalerne med giftsprøjter, for senere, midt i verdenskrigens massepsykose, i gaskamrene systematisk at blive overgivet samme skæbne som millioner af andre afvigere; jøder, kommunister, homoseksuelle og sigøjnere.

Venlig hilsen Martin

Kære Ture,

jeg har ombestemt mig. Jeg synes ikke jeg vil lade Tor tale med Maria om sine følelser. Jeg ville ikke kunne nedskrive eller blot forestille mig et sådan moment, en sådan skabelse er mig indtil videre ikke mulig.

I stedet vil jeg lade ham begynde at skrive et væld af bønner til Gud. Om disse anfører han i dagbogen at de er særdeles uegnede til udgivelse, idet hans Gud foretrækker oprigtighed om end i frasens form (a la hjerte der rimer på smerte), og således ikke ser på litterær værdi, men på sindelaget med hvilket man beder. Dette giver mig selvfølgelig et teknisk problem. Hvis jeg skal være loyal overfor min skabelse, kan jeg ikke lade ham skrive dem i selve dagbogen, og således ikke gøre andet end at citere dem fra hans sind. Jeg kan blot beskrive at Tor altså beder, dels for sig selv og Maria, og dels for mange forskellige mennesker; familie, fæller og tilfældige bekendtskaber. Dog en aften gribes han af lidenskab og følelse, og beder således til Jesus om at gå i forbøn for ham hos Faderen. Og dette Faderen må lægge øre til, er nogle pinefulde anfægtelser og en bizar, men øjensynligt varslende bøn om ikke at få samme skæbne som Maria. På trods af, dels at han blot ønsker Faderens vilje, dels at han om Maria skriver, at han sjældent har set så stort et menneske, og sjældent på sin egen sære vis har elsket nogen så stærkt. Han beder sin Herre om i nåde at række hende hendes bryllupsdragt, at lade hende være Guds brud for ved kødet at lade hende leve. Og han glemmer alle forbehold, og skriver; ’Å, jeg ønsker mig intet andet end dette, men fortaber mig dog i forfærdelige anfægtelser. For ved kødet er Maria Lucifer i forklædning…Å, Herre, red mig; men hvis jeg taler sandt, da bed for hende. Hendes lidelse er uden mening, af engle lokkes hun mod Helvede. Dog: din vilje ske. Fortæl mig at jeg lyver, fortæl mig at jeg tager fejl. Å, min elskede…’

Og således har jeg fået griflet lidt heroppe i Roskilde. Jeg indrømmer at min bog lyder yderst bizar og noget lukket af natur. Men jeg lover dig at den vil åbne sig som en blomst om foråret. Stadig er det vinter, og stadig har jeg indtil nævnte bøn blot givet dig referater og ikke citater. Om denne Maria har jeg, udover hendes blege hud og mørkebrune hår, næsten ingenting fortalt. Men det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg lover dig imorgen at give den fulde historie om hendes liv. Her på stedet, en kinagrill i Hersegade, ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal skrive. Jeg er ked af det som så mange gange før. I det mindste kan jeg dog sige, trods livets bekvemmeligt velkendte modbydelige logik (ordet ”logik” her benyttet i en lidt paradoksal betydning, idet den er ganske alogisk, og modsat logikken ikke opfundet af mennesker), at jeg er sluppet nogenlunde fri for tankehørlighedens hånlige stemme, og blot i mig mærker en grødet og grådkvalt sådan. Måske, i al ensomhed, undseelse og forsagthed, min egen. Måske ikke. Så småt begynder jeg at føle mig ramt. På Sct. Hans på ottende år, uden nogen at tale med, om eller til. Aften efter aften sidder jeg og betaler for at fumle med en nykøbt blok og en yndlingskuglepen som et lille barn. Atter bryder virkeligheden ind i mit hjerte, men efter igår aftes har jeg skiftet sted. Det er slut med stationscafeteriaet efter endnu en uheldig episode, hvor jeg følte mig skyldig i at købe to narkomaner et måltid mad, dels af hensyn til cafeteriadamerne, to purunge piger, som de havde lovet ”at skære i småstykker”, dels af hensyn til min egen sjælefred, idet jeg var led og ked af hele episoden. Denne gang startede det med at de blev forvist fra cafeteriaet, dels fordi de åbenlyst solgte hælervarer, og dels fordi de ikke havde penge til at købe noget, modsat mig som sad med både cola og kaffe. Imidlertid er al sådan gæld så at sige bundløs, så til trods for at de efterfølgende, for Gud ved hvilken gang, fik karantæne, forlod jeg stedet. Iøvrigt var den berømte dråbe dagen efter, at cafeteriaet med en kundes ord blev benævnt ”et sted for tabere”, og derved mig, hvis ikke det var fordi selv samme kunder som afsiger sådanne domme kom netop her. Istedet har jeg fundet en kinagrill, som jeg i et ’fremtidsminde’ på besynderlig vis glædedes ved at køre forbi i bus hin første tid på Sct. Hans. Og på endnu mere besynderlig vis, glædede mig til. Og nu sidder jeg her altså, ikke helt som jeg mindedes det, men dog sidder jeg her, selv samme sted. Og er altså ked af det, dog nu en lille smule mindre.

Venlig hilsen Martin.

Kære Ture,

Som lovet vil jeg fortælle dig alt hvad jeg kan finde på om Maria. Tor kender nemlig, på det tidspunkt i beretningen hvor vi forlod ham, egentlig intet til hende. Han er blevet forelsket ved det blotte blik, for hvilket Maria er som en slags alf eller fe ligesom fra et folkeeventyr. Virkeligheden er en ganske anden. Maria er født i, lad os sige 1977. Jeg ved ikke hvorfor det lige skal være dette år, bortset fra at det var året hvor Elvis Presley døde, og dermed endegyldigt afsluttede det årti som startede i 1956 og kulminerede i anden halvdel af 60’erne. I disse år var Marias forældre begge teenagere, den ene en jødisk franskmand og moderen en af mig ubekendt dansker. Når jeg siger at hun er mig ubekendt, er det således at forstå, at jeg af intellektuel dovenskab ikke tilskriver hende større betydning for Marias opvækst end blot dette: at hun var teenager i slutningen af 60’erne. Resten må du selv finde på.

Imidlertid voksede Maria op på stenbroen i København, men flyttede som tiårig til Paris. I løbet af de næste seks år, altså fra 1987 til 1993, udviklede hun sig i Frankrig til autonom rebel og punker, slutteligt med diverse misbrug, fra amfetamin og LSD til hash og heroin. Da hun kom til Danmark igen, i foråret 1993, blev hun straks involveret i miljøet omkring Ungdomshuset på Jagtvej. Skæbnen ville det efterfølgende hverken værre eller bedre, end at hun den 18. maj samme år efter unionsafstemningen deltog i urolighederne på og omkring Fælledvej, med en varetægtsfængsling, blandt andet i isolation, i Vestre Fængsel til følge. To år senere blev hun enlig mor, og begyndte her sin karriere i det psykiatriske system på den værst tænkelige måde, nemlig ved at hendes barn blev tvangsfjernet, og hun selv blev indlagt på Bispebjerg Hospital under diagnosen skizofreni. Det var under dette ophold at Maria omvendtes til kristendommen. Således kunne vi have krydset, og har måske krydset, hinandens skæbner, idet jeg selv var på samme hospital på netop dette tidspunkt, for to år senere, sytten år gammel at overføres til Sct. Hans.

Kære Ture, i øvrigt, til det du fortalte mig om dine tanker om en grænseløs nåde og automatisk og selvvirkende tilgivelse, som var kærligheden en automat, har jeg følgende at sige. Efter to års tvangstilbageholdelse på lukket afdeling, bliver jeg nødt til at lade virkeligheden, ihvertfald den vi kender til og som er opfundet af mennesker, korrigere dig. En sådan kærligheds nåde og tilgivelse er som tanke naturligvis tillokkende for en sværmer som dig. Og i den virkelighed som kunne eksistere, men som du rimeligvis påpeger er uopnåelig for nogen form for menneskelig bevidsthed, er der intet til hinder for en græneseløs nåde. Men du glemmer den menneskelige sjæl og dermed den virkelighed der er opnåelig for os. En uopnåelig virkelighed – såsom Edens have – vil for altid for os blot være metafysik, altså løgn og latin. Nogle af os såsom jeg – og mine medpatienter – må nødvendigvis leve i, så at sige, den blot alt for virkelige virkelighed, med de sprøjter der gives os her og ikke ved Mariakirken. Og dog ved du at vi bærer denne byrde, det mærker jeg tydeligt. Og angående Anita skal jeg ikke gøre mig klog, men den pige der er navnets bærer må du forsage, formodentlig for altid. Korsets byrde er dig måske mulig at bære i kraft af din indbildte søster, men for det uskyldige menneske der led døden – og tilmed efterfølgende fik den frygtelige posthume skæbne at blive tilskrevet kristendommen – var der tale om nagler banket gennem underarmene og begge hæle. Mere behøver man vel ikke skrive, og således også med nåden; fordi du kan tilgive er det ikke sikkert din søster kan – eller også kan hun det kun i kraft af at være fiktion. Med de overgreb jeg selv og andre er blevet udsat for, ønsker jeg ikke nogen nåde at være selvvirkende på min bekostning. Godt nok lider vi alle uforskyldt, men nogle lider mere end andre. Og uforskyldt eller ej skal også de betale prisen for det, hvis også lidelsen skal fordeles demokratisk, og ikke evigt de samme skal betale den virkelige regning. Godt nok skal der være plads til os allesammen og derfor skal tingene ligesom fordeles på én eller anden måde. Det er det vi diskuterer når vi diskuterer. Hvem skal have det gode og det fede, og hvem skal have det rigtig skidt og derved lide? Hvem har fortjent hvad og hvad er ret og rimeligt? Det er så det vi kan snakke om, hvorved vi måske ved hårde forhandlinger snakke os frem til en anden fordeling af tingene end den alle forventer. For dem der slipper vil måske, ja sandsynligvis, aldrig blive afkrævet deres del af regningen. Således, godt nok gives der ingen retfærdighed, men uretfærdigheden florerer, og må aldrig benægtes gennem en grænseløs nåde. Alene fordi det ville være en hån mod den samlede hob af lidelse her på U1.

I øvrigt ville det også være en hån mod Katarina, fordi hendes skæbne og alt det mod det har krævet at være hende (et mod jeg ikke besidder blot brøkdelen af) først får sin fulde anerkendelse i tanken om nådens grænse og kærlighedens uløselige forbindelse med frygt. Således, for den frygtløse og al kærlighed til den frygtløse fortjener netop den blotte bevidsthed om nådens grænse al ære, idet netop den frygtløse vandrer på kanten af en fortabelse som kun hun, blandt få, aner den fulde frygtelighed af. Så meget desto større bliver hendes mod. Og så meget desto mere vil Tor lammes af frygt blot ved at ane konturerne af hvor meget der egentlig står på spil. Ikke blot livet og dermed døden, men noget langt større og langt mere frygtindgydende end noget menneske egentlig kan forestille sig. I bibelsk sprogbrug altså det mørke som hersker hinsides nådens grænse, kaldet bespottelse af Helligånden, den højest tænkelige fristelse, men også største sejr mulig. Katarinas hjerte.

Jeg befinder mig på kinagrillen igen i aften. Her bliver sagt ting på kinesisk familiemedlemmerne imellem, som glimtvis får mig til at ønske at kunne tale dette sprog. Måske skulle jeg næppe ønske mig det. Tonen i familien er efter fraseringen at dømme ret så barsk. Jeg sidder her bare en lille halv time, men min momentets udkårne viser allerede i dette korte tidsrum en side af sig selv i sin behandling af sit (formodentlig eget) lille barn som maner til eftertanke. Om det at leve, elske , spise og omgås på arbejdet næsten hele sin vågne tid af døgnet, fra tidlig formiddag til midt på aftenen. Nej, med barnegråd, der er lige smertelig på ethvert tungemål in mente, blandet med en kommanderende stemmeføring, er det vist meget godt ikke at kunne kinesisk.

I tankerne er jeg da også mere på gåtur på Bispebjerg, i et kvarter som minder lidt om Sjællandsgadekvarteret på Nørrebro, hvortil jeg har knyttet en vis affektion fordi jeg tænker mig Maria at have adresse der. Beboelse blandet med lidt bodega, kiosk og pizzeria, og ellers ikke noget andet. Men stadig mit elskede København, hvortil jeg nogle gange i private notater forsøger mig med en ode. Om ikke andet så som en slags litterær etude; alle kompositioner kræver en vis affektion, om end kærligheden nærmest er gjort af nødvendighed. Så meget mere er der heller ikke at sige om Bispebjerg. Eller Indre Nørrebro, for den sags skyld.

Kærlig hilsen Martin.

Kære Ture,

Lad mig fortælle dig hvordan jeg har tænkt mig Tors forhold til Maria skal udvikle sig månederne op til julen, den sidste af slagsen i forrige årtusind, altså omtrent det tidsrum hvor Danmark har været kristnet. Langsomt går det nemlig op for Tor hvor lidet han nogensinde vil forstå et menneske som Maria. Ikke fordi Maria ikke forekommer ham at være en kærlig sjæl, men fordi Maria har det kendskab til tilværelsen hinsides nådens grænse, som nødvendiggør eller nødvendiggøres af en vis sjælelig hårdhed. Herved at forstå egenskaber, som for sværmeriske sjæle synes at have lighed med det moralkodeks, der er at forbinde med den sjælelige sygdom som bærer navnet psykopati. Men så at sige i åndelig forstand en nødvendig konsekvens af den bogstaveligt korrekte udlægning af Jesu ord. En sådan udlægning som folkekirken altid vil bruge tonsvis af papirmasse til alskens afhandlinger for at formilde, fordreje og forvanske så det passer ind i det pæne danske velfærdssamfunds åndeligt analfabetiske fejhed, stillet overfor livet, når noget faktisk (hvilket aldrig er tilfældet under en almindelig højmesse) er på spil.

Således forekommer det ham gradvist at han hele sit liv har levet i en fantasiverden, hvor et menneske som Maria godt nok har været at finde, men blot som et fantasifoster, og ikke som nu, af kød og blod. Han tænker; ”aldrig har jeg formået at forholde mig til realiteterne sådan som Maria har måttet gøre. Bag hendes omtale af virkelighedens verden, aner man volden, had, vrede og misbrug, og denne vækker i mig en sådan skam, at jeg ved hendes blotte eksistens længes efter at flygte ind i usædelighedens forlorne og uvirkelige verden. Å, jo, sandheden som jeg ynder at kalde den. Og kærligheden. Vidste jeg blot hvad der gik for sig, ville jeg ikke omtale disse som matematiske abstraktioner og give mit liv bort til modløshed og ligegyldighed. Og dog ved jeg det, og dog har jeg det alt sammen inde i mig. Det siger jo Lucifer, selvom det næppe hjælper at føre ham i retten som sandhedsvidne. Men han har ret, ihvertfald indtil det modsatte ved favntag med virkeligheden er bevist. Jeg ville ønske jeg kunne indkalde virkeligheden som kronvidne. Altså den Jesus der taler sandt og kærligt. Men jeg kender ham ikke, jeg har ikke modet til at kende ham. I så tilfælde ville jeg ikke skrive sådan her. I så tilfælde, hvis jeg havde modet til at kende virkeligheden, ville han indgyde mig mod til at lægge min kuglepen og frifinde mig på dommens dag. Indtil da er min mund beseglet af skam, før den stund jeg skal træde frem som menneske. Og da skal vidne. Indtil da siger jeg ingenting, hvor meget jeg end skriver, og vidner da blot om løgnen. Aldrig har Helligånden talt gennem min mund, og vil ikke tale før den dag jeg skal vidne. Den dag jeg frygter mere end noget andet. Den dag jeg for første gang træder ind i virkeligheden.”

Fra den dag af, vel nok en sensommeraften i september, månedsvis før han med denne dag, og denne dags nat, når tidens fylde, begynder han at begære Maria.

Dog skal du ikke forvente nogen lykkelig afslutning på historien, det kan jeg lige så godt sige dig allerede nu. I livet er der ingen kabaler der går op. Kunsten må reflektere, ja til det pinagtige, pointere dette forhold. Enhver happy-end er et forræderi mod livet. Også kærligheden, den lindrer i tanken blot en stund, men lindringen er midlertidig og er ingen egentlig løsning. Al kunst der har kærligheden som kur er enten vulgær eller sentimental, eller begge dele på én gang. Kærlighed kan ikke, hverken fiktivt eller faktisk, få kabalen til at gå op. Snarere er kærlighed denne drillende kabales kælenavn, og dermed blot et billede på problemet snarere end dets løsning.

En egentlig løsning findes der og gives der os ganske simpelt ikke. Slet ikke nogen ”teknologisk” eller ”politisk” løsning, alle sådanne komplicerer blot den oprindelige problemstilling yderligere. De tjener kun det formål at bilde os ind, at når der er et problem, så må der også være en løsning. Dette er, heraf det komiske, desværre bare ikke tilfældet. Tilfældet er tragisk, mere tragisk end vold, mord, lemlæstelse og krig. Døden er ikke tragisk, fravær af bevidsthed er også fravær af ethvert tænkeligt problem. Det er livet, kilden til ethvert problem, der er tragisk. Eller sagt mere prosaisk: enhver form for bevidsthed er tragisk, og dermed undtaget søvn og al anden form for bevidstløshed. Problemet er bevidstheden. Således er den ”månesyge” ethvert menneske, og bevidstheden dets tragedie. Vælger vi at kalde problemet for en sygdom, da er vi alle syge fra fødsel til død. Da er livet en sygdom, og undfangelsen en besmittelse fra hvilken der ingen undtagelse findes, trods alskens latterlige dogmer (jeg tænker her på det teologiske dogme om ”den ubesmittede undfangelse”). Dog, at anse livet som en sygdom, er det samme som at søge læge for eksistensen udfra devisen; er det blot et spørgsmål om at blive rask, måtte den dertil bestemte pille da forlængst være opfundet. En sådan tillid til videnskaben er som at anse en læge for at stå over og ikke under livet. Desværre er enhver læge blot en åndsfælle. Det er som at ville vågne op fra en fejlagtigt diagnosticeret psykose, og da sande at vi ikke alene var vågne, men yderligere at det netop var dette der var problemet, således som det er bevidstheden og ikke manglen på samme der er årsag til hele miséren.

Således er der heller ingen grund til at tale om synd og skyld, al sådan tågetale har blot afledt os fra at tale om det virkelige tabu: livets, eller kødets, kald det hvad du vil, måske blot: bevidthedens problem. Så må de kloge diskutere om det er et filosofisk problem eller et teologisk. Eller biologisk, eksistentielt, socialt, psykologisk etc. Alt dette er underordnet det faktum that it is real and exists. Og derudover at det er et mysterium, en gåde, men altså foruden, så vidt menneskeheden vides, en løsning. At antage at der skulle findes en Gud der sad inde med løsningen, er blot et foster af den menneskelige fantasi, og dermed, vel at mærke, en del af det uløste problem, en deus ex machina. Lig den du benytter i dit evangeliums højdepunkt, deraf forstår jeg sarkasmen i dine forbehold for ”erindringsforskydninger, somatiske sensationer og vranghukommelse iøvrigt”. Altså: ene og alene løgn og latin. Eller længsel og skepsis. Ingen af dem er en løsning, men en modus vivendi der, modsat andre, ikke forråder livet. Længslen efter en løsning, og den grundlæggende skepsis overfor løsningens faktiske eksistens. Altså Anita. Eller Katarinas kærlighed.

Jeg har også noget andet at fortælle dig, noget som også synes at angå både dig, mig, Maria, Tor, Katarina og Anita. Hvorledes jeg så ofte, naturligvis for behandlerne meget symptomatisk, har oplevet hvordan vores opfattelse af tiden som et lineært fænomen smuldrer når det prøves af livet. Således om hvad der foregår i februar 2003 på U1 og i Sundby, og hvad der samtidig hermed foregår i eftersommeren 2000 og i julen adskillige andre steder. Og yderligere, min ven, hvad der foregår, dels i al den tid mellem disse to, og dels hvad der vil foregå hinsides denne, og dog samtidig med skrivende stund. Alt dette angår det fænomen man kalder deja-vu. For mig er deja-vu nemlig ikke blot en oplevelse af et minde om fortiden, sådan som man ville mene i Dansk Sprognævn, den er lige så vel et varsel om fremtiden. Eller, om man på paradoksal vis, angiveligt i strid med Dansk Sprognævn, vil samle begge i en hat, et ’fremtidsminde’. Jeg kom nemlig just til at tænke på hvordan jeg nogle gange forestiller mig situationer, hvor jeg eksempelvis ville sige at ’det har jeg aldrig tænkt på’ (f.eks. hvad aftershave er og bruges til) – hvorledes jeg så i fremtiden når jeg pludselig faktisk konfronteres med dette jo så siger at ”det har jeg aldrig tænkt på”, men at det er en løgn fordi jeg netop har tænkt på det – ja, endog har tænkt mig nøjagtigt hvad jeg ville sige når jeg formelig i fantasien forestiller mig at udbrede mig om at ”det har jeg aldrig tænkt på”. Og så sker det! At jeg bliver spurgt eller selv kommer ind på det, og siger det nævnte udsagn, på trods af at jeg har tænkt på det, ja netop har tænkt på det, og har tænkt på det ned til mindste detalje. Det kan man da kalde deja-vu om en fremtidig situation. Altså ikke: ”det har jeg oplevet før”, men: ”det kommer jeg til at opleve” (igen) – på ubehagelig vis fordi jeg jo da netop nøjagtig har tænkt på det, og har tænkt på nøjagtig dette.

I øvrigt betyder ”deja-vu” helt korrekt på fransk ”allerede set” og betegner derved, eller kan betegne, at det allerede sete netop er allerede set fordi det vil ses igen i fremtiden. Altså er deja-vu, uanset Dansk Sprognævn, den helt korrekte betegnelse. Det kan både betyde ”allerede set (før)” i betydningen; at jeg allerede har set mig selv sige nøjagtig nævnte udsagn engang i fremtiden, men ligeledes at jeg, når jeg siger det, tænker tilbage på at jeg allerede har set mig sige det. Med andre ord, deja-vu kan både betyde ”allerede set: før” og ”allerede set: efter”. Det er jo faktisk én og samme. Problemet er: når man så faktisk oplever det man har set før, kan det være yderst vanskeligt at genkalde sig dette ”før”. Og modsat: før man igen oplever det man har oplevet, er det umuligt at sige hvornår, eller med sikkerhed om, man oplever det igen. Men fænomenet er uomtvisteligt.

Venlig hilsen Martin.

Kære Ture,

i aften vil jeg fortælle dig om Tors fødsel og opvækst. Han er født en kold regnfuld dag i oktober 1978. Det eneste han i tankerne forbinder med sin egen fødsel, er at den gik for sig på Bispebjerg Hospital selv samme dag som ”The Scream”, Siouxsie and the Banshees første plade, udkom. Denne står, for mig såvel som for Tor, som en milepæl i rockens efterhånden svundne historie og som 70’er-punkens egentlige mesterværk. Derudover voksede han som bekendt op i Bispebjerg og blev tidligt indrulleret i børne- og ungdomspsykiatrisk regi. Således, da han kom i puberteten, begyndte han en fast medicinering og tilbragte efterhånden mere tid på hospitalet end på skolen, alt imens den kolde krig blev afsluttet uden, som det er krige vanligt, at have en vinder, men kun en taber. Af en eller anden grund voksede Tor op med den bevidsthed at han var på det tabende hold. I dobbelt forstand, idet der både i Danmark og i Europa i disse år udspillede sig begivenheder som havde afgørende historisk betydning. Begivenheder som også knyttede forbindelse med alle de drømme og forhåbninger, bogstavelig talt fra forrige årtusind, drømt af de mennesker der som Tors mor og far var omkring de 20 år i slutningen af 1960’erne. Som ligeledes Thomas og Anisette Koppel, der i 1987, da Savage Rose – det overhovedet eneste danske bud på et musikhistorisk betydeligt rockband – for længst var blevet et inferiørt kultband på den autonome venstrefløj, bl.a. med sange som ”Ryesgade”, udsendte pladen ”Sangen for Livet”. Jeg har medsendt den, indspillet på bånd sammen med ”The Scream”, som gave. Da den udkom var Tor blot otte år, men hans skrøbelige barnesind knyttede sig til sangene på netop denne plade. Og, altid ved tilbageblik, blev eksempelvis den sidste sang på pladen, ”Kun en lille tid endnu”, til blodig ironi. For verdensuret tikkede mere i retning af Sct. Hans end af den socialistiske utopi. Den blev et smerteligt udtryk for den historiske sarkasme der få år senere syntes at ligge til grund, både for de politiske forandringer i Østeuropa og for den handlingsgang i det danske Socialdemokrati, der endte med et kongemord. Samtidig med at disse begivenheder udspillede sig, afskar i det skjulte partiet sig fra dets socialistiske oprindelse og udrensede alle allusioner til ordet ”socialisme” i det officielle partiprogram. Måske har vi to forskellige syn på denne handlingsgang, men det synes ham ikke tilfældigt at det var i denne tid – hvor den kolde krig blev afsluttet uden, som det gælder alle krige, at have nogen vinder – at han blev syg. For ham at se var dette nemlig en historisk tragedie der blot havde et offer og en taber, nemlig den socialistiske utopi og dermed den drøm der spøgte i Prags gader netop i slutningen af tresserne, nemlig at reformere den marxistiske realudgave af hele det 20. århundredes samlede drømme og forhåbninger. Hvor man end befinder sig på den politiske skala, synes det at være uomtvisteligt at det var en ganske udbredt drøm der i foråret 1968 i Tjekkoslovakiet af unge drømmere på Thomas og Anisette Koppels alder blev betegnet ”socialisme med et menneskeligt ansigt”.

Men alt dette er altså fortid og er egentlig ikke det jeg ville skrive til dig om. For der er særlig to sange fra albummet der har været årsag til at jeg indspillet det til dig. Først og fremmest ”Jeg venter på dig” som jeg må bede dig lytte til. Af en eller anden grund, jeg ved faktisk ikke helt hvorfor, fik den mig altid til at tænke på Anita. Teksten er et sjovt lyrisk hjemmestrik fra Anisettes hånd, sædvanligvis sunget med en enestående følelsesudladning fra tekstforfatterens eget stemmebånd, i øvrigt med hendes datter (og, vistnok, to af dennes veninder) som korsangere.

Dernæst kommer jeg med den følgende sang, ”Nattergalen fra Kosova”, øjeblikkeligt til at tænke på Anita fordi jeg ved at hendes far er etnisk albaner fra Kosovo, men aldrig kom til Danmark. Anita blev vist undfanget under en rejse i Jugoslavien i 1977, og voksede op uden andet kendskab end dette til sine fædrene muslimske rødder. Som du måske ved, gjorde en vis Slobodan Milosevic sig, med serbisk nationalisme som løftestang, i 1986 til formand for kommunistpartiet i Serbien, og året efter, til præsident i Serbien. Allerede senere på året, efter en koncert i Sandholm-lejren møder Anisette og Thomas Koppel en ung albansk flygtning fra Kosovo (som det hedder på serbokroatisk). Hans beretning om det forandrede politiske klima resulterer samme aften i at de skriver sangen. Jeg kunne sådan håbe at du, hvis du fik mulighed for det, kunne spille sangen for serbiske albanere, og at det ville være dem en trøst at en musikgruppe i et land så fjernt som Danmark allerede i 1987 var opmærksom på det fænomen som først en hel del år senere aften efter aften skulle blive de danske nyhedsmediers kæledægge, nemlig den frygtindgydende metonymi ”etnisk udrensning”. Som bekendt endte det tolv år efter at Milosevic bliver serbisk præsident med en krig der gennem en sværm af bomber forhindrede et veritabelt folkemord på den albanske majoritet i Kosovo. Dog skal det siges at dette postulat, hvis man forstår at læse aviser mellem linierne, ikke skal få lov at stå helt uimodsagt. Det synes nemlig sådan at det forestående folkemord først tog sin egentlige begyndelse efter at bomberne var begyndt at regne ned over Beograd, og at den historiske dom således er særdeles usikker.

Hvorom alting er, gik alt dette for sig mens jeg, i foråret 1999, skuttede mig på fjerde år på U2 på Sct. Hans. Verden er egentlig alt for barsk for følsomme sjæle som Anita og mig, men der må, med tanke for vore sygdomsfæller i Kosovo, gives mennesket en eller anden udholdenhed eller øvrig sjælelig konstitution som for mig i evighed vil være en gåde. Men en gåde så smuk og underfuld at den for mig, således som ved Anita for dig, evigt vil være indgraveret i mit hjerte.

Skulle du eller din psykiater kende nogen albanske serbere, ville jeg ønske at du ville spille ”Nattergalen fra Kosova” for dem, og vise dem den engelske oversættelse som jeg har kopieret fra det oprindelige cd-cover og medsendt. Den stod til højre for den danske tekst. Måske er de lige så skrøbelige som mig, og har måske stiftet personligt kendskab med rædsler som jeg kun kender fra fjernsynsskærmen. Måske kan de endog være for følsomme til at høre, og læse, den. Om ikke andet, så vil jeg bede dig lytte til den, og hvert øjeblik som jeg granske min fantasi for forestillinger angående hvilken skæbne historien måtte have givet Anitas far. Den er meget smuk, og nogle gange i mine ører, hjerteskærende.

Venlig hilsen Martin.

Kære læser, vil du fortsat læse Martin fortælle om Tor og Maria, da fortsæt herfra. Hvis du hellere vil læse om hvad Maria skriver til Gud i ugerne op til den skæbnesvangre juleaften, så slå op på side ...

Kære Ture,

du bad mig i telefonen forklare mig hvorfor Tor blev nødt til endegyldigt at bryde med Maria. Det vil jeg forsøge at gøre, som han ville have forsøgt overfor hende. Han forsøgte nemlig at skrive et brev, men uden held.

Ser du, alene at vælge hvilken musik han skulle høre for at klare nerverne forud for dette brev, voldte ham uoverstigelige vanskeligheder. Han ville ikke høre noget hun ville have ledes ved, og den slags musik havde han meget af, men heller ikke noget der ramte ham selv for dybt og tungt. Han ønskede at forædle sine tanker i brevets tjeneste, og dog ønskede han samtidig at skrive sandheden, og vidste hvad hans samvittighed ville fordre. Han ville ikke skrive vrangvilligt, og dog begyndte han først at skrive da han indså at alle andre muligheder havde lukket sig for ham. Egentlig er det først i et sådan øjeblik vi mærker hvad livet afkræver os. Og hverken Emil Aarestrup i Erik Grips fortolkning, eller Tove Ditlevsen i Anne Linnets, gav ham den blot mindste håndsrækning. Deres lyrik var underlig upassende i dette moment lørdag formiddag((?)), hvor han intet vidste om hvad der er hændt hende, og hvor ordene egentlig for længst var sluppet op.

Og dog måtte han skrive, fordi han nu engang var konstrueret sådan. Med tanke på en film jeg så på min nyerhvervede terrænfrihed hele aftenen, ”The Hours”, føler jeg tilbageskuende et underligt savn og et fjernt slægtskab med Virginia Woolf, og dog ikke. Hun kunne noget jeg aldrig vil kunne, og vidste det, nemlig at skrive med ord der gav genklang i evigheden. Livet kunne hun ikke, ligesom heller ikke jeg, og dog fandt jeg at kunne bære hendes skæbne, fordi den fandt sig en tragedies form. Det samme kan man ikke sige om Richard, den moderne digter der, ifølge hans veninde Clarissa Vaughan, havde vundet den fineste og højeste anerkendelse for sin utilgængelige bog. Men dette trøstede ham ikke det mindste, for hvor anerkendt han nogensinde end ville blive, følte han i sit inderste at han, selv som digter, dette det eneste han havde troet at kunne, havde mislykket og forfejlet sit liv. Modsat Virginia følte han ikke at han havde kunnet skrive det, som i det mindste på blot tragisk vis havde kunnet retfærdiggøre så usselt et liv. Modsat Virginia gik han i døden uden mindste spor af værdighed, og uden at efterlade sig så meget som det enkle og smukke selvmordsbrev hun havde skrevet. Hun kunne, så at sige for evighedens skyld, tillade sig at dø.

Heller ikke den tredje selvmordskandidat, Laura, måske den af de tre med den allersmukkeste sjæl, kunne tillade sig døden. Men som man med rædsel måtte konstatere, var hendes valg af livet, et uendeligt svært valg der var frarøvet enhver kunstnerisk ære, et valg der antydningsvis langt senere skulle føre sønnen, Richard, i døden til trods for alle hans litterære anstrengelser. For hendes valg af livet nødvendiggjorde at hun forlod sin mand og søn og rejste bort, næppe til et liv der var meget mindre ensomt end det hun forlod, men til gengæld var hendes eneste mulighed for overlevelse. Og samtidig hendes eneste mulighed for at bevare sin sjæls uforfejlede skønhed samvittighedsfuldt i al dens skrøbelighed. Virginia døde ærefuldt, for ti år senere med sin roman i ånden hårdt og fordringsfuldt, og dog som med et inderligheds kærtegn fra sjæl til sjæl, at røre Laura. Laura overlevede kærtegnet, så at sige, på trods af sin fine skrøbelighed, men efterlod sin søn til en senere uværdig og æreløs død. Som Virginia sagde, måtte nogen eller nogle nødvendigvis dø. Adspurgt af sin mand hvorfor, svarede hun blot: ”for the living; in order to make contrast”. Og ængsteligt adspurgt, hvem der da måtte dø, lød svaret: ”The poets. The visionary”. Trods al kærlighed til hendes væsen, syntes filmen på Lauras og Richards vegne næsten at bemærke, at det kunne hun sagtens sige. Hvor meget sværere var ikke Lauras valg, stillet overfor selv samme evighed, men berøvet enhver ære. Og da så smerteligt Richard, der havde fået enhver timelig ære, men i denne blot fandt en slags skæbnens ondskabsfulde sarkasme, idet han overfor evigheden, og derfor netop i al evighed, var svigtet og havde fejlet.

Også jeg, som Virginia og Richard, skriver for at leve, men gør det nødvendigvis på bekostning af en evigt plaget samvittighed. For digtningen har brug for råstof, så at sige, og Tors og Marias frygtelige ulykke er måske det råstof der af skæbnen er mig tildelt. Derfor, som Laura, må Tor, så prosaisk en sådan handling end forekommer andre, forlade Maria. Ikke blot for at skrive til egen litterær bedrift, det må du tro mig på, men for at overleve for en stund. I den forstand er hans eneste mulighed for at se hende at give afkald på det at skrive, for digtningen rummer en tragedie i dobbelt forstand: ikke blot må Richard lade sig selv dø, også i sin store roman må han lade sin mor dø, lige så vel som han må udelade en hengiven ven til fordel for kunstens fordring. En sådan fordring afviser Tors samvittighed, men udelukker samtidig hermed Marias fysiske nærvær, hvor meget hun og jeg end ønsker det, fordi han for at leve og elske nødvendigvis må skrive. For modsat filmen var deres nuværende skæbne virkelighed, og tillige med at han end ikke vidste om hun overlevede, var han ude af stand til at hjælpe hende, ude af stand til at give hende det nærvær hun behøvede. Når han havde været sammen med hende, trak han sig ind i sig selv under uudholdelig pine fordi netop hun sad så nær ved ham. Meget bedre er jeg nok ikke i stand til at formulere det. Meget bedre tror jeg egentlig ikke det kan formuleres

Denne film, Ture, efterlod mig i en tilstand, på en yderplads i biografsalen, så psykosenær, at det var et mareridtsfuldt mirakel overhovedet at finde tilbage til Sct. Hans Hospital. At se den igen er mig en stor drøm, men også en drøm der ligger et godt stykke ude i fremtiden. Havde jeg ikke i min pinefulde døs haft en psykiatrisk afdeling at vende tilbage til, er jeg faktisk ikke helt klar over hvad der var sket. Og i særdeleshed at se den sammen med et menneske jeg elsker, ville gøre mig forpint, fordi filmen nærmede sig allermest hvad man i vore dage kunne forstå ved en tragedie. Stillet overfor tragedien må jeg nødvendigvis være alene, idet jeg gennemlever nogle følelser der er så private, og i en vis forstand så kostbare, at de ville briste ved at blive formuleret. Aldrig ville de kunne lade sig dele, og da slet ikke med Katarina, fordi jeg netop overfor hende rummer en skyld så frygtelig tung. Ser du, Ture, om natten den 25. december, før Tor forlod Marias lejlighed, slugte han samtlige piller i hendes medicinskab, hvilket alene på grund anti-depressiva’erne, var en mangedobbel dødelig dosis. Efter at have sagt hendes sovende legeme farvel, fandt han i hendes reol en bog, Folkehøjskolens sangbog. Han tog som det eneste overhovedet denne med sig, og forlod i den gryende morgen lejligheden på gåben i retning af Rigshospitalets psykiatriske modtagelse. Ganske kort efter nåede han, efterhånden meget sløvet og slæbende, indgangsdøren til modtagelsen på Borgmester Jensens Alle. Og som du nok kan tænke dig varede det ikke længe før han befandt sig på U1, men, Ture, jeg orker ikke at fortælle mere. Jeg vil blot kaste mig tilbage på min seng, og med pilledøsigheden i kroppen vil jeg lægge mig til at sove. Uafvidende, eller i hvert fald, uanset om jeg nogensinde vågner igen.

Venlig hilsen Martin.

Kære Herre,

tilgiv mig hvor uvant det er for mig at skrive til, og at skrive til dig så forvirret, og dog ligefremt. Jeg har aldrig skrevet til dig før, men altid har jeg lyttet med underligt tilbageholdt åndedræt når en følsom sjæl i Ungdomshuset spillede en sang med Dylan hvor han snerrede: He ain’t busy being born is busy dyin’…

Efter under en tilfældig indskydelse af en venlig sjæl og på Sct. Hans bibliotek at have lånt en masse cd’er til min discman; Brorson, én kaldet ”Hymner”, én med Erik Grip og salmer og en mængde andet, skete der i aftes noget, noget som et jordskælv. Noget som jeg har lært, og dog aldrig lært i Ungdomshuset. Det er forundt mig at opleve kristendommens ufattelige skønhed (jeg mangler sådan et ordentligt adjektiv, at jeg tvivler stærkt på at det overhovedet findes, heller på det ellers så ordrige engelsk). Også Salmebogen fandt jeg på biblioteket, og tror kun efter grundige studier Brorson er i stand til at sige det fornødne:

”Hvor er det godt at lande/ i Himlens søde havn/ i brudgoms skød, fra strid og stød/ ja alt, hvad har af sorrig navn/ Hvor er det godt at lande/ i Himlens søde favn”.

Sagt med hele mit liv i hukommelsen, tilbage fra Siouxsie and the Banshees, Sods, Joy Division samt alt det nye, der gennem tiden har pumpet gennem min krop i Ungdomshusets lokaler:

Endnu engang blev det musikken som reddede mig; eller skulle jeg sige, med en vis inderlig Nietzsche, alle autonomes erklærede åndelige Godfather, marxist eller ej: nok en gang forførte den mig…og dog, forførte mig til frelse!

Jeg skal fortælle det til Tor, Herre, men jeg er så bange! Vil han dog overhovedet forstå det mindste af det?

Kære læser, den beslutning du har truffet på Tors vegne får vidtrækkende konsekvenser netop den aften hvor han beslutter sig for at fortælle Maria om sine følelser. Da det ene ord tager det andet, låser de nemlig døren til besøgsrummet, og elsker med hinanden. Hvorledes dette går for sig kan du få et indblik i, idet Tor efterfølgende kan lade sin beslutning om at skrive en række kærlighedsbreve bære frugt. Disse lyder som følger…

Kære Maria,

jeg har som nævnt besluttet at skrive et brev til dig, også selvom jeg ikke rigtig ved hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte. Hvor begyndelsen egentlig befinder sig, fortaber sig efterhånden for mig mere og mere i glemsel. Eller rettere fortaber den sig egentlig ikke, den fordyber sig snarere, denne begyndelse, og når som havets dyb ved visse punkter dybere end jeg med øjnene kan nå ned, eller med forstanden udgrunde. At bunde på dette dyb er selvsagt umuligt. Men samtidig med at træde i vande for den blotte overlevelses skyld, vågner også i mig en anden trang. En trang efter at boltre sig i vandet sammen med dig som var vi vægtløse. Og tillige, uden at dette vækker nogen skam i mig, nøgne. I dette vande ville jeg ønske jeg kunne dykke ned og finde tingenes grund, men det lader sig ikke gøre for noget menneske. Og det lader sig i det hele taget ikke gøre i brevform, idet denne grund, hvis vi overhovedet kan formode noget om noget vi ikke har nogen anelse om, ikke lader sig finde med ord. Således findes ikke det Ord Johannes omtaler, og det har ikke været i begyndelsen og blev ikke kød og tog bolig iblandt os (Joh.1,1;1,14). Snarere lader det sig, som i Højsangen, formulere i et kys, og dog heller ikke her til fulde. Den eneste forfatter i Bibelen der, trods et livslangt studium, endegyldigt opgiver at finde tingenes grund, er forfatteren til Prædikerens Bog (Præd.7,23-24), som i Bibelen er at finde netop forinden Højsangen. Dette menneske og hans få ord holder jeg mere end nogen af, også trods hans uforbeholdne desillusion hvad angår seksualitetens mysterium.

Og dog forsøger jeg mig med ord. Foruden selve undfangelsen, som ikke er noget menneskes værk, har vi intet andet undfanget end et sirligt og sindrigt system af tegn og lyde, med et enkelt af dem benævnt sprog. Ni af disse tegn, kaldet bogstaver, betegner på dansk det som er objektet for breve som dette, nemlig kærlighed. I min medbragte yndlingsbog, Politikens Nudansk Ordbog, viste mit studium sig desangående at finde følgende definition: ”en dyb følelse af at holde af nogen el. noget”. Så langt, så godt så vidt den højeste autoritet på dette område, nemlig Dansk Sprognævn. Yderligere finder jeg ud af at sprogforskerne, sikkert af gode grunde, ikke har kunnet følge ordets oprindelse længere tilbage end til den ældre middelalders kærlegh, der betyder nøjagtig det samme. Vi kan altså ikke ved etymologiske studier gøre os klogere på hvad der rent sproghistorisk gik forud for ordet. Øjensynligt er vi nået grunden, kan sprogforskeren konkludere, men det samme kan ikke jeg. Om ikke andet kan jeg undersøge ordbogens redaktions definition på ordet lidt nærmere. At kærlighed er en følelse forøger blot mystikken, idet en følelse angiveligt enten kan være en fornemmelse som man kan mærke med kroppens følesans, som f.eks. kulde, varme eller berøring, eller noget ikke nærmere definerbart som man kan mærke i sindet, men ikke i kroppen. Det forekommer mig, Maria, at kærlighed opfylder begge definitioner, på særeste vis. At kærlighed nødvendigvis til enhver tid må rumme begge, og tillige at begge definitioner isoleret fra hinanden gensidigt udelukker hinanden fra netop at være den korrekte betegnelse. Disse to smelter altså sammen og bliver ét kød, tillige med at tillægges dybde. Med andre ord gøres der her forsøg på at stige ned i dybet og nå tingenes grund, måske endda det bedst mulige menneskelige forsøg, men altså ifølge Prædikeren uden held. Imidlertid specificerer definitionen denne følelse nærmere ved efterfølgende at skrive ”af at holde af nogen el. noget”. Dette tænker jeg mig må betyde at tillægge nogen værdi, men hvad der går forud for en sådan operation og hvad den egentlig rummer, er mig et mysterium. Thi for en gangs skyld hjælper ordbogen mig her ikke, idet den blot kan forklare værdi som enten 1) ”det som noget er værd i penge”, eller 2) ”noget som er nyttigt, vigtigt el. efterspurgt” (i mit hoved en betydning som stort set er enslydende med den første) eller 3) ”(matematik:) et tal som står for en variabel el. for størrelsen af noget på en skala” (nøjagtig som eksempelvis dollarkursen). Her må min yndlingsbog altså endegyldigt erklære sig renonce. Netop som vi nærmede os dybets bund gav den bogstavelig talt køb på enhver forklaring, idet alle betydninger af fænomenet i sidste ende blot lod sig gøre op i kroner og ører. Trods alt har jeg heller ikke fået bogen gratis.

Men, Maria, dig har jeg fået, som du har fået mig, ganske gratis. Og netop denne omstændighed omtaler Bibelen så man bør spidse ører. Mattæus lader nemlig Jesus sige, at hvad du har fået for intet, skal du også give for intet (Matt.10,8). Voila, og her har vi den nøjagtige definition på kærlighed, egentlig hverken mere eller mindre. Ikke mindre, så at sige, idet de fleste mennesker ville være enige i at den størst tænkelige værdi er uvurderlig, og således inadækvat at forbinde med et tal. Og ikke mere, fordi vi måske slet ikke evner at tænke på noget endog mere værdifuldt end den hele verdens samlede kapital. Her taler evangeliet kærlighedens sprog, netop det evangelium som i frelsehistorisk tid lå et lille, men afgørende stykke tid efter Prædikerens Bogs forfatters faktiske levetid.

I øvrigt, apropos ordbogens definition på værdi; alt imens jeg har siddet her på Milano Pizzeria på Køgevej og skrevet alt dette, er de mærkeligste ting foregået, om det så er tilfældigt eller ej. Politiet har været her to gange, første gang med et stort skænderi til følge, og anden gang blot med det kryptiske spørgsmål fra en kvindelig betjent om der er sket noget nyt. Verden har jo blot gået sin vante gang, mens jeg, her på falderebet tyve minutter før lukketid, med min medbragte ordbog, har griflet mit kærlighedsbrev. På bestillinger over telefonen har pizzeriaets ejere gang på gang med ophidset stemmeføring bedyret at de havde så travlt at de hverken havde eller havde tid til det ene eller det andet. Alt imens jeg stort set har været den eneste kunde med mit colabæger og radioens støj som prosaisk ledsager i de røg- og friturefedtfyldte lokaler. Nu går de utålmodigt rundt og sender mig irriterede blikke. Men jeg er ligeglad, Maria. Hvad der end foregår af luskede ting her, så er du og mit kærlighedsbrev det eneste som har opfyldt mine tanker. Og sidste punktum forestår, da viseren hastigt nærmer sig klokken ti, og jeg så småt gør mig parat til at sætte mig på en bænk og afvente den sidste bus til Sct. Hans. I tankerne giver jeg dig et stille godnatkys, alt imens der på tyrkisk gestikuleres, diskuteres og luskes rundt som katten om den varme grød. Alt dette er mig uvedkommende lige nu. Vedkommende, nu hvor jeg blot har ti minutter tilbage til rådighed, er blot du, min søde Maria. Alle kys og gode ønsker her fra mig på Milano Pizzeria på Køgevej få minutter før lukketid.

Kærlig hilsen Ture.

Kære Maria,

som du nok kunne forstå på mit første kærlighedsbrev, så er jeg, tillige med i denne henseende at være systematisk af natur, meget grundig når jeg begiver mig ud i et foretagende på skrift. Jeg behøver dog ikke skrive, og skriver ikke vanligt så akademisk og fjernt som hidtil. Faktisk skrev jeg, ganske kort efter at vi var blevet kærester, et kærlighedsbrev som var mere varmt og personligt, men som af forskellige årsager dengang af stivbenet stolthed faldt for censuren. Imidlertid, hvis du vil læse det, vil jeg gerne skrive det ind til dig ganske som det var.

Dog, da jeg skrev følgende var jeg stadig optaget af mit prætentiøse foretagende; intet mindre end, foruden indledningsvis at gøre rede for fænomenet sprog som udredningens byggesten, at definere hvad kærlighed er. Foruden at være et oplagt udgangspunkt for en række af kærlighedsbreve, kunne det tjene som et eksempel på min arbejdsmetode, med ordbogen og Bibelen som grundbøger. Eller som eksempel på netop hint brevs arbejdsmetode. I dette brev kan metoden være en ganske anden, idet sigtet er et andet. Var sigtet i første brev blot forsøgsvis at gøre kærlighed til genstand for en lidet akademisk sprogfilosofisk analyse, er det måske i dette et ganske andet. Måske at forsøge, om ikke andet så dog slutteligt, at udøve kærligheden i praksis. Ikke at jeg ikke havde dette som sigte i mit første brev, men jeg nåede i sagens natur aldrig dertil, idet den blotte fodnote til opslaget i ordbogen nødvendigvis måtte tage næsten alle mine kræfter. Hvorfra jeg der slap, med Jesu ord om at give for intet hvad man får for intet, kunne jeg passende fortsætte i praksis. Hvor Milano Pizzerias lukketid dannede afslutning for mit første brev (og æstetisk set gjorde det med et vist mål af mening), og hvor jeg i første omgang blot kunne samle kræfter til en ren teoretisk redegørelse, håber jeg hermed at kunne gøre brug af kærlighedens praksis, sådan som den kan formuleres i ord. Andet har jeg som en følge af brevgenrens natur ikke til rådighed. Dog, som du nok har bemærket, forhaster jeg mig ikke. Er jeg nemlig end fattig på midler, så har jeg til gengæld tiden, og netop den tid som grundigheden afkræver mig, i rigelige mål.

Denne gang havde jeg sat mig oppe i besøgsværelset med kaffe, saft og cigaretter nok til et fuldt brev. Som man siger, med en talemåde der synes nærmest infantil i sin småborgerlighed; uden mad og drikke duer helten ikke. Til formålet, nok bedst set i sammenhæng med at helten i dette tilfælde er digter, har jeg udskiftet maden med smøger. Passende kunne man replicere: uden røg, ingen rim.

Men kæreste Maria, jeg vil ikke kede dig eller opholde dig ved unødvendige detaljer, så lad mig gå direkte til benet: kærlighedens kunst på ord. Jeg bemærkede jo at have fundet den nøjagtige definition på kærlighed, hverken mere eller mindre, faktisk i det moment hvor Milano Pizzeria hastigt nærmede sig sin lukketid. Således lod jeg dette være brevets finale, og postulerede at evangeliet, det evangelium der både som forkyndelse og litterær genre historisk ligger efter Prædikerens Bogs affattelsestid, således også netop måtte være udenfor forfatterens vidende. Således når han skriver, at ”Al menneskets flid tjener hans mund, og dog stilles hans sult aldrig” (Præd.6,7), ville en reflekterende indremissionær passende kunne påpege, og beklage, at denne skribent i timelig forstand aldrig blev forundt at møde Jesus, idet den åndelige sult han finder endeløs da ville være blevet stillet. Og forhåbentlig hermed også stillet tilfreds, fordi den sult som Jesus stiller med sin kærlighed hermed stilles i og for al evighed. Læs f.eks. beretningen om den samaritanske kvinde (Joh.4,1-42). Tænk dig Maria, at måtte være denne kvinde og møde Jesus, tænk dig at måtte møde et menneske som kunne stille enhver hunger, herunder erotisk hunger, ikke med erotik, men med ånd. Formodentlig har, med alt hvad vi i dag mener at vide, den her beskrevne scene aldrig fundet sted. Formodentlig kan erotisk længsel, og hunger, ikke stilles med ord alene, men må snarere suppleres med kærtegn. Erfaringsmæssigt ved vi jo hvordan kærtegn, såsom Højsangens kys, kan besvare spørgsmål som ellers, efter alle kunstens regler lige fra oldtidens teologi til moderne videnskab, er ubesvarlige. Blot i kombination med det erfaringsmæssigt levede liv, kan kunsten, fra evangeliedigtning til moderne maleri, stille vores sult. Men ikke i al evighed, alene af den grund at ingen af os lever evigt. Og heller ikke for evigheden, forstået som at vi måtte kunne opleve evigheden. Det kan vi ikke. Eller jo, momentvis måske. Som når digteren i elskovs kys mener at have fundet et evigt øjeblik. Stykker vi vores liv sammen af sådanne ”evige øjeblikke” lever vi for så vidt i evigheden og i en evighed. I hvert fald til den dag vi rammes af en HT-bus, tages af lungecancer, sover stille ind eller på anden vis, med øjeblikkelig virkning; dør. Men indtil da, Maria, indtil da lader evigheden sig finde momentvis. Og for en stund for så vidt også blivende, som jeg føler det i dine arme, når jeg ser dit ansigt sødmefyldt betrukket i lyst og lidenskab i elskovs øjeblik. Vi er alle tilpas meget digtere til at kunne finde denne evighed i hjertet i hvert eneste af dets slag. Guds nåde trøste mig den dag jeg ikke mere kan hvile mit hoved på dit bryst og høre dit hjertes slag. Guds nåde trøste os begge i dødens stund, thi forinden har vi hinanden. Forinden arbejder tiden for os, lige så meget som at vi arbejder for den. For hver dag der går føres vi forsigtigt og varsomt dybere og dybere ind i kærlighedens mysterium, som havde skæbnen udset vores møde dertil. Og dog ved vi begge at skæbnen er ubarmhjertig og blind i sin uretfærdighed. I hvert fald i en verden uden Gud. Forsigtigt, Maria, forsigtigt for din og min skyld tør jeg håbe at skæbnen dog ser os, og ser vores skrøbelighed. Har den blot øjne og hjerte ville den aldrig forhærde sig så meget, som til at skille os ad uden varsel, eller i det mindste uden et memento mori der måtte lade en sådan tragedie bære en eller anden slags frugt. Også større, og jeg mener virkelig endog større, frugt end jeg i en evigheds stund har følt det i dine arme, når jeg har set dit ansigt så vidunderligt og sødmefyldt betrukket af lyst og lidenskab i elskovs øjeblik.

Kærlig hilsen Ture.

Søde Maria,

jeg har så meget at fortælle dig blot angående vores elskovs lørdag dag og aften, at jeg som udgangspunkt kan erklære mig enig med evangelisten Johannes, der afslutter sin beretning om kærligheden ved at skrive at ”hvis det skulle skrives i enkeltheder, mener jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives” (Joh.21,25). Dette siger han angående evangeliet, men det samme har jeg at sige angående vores elskov. Og i en vis forstand taler han og jeg om det samme, nemlig at have oplevet at være i Edens Have på denne jord. Derfor kunne jeg kun svare dig vagt og utydeligt, da du spurgte mig om jeg følte mig tilfredsstillet til trods for at jeg ikke fik udløsning. Det var kærligt og betænksomt af dig at spørge, men i virkeligheden ville det rigtige svar, til trods for at jeg nærmest undskyldte det, være at det dog var ubetydeligt i forhold til det vi delte. Måske på samme måde som at hverken Adam og Eva spekulerede på at de gik nøgne rundt i paradiset, således også med os, blot mindedes vi om vores nøgenhed fordi vi ellers går påklædte. Blot mindedes jeg om noget så prosaisk som udløsning fordi netop driften efter denne, og dermed forplantningsevnen, blev Adams ulykke da de blev uddrevet fra paradis. Hvor lidt gavnede det ham dog at få to sønner, når han og hans elskede evigt skulle mindes om den tid da de gik nøgne uden at føle spor af skam. Således også i glimt med os to lørdag eftermiddag. Da vi lå nøgne uden spor af skam, og delte denne åbenbarelse i op mod to timer. Noget lignende har jeg aldrig oplevet før. En sådan oplevelse af kærlighed er egentlig hinsides enhver sexologisk terminologi, og dermed også hinsides fysiologiske fænomener som orgasme og udløsning. Jeg fortryder, om end uden nogen bitterhed, at jeg omtalte mit problem, men jeg gjorde det for at bevare en eller anden jordforbindelse. For udenfor vores fælles kød og varme kroppe var stadig verden. Den verden der måler dybden af kærlighedens åbenbarelse ved dens afslutning i stedet for i det eneste egentligt eksisterende tidsrum: det nu i hvilket vi lå i hinandens arme, og som med bibelsk sprogbrug var ét kød. Om end vi var i Edens Have ventede verden stadig lige udenfor havelågen, den verden der har gjort os begge ondt. Den verden der foruden dette nægter kærlighedens mulighed for at helbrede dens fortræd. Og jo, denne verden slår da også en gang i mellem en handel af med verden, sådan som jeg gjorde med mine ord om udløsning. Maria, jeg fik noget der var langt større. Som med Johannes og hans evangelium fik jeg en forløsning, jeg kunne blot ikke på nogen måde forklare hvordan. Det var det jeg mente med at det var som første gang. Som genfødt at opleve sig selv og sin elskede nøgne, uden at føle spor af skam. Hvor lidt det end lyder som at være, er det mere end ordene i alle de bøger verden måtte kunne rumme. Fordi du fortalte mig det uden ord, og fordi verden kun forstår sig på ord. Du talte til mig blidt og kærligt, og var der i driften efter udløsning dog en slange i paradis, knuste du med dine kærtegn dens hoved som skrevet står (1.Mos.3,15). Den kvindelige fysiognomi og dens kærligheds sjælelige skønhed er for mig ikke blot en adgang til afslutningen, men en udgang til begyndelsen. Hvordan skulle vi ellers have kunnet elske i to timer? Å, Maria, jeg har dog fået så meget mere end hvad jeg i ensom bitterhed en sjælden gang fremtvang med min højre hånd. Ja, ikke blot så meget mere, men i en vis forstand uendeligt meget mere. Thi i en vis forstand elskede vi i en evighed, som var tiden trådt ud af funktion. Sådan var, efter voldsomme følelsesudladninger i ensom majestæt, slutteligt mit syn. Om end angsten for nærhed en kort stund fjernede dig lidt, føler jeg stadig nu din nærhed selvom klokken er over midnat. Så tæt på hinanden var vi, at jeg behøvede ensomheden uden at ville såre dig dermed, men blot fordi jeg behøvede at skrive. Også således kan jeg komme dig endnu nærmere næste gang, også dette er et kærtegn, om end et kærtegn i tid og rum. Disse to, tid og rum, var i elskovs stund dog blot at betragte som uvedkommende abstraktioner, ligesom i Edens Have. Denne findes nemlig, men blot her på jord og ikke hinsides. Blot her, og nu, sammen med dig.

Kærlig hilsen Martin.

Kære læser, netop som Martin får færdiggjort dette tredje kærlighedsbrev på Tors vegne, sker det, samme eftermiddag som han har sat pennen til papiret, at Ture Lykkegaard ringer ham op på U1…

Kære Ture,

jeg vil fortælle dig yderligere, om hvad jeg tror ligger til grund for nævnte følelse: at det kunne have været anderledes, mit værn mod livets virkelige tragedie. Det kræver dog en nærmere sproglig udredning.

For bedre at kunne analysere sætningen, kræver det, at jeg skriver den om, således at formuleringen bliver så tilpas abstrakt, at den nødvendigvis rives ud af den normale og konventionelle sammenhæng. Følgende er altså den abstrakte version af nævnte sætning:

Udtryk for mulighed, her til betegnelse af det blot tænkte tilfælde (det kunne), nemlig det ønske at forefinde noget i en vis stilling eller tilstand, noget som er påbegyndt før taletidspunktet og har relevans for dette tidspunkt (have været), og som yderligere afviger fra, og er af en anden beskaffenhed end, noget andet eller det sædvanlige (anderledes).

Så vidt altså mine opslagskilder. Vi tager den fra en ende af. Muligheden, der følger af verbet kunne, er her til betegnelse af det blot tænkte tilfælde grundet dets bøjning.

Ser du, præteritum (altså datid) af nutidsformen ”kan”, kan på dansk bruges på flere måder, også således, at der kan være tale om nutidige forhold. Denne anvendelse kaldes ifølge ”Elementær dansk grammatik” (Gyldendal, 1974) ”irrealt præteritum” eller ”Irrealis”. Forskellen mellem at bruge verbet ”at kunne” i henholdsvis præsens og præteritum (altså ”det kan være anderledes”, og ”det kunne være anderledes”) kan være dobbelt. I den sidste sætning kan det dels være sagen, at formodningen strider mod virkeligheden, eller måske: mod noget, man tidligere har formodet, eller som er den sædvanlige formodning. Den talende kan formode, at det ikke er anderledes. Men yderligere behøver en sådan anvendelse af præteritum ikke at betegne, hvad der strider mod virkeligheden, hvilket kan ses af det følgende anførte eksempel fra nævnte bog: ”Foretog Jorden en årlig omdrejning om Solen, vilde jo dog (mente Tycho Brahe) Fiksstjernerne til forskellige Tider ses i forskellig Retning”. Her er antagelsen i overensstemmelse med virkeligheden (således som vi opfatter den), men i modstrid med den antagelse, som Tycho Brahe ifølge sine forudsætninger måtte gå ud fra.

Således, som i anførte eksempel, kan irrealt præteritum benyttes på mange måder. Og altså således, at var det anderledes, så ville det være sådan og sådan, men med de forudsætninger for at formode jeg nu har (ligesom dem Tycho Brahe stod alene med), så kan det ikke være anderledes. Med andre ord, irrealt præteritum kan både bruges om en formodning, som er i uoverensstemmelse med den sædvanlige formodning om, hvordan tingene nu engang er, men ligeledes om en formodning, som netop modsat ikke er i en sådan uoverensstemmelse (hvis det virkelig var sådan og sådan, ville alting være mere rosenrødt, men det er det nu engang ikke). I begge tilfælde understreges det, at det ikke er anderledes, hvor meget det end kunne have været det. Men det, der adskiller de to tilfælde, er talerens position. I første tilfælde er taleren af den overbevisning, at virkeligheden adskiller sig fra det normalt formodede, og i det andet at den ikke gør. Ud fra denne forklaring på verbets anvendelse, lyder den oprindelige sætning en anelse pessimistisk, og lægger sig op af det andet tilfælde. At dette ikke nødvendigvis er sagen, vil jeg dog efterfølgende prøve at gøre rede for.

For efterfølgende viser den abstrakte version af den oprindelige sætning, at give udtryk for et ønske, og altså ikke, som tilfældet med videnskabsmanden Tycho Brahe, en logisk nødvendighed. Hans formodning, som var i uoverensstemmelse med den gældende formodning, var begrundet i fysiske love. Et ønske, derimod, lader sig ikke begrunde videnskabeligt, og kan således godt være i modstrid med den gældende formodning, samtidig med at man lader det irreale præteritum muliggøre det blot tænkte tilfælde, og altså tager sætningen for pålydende. Med andre ord, hvis man bruger fantasien. I så tilfælde gælder ønsket altså at forefinde noget i en vis stilling eller tilstand. Hvad denne nærmere er, giver den kryptiske sætning umiddelbart ikke noget svar på. Men i og med brugen af perfektum participium (datids tillægsformen været), kan vi altså forstå, at dette noget i en vis stilling eller tilstand er sket eller påbegyndt før taletidspunktet og har relevans for dette tidspunkt. Der er altså tale om en begivenhed af en eller anden art, en begivenhed som du ikke i denne udredning får redegjort for, men som du vil få fuldt belyst, hvis du skulle ønske at høre mere om min historie om Tor og Maria. Da vil det, i fortællingens kunstneriske form, langsomt blive ganske klart, hvad det er der er sket. Og hvorfor sætningen lyder således som den gør, fordi dette noget netop ikke var i en vis tilstand eller stilling, som var ønskelig. Hvorfor det forholder sig sådan, er jeg næppe i stand til at svare på, blot at, som den abstrakte udlægning lyder, tingene er sket eller påbegyndt før taletidspunktet, altså da sætningen fandt plads i mit hoved, og har relevans for dette tidspunkt. Med andre ord, der er sket noget inden sætningen dukkede op i mit hoved, noget som har haft skæbnesvanger betydning for dens formulering.

Hvad angår det sidste ord i sætningen, nemlig anderledes, er det altså at forstå således, at nævnte ønske afviger fra, og er af en anden beskaffenhed end, noget andet eller det sædvanlige. Imidlertid står denne sædvane ikke, som man, min sygdomshistorie taget i betragtning, skulle tro, i modsætning til mental afvigelse. Snarere er det sædvanlige ensbetydende med livets love, sådan som de finder deres udtryk i tragedien.

Og dog er det en besynderlig sætning, denne efterrationalisering taget i betragtning, for var tragedien fuldstændig ufravigelig, ville den dog have lydt: det kunne ikke have været anderledes. Hvorfor den netop ikke lød således, vil jeg forsøgsvis prøve at redegøre for. Imidlertid er jeg en kende træt nu. Redegørelsen må vente til en anden gang.

Kærlig hilsen Martin.

Kære læser, hvis du ønsker at høre Martin uddybe sin redegørelse, så læs videre på de følgende sider. Hvis du derimod vil læse om, hvad det er, der rent faktisk kunne have været anderledes, så gå til næste side.

Kære Ture,

forestil dig, at du kan sanse, tænke og føle nøjagtig hvad du ønsker og vælger at gøre. Således, det handler følelsen om, kan vi i det indre, så at sige, snyde skæbnen. Dette er vel nok en umulighed. Men for det første findes der hjælpemidler, der kan lade dine sanser, tanker og følelser påvirkes af dine ønsker, blot de bruges med den nødvendige omtanke og kundskab. Her tænker jeg på alle tænkelige psykoaktive stoffer, stoffer, der påvirker psyken, lige fra psykofarmaka til syretrips. Med disse i hånden, i hvert fald i sidstnævnte pol, kan nævnte følelse blive en realitet, og vi kan skifte verbet ”kunne” ud med ”er”, således at det ikke kan eller kunne være anderledes, men at det faktisk er anderledes, således som det svagt kan forekomme, når man sidder i en bus og dagdrømmer. Eller under rusen. Dog gælder det for den, om den er kort eller lang, at der i forbindelse med beruselsens afslutning (dette gælder lige så vel psykofarmaka) altid er et bagefter. Et bagefter, hvor tingene ikke er anderledes, ja endnu mere; hvor de netop ikke kan eller kunne være anderledes. Blot således kan vi gennemleve tragedien, og, måske, tillige overvinde den.

Imidlertid rummer psykofarmaka et særligt problem. Her undgår man i tid simpelthen det skæbnesvangre bagefter ved konstant at holde en nøjagtig dosis i blodet. Problemet er, at det i dette tilfælde hverken er eller kan være anderledes, men blot at det kunne (have) være(t) anderledes, det mærker enhver, der er under en sådan medicinering. Derfor følelsens formulering. Man undgår, faktisk ofte til beklagelse, dette bagefter, men betaler den alt for høje pris, at der ikke er noget som helst bagefter, og at tingene hverken er eller kan være anderledes, men kun som følelsen foreskrev: kunne være anderledes. Og dog er også dette en anledning til en sådan længselsfuld trøst, at jeg har dedikeret den indtil flere breve til dig. Måske er der faktisk noget bagefter, alligevel. I hvert fald når man sidder i en rumlende bus, og med en døsig gloen ud af vinduet gribes af et stille og forsagt håb, der således taler skæbnen midt imod.

Der findes dog for det andet andre former for beruselse, der dog rummer nøjagtig samme både gevinst og problem, som Mariakirkens forhandlere formidler. Gevinsten, at tingene faktisk under rusen er anderledes, men tillige dette omtalte bagefter. Dette ord rummer en eftertænksomheds dybde…Fysiologiske fænomener som tårer, psykologiske som forelskelse, religiøse fænomener såsom ekstase, eller kunstneriske såsom først og fremmest musik. Musikhistorien giver et eksempel på de to sidstnævnte.

Bob Dylan er et eksempel på, hvordan også religionens beruselse har et bagefter. Efter have udgivet, og turneret med, sin egen private trosbekendelse, LP’en ”Saved” (1980), vender han sig allerede året efter mod anfægtelsens nødvendige åndelige understøttelse. På den næste LP, ”Shot of Love” (1981), skriger han, som tørlagt narkoman, efter et højst tiltrængt skud af kærlighed (”I need a shot of love”), i øvrigt en LP, der er så elendig, og hvor selve musikken swinger så dårligt og støjende, at man næsten glæder sig over, at den overdøver netop de tekster, der så tydeligvis, blot efter stemmeføringen at dømme, er blevet smerteligt forladt af kærlighedens muse. I øvrigt holdt Katarina med rette mest af den indledende kristne LP fra korte periodes trilogi, nemlig ”Slow Train Coming”. Igen er titlen meget sigende. Så småt på vej mod den ekstase, som med en skæbnens selvfølgelighed to år senere efterfølges af trangen efter et ordentligt skud, uanset hvad det måtte rumme, blot det lindrer. Såsom det eksempelvis gives i rigelige doser i Faderhuset.

Kære Ture, modsat såvel kirkefædrene som middelalderens teologiske filosoffer, tror jeg hverken vi kan have nogen som helst vished, hverken om vores egen eller Guds eksistens. Vi kan intet gøre for at finde ud af det selv, vi kan blot tro på, at Gud ved det. Og yderligere, modsat kirkefædrene og middelalderens teologiske filosoffer, kan vi ikke, selv med Guds hjælp, i kraft af vores ord bevise, at vi er til. Vi kan kun tro det i kraft af en tro, der ikke kan formuleres i ord, og ikke kan formuleres i filosofi, fordi filosofi formuleres i ord. Adskilt fra Gud ved vi altså slet ikke, om der er noget til eller ej, og har i det hele taget ingen sikker erkendelse om noget som helst. Det har heller ikke i troen på Gud, her kan vi blot håbe, at der findes en Gud, som har en fast vished angående sin egen, vores og andre tings eksistens. Af os selv har vi ingen sådan vished. Sådan er det eneste håb der lades os mennesker være beskåret. Håbet om at det kunne være anderledes, for kun sådan kan det være anderledes, om end vi, hvor meget tro vi end måtte rumme, aldrig får vished herom. Dog kan vi leve i troen på, at for Gud, om end ikke for os, er det faktisk anderledes.

Du undrer dig måske over hvad jeg skriver, idet jeg jo har fortalt dig om min tro på skæbnen. Derom tror jeg stadig, i den forstand, at den Gud jeg taler om egentlig lig skæbnen er fuldstændig amoralsk, således at vi stadig lider uforskyldt. Enten dette, eller også har dette væsen, som du kalder kærligheden, blot valgt ikke at intervenere på jorden, således at vi i det mindste kunne lide efter fortjeneste. Åbenbarelsen, altså Jesu komme for to årtusinder siden, denne som du genfinder her på Sct. Hans, har aldrig i åndelig forstand vist sig for mig. At tro på den, ville være ensbetydende med, dels at tro på såvel Guds som vores egen eksistens, dels, via Jesu sonoffer på korset, at tro på en sikker vej ud af tvivlen. En sådan tro har jeg ikke, blot tror jeg på altings genkomst, inklusiv Jesu jordefærd og korsfæstelse, men ikke hans genopstandelse. For hermed ville netop gentagelsen være udelukket, og frelsehistorien have en uafvendelig retning mod et mål. Dog må jeg nødvendigvis tro på, at skæbnen har et væsen, som i og med sin drejebog kan bekræfte altings eksistens, cirkulær på godt og ondt.

Således også med tragedien. Det eneste saliggørende jeg kan finde i denne, er at vi dog må være til for at lide. For i min tragedie (man kunne forestille sig det anderledes), angår lidelsen nemlig bevidstheden og dennes problem, men dermed også løsningen på al tvivl angående dens eksistens, i hvert fald i fiktionens verden. Jeg kunne også have skrevet en moderne tragedie, der angik den sjælelige fantomsmerte, altså smerten over tabet af nogen som helst vished eller ej angående bevidsthed. Det har jeg ikke gjort. Altså, i min tragedie i hvert fald, forefindes bevidsthed, med tilføjelsen: desværre. Og dog havde det måske været endnu værre, om tragediens parthavere slet ikke vidste, om deres bevidsthed havde eksistens eller ej. Men det har den. Endog så meget, så meget tør jeg godt røbe, at den ene parthaver endog forsøger helt at udslette denne bevidsthed, og dog alligevel ikke gør det. Måske fordi han aner, at den blot vil komme tilbage i nøjagtig samme skikkelse, og altså alligevel skal udleves i en evighed, om man vil det eller ej. Døden er ikke nogen udgang, men snarere en indgang til selv samme drejebog. Fravær af bevidsthed eksisterer i min tragedie således slet ikke.

Og dog som sagt følelsen: at det kunne have været anderledes. Jeg ved ikke hvordan, og som nævnt er denne følelse måske blot et resultat af psykofarmaka. Om ikke andet er der denne trøst at finde ved medicinering, om end prisen måske er, at vi blot lades tilbage med håbet om eksistensen af noget som helst. Og dog fandtes visheden alligevel ikke, psykofarmaka eller ej. Men måske, som i al beruselse ledsaget af et bagefter, var der dog måske forinden noget. Og med var, mener jeg med vished, i hvert fald for en stund, indtil de filosofiske tømmermænd indfandt sig. Og med dem, af de sande fagfolk kaldet paranoia, den sande sindssygdom. At intet er, på trods af, at det desværre er, og dog alligevel ikke: sådan ville en moderne tragedie, omhandlende nævnte fantomsmerter, have været, og dog ville den ikke lade sig skrive. Ikke engang dèn ville jo være (og hvis den var, hvem ville skrive en sådan), den ville også kun være til besvær. Men i første omgang ville den slet ikke være, og er følgelig aldrig blevet, skrevet.

Kærlig hilsen Martin.

Kære Ture,

Imidlertid kommer jeg nu, som lovet, til at fortælle dig om sammenhængen mellem den sætning, jeg i bussen i Roskilde dagdrømte så stærkt, og så tragedien. For selvom man øjensynlig opgiver, at det faktisk kunne have været anderledes, kan en sådan tragisk skæbnebestemmelse måske til gengæld være anderledes end ordlyden, så at sige, ved at den for fantasien kan berettiges på fyldestgørende måde. Altså, at skæbnens udfald kan iklædes en protest, nemlig denne indrømmelse, at der var en anden mulighed, der dog blev nægtet. Men at den faktiske skæbne derved gives en mening. Eller med filosoffen Nietzsches ord, kan retfærdiggøres. Ved nævnte betegnelse skal man næppe forstå ”fritages for skyld” og som Paulus tænke i moralske eller frelsehistoriske baner. I stedet for retfærdiggørelse kunne man, grundet ordets belastede forhistorie, forstå en slags godtgørelse. Nietzsches tanke skal jeg komme ind på senere, men først pointere, at objektet for hans retfærdiggørelse er verdens tilværelse, og at midlet til denne retfærdiggørelse i første omgang er kunsten, nærmere bestemt den klassiske tragedie. Imidlertid skelner hverken Nietzsche eller jeg særligt skarpt denne fra hvad man kunne kalde den private tragedie, fra den dybe eksistentielle krise, til, så at sige, kunstværket i blomst, den floride psykose.

Jeg vil i dette brev yderligere skrive om, hvorledes sjælen muligvis, muligvis ikke, via fantasien kan overleve, ja, måske endda tillige bemestre en psykisk krise. I sidstnævnte tilfælde, at skæbneforløbet ikke kunne have været anderledes, men at det kan være det. At datids form er forpasset, men at nutid til gengæld lader sig ændre. Der kan som sagt være tale om alle slags kriser, lige fra den eksistentielle livskrise til den floride psykose, men jeg vil omdøbe dem til private tragedier. Med denne betegnelse i hænde, knytter vi nemlig ikke alene forbindelse til den kunstneriske kulturhistorie, men kan tillige måske finde et redskab til, hvordan tragedien som eksistentielt fænomen (altså som en krise i livet selv) lader sig overvinde. Imidlertid er der ikke med Nietzsche tale om at lægge tragedien bag sig. Når jeg derfor omtaler tragedien som et eksistentielt fænomen – altså som et fænomen, ikke blot i kunsten, men i selve livet – er der for Nietzsche tale om et livsvilkår, som den menneskelige sjæl ikke på noget tidspunkt kan – eller skal – unddrage sig. Derfor, når jeg drager en parallel til den eksistentielle krise eller den floride psykose, er der tale om fænomener, som den lidende må gennemleve uden at have mulighed for flugt. Udgangspunktet er således, så at sige, det værst tænkelige, og det må understreges, at mit brev så langtfra søger at gøre sig til en opskrift på, hvordan man undslipper oplevelsen af at være en levende tragedie. Snarere er det mit forsøg at finde ud af at leve, og leve med, tragedien, ja, blot at holde den ud. Eller dog endog blive stærkere i kraft af nævnte bemestring. Er man stærk, og modig, nok, giver tragedien måske som et livsvilkår nemlig muligheder for en livsudfoldelse, der, selv midt i den akutte psykose, kan berige livet såvel som den kunstneriske kultur.

Nietzsches første bog, ”Tragediens fødsel”, omhandler det modsætningsforhold han i den græske tragediedigtning finder mellem to principper: det dionysiske og det apollinske. Navnene er hentet fra den græske gudeverdens to kunstguddomme; Apollon var guden for klarsyn, ophøjet skønhed og drømmetydning (jævnfør alskens psykiatriske og psykologiske forsøg på ”tydninger” af psykosens væsen), mens Dionysos var guden for vild ekstase og rus (jævnfør psykosen). Disse to guder forenes som to væsensforskellige principper i den græske tragediedigtning. Det er med dette som udgangspunkt, at jeg vil drage en højst uvidenskabelig parallel mellem kunsten (hvis stærkeste udtryk for Nietzsche var det tragiske) og de kriser i livet, der betegnes som sygdomme. Nietzsche mente nemlig, vel nok med sin langsomt snigende sindssygdom og sin kroniske migræne som privat udgangspunkt, at verden, med al dens lidelse, aldrig ville lade sig retfærdiggøre, det vil sige aldrig i sig selv være et helligt, og dermed ukrænkeligt, princip. Desuden mente han, at kunsten ikke blot måtte afspejle denne uforstand, men tillige, at både kunst, kunstner og tilskuer måtte smelte sammen i forsøget. Dette lod sig kun gøre med udgangspunkt i den dionysiske ekstase eller rus, som jeg ynder at sammenligne med psykosens gåde, i hvilken både uforståelige indre drivkræfter, aktør og udefrakommende øjne vanskeligt lader sig skelne. Enhver med kendskab til psykoser eller psykosenære tilstande, vil kende til, for det første, at psykotikeren er plaget af fremmede og uvirkelige lidelser, som andre ikke kan mærke eller føle sig ind i. For det andet, at selv samme psykotiker har mere end svært ved at fortælle om dem, og ligeledes overhovedet at holde sammen på sig selv, og på, hvem han eller hun overhovedet er. Og for det tredje, at han eller hun, i hvert fald i prodromalfaser, samtidig hermed ser sig selv udefra, eller ser sine egne oplevelser som fremmede. Kort fortalt, med disse tre in mente, er kunstneren i den dionysiske tilstand for Nietzsche ”på samme tid digter, skuespiller og tilskuer” og sammenligner ham eller hende med ”det uhyggelige billede fra eventyret, der kan dreje øjnene om og skue sig selv”. Med udgangspunkt i denne parallel mellem psykosen og den kunstneriske skabelsesproces, vil jeg med spredte og ret så vilkårlige henvisninger til hans bog, om muligt, forsøge at vise hvordan en sådan tilstand, ikke blot kan bemestres, men tillige være en privat kunstnerisk berigelse.

Allerede i forordet, der er tilføjet ved genudgivelsen 16 år senere, opsummerer Nietzsche sine datidige tanker bag denne bog, som han skrev, da han blot var lidt over midten af 20’erne. Her, blot et par år før han bliver ramt af en passiviserende og forstenende sindssygdom, giver han udtryk for bogens datidige bevæggrunde. Hvorfra tragedien i antikkens Grækenland stammede, er blandt de spørgsmål han dengang stillede sig selv. Og da han svarer sig selv: fra vanviddet, må han dernæst drillende stille sig selv spørgsmålet: ”Er vanviddet måske ikke nødvendigvis symptomet på udartning, på nedgang, på alt for sen kultur?”. Med andre ord, Nietzsche spørger sig selv, hvorvidt kulturhistorien siden den højt agtede antikke græske kultur, med dens udgangspunkt i det dionysiske vanvid, ikke netop er blevet kulturelt tappet for kræfter med tabet af dette vanvid. Og han spørger videre: ”Findes der måske – et spørgsmål for sindssygelæger – neuroser (datidens betegnelse for alskens sindslidelse) af sundhed?”. Og videre, fandtes der, i de århundreder, hvor den græske sjæl blomstrede, måske endemiske (lokale epedimier af) ekstaser? Visioner og hallucinationer, der kommunikeredes til hele menigheder, i hele kultiske forsamlinger?”. Denne kulturs forsvinden fortolker han i lyset af den senere frembrydende svækkelse. ”Optimismens” (=den ”videnskabelige” ”liderlighed efter logik”, og dermed godtroenhed) og den efterhånden mere fremherskende ”fornuftigheds” sejr, betegner han som et symptom på ”den nedadsynkende kraft”, ”alderens komme” og ”den fysiologiske træthed”. Op gennem historiens gang, fører dette forfald siden til den kommende kristendoms forsøg på at ”retfærdiggøre” lidelsen gennem Guds indgribende åbenbarelse og nåde. Hermed, mener Nietzsche, fordømmer kristendommen enhver kunst, eller som han andetsteds mere bredt kalder det, verdens tilværelse, som løgn. Absolutte målestokke af enhver art, såsom Guds sandfærdighed, forkaster Nietzsche som tomme forsøg på at retfærdiggøre tilværelsen moralsk. Imod dette hævder han, som et mantra gennem bogen, ”at kun som æstetisk fænomen er verdens tilværelse retfærdiggjort”. Denne kryptiske sætning kræver en nærmere forklaring. Ved ordene ”æstetisk fænomen” skal vel forstås en art kunstnerisk virksomhed, der stræber mod frembringelsen af det skønne, dog med en lille korrektion. Dels fordi en sådan virksomhed ikke kan godtgøre eksempelvis psykosens lidelse, selv ikke når man opvejer denne med sjælens tilsvarende beruselse i sin egen private kunstneriske skabelse, og dels fordi ”det skønne” for Nietzsche ikke nødvendigvis er det, man almindeligvis måtte synes var særlig smukt. Jævnfør her ”det uhyggelige fra eventyret, der kan dreje øjnene om og skue sig selv”. Til disse to indsigelser ville han måske indvende følgende.

For det første finder Nietzsche kunstens oprindelse i selve lidelsen, eller mere nuanceret; kunsten er et billede på en lidelse, hvis oprindelse fortaber sig i livets dyb. Den kan nydes som en slags drømmebilleder, ligesom den dygtige psykiater kan nyde at leve og arbejde blandt alskens psykoser. Men hvor psykiateren lever ”glad og velbehagelig i disse billeder og kun i dem, uden at blive træt af at beskue dem kærligt indtil de mindste detaljer” – ja, hvor selv den floride psykose for ham ”kun er et billede, hvis rasende udtryk han nyder med drømmens lyst ved skinnet” – så er så er han beskyttet mod at blive ét og smelte sammen med sine forestillinger. Derimod er psykotikerens billeder blot ham eller hende selv, så at sige, smertens kernepunkt, eller som Nietzsche formulerer det (ganske i forlængelse af ideen om psykosen som en altomfattende sprængning af enhver almindelig identitetsfølelse); hans eller hendes ”jeghed” er ”den eneste i sandhed værende og evige, i tingenes grund hvilende jeghed”. Derved opstår ideen om psykosen i netop denne kontrast, betragter og aktør imellem, og fornemmelsen af denne kontrast, dette vekselspil, er egentlig det som psykosen udsiger som helhed, og som udgør og skaber fundamentet for den psykotiske tilstand i det hele taget. Godt nok forekommer mange af disse udsagn i Nietzsches mund at omhandle den kunstneriske skabelse i traditionel forstand, men parallellen til psykosens private og for andre utilgængelige skabelse er ikke desto mindre, som vist, oplagt. Således kan han også ytre, at mennesket ikke er kunstverdenens egentlige skabere, men blot for denne er projektioner, og at vi har vores højeste værdighed (hvad psykiateren betragter psykotikeren udleve par excellence) ”i vores betydning som kunstværker”. Således mener han, med den dionysiske galning som aktør, udelukkende at kunne retfærdiggøre tilværelsen og dens lidelse. Ikke med galningen som (son)offer, men tværtimod som naturens omdrejningspunkt for de allermest sublime kunstneriske og kulturelle frembringelser. Imidlertid, hvad gælder psykotikeren selv, er han eller hun per princip sig ikke dette sprogligt bevidst, om end vedkommende i en vis forstand aner det – og måske blot derved, i lighed med psykiaterens brug af drømmebilleder, kan finde sin plads i verden. Og tillige faktisk leve, med al den righoldige mulighed for udfoldelse blot den svage anelse herom giver.

Ved spørgsmålet om, hvem der da har frembragt os som kunstværker, har jeg – som den senere Nietzsche – intet andet svar, end skæbnen som en upersonlig og amoralsk skaberkraft hinsides godt og ondt. Skabelsen er altså ikke retfærdiggjort moralsk, men ene og alene – på godt og ondt – ved sin skønhed. En skønhed, hvis højeste udtryk altså er tragedien, sådan som man som menneske måske tillige kan opleve det i den dybe eksistentielle krise, hvor man står ansigt til ansigt med det store Intet, og herved mister enhver fornemmelse af personlig integritet og identitet – eller tilsvarende i psykosen, hvor ”kunstværket”, den private og underbevidste skabelsesakt, træder i kraft som skæbnens almægtige manifestation.

Nu til omtalte mestring. I litteratur om psykologiske kriser, herunder psykoser, beskriver mestring (afledt af verbet ”at mestre”, der igen kommer af substantivet ”mester”) ifølge Glenys Parry (”Mestring af kriser”) ”alle de måder, hvorpå mennesker bærer sig ad med at overvinde eller lindre den stress, der er resultat af, at en begivenhed sæter spørgsmålstegn ved deres rutinemæssige forudsigelser om verden”. Uanset hvad Nietzsche ville mene om en sådan ”mestring”, er det uomtvisteligt, at han gang på gang understreger, at sådanne ”rutinemæssige forudsigelser om verden” i bedste fald er at sammenligne med førnævnte drømmebilleder, og altså blot er et skin eller et slør, der forhindrer mennesket i at være i kontakt med egne forestillinger om verden. I værste fald ville han betegne ”rutinemæssige forudsigelser om verden” som rene fordomme, der udsprang af åndelig dovenskab eller middelmådighed. En sådan ”begivenhed”, der satte spørgsmål ved disse, ville han altså hilse velkommen. Imidlertid synes vi ikke med nævnte definition at have at gøre med den dybe, eksistentielle krise, hvor man stilles ansigt til ansigt med det store Intet. Alligevel er definitionen brugbar, især på grund af de to verber ”at overvinde” og ”at lindre” omtalte stress. ”Lindringen” i forbindelse med at mestre en psykose, er måske den umiddelbart mest realistiske måde at anvende. Men ”lindring” vil ofte, som i eksempelvis voldsom medicinering med psykofarmaka, stå i et vist modsætningsforhold til ”overvindelsen”. Der er ingen tvivl om, at Nietzsche med eftertryk ville betone den sidste måde frem for den første. Spørgsmålet er snarere, i forbindelse med mestring af en psykose, eller enhver anden eksistentiel tragedie, om der er tale om trin et og to på samme vej, eller om lindringen og overvindelsen står i et decideret modsætningsforhold til hinanden, således at de to måder gensidigt udelukker hinanden.

I hvert fald, i synes på tragedien som kunstform, citerer Nietzsche kritisk en tidligere tysk filosof, Schopenhauer, for at tragedien, hvis den var vellykket, skulle føre til resignation. At det ikke kan være anderledes. Denne står i hvert fald i dyb modsætning til overvindelsen, og lindringen synes at stå midt i mellem disse to kamphaner. Nietzsche beskriver et element ved den dionysiske tilstands ekstase, og drager en parallel mellem det dionysiske menneske og figuren Hamlet: ”begge har en gang kastet et sandt blik i tingenes væsen, de har erkendt, og de føler lede ved at handle; deres handlinger kan ingenting ændre ved tingenes evige væsen, og de opfatter det som latterligt og forsmædeligt, når det forventes af dem, at de atter skal bringe orden i den verden, som er gået ud af sine fuger. Erkendelsen dræber al handling, (for) til at handle hører at være omsløret af illusion”. Nu nytter ingen trøst som lindring længere, og dog. For netop som viljen er lammet til døden, lader leden ved en gang for alle at have gennemskuet de ”rutinemæssige forudsigelser om verden” kunsten overvinde lammelsen. ”Her, hvor viljen svæver i den yderste fare, nærmer kunsten sig som en reddende, lægekyndig troldkvinde; kun denne formår at omdanne leden ved det forfærdelige eller absurde i tilværelsen til forestillinger, som det er muligt at leve med: og disse er det ophøjede, som er den kunstneriske betvingelse af det forfærdelige, og det komiske, som er den kunstneriske udladning af leden ved det absurde”. Altså, kun i kunsten, som figuren Hamlet befinder sig i qua sin rolle i en tragedie, lader den private tragedie sig overvinde, hvor muligheden for lindring for længst er forpasset. Kun i kunsten kan det være anderledes. Kun i en rumlende bus, i livet, med tanke for at skrive en tragedie, kunne det have været anderledes.

Hvad skal vi da udlede af dette? At vi alle er, eller skal være, kunstnere? Nej, snarere, som nævnt, at vi alle, som Hamlet, i den dionysiske rus er kunstværker (”Mennesket er ikke længere kunstner, det er blevet kunstværk”), men at dette kunstværk ikke kan eller kunne være eller have været andet end en tragedie. At definere og begrebsliggøre den private kunstneriske skabelsesakt, som megen psykiatrisk faglitteratur i parallellen med psykosen forsøger, lades der ikke her plads til. For netop herved ophører kunstværket med at være kunstværk, og bliver til tom form. Forestiller vi os psykoser ”som kunstneriske magter, der selv bryder frem af naturen uden den menneskelige kunstners formidling”, er enhver kunstner blot fortolker, og overfor disse naturens umiddelbare kunsttilstande, blot en ”efterligner”. Og dog kan det, at overlevere en privat kunstnerisk skabelsesakt være yderst smertefuldt, og endog for ens eget fordømmende blik (ligesom væsenet fra eventyret, der kan dreje øjnene om og skue sig selv) være ”dårlig kunst”. Men Nietzsche pointerer, at selv skabelsen af drømmens billeddannelse, rusens form, ”er uden enhver sammenhæng med det enkelte menneskes intellektuelle niveau eller kunstneriske dannelse”, og da så meget mere rusen selv.

Lidelsen, derimod, synes svær at bortforklare, og det er vel nok psykosens lidelse, der er dens største anstødssten, men tillige for den sindslidende det mest ubærlige træk ved dens væsen. På dette problem giver parallellen med Nietzsches bog ingen tilfredsstillende forklaring. Det eneste mulige svar fra hans side, ville måske være, at lidelsen, snarere end et problem, er et fundamentalt (bi)produkt af livet, og at den hverken kan eller skal forklares eller forstås. Ifølge Nietzsche formodentlig kan denne ikke være anderledes, psykofarmaka eller ej, ja, den hverken kan eller skal være anderledes. Der er altså ingen at protestere til, intet at protestere over. I livet, trods al tale om bemestring, kan kardinalpunktet i en sindssygdom ikke være anderledes.

Tilbage sidder jeg med udgangspunktet, den glimtvis varmende følelse i bussen af, at det til gengæld kunne have været anderledes. Således altså min private skabelsesakt, blandet op med den medicin , der som hovedformål har at bekæmpe den. Således altså min tragedie.

Min konklusion, og det jeg har tænkt over midt i alle de andre overvejelser, består i at underkaste sig skæbnen. Eller hvis den er sød nok, eller endog, hvis den er ond, da endda hengive sig til den, men aldrig udfordre den. Tåber, der taler om at udfordre skæbnen, når de køber en lottokupon til 200 kr., og derved blot, sødeligt eller irriteret, hengiver sig til skæbnen som almindelige bredrøvede danskere, ved slet ikke hvor magtfuld, ja, almægtig, skæbnen er. Den er en livets lov, som, foruden at være fuldstændig amoralsk, vi aldrig vil forstå hverken det første eller det sidste af. Det Prædikeren, af mangel på bedre, kalder Gud. At gå til modstand mod skæbnen, derimod, gør kun nogle få modige, som f.eks. teologen Bohnhoeffer (som grundet sin modstandskamp mod nazismen blev hængt i 1945, få måneder før krigsafslutningen, og hvis breve fra fængslet er sammenfattet i bogen ”Modstand og hengivelse”). Blot hvis man kan se den ubøjeligt efterfølgende straf i øjnene, som han kunne, kan man sige, at han kendte, om end dermed forstod, sin skæbne. Det er mere end man kan sige om dig og mig. Og vel ikke engang kunne man kalde en sådan skæbne retfærdiggjort, for skæbnen kender ikke til nogen retfærdiggørelse, heller ikke gennem kunsten. Men dette forstod Bohnhoeffer, og måske tillige en anden modstander af skæbnen, nemlig Jesus. Men næppe den, så at sige, udøvede kunstner, psykotikeren. At skæbnen af uransagelige årsager så vist bruger kunsten som en slags menneskets redningsplanke (man kunne også kalde den kulturens afføringsmiddel) retfærdiggør ingenting. Tværtimod, i kunsten kan vi lege, at vi ustraffet kan gå til modstand mod skæbnen, og endda føle os retfærdiggjorte derved. Men kunsten kan ikke engang retfærdiggøre sig selv. Der findes, der gives simpelthen ingen retfærdiggørelse, idet ordet altid vil være moralsk belastet, og skæbnen som sagt intet godt (eller ondt) kender til. Derfor er der kun én lære at drage af tragedien: at underkaste sig sin skæbne. Eller måske hellere endnu, at hengive sig den. I hvert fald, modsat Ødipus, at være sig sit endeligt bevidst, hvis man vælger modstanden. Tilfældet Ødipus kunne blot ikke have været anderledes, hans uheld var skæbnens udvælgelse. Hvad angår ham som æstetisk fænomen, lad der blot dem der vil, tale om retfærdiggørelse. I livet, derimod, altså hvad der måtte angå menneskeskæbnen Ødipus, findes eller gives der ingen retfærdiggørelse. Og at vi er at betragte som kunstværker, og dermed retfærdiggjorte derved, er blot den gales skæbnesvangre trøst. Det skulle menneskeskæbnen Nietzsche senere vise. Det første der gik tabt for ham, var retfærdiggørelsen, og slutteligt forstanden. Men desværre, end ikke i psykosens mareridt, er vi retfærdiggjorte. Da er vi blot, som jeg tidligere skrev, som får på vej til slagtning, vel at mærke uafvidende deres egentlige skæbne. Den der hengiver sig, og som modsat måske ganske, ganske få, der i modstandens endeligt formår at forstå sin skæbne, han gør bedst i at underkaste sig. Den der underkaster sig, han kender sin skæbne, uanset han ikke forstår den, og uden nødvendigvis dermed at skulle elske den. Dette er intet imperativ, men i hengivelsen en mulighed. Om der findes et imperativ, er det blot dette ene, gennem underkastelsen eller hengivelsen at kende sin skæbne. Det er den eneste måde at fratage den rædslens brod. Den eneste vej til fred. Jeg ved det er en ringe trøst, og knap værdigt at kaldes sandheden, og da slet ikke vejen. Men det er livet. Og til dem, der vil sige, at man da bør kunne forandre sin skæbne, er der kun dette at sige: for det første vender skæbnen det døve øre til, hvad mennesker mener de burde eller ikke burde. Og for det andet er det ikke mennesket, der forandrer sin skæbne. Det er skæbnen, der forandrer mennesket. At forstå sin skæbne, endsige retfærdiggøre den, er hverken i moralsk eller erkendelsesmæssig forstand muligt. En moralsk dyd såsom mod, er her snarere udtryk for dumhed. Skal moral overhovedet komme på tale, må vi tale om moralsk klogskab (der som skæbnen i moralsk forstand er uafhængig af godt og ondt, under begge omfattende et fænomen som kærlighed), der er nødvendig for at kende sin skæbne.

Kære Ture,

Tor besøger Maria en tilfældig lørdag aften i efteråret 2000, nærmere bestemt den 8. oktober. Hvad der sker denne aften, er egentlig ganske ligetil, men jeg evner ikke som forfatter at beskrive det. Ikke af generthed, men måske fordi jeg ikke er forfatter, men blot en brevskriver med drømmen engang at skrive planlagte roman. Heller ikke fordi jeg ikke selv har oplevet en nøjagtig tilsvarende situation, men fordi jeg faktisk bogstavelig talt ikke kan huske et ord af, hvad der skete. Blot en ting husker jeg: at de to i løbet af aftenen ender med at elske med hinanden. Hvad jeg derimod husker klarere og kan beskrive, er at Tor denne aften så småt fyldes af en ildevarslende følelse, og at denne følelse har at gøre med Marias tro. Tor ved på dette tidspunkt, at Maria som nyfødt kristen synder mod det sjette bud, og at denne overtrædelse for Marias overbevisning er lig med dødelig skyld. Baggrunden for denne tro, et liv i en grad af lidelse, som jeg må spare læseren for, dels af mangel på kunnen, dels af hensyn til sandheden, får Tor et fattigt indblik i. Først overdøves denne viden af hans lidenskab, men i regionaltoget på vej tilbage til Sct. Hans bliver den så dominerende, at han ringer til hende, selvom klokken er over midnat da han når tilbage. Denne telefonsamtale er jeg heller ikke helt i stand til at beskrive, men visse breve jeg da har kunnet skrive, taler sit tydelige sprog om samtalens indhold: nemlig Tors ildevarslende syn. Brevet har jeg dateret den 9. oktober, altså dagen efter, og har ladet det afsende samme dag. Det lyder som følger:

”Kære Maria,

ganske kort, jeg tror det der skete lørdag aften var følgende. I toget, på vej mod Roskilde, fik jeg et syn som jeg i mindre grad har fået før. Men før var synet, der indeholdt frygtelige anelser om lidelse, ledsaget af en skønhed som for det første gjorde lidelsen til at bære, og for det andet muliggjorde en digterisk bearbejdelse. Denne håbede jeg kunne være til gavn og glæde for dig, men den gav også et slags tilsagn om noget andet. Noget som du gav mig og jeg gav dig da vi mødtes, nemlig kærlige ord, kys og kærtegn.

Dette tilsagn var altså ikke nogen løgn, og var tro mod det syn jeg fik, også idet netop kærlige ord, kys og kærtegn fik de frygtelige lidelser jeg havde set til momentvis at mindskes, ja endog overskygges af den skønhed jeg fandt i dit ansigt. Måske angik synet kun mig, men jeg tror også at den skønhed det blev ledsaget af var til gavn og glæde for dig. Du kunne mærke det, måske endog bedre end jeg kunne. Lørdag aften, derimod, den aften du i gave havde givet mig at se mærke din krop, og jeg tilsvarende, fik jeg på vejen hjem et syn om frygtelig lidelse, et syn hvori jeg så dit ansigt, lige så smukt som altid, men samtidig mærket af en sorg, der pinte mig langt ind i sjælen fordi jeg ikke forstod den og mere end noget andet længtes efter at forstå. Det var et syn du ikke havde givet mig og som jeg sidst af alt selv havde ønsket, men som bare var en realitet jeg ikke kunne bære alene.

Derfor, da vi ringede sammen, forsøgte jeg at dele dette syn med dig for beroligende at få det afkræftet gennem ord. Da fandt jeg ud af, at jeg havde fået noget du ikke havde givet mig eller på nogen måde ønsket jeg skulle få indblik i, noget så frygteligt at du ville have sparet mig for det hvis du kunne. Imidlertid var dette syn uafhængigt af både din og min vilje, og det var ikke bestemt for at blive delt, sådan som jeg ængsteligt havde håbet. Du som havde åbnet en flig af din sorg, fandt at jeg vanrøgtede denne gestus, og jeg som led under denne sorg, søgte trøst hvor der ingen trøst var at finde – netop det jeg havde anet, hvorfor jeg også hele togturen frygtede samtalen, netop idet de kærlige ord ikke var at finde når vi hver især var udenfor rækkevidde af hinandens kærtegn og ansigts udtryk.

Det er vigtigt at få sagt at vi begge var uden skyld. Dette skriver jeg sidst af alt af etisk letkøbthed. Når jeg skriver om skyld, gennemtænker jeg hver eneste stavelse mange gange. Vi var begge uden skyld, på trods af at jeg dog fik et syn der gjorde at jeg krænkede din sjælelige blufærdighed samme aften som du, i en tillid til mig som udelukkende lod sig motivere af kærlighed, lod mig mærke og nyde din nøgne krop.

Jeg var uden skyld, fordi jeg handlede ud fra hvad jeg troede var hensynet til dig. Jeg troede at mit syn lod sig forklare, og at jeg kunne forklare det på en måde som var dig til trøst. Jeg havde ikke forudsætningen for at vide, at en sorg der er så stor, en sorg af en størrelse jeg aldrig før i mit liv er stødt på, ikke lader sig forstå gennem et telefonrør, ja måske aldrig nogensinde for mig vil lade sig forstå. Og yderligere, at sorgen, på grund af den karakter den havde, ikke lod sig dele med mig som jeg så inderligt havde håbet. Selvom dette håb på togturen var ledsaget af frygtelige forudanelser, som jeg ikke lod ignorere, håbede jeg at de blot befandt sig i mit hjerte, i en pinefuld og dog betryggende afstand fra dit.

Du var uden skyld, fordi du, ud fra en udelt kærlighed som motiv, nødvendigvis i starten havde måttet fortælle om blot en flig af din sorg. Derfor var du i telefonen nødt til at få det sidste ord, alene af den grund at jeg med mit syn havde åbnet for et sår, som jeg ingen som helst kompetence havde til at hele. Hævede du en enkelt gang stemmen, var det fordi du måtte gøre det, når jeg blidt og forsøgsvis famlende søgte at rette op på blot en smule af det ondt mit syn havde forårsaget. Når jeg skriver at du i denne forbindelse sidst af alt bærer nogen skyld, er der endda dette at tilføje, at du, tvungen af omstændighederne, lod mig se dig lide over din kærligheds dyd, selv samme dyd jeg krænkede hver gang jeg lod dine smertelige ord efterfølges af mine.

Det er sådan, Maria, og var sådan lørdag aften, at lidelsen skilte os ad på trods af at ingen af os havde skyld. Forklaringen er den, at lidelsen, som er slem nok endda, i sidste ende må vægtes sådan, at den uanset omkostningerne ikke er for noget at regne i forhold til hensynet til kærligheden. Og med kærligheden mener jeg ikke, at vores forhold for enhver pris skal bestå, således som jeg kan tænke når jeg blot har tanke for mig selv, men tværtimod dette faktum, at vi begge sidst af alt ønsker at gøre hinanden ondt. Og at vi heller ikke på noget tidspunkt har gjort det, heller ikke lørdag aften. Lidelsen skilte os ad, paradoksalt nok fordi jeg nødvendigvis måtte hindres i at gøre din sorg så smertelig at den delagtiggjorde mig. Lidelsen ved denne adskillelse måtte vi begge bære, men din sorg kunne jeg, alene under hensynet til din dyd, ikke bære for dig.

Det er også vigtigt for mig at du ved, at denne tanke som Satan råber mig i øret, at vi straffes for at elske, for det første er en ondskabsfuld løgn, og for det andet er en løgn jeg ikke på noget tidspunkt har fristet dig med ved at tillægge den nogen sandhedsværdi eller værdi i det hele taget. Tirsdag aften gav du mig indblik i en kærlighed så stærk, at den, al lidelse til trods, for en stund har renset mit indre for nævnte sataniske forurening. Altså, du må ikke tro at den sorg jeg fik indblik i, på trods af at dette var utilsigtet og os begge til lidelse, har forværret min teologiske vrangforestilling. Tværtimod har den, om ikke andet så for en stund, lettet mig for den pine, hvilket for mig var godt, uanset de personlige omkostninger jeg efterfølgende har måttet bære. Med andre ord, min samvittighed er mindre sort end den faktisk var tirsdag formiddag.

Dette tror jeg for mig var hensigten med vores adskillelse, men jeg tror også den har haft en hensigt for dig. Trods du, tvungen af omstændighederne, måtte åbenbare en sorg som jeg intet krav havde på at få indsigt i, tror jeg ikke at dette, trods tanken kunne have været mig nærliggende, var nogen straf, alene af den grund at du, uden at det var villet hverken fra min eller din side, gav mig indblik i noget så kostbart at det egentlig overgår min forstand. Har du oplevet det som en straf, så har strafferen ikke været kærligheden, men tværtimod den skæbne, der gav mig et syn som det oversteg mine evner at formulere med den blidhed, forsigtighed og hensynsfuldhed som situationen krævede. Imidlertid har dette, trods at det har haft personlige omkostninger, ikke for mig været en straf. Skæbnen har villet det sådan, at jeg har set noget af din sorg, og at jeg ikke, til dels fordi verden er som den er, på nogen måde havde mulighed for blot at glemme eller fortrænge den, og efterfølgende nødvendigvis måtte krænke din blufærdighed. Men den måde du kæmpede for din dyd, har siden hen blot bestyrket mig i troen på, at de tilsagn jeg har givet, på trods af at jeg trådte i spinaten, mere end nogen sinde har gyldighed og derved for en stund stadig vil kunne være dig og mig en kilde til gavn og glæde.

Den skæbne, der påkalder sig selv sandhedens navn, selv samme skæbne som påkaldte sig mit syn uden på nogen måde at meddele sig med kærlighedens gloser, det er den sande kilde til lidelse. Og selvom den påkalder sig sandhedens navn, vil den altid betinges af løgnen. Uden løgn, ingen sandhed, de er sammenfiltret i en grad at det er mig umuligt at adskille dem. Kærligheden, derimod, har ingen modsætning og stiller således ingen betingelser for sin eksistens. Derfor, når det kan se ud som om vi straffes for vores kærlighed, er det faktisk i virkeligheden det modsatte der er tilfældet. Skæbnen straffer os, den skæbne vi nødvendigvis af et helt og fuldt hjerte betingelsesløst elsker.

Hvor betingelsesløst du elsker, Maria, trods at din skæbne har været og er som den er, fylder mig med både glæde og sorg, men jeg kan sige dig med fuld vished, at glæden er større end sorgen. Ja, selv fra det fortvivlede øjeblik, da vi natten til søndag lagde røret på, har alle de tårer jeg har grædt blot bekræftet kærlighedens fulde og sande eksistens, den kærlighed der aldrig blot søger sit eget. Den kærlighed du rummer, både til mig, men også til noget andet og større, og den kærlighed jeg rummer, som ene og alene finder glæde i at delagtiggøres i din, var omstændighederne for denne delagtiggørelse end frygteligt smertefulde. Maria, du sætter grænsen for denne delagtiggørelse, men jeg kan fortælle dig at jeg flere gange dagligt siden i lørdags, når jeg har været alene, er brudt ud i gråd. Ikke på grund af nogen skyld, ikke på grund af mislyde i vores forhold, men på grund af tanken om dine lidelser og den ondskab skæbnen har vist dig. Dog må jeg sige nu for første gang, at der desværre også er grænser for hvor meget jeg kan tåle. Hvor meget jeg end ønsker det anderledes, hvor meget jeg end holder af dig, er grænsen for hvornår jeg i mit hjerte risikerer en uoprettelig skade i disse dage så småt ved at være nået.

Når du om lidt er færdig med at læse dette brev, Maria, så ængstes jeg godt nok en lille smule for dit ansigts udtryk, men denne ængstelse overgås da langt over glæden over da, på trods af skæbnen, at tro at kende dig en lille smule mere, og trods alt, sådan tror jeg, at beroliges for mine pinefulde forudanelser lørdag aften. For jeg tror da at kunne læse i dit ansigt en kærlighed, ikke nødvendigvis til mig, men en kærlighed som blidt og uden vold fortæller mig, al lidelse til trods, at du elsker. Og at du sidst af alt, for dette har dit ansigt at sige, nogensinde vil straffes for denne kærlighed, ja at selv skæbnen må føje sig for noget der er større, noget du på foranledning af skæbnen under pinsel åbenbarede for mig lørdag aften. Intet mere behøver der at siges i denne sag.

På intet tidspunkt, mens jeg har skrevet dette, har jeg glemt hvad du i øvrigt går igennem for tiden af anfægtelse og sjælelig lidelse. Jeg har det med denne og dem, som når man har haft et mareridt en forgangen nat: i løbet af dagen mindes man om det i enkelte øjeblikke, øjeblikke som jeg nødvendigvis med alle mine kræfter må fortrænge fra min bevidsthed i andres selskab, velvidende at det er meget få øjeblikke, dag eller nat, hvor dette mareridt for dig ikke er en håndfast realitet. Dog, når jeg er sammen med dig, beroliges jeg i hvert fald på dette punkt, også selvom jeg ved at du ikke omtaler smerterne for mig. Alligevel, når jeg kan nyde dit ansigt, er din erindring mere som en smuk drøm. Det er den måde jeg har overlevet mit liv, nemlig i kraft af min mentale status som digter.

Slutteligt vil jeg gerne fortælle dig om de dårlige forudanelser angående din sorg jeg har haft. Allerede kort før vi mødtes hos dig, havde jeg nogle dage, hvor jeg var frygtelig forpint. Hvad denne forpinthed skyldtes, ved jeg ikke, men midt i min glæde over at være sammen med dig på afdelingen, vendte denne forpinthed tilbage med langsomt eskalerende styrke når vi ikke var sammen. Lørdag begyndte slutteligt en dårlig anelse at pine mig også i dit selskab, særlig da du sagde at du var skræmt. Som du sagde: på en god måde. Jeg svarede ikke rigtig, for inde i mig følte jeg at du med din formulering havde foregrebet noget, men noget jeg anede ikke var godt. I dagene før, i min forpinthed, mærkede jeg den samme angst, men tilskrev den den sygdom der i Højsangen ene og alene skyldtes den elskedes fravær (Højs.2,5-8). Men Højsangen går dybere end blot til denne frase, idet det midt i stykket pointeres, som var det personligt henvendt til mig: ”Gør ikke kærligheden uro, væk den ikke før den ønsker det selv!” (Højs.2,7). En sådan besværgelse går langt ud over den rent erotiske kærlighed, den omhandler også en ”sygdom” som er forårsaget af det jeg tror du kalder ”sjælskærlighed”. Ikke fordi der var blot mindste antydning af synd i vores fælles kærtegn lørdag aften, men skæbnen havde villet det så ondskabsfuldt, at denne aften skulle bringe en sorg som netop Højsangen advarede imod. Ikke at den ulykkelige åbenbarelse af denne var forårsaget af kødelig synd, men skæbnen ville det blot sådan at der var tale om et frygteligt sammentræf. Jeg kan ikke fra dens side forstå dette sammentræf som udtryk for andet end ren ondskab, og dog delte vi kærligheden denne aften, både i dens nydelse og sorg. Højsangens, og dermed Guds, advarsel gik ikke på kødeligheden, men på uagtsomhed overfor skæbnen, en skæbne for hvilken vi uden synd var blevet udset som ofre.

Jeg må tage ordene i Højsangen alvorligt, Maria. Dette betyder ikke at vi ikke skal ses, men at vi ikke langt før tidens fylde skal vække nogle kræfter så stærke, at vi, som begge står i en svær situation, brænder os selv og hinanden op. Hvorledes vi undgår dette må vi bruge disse dage til at tale om. Heller ikke jeg kan tåle mere. Selvom jeg skjuler det for dig, vil vores forhold kunne få skæbnesvangre konsekvenser for resten af mit liv.

Kærlig hilsen Tor.”

Efter at have sendt dette brev, og efter at Maria søndag aften returnerede til U2, talte de kort sammen, og besluttede at afslutte deres erotiske forhold. Som de begge sagde; i hvert fald for en tid. Hvad de dermed havde i tankerne, fortalte de ikke hinanden, men undgik at være alene sammen på afdelingen. I al denne tid skete det for Tor, at han begyndte at tvivle om Højsangens advarsel, ja, at tvivle om alt hvad Bibelen siger. Han holder også helt op med at bede. Modsat tilbringer Maria mere og mere af sin tid i Faderhuset. Dog, som månederne gik, begyndte de igen at søge hinandens selskab. Da tiden nærmede sig jul, og de talte sammen om juleaften, fandt de ud af, at de begge kun havde den psykiatriske afdeling at fejre denne på. Faktisk havde Tor, gennem en kvindelig bekendt fra et psykiatrisk bofællesskab, fået et tilbud om at holde den sammen med hende, men dette tilbud fortalte han ikke Maria om. I stedet besluttede de i fællesskab at holde juleaften sammen i Marias lejlighed.

Nu er jeg lidt træt, og føler mig for skrøbelig og hudløs til at fortælle om denne juleaften. I næste brev, Ture, skal jeg nok berette om, hvad der da vil ske. Og hvad der da skete.

Kærlig hilsen Martin.

Kære Ture,

så skal jeg til det. Jeg vil beskrive i detaljer hvad der sker om dagen, aftenen og natten den 24. december år 2000 med Tor og Maria.

Ser du, længe har Tor og Maria, efter at det er gået op for Tor til fulde, hvor intenst Marias hjerte brænder for Jesus, bestemt sig for at holde juleaften sammen. Hvad de hver for sig i dagene, aftenerne og nætterne op til da har troet ville ske denne juleaften, er det langt ud over brevets hensigt at beskrive. Og måske også ud over mine digteriske evner. I hvert fald mødes de, fulde af en ætsende blanding af frygt og forventning, i Marias lejlighed i Sjællandsgadekvarteret. Og da de først er mødtes opstår mellem dem en spænding, som i løbet af aftenen skal slå over i åben konflikt. Ikke at de skændes. Men Maria ønsker intet mere brændende denne aften end at vinde Tor for Jesus. Og samtidig har Tor hele dagen vidst dette, og har beslutte sig for, som i en inderlig og dybfølt, men bestemt trods, at afvise Marias tros begærlighed, idet den for en ild for ham synes at true med at brænde hans sjæl op. Brænde alt hvad han ejer i sig af tiltro til kærligheden, for udelukkende at reservere denne tiltro til Gud. Og ikke blot til Jesus, men til Faderen. Tor ved jo, at Maria, med sin sjæls hele ildhu, er begyndt at komme til gruppemøderne i Faderhuset i Griffenfeldsgade, en menighed for hvem den elskov de mange gange har delt har været hor, og været at sidestille med drab. Tor ved det, og har i det sidste lange stykke tid holdt igen, men har gjort det af angst, en stadig voksende angst for Marias brændende kærlighed. Og Maria har afvist alle forsøg på kærtegn, efter gang på gang at have fået prædiket huden fuld i Griffenfeldsgade. Også dette til trods for at hendes sjæl har været stadigt mere og mere vankelmodig.

Da de efter aftensmaden på Marias foranledning beder sammen, forlader, som i flugt, alt mod Tors bløde sind. Og pludselig , pludselig, gribes han af rædsel for sin elskede. Som voksede der hjørnetænder i hendes mund, som var ethvert af hendes bedende ord besværgelser fra en heks i forklædning, som afklædte heksen sig sin ham i et pludseligt og frygteligt skue. Kort og godt, som var Maria såvel som Faderen Satan selv. I ethvert ord, i ethvert ønsket kærtegn gennemsyres hans krop hans krop nu af den forvandling hans elskede synes at gennemgå lige foran hans vantro øjne. Og Maria begynder efter bønnen at tale til ham, og at tale til ham med ord som har været længe ventet og frygtet. Men han hører dem ikke, han kan ikke høre dem af blot og bar rædsel. Udelukkende forsøger han at gribe efter den beroligende stemme i sit hoved, som han der plejer at kunne høre i rolige stunder. Man han kan ikke finde den. Han finder kun Marias stemme, og selvom ham ikke kan koncentrere sig om, hvad hun siger, så kan han pludselig ikke længere finde sin egen stemme. Han kan kun finde hendes, men ikke blød og kærlig som den var, men skærende og forvrænget.

Udenfor Tors hoved taler Maria så blødt og salvelsesfuldt som hun kan, men mærker mere og mere Tors fravær. Uden at hun ønsker det, som skete det langsomt og glidende fra sekund til sekund, minut over minut, time til time, bliver hendes stemme hård.

Da sker der pludselig noget. Tor, der har kæmpet en skånselsløs kamp for at holde igen, begynder at græde. Først stille og forsagt, dernæst højt og nærmest hulkende. Og som i glimt bag snot og tårer, ser han Maria stivne. Han ser ikke længere nogen som helst heks, men en forskrækket, ja, pludselig forstenet, pige på 23 år. For første gang, da han ser hende i øjnene, ja, for første gang ser overhovedet nogen, frygten i hendes blik. Denne pige, der aldrig frygtede nogen eller noget, og aldrig har vist mindste tegn på frygt, bortset fra da hun, for fortælleren uanet grunden, græd første gang han så hende. Aldrig siden har han, nærmest påfaldende, forekommer det ham, set hende forkrampet af angst. Langsomt, da han ser hende i øjnene, som i et djævelsk syn, begynder han at skimte frygten. Og han væmmes ved alle de kærtegn, han så inderligt har givet hende. Alligevel sker det nu, som på skæbnens uforsonlige og ubøjelige, men tillige ubøjeligt nødvendige ordre, begynder hun forsigtigt og lidt famlende at kærtegne hans øre og forgrædte ansigt. Og som aftenen udvikler sig, ender begge med at bedyre deres kærlighed uden ord, med blot det ene gensidige løfte, hvisket fra begge parter, at denne elskovs nat bliver den sidste. For Tor er den nødvendig, og nødvendigvis for dem begge må de elske og sove sammen, for derefter endegyldigt at forlade hinanden. Men stadig som det nærmer sig midnat, har angsten for længst taget kontrol over hans hjerte, som han selv som en lille dreng er flygtet fra, for at tage sin sidste tilflugt i Marias skød. Som havde alle andre følelser forladt hans spinkle krop, der udelukkende blindt adlyder skæbnens uudsagte ordrer. Så meget mere væmmes han hemmeligt i sit inderste ved sine kærtegn. Han føler, at han til fulde har forrådt kærligheden, ja, at han har gjort det i dobbelt forstand. Ikke kun har han forledt Maria til at hor trods hendes hjertes løfte, dette som helvedesprofeterne i Griffenfeldsgade har brændt ind i Marias sind, er at sidestille med drab, men tillige har han, modsat Maria, forstilt sig. Det hjertes løfte Maria har brudt, har hun brudt ene og alene af kærlighed til ham, og han har blot kunnet svare med at forstille sig. Han har, modsat Marias udsagte og dog smerteligt anfægtede og udtrykkelige nærvær, ikke været nærværende i sine kærtegn. Hvor hun har givet langt mere af sin sjæl, end hun selv ejede, og har gjort det uden at måtte det, havde han natten igennem fornægtet hende sin. Hvor hun, i kærlighed til ham, bevidst har måtte spotte sin Gud og bryde hvert bud i loven, idet hun har brudt blot ét, har Tors angst nægtet hende sit hjerte.

Og han vidste at hun, så snart hun vågnede til dagens lys, ville kunne se det med det blotte øje på ham, på hans bevægelser, på øjnene og munden og på hans dirrende hænder. Og han ville ikke, om så fanden skulle tage ham, lade dette ske. Derfor, da han vågner før hende, fyldes han langsomt af en forunderlig ro, samme ro som selvmorderen finder i dødens stund. Han rejser sig stille, med meget møje for ikke at vække hende, og går stålsat ud mod hendes badeværelse. I badeværelset finder og tømmer han samtlige pilleglas, deriblandt to fulde med Anafranil, og tager skyndsomt sit tøj på. Som i en slags rutine, som var afslutningen så nær, at roen synes endeligt at have grebet hver fiber i hans krop, forlader han lejligheden og den sovende Maria efter et ømt farvelkys, og dog banalt i sin forsigtighed, for ikke at vække hende. Som havde han allerede forladt livet, og døden allerede blevet en vane.

Efter at have forladt lejligheden går han på må og få, og dog finder han, efterhånden noget døsig, at hans skridt i disse tidlige morgentimer overraskende nok alligevel har haft retning. Da han når krydset ved Tagensvej, forstår han bedre hvorfor han har haft denne følelse. Han skimter juletræet på toppen af Rigshospitalets monumentale betonbygning i baggrunden. Han er på vej mod Borgmester Jensens Alle, den psykiatriske modtagelse på afdeling O. Meget mere husker han faktisk ikke.

Som forfatter, imidlertid, kan jeg supplere med at fortælle, at han efter en kort samtale med oversygeplejersken øjeblikkeligt køres til udpumpning. Derefter går turen til Sct. Hans, efter lægelig vurdering ikke tilbage til U2, men til den lukkede afdeling, tvangsindlagt på røde papirer. Afdeling U1.

Desuden vil jeg indvie dig i hvordan mit manuskript har formet sig angående denne aften. Det lyder som følger.

(…)

Tor kælede for Maria, men de kys og kærtegn han gav, forekom ham

(hun mærker det ikke, hun mærker det ikke)

underligt mekaniske, selvom han anstrengte sig alt det han kunne.

(hykler!)

Maria kiggede på Tor med et mærkeligt og ubestemmeligt

(ja, netop, mærkeligt og ubestemmeligt)

smil, og han havde følt sig underligt forlegen ved at stå nøgen, hvis ikke det var for den rene og skære følelse af rædsel.

(de ulvetænder, hvad vil de…?)

- Læg dig ned på ryggen.

Han lagde sig ned på sengen med armene strakt ud til siden.

(som skulle jeg korsfæstes)

En underligt skrækindjagende følelse af sær nydelse gennemstrømmede ham, da hun også havde klædt sig nøgen og begyndte at kærtegne hans køn.

(for fanden, bare den nu vil stå ordentligt, bare jeg ikke havde taget al den.... Rivotril…jo…)

Hun havde sat sig på knæene, bøjet sig ned og lukket sine læber om glansen.

(de fandens hugtænder)

Han rystede af skræk, men beherskede sig og fik i sine tanker en underligt stærk, men velgørende følelse, som brød hjertet gennem hans hoved, for derved at frelse ham for pinen. At det kunne have været anderledes. En følelse der dog også krævede beherskelse, for ikke igen at blotte sig for disse ulvetænder og bryde ud i gråd. Pludselig ramte også en anden tanke ham, en tanke der syntes at komme et helt andet sted fra; hvad smagte han af?

(af nåde, sandhed og kærlighed?)

Tanken ramte ham, som kom den udefra, fra et andet sted, en anden lejlighed i myriaden af lejligheder denne aften på Indre Nørrebro? Skete der noget med en art idiosynkratisk lighed et sted på brokvarteret i dette øjeblik? Han vidste ikke hvorfra denne tanke kom, og blev også afledt fra al den slags tanker, da Maria gik fra at slikke glansen til med stødende bevægelser at bevæge hele mundhulen frem og tilbage på

(å ja, hvad ville en kristen kalde den tingest, den der smager af nåde, sandhed og kærlighed?)

hans erigerede lem, mens alskens blasfemiske tanker fløj gennem hans hoved, pludseligt afledt af en isnende tanke, der ramte ham under en stadigt stigende blanding af ophidselse, hivende åndedræt og angst.

(voldtægt)

Hendes gryntende smaskelyde blev afledt af en besynderlig tanke.

(en kvinde kan da ikke voldtage en mand? Og dog)

Rædslen tog til,

(hvad med den udsendelse i radioen, hvor de havde diskuteret uagtsom voldtægt; at et menneske kunne voldtage et andet uden at være sig det bevidst

Sådan, Ture, har jeg tænkt mig finalen i min tragedie. Hvad der siden sker, hvordan han underkastes civilretspsykiatriens møllesten, og de næste par år bliver fast inventar på U1, det må en anden fortælle. Det er også sådan en kedelig historie. Derimod, kære Ture, vil jeg gerne forsøgende udrede, hvad der sker med Maria fra det øjeblik vi efterlod hende sovende i sin lejlighed i Sjællandsgadekvarteret. Men det bliver en anden gang. Efter denne aftens tour de force, har jeg kun tilbage at kaste mig på sengen og lade pilletrætheden gribe mig. Hvis jeg kan. Så småt har jeg nemlig, mens jeg har skrevet, ud af mit lille vindue skimtet noget, og har lagt mærke til en enkelt detalje i mørket. Et sted nogenlunde midt på himlen befinder der sig nemlig en nydelig lille og fin kuglerund fuldmåne…

Kærlig hilsen Martin.

Kære Ture,

Faktisk fik Tor, efter at have sundet sig en lille smule på U1, skrevet et brev til Maria, om end han aldrig fik det afsendt. Det lyder som følger.

”Kære Maria,

som jeg tror du har det nu, er du måske forbi det punkt, hvor du havde erotiske følelser for mig. På sær vis er min reaktion blot så meget desto mere at elske dig. Sært fordi kærlighed ofte forbindes med skønhed, og skønhed dernæst med erotisk tiltrækningskraft. Sært fordi en sådan kontakt som vores ud fra et æstetisk synspunkt måtte forekomme særdeles uskøn, og fordi du som dagene er forløbet ifølge æstetikeren angiveligt måtte tabe i skønhed. Dette er altså blot ikke tilfældet. Som jeg mærkede dig, gennem slør for slør af sansebedrag, mærkede jeg mig i dit ansigt at have fundet en skønhed, der for det erotiske blik er uopnåelig. En skønhed der på sær vis, og dette er det egentligt sære, stammer fra din skæbne, fra det liv du har måttet leve. En skønhed der for mange digtere ville være uforståelig, eller i hvert fald uformulerbar i ord, men for mig tværtimod er det punkt, fra hvilket enhver forståelse starter. Stadig forstår jeg ikke meget, det ved jeg, men måske er jeg begyndt på det. Måske er nævnte skønhed blot opnåelig, når erotikkens maskerade er ført til ende. Er dette sandheden, skulle man ikke synes, at kærligheden havde meget at glæde sig over. Og dog, Maria, måske netop da glæder kærligheden sig, vel at mærke på dine og mine vegne, måske ikke. Måtte en sådan kærligheds glæde end forekomme mangen en digter meget prosaisk, er der kun dertil at føje, at sådanne digtere, som skrevet står, blot er ude af stand til at stå til ansvar overfor virkeligheden. Overfor skæbnen, som stiller sig indifferent overfor kærlighedens glæde, der således reduceres til et digterisk credo. En trosbekendelse, jeg ikke, tillige med alle andre trosbekendelser, kan tilslutte mig. Og dog, når jeg skriver, at kærligheden glæder sig på dine og mine vegne, er det gennem sansebedragets optik. Dette som bedrog mig, og dette som nu lader kærligheden sig glæde. Måske fordi du lod dig bedrage såvel som mig, og dog alligevel, til trosbekendelsens sorg, stod til ansvar overfor virkeligheden og den skæbne, der er blevet afkrævet dig. Digteren vil aldrig være meget andet end en skjald, altså en digter der synger den dydiges pris. Dyd her vel at mærke ikke forstået som moralsk strenghed, men heller ikke sagtmodighed og da slet ikke enfoldighed. Det er vel nærmest at forstå sådan, som man siger, at dyden bliver gjort af nødvendighed. Nogle af os bliver faktisk afkrævet at stå til regnskab overfor virkeligheden, og blandt disse er vi. At lovprise dig er dermed en glæde for den kærlighed, der således, modsat den æstetiske digter, ikke efterlader sandheden som en anden dæmon. Den kærlighed som er underlagt skæbnens ubønhørlighed.

Når det så er sagt, har jeg følgende at sige om vores afsluttede elskovsforhold, at det der gjorde mest ondt på mig, var at du af hele hjertet ville give mig – og gav mig - en gave, uden at jeg kunne tage imod den. Og jeg tænker vel at mærke ikke her på seksuelle ydelser af nogen art, som sædvanligvis omregnes i sjælelig valuta, men derimod på den gave i ånden som din blotte lidenskab og sanselighed var. Hvad enten du mærkede det i mine famlende kærtegn eller du først forstår det nu, bør du dog vide dette: hvad du gav mig, alt til trods, er stadig fæstnet i min erindring som en art skæbnens fødselshjælper. Måske forstod jeg ikke at tage din gave hin nat, men en eller anden dag vil jeg til fulde tage imod den. Er den elskedes krop da en anden, vil denne blot med mig kunne glæde sig ved din gave i kærligheds sælsomme mangfoldighed og delelighed. Og jeg tænker ikke på, at denne da vil høste, hvad du såede: nej, begavelsen vil være trefoldigt fordelt, thi også denne såvel som jeg ville have givet alt hvad vi kunne, var dette end langt mindre end hvad en digter måtte love. Og dog faktisk mere, for så vidt at udførelsen af selv det mest spagfærdige og ængstelige kys også for ordets artist er at regne for et større gavekort end dets forjættelses samlede glossarium. Fordi inderligheden i ord, hvor dyrt de end sværger, altid er for mindre at regne end i det faktiske kys. Eller rettere sagt, var at regne, fordi ordene i inderlighed måske nu kan rumme så meget desto større vægt, når de blot nogle få gange har været gjort til genstand for en nattestunds varmhjertede, men skæbnesvangert fordringsfulde realitetstestning.

Kære Ture,

Men følelsen er og vil det øjensynlig anderledes. Den lader sig mærke med en sådan varme og trøst, at jeg faktisk tror, at det ikke blot er meningen at det kunne have været anderledes, sådan som jeg famlende søger at oversætte den til det danske sprog. Yderligere tror jeg, at dette kunne, i og med det for forståelsens skyld tilføjede faktisk (jævnfør igen den meget bedre engelske formulering : ”it just might have been different”), skal forstås i den sproglige betydning af præsensformen kan, altså: at det kan have været anderledes. Dette ændrer, grundet sprogets fattigdom i forhold til følelsernes uendelige nuanceringer, noget så pludselig ved alting. Væk er den irreale præteritum, og ind på scenen træder præsens. Imidlertid er det imellem disse to former for tempus, og den uendelige plads til nuancerigdom og mangesidighed der her lades plads til, at følelsen i dens fulde betydning skal lade sig forklare.

Men hvad er der rent sprogligt imellem irrealt præteritum og præsens, og hvordan lader det sig dog udtrykke og forklare, når der nu engang til denne følelse overhovedet ingen passende tempus findes? Dette kræver en lang forklaring, men denne forklaring vil tillige være grunden til, at bogen overhovedet lader sig holde ud at læse, fordi indholdet, som du på den ene eller anden måde senere vil få det tragiske kendskab til, nødvendiggør visheden om, ikke blot at det kunne have været anderledes, men tilligemed, at det altså muligvis kan have været anderledes.

Og dog er der som nævnt en tredje mulighed, nemlig, som jeg indledningsvis gjorde, at blive i irrealt præterirum, men omskrive den fra perfektum (førnutid: det kunne have været anderledes) til præsens (nutid: det kunne være anderledes). Her befinder vi os i grænseområdet mellem at kunne og kan have været anderledes. Således bruger vi til fulde ordet ”at kunne” som modalverbum, og giver hermed udtryk for en faktisk mulighed. Det er måske, uanet sprogets jungle af modstand og modsigelse, sådan følelsen egentlig er: at det kunne være anderledes. Havde dette ikke følelsens mening, at muligheden virkelig var, og er, til stede, havde den ikke virket som den trøst den virkede som. Dels slog sproget knuder i oversættelsen fra følelse til ord, dels har den oprindelige formulering rod i en tanke, som jeg senere vil komme ind på. Her tænker jeg på vores åndsbeslægtede tanker angående det du kalder ”den evige gentagelse”, nemlig at der for mig er et filosofisk lighedstegn mellem alle tempi: hvad der var, har eller havde været er nøjagtig det samme som det der er og vil være. Alting går igen ned til mindste detalje. Deraf, blandt andet, tragedien.

Men det var et sidespring, eller rettere, frem- og tilbagespring, for når du læser denne bog vil du uvægerligt før eller siden støde på tanken. Imidlertid tilbage til formuleringen: at det kunne være anderledes. Senere vil du få et vist indblik i, hvad der kunne have været anderledes, nemlig den senere udredte givne skæbne. Nu, derimod, tænker jeg på skæbnen i det hele taget, og hvordan den faktisk kunne være anderledes. Og således også have været det. Mere derom i morgen.

Kærlig hilsen Martin.

Kære Ture,

som lovet vil jeg gerne lige forklare dig, hvorfor det, at noget kunne have været eller kunne være anderledes, egentlig er udtryk for nøjagtig det samme. Om end der er den konkrete forskel, om den angår min tragedie, eller om den angår skæbnen i det hele taget, og således rent sprogligt må have to forskellige formuleringer, er der i absolut forstand ingen forskel. Som sagt; hvad der har været, er nøjagtig det samme som det der er, således som det, der kunne have været, er det samme som det, der kunne være. Således skrives der også i Prædikerens Bog, den eneste bog i Bibelen der bekræfter mine tanker: ”Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under solen. Kommer der noget, om hvilket man siger: ”Se, her er da noget nyt!” det har dog for længst været til i tiderne forud for os”.

For Prædikeren, kan man sige, kunne tingene hverken være eller have været anderledes. Det kan, og er, de imidlertid for Gud. Således kan han skrive: ”Alt har han skabt smukt til rette tid; også evigheden har han lagt i deres hjerte, dog således at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket. Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet gode for dem, end at glæde sig og have det godt, så længe de lever” (underforstået: i total uvidenhed!). Yderligere skriver han: ”Jeg vendte min hu til at fatte, hvad der er visdom og kundskab, og hvad der er dårskab og tåbelighed; jeg skønnede, at også det er jag efter vind”. Og med ”jag efter vind”, må forstås, som overskriften lyder, at al stræben efter visdom er spildt, fordi, som Prædikeren siger at alt, inklusiv denne, blot er tomhed, et nihil, det store intet. Selv når han skriver, at Gud, til det menneske som er godt i hans øjne, giver visdom, kundskab og glæde, må han konkludere, at selv en sådan gave er nyttesløs, idet også denne, selve Guds gave, blot er ”tomhed og jag efter vind”, som sagt, erkendelsesmæssigt er at betragte som ingenting.