Ture Lykkegaard
ER DU ENSOM I NAT?
Tilegnet Elvis Presley, i håbet om at bogen ville have været til trøst, opbyggelse og morskab for ham.
INDLEDNINGSBØN
I BEGYNDELSEN VAR ELVIS…
ER DU ENSOM I NAT?
EN BØN I NATTEN
APPENDIKS
INDLEDNINGSBØN
Herre, for et moderne menneske, der læser i Bibelen, er det slående, hvor lidt der står at læse om ensomhed. Især når man sammenligner med den elvisologiske mytologi, hvor ensomhed indtager en ganske central rolle.
Sammenligner man, med denne in mente, stemmens beskrivelse af ensomhed i de to første vers af Heartbreak Hotel med din ensomhed i Getsemane have, forstår man bedre, hvorfor denne sang alene med dens åbning blev en milepæl i musikhistorien. Først et skrig af smerte med end som klimaks (Well, since my baby left me/ I found a new place to dwell/ It’s down at the end of lonely street/ at Heartbreak Hotel), der under tung vejrtrækning løber ud i en stønnen hele vejen gennem omkvædet (You make me so lonely baby/ I get so lonely/ I get so lonely I could die). Langsomt. Drævende. Bluesy.
Elvis, der på 40 sekunder stønner sig gennem et helt århundredes ophobede ensomhed, bruger med sin stemme sensualiteten som udtryksmiddel, og dog vil den aldrig føre ham andre steder, end endnu dybere ind i den ensomhed, der klagende synes forladt af alt og alle. Endog hævder han at kunne dø, og man tror ham bogstaveligt talt, stemmeføringen taget i betragtning.
Men hvor Elvis kredser om sig selv, søgte du i bøn Gud. Hvor Elvis søger andre ensomme mennesker uden anden fællesnævner end en ensomhed, der ikke lader sig dele (And though it’s always crowded/ you still can find some room/ Where broken hearted lovers/ do cry away their gloom), søgte du alene Gud; modsat Elvis havde du ikke noget publikum, og søgte ikke, som i sangen, nogen at dele ensomheden med, andre end Gud.
Hvor Elvis er vraget af sin elskling, og derfor søger fællesskabets ensomhed overfor Gud, blev din bøn nægtet af Gud, hvorefter du søgte ensomhedens fællesskab med mennesker, for at frelse ethvert ensomt menneske, der tror, og for at kende, lide og dele med os den ensomhed overfor Gud, som synes at være det moderne menneskes lod, sådan som det med Elvis’ stemmeføring så fremragende kommer til udtryk.
Hvor Gud er fraværende, ja, end ikke nævnt, ser man sensualitetens bagside, sådan som også du led under den, dog uden synd, men med både midler og magt til at åbenbare Guds tilstedeværelse, for derefter aldrig at forlade os igen.
Amen.
I BEGYNDELSEN VAR ELVIS…
I
Forfatteren tænker herefter lidt. For med denne single fra januar 1956 blev Elvis i løbet af få måneder verdensberømt, pudsigt nok. Pudsigt, fordi denne rock-klassiker sagde mere om hans fremtidige skæbne, end nogen på det tidspunkt kunne vide, inklusiv ham selv. Hvordan han året efter skulle flytte til sit eget private Heartbreak Hotel. Et overflødighedshorn af excentrisk indrettede palæer som ramme om et stadigt mere og mere bizart liv. Med en skærende ironi, som er typisk for myten Elvis Presley, blev det navngivet ’Graceland’. Her blev formen støbt til en stadig og stadig til vanvid stigende grad af ensomhed. En ensomhed, der blev godt understøttet af spytslikkere, kvaksalvere og et løbende overforbrug af kvinder og alt fra stærk sovemedicin og morfin til psykofarmaka og amfetamin. Da han faldt død om på toilettet på Graceland godt 20 år senere, var han endt, hvor han startede, som havde han i sarkasme vandret jorden rundt og ramt sit eget spor; det billige luderhotel, down at the end of lonely street…
Before Elvis, there was nothing, sagde John Lennon. Måske havde han ret i mere end én forstand. Eller i hvert fald, tillige i min forstand, som får sværere og sværere ved at finde ud af, hvor den begynder, og Elvis slutter. Eller omvendt. Og i øvrigt; hvis der intet var før Elvis, hvad er der så efter, udover skæbnefællesskabet?
II
Det er ikke min mening
at gøre dig urolig
eller volde dig besvær
jeg kender dig jo ikke,
som det hedder sig
når man undslår sig
kærlighedens kendskab
til den ukendte
og dog mener jeg at kende
til et endnu ukendt digt
der afkræver mig formulering
og som modsat mig
påstår at kende dig
men jeg skriver det ikke
dels fordi jeg ikke kan skrive det
men blot formode
at læse det i dit ansigt
og dels fordi ethvert citat
jeg her måtte søge
hvis jeg kunne skrive det
måske ville gøre dig urolig
eller volde dig besvær
ved sit ønske om
at skrives ned
i form af en parafrase
som nok i dit ansigts kendskab
til denne ukendtes kærlighed
kan læses, men måske aldrig skrives:
den formulering der nok søger dig
men som løsrevne vers
i mit røgfyldte værelse
ængsteligt pustes ud
velvidende at dit ansigt
måske slet ikke ønsker at citeres.
Elvis? Elvis…hør, forfatteren ville jo ikke gøre dig utilpas. Det var jo ikke det, der var meningen, vel? Se nu det digt, han har skrevet til dig. Han ved, Gud må vide hvorfra, at dit ansigt, ja, at netop dit ansigt måske slet ikke ønskede at citeres…Fordi…fordi det egentlig intet havde at sige. Det kunne ligne alt mellem himmel og jord og være guddommeligt smukt. Og det var sandt nok et ansigt, og ingen maske. Men ansigtet evnede ikke at være til, men kun at se ud. Du var Elvis, men du var aldrig dig selv, har jeg ikke ret i det…bare en lille smule…? Og dog, nej. For du er jo Elvis. Du er jo Elvis, og din stemme kan ikke citeres, og vil i øvrigt aldrig kunne citeres, således som den aldrig vil kunne ses, men blot høres. Som den lyd af virkelighed blot den, der har ører, kan høre, og som lige så lidt som vindens susen kan citeres. Den susen der, alt efter øret, der hører, for den ensomme i natten både kan rumme endeløs tomhed…og hele evangeliefortællingens genfødelse.
Det var bedre. Så langt mere nænsomt. Og inderligt, ikke sandt? Ah, forfatteren mærker ensomheden svinde en smule. Ja, mere end en smule. Han føler også, at hans kristne bekendelse så småt er ved at vende tilbage. Ja, og i en mere sober udgave, forstår du. Og han kom til at tænke på dit smil. Altså, hvordan han nu forestiller sig dit smil. Og i øvrigt, alt dette med at underholde. Hvilken rolle, selv i et digt, spiller det dog i forhold til inderlighedens udtryk, sådan som han nu forestiller sig dit smil? Ja, hvilken rolle spiller overhovedet tanken om dit smil, når nu han formoder, at du smiler til ham uden tanke for noget? Hør blot, hvad han forestiller sig herom:
Når du smiler
synes vejen mellem
tanke og handling
at være så kort
at du når mig
før jeg når at tænke
og tænke på alt det
som ethvert digt
hæsblæsende søger
at nå at blive
og derfor aldrig
øjebliksvis kan siges
bare at være
men som dit smil
længere end noget
af mig kendt øjeblik
både når og er
nemlig tanken som handling.
Kære Elvis, dit vidunderlige smil…eller, undskyld, dine vidunderlige smil…for smilene var i flertal, var de ikke? Ja, i dobbelt forstand, hvis man kan sige det sådan, for der var mange af dem, rigtig mange. Og lige så ens mange af dem var, lige så vidt forskellige var de. Det er det, der er det virkelig skøre. For egentlig skulle man tro, at et smil var et smil. Men på det punkt er det dig, og ikke mig, der er eksperten. Det er sikkert og vist.
Det regnede i nat
ja, det regnede i nat
da jeg bestemte mig for
at skrive et digt til dig
om hver dråbe der spredtes
på den mørke asfalt
og om lyset i gadelampens skær
uden hvilket jeg aldrig
havde set eller lagt mærke
til nogen regn
og vel heller ikke til dig
men netop som digtet begyndte
at ville samle op dit hjertes skår
og enhver metafor ville
så meget mere end
den nogensinde ville kunne
bemærkede det tillige
som med et bittersødt suk
langt før det var færdigt
ja, før det endnu var begyndt
at regnen var hørt op
og kun mørket var tilbage
sammen med det lys fra gadelampen
der nu blot alt for tydeligt
syntes at savne den regn
uden hvilken jeg måske
aldrig ville have bestemt mig for
at skrive et digt til dig.
Elvis, der er det besynderlige ved dig, at alt hvad du sagde og sang i dag er blevet forjættelser om dig selv. For eksempel når du i Are You Lonesome Tonight? sang shall I come back again?, er det i dag at forstå som en inderlig og smertefuld længsel efter din bogstavelige genkomst. Smerten består deri, at du naturligvis aldrig kommer tilbage. Men din stemme, for helvede. Din stemme lever videre i ethvert moderne menneske.
Ligeledes med dette digt om regnen. Logisk set blev det aldrig skrevet, ja, som der står, aldrig begyndt. For regnen hørte op, endnu før forfatteren nåede at begynde på det. Det gjorde på sin vis også dit liv, Elvis. Også dit liv hørte op, langt før jeg nåede at skrive om det. Og alligevel står digtet at læse ovenstående, såvel som din stemme forefindes i enhver musikforretning, før du overhovedet nåede at sige noget af betydning. Det kan også være det samme. For din stemme lever, som i digtet, længere end ordene. Ord er jo bare ord, ikke sandt – at ordene og det, de skal udtale sig om, ikke rigtig dækker hinanden? At disse to størrelser, altså ordlyden og lyden selv, overhovedet ikke har noget med hinanden at gøre. Og end mere, sagt ganske akademisk; at sproget er inadækvat over for den virkelighed, det skal beskrive. Det er stemmen ikke. Og den er heller ikke spor akademisk. For stemmen er, ganske modsat ordene, selveste lyden afvirkelighed.
Jesus har spillet en klarinetsolo for dig
fra tidernes morgen til
klarinetten blev opfundet
fra sin fødsel til sin død
og fra sin død stadig mere forsiret
op gennem det 20. århundredes nat
og dog smukkest i fraseringerne
siden den januardag i 1935
hvor du blev født og lige til nu
om ingen så hører den
om kun få nogensinde har været
vidende om dens skønhed
håber jeg blot at mene
at have hørt enkelte svage toner
gennem andres hænder og stemmebånd
det som ingen har set
som en node hinsides farven blå
det som ingen har hørt
som en lyd bag dine øjenlåg
som ved sin skønhed sprænger
ethvert begreb om skønhed
men som nu og her findes
mere end noget andet og altid mere
nu og her end før eller siden
men dog smukkest i fraseringerne
siden den januardag i 1935
hvor du blev født
lige til nu hvor jeg gennem
din stemmes klang blot mener at håbe
efter hundreder af år der går
at mine ører fik lyden at høre.
Kort efter at du køber Graceland, dør din mor. Det fortælles om hende, at hun, som en følge af din, hendes søns, berømmelse, føler en voksende ensomhed og forfald. Hun føler, at hun mister dig under dine mange turnéer, og hun vænner sig aldrig til den pludselige forlorne verden af rigdom. Dette forårsager det misbrug af mad, alkohol og amfetamin, som kort efter koster hende livet. Eller måske rettere, berømmelsens første pris er for dig din elskede mors død. Netop den kvinde, som, ifølge alle biografier, i din fattige barndom finder tegn alle vegne på sin søns kommende storhed. Men da storheden kommer, frygter hun mere og mere, at dine mange hysteriske fans på en eller anden måde vil tage dig fra hende. På sin vis sker det, og ligeledes, rædselsvækket, må hun betale for det med sin død. Og måske, tillige, med sin søn. Med hendes død, plaget af skyld og ensomhed som du vel var, føler du at have solgt din sjæl til verden. Stærkt troende som du er, har du utvivlsomt kendt evangelisten Mattæus’ ord: Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl? For alvor, efter moderens død, tilføjes din stemme stadigt oftere en sær melankolsk klang. En ensomhed, som næppe nogen kan forestille sig, og slet ikke dine mange fans. Myten er begyndt at bekræfte sig selv. Ingen havde tanke for nøglen til det mareridt, du var låst inde i. Ja, vel nok, til trods for alle forfatterens verbale anstrengelser fandtes, og findes, den slet ikke, ud over i din stemmes klang.
På mit leje om natten
søgte jeg dig
som jeg elsker så højt
jeg søgte dig
men fandt dig ikke
for jeg kom i tanke om
at du var låst
inde i et mareridt
som tanken ikke
havde nogen nøgle til
Jeg tænkte: å, jeg
ville ønske jeg kunne
holde dig i hånden
i dette mareridt
Jeg ville vandre
langs floder og bjerge
for en dag at kunne
holde dig i hånden
en dag midt i hjertet
af en endeløs nat
Ja, jeg vil stå op og
vandre rundt på byens
mørke gader og pladser
for at finde nøglen
til mareridtets lås
den nøgle
der ikke findes
Men måske, måske en dag
kære, vil jeg finde den
da vil vi vandre gennem
hundredvis af år
langs floder og bjerge
til den sidste nat af alle nætter
og du vil vågne op i mig
såvel som jeg i dig
da en spæd sol
vækker os på vores leje
på den første dag af alle dage
ja, måske, måske en dag
kære, vil jeg finde den.
Det kan være frygteligt at tænke på, hvor ensom du som et andet gidsel for skæbnen har været. Til en koncert i 70’erne, da du skal synge Are You Lonesome Tonight?, stopper du midt i sangen og siger ud til publikum: Jamen, det er jo mig, der er ensom, forstår I? Men ingen forstår det, for publikummet griner blot, som om du havde fortalt en vits. I sangen, hvor du synger og taler til et ’du’, er det som om, at dette ’du’ blot er dig selv. Elvis, der taler til Elvis, som i forgæves bøn. Mennesket der kæmper med myten.
Efter din mors død, er du slet ikke i stand til at falde i søvn uden stærke beroligende medikamenter, er du vel? Vel blev Are You Lonesome Tonight? oprindeligt indspillet i 1960. Men i 70’erne er sangen så desto mere blandt de mest tragiske, aktuelle og vedkommende sange i dit repertoire, som var forjættelsen allerede, præ mortem så at sige, trådt i kraft. En tid, hvor du nogle gange må bruge ble, for at imødegå virkningerne, bivirkningerne eller krydsvirkningerne af de mange medikamenter du tog. Er det ikke sandt? Medikamenter, som gang på gang er dig nødvendige, for at lade bevidstheden slippe sit greb og føre dig ind i et kemisk mørke. Et mørke, der for en stund kan lindre ensomheden, men blot finder vej til søvnen med hånden tæt knyttet til din kærestes natkjole. Havde dine fans, de fans, der stadig så dig som verdens førende sexobjekt, kunne se dig i et sådant øjeblik, hæmmet af stoffer, der slutteligt fratog dig enhver seksuel lyst, var hele underholdningsindustrien måske blevet rystet i sin grundvold. I al sin hjerteskærende ydmyghed, ville dette måske også have lindret blot en flig af den grænseløse ensomhed, der for evigt har fået sit udtryk i sangen. Men dette skete ikke, og vil nok aldrig ske, så længe sangkunstnerens stemme, og det bifald den høster, kan omregnes i penge.
Jeg ved det, Elvis, jeg ved det. Og sandheden skal jo for en dag…eller skal den?
en mand skriver et digt
en anden lægger kabale
begge snyder
hverken digtet eller
kabalen lykkes
og du synger
alene og forladt
din serenade gennem
det tredje årtusinds nat
og dette
det er ingen lignelse
nej, det er digtet
der aldrig skrives færdig
kabalen der aldrig går op
udover til stemmens klang
fra din afsjælede krop
der synger den nye sang.
Hør, Elvis, digteren vil jo bare…Elvis? Elvis, hvor er du? Hvor fanden er du…
III
Fra 1956 til og med starten af 60’erne, oplevede Elvis Presley en succes uden sidestykke i populærmusikkens historie. Men derefter gik det langsomt ned ad bakke for ham i takt med, at tresser-rocken fandt sine ben. Elvis og hans kongetrone blev mere og mere udhulet år for år. Det var i disse år, samtidig med at medicinalindustrien kastede en lind strøm af nye produkter på markedet, at han mærkede, hvordan det var pludselig at føle ungdommen svinde. Tidens unge fik langt hår, og betragtede i øvrigt Elvis som en karikatur af deres egne idoler. En stadig større del af hans tid og kræfter lagde han i at indspille B-film på samlebånd. Men hvad værre var: for hvert sound-track der blev ekspederet, blev der mindre og mindre plads til den følsomme fortolkning. Rocknumrene, som var blevet lanceret på i 50’erne, havde længe udgjort en ubetydelig del af hans produktion. I midten af 60’erne var han begyndt at sygne helt hen i sløvsind, overvægt og et eskalerende indtag af alle de medikamenter, hvormed han prøvede at holde ensomheden, tomheden og sin indslumringsangst på afstand.
Alligevel kan man undre sig over, at han midt i elendigheden stadig i glimt evnede at kaste perler af sig. Det er nogle af de sange, der får en til at tage sig i at ønske, at Elvis havde haft samme stemme og evne til fortolkning, men en generelt lødigere musiksmag. For samtidig med, at musikken for længst havde overhalet ham indenom, med navne som Beatles, Rolling Stones og Bob Dylan, kunne han stadig levere fremragende præstationer. I 1966 indspillede han en sang af netop Bob Dylan, en indspilning som Dylan har betegnet som den smukkeste cover-version overhovedet af en sang fra egen hånd. Elvis brød sig mindst af alt om Bob Dylans sangkundskaber, men denne tekst om længselsfuld og ensom venten på en dag, der hører drømmen til, faldt hans hjerte for. Den blev knapt bemærket, da han indspillede den, men den har overlevet hans egen død, og fremstår nu så meget mere som et mesterværk af en ballade. Tomorrow Is A Long Time.
I 1968 skete der endelig noget, som igen satte spark i Elvis’ karriere som kongen af rock’n’roll. En producer ved navn Steve Binder satte et show sammen, dels med gamle rockere i en ny og mere rå fortolkning, og dels med en række nye sange. Showet, der blev vist på fjernsyn over hele USA, blev senere kendt som The ’68 Comeback Special, og det gjorde med et slag Elvis kendt for en helt ny generation af mennesker. Noget mindre uskyldigt end i de ellers stormfulde 50’ere, finder han tilbage til en solid og frydefuld rock’n’roll, et stykke nærmere ordets oprindelige betydning, nemlig som et slangudtryk for samleje.
Her viser Elvis sig engegyldigt i rollen som charlatan, mens Let Yourself Go drøner ud af forfatterens højtalere. En sang han synger så virilt, som kunne han med sin blotte stemme flå trusserne af enhver pige. Og han afslører samtidig en side af sit væsen, som slår alt af banen. Men egentlig er intet skjult, som ikke for længst har været åbenbaret, intet hemmeligt, som ikke er blevet kendt. Elvis spiller bare Elvis – og gør det med en skuespillers perfektionisme. Ja, med mere end det, for rollen virker som så ofte, ligesom den sorte læderdragt, som designet til ham. Således tror man ham virkelig, uanset om det er den blideste ballade eller den hårdeste rock, der gynger.
Det forunderlige er, at det netop virker, som om enhver sang er designet til ham, uanset hvad han synger. Illusionen er på det nærmeste perfekt. Der synes ikke at være det mindste misforhold mellem indre og ydre, mellem indhold og udtryk. Men bag den charmerende facade findes misforholdet. Modstår man med stor standhaftighed den tilsyneladende uimodståelige fristelse til at lade sig rive med, åbner kløften sig, og er afgrundsdyb. Men denne kløft, og heri består tragedien, bliver med Elvis’ stemmebånd forvandlet til en på samme tid sublim og vulgær forførelse. For en ydre betragtning smelter menneske og myte sammen. Og for en indre betragtning mærker man suget i maven og afgrunden drage. Og man forstår, at denne sammensmeltning nødvendigvis må være illusionens dække over ensomheden. En ensomhed så dyb, at det er netop den ene ingrediens, foruden hvilken den kunstneriske kvalitet ville dale til det middelmådige. Og man tager sig ikke længere i at ønske, at hans musikalske smag havde været anderledes. Intuitivt ved han nøjagtigt hvad han kan, for at illusionen bevares spændt til bristepunktet – såvel når der står længsel, som når der står Casanova på rollelisten.
Det begynder at støje fra gaden. Og da forfatteren bevæger sig hen til vinduet og kigger ud, mødes han af et trist syn. Nogle unge mennesker, egentlig bare store børn, skændes højlydt og sikkert om noget, de om ganske få øjeblikke har glemt, hvad var. I hvert fald, så vidt han kan høre, indgår både illegale kemikalier og dødstrusler i skænderiet. Om ikke andet, tænker han, ville Elvis have nikket genkendende til disse emner. Han, som flere gange gik på scenen, til trods for anonyme dødstrusler og uheldige kemiske krydsvirkninger. Det fortælles, at han engang i 70’erne lå på sit hotelværelse kort før han skulle på scenen, i en sjælelig og fysisk tilstand så frygtelig, at den var hinsides menneskelig rækkevidde. En ensomhed, som i hele verden kun han, for hvem den amerikanske drøm for længst var blevet et ubeskriveligt mareridt, måtte kende til. En læge knælede ved hans seng og arbejde hektisk for at få liv i Elvis’ bevidstløse legeme, mens hans manager, Tom Parker, så til. Lægen dyppede igen og igen Elvis’ hoved i en spand med isvand. Elvis så ud, som om han var i coma. Kæben hang slapt, øjnene var lukkede, og han var kun i stand til at ytre sig med en klynken. Da Parker gik ud af hotelværelset, og en af Elvis’ venner bekymret spurgte til hans tilstand, så manageren koldt på ham og sagde: Det eneste, der betyder noget, er, at han står på scenen i aften. Alt andet er ligegyldigt…!
Tænk, så priviligerede disse unge mennesker på gaden er. De skal aldrig, om end de sikkert drømmer om det, som Elvis, indtage en kemikaliernes kongetrone, han aldrig ønskede at sætte sig op på.
Forfatteren ser nu, at det er begyndt at regne. Og så småt begynder en forestilling at tage form…en længsel efter nye konflikter, kollisioner og skibskatastrofer synes at flyde i bevidstheden, her et sted vest for den tabte krig…
udenfor vinduet marcherer
en sensommernat forbi
gennem nørrebro
stille soldater som børn
født et sagte og
umælende efterår
nogle råber og én råber:
du er død, mand!
mere vidunderligt tæt
på døden har jeg
ikke været, siden
jomfruhinden i hjertet
blev brudt ned med
et kys, sidste nat før
det dagedes i øst
da eventyrene
fra tusind og én
sensommernats søvn
alle var fortalt, og
nogen tændte for
en sol af neonrør
som vækkede mig
selv her, en verden
vest for den krig
der blev tabt til
stille soldater som børn
radiostøjens stemmer
skingre som var
de til fodboldkamp
en sværm af farveprikker
men mest af alt,
sagte og umælende
efterårsregn på min rude.
Da sker der noget uventet, som man nu venter det, når man først er erklæret død. For mens foregående forestilling har udspillet sig, er tonerne fra Amazing Grace begyndt at lyde. Men først nu bliver forfatteren opmærksom på det…og langsomt opslugt af lovsangens stemning af trance. Da sker det omvendte af hin dag i Edens Have, da han i ånden tog den første bid af rock’n’roll-epifaniens æble. Og dog er det det selv samme, der sker. For i netop det øjeblik i sidste vers, hvor koret sammen med Elvis messer I once was lost/ but now I’m found, ja, netop på stavelsen once, breder et sødligt stik i hjertet sig til resten af kroppen med en eksplosiv kraft. Banalt? Kære læser, hvis du vidste, hvordan det føltes, ville du sidst af alt kalde det banalt. Forfatteren kravler da også tårevædet hen foran sit krucifiks, for der i hjertet at bede…
Herre, aldrig er jeg kommet til dig uden ængstelse for min uværdighed overfor den
levende Gud.
Men i nat, da jeg kommer for at bede forbøn for et menneske, jeg elsker, mærker jeg nu i mig ængstelsen forsvinde, ja, pludseligt være sporløst forsvundet.
Og da ser jeg dig naglet til korset. Og jeg ser og forstår noget, som blot Helligånden
har fortalt mig, og foruden hvilken jeg kunne have læst Bibelen både forfra og bagfra uden at forstå.
Men nu forstår jeg, at du på korset har taget min ængstelse på dig, nøjagtigt som den sporløst er forsvundet fra mit hjerte.
Om så blot i nat, mærker jeg den time komme, om den så i morgen er forsvundet
som en tåget drøm, hvor du lader mig modtage evangeliet i kraft af bøn for det
menneske, jeg måtte elske.
Å, Herre, mit hjerte er nu fuldt, ja, som salmisten skriver, flyder det over.
For da min ængstelse blev korsfæstet, forstod jeg dette ene; for at besejre døden,
behøver du blot at dø.
Og hvis du elsker livet, så elsker du, trods du ved, at det gælder livet.
Ja, hvis du elsker livet, så elsker du, trods du ved, at det vil afkræve dig dit liv.
Når du elsker livets fylde, med den kærligheds gerning, som besejrer døden blot ved at dø, vil opstandelsen være dig givet, så sandt som du, det mest dyrebare jeg
kender, lever og regerer i kærlighed til menneskesjælens væsen.
Du lod mig se evangeliet i dit eget navn, og indskrev, om blot i nuværende stund, den, jeg elsker, fra døden til livets bog.
Amen.
IV
Ak ja, kære Elvis, så er du her igen. Så nær du nu kan komme, i hvert fald. For i dit liv, og for så vidt også i din musik, er der én ting, der aldrig lod sig dele med nogen, nemlig en afgrundsdyb ensomhed. Og tillige noget andet, noget som de fleste gale kender til på den ene eller anden måde. Nemlig forsøget på med kemikalier at lindre indslumringen, ensomheden og de bizarre sindsstemninger, som følger af dette sjælelige indelukke. Enten med de medikamenter, der er ordineret, eller dem, der blot kan købes på det sorte marked. Du var storforbruger af begge dele, men for dig smeltede de to sammen til én. Du skelnede ikke mellem medicin og rusmidler. For dig var alle kvaksalvernes medikamenter et led i en behandling af en underlig sygdom, som aldrig blev diagnosticeret. Det skal også siges, at du sjældent tog kemikalier blot for rusens skyld. Det mente du i hvert fald selv. Hvorfor du tog det læs af piller, som både syntes at forårsage og formilde din besynderlige sygdom, skal man måske finde svaret på i din musik. Eller rettere sagt, svaret finder man nok aldrig, men ensomheden synes i din stemme også at tale for sig selv.
Selvom du på filmlærredet var en eklatant fiasko, var det anderledes, når du var udstyret med en mikrofon. Man kunne kalde mange af dine sange for dit livs rolle – forudsat, at du bare gjorde det, du hele din karriere havde gjort, med eller uden mikrofon, nemlig at spille dig selv. Eller rettere, at spille Elvis. For hvem var nu hvem? Hvor gik grænsen mellem myte og menneske, og hvor går den mellem, hvem jeg er, og hvad andre gør mig til? Hvem er jeg, og hvem er mig? Ja, tænker forfatteren næsten; hvem er du, og hvem er jeg?
[Gab…host…]...Nå, det må vist være tid til min natmedicin. Og tænk, blot ved tanken om medicin, er det som om, kongen kommer mig til hjælp i mit snarlige forsøg på indslumring, således som Ånden kommer os til hjælp i vores skrøbelighed…
Men altså, natmedicinen. Og med den også et sidste digt. En, om jeg så må sige, poetik i pilleform…
Som altid, jo mere
håbet i pilleform svinder
jo mere vokser længslen
efter et nyt skud af
kemisk begrundet tro på at
livet udvikler sig således
som man i al almindelighed
kunne ønske det
mere eller mindre
sådan som håbet
defineres i ordbogen
mere eller mindre
fordi de der appelsinfri
forhåbninger ikke er ført af
den hånd hvis skælven i
ét og alt dikteres af blodets
aktuelle beholdning af
Nimadorm, Truxal og Rivotril
som på sin side
i skrivende stund
ikke lader sig diktere af
ordbogsopslagets definition
af ordenes betydning
og end ikke af deres klang
men ene og alene af
deres virkning.
Kære Elvis, forfatteren ved det, du ved det. Alle ved det. Du var en typisk blandingsmisbruger. Det siges om dig, at du havde to yndlingsbøger: den ene var Bibelen, og den anden var den amerikanske medicinalhåndbog. Hvor førstnævnte angav den åndelige føde, var sidstnævnte det redskab du nødvendigvis måtte inkludere for at få Ånden i tale. Du var som mange andre dybt fascineret af muligheden for kemisk at mikse sig frem til enhver tænkelig sindsbevægelse. Som en anden farmaceut kunne du i timevis tale om særlige blandingsformer mellem de præparater som medicinalindustrien i tonsvis kastede på markedet i løbet af 60’erne og 70’erne.
Elvis, kære Elvis, forfatteren ved det alt sammen, alt imens I’ve Got A Feelin’ In My Body drøner ud af højtalerne. Han ved, at dit stofmisbrug var ukendt for den store offentlighed, og at du, til trods for at myten om afholdenhed med tiden blev mere og mere udhulet, aldrig anså dig selv for at være narkoman. Men, som det senere er blevet konstateret, og som dine nærmeste også må have haft kendskab til, begyndte du allerede som soldat at eksperimentere med amfetamin. Myten om afholdenhed, der som et modargument mod uterlighed på scenen blev lanceret i 50’erne, indeholdt vel nok som alle de andre myter et element af sandhed. Om ikke andet, så i storhedstiden i årene efter gennembruddet i 1956. Men denne myte skulle senere forvandles til noget lignende en parodi. Du stoppede nemlig ikke med at tage amfetamin efter hjemkomsten fra soldatertiden, vel? Tværtimod begyndte du at supplere med stærk sovemedicin som følge af din evige angst for den ensomhed, der for visse følsomme personligheder går forud for indslumringen.
Efter at have mistet din mor, var denne angst for nattens mørke blevet forværret, ikke sandt? I løbet af kort tid var du, ligesom mange andre i denne psykofarmakaens naive blomstringstid, blevet tryllebundet af såvel uppers som downers. Men modsat andre, der trods alt ikke skulle leve op til nogen kongeværdighed, blev denne forhekselse, i en vis lighed med din mors skæbne, til sidst din død.
Efter dit comeback i 1968 og din tilbagevenden til scenen i de efterfølgende år, præget af turne efter turne, begyndte din afhængighed af morfin. Netop dette stof, som mange kunstnere helt tilbage til romantikkens tid, dengang i form af opium, havde lindret byrden af kunstnerkaldet med. Dette stof, som i tresserne spredte sig som en pest i hele miljøet omkring rock’n’roll. Og som i de sidste mange og ensomme år syntes at være den eneste måde, hvorpå kongen kunne genskabe suset fra 50’er-rockens blomstringstid. Den korte tid, hvor musikken endnu ikke helt, men blot antydningsvis, havde solgt sin dyd til dollartegnet. I en vis forstand en uskyldens tid, men også en tid, hvor netop uskyld blev gjort til tema for mytedannelsen, på en måde som måske aldrig havde rod i virkeligheden. Og hvis den havde, i så fald blot en tid havde det i rampelysets skær. Bag scenen var der vel aldrig meget andet end lampefeber at beruse sig i, og denne blev i løbet af kort tid utilstrækkelig for et menneske som du, der som blot 21-årig led den skæbne at skulle indtage en kongetrone.
Siden din død har kulten blot vokset sig stærkere, og har fået et religiøst tilsnit, som ingen anden afdød kulturel eller politisk personlighed kan måle sig med. Du er i dig selv blevet et kulturelt kanoniseret varemærke, og blev det allerede i 1956. Blot ved ingen, i hvert fald endnu, hvad varemærket står for, rummer og vil komme til at rumme. En engelsk avis har med en lang artikel om den voksende mytedannelse siden din død, valgt den bizarre overskrift: Var det sådan kristendommen startede? Nej, tænker forfatteren, men det er snarere spørgsmålet, om det ikke er sådan, den ender. Det bizarre i tankegangen stemmer for blot alt for godt overens med den endeløse strøm af merchandise, der stadig sprøjtes på markedet, samt den lille million pilgrimme eller nysgerrige, der hvert år besøger Graceland. En bizar tanke, der får et sygt, ensomt og dødsmærket menneske, som du, til at residere på en kongetrone. En trone, der siden den spæde start først var udhulet, men som efter din død har taget sæde i et hul i hjertet hos det moderne menneske; et menneske, for hvem der breder sig en stadig større mental og historisk distance til kristendommens to lange årtusinders oprindelse. Et menneske, for hvem forbruget af kropslig sanselighed er en stedfortræder for den analfabetisme, der gælder skriftens og ordets bogstav.
Men hvem siger, at en sådan analfabetisme, som op gennem kirkehistorien har været sædvane og norm for kristendommens undersåtter gennem lige under to årtusinder, er uforenelig med Helligånden? Ja, hvem siger ikke, at skriftens og ordets bogstav netop, som forfatteren parafraserer Paulus, slår ihjel, mens Ånden virker liv?
For de mange sindslidende, der hvert år går rundt på landets hospitaler og hævder at gå i Jesu fodspor, må dette være eftertanke værd. Er det sådan man skal brande en religiøs psykose…? Under alle omstændigheder må man sidde stum, når man hører dette underholdningsindustriens storslåede bud på en massemediernes religion, alt imens An American Trilogy gjalder ud fra stereoanlægget inde i stuen. Og man må spørge sig selv, om rock’n’roll døde med dig natten til den 17. august 1977 – eller modsat: om den tværtimod genopstod fra de døde. Hvem ved…
Jeg ved det godt, kæreste Elvis, og jeg har vidst det hele tiden: Det var, eller rettere, det er ikke mig, der er ensom i nat.
Det er og bliver dig, der var ensom den nat på Graceland.
Eller sagt helt præcist: Det er, bliver og forbliver evigt dig, der er ensom i nat.
ER DU ENSOM I NAT?
Well, since my baby left me,
I found a new place to dwell.
It's down at the end of lonely street
at Heartbreak Hotel.
You make me so lonely baby,
I get so lonely,
I get so lonely I could die.
(Heartbreak Hotel, 1956)?
Herre, husk på den ulykkelige kærlighed, som Elvis her synger om. Husk på den, der lider for kærligheden. Lad end hans fjender, ja, endog hans egen sjæls mørke, tale ondt om ham, men lad dem ikke smæde kærligheden selv, når vi isolerer vore sjæle på Hjertesorgens Hotel.
For kærligheden er større end enhver, der lider for den, om end den mere end noget andet lider med sin tjener, ja, lider mere end tjeneren selv. Lad end tjeneren gå til grunde i ulykkelighed, for denne salighed har han, som ingen kan tage fra ham, at kærligheden i de evige boliger vil give ham dobbelt tilbage, hvad han har mistet.
Har han end mistet alt, har kærlighedens fjende, der får os til at isolere vore sjæle på Hjertesorgens Hotel, dog uendeligt meget mere at miste ved sin hån, nemlig sin sjæl.
For den er betalt med kærlighedens blod, og ve den, Herre, som atter udgyder dette blod, for han har gjort det med fortabelsen for øje. Men hvorfor, Herre, spørger jeg, idet du blot svarer, uden at jeg forstår, at han ønskede den selv.
For du har set, hvad ethvert menneskeligt øje i rædsel måtte lukke øjenlågene for. Nemlig den, der ønskede fortabelsen selv; ikke den, der håner din tjener på Hjertesorgens Hotel, ikke den, der håner dig, ikke den, der ulykkelig i kærlighed håner sig selv på Hjertesorgens Hotel, men hans næste, der måtte håne ham for hans kærligheds skyld, og smæde nåden derfor.
Så meget desto mere som kærligheden elsker sin voldtægtsmand, hvis han da håner den derfor, så skal denne kærlighed, der har betalt ham ved sit blod, i en nattetime blot fortabelsen selv kender, så meget desto værre stede ham, end hvis den slet ikke havde elsket ham.
Velvidende dette, Herre, da ve ham, tænker jeg, og dog er dette vidende fortabelsens sandhed. Sandelig, velvidende fortabelsens sandhed, ønsker fortabelsen sig selv.
Herre, spar mit vidende for denne sandhed, luk mine øjenlåg for dens rædsel. Jeg fornemmer den rigeligt, og ved, at ingen vil tro den, før de ser, hvad intet menneskeligt øje kan tåle at se uden at dø. Lad ikke mit øje forhærdes af dette syn, for sandelig er det mig rigeligt at fornemme det gennem øret.
Sandelig ved jeg således om fortabelsen, som om den verdens fyrste, der regerer på Hjertesorgens Hotel, at han ønskede den selv.
Amen.
Så tog hele folket de guldringe af, de havde i ørerne, og bragte dem til Aron; han tog imod dem og støbte dem i en lerform til et billede af en tyrekalv (2 Mos 32,3-4a).
(2 Mos 32,1-6)2
Herre Jesus, her er tale om en myte derved, at uanset om det er sket eller ej, så sker det, og vil ske, igen og igen. Mange så, og vil se, idoldyrkelsen af Elvis Presley som en parallel til denne afgudsdyrkelse. Og dog er der er en væsentlig forskel.
For Elvis var ikke blot et idol eller et billede. Han var også noget andet, og var så vidt min tro i dine øjne i første række dette, nemlig et menneske af kød og blod. Og Gud ske tak og lov for det, for en afgud har ikke liv, men er en død ting. Kun et menneske kan i kraft af at være kød og blod, og i kraft af dettes syndighed, frelses.
Den veltalende Aron, såvel som den ganske reklame- og underholdningsindustri, får folket til at tage deres guldringe af, og støber dem i en lerform til et billede af en tyrekalv. Men bag dette støbte billede befandt der sig i Elvis et menneske af kød og blod belagt med guld, og et menneskehjerte som ikke kunne ses af nogen ud over dig. For guldet klæbede til huden som skrællen til en appelsin.
Dog, Herre, indenunder guldet var der, hvad underholdningsindustrien gjorde sit ypperste for at skjule, arterier og vener at finde. Jesus kære, hvilken ensomhed! Og intet under, at underholdningsindustrien måtte gøre alt for at skjule, at disse arterier og vener måtte pumpes fulde af amfetamin, sovepiller og morfin. For det var jo intet menneske, denne Elvis, men blot en tyrekalv af guld. Og intet under, at disse arterier og vener desperat havde brug for amfetamin, sovepiller og morfin for at holde underholdningsindustrien og al dens hykleri ud, denne der som Aron tappede folket for guld.
Alle og enhver, såvel som Elvis selv, må bære sin del af skylden for, at et menneske, skabt i dit billede, blev muret inde bag det panser af guld, som vi hver for sig skænkede underholdningsindustriens afgud.
Og dog lød der en stemme bag dette gulds ensomhed, der for den, der kan høre, var en røst af menneskelighed og ægte emotioner, der som syndebukke for sin egen afgudsdyrkelse måtte betale både for sin egen og sine tilbederes synd.
Det er den afskyelige forskel mellem Aron og den moderne reklame- og underholdningsindustri; Aron gav en død ting et tilsyneladende liv som afgud, hvor underholdningsindustrien brugte et menneske af kød og blod, pumpet op med amfetamin, sovepiller og morfin, og gav dette et tilsyneladende liv, om hvilket blot stemmen lod det tilsyneladende være noget andet end det tilsyneladende. Nemlig klangen af hele det 20. århundredes ophobede sum af larmende stilhed og gudsforladt ensomhed.
Amen.
One night with you
Is what I'm now praying for
The things that we two could plan
Would make my dreams come true
Always lived, very quiet life
I ain't never did no wrong
Now I know that life without you
Has been too lonely too long
(One Night, 1958)?
Herre, du siger i Bjergprædikenen ifølge Mattæus, at salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. En ussel digter som jeg kender kun alt for godt hungerens og tørstens vilkår. Den tørst der aldrig slukkes, end ikke selve det moment, hvor man drikker.
Samme tørst, som Elvis, angiveligt i løbet af en nats eventyr, beder for at få slukket. Nemlig tørsten efter tørsten, eller rettere, tørsten efter at få tilfredsstillet den tørst, efter hvilken han tørster. Han beder jo for, at de ting, som han og hun, ikke kan, men kunne lægge planer for, ikke vil, men ville få hans drømme til at gå i opfyldelse.
Således synes tørsten i sangen endnu ikke at være blevet slukket. Men blev den for Elvis det, endog mangefoldigt – han sagde jo, at enhver drøm, han havde drømt, var gået i opfyldelse hundrede gange? Levede han da fra nat til nat i en slags overlappende drøm, der tilfredsstillede sig selv? Er det muligt i dette liv at få forløst begæret fra at skulle begære sin egen tilfredsstillelse – og på evigt utilfredsstillende vis aldrig endegyldigt at kunne få det tilfredsstillet – til at være stillet tilfreds?
Her må vi skelne mellem på den ene side at være mæt, som med sangens betingede datid endegyldigt først synes at være muligt efter den nat, som sangeren i sangen tørster efter, og på den anden side at være salig, som, om jeg så må sige, synes at være en dennesidig mulighed, endda i kraft af hungeren og tørsten, eller rettere, i kraft af dens forventning og tro på at skulle mættes.
I den forstand er de usalige måske dem, der nok hungrer og tørster, men ikke gør det efter retfærdighed, om end de mættes for en stund, mens de salige er dem, der ikke mættes i sprogets nutid, men som til gengæld hungrer og tørster i troens forstand, og ikke i begærets.
Hvem af disse er da sangeren? Han synger jo, at han aldrig har gjort noget forkert – hidtil, som var han på nippet til at gøre det, og som ville netop dette bringe saligheden med sig. Der synes nærmest at være tale om en slags hidtidig gerningsretfærdighed, der finder sin forløsning fra ensomheden, ikke i syndserkendelsen, men tværtimod i synden selv – om man sådan vil kalde den erotiske maskerade i natten.
Lad således Elvis, Herre, være den hungrende og tørstende, som i det moderne evangeliums forstand ikke tørster efter retfærd, men snarere efter ophøret af en kvælende gerningsretfærdighed, som fandt dette kun sin forløsning i synd – eller i dig. Paulus skriver jo, at du er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror.
Hvori består da denne salighed, der altså i det moderne evangelium ejes af dem, der hungrer efter en retfærdighed, ikke i kraft af retfærd, men i kraft af synd, modsat den usalighed, der ejes af de mætte? Saligheden må jo i det dennesidige bestå i hungeren og tørsten selv, ja, end mere, netop i den utilfredsstillede tørst, idet tørsten angår noget, som intet i verden kan slukke, nemlig retfærdighed efter gerninger. Men kan man således finde nogen retfærdighed i synden, og fandt Elvis nogen retfærdighed efter dit sind i den erotiske nats maskerade?
Måske, Herre, kan alene bevidstheden om, at en sådan retfærdighed, der ikke findes nogetsteds i verden, findes i troen på, at den utilfredsstillede tørst efter retfærdighed fører til retfærdighed. Og om vi virkelig tror det, kan denne tro gøre os salige.
Sikkert vil den, der bliver salig alene ved troen på saligheden, uden at have set retfærdighed, for den der hævder at finde den i verden, blot være en naiv og sentimental serenadesanger. Og modsat vil den, der hævder at finde retfærdighed i verden, ifølge den sentimentale serenadesanger enten være en kynisk løgner eller en hykler, der blot bedrager sig selv, fordi den ikke er at finde nogetsteds i verden, men for serenadesangeren blot er at finde i sangen og i den tro, hvor liden den end er, som stemmeføringen måtte rumme. Således, Herre, beder jeg dig; lad denne altid være at finde i tro og blive salig derved.
Om end jeg ikke ønsker nogens usalighed, lad da, uanset hvad, ikke verdens bedrag have skin af retfærdighed, sådan som det ville få, hvis saligheden fik plads i det hjerte, der havde mættet sig selv med uretfærdighed. Ikke at jeg ønsker dette med et ukærligt sindelag, men tværtimod med et sindelag, for hvilket kærligheden til retfærdighed for de hungrende og tørstendes skyld står højere end, og ligeledes nødvendigvis må være i modstrid med, den uretfærdiges mætte salighed.
Amen.
Jeg svarede: ”Ak Gud Herre, jeg er ung; jeg forstår ikke at tale!” (Jer 1,6)
(Jer 1,4-8)8
Ja, ak, Herre, her taler Jeremias ikke, som man skulle tro, om hvad han skal sige, for det skal han såmænd nok finde ud af. Nej, før semicolonnet finder vi ud af, hvad hans indre kamp går på. Ikke at finde på at sige, hvad han skal sige, sådan som han og vi alle tror, men om at finde modet til at sige, hvad der skal siges. Heri består den egentlige indre kamp.
For at sige, hvad der er din vilje, er ikke et spørgsmål om at finde den først; for vi finder den først i og med, at vi lader den udtale. Men med dens udtale, uanset formuleringen, finder vi den dog. Og end mere; den lader sig ikke finde på nogen anden måde end i kraft af sin udtale.
Dels fordi den således bliver Jeremias bevidst, og vigtigere endnu: fordi den således bliver hans omgivelser bevidst. Dette noget som vel både han og hans omgivelser ved, men som først i og med udsigelsen når bevidsthedens niveau. Og det er vel at mærke farligt for Jeremias og enhver anden, der søger at udsige, hvad du vil, skal siges, og kræver derfor mod, snarere end talegaver.
Ligeledes med Elvis Presley. Som med Moses eller Jeremias er der ingen, der ville beundre hans talegaver. Men han havde dog modet til med stemmens inderlige klang at synge om, hvad der var din vilje, nemlig hans indre kampe, således som de var et spejl af alskens af hans omgivelsers sociale, moralske og kulturelle konflikter.
Som den første sanger nedbrød han den tommetykke mur af segregation mellem sorte og hvide i 50’ernes USA. Som den første snager nedbrød han et tommetykt tabu ved, gennem sin stemmes inderlige sensualitet, at afklæde en århundredelang ophobet isolation af seksualiteten i bøgernes sandslotte. Og som den første sanger skabte han derved en kulturel konflikt, ung og gammel og lærd og ulærd imellem, som i skiftende former har varet lige siden.
Herre, Elvis selv vidste, at han havde en sådan betydning, men spurgte nogle gange sig selv, hvorfor netop han skulle få den, når han nu var ung og ikke forstod sig på at tale. Gud Herre, mig er det nok, at du gav ham modet. Lad det også have været ham nok.
Amen.
It’s now or never
come hold me tight
kiss me my darling
be mine tonight
tomorrow will be too late
it’s now or never
my love won’t wait
When I first saw you
with your smile so tender
my heart was captured
my soul surrendered
I’d spend a lifetime
waiting for the right time
now that you’re near
that time is here at last
(It’s Now Or Never, 1960)7
Jesus kære, i Luk 12,13-21 fortæller du en lignelse om en rig bonde, hvis mark havde givet godt, og som derfor siger til sig selv; Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?
Hvordan stiller det moderne evangelium, hvis moderniteten overhovedet kan siges at rumme et budskab om glæde, sig i forhold hertil? Noget af svaret findes måske i første vers af It’s Now Or Never.
For om sangeren er rig hos Gud eller ej, gør han ved første øjekast det modsatte af den rige bonde; i sanseligheden finder han i natten en fordring om liv, som ikke lader morgendagen vente. Imidlertid hører vi også, at det sanselige smil har tilfangetaget hans hjerte, og har ladet hans sjæl overgive sig i sanselighedens hænder.
Og dog gør han ikke som den rige bonde. Tværtimod har han angiveligt brugt sit hele livsmål blot i venten på dette øjeblik, i hvis favn han kaster al sin lyksaligheds forhåbninger. Intet har han altså samlet. Og dog har han samlet noget sammen i venten, ikke blot på dette øjeblik, men på det rette øjeblik, nemlig al sin lyksaligheds forhåbninger.
Kræves altså i nat hans liv af ham, har han dog så meget mere end bonden at miste, nemlig ikke jordisk gods, men tværtimod et livs venten på et øjeblik, som således aldrig indtræffer.
Herre, jeg tror, og tør endog sige så meget, at sådan var Elvis Presleys liv in nuce. For den sensommernat i 1977, da hans liv blev krævet af ham på badeværelset i Graceland, var han i enhver forstand hjælpeløst alene. Alt for mange gange havde sanseligheden afkrævet ham et nu eller aldrig, men da nu hans liv blev krævet af ham, for aldrig at afkræve ham mere, havde han, modsat den rige bondes jordiske gods, brugt al den sanselighed han havde til sidste stump.
Jesus kære, forbarm dig over ham. Jeg beder til, at Elvis var rigere hos Gud, end den rige bonde i lignelsen var. For hvor den rige bonde havde sat sit liv til den mark af korn, som havde givet godt, havde Elvis sat sin lid til en sanselighed, som for længst havde forladt ham, den nat hans liv blev krævet af ham.
Det var ikke dig, der krævede hans liv af ham. Det var sanseligheden. Derfor var hans egentlige savn på ingen måde at efterlade sig jordisk gods, men var slet intet at efterlade sig, ud over den fjerne erindring om en tid, hvor dog savnet om sanseligheden i natten fordrede et liv, som ikke lod morgendagen vente.
Amen.
I don't care what's right or wrong
I won't try to understand
Let the devil take tomorrow
’Cause tonight I need a friend
(Help Me Make It Through The Night, 1972)16
Kære Jesus, giv mig af et oprigtigt hjerte at bede for Elvis Presley, ligesom han oprigtigt sang om sin nød, og ud i et tomrum bad om at hjælpes gennem en endeløs nat. For med en sådan stemmes længsel efter en ven natten, er der knap nok længere tale om egentligt begær, men snarere om en simpel bøn om hjælp.
At opgive at søge at forstå, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og således i sin nød være efterladt hinsides godt og ondt, er så stor en smerte, at sangeren endog vil sælge morgendagen til djævelen; ikke for kødets lyst eller for at fornægte dig, ikke for utugten eller afgudsdyrkelsens skyld, men fordi ensomhedens smerte er så svær at bære alene, at snart sagt den første og bedste bliver hans næste.
Og dog elsker Elvis næppe denne som sig selv, for han er i sin hjælpeløshed slet ikke i stand til at elske sig selv eller sit eget kød. Burde han da elske sin næste, han der ikke evner at elske sig selv?
Han var jo ikke, som du var, bror Jesus, du ved jo…du ved jo fra Getsemane Have, hvordan det er, når enhver ven svigter. Og også du gav mørkets fyrste magten dagen efter.
Men hvor du gjorde det, velvidende at enhver ven netop da ville svigte, gjorde Elvis det, som var den kødelige kærlighed blot en midlertidig trøst, forladt af ord, for at vinde, hvad han vidste, han ene og alene havde at tabe. Hvor du talte med faderen, talte Elvis blot med sig selv.
Hvor du måtte afgive verdens fyrste magten i natten, for således at opfylde Guds vilje, nemlig at frelse enhver, som tror, overlod Elvis gerne verdens fyrste morgendagen, ikke for at frelse nogen, ja, end ikke for at frelse sig selv. For på dette tidspunkt i sit liv, just før sin afhængighed af morfin, var det ikke længere op til ham, men ene og alene til dig, at give eller afgive magt.
Jeg tror, Jesus kære, at det er sådan, vi skal forstå, at Elvis ikke længere magtede overhovedet at søge forskellen på ret og vrang. For det er der, og netop der, at vi finder dig. Eller rettere, at du finder os.
Jeg beder til, Herre Jesus, at du gennem denne tilfældige næste fandt Elvis, da han oprigtigt sang, at han havde opgivet ethvert forsøg på gennem ret og vrang at finde dig.
Amen.
When we’ve been there ten thousand years
Bright shining as the sun
We’ve no less days to sing God’s praise
Than when we’d first begun
(Amazing Grace, 1972)
Ja, Herre, også forinden dit komme er du nær ved alle, der som Elvis synger til dig; så nær at vi blot behøvede at hviske, ja, blot at tænke over dig, for at hvile i dit nærvær. Og alligevel synger vi i stedet for at hviske, og hvisker i stedet for at hvile i dig.
For hjertets lovsang fordrer ord, og ordene kræver at blive udråbt til verdens ende, fordi de føler sig grebet af sandheden, og dermed, i og med at hjertet er grebet, finder den sande frihed: friheden til at elske, som er så tydelig her i Elvis’ lovsang.
Og dog behøver sandheden, heller ikke efter dit komme, at blive prist hver dag for din egen skyld, for dit navn behøver ikke en sådan lovprisning. Men sandheden om Guds uudsigelige vælde er for menneskehjertet som bægeret, der flyder over, idet det slet ikke kan tilbageholde lovsangen af ren fryd.
Å, hvem der kender kærlighed, kender ikke en sådan fryd? Og dog er det heller ikke for kærlighedens skyld, at vi lovsynger Guds navn, for kærligheden behøver ikke at udråbes, men blot tavst at hvile i sit ophav.
Nej, det er sandhedens evige trang til ytring af kærligheden, til ytringen af at elske, der får os til at råbe eller hviske, og denne trang glæder kærligheden sig over. Ikke på egne eller på ytringens vegne, men på de elskendes.
Hvordan kunne kærlighedens glæde over sandheden da tillige være den stadigt ulykkeligere Elvis til sorg – var sorgen da ikke et tab, som sandheden havde forårsaget? Talte slangen da ikke sandt, da den i deres salighed fortalte Adam og Eva, at de blot behøvede at spise et æble fra kundskabens træ, for at deres øjne kunne åbnes, og de som Gud kunne kende godt og ondt?
Se, dette spørgsmål er til sorg for kærligheden, for det er stillet med svig for evigt at sløre vores øjne for godt og ondt, snarere end at åbne dem. Og dog er der et strejf af sandhed bag slangetungens læber, men det er en sandhed, som blot ønsker at trælbinde os til syndens bedrag.
Til trods herfor elsker kærligheden selv denne strejf af sandhed i al dens svig, for kærligheden kan ikke andet end at elske. Men denne kærlighed, som er hinsides Elvis’ lovprisning, kan forud derfor kun ende et sted, nemlig på korset. Eller for Elvis’ vedkommende, på badeværelset på Graceland.
Elskede du den fulde sandhed, og altså tillige sandheden om menneskets fortabelse, ville du dog alligevel, trods den nødvendigvis medførte døden, elske den fra ende til anden, for dermed at forløse os i dødens stund. Men da også med en angst og sorg i Getsemane, som du, Herre, ønsker at spare ethvert menneskehjerte for.
Derfor slangens svig, og derfor ligeledes en sorg, der blot i kærlighed til dig finder den sande frihed fra løgnen, nemlig i friheden til at elske.
I livet, det sande liv, som forunderligt synes forudsat Elvis’ jubel, aner jeg prisen, som i Getsemanes Have løskøbte os fra tabets fulde sum og blev givet os som frelse af din angst og kval. Vi fik livet, fik det givet, hvad fik du, som har betalt?
Amen.
Hear that lonesome winter bird
He sounds too blue to fly
The
I'm so lonesome I could cry
Did you ever see a robin weep
When leaves began to die
That means he's lost the will to live
I'm so lonesome I could cry
The silence of a falling star
Lights up a purple sky
And as I wonder where you are
I'm so lonesome I could cry
I'm so lonesome I could cry
(I’m So Lonesome I Could Cry, 1973)
Som denne sang, som hjerteblodet fra den globalt eksponerede koncert på Hawaii i 1973, er det ypperste vindesbyrd om, greb ensomhedens blå timer fra disse år og frem oftere og oftere Elvis’ hjerte. Det er næsten som om scenen, foran over en milliard tv-seere, lader ensomheden nægte ham endog gråden.
Måske spekulerede han på, hvad du følte i Getsemane, og dog turde han ikke tænke tankerne til ende. For han vidste jo, hvor de endte. Således beder vi jo også om at fries fra det onde. Du tænkte jo tankerne til ende.
Lad du have tænkt dem til ende for ham, og bed om, som jeg også tror, at du dengang gjorde, at fri ham og andre lidelsesfæller for efterfølgelsen i Getsemane. Husk på, Herre, at dit offer både gjaldt og gælder én gang for alle. Gjaldt én gang for alle, fordi skrifterne da gik i opfyldelse og forlod os alle vore synder. Og tillige gælder alle os, der ikke tør tænke efterfølgelsens tanker til ende, fordi dit eksempel én gang for alle os har tænkt dem til ende og dermed frelst os, både for skyld og straf.
Men vigtigere endnu tror jeg, at du har frelst os alle, fordi du elskede os. Og dermed ikke blot for vores skyld, men så meget desto mere for vores skyld. Den tanke ville måske, efter tæppefaldet, have hjulpet tårerne til at få de blå timer og ensomheden til at løsne sit greb om Elvis og hans sind.
Amen.
EN BØN I NATTEN
Herre, jeg ligger her i nat og betragter et enkelt stearinlys, jeg har tændt.
Og jeg tænker, at lys i dig kan slukke mørke, mens mørket ikke kan slukke lyset.
Når jeg tænder et stearinlys denne nat, er der ingen magt i verden, der kan forhindre det i at oplyse mørket, så længe det er tændt.
Og slukkes det en stund, da jeg skal sove, kan ingen magt i verden, end ikke mig selv, forhindre morgenens dagslys i at fordrive mørket.
Nok henligger tingenes grund i verden i mørke for mennesket, som en afgrund så dybt nede under vores bevidsthed, at ingen der gennem tanken tror at kende sin sjæl, kan udgrunde sig selv.
Ingen kan se gennem sit hjertes mørke dyb og stadig bevare forstanden.
Men hvor lyset kan skinne i natten, hvilket mørke kan da slukke dagslyset?
Altså er lyset, som du har skabt det, mørket overlegent, fordi det kan skinne i mørket, mens intet mørke kan beskinne lyset.
Dog findes der i verden, såvel som i hjertet, en nat, der henligger i langfredags mørke, hvor mørket endegyldigt synes at have slukket lyset.
Hvor bevidsthedens lys blot er en kort krampetrækning, som for bestandig skal slukkes af dødens mørke, og øjets syn blot blændværk, hvorom den blinde spørger: Hvad er lyset uden øjet?
Og dog er der et lys, også for den blinde.
Var der ikke det, var vi alle fortabte.
For lyset i dit rige overgår og besejrer i dig øjets lys.
Endog mørket i dit rige overgår øjets lys, idet skyggen af dit lys, altså dit mørke, er endda stærkere for øjet end noget andet lys.
Ser jeg direkte ind i det hvide centrum af stearinlysets flamme, får jeg en mystisk fornemmelse af at se, hvad egentlig intet øje kan se.
Men blot ganske kortvarigt, så sløres mit syn.
Jeg ser forbi flammen og genvinder øjets lys, der jo som stearinlyset, når jeg skal sove ind i natten, skal slukkes af verdens mørke.
Men stadig blot for en stund.
For ligesom natten, som dødens blund, blot varer en stund, varer også verden blot en stund.
Ja, Herre, nu forstår jeg, som du har lært os, bønnen til faderen, som angår hans vej til os og vilje med os:
Komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden.
Amen.
APPENDIKS
It's now or never,
come hold me tight
Kiss me my darling,
be mine tonight
Tomorrow will be too late,
it's now or never
My love won't wait.
When I first saw you
with your smile so tender
My heart was captured,
my soul surrendered
I'd spend a lifetime
waiting for the right time
Now that you’re near
the time is here at last.
It's now or never,
come hold me tight
Kiss me my darling,
be mine tonight
Tomorrow will be too late,
it's now or never
My love won't wait.
Just like a willow,
we would cry an ocean
If we lost true love
and sweet devotion
Your lips excite me,
let your arms invite me
For who knows when
we'll meet again this way
It's now or never,
come hold me tight
Kiss me my darling,
be mine tonight
Tomorrow will be too late,
it's now or never
My love won't wait.
Take the ribbon from your hair
Shake it loose, let it fall
Lay it soft against my skin
Like the shadow on the wall
Come and lay down by my side
Till the early morning light
All I’m taking is your time
Help me make it through the night
I don't care what's right or wrong
I won't try to understand
Let the devil take tomorrow
'Cause tonight I need a friend
Yesterday is dead and gone
And tomorrow's out of sight
And it's sad to be alone
Help me make it through the night
I don't care what's right or wrong
I won't try to understand
Let the devil take tomorrow
'Cause tonight I need a friend
Yesterday is dead and gone
And tomorrow's out of sight
And it's sad to be alone
Help me make it through the night
I don't want to be alone
Help me make it through the night
en mand skriver et digt
en anden lægger kabale
begge snyder
hverken digtet eller
kabalen lykkes
og du synger
alene og forladt
din serenade gennem
det tredje årtusinds nat
og dette
det er ingen lignelse
nej, det er digtet
der aldrig skrives færdig
kabalen der aldrig går op
udover til stemmens klang
fra din afsjælede krop
der synger den nye sang.