Ture Lykkegaard

 

 

Er du ensom i nat?

 

 

 

 

 

 

 

Is your heart filled with pain?

Shall I come back again?

Tell me, dear, are you lonesome tonight?

      - ukendt

 

 

 

 

 

 

 

 

PROGRAMOVERSIGT

 

 

00.00  Ensomhed

00.10  Heartbreak Hotel

00.20  The Tonight Show

00.30  Trailer

00.40  Hjemmevideo

00.55  Real Personal

01.00  Smil

01.05  Regn

01.10  Klarinetsoloen

01.15  Den sidste nat af alle nætter

01.25  Rimsmedens drikkevise

01.35  Digter anno 2008

01.40  Et irakisk menneskelivs aktuelle valutakurs

01.50  Ritt på toilettet

02.00  Dræbergoplen i andedammen

02.10  Sportsnyt

02.20  Blodgennemstrømning

02.25  Efter syndefaldet

02.40  Det aut. rigsdanske coitus ved kgl. resolution af 1/1 2008

02.50  Epifani

03.00  Maria fra Magdala

03.05  Maria fra Betania

03.10  Ingenmandslandskabsbillede

03.15  Are You Lonesome Tonight?/ Drømmecollage i Times New Roman

03.35  Kommentar til ovenstående

03.45  En bøn i natten

03.50  Stearinlyset i mørke og slud

04.00  Hver nat er alt forbi

04.05  Den dag hvor alt begynder

04.10  Vest for den tabte krig

04.15  Nørrebro

04.20  Selvmordsbomberen

04.25  Forvrængning

04.30  At skrive et digt er som

04.35  Til G

04.40  Til G

04.45  Elskov er som døden, der avler liv

04.55  Det er som om grundvolden er forsvundet

05.00  No photo, please!

05.05  Fremkaldelse

05.10  En takkebøn

05.15  Dine salvers duft er dejligere end al balsam

05.25  Vore længslers modersmål

05.30  Det sidste kærlighedsdigt i verden

05.35  Milevis af ord

05.40-06.00  Godnat/ En poetik i pilleform

 

 

 

 

 

 

 

 

00.00

 

Kære læser, forestil dig at du ser et reality-show på fjernsynet. Der er to bemærkelsesværdige ting ved dette reality-show. For det første, tro det eller ej, er der placeret sensorer i det menneskes hjerne, om hvem showet handler. Dette menneske er tilfældigvis en digter. Disse sensorer er overvåget af en computer, faktisk min egen, der registrerer de indkomne impulser, og omsætter eksempelvis tanker og følelser til forestillinger. Altså, forestillinger på skærmen, forstår du. Jeg tror, du forstår. I hvert fald på papiret. Jeg har ingen som helst forstand på biokemi, endsige på hvad sensorer er for noget. Men man behøver heller ikke have forstand på biokemi for at være digter, vel? Dermed også sagt, at det er mig, der skriver dette, der er denne digter, jeg omtalte.

 

Forestil dig nu, at disse forestillinger, der befinder sig i digterens hjerne, vil blive vist på skærmen. Eller rettere, på papiret. For denne digter ved jo godt, at du nu læser en bog. Men han beder dig jo også blot om at forestille dig det, ikke sandt? Godt.

 

Showet består deri, gennem disse sensorer, en hel nat at følge digterens tanker, følelser og impulser. Det vil sige, nærmere bestemt, dem der når bevidsthedens overflade. For det andet, som jeg har været inde på, er dette menneske en digter, der netop forsøger at udarbejde en plan for at skrive et manuskript, der omhandler et sådant eksperiment. Men vel at mærke bliver hans tanker, følelser og impulser ved planen, mens derimod showet gennem sensorerne føres ud i livet og bliver til denne bog. En absurd tanke? Den er ikke desto mindre allerede både tænkt og registreret af sensorerne i digterens hjerne. Og han har yderligere tænkt sin anden tanke. Nemlig at kalde dette show for: Er du ensom i nat? Hvilket han naturligvis er, idet han næppe ellers ville have fundet på denne titel, såvel som at sensorerne allerede har registreret følelsen ensomhed. Dernæst vil vi nu krybe helt ind i digterens hjerne, for at se hvilke forestillinger, eller rettere, hvilken forestilling, sensorerne her registrerer…

 

 

Udenfor mit vindue lyser

en enlig gadelampe

der minder mig om dig

og om alverdens ensomhed

der aldrig synes at kunne

deles mellem os men kun

deler os fra hinanden

 

Og det regner ikke

 

Nej, det regner ikke

som det ellers gør det

på nætter som i nat

eller netop ikke gør det

selvom jeg inderligt ville ønske

at det gjorde

ja, netop sådan som

det aldrig gør det

når jeg inderligt ville ønske

at det gjorde

når jeg inderligt ville ønske

at jeg et sted i tankerne

med dig ville have kunne delt

synet af hver enkelt af de dråber

der ensomt ville falde

blot en hvisken fra hinanden

under gadelampens skær

 

Men det regner ikke

 

Og selv hvis det havde regnet

tænker jeg trist og alene

da jeg ser ud af vinduet og

selvom jeg havde siddet og

holdt dig i hånden

havde jeg ikke kunnet aflæse

denne hvisken i dit ansigt

men noget andet

noget som jeg ikke ville forstå og

ville citere forkert og

af ren iver efter at forstå

synet af regnen ville –

jeg tør næsten ikke tænke mere

men måske er der

virkelig en grund til

tænker jeg så endelig

at det netop aldrig regner

på nætter som i nat.

 

 

Var det for kompliceret? For fortænkt? Det var altså forestillingen, om du så kunne lide den eller ej. Digteren ville jo så gerne have holdt dig i hånden, men selvom dette endog havde været muligt, og han da kunne forsøge at udrede og forklare, var det sikkert ikke dig, der havde misforstået ham, men ham, der havde misforstået dig, tror du ikke? Han tror det. Desværre.

 

 

 

 

00.10

 

Dernæst ser digteren ud af sit vindue, og han registrerer, at det ikke regner.

Gadelampen findes godt nok udenfor hans vindue, men netop skæret fra denne afslører, at det ikke regner. Hvilket forøger følelsen af ensomhed, men tillige bringer hans tanker tilbage til planen om det omtalte show. Altså dette show, for det består jo netop i hans tanker, følelser og impulser herom. Men nu er yderligere en aktør bragt på bane. Du er bragt på bane, som du jo nok kan læse. Og som du vil forstå ud fra registreringen af de indkomne impulser, er du kommet for at blive, for digteren er jo, som du nok har forstået, altså ensom. I øvrigt er du af hunkøn i en passende alder. Dit udseende er underordnet, det overlader han til fantasien, hvilket for øvrigt også gælder dit køn og din alder, da han jo ikke ved, hvem du er, men blot forestiller sig dette.

 

Yderligere, da digteren tænker over, hvordan han skal tilrettelægge sit show, begynder han at tænke over, at det skal rumme en kristen bekendelse. For han opfatter sig selv som kristen, og begynder at spekulere over, hvordan denne kristne bekendelse skal komme til udtryk. Og han sætter sig foran et krucifiks for at bede. Han tænker, at han vil bruge Elvis Presley og dennes moderne, populærkulturelle mytologi som udgangspunkt. Og han forestiller sig også, at måske, om ikke du, i det mindste Elvis Presley havde forstået hans digt om ensomhed. Ja, det tror han faktisk. Derefter registrerer sensorerne følgende forestilling…

 

 

Herre, for et moderne menneske, der læser i Bibelen, er det slående, hvor lidt der står at læse om ensomhed. Især når man sammenligner med den elvisologiske mytologi, hvor ensomhed indtager en ganske central rolle.

Sammenligner man, med denne in mente, stemmens beskrivelse af ensomhed i de to første vers af Heartbreak Hotel med din ensomhed i Getsemane have, forstår man bedre, hvorfor denne sang alene med dens åbning blev en milepæl i musikhistorien. Først et skrig af smerte med end som klimaks (Well, since my baby left me/ I found a new place to dwell/ It’s down at the end of lonely street/ at Heartbreak Hotel), der under tung vejrtrækning løber ud i en stønnen hele vejen gennem omkvædet (You make me so lonely baby/ I get so lonely/ I get so lonely I could die). Langsomt. Drævende. Bluesy.

Elvis, der på 40 sekunder stønner sig gennem et helt århundredes ophobede ensomhed, bruger med sin stemme sensualiteten som udtryksmiddel, og dog vil den aldrig føre ham andre steder, end endnu dybere ind i den ensomhed, der klagende synes forladt af alt og alle. Endog hævder han at kunne dø, og man tror ham bogstaveligt talt, stemmeføringen taget i betragtning.

Men hvor Elvis kredser om sig selv, søgte du i bøn Gud. Hvor Elvis søger andre ensomme mennesker uden anden fællesnævner end en ensomhed, der ikke lader sig dele (And though it’s allways crowded/ you still can find some room/ Where broken hearted lovers/ do cry away their gloom), søgte du alene Gud; modsat Elvis havde du ikke noget publikum, og søgte ikke, som i sangen, nogen at dele ensomheden med, andre end Gud.

Hvor Elvis er vraget af sin elskling, og derfor søger fællesskabets ensomhed overfor Gud, blev din bøn nægtet af Gud, hvorefter du søgte ensomhedens fællesskab med mennesker, for at frelse ethvert ensomt menneske, der tror, og for at kende, lide og dele med os den ensomhed overfor Gud, som synes at være det moderne menneskes lod, sådan som det med Elvis’ stemmeføring så fremragende kommer til udtryk.

Hvor Gud er fraværende, ja, end ikke nævnt, ser man sensualitetens bagside, sådan som også du led under den, dog uden synd, men med både midler og magt til at åbenbare Guds tilstedeværelse, for derefter aldrig at forlade os igen.

Amen.

 

 

Digteren tænker herefter lidt. For med denne single blev Elvis fra den ene dag til den anden verdensberømt, pudsigt nok. Pudsigt, fordi denne rock-klassiker sagde mere om hans fremtidige skæbne, end nogen på det tidspunkt kunne vide, inklusiv ham selv. Hvordan han året efter skulle flytte til sit eget private Heartbreak Hotel. Et overflødighedshorn af excentrisk indrettede palæer som ramme om et stadigt mere bizart liv. Med en skærende ironi, som er typisk for myten Elvis Presley, blev det navngivet ’Graceland’. Her blev formen støbt til en stadig og stadig til vanvid stigende grad af ensomhed. En ensomhed, der blev godt understøttet af spytslikkere, kvaksalvere og et løbende overforbrug af kvinder og alt fra stærk sovemedicin og morfin til psykofarmaka og amfetamin. Da han faldt død om på toilettet på Graceland godt 20 år senere, var han endt, hvor han startede, som havde han i sarkasme vandret jorden rundt og ramt sit eget spor; det billige luderhotel, down at the end of lonely street…

 

Before Elvis, there was nothing, sagde John Lennon. Måske havde han ret i mere end én forstand. Eller i hvert fald, tillige i min forstand, som får sværere og sværere ved at finde ud af, hvor den begynder, og Elvis slutter. Eller omvendt. Og i øvrigt; hvis der intet var før Elvis, hvad er der så efter, udover skæbnefællesskabet?

 

 

 

 

00.20

 

Se, allerede nu har digteren gjort sig adskilligt flere tanker, end den gennemsnitlige tv-seer ville føle sig underholdt af. Dette tænker digteren selvfølgelig over, idet han virkelig ønsker, at skabe et underholdende tv-show. Og han sætter sig ned for at overveje, hvordan han kan skrive sig vej frem fra det, han hidtil har forsøgt sig med, nemlig et digt og en bøn, og hen imod et underholdende tv-show. Ikke at han har opgivet at skrive om ensomhed, eller at skrive om Elvis Presleys moderne, populærkulturelle mytologi, men snarere overvejer han, hvordan disse to emner kan forenes på en måde, der både lindrer ensomheden, såvel som det underholder. For begge dele hører sammen i et ordentligt tv-show. I øvrigt føler han sig også tiltagende ensom. Og han tænker på, at dette vel har at gøre med manglen på underholdning i det, han skriver. Underholdende skal der altså skrives.

 

Han beslutter sig derfor, for at udsende et intimt tv-show, hvor han dog, på noget akademisk vis, ønsker at forklare sig. Om ikke andet, tænker han, er der dog noget underholdende over akademiske forklaringer, så længe de omhandler noget intimt. Lidt i stil med at søge efter frække ord i en Nudansk Ordbog. Også selvom denne aktivitet ligeledes som regel består af genudsendelser. Og som han således sidder og skriver, begynder han at forestille sig udsendelsen…

 

 

Der er en tragedie i den samling af intime tekstede videoer, der om lidt opføres i aftenens dokumentarprogram, hvor vi går både foran og bag kulisserne af et fiktivt fjernsynsshow – og ind og ud af din skærm, hinsides nogen form for skel mellem offentlighed og privatsfære, virkelighed og fiktion.

     Tragedien består deri, at jeg, poeten, til elskovs ære skærper mine digteriske evner, men, udstyret med ordet som sensor, gør næsten til brugsgenstand for salget af en drøm, den smukkeste drøm, jeg nogensinde har drømt. Og jeg gør det ikke for kødets skyld, langtfra, men snarere til fordel for din hyldest. At tildele kærlige ord og til dig, min elskede, blot have en fordring: tag imod mine få ord som var de de smukkeste roser, også selvom de i virkeligheden er så meget mere, nemlig en drøm, der er dræbt i digterens hjerte. En klump af den smerte, der engang kaldtes kærlighed og solgtes som kød under bøn om syndsforladelse. Jeg beder dig, min elskede, forklare mig om det fantasifoster, du bærer som en gave til mig, nemlig det tankens mæle, som jeg i mine digte til dig vil udfolde. Det digt, som du er. Et foster, som svar på min bøn, befrugtet af kødets glød og med stemmens nøgne ord. Er der overhovedet nogen, der bærer den rette klædning til glædens dag, da er det dig. Smukkere ord end det digt, din krop består af, kan digteren ikke tænke sig. Dine indre organer udgøres af sætninger, dit ansigt og bryst af gloser og rim, som lyder af virkelighed og kød. Sidst af alt er du en metafor. Ved kødet vil evangeliet måske træde i kraft, og du vil frelse enhver med dit kys, levende såvel som døde. Blot udsigelsen af sin sidste bøn gemmer jeg og reserverer den skæbnen, før den når mine læber: lad ikke mine hænder ligeså dræbe dit hjertes drøm. Lad ikke dit foster gennembores, når digteren med sin pen søger at trænge ind i undfangelsens formulering. Trods jeg ønsker dig det bedste, gælder det for ethvert digt, at der bag ordet skjuler sig en ulv, og for enhver bøn, at ulven af skæbnen bliver bønhørt tillige med fårene ....

 

God fornøjelse!

 

 

Se, enhver dybsindig kender af Are You Lonesome Tonight?, og især af recitationen inde i selve sangen, vil her finde genklang i ovenstående. For Elvis ønsker heller ikke, endog med sit meget beskedne intellektuelle niveau in mente, at overføre en ensomhed, der var mere end omvendt proportional med det intellektuelle niveau, til os. Dette er essensen i den sang. Hvor vidunderlig smuk den end er, er den dog sunget af en mand, der om sit hele kærlighedsliv blot havde dette at sige: I screwed everything in sight…

 

 

 

 

00.30

 

Nu må underholdningen så begynde! Og den begynder med denne trailer, hvori digteren som appetitvækker synes at kopulere med Jomfru Maria – eller Magdalene. Så er der også lidt for husarerne, om end det kun er de teologiske feinschmeckere blandt dem, der vil finde sand nydelse heri:

 

 

Kameraøjet fra mit frøperspektiv

viser en knejsende Jomfru Maria

med vuggende bryster

overskrævs på mit køn.

Og jeg forstår nu hvorfor.

Stjal jeg end i mit hjerte

hendes elskov, var den

som en trojansk hest.

Egentlig kom ordet fra hende,

og det flød ud i mine årer,

ikke ved intellektet, men

ved kødet. Således er jeg

nu for den kristne, der formår

at forstå dette, en synder i

anden potens. Jeg har ved

kødet modtaget ordet

gennem nadveren af Marias

skød, og dette ord, dette

stof, har som et skud af

den fineste dope

gang på gang ført min

kuglepen. Således har jeg i

skriftens tjeneste, hvilken

dødssynd, modtaget ordet

for ved kødet at tage bolig

i en kvindes elskov og

dermed skrive mig ind

i hendes køn.

 

 

At Guds ord kan vække kødelig lyst, burde ikke være en fremmed tanke, hvis man kan acceptere den præmis, at kærlighed også taler gennem kroppen. Altså, at vi også kan bruge kroppen til at formidle vores kærlighed til hinanden med, uden nødvendigvis at have tanke for forplantning. Men at den Helligånd, som giver digteren Guds evne til kærlighed i gave, også taler gennem kroppen, vil for nogle kristne blot som tanke være en dødssynd. I så fald må han sige, at hvis den, der bruger Helligånden som et åndeligt givet potensmiddel, begår en utilgivelig synd, så må de sidste virkelig blive de første i Himmeriget. Så er synderen helgen, og dem der kalder sig tro mod ordet hyklere, idet de hellere er tro mod ordets bogstavelighed, end mod det evangelium, der, givet os af Helligånden, taler til de hjerter, der kan omsætte ord til handling. Guds ord høres og mærkes i kroppen og flyder fra hjertet gennem blodårerne rundt i alle lemmer, inklusiv kønnet. Hvad mere er: det forfører den lovtro til at elske, og elske med Maria. Utallige gange har den lovtro følt en sådan kærlighed, forbandet den og troet den kom fra Satan. Ak, vidste han eller hun blot sandheden; forføreren er evangeliet selv, og da intet ifølge evangeliet for Gud er umuligt, er Maria stadig jomfru, selvom hun i kraft af Helligånden har elsket med og forsødet millioner af forpinte synderes sind med sjælefred. Og de ved det, men vil ikke kendes ved det. Hvad de aldrig får gennem bønner, sørger de over, men vil ikke kendes ved glæden, som dog var og er givet dem i rigeligt mål i Himmeriget: Den nøgne menneskekrop, der overfor synden i evighed er jomfru, når blot Helligånden, uden tanke for reproduktion af kopier, beriger den med elskovs gave. Sådan udlægges teksten bare aldrig, og digteren må derfor hvæsse pennen med sarkasme, for at lade sig forføre af skriften og for tanken få nøglen til at passe i nøglehullet. Imidlertid modsiges en sådan formular af formen, idet tanken er under kraftigt tryk fra en kalejdoskopisk fluktuation af følelser. Derfor har han skrevet digtet som en slags visuelt sanselig tekstoplevelse, analogt med musikvideoens eller reklamens i form og format hastigt skiftende sansepåvirkninger. Cirka sådan ser kognitive forstyrrelser såsom tankemylder og tankehørlighed ud, når de fluktuerende som cigaretrøg for det indre øje og øre lader sig materialisere i hjernens syv sind. Men egentlig gælder regnestykket, altså nøglen i nøglehullet, for selv den mest sanseløse dogmatiker; Helligånden er guddommeligt givet dope for ordets omsættelighed til nadverens safter, oprindeligt udsprunget fra Marias skød. Eller hvad, Elvis?

 

 

 

 

00.40

 

Derefter til noget mere intimt, nemlig en hjemmevideo, hvor det nu er selveste læseren, altså dig, digteren kopulerer med! Som det måske er gået op for dig, har digteren med den kristne, såvel som evisologiske, bekendelse tænkt sig at skide den et stykke. Så vidt i hvert fald hvad sensorerne registrerer angående de nedre regioner, både dem forrest og bagerst, om jeg så må sige. Se bare…

 

 

Når jeg er inde i dig

og dine skedevægge omkranser mig

fylder jeg et hul i din sjæl

der før var ubeboet

eller var beboet af hullerne

i vores samtale

hvis jeg kunne, ville jeg søge

dybere ind og op i dig

til jeg nåede livmoderen

for, som Nikodemus, forvirret

at ville kravle ud igen,

indtil du griber mig

lader mig tage bolig

og ikke slipper mig

før du får mig ind

og op i kroppens

organiske indre, fra hvor

nattens drømme fostres

i et land med bække

med kilder og med strømme

af vand, der vælder frem

i dale og bjerge. Sandelig,

jeg lever ikke af brød

men alene af hvedekornet fra

min organiske underjords

vandringsfærd bag dine

rosenrødlige læbers port.

 

Når jeg ser din mund

og alle de kys elskende har efterladt her

alle de gange de som jeg

har aflæst hver deres ordlyd

af dine simrende læber,

tænker jeg, at ordlyden

er den samme på

ethvert kendt sprog

samme ordlyd som

hullerne i vores samtale

og alle de samtaler du og jeg

måtte have haft med

alle de elskende

der har krydset den

midlertidige afstand

mellem vores læber

indtil dette øjeblik,

taknemmelig for at

alle sprog dog tales

med to tunger, lige som

de to der mødes i dette kys,

såvel som i alle de

foregående, der blandt

millioner har ført

netop vores

læber sammen.

 

 

Når jeg er inde i dig

er jeg på opdagelsesrejse i

en organisme der er

fremmed fra min

jeg opdager en ny verden

der ikke længere er ubeboet

men har været beboet

fra det øjeblik

i tidernes morgen

hvor jeg var her

som pilgrim i

det forjættede land

hvor synd er dyd

og kropsvæsker

mælk og honning

hvor jeg er alene

og du omslutter mig

og min ensomhed,

alene på sporet

af dig.

 

Når jeg mærker dine bryster

med grådige hænders famlen

føler jeg mellem mine fingre

en fin og sart hud

umærket af ungdom og ælde

som satte jeg med min

hånd den første

fod på månen,

betrampede den

og sekundet før jeg afgik

slettede ethvert spor

af menneskelig begærlighed,

alle tiders tavshed

og tungers ord

før jeg letter igen

efterlader jeg dit bryst

så fint og sart

som skinnet fra månen

blegt, dog klart

da et menneske første gang

fra en mørk klode

fik den tanke

der at plante sin fod.

 

Når jeg er inde i dig

er du overalt;

dog, havde jeg end

tvunget mig vej

og overvundet dig,

er det blot dig der har

vundet i mig,

som var vi ene og alene os

og ikke du og jeg.

 

 

Herefter finder digteren det, af apologetiske årsager, fornødent at tage en lille rejse ind i sig selv, efter at han, så at sige, har taget den ind i dig. For trods den æggende tanke om en hjemmevideo, eller måske netop herfor, er det på sin vis et ganske uskyldigt digt. Blot har digteren som et privat kameraøje vendt elskov, med alle dens flimrende sanseindtryk, indad mod et kognitivt mylder af typologiske brudstykkers fysiognomi. Eller måske er det snarere et slags forsøg på en anatomisk dissektion, der i teksten møder læserens øje, uden dog at afsløre andet end som så. For der er i øvrigt, udover typologien, ganske god og sædelig orden og sammenhæng fra linie til linie. Ja, netop af samme grund tør digteren, under bogstavernes overflade, vende videokameraet helt ind under huden og ind i den din anatomi. Således er det en ode til den kødelige kærlighed, så at sige i bogstaveligste forstand, men ligeledes til sjæl og ånd, som i vores tids tænkning uløseligt er forbundet med kroppen. Derfor har troen på det evige liv og den udødelige sjæl svære betingelser, for når kroppen er død, regner vi også sjælen for død, i og med at al bevidsthed blot bliver regnet for kropslige biokemiske processer. Også digteren har her svært ved i tanken at adskille sjæl og legeme, og søger derfor kærlighedens forjættelse, ikke blot i dit underliv, men i hele dit organiske indre, der således bliver sjælens og åndens hjemsted. Dette går videre end det blotte seksuelle samkvem, eller rettere, elskovs stræben bliver, lige såvel som blot kropslighed, en stræben efter det tabte paradis, der således bliver legemliggjort, bogstavelig talt, af din fysiologi og forestillingen om hendes anatomi. Dine ’indre’, altså følelsesmæssige egenskaber, smelter sammen med dine bogstavelige indre kropsorganer. Det kan da kaldes at overvinde dualismens splittelse. Og ikke kun mellem sjæl og legeme, men også mellem mand og kvinde; på hans rejse inden i dig bliver han og du bogstavelig talt ét kød. Som én om dette skrev til digteren: Måske er det derfor, vi så tit brænder op i hinandens indvolde. Og han svarede hende tilbage: Tænk dig, jeg ønsker intet andet end dette, at gå til grunde i en kvindekrop. For han finder ikke her indvolde, eller rettere, i så fald er disse indvolde besjælede, så de tager sig ud som et land med bække/ med kilder og med strømme/ af vand, der vælder frem/ i dale og bjerge. Det mandlige begær kan være så, ja, fortærende, at man i en mere eller mindre overført forstand ligefrem kan brænde efter at konsumere den elskedes krop. Eller at konsumeres i den. Adskillige af Elvis Presleys slagere og den sentimentalitet, der som de indre kropsvæsker driver fra dem, har netop sit udspring i en, for en psykiater at se, let sygelig længsel efter en sjælelig, snart sagt bogstavelig, gensidig konsumering. I øvrigt er sådanne forestillinger universelle i religiøse kontekster, om end her præget af en vis infantil seksualitet, og dog ikke uden lighed med den dyrkelse af de kanaanæiske moder- og frugtbarhedsgudinder som Asjera og Astarte, som Jahve bruger en anseelig del af stoffet i det Gamle Testamente på at bekæmpe, til trods for at selv samme stof, eksempelvis i Højsangen, i betydelig grad er præget af kanaanæisk religion. Således er også vor mand i markens digt præget af religiøs synkretisme, samme synkretisme som var lige så udpræget for nytestamentlig tid (og bekæmpelsen af den for det Nye Testamente selv), som den er for hans og din egen. I digtets optik er seksualiteten, som for den kanaanæiske sakrale prostitution, en helligdom, og kvindekønnet, med en god stænk moderne religionsblanding, porten til Israels forjættelse. Således er ’naturbeskrivelsen’ af den kvindelige anatomi stærkt inspireret af 5 Mos 8,7, som netop er forjættelsen om det Kanaans land, som israelitterne med magt skulle tage i besiddelse, inklusiv dets moder- og frugtbarhedsgudinder. Ligeledes, for forvirrede romantiske sjæle, for hvem den elskedes krop er som Guds egen, er heller ikke nævnte tanke om at konsumere den eller at konsumeres deri fremmed for det Nye Testamente, men tværtimod (om end under indflydelse af en vis dosis sværmerisk tekstindlægning, snarere end udlægning) et særkende herfor. Digteren tænker eksempelvis på nadveren, på Jesus, der i øvrigt, for hvem der vil modtage det, vil give vand, som i denne skal blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv, samme Jesus, der om sig selv et par kapitler senere siger: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik.

 

 

 

 

00.55

 

Lidt efter at have skrevet dette, begynder digteren at føle sig underligt utilpas. Som havde der indsneget sig en art kvalme, og som var ensomheden i øvrigt vendt tilbage for fuld styrke. Han ønskede blot en simpel berøring. Gid du gad røre ved ham, kære læser. Ja, det gad du vel nok, men nu har han til overflod kopuleret med både dig og Jomfru Maria! Ak, så fandens ensom han føler sig. Nej, for at nå dig, må han skifte spor. Hør, min ven, det eneste han ville, var at nå dig. Det eneste han ville, var…hør nu, hvad sensorerne mærker. Så starter vi helt forfra, ikke sandt, min ven…?

 

 

Det er ikke min mening

at gøre dig urolig

eller volde dig besvær

 

jeg kender dig jo ikke,

som det hedder sig

når man undslår sig

kærlighedens kendskab

til den ukendte

 

og dog mener jeg at kende

til et endnu ukendt digt

der afkræver mig formulering

og som modsat mig

påstår at kende dig

 

men jeg skriver det ikke

 

dels fordi jeg ikke kan skrive det

men blot formode

at læse det i dit ansigt

 

og dels fordi ethvert citat

jeg her måtte søge

hvis jeg kunne skrive det

måske ville gøre dig urolig

eller volde dig besvær

ved sit ønske om

at skrives ned

i form af en parafrase

som nok i dit ansigts kendskab

til denne ukendtes kærlighed

kan læses, men måske aldrig skrives:

 

den formulering der nok søger dig

men som løsrevne vers

i mit røgfyldte værelse

ængsteligt pustes ud

velvidende at dit ansigt

måske slet ikke ønsker at citeres.

 

 

Elvis? Elvis…hør, han ville jo ikke gøre dig utilpas. Det var jo ikke det, der var meningen, vel? Se nu det digt, han har skrevet til dig. Han ved, Gud må vide hvorfra, at dit ansigt, ja, at netop dit ansigt måske slet ikke ønskede at citeres…Fordi…fordi det egentlig intet havde at sige. Det kunne ligne alt mellem himmel og jord og være guddommeligt smukt. Og det var sandt nok et ansigt, og ingen maske. Men ansigtet evnede ikke at være til, men kun at se ud. Du var Elvis, men du var aldrig dig selv, har jeg ikke ret i det…bare en lille smule…? Og dog, nej. For du er jo Elvis. Du er jo Elvis, og din stemme kan ikke citeres, og vil i øvrigt aldrig kunne citeres, således som den aldrig vil kunne ses, men blot høres. Som den lyd af virkelighed blot den, der har ører, kan høre, og som lige så lidt som vindens susen kan citeres. Den susen der, alt efter øret, der hører, for den ensomme i natten både kan rumme endeløs tomhed…og hele evangeliefortællingens genfødelse.

 

 

 

 

01.00

 

Det var bedre. Så langt mere nænsomt. Og inderligt, ikke sandt? Ah, han mærker ensomheden svinde en smule. Ja, mere end en smule. Han føler også, at hans kristne bekendelse så småt er ved at vende tilbage. Ja, og i en mere sober udgave, forstår du. Og han kom til at tænke på dit smil. Altså, hvordan han nu forestiller sig dit smil. Og i øvrigt, alt dette med at underholde. Hvilken rolle, selv i et digt, spiller det dog i forhold til inderlighedens udtryk, sådan som han nu forestiller sig dit smil? Ja, hvilken rolle spiller overhovedet tanken om dit smil, når nu han formoder, at du smiler til ham uden tanke for noget? Hør blot, hvad han forestiller sig herom:

 

 

Når du smiler

synes vejen mellem

tanke og handling

at være så kort

at du når mig

før jeg når at tænke

 

og tænke på alt det

som ethvert digt

hæsblæsende søger

at nå at blive

og derfor aldrig

øjebliksvis kan siges

bare at være

 

men som dit smil

længere end noget

af mig kendt øjeblik

både når og er

 

nemlig tanken som handling.

 

 

Kære Elvis, dit vidunderlige smil…eller, undskyld, dine vidunderlige smil…for smilene var i flertal, var de ikke? Ja, i dobbelt forstand, hvis man kan sige det sådan, for der var mange af dem, rigtig mange. Og lige så ens mange af dem var, lige så vidt forskellige var de. Det er det, der er det virkelig skøre. For egentlig skulle man tro, at et smil var et smil. Men på det punkt er det dig, og ikke mig, der er eksperten. Det er sikkert og vist.

 

 

 

 

01.05

 

Kæreste læser, digteren tror, eller rettere, tænker, at han er blevet en anelse forelsket i dig…Se selv, sensorerne tager vel ikke fejl. Vel? Og han har bestemt sig for, at det regnede i går nat. Og at han da inderligt savnede dig…

 

 

Det regnede i nat

ja, det regnede i nat

da jeg bestemte mig for

at skrive et digt til dig

om hver dråbe der spredtes

på den mørke asfalt

og om lyset i gadelampens skær

uden hvilket jeg aldrig

havde set eller lagt mærke

til nogen regn

og vel heller ikke til dig

men netop som digtet begyndte

at ville samle op dit hjertes skår

og enhver metafor ville

så meget mere end

den nogensinde ville kunne

bemærkede det tillige

som med et bittersødt suk

langt før det var færdigt

ja, før det endnu var begyndt

at regnen var hørt op

og kun mørket var tilbage

sammen med det lys fra gadelampen

der nu blot alt for tydeligt

syntes at savne den regn

uden hvilken jeg måske

aldrig ville have bestemt mig for

at skrive et digt til dig.

 

 

Elvis, der er det besynderlige ved dig, at alt hvad du sagde og sang i dag er blevet forjættelser om dig selv. For eksempel når du i Are You Lonesome Tonight? sang shall I come back again?, er det i dag at forstå som en inderlig og smertefuld længsel efter din bogstavelige genkomst. Smerten består deri, at du naturligvis aldrig kommer tilbage. Men din stemme, for helvede. Din stemme lever videre i ethvert moderne menneske.

Ligeledes med dette digt om regnen. Logisk set blev det aldrig skrevet, ja, som der står, aldrig begyndt. For regnen hørte op, endnu før digteren nåede at begynde på det. Det gjorde på sin vis også dit liv, Elvis. Også dit liv hørte op, langt før jeg nåede at skrive om det. Og alligevel står digtet at læse ovenstående, såvel som din stemme forefindes i enhver musikforretning, før du overhovedet nåede at sige noget af betydning. Det kan også være det samme. For din stemme lever, som i digtet, længere end ordene. Ord er jo bare ord, ikke sandt – at ordene og det, de skal udtale sig om, ikke rigtig dækker hinanden? At disse to størrelser, altså ordlyden og lyden selv, overhovedet ikke har noget med hinanden at gøre. Og end mere, sagt ganske akademisk; at sproget er inadækvat over for den virkelighed, det skal beskrive. Det er stemmen ikke. Og den er heller ikke spor akademisk. For stemmen er, ganske modsat ordene, selveste lyden af virkelighed.

 

 

 

 

01.10

 

Som sagt mærker han de religiøse følelser vende tilbage. Altså de mere sobre af slagsen. Hør blot, hvilken forestilling der nu udspiller sig:

 

 

Jesus har spillet en klarinetsolo for dig

fra tidernes morgen til

klarinetten blev opfundet

fra sin fødsel til sin død

og fra sin død stadig mere forsiret

op gennem det 20. århundredes nat

og dog smukkest i fraseringerne

siden den januardag i 1935

hvor du blev født og lige til nu

om ingen så hører den

om kun få nogensinde har været

vidende om dens skønhed

håber jeg blot at mene

at have hørt enkelte svage toner

gennem andres hænder og stemmebånd

det som ingen har set

som en node hinsides farven blå

det som ingen har hørt

som en lyd bag dine øjenlåg

som ved sin skønhed sprænger

ethvert begreb om skønhed

men som nu og her findes

mere end noget andet og altid mere

nu og her end før eller siden

men dog smukkest i fraseringerne

siden den januardag i 1935

hvor du blev født

lige til nu hvor jeg gennem

din stemmes klang blot mener at håbe

efter tusinder af år i går 

at mine ører fik lyden at høre.

 

 

Den opmærksomme læser vil nok have bemærket, nøjagtig hvem dette digt er skrevet til. Ja, netop. Elvis. Og hvem denne forelskelse egentlig gælder. Igen, ja. Elvis.

 

 

 

 

01.15

 

…Dog begynder tvivlen nu at nage. Er du virkelig på den anden side af forelskelsens drøm? Eller er du blot et endeløst mareridt, beredt ham på hans soveværelses sølle leje…?

 

 

På mit leje om natten

søgte jeg dig

som jeg elsker så højt

jeg søgte dig

men fandt dig ikke

for jeg kom i tanke om

at du var låst

inde i et mareridt

som tanken ikke

havde nogen nøgle til

 

Jeg tænkte: å, jeg

ville ønske jeg kunne

holde dig i hånden

i dette mareridt

 

Jeg ville vandre

langs floder og bjerge

for en dag at kunne

holde dig i hånden

en dag midt i hjertet

af en endeløs nat

 

Ja, jeg vil stå op og

vandre rundt på byens

mørke gader og pladser

for at finde nøglen

til mareridtets lås

 

den nøgle

der ikke findes

 

Men måske, måske en dag

elskede, vil jeg finde den

da vil vi vandre gennem

hundredvis af år

langs floder og bjerge

til den sidste nat af alle nætter

og jeg vil vågne op i dig

da en spæd sol

vækker os på vores leje

på den første dag af alle dage

 

ja, måske, måske en dag

elskede, vil jeg finde den.

 

 

Kort efter at du køber Graceland, dør din mor. Det fortælles om hende, at hun, som en følge af din, hendes søns, berømmelse, føler en voksende ensomhed og forfald. Hun føler, at hun mister dig under dine mange turnéer, og hun vænner sig aldrig til den pludselige forlorne verden af rigdom. Dette forårsager det misbrug af mad, alkohol og amfetamin, som kort efter koster hende livet. Eller måske rettere, berømmelsens første pris er for dig din elskede mors død. Netop den kvinde, som, ifølge alle biografier, i din fattige barndom finder tegn alle vegne på sin søns kommende storhed. Men da storheden kommer, frygter hun mere og mere, at dine mange hysteriske fans på en eller anden måde vil tage dig fra hende. På sin vis sker det, og ligeledes, rædselsvækket, må hun betale for det med sin død. Og måske, tillige, med sin søn. Med hendes død, plaget af skyld og ensomhed som du vel var, føler du at have solgt din sjæl til verden. Stærkt troende som du er, har du utvivlsomt kendt evangelisten Mattæus’ ord: Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl? For alvor, efter moderens død, tilføjes din stemme stadigt oftere en sær melankolsk klang. En ensomhed, som næppe nogen kan forestille sig, og slet ikke dine mange fans. Myten er begyndt at bekræfte sig selv. Ingen havde tanke for nøglen til det mareridt, du var låst inde i. Ja, vel nok, til trods for alle digterens verbale anstrengelser fandtes, og findes, den slet ikke, ud over i din stemmes klang.

Det kan være frygteligt at tænke på, hvor ensom du som et andet gidsel for skæbnen har været. Til en koncert i 70’erne, da du skal synge Are You Lonesome Tonight?, stopper du midt i sangen og siger ud til publikum: Jamen, det er jo mig, der er ensom, forstår I? Men ingen forstår det, for publikummet griner blot, som om du havde fortalt en vits. I sangen, hvor du synger og taler til et ’du’, er det som om, at dette ’du’ blot er dig selv. Elvis, der taler til Elvis, som i forgæves bøn. Mennesket der kæmper med myten.

Efter din mors død, er du slet ikke i stand til at falde i søvn uden stærke beroligende medikamenter, er du vel? Vel blev Are You Lonesome Tonight? oprindeligt indspillet i 1960. Men i 70’erne er sangen så desto mere blandt de mest tragiske, aktuelle og vedkommende sange i dit repertoire, som var forjættelsen allerede, præ mortem så at sige, trådt i kraft. En tid, hvor du nogle gange må bruge ble, for at imødekomme virkningerne, bivirkningerne eller krydsvirkningerne af de mange medikamenter du tog. Er det ikke sandt? Medikamenter, som gang på gang er dig nødvendige, for at lade bevidstheden slippe sit greb og føre dig ind i et kemisk mørke. Et mørke, der for en stund kan lindre ensomheden, men blot finder vej til søvnen med hånden tæt knyttet til din kærestes natkjole. Havde dine fans, de fans, der stadig så dig som verdens førende sexobjekt, kunne se dig i et sådant øjeblik, hæmmet af stoffer, der slutteligt fratog dig enhver seksuel lyst, var hele underholdningsindustrien måske blevet rystet i sin grundvold. I al sin hjerteskærende ydmyghed, ville dette måske også have lindret blot en flig af den grænseløse ensomhed, der for evigt har fået sit udtryk i sangen. Men dette skete ikke, og vil nok aldrig ske, så længe sangkunstnerens stemme, og det bifald den høster, kan omregnes i penge.

Jeg ved det, Elvis, jeg ved det. Og sandheden skal jo for en dag…eller skal den?

 

 

 

 

01.25

 

Ak, han er ved at være træt af at lede i en drøm, der nu mere synes ham at være blevet et mareridt. Han længes nu, som var han smittet af, hvad Elvis sagde om sit eget kærlighedsliv, efter kvindeligt kød. Og hvad mere er, afslører sensorerne i stadig højere grad, at han efterhånden har fået en hel del at drikke. Så skål da…

 

 

Lommepoeten er fuld og færdig.

Han er træt nu, rimsmeden.

Og har godt nok fundet ord

men verberne synes

at glide i dit køns safter

mens de tøvende venter på

længslernes opfyldelse

 

kun således, tænker han

kan dit navn bevares

rent og ubesmittet

for eftertiden og

hans indestængte drøm

leve videre på skrømt

 

således en aktør i

en skintilværelse, javel

men tillige et vidne

der beretter sandfærdigt

for herved at bevare din uskyld

 

sådan lader han i hvert fald

verberne balancere

mellem dine skamlæber

og sådan er han per definition digter

ved diskrepansen mellem

din apologetiske uskyld

og hans gennemførte løgn

som kun sandheden synes værdig

 

for er dit køn virkelig som en blomst

der end aldrig er plukket

driver enhver metaforisk frase

alene af lyst derefter

hjælpeløst ned ad

dine brysters kurver.

 

Trods jeg mener at kende og smertes

ved hver af dine marers ridt

er dine skamlæber for mig

der i fantasien allerede

er trådt ind i templet

forhænget som flængedes

da Jesus stønnede

at det var fuldbragt

såvel som dine bryster

er de to røvere på korset

et til højre og et til venstre

for hjertets midte

aldrig, som kun du

har lært mig det

blev kun det ene frelst

og det andet ladt tilbage

thi for Jesus og hans

forsirede klarinetsolo

er de begge så

lige tilpas bløde

som sæden på en

blomstereng af kød

at Gud aldrig ville have

formet og fyldt dem

for andet end hver af

deres fyldes egen skyld

på høstens dag

sådan som hver dag

der vil komme

ja, som er nu

er høstens dag

og hver af dine

brysters modermælk

denne evige sommer

såvel som hver sommer

hvor du heller ikke fik børn

dog er min længsels kilde

næring nok til

at jeg ved smagen 

af dine bryster igen

og igen så meget

desto mere som

forhænget flænges

som digter vil tørste efter

at fuldende mig

som din krops tempel

for digtet at se

er fuldendt i dig.

 

 

 

 

01.35

 

Å, undskyld, jeg…å, fandens også, om han ikke nu har kopuleret med dig igen! Langsomt…langsomt begynder en sand følelse af anger at brede sig i digterens hjerte. Ja, i hans hjerte. Og ja, følelsen er sand, se selv. En slags sorg griber ham. Og jo, vel er han bekendt med den sarkastiske facon, men sorgen registrerer nu angeren, og den støder på mærkværdigste vis sammen med den. Og alle dens bortforklaringer. Sensorerne registrerer følgende sammensurium af en forestilling…

 

 

en mand skriver et digt

en anden lægger kabale

begge snyder

hverken digtet eller

kabalen lykkes

og Jesus spiller

alene og forladt

sin klarinetsolo gennem

det tredje årtusinds nat

og dette

det er ingen lignelse

nej, det er digtet

der aldrig bliver skrevet færdig

og kabalen der aldrig går op

udover til klarinetsoloens toner

fra Jesu døde krop.

 

 

Hør, Elvis, digteren vil jo…Elvis? Elvis, hvor er du? Hvor fanden er du…

 

 

 

 

01.40

 

Elvis has left the building…Sådan gjaldede det ud af højtalerne ved hver koncert, kort efter at Elvis havde forladt scenen. Ligeledes synes det altså nu digteren, at Elvis har forladt ham, og at blot elvisologiens dødsmesse er tilbage. Stadig synger Elvis fra stereoanlægget, men hans ånd har forladt digterens krop. I sin ensomhed slår digteren nu over på tekst-tv, for her, som det eneste sted med den lille programpakke om natten, i stedet at stille sin åndelige sult med nyheder. Nydeligt er dagens og aftenens begivenheder remset op efter en eller anden afsindig orden. Topoverskriften er som følger:

 

 

”10 dræbt af to bilbomber i Irak”

 

Digteren oplyses her på televisionens yderste sumpe af nyhedskilder, at et tætpakket marked i byen Kirkuk i Irak er blevet ramt af to bilbomber. Kilder hos politiet oplyser, at mindst 10 mennesker omkom, mens 60 andre blev såret af angrebene. Flere af dem risikerer at dø af kvæstelserne, vurderer et lokalt hospital.

 

 

Som det ses, underkaster underskriften sig, ja underbygger som det naturligste i verden, voldens sprog, hvis ikke det var fordi, at sådan vold synes berøvet ethvert sprogligt udsagn, og alene ytrer sig i logistik. Og overskriften overtager blindt denne tankegang.

Der indgår nemlig to tal, der ikke meget har med meningsfulde sproglige udsagn at gøre, men snarere med logistik. Med to bilbomber kan man altså slå 10 mennesker ihjel, altså gennemsnitligt 5 mennesker pr. bombe.

Det eneste vi mangler, tænker digteren, for at gøre denne vanvittige logistik komplet, er prisen pr. bombe. Havde vi den, kunne vi med en lommeregner så let som ingenting udregne, hvad det i gennemsnit koster at slå et irakisk menneskeliv ihjel. Det er blot at dividere bombens pris med ti. Og endda med lidt mere end det, idet det jo vurderes, at endnu flere ventes at dø af deres kvæstelser.

Se, det påfaldende ved overskriften er ikke dens information. For denne kunne man, med de to tal som variabler, som var det den aktuelle aktiekurs for et irakisk menneskeliv, trykke i et hvilket som helst massemedium med nøjagtig samme ordlyd næsten hver dag. Og det er dette, der er det påfaldende, nemlig overskriftens fuldstændige mangel på information, altså bortset fra den aktuelle aktiekurs for et irakisk menneskeliv.

Hvad har nu Guds Ord at sige digteren om dette? Det første der slår ham, er den afgrundsdybe kløft mellem det Gamle og det Nye Testamente. I det Gamle udregnes ligeledes ethvert for israelitterne etnisk og religiøst fremmedartet menneskeliv i simpel logistik.

Påfaldende er det især med fortællingen om den jødiske martyr, Samsons, død. Ifølge Dommerbogens krigsliderlige forfatter beder Samson, da han er en hjælpeløs fange hos filistrene, israelitternes arvefjender, Gud om at give ham fordums styrke igen, så han kan hævne sig.

Han befinder sig da i filisterkongens hus, hvorom den sindsforvirrede personage, der måtte være forfatter til dette kapitel, pedantisk anfører, at det er stuvende fuldt af filistre, omkring tre tusind mænd og kvinder. Med sine sidste kræfter stemmer Samson med sin højre og venstre hånd mod de to søjler i huset, der bærer taget, og vælter dem, således at han, tillige med de tre tusind filistre, går i døden.

Og som en krølle på halen kommer forfatteren da netop til logistikken, idet han, øjensynligt med stor stolthed i stemmeføringen, beretter, at sådan dræbte han [=Samson] ved sin død flere, end han havde dræbt, mens han levede.

Et særdeles gunstigt regnestykke for denne datidens selvmordsbomber: for blot et styk falleret israelitisk martyr, er der altså omtrent tre tusinde døde filistre at hente. Ikke et eneste navn bliver nævnt, men blot, som i vores overskrift, antallet af døde kroppe. Dette er voldens hæslige logistik.

Hvad har digteren da kristelig talt at sige til dette, udover med dig at græmme sig?

Jo, digteren og du, altså I, såvel som enhver anden, har Kristi kærlighed, for hvilken ikke en eneste af disse tre tusind ofre var at regne som en død krop, men derimod en menneskeskæbne, der lige såvel som Samson, er blevet forliget med Gud, ved den vold, tortur og død, som Samsons senere folkefæller udsatte Jesus for. Endog på vegne af sine bødler bad Jesus Gud om tilgivelse.

Ja, man kan sige om ham, og om hans sonoffer for alle verdens synder, det stik modsatte af, hvad nævnte forfatter siger om Samson: at sådan frelste han flere ved sin død, end han havde gjort, mens han levede.

For nok frelste han i sin jordefærd utallige fra sult og sygdom, men med sin død frelste han enhver, som tror på hans kærligheds navn. Det måtte være enhver troende kristen, men tillige enhver hedning, der gør hans gerninger. Og ikke kun den, der har kendt hans navn, men tillige de utallige i dødsriget, der havde deres jordefærd, før han havde sin.

Også hver eneste af de tre tusind kvinder og mænd i filisterkongens hus, der blot var at tælle som døde kroppe, er nu omsluttet af hans kærlighed, såvel som enhver selvmordsbomber er det, ja, som endog forfatteren til denne dødens kærlighedsløse logistik i Dommerbogen måtte være det.

 

 

 

 

01.50

 

Efter denne udladning, nu blot en smule mere ensom end før, er der flere nyheder at hente. Den næstefter prioriterede nyhed lyder nemlig som følger:

 

 

”Venstre: Ritt laver smudskampagne”

 

Overskriften henviser til, at medlemmer af partiet Venstre har anklaget Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard for at bruge en mistanke om korruption blandt medlemmer af Borgerrepræsentationen, herunder et medlem fra Venstre, til at fremme egne politiske interesser.

 

 

Å, hvor meget man end kan betone nødvendigheden af i en overskrift at koncentrere informationen, rummer denne overskrift tillige så ukristeligt mange gåder, at den snarere koncentrerer desinformationen i udsagnet på et eller andet punkt mellem almindelig og total forvirring.

Med vanlig blanding af semiotisk fattigdom og kreativitet, som synes at være blevet norm i den, hvad sprogbegavelse angår, svagere del af de trykte eller elektroniske medier, gøres det med et enkelt kolon klart, at der er tale om et konstrueret citat.

Anderledes kan det vel heller ikke gøres, idet der citeres et parti, som var dette selvstændigt udstyret med talens fulde brug. Men jo, digteren har forstået; et eller flere medlemmer af nævnte parti har altså udtalt noget i retning af, at overborgmesteren søger at fremme egne politiske formål ved at udtrykke manglende tillid til andre politikeres moralske habitus.

Med en stor portion velvilje må vi forstå overskriften således, om end de sproglige besynderligheders mangfoldighed efter kolonet er nærmest imponerende godt koncentreret.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab kender således skægt nok slet ikke til, at kampagner kan ’laves’, om end de både kan køres og føres. Ak, Jesus kære, tænker digteren, der skal dog ukristelig lidt sprogøre til, for at kunne fornemme de latrinære associationer, som øjensynligt har forbindelse med ’smudskampagnen’, om end vi, så at sige, udviklingspsykologisk da søges regredieret til den anale fase.

Således har den politiske jargon, med eller uden spin eller frokostaviser, altså udviklet sig til sproglige farcer, om hvis egentlige indhold vi kun kan gisne, hvor godt og grundigt vi så end søges informeret. Eller desinformeret.

Ak, Jesus kære, tænker digteren igen, hvad har du da på kærlighedens tungemål at sige os herom?

Du kender jo begge anklager, tænker han, dog begge grundløse; både at anklages for uoverensstemmelser med den romerske ordensmagt, men tillige fra jødisk side at anklages for gudsbespottelse, eller, hvis du tillader mig denne talens frihed, at ’lave smudskampagne’ mod templet i Jerusalem.

Ikke at jeg beder dig dømme i denne konkrete sag, det lader jeg glad og gerne verden om.

Men hvad gør vi dog, tænker digteren, med de partier, fraktioner og lister, som menneskene har stiftet, og som uophørligt bekriger hinanden med jura og anden miskredit, som var retfærdighed et spørgsmål om paragraffer eller takt og tone?

Værst synes det ham dog, når forargelsen, såvel når man ’laver smudskampagner’, som når man anklager andre for at gøre det, bringes i spil. Og endvidere synes det ham, som denne overskrift er et illustrativt eksempel på, at netop forargelsen i et tv-demokrati er den korteste og langt mest brugte vej til befolkningens sympati.

Ligeledes synes det, tænker digteren med henblik på Jesus, at have været med dig som offer.

Men ak, hvor har ordet ’forargelse’ da også en anden betydning i din mund, end i de læssevis af kalorietomme tv-transmitterede emotionsudbrud. For dig var det at forarges netop at bringes til fald, eller tage anstød af noget, sådan som jøderne gjorde det af dig.

Snarere er det i dagens politiske debat et tveægget sværd, der er særdeles effektivt og så uendeligt brugt, at man ikke behøver meget opmærksomhed for straks at spore det.

Dels bruges forargelsen i rollen som et slags offer for andre, der angiveligt med deres argumentation bringer ’offeret’ til forargelsens rand. Og dels offensivt, således at den angribende part forarges over, at andre sølle stakler bringes til fald.

De fleste politikere kan disse roller ud og ind, og kan i forargelsens tjeneste endog veksle fra forsvar til angreb, ja, endog kan de modsatte parter gøre det samtidig, så de til sidst selv synes en anelse forvirrede over, hvem det egentlig var, der var forarget over hvad, og således, for den der kan se dette, stiller åbenlyse latterligheder til skue.

Så bliver det uendeligt grinagtigt – men også meget trist. For vi skal altid huske på, at der er tale om et fiktivt rum, hvor rolle, maske og ja, ansigtet som maske, er uløseligt forbundne.

Herre, lær os stakler ikke at profitere eller forarges af andres forargelse. Lær os at forarges over det rette. Ikke over at en stum masse bringes til fald, eller at talsmanden for denne selv hykler at bringes til fald.

Nej, lær os hvad det i sandhed er, der bringer os til fald, for blot således at opøves i at skelne dette fra løgne og læssevis af kalorietomme emotioner.

 

 

 

 

02.00

 

Og da, drevet til randen af den ensomhed, der efterfølger sådanne spekulationer, som talte han ikke til Gud, men blot med sig selv, følger da endnu en nyhed. Også denne er, denne gang i højeste grad, at finde indenfor de danske landegrænser, nemlig…

 

 

”Dræbergople fundet i Storebælt”

 

En 15 cm lang gople, bedre kendt som Mnemiopsis leidyi, kan true fiskebestanden i de danske farvande oplyses vi af lederen af Marinebiologisk Forskningscenter I Kerteminde. Goplen lever nemlig af dyreplankton, som fiskene også lever af, og tillige æder den også fiskenes æg og larver.

 

 

Ak og ve, tænker digteren nu; var tekst-tv i informationssamfundet ment som fjernsynsskærmens svar på samtlige københavnske neonreklamers åndfuldheder, er sidstnævnte vist endelig blevet overhalet. For i televisionens evige agurketids yderste og mest farefulde sumpe, er der blevet fundet en gople, kendt og frygtet under navnet Mnemiopsis leidyi.

Hvilket forfatteren til dette indslag, i lighed med godt og vel fem millioner danskere, ikke har den fjerneste anelse om, hvad er. Ja, man ser ligefrem for sig hvilke frygtelige sjælekvaler alene goplens navn, altså Mnemiopsis leidyi, må have voldt journalisten, for vel er tekst-tv spækket med neologismer, men denne Mnemiopsis leidyi, den er alligevel for styg, for hård en nød at knække. Ja, den er så lusket, at alene dens navn kan knække halsen på selv den hårdeste negl blandt disse televisionens mest farefulde sumpes rapportere. Den er virkelig og i enhver forstand en sand dræbergople.

Se, nu må man forvente, at en dræbergople faktisk dræber nogen. Eller i det mindste noget. Og som vi under den stakåndede overskrift gøres opmærksom på, er der altså ofre i dette spil. I første omgang stjæler dræbergoplen altså fiskenes dyreplankton, så de kan se frem til alvorlig hungersnød. Og dette dyreplankton, som altså er det første organiske offer, er til gengæld ikke det eneste.

For som altid her i verden, rammer de onde og luskede slyngler, her altså dræbergoplen, altid de små og uskyldige, for at fiskene (de små, altså) lige midt i sultedøden blot passivt kan se til, mens dræbergoplen, med en hånlig kynisme, der i hvert fald berettiger dens navn, guffer deres stakkels afkom i sig.

Hvad har dog i himlens navn evangeliet at sige os om sådan en dræbergople?

Jo, nu aflægger digteren sig gerne sarkasmens komediespil, for overskriftens evangeliske lærestykke handler ikke om dræbergopler, men om hykleri. For er det hensynet til dyreplankton, de små fisk eller deres afkom, der berettiger en sådan neologisme som i overskriften? Nej.

Som vi efterfølgende gøres opmærksom på, er der slet ikke tale om noget drab, om end sagen fremstilles med nøjagtig samme bizarre interesse, som interessen for de uhyrligheder vi kan læse om hver dag i frokostaviserne. Det, der egentlig er truet, fremgår slet ikke af overskriften.

Truslen mod de danske farvande er ikke hul i sig selv, men interessen herfor, som det fremgår, er lige så hyklerisk som farisæernes og de skriftkloges iver efter at rense bæger og gryde udenpå, for indeni er de fulde af rovlyst og griskhed; journalisten sørger gerne for, efter journalistikkens love og regler, at værne enhver læser mod en indbildt fare, men fiskebestanden, for slet ikke om trusler mod det skrevne ords redelighed, bekymrer han sig ikke om. For indholdet i bægeret eller gryden er erhvervet ved griskhed og rov efter illusoriske trusler, der, om ikke andet så for et enkelt kig, fanger det lystne øje.

Journalisten bygger således gravmæler over de dræbte profeter ved sin løsagtige og sladderagtige omgang med det danske sprog, men gør sig gerne medskyldige i deres blod ved selv at bøje sig for og tilbede de guder af neon, som slog de sande profeter ihjel, nemlig dem som gik til modstand mod disse journalistiske dræbergoplers verbale forurening af det offentlige rum.

Således var enhver digter i denne henseende profet, der ikke devaluerede sproget, men i sit hjerte søgte at rense det offentlige rum ved troen og Guds ord, var det så end med en spraydåse, en pensel eller en kuglepen.

 

 

 

 

02.10

 

Desperat af kedsomhed søger digteren nu sine sidste informationer, før han slukker for fjernsynet. Under sporten er der nemlig en særdeles interessant nyhed at læse:

 

 

”Andreasen: Vi skal ikke juble for meget”

 

Overskriften drejer sig om en fodboldspiller, hvis klub, Mainz, som han er udlejet til fra en anden tysk klub, netop har vundet en række kampe. Klubben er således netop kravlet over nedrykningsstregen i Bundesligatabellen, men spilleren advarer dog mod jubel; sæsonen er langtfra slut endnu.

 

 

Meget står der i Bibelen om jubel og det at juble, tænker digteren, henvendt til Gud, men intetsteds jeg kender, advares der mod at juble for meget, når vi jubler i din ånd. Hvad gør da forskellen, når en idrætsmand maner til forsigtighed med jublen, mens den i Bibelen på dine vegne altid synes at være uforbeholden, ja, endda som oftest uden mådehold?

Forskellen er denne, at jublen for idrætsmanden blot har sin tid, som alt andet i verden, i dette tilfælde blot indtil næste kamp, og derfra indtil sæsonafslutningen, hvorefter der blot begynder en ny sæson.

Aldrig vil man høre en idrætsmand udtale, at vedkommendes holdkammerater skal vare sig for at juble for lidt, undtagen i spøgefuldt øjemed. Nej, for idrætsmanden skal der aldrig jubles for meget.

Han ville, hvis han havde været i stand dertil, så udmærket forstå Prædikeren, når denne, med en desillusion, der stikker et par kilometer dybere end vanlig sportsjournalistik, hævder, at der er en tid til at græde, og en tid til at le. En tid til sejr, og en tid til nederlag. Ja, der er for ham fastsat en tid til alt og alle emotioner under himlen, dog undtaget én, nemlig den uforbeholdne jubel, der er foruden al mådehold.

Hvor Prædikeren, der ikke som os lever i nådens tid, men under loven, ikke nævner den uforbeholdne jubel til en given tilfældig tid, er det formodentlig fordi han opfatter denne som en emotion, der i sin mangel på mådehold bryder med hans cirkulære syn på tilværelsen.

En sådan jubel betegner nemlig et afgørende nybrud i en given udvikling, lige fra det enkelte menneskelivs til verdenshistoriens, lige fra den enkeltes vækkelse til Kristi fødsel.

Hvad har dette så med fodboldspilleren at gøre? Jo, om end han i kampens lidenskabelige hede ikke evner at reflektere over det, er hans liv som idrætsmand tillige cirkulært; efter sejr følger nederlag, efter nederlag sejr, således som sæson slavisk afløser sæson. Om så Kristi genkomst var at vente i morgen, ville idrætsmanden stadig bekymre sig for den næste spillerunde, et par måneder senere blot i en anden klub og i en anden trøje.

Så vidt Prædikeren og idrætsmanden, men hvad lærer evangeliet os om alt dette? Det lærer os, at der er en tid, fra den enkeltes erkendelse af Gud eviggyldige kærlighed til dennes eviggyldige frelse af den enkelte, hvor sejr ikke afløser nederlag, og nederlag ikke afløser sejr.

Nej, for det første er alene sejren i al evighed i vente. For det andet profiterer den sejrende ikke af andres nederlag, men under tværtimod tillige også sin fjende at elskes og frelses af Gud. Og for det tredje har verden virkelig en ende.

Man kunne hånligt indvende mod sportsjournalistik, tænker digteren hånligt, at Kristi genkomst for denne synes usandsynlig, alene med den begrundelse, at hans død gjorde ham ukampdygtig. At han endog, lige forud for sin død, hvor han ved, at han vil forlades af alle, blidt siger til sine disciple: Vær frimodige, jeg har overvundet verden, må da for sportsjournalisten være fuldstændig kaudervælsk.

Forud for et nederlag, der endda, så at sige, beror på et villet selvmål, at erklære den visse sejr, vender op og ned på begreberne for enhver idrætsmand. Imidlertid kan jublen i Kristi kærlighed blot således være endegyldig, uforbeholden og uden mådehold, idet det er verden selv, inklusiv al uretfærdighed, og al sportsjournalistik, der er besejret, på tværs af hold, klubber og trøjer.

Og idet at det er Kristi kærlighed, der har overvundet verden, er verden således også vundet for hans frelse. Så vidt, så godt.

Dog vil hin enkelte fodboldspiller stadig have svare kvaler ved at forstå dette ene, at verden blot kunne vindes og overvindes i kraft af et nederlag, nemlig Kristi lidelse, og ikke i kraft af en sejr i verdens forstand.

Og dog er det netop i kraft af et nederlag, at verden er overvundet. Kun den, der i verdens forstand lider nederlag, uden dermed i verdens forstand at lade sig bedrøve, kan ved overvindelsen af døden overvinde verden selv.

Og dermed evigt for den tabende, endog for den, der har lidt de bitreste nederlag, at sejre. Ja, at sejre, idet Gud sejrer ved at lade sejren nå de fortabte, og dermed i ånden lade deres jubel være endegyldig, uforbeholden og uden mådehold.

 

 

Efter endeligt at have slukket for fjernsynet, mærker digteren nu en voldsomt depressiv følelse overmande ham. Ja, han orker knap nok at slippe fjernbetjeningen, men stirrer blot ud af vinduet. Og konstaterer, at det stadig ikke regner, og at mørket synes ladet med en tomhed, der trænger til at fyldes med noget. Men…men hvad…?

 

 

 

02.20

 

Pludselig mærker digteren en meget bastant følelse af liderlighed, og han mærker, at blodgennemstrømningen i hans køn langsomt forøges. Ærgerlig tænker han, nu da sensorerne ikke blot registrerer alt, hvad han tænker og føler, men tillige således afslører, hvad han gør, må han dog denne gang holde igen. Men hvis han nu sætter sig for at skrive, vil blodgennemstrømningen måske aftage en smule. Altså sætter han sig, men før han når at skrive noget, har sensorerne registreret følgende forestilling…

 

 

Vreden og leden

bevæger sig fra

hjertet mod lemmet,

som en stivnet masse

af opgivet og svigtet blod.

Undervejs på dets bane,

finder det den forblødte

og vildledte vejfarende,

men den svigtede

hjælper ikke den svigtede,

og råbet om hjælp

rumler blot hult og

tomt i maven.

Selv bagefter kan ikke

den obligatoriske smøg

undertrykke den vildledtes

vånde, og hendes navn

runger op gennem

brystet, og sætter sig

som halsbrand og svie.

Stadig vil den svagt

glødende cigaret ikke

kendes ved hende,

og først, mange timer

og cigaretter senere,

da lyset er slukket

og mørket ånder stille,

erindres den vildledtes

klagen, og hendes

væsen lader sig med

sorg identificere:

den hårde masse

af vrede og lede,

der havde forladt hjertet

og aldrig så sig tilbage,

svigtede elskov

på sin vej.

Af hjerteblodet, der

havde forladt hjertet,

var blot en slimet

masse tilbage.

Elskov forblev i hjertet,

men dets skygge,

med solen i ryggen,

fulgte efter forover

som en erindring om

blodet, der på sin bane

fandt sig selv;

den forblødte og

vildledte vejfarende,

ramt undervejs

af en flugtbilist på

vej mod saligheden.

 

 

 

 

02.25

 

Bagefter, da blodgennemstrømningen har lagt sig en smule, begynder han at spekulere over dette besynderlige syndefald, han nu, som så mange andre gange, har søgt at beskrive. I elvisologisk belysning er sagen klar: Som ethvert andet moderne menneske gør det, søgte Elvis hele sit voksne liv gang på gang efter det størst og bedst mulige syndefald, som følge af det man i stadig højere grad kunne kalde det elvisologiske credo; jo større, des bedre. Nok var, ja, er aldrig nok. Således er det, der nu optager hans tanker, knap så meget det forbudte æble og uddrivelsen af Paradis, som det er spørgsmålet: Hvad skete der bagefter? Ja, der fulgte hele menneskeslægtens historie, javel, men hvad skete der, tænker digteren, lige umiddelbart efter syndefaldet og uddrivelsen fra Paradis? Begge af disse to begivenheder er grundigt beskrevet i Bibelen, for slet ikke at tale om i kunsten og kirkehistorien, men det just efterfølgende har han aldrig set eller hørt nogen teolog eller kunstner beskrive. Det eneste Bibelen i 1 Mos 2 oplyser, er yderst lakonisk, nemlig: Adam lå med sin kone Eva, og hun blev gravid og fødte Kain. Hvad der indtil da er sket, fra de er blevet jaget ud, og keruberne med flammesværdet har fortonet sig bag dem, står der intet om. Digteren beslutter sig altså for at prøve at beskrive det. Og han spekulerer på, om han skal lade sig falde i søvn for at lade det skrevne opleves som en drøm, men opgiver straks tanken, da han kommer i tanke om, at sensorerne jo fra starten af ville afsløre, at han var lysvågen, og at søvnen således blot var et fiktionsgreb. Han er altså i dobbelt forstand overladt til virkeligheden, både her og nu i sin vågne tilstand, såvel som i fortællingen om Adam og Evas vej bort fra Edens Have, som sensorerne, om han vil det eller ej, øjeblikkeligt udsender som næste forestilling:

 

 

…langsomt, mens vi gik, fortonede keruberne med flammesværd sig

bag os. Og mine tanker begyndte at kredse om, hvad Gud havde

sagt. At jeg skulle dø og blive til støv. Fuldstændig udslettes og blive

til ingenting. Blot tanken gjorde mig angst. Ikke fordi jeg var bange

for at dø, eller at tanken om døden skræmte mig. Tværtimod kunne

jeg momentvis længes efter denne død, dels af lede ved mit liv, og

dels blot for at slippe for denne altædende angst.

 

Nej, jeg begyndte langsomt at ængstes for denne meningsløshed og

urimelighed, at alt, hvad end jeg foretog mig, intet var værd den dag

jeg blev til ingenting, og at alt blot ville være som en fantasi, der med

bevidsthedens afslutning blot blev bekræftet, som var det var: et

forbandet blændværk uden ende. Eller rettere, et blændværk, der

først endte den dag, hvor man så skulle dø, og da ville ende fra det

ene splitsekund til det andet. Og jeg følte ikke blot angst, men også

bitterhed.

 

Et par dage vandrede vi, uden at hverken den ene eller den anden

sagde et ord. Men efter nogle dage, ja, en bestemt dag, da jeg

vågnede op, var alt, hvad der var sket, blot sket som om det var i en

drøm. Ja, som om. Som om noget af den slags i drømmen virkelig

kunne ske. Tvivlen begyndte at sætte sig i mig; tvivlen om, hvad der

egentlig var sket. At det dels måtte være sket, vi måtte jo være her

af en grund og med en forhistorie, men at det alligevel kun var som

om, det var sket. Og dels denne tanke, denne klare logiske tanke, at

det nødvendigvis måtte være som i en drøm, for den slags kan da

kun kunne ske i drømme. Men igen; alligevel var det faktisk så

virkelig en drøm, som om det var sket alt sammen, nøjagtig som jeg

huskede det. Eller syntes jeg huskede det.

 

Træt og forvirret af denne død og disse tanker sendte jeg dig og dine

mølædte klæder stjålne blikke. For jeg syntes at huske noget. Hvad

der var bagved disse dine klæder, æggende mølædte som døden

selv, dette som i drømmen havde forekommet mig så saliggørende,

men som nu…ja, nu du havde dem på, begyndte jeg begærligt at

spekulere på, hvordan det var du så ud, og måtte se ud, uden dem på.

Og jeg mærkede i mig en trang. En trang til at afklæde dig, om du så

ville det eller ej, og derefter, da du ville være nøgen, å, hvilken tanke,

at trænge ind i dig. Jeg husker af alt dette blot en bestemt følelse,

nemlig at det ville være mig inderligt ligegyldigt, om du ville afklædes

eller ej, men at en blind vilje og lyst til dig styrede hver en tanke.

 

Og nej, ikke engang dette er sandt, for…ja, det var omkring det

tidspunkt, hvor jeg begyndte at blive i tvivl om, hvad der egentlig var

sandt, og endda herefter blive i tvivl om, om noget overhovedet var

sandt…nej, denne vilje var ikke helt blind alligevel. Til stor skam for

mig selv må jeg indrømme, at det faktisk gjorde en eller anden forskel,

om du frivilligt lod dig afklæde eller ej. For denne trang til at klæde

dig nøgen og trænge ind i dig, blev nemlig forstærket ved tanken om,

at du måske, modsat nogensinde før, ville gøre modstand. Tja, måske

var det sådan, at denne nye trang endog kom og næredes af, at du

måske ville gøre modstand. Og at jeg da ville støde mig vej ind i dig

og…

 

…pludselig huskede jeg…jeg huskede, da jeg havde taget en bid af

æblet, hvordan det sødlige stik i hjertet bredte sig til resten af kroppen

med en eksplosiv kraft. Eller var det bare noget, jeg havde drømt?

 

Nu følte jeg pludselig, at jeg måtte have vished, og at denne vished

blot var at finde et sted. For jeg syntes at huske noget, som pludselig

mindede mig om denne have – hvorfra ved jeg ikke, jeg ved jo blot af

en eller anden drøm – noget, som var at finde i dit skød. En have

bevokset med de fineste små buske – det var før, vi fandt på ordet

hår – gennem hvilken en varm og fugtig kilde løb. Bagved denne kilde

tænkte jeg mig noget lignende et land med bække og med strømme,

der vældede frem i dale og bjerge, ligesom…

 

…ja, ligesom denne drøm tænkte jeg, lidt irriteret, for alle disse tanker

syntes at stå i vejen for viljen. Viljen til at trænge ind i dig, ind i denne…

denne drøm, lad os bare kalde det det. Viljen til gennem stød efter stød

at lade en klæbrig masse af begær sprøjtes ind i dig, så dybt som

overhovedet muligt. Men hvorfor…

 

…jeg så på dig, på hvordan du hele denne tid havde betragtet mig,

som havde du læst mine tanker. Efterhånden havde du afklædt dig

og lå nøgen overfor mig, med et sært og hidtil ukendt smil på læberne.

Al den tid jeg havde ligget og tænkt, havde du betragtet mig med et

halvt smil. Med øjne som med et spottende blik syntes at have

afsløret mig og sige: ja, min ven, jeg ved udmærket godt, hvad du lå

og tænkte på…og du havde dette halve, dette dødens smil. Et smil

som gjorde mig vred på dig, hvad jeg for det første aldrig havde været

før. Men som for det andet, som kom det helt og holdent af denne

vrede, fik mig til at gribe fat i dig. For hvorfor…

 

Da jeg så på dig, syntes dit smil måske, ja, måske, at vide hvorfor.

Og nu ville jeg også vide. Og som vreden i mig steg, dunkede det

mere og mere i mit underliv, som havde viljen gjort sig hård og samlet

alle kræfter der. Som havde dit smil spottet mig og mine tåbelige

drømme…spottet mig, fordi jeg havde tænkt alle disse tanker. Men

hvad ellers…?

 

Jo, jeg vidste godt hvad ellers. Som det senere så træffende er blevet

sagt, nu skulle du sandelig, om så slangen hånede mig bag dine

spottende øjenlåg, nu skulle du så sandelig få kærligheden at føle.

 

Og hvorfor, hvorfor var mig herefter inderligt ligegyldigt…

 

 

 

 

02.40

 

Desværre mærker digteren nu, at blodgennemstrømningen i hans køn, mens han har skrevet, er øget til bristepunktet. Han kunne jo få det overstået, ja, med blot en enkelt sætning…eller, for den sags skyld, med blot en enkelt indskudt bisætning…kunne han ikke? Men nej. Altså må han nu, hvis ikke han offentligt skal blamere sig fuldstændigt, skrive noget, der fratager al denne liderlighed enhver brod. En slags sjælelig og kønslig endlösung, så gennemsyret af kropslig teknificering, at kønsligheden fratages enhver fare, i hvert fald her og nu. Ja, netop. Et autoriseret rigsdansk coitus ved kongelig resolution, gældende fra 1. januar, men trådt i kraft, under hensyntagen til kønslighedens aktuelle faretruende status, fra skrivende stund…

 

 

Livagtige nøgne kroppe, der slynger

  sig ind og ud mellem hinanden

og udveksler legemsvæsker

   en strøm af organisk

    livagtigheds død

som giver os at modtage

    organisk føde

    ikke livets brød,

    men dets blod og kød

til ihukommelse af

    hvedekornet i jordens skød

  en læderet moderskedes 

  præventivt ubesmittede

  undfangelse af intethed

et spyd der perforerer

      og spalter op denne nytårsnat

hvor stenbroen lader vokse

     op af sprækken i gadens asfalt

    kønnets organiske blomsterbed

korsfæstet vandret i ægtesengen

  for næsten kærligt at fuldbringe

en non-stop orgasmes livagtighed

 

 

…og jo, hvis nogen skulle være i tvivl, er der for digteren tale om ironi, eller rettere, en blanding af sarkasme og nøgtern iagttagelse af, hvordan seksualitet i massemedier og reklamer i dag allerede længe har været udsat for en teknificering, der har udsuget den al sjæleligt nærvær (så blot ”livagtighedens” kunstige mindelse om livet lades tilbage).

Endog selveste kongehuset har prostitueret sig, således at det rigsdanske

coitus (ikke noget flerkoneri, fætter-kusine samkvem eller anden etnisk infiltration her, altså bortset fra et fremmedord, der sjovt nok, netop etnologisk og sproghistorisk, klinisk er renset for al pæreformet danskhed) skal autoriseres af kongehuset og således, som i alle kongelige autorisationer, af en mængde ghost writers: man kan tænke sig alskens samlivsterapeuter, brevkasseskribenter, sexologer og pornostjerner, der alle til hobe ingen forstand har på andet end, så at sige, et samlejes blotte teknik.

I forhold til gamle dage er tingene vendt om; det digteren virkelig har svært ved at tale om, er ikke samlejets udførelse. Nej, det er almindeligt emne for konversation til enhver middagsreception. Og i digtet endda, kunne man tænke sig, rimeligvis et problemområde, der er så presserende, at det kunne optræde i dronningens nytårstale – hvorledes digteren bedst muligt autoriserer vore drømmes mål, vores endlösung; orgasmen over alle orgasmer med spasmer, der endog ryster Se&Hør ved sin voldsomhed, således at der må en kongelig resolution til, gældende fra 1. januar, for at holde styr på det danske rigsfællesskab.

Og alt sammen er det bare åndelig narrefisse, der dækker over alt det, digteren virkelig har svært ved at tale om: følelserne i dobbeltsengen eller under gadelampens skær. Og noget andet, der er endnu vigtigere, nemlig hvordan seksualitet i dag er reduceret i en sådan grad, at den er blevet frataget enhver ånd, hellighed og mystik.

Derfor er digtet medicinsk gennemsyret af et bogstavelig talt fordrejet kristent symbolsprog; f.eks. organisk føde/ ikke livets brød,/ men dets blod og kød , hvedekornet i jordens skød og en læderet moderskedes/ præventivt ubesmittede/ undfangelse [så vidt altså dogmet om den ubesmittede undfangelse] af intethed, et spyd der perforerer [som ligeledes Jesu krop blev gennemboret af et spyd, her blot i en seksualiseret betydning] og korsfæstet vandret i ægtesengen.

Særlig i sidstnævnte linje, hvor den ene part antydningsvis følelsesmæssigt lader sig korsfæste af den anden, altså lader sig ydmyge og dominere til døden, ser digteren kristendommens verdsliggjorte bagsidefjæs. Eller måske rettere, hvad den sekulariserede kærlighed har gjort ved hans offerbegreb; her et forhold mennesker imellem, hvor offeret for det første er forbundet med nydelse, og hvor nydelsen af elskovs magt for det andet næsten udsletter nydelsen af elskovs akt. En alvorstung leg med døden, en hånlig karikatur på et sonoffer, der i et vist henseende smæder nåden. Således digtets henvisninger til en dæmoniseret og perverteret kristendom, hvor den liderlige nonne og en playboy som seksualevangeliske apostle har gjort fellatio og cunillingus til ikoner på en skærm. Morgendagens masseproducerede relikvier, der i en slags bevidsthedens rævesøvn konsumeres under den daglige nadver, nemlig en industri af vold og porno og dens stadigt voksende sult. En sult efter at udstille blod og kød, som æggede bespottelsen, der aldrig bliver mæt, sig selv, således at lokkeduens løgn var pengestærke kræfters løfte om at se og høre sensationen, der på vejen gennem skærtorsdag nat, gennem voldtægt og tortur i tv og frokostaviserne, med kulturhistoriske skridt nærmede sig orgasmens endlösung: langfredag og Kristi, ja, Guds endegyldige korsfæstelse i al menneskelig svaghed.

Dog, tænker digteren, lad overfor selv en sådan triviel konsumering af daglig medieskabt junk food i troen både den svages og den stærkes samvittighed være deres egen dommer. For som samvittigheden sår, således skal vi høste. Jævnfør her Hebr 5,11-6,6, hvordan det at korsfæste Guds Søn og smæde nåden i digtets virkelighed er blevet et spædbarns kost, der altså ikke er sig ”begynderundervisningen”, endsige helliggørelsen ved ”smagen af Guds ord”, bevidst, og således heller ikke sin egen synd. Der er altså tale om en fristelse alene forbeholdt deres bevidsthed, der er indviet i korsets gåde.

Heldigvis, kan man sige, har Gud ikke givet digteren lov til at få mere indsigt, end hvad han kan holde til. For i så fald ved han ikke, hvad han gør, i så fald er synden ikke længere forsætlig, og dermed ikke utilgiveligt hjemfalden til en evig dom. For han dømmes da som hedning, tænker han, og ikke som hellig.

 

 

Det var godt! Blodgennemstrømningen i kønnet har nu helt lagt sig på et acceptabelt leje.

 

 

 

 

02.50

 

Digteren er faktisk blevet træt. Han skæver hen på sin seng, og lægger sig for at hvile. Ikke sove, men blot hvile. Tungt og roligt. Og langsomt dukker der stumper af forestillinger og erindringer frem. Ja, han husker nu en dag for længe siden, hvor en slags epifani opstod, da han var med bussen på vej ud mod sin elskede. Og alt imens han husker dette, brummer Bach stille på stereoanlægget inde i stuen…

 

 

Jeg kørte med bussen, og sad på bagsædet med

melankolsk barokmusik som akkompagnement.

 

Virkningen var et moderne kunstværk på mine egne

private præmisser, muret inde bag mine øregange.

 

Og udenfor dem, kunstværket selv; mennesker af

enhver tænkelig hudfarve, alder og størrelse.

 

Men det var som om denne barokmusik, og især

Bach, med en vis modvilje fra min side, syntes at

fæstne sig ved en enkelt sjæl i mængden.

 

En etnisk dansk teenagepige, der synligt, ja,

kunstfærdigt usikker, stod og rodede med sin

mobiltelefon. Efterhånden mindre og mindre, som

jeg overgav mig til musikken, til min irritation, og

mere og mere til en kunstfærdig slags affektion i

øregangene, således at vi dog, affektionen på min

side og usikkerheden på hendes, havde adjektivet

kunstfærdig til fælles, hverken mere eller mindre.

 

Men jeg er i skrivende stund ikke et sekund i tvivl

om, at både jeg og hun fuldt ud var sig denne

fællesnævner bevidst – lige kunstfærdigt nok, ville

nogle sige, idet vi ellers i vore skæbner øjensynligt

intet havde til fælles.

 

Men musikken, å, musikken…

 

Musikken fortalte en helt anden historie; et

skæbnefællesskab hende og mig imellem, som var

reserveret den skattekiste af emotioner, som en

blokfløjte og en cembalo åbenlyst lagde for dagen.

Det var faktisk dag, og en fortælling, der kunne have

fyldt tre bind, blev i løbet af få øjeblikke blotlagt for

mig her midt i myldretiden.

 

Og ja…

 

Da hun stod af bussen, kort efter Grøndal Station,

lød blokfløjten så sørgmodig, og hendes nervøse,

stjålne blik, af den slags man netop kun, idet man

næsten allerede har forladt bussen, finder mod til

at afsende, var så hjerteskærende, at jeg kunne

have tudet; ikke over hende, ikke over mig selv,

ikke engang over musikken, men over det

kunstfærdige, ja pludseligt mere end kunstfærdige

faktum, at et kunstværk så smukt havde taget sin

ende. For da jeg nogle minutter efter stod af bussen,

var alle disse mennesker af diverse hudfarver, aldre

og størrelser mig inderligt ligegyldige.

 

Ikke af kærlighed til den unge pige; jeg kendte hende

jo ikke, som det hedder sig, når man blot forkynder

dårskabens forargelse. Men fordi musikken, som

sædvanligt efter en sådan epifani, med en emotionel

fylde som da, aldrig igen syntes at ville give mig

muligheden for at finde nøglen til denne skattekiste.

For nok var hun da sædvanligvis køn, men det var

ikke det, for endog skønheden, forseglet bag

øjeblikkets affektion, var dog for intet at regne i

forhold til det digt, jeg momentant læste i hendes

korte, stjålne blikke. Et digt, der overgik enhver verbal

formulering, og som jeg i bedste fald blot stykvist og

ufuldstændigt kan citere, og om hvilket jeg med

sikkerhed ved, at jeg i givet tilfælde kun ville

kunne fejlcitere.

 

Denne virkning var omtalte kunstværk; som man

siger, en sjæl for smuk, eller rettere, for kunstfærdig

til denne verden, eller rettere, til et sprængt sind som

mit. Et kunstværk, der som evangeliet indeholdt en

fylde større, end hvad jeg gennem hundreder af

livsløb kunne ønske mig.

 

Og dog stod jeg nogle få minutter efter rutinemæssigt

af bussen. Og sandt at sige, allerede på vej op mod

Bellahøjvej og mod min elskede, og i sådan cirka, for

ikke at sige nøjagtigt, den korte stund, da jeg ventede

på, at trafiklyset for enden af Godthåbsvej skulle blive

grønt, var den unge pige så godt som fortrængt fra min

bevidsthed, med den kunstfærdige overbevisning,

med hvilken jeg fandt fuld samklang i hendes nervøse,

stjålne blik, at Paulus tog fejl, da han skrev, at

kærlighed er lovens fylde. For med hendes nervøse,

stjålne blik, der som hos nogle unge som hende, lyste

blegt af en netop kunstfærdig, men trofast overbevisning

om et endnu ukendt standpunkt, slog det mig, og stod

som fastslået med nagler, at en kærlighed som

barokmusikkens nøgle rummede adgang til, ikke

vedkender sig den Guds lov, Paulus omtaler, men

blot tornen i kødet; blot en orgiastisk og rivende

strøm af et kærligheds klimaks så voldsomt, at vi

blot i doser på en halv snes stoppesteder, formår så

meget som at ane den tidens fylde, der ved sin

udløsning af øjeblikke eksplosivt sprænger ethvert

begreb om tid.

 

 

 

 

03.00

 

Da rejser digteren sig fra sengen og slukker for Bachs sonater. I stedet trykker han sig ind på en spilleliste med Elvis og sætter den i gang. Han lægger sig igen på sengen. Det første stereoanlægget afspiller er…ja, det er Heartbreak Hotel. En ny forestilling dukker nu frem af bevidsthedens mørke. Har nogen ører at høre med, skal han høre…

 

 

Å, Maria, min Magdalene, endnu en søvnløs nat, hvor jeg aner

dig i gadelampernes skær af virkelighed. Uden mørket er jeg i

lysets vold, hvor gadelamperne opløses af lysvældet, og synes

evigt slukkede.

 

Tro mig, jeg elskede dig og hver af de syv dæmoners dårskab,

der lod dig sidde sløvt, og som lyste søvnigt ud af dine urolige

øjne som ud af det blafrende stearinlys på mit natbord.

  

Det var før du gjorde entre i evangeliet, da Jesus spredte lyset

i hver afkrog af dit sind. Jeg var en bifigur, en verdslig skjald,

end ikke værd at nævne, og slet ikke da du forlod mig i

Magdala, trofast ved Guds dårskab selv mod lysets død i

Jerusalem.

 

Så meget mere elskede jeg med dig i hjertet, som nu, hvor jeg

blot end klarere, ved tanken om lysets død, i det tætte mørke

aner dig  som en flammende afglans af lysets lys.

  

Å, Magdalene, du fulgte og var tro mod ham, endda da han lå i

graven, da det var nat i hele verden.

 

I nat i Magdala ser jeg nogle timer endnu, ved Guds dårskab,

dit lys i sindets afkroge. Og dog, øjeblikket efter slukker jeg al

lys på mit værelse, så at lyset nu blot er at finde udenfor i verden.

 

Og da jeg, stadig søvnløs, lægger mig på mit leje, tænker jeg

tilbage på Magdala og ønsker her, i et skjulested for samvittig-

heden, lysets død, således at det aldrig igen var blevet dag i

dit sind.

  

Ikke som det står skrevet, at mennesket elskede mørket mere

end lyset, for det det elsker er dog netop det blege lys i natten;

hvad var dog natten uden verdens blafrende glød?

 

End mere, langt mere end lyset, elskede digteren lysets svage

afglans, sådan som kødet i mørket lyste ud af dine urolige øjne

under gadelampernes skær af virkelighed.

 

 

 

 

03.05

 

Digteren lukker øjnene, og et muligt digt begynder at foresvæve ham for hans indre blik. Og den ene Maria associerer, som det sker i det sprogløse punkt mellem hvile og dyb hvile, til den anden. Denne gang den Maria, som i Betania salver Jesus…

 

 

Å, Maria fra Betania, du som overgød Kristus med salve; var

dit køns salve da at finde i hjertet? Ja, end mere var du salvet

i hjertet af Gud, som du salvede i kødet. For du vidste, hvad

kødet ikke havde åbenbaret dig, men himlenes Fader; at Jesus

ville gå i døden for dig som Kristus, den salvede. Vidste du,

hvad det var du gjorde, eller var det, selv for dig selv, skjult

som en hemmelighed i dit hjerte?

 

Og dog nej, du handlede, som kendte du den dybeste hemme-

lighed, som end ikke Peter kendte. Du vidste, at du skulle

handle, men du troede også uden at vide, hvad du skulle tro.

Og dog troede du; at Kristus skulle salves før døden, og du

tøvede ikke et øjeblik.

 

Kønnets, hjertets og Guds salve blev på et øjeblik ét og samme.

 

Men kendte du Kristi skæbne, fordi du var kvinde? I så fald

måske kun et kvindekøn ville kunne salve Jesus; som han blev

født af et kvindekøn, skulle han dø med et kvindekøns salve

og kærtegn. Også det vidste du, og du anede sarkasmens, og

bag den forargelsens, onde tunge heri. Men du lyttede ikke til

den, da du indsmurte Jesus med dit kvindekøns salve, og

tørrede hans fødder med dit hår. Og du elskede ham, trods

skam og skændsel fra mands mund. Tænk, at du turde salve,

ikke kong David eller Salomon i al deres pragt, men så meget

mere, Gud selv, som havde ladet David og Salomon salve!

Hvor må dine hænder have været bløde og kærlige, du Maria.

 

Hvor jeg dog kunne længes efter dine kærlige hænder, for med

disse gav du mere, langt mere, end hvad nogen mand nogen

sinde har fået fra en kvindes hånd.

 

Dog, hvad du såede til fryd, skulle han høste med smerte. Er

det ikke ligeledes med livets store kærlighed mellem kvinde og

mand, mand og kvinde?

 

Ja, du kendte Kristi skæbne, fordi du var kvinde, og du kendte

den, som kun en kvinde ville kende den.

 

For du gjorde, hvad du gjorde, med alle sanser og overgav dig

selv til et menneske som menneske af kød og blod. Hvorfra

skulle ellers dine hænders kærtegn være kommet? Nej, du

handlede med dit kød og blod, men gjorde det efter Åndens

vilje i sjælen, som al elskovs store drøm.

 

Men du drømte ikke blot. Du handlede.

 

Har du nogen sinde kunnet elske med en mand efter dette?

 

Jeg håber det. Digtet håber det ikke, af smålig æstetisk bekym-

ring over det prosaiske i en sådan forespørgsel, men tro mig:

digteren ved det.

 

 

 

 

03.10

 

Da falder digteren hen i dyb slummer. Mærkværdige billeder blandes, mens et digt bliver til under bevidstheden overflade. Et ord cirkulerer i digterens halvt sovende bevidsthed. At det er et ingenmandslandskabsbillede, hvad denne neologisme så end skulle betyde. Et af den slags forestillinger, der aldrig skrives ned, fordi digteren er halvt bevidstløs under forestillingen og knap nok ville være i stand til at holde fast på en kuglepen. Men sensorerne…sensorerne mærker hver en bevægelse i sindet og registrerer nu følgende…

 

 

jeg befinder mig i ingenmandsland

mellem række på række af

skyttegrave, kors, lig og laster

mellem årtusinders kristne

troslydighed overfor en sekulariseret

højteknologisk våbenmagt

som sagt, om det så er tankens

lydige fange hos Kristus selv:

den, der ikke er med os, er mod os

eller også var det omvendt

og mens jeg hallucinerer at høre

granaterne eksplodere omkring mig

i denne phoney war

som var den kun på skrømt

i fantasien, digtet eller fjernsynet

har overlevelsens instinkt en

stadigt mere rendyrket tanke

for hvor min elskede er

om hun er levende i disse

tankekulissers land som er dødt

om hun har fundet

et bombekrater at skjule sig i

å, hvor ville jeg gerne stede

mit hoved til hvile i det

bombekraters dybe fure

som hendes køn med min kuglepen

aftegner i landskabet

men her er ingen

her er end ikke læseren

om jeg så kunne søge min

elskede blandt tusindvis af læsere

findes der ingen som hende

og hendes bombekraters dybe fure

i dette land, hvor jeg lige hørte

en selvmordsbombe

der end ikke i fantasien eksploderede

og derfor frøs min pen fast

ved sin insisterende tavshed

her i selveste digtets prime time.

 

 

 

 

03.15

 

Digterens slummer bliver stadig dybere. Forskellige stemmer; stumper af erindringer fra en avisartikel, andre litterære genrer og øvrige associationer begynder at koincidere under påvirkning af den forsigtige indslumring. Og ja, stereoanlægget, langt væk fra bevidsthedens dyb, og dog så nært, afspiller Are You Lonesome Tonight? Tro det eller ej…i hvert fald begynder følgende forestillinger at udspille sig på selv samme tid…

 

 

Å, Herre, husk på den ulykkelige kærlighed.    

                   ”…ingen af dem havde været involveret i                                 At skrive                        

                   politik, før de blev taget til fange i Afghanistan i 2001.           er at være

Husk på den, der lider for kærligheden.                            forpligtet

                   De var tre teenagedrenge på vej til Asif                                overfor det

Lad end hans fjender, ja, endog hans ulykkeligt udkårne, tale ondt om 

                   Iqbals bryllup i Pakistan.                                                     man startede 

ham, men lad dem ikke smæde kærligheden selv.           med at

                     Under opholdet meldte de sig som frivillige                              ville sige

For den er større end enhver, der lider for den, om end den mere end  

                   hjælpearbejdere i                                                                indtil forpligtelsen  

noget andet lider med sin tjener, ja, lider mere end tjeneren selv.  

                     nabolandet Afghanistan                                                       overfor hvad

Lad end tjeneren gå til grunde i ulykkelighed, for denne salighed har han,  

                  Kort efter faldt de første                                                         man senere

som ingen kan tage fra ham, at kærligheden i de evige boliger vil give 

                  amerikanske bomber. Asif                                                      måtte ville

ham dobbelt tilbage, hvad han har mistet.                              er så stor 

                  Iqbal, Shafiq Rasul og Rhuhel Ahmed var                                 at man

Har han end mistet alt, har kærlighedens fjende dog uendeligt meget  

                  blandt de første fanger, der ankom til                                       begynder at 

mere at miste ved sin hån, nemlig sin sjæl.                       slette sig selv; 

                    Guantánamo basen i begyndelsen af 2002.                                  først øjet, der

                  Den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld                  ser og derefter

For den er betalt med kærlighedens blod, og ve den, Herre, som atter  

                  beskrev dem dengang som                                                     resten af kroppen

udgyder dette blod, for han har gjort det med fortabelsen for øje. 

                 ”de værste af de værste” og                                                      for til sidst, som

                 ”dødelige terrorister”. To år senere blev de pludselig                    det dyrebareste

Men hvorfor, Herre, spørger jeg, idet du blot svarer, uden at jeg forstår,   

                  løsladt uden at have                                                                for en

at han ønskede den selv.                                                    digter at

                 været stillet for en dommer og uden forklaring på,                        afhugge

For du har set, hvad ethvert menneskeligt øje i rædsel måtte lukke 

                 hvorfor de skulle tilbringe 26                                                  sin højre hånd

øjenlågene for.                                                                   indtil    

                 måneder i fangenskab med daglige forhør,                                   blot teksten

Nemlig den, der ønskede fortabelsen selv; ikke den, der håner din tjener,    

                   mishandlinger og tortur.                                                                er tilbage

ikke den, der håner dig, ikke den, der ulykkelig i kærlighed håner sig  

                 ”På et tidspunkt er du parat til at                                                   og kun det siges

selv, men hans næste, der håner ham for hans kærligheds skyld, 

                  indrømme hvad som helst,                                                            som denne

og smæder nåden derfor.                                                            alene

                  bare for at få dem til at stoppe. Vi blev slået, sparket                forpligtet af

                  og anbragt i ydmygende og stressende stillinger.                        sine egne ord  

Så meget desto mere som kærligheden elsker sin voldtægtsmand, hvis 

                  De isolerede os og holdt                                                               ønsker at sige

han da håner den derfor, så skal denne kærlighed, der har betalt ham  

                  os vågne om natten.

ved sit blod, i en nattetime blot fortabelsen selv kender, så meget desto   

                 Under forhørene brugte de                                                             det er ikke

værre stede ham, end hvis den slet ikke havde elsket ham.

                 hunde eller spillede høj musik for at                                              længere mig

                 stresse os,” siger Asif Iqbal. En dag fik de tre venner                   som skriver

Velvidende dette, Herre, da ve ham, tænker jeg, og dog er dette vidende  

                 vist en video med Osama                                                        men derimod    

fortabelsens sandhed.                                                        mig som

                 Bin Laden og nogle mænd i baggrunden.                                      skrives

Dette fortabelsens vidende, som end ikke du, men end blot det fortabte,

                 ”Vi fik at vide, at det var os,    

sammen med faderen, kender sin time.                             det jeg

                 men det lignede os overhovedet ikke. I øvrigt var jeg                  startede

Og har kendt den fra sin begyndelse af.                             med at

                på arbejde i England på det tidspunkt, videoen blev                     ville sige

Lad mig aldrig lære mere at kende af, hvad faderens er, end jeg kan 

                optaget – hvilket                                                                              og som til

bære, for fortabelsen gives livet med denne frygtelige vished at skulle   

                senere blev bekræftet af                                                                  ihukommelse

falde i den levende Guds hænder.                                     af håndfladens

               den britiske efterretningstjeneste M15. Men det                             hjerteblod

Jeg ved, du har sagt, at ingen kender timen, Herre, men det var før nåden  

               afviste forhørslederne.                                                                     havde

lod fortabelsen kende timen, så dens fald blev fuldstændigt, idet den da 

                Efter tre måneder i isolation                                                           gennemvædet

vidste, hvad blot faderen, og ikke du, vidste.                         papiret

                   nåede jeg et punkt, hvor jeg ikke kunne klare                               er for længst

Måske sparede faderen dig for denne vished for nådens skyld, og for at 

                mere. Jeg sagde til dem:                                                          tørret og

nåden skulle blive fuldstændig.                                          og blevet 

               ’OK – det er mig. Bring mig i retten,’” fortæller                             til

Viste du os ikke denne nåde, ville ingen have grund til fortabelse,

                 Shafiq Rasul. I slutningen af                                                          tekstens ordlyd                                        

men blot synd.                                                                                 vel nok

                 2002 overtog generalmajor Goeffrey                                          til mit

Synden kender ikke sig selv, mens fortabelsen kender både sig selv og  

                 Miller kommandoen                                                                      eget bedste

sin time, og i dette vidende består fortabelsen.                 for jeg

                 i Camp Delta efter brigadegeneral Rick Baccus.                          trøster mig

Sandelig, velvidende fortabelsens sandhed, ønsker fortabelsen sig selv.

                 Trods pres fra de amerikanske                                                      med, at det

Spar mit vidende for denne sandhed, luk mine øjenlåg for dens rædsel.      

                myndigheder                                                                                   jeg ville sige

Jeg fornemmer den rigeligt, og ved, at ingen vil tro den, før de ser, hvad  

                  havde Baccus                                                                         nok står her 

intet menneskeligt øje kan tåle at se uden at miste forstanden.  

                 nægtet at bryde Geneve-konventionen.                                          et sted

Lad ikke mit øje forhærdes af dette syn, for sandelig er det mig rigeligt at 

                 Det havde Geoffrey                                                                og at netop jeg

fornemme det.                                                                                  ikke

                 Miller ingen problemer med, og så kom der pludselig                  længere er 

Sandelig ved jeg således om fortabelsen og om verdens fyrste, at han  

                gang i ”tilståelserne”.                                                                      forpligtet overfor

ønskede den selv.                                                                          at skulle

                Problemet var, at tilståelserne ikke var ret meget værd,                 finde det

                fordi de var fremkommet under tortur. Fanger, der                        hvad end

Amen.                                                                                                 det nu

               samarbejdede med forhørslederne, blev…”                                     var

 

 

 

 

03.35

 

Så vågner digteren pludseligt helt op og kommer langsomt til sig selv. Og tænker, at disse forestillinger, som sensorerne jo har registreret, er som en tekstlig rorschachtest. De associationer, som deres interaktion skaber bag læserens øjenhuler, vil afhænge af hver læsers individuelle forudsætninger. Skabelsen af kunstværket er i lige så høj grad læserens fortjeneste, som den er min. Eller sagt på en anden måde; læseren kommer her på arbejde, idet enhver læsning af teksten, uanset forudsætninger, ikke synes at have nok i en passiv kommunikation, men ligefrem kræver svar på tiltale. Vel kan det være undren, ringeagt eller endog ligegyldighed, men også dette er dog for mig en stillingtagen, der ikke blot er udtryk for æstetisk vurdering, men også for en følelsesmæssig respons, der egentlig, uafhængig af æstetiske vurderinger, blot søger en sammenhæng. Og selv hvis den, der søger, ikke finder andet end mangel på sammenhæng, er en sådan mangelvare dog blevet fundet karakteristisk for teksterne. Men hvem siger i øvrigt, at en sådan sammenhæng overhovedet var hensigten? Hvem siger, at der overhovedet, fra underbevidsthedens side, var en tilstræbt hensigt med forestillingerne? Hvem siger, at en sådan mangel på tilstræbt hensigt ikke netop var forestillingernes egen vurdering af læseren? Som at beskue et tomrum, for derefter at sande, at tomrummet ser tilbage, ja, lig et sort hul viljesløst virker dragende, selv for den ligegyldigt stemte. Uanset æstetisk værdi, eller mangel på samme, er det det tætteste, som jeg, uden brug af andre teknologiske virkemidler end mine sensorer, kan komme på en interaktiv tekst. Når det så er sagt, er det ikke hermed hævdet, at der slet ingen tilstræbt hensigt med forestillingerne er. Men følgende er blot forslag til at lokke vurderinger ud af tomrummet. For læser man bønnen, den i underbevidstheden lagrede tekst om Guantánamo og digtet, først hver for sig og derefter sideløbende, er der måske, naturligvis uden at jeg er eller har været mig det bevidst, og uden at jeg skal kunne afgøre spørgsmålet, tale om en vis hensigt, en vis tekstindlægning, så at sige, fra underbevidsthedens side. Det vil sige fra mig som læser, for læg vel mærke til, at vi nu befinder os i nogle tanker udenfor forestillingerne. Men altså, hvis man læser bønnen først, kan man vælge at tage den for pålydende. Og i min læsning, læg vel mærke til den blot er min, er fortabelsens utilgivelighed et anliggende, der involverer mennesker som Donald Rumsfeld og Geoffrey Miller, som begge synes både at tale og handle i ond tro. Og altså, alene i deres udtalelser sætter sig op mod sandheden selv, velvidende konsekvenserne; at den uskyldige regnes blandt lovbrydere i usigelig skam, skændsel og fornedrelse, og gøres det i kraft af den umenneskelige hån, som ”tilståelser” som følge af tortur er. Det er i kortform netop den bespottelses utilgivelighed, Jesus talte om, som ikke tilregnes Jesu egne bødler, men som tilregnes den, der herefter, da sandheden er kendt, til trods herfor korsfæster kærligheden. De mennesker får deres dom med rette. I forhold til magtforholdet i den politiske reportage, gælder den nytestamentlige grundsætning, at de første skal blive de sidste, for Rumsfeld og Miller, netop fordi amerikanske myndigheder synes at mene at have patent på nytestamentlige grundsætninger. Nok er det, som reportagen beretter, frygteligt at falde i deres hænder, men langt frygteligere er det dog, som Hebræerbrevet beretter, at falde i den levende Guds hænder. Dog, yderligere, hvis man samlæser bønnen med den i underbevidstheden lagrede politiske reportage og anlægger Gud en psykologisk analyse, fremstår han for mig dæmonisk, ja, menneskeligt talt uhyggeligt karakterafvigende og fjern fra al retfærdighed. Sådan er i hvert fald min læsning ligeledes. I enhver politisk kontekst er Guds veje, uanset hvilken side man er på, for uudgrundelige til at kunne tages til indtægt for politiske, og i en vis forstand også moralske, udlægninger. Der vil så godt som altid være tale om indlægninger, hvilket dog på ingen måde frakender Guds ord sin ufravigelighed. Når jeg sammenlæser de tre forestillinger, forekommer deres henholdsvis religiøse, politiske og æstetiske paradigmer mig som tre fuldkommen inkommensurable størrelser. Hvad angår den tredje forestilling, digtet, viser det i sin isolation for mig blot med al ønskelig tydelighed digterens afmagt og hans ligegyldighed overfor, og i forhold til, alt andet end poesien selv. Det ville i sammenhængen være trist læsning, hvis ikke en sådan hensigt netop var tilstræbt. Men igen gælder det, at min hensigt ikke vejer et eneste gram tungere end den enkeltes læsning af teksten. Nogle ville netop i sammenhængen finde digtet opmuntrende, og andre igen blot alt for tydeligt finde denne hensigt tilstræbt og under bevidsthedens overflade finde en mislykket æstetisk bestræbelse, ja, finde mislykkede æstetiske bestræbelser, som bevidstheden aldrig nogensinde har tilstræbt. Den oplagte æstetiske bestræbelse, som i disse forestillinger kunne være mislykkede, er deres åbenhed. Lukker de sig om sig selv, så de end ikke vækker ligegyldighed eller ringeagt, men i bogstaveligste forstand slet ikke vækker noget, er de selvsagt mislykkede. Hvis det at vække associationer blot er som at stænke tilfældige blækklatter, har forestillingerne under bevidsthedens overflade udhulet sig selv og vil følgelig slet ikke vække noget som helst. Så er det som at sætte en abe til at male et kunstmaleri; forestillingerne bliver hele pointen, uden at de er særlig originale, og bliver i sig selv værdiløse. Men døm selv, for er der nogen særskilt æstetisk idé bag, så er det at læserens dømmekraft her bliver sat på prøve. Eller sagt på en anden måde; om end jeg har forestillet mig det hele, har jeg i den sensorernes registrering, der her kommer til udtryk, primært arbejdet med tekstlæsning. Snarere end at være digter, har jeg været læser; snarere end at være udøvende kunstner, har jeg været tilskuer til noget, der alt efter smag kunne kaldes kunstens skabelse. Eller også mit eget private fantasifoster.

 

 

 

 

03.45

 

Digteren ser ud af sit vindue, og derefter hen på det stadigt brændende stearinlys. Og tænker sig, at han vil bede en bøn. Hvorefter sensorerne registrerer følgende…

 

 

Herre, jeg ligger her i nat og betragter et enkelt stearinlys, jeg har tændt.

Og jeg tænker, at lys i dig kan slukke mørke, mens mørket ikke kan

  slukke lyset.

Når jeg tænder et stearinlys denne nat, er der ingen magt i verden, der

  kan forhindre det i at oplyse mørket, så længe det er tændt.

Og slukkes det en stund, da jeg skal sove, kan ingen magt i verden, end

  ikke mig selv, forhindre morgenens dagslys i at fordrive mørket.

Nok henligger tingenes grund i verden i mørke for mennesket, som en

  afgrund så dybt nede under vores bevidsthed, at ingen der gennem

    tanken tror at kende sin sjæl, kan udgrunde sig selv.

Ingen kan se gennem sit hjertes mørke dyb og stadig bevare forstanden.

Men hvor lyset kan skinne i natten, hvilket mørke kan da slukke dagslyset?

Altså er lyset, som du har skabt det, mørket overlegent, fordi det kan

  skinne i mørket, mens intet mørke kan beskinne lyset.

Dog findes der i verden, såvel som i hjertet, en nat, der henligger i

  langfredags mørke, hvor mørket endegyldigt synes at have

    slukket lyset.

Hvor bevidsthedens lys blot er en kort krampetrækning, som for bestandig

  skal slukkes af dødens mørke, og øjets syn blot blændværk, hvorom

    den blinde spørger: Hvad er lyset uden øjet?

Og dog er der et lys, også for den blinde.

Var der ikke det, var vi alle fortabte.

For lyset i dit rige overgår og besejrer i dig øjets lys.

Endog mørket i dit rige overgår øjets lys, idet skyggen af dit lys, altså dit

  mørke, er endda stærkere for øjet end noget andet lys.

Ser jeg direkte ind i det hvide centrum af stearinlysets flamme, får jeg

  en mystisk fornemmelse af at se, hvad egentlig intet øje kan se.

Men blot ganske kortvarigt, så sløres mit syn.

Jeg ser forbi flammen og genvinder øjets lys, der jo som stearinlyset, når

  jeg skal sove ind i natten, skal slukkes af verdens mørke.

Men stadig blot for en stund.

For ligesom natten, som dødens blund, blot varer en stund, varer også

  verden blot en stund.

Ja, Herre, nu forstår jeg, som du har lært os, bønnen til faderen, som

  angår hans vej til os og vilje med os:

Komme dit rige, ske din vilje som i himlen

  således også på jorden.

Amen.

 

 

 

 

03.50

 

Derefter tænker digteren sig godt om. Han er i tvivl om, hvad han nu skal finde på. Ja, det er han faktisk. Men hvorfor ikke.. jeg mener, nu da han jo er digter, hvorfor ikke lægge planer om at lave en digtsamling. Digte er der nok af. Altså at planlægge en bog, alt imens sensorerne registrerer, hvad han planlægger. Men…men det er jo netop det, han gør, er det ikke? Han tænker sig nu igen godt om. For denne bog, han vil planlægge – er det netop den, han sidder og skriver på nu, eller er det en anden? Eller begge dele på samme tid? Og han spørger sig selv, om ikke noget lignende dette at skrive en bog i bogen, gør sig gældende med Elvis – om end han knap så meget er en bog i bogen, som et ansigt i ansigtet, bagom hvilket tusinder, ja, millioner af ansigter skjuler sig? Forvirret over dette spørgsmål begynder han at kigge i sin mappe med digte. Han læser forskellige af dem , indtil han studser over et enkelt. For han kan ikke huske, hvem fanden det oprindeligt i tidernes morgen var skrevet til. Men han beslutter sig for at lade det være til dig. Ja, til dig, kære læser. Det hedder i øvrigt Stearinlyset i mørke og slud, og det ser ud som følger:

 

 

Å disse livets parenteser af skønhed

         en tilføjelse eller et indskud

så skrøbelig og spæd i stemmen

at parentesen som du

(som et stearinlys i mørke og slud)

ifølge dansk grammatik

blandt andet er defineret ved

sammen med sit indhold

at kunne fjernes

uden at den resterende tekst

af den grund bliver meningsløs eller

grammatisk ufuldstændig –

er digtets sprog således ikke ganske

modsat grammatikkens?

 

som digter tager jeg naturligvis

            digtets parti og

som efter et pludseligt indskud

tilføjer jeg med min kuglepen

et tændt stearinlys

som en parentes

i digtets slud og mørke

som her

modsat i grammatikken

ikke kan fjernes uden

at den resterende nat bliver

om så blot en lille smule –

for i digte kan fuldstændighed

          nemlig gradbøjes –

mere ufuldstændig og meningsløs

 

du er som det stearinlys

der oplyser digtet jeg skriver

du er som parentesen

       om så skrøbelig en sandhed

     at dette her som

blot synes som om

og måske er du heller ikke andet

end et minde om noget

jeg for længst har glemt

   og dog før jeg falder hen igen

som om sandheden virkelig er så skrøbelig

nænner jeg ikke at puste dig ud

men falder hen

før jeg når at se din spæde flamme

langsomt

så fandens langsomt

            slukkes af mørkets slud

 

 

 

 

04.00

 

Digteren lukker igen øjnene og lægger sig lidt på sengen. Og igen, da stereoanlæggets akustiske guitar begynder at anslå tonerne til Tomorrow Is A Long Time, begynder forestillingerne at myldre frem…if tonight was not an endless trail/ if tomorrow wasn’t such a long time/ then I’d lie in my bed once again…

 

 

hver nat er alt forbi

– verden, landet og byen

gaden, lejligheden og sengen

hvor noget smertefuldt

i morges blev til

forsvinder i et hul

der bliver større og større

for hver dag der går

eller ikke går

morgen bliver til formiddag

eftermiddag til aften

jeg forsvinder efterhånden

som alt det andet

og kort før indslumringen

forsvinder selv du

der engang vækkede mig

således som morgen

igen vil blive til formiddag

eftermiddag igen til aften

og verden igen

vil svinde ind i landet

byen ind i gaden og

lejligheden ind i sengen

hvor noget smertefuldt

i morges blev til

som det i morgen

igen vil blive til – 

hver nat er alt forbi.

 

 

 

 

04.05

 

…Og sangen spiller stadig under næste forestilling. Den forekommer for en gennemsnitlig Elvis-fan, helt i dens ånd, selv at være nærmest endeløs. Da den endelig begynder at ebbe ud med gentagelsen af then I’d lie in my bed once again, dukker endnu en forestilling frem. Og igen, kære læser, har digteren dig i tankerne…

 

 

Den dag hvor alt begynder

længst at være forbi

og som slutter der

lige der

hvor alt længst er forbi

hvor ensomheden ikke længere

er elskovs bagside

som før søvnens stund

og elskov ikke længere

er ensomhedens forside

som på en formiddagsavis

i gadernes dis og blund

hvor ingen kender natten

da begynder en evig dag

som ingen nat kender

som var natten blot

en parentes af pinsel

før al ensomhed ender

midt i et kærlighedsdigt

lige der

for enden af min sølle streg

hvor du begynder

at mærke kærligheden

begynde i dig.

 

 

 

 

 

04.10

 

Det begynder at støje fra gaden. Og da digteren bevæger sig hen til vinduet og kigger ud, mødes han af et trist syn. Nogle unge mennesker, egentlig bare store børn, skændes højlydt og sikkert om noget, de om ganske få øjeblikke har glemt, hvad var. I hvert fald, så vidt han kan høre, indgår både illegale kemikalier og dødstrusler i skænderiet. Om ikke andet, tænker han, ville Elvis have nikket genkendende til disse emner. Han, som flere gange gik på scenen, til trods for anonyme dødstrusler og uheldige kemiske krydsvirkninger. Det fortælles, at han engang i 70’erne lå på sit hotelværelse kort før han skulle på scenen, i en sjælelig og fysisk tilstand så frygtelig, at den var hinsides menneskelig rækkevidde. En ensomhed, som i hele verden kun han, for hvem den amerikanske drøm for længst var blevet et ubeskriveligt mareridt, måtte kende til. En læge knælede ved hans seng og arbejde hektisk for at få liv i Elvis’ bevidstløse legeme, mens hans manager, Tom Parker, så til. Lægen dyppede igen og igen Elvis’ hoved i en spand med isvand. Elvis så ud, som om han var i coma. Kæben hang slapt, øjnene var lukkede, og han var kun i stand til at ytre sig med en klynken. Da Parker gik ud af hotelværelset, og en af Elvis’ venner bekymret spurgte til hans tilstand, så manageren koldt på ham og sagde: Det eneste, der betyder noget, er, at han står på scenen i aften. Alt andet er ligegyldigt…!

Tænk, så priviligerede disse unge mennesker på gaden er. De skal aldrig, om end de sikkert drømmer om det, som Elvis, indtage en kemikaliernes kongetrone, han aldrig ønskede at sætte sig op på.

Digteren ser nu, at det er begyndt at regne. Og så småt begynder en forestilling at tage form…en længsel efter nye konflikter, kollisioner og skibskatastrofer synes at flyde i bevidstheden, her et sted vest for den tabte krig…

 

 

udenfor vinduet marcherer

en sensommernat forbi

gennem nørrebro

stille soldater som børn

født et sagte og

umælende efterår

nogle råber og én råber:

du er død, mand!

mere vidunderligt tæt

på døden har jeg

ikke været, siden

jomfruhinden i hjertet

blev brudt ned med

et kys, sidste nat før

det dagedes i øst

da eventyrene

fra tusind og én

sensommernats søvn

alle var fortalt, og

nogen tændte for

en sol af neonrør

som vækkede mig

selv her, en verden

vest for den krig

der blev tabt til

stille soldater som børn

radiostøjens stemmer

skingre som var

de til fodboldkamp

en sværm af farveprikker

men mest af alt,

sagte og umælende

efterårsregn på min rude.

 

 

 

 

04.15

 

Følgelig beslutter digteren sig for at skrive et digt om Nørrebro. Han sletter og retter, retter og sletter, for digtet vil ligesom ikke på papir. Han har jo været vant til, at sensorerne registrerede alt, hvad han tænkte og følte. Men nu skal han til at gøre arbejdet selv. Og det passer ham oprigitig talt ikke. Ja, det er et værre mas med det digt, som hverken vil ud eller ind. Og han tænker, at det dog, for en gangs skyld, ville være mere tilfredsstillende at smide ud end at skrive færdig. Og hvem kan sige, hvad det mest tilfredstillende egentlig er – at skabe noget, eller at destruere det skabte? Endelig, efter lange overvejelser, beslutter han sig for, at det mest tilfredstillende dog må være at skabe noget – for kort efter at smide digtet ud. Forinden har sensorerne dog registreret hans tankevirksomhed og dermed registreret, hvad det var han forestillede sig at skrive, før han smed digtet ud. Og det var følgende…

 

 

Dette mylder af tonenuancer

der for den erklæret farveblinde er

sort som solen over

alskens gyder og undergange

rød som regnen på Blågårds Plads

eller i hvert fald er

som mit Indre Nørrebro

hvor Dronning Louise

tænder for gaslamperne

og løsner op for barmen

hvor gadens fugtige forstening

flammer under neonreklamernes lys

og en eller anden ensom stakkel

tager sit eget liv i et kvistkammer

højt over Nørrebrogade

alt imens jeg skriver dette

som var det denne

ukendte elskedes gravskrift

som var det ingraveret

i gadens fugtige forstening

sort som solen over

alskens gyder og undergange

rød som regnen på Blågårds Plads.

 

 

 

 

04.20

 

Pludseligt angst, som skulle han aldrig have smidt det sølle papir ud, begynder en slags dødsønske at melde sig. Ja, endog forsigtige selvmordstanker begynder at plage ham. Og da begynder han at forstå disse selvmordsbombere, som man af og til hører om. Ethvert kasseret digt er jo som en selvmordsbombe, tænker han, for med digtet jeg smed ud, smed jeg også en mængde af forhåbninger og drømme ud på andre menneskers vegne. Og hvad er digteren da værd, tænker han, mens der udspiller sig følgende forestilling i hans indre organer…

 

 

Hjertet slår hårdt og tungt

pludseligt trodsigt

som et kropsorgan

og intet andet

eller måske et intet

der befrier sig fra

enhver metaforik

dette intet andet

som ejermanden forstår

kan dø

ikke blot ved

i befrielseskampen

mod metaforikken

at kæmpe

for intet andet at være

men ligeledes

og værre endnu

ved at kæmpe

for at blive til intet

og i sin befrielseskrig

tilintetgøre ethvert

metaforisk gidsel

i kroppens massegrav

ja, endelig at have

opdaget den mulighed

at tilintetgøre sig selv. 

 

 

 

 

04.25

 

Endnu en gang lægger digteren sig for at sove. Men han kan ikke falde i søvn. Og forskellige stemninger blandes i hans søvnige sind, som følge af en orden, som ingen nogensinde har indviet ham i, og da han forsøger at tænke sig frem til denne, bryder ethvert tænkeligt syntaktisk system sammen. Ja, han kan knap længere tænke af bar træthed. Og dog kan han stadig ikke sove. Følgende forestilling synes at præge ham i hans forvirring…

 

 

Det er som om

at det dagligt kendte

her i nat er forvrænget

til noget ukendt

som en stemning

jeg engang er vågnet op

eller er faldet i søvn til

 

som var faktorernes

orden ligegyldig

således som at alt

da er ligegyldigt

hvad det måske også er

når det nu endelig skal være

hvad det vel være skal –

 

da nærmer tankens ende sig

og efter grundige overvejelser

uanset faktorernes orden

om jeg så er vågnet op

eller er faldet i søvn

bestemmer jeg mig slutteligt

om end lidt spæd i mælet

 

for dog at være til.

 

 

 

 

04.30

 

Således besluttet, om end han knap er sig denne beslutning bevidst, ligger digteren i sin seng. Then I’d lie in my bed once again runger stadig i tankerne. Knap længere som ord, der har nogen egentlig mening, men som lyden af Elvis’ stemme, der nu efterfølges af en stærk genklang, som talte han, med en stadig mere unaturlig og kunstig stemme, til digteren i et hult og hvælvet kirkerum. En stemme der i sindet gentages til hudløshed, og til sidst blot er trættende og triviel. Og digteren begynder at drømme ved fuld bevidsthed, eller rettere, at drømme om det digt han ved fuld bevidsthed vil skrive herom. For stadig er han noget forvirret, og dog en smule lettere om hjertet end før. Følgende forestilling udspiller sig nu…

 

 

At skrive et digt er som

at nedskrive en drøm

man aldrig har drømt

for dermed at beskrive

en virkelighed som

aldrig har eksisteret

udover i den drøm

som man i virkeligheden

aldrig har drømt

men som man

ikke desto mindre

ligeledes i virkeligheden

har skrevet ned

 

dette som aldrig høres

modsat den genlyd

der følger af

kraniets resonans

et slags ekko

forud for en

tanke der når den

endelig tænkes

højt nok til at

registreres af

bevidsthedens ører

allerede for længst

er smerteligt fortænkt

 

dette som i virkeligheden

ikke findes af den grund

at det er virkeligheden

og at denne ikke kan

findes i sig selv

men blot udenfor

i den drøm som man

aldrig har drømt

 

det er om dette

jeg vil skrive.

 

 

 

 

04.35

 

Da kommer digteren i tanke om et digt, han engang skrev til en veninde, der aftenen forinden havde fortalt ham om nogle frygtelige barndomserindringer. Hun har i øvrigt fortalt digteren, at hun græd den dag, hun som barn hørte, at Elvis var død. Således er det i denne udgave tilegnet både hende og Elvis Presley, tillige med enhver der har prøvet ved fuld bevidsthed at leve størstedelen af sit liv i et endeløst ensomt mareridt. Digtets fulde ordlyd kan han ikke huske. Men denne forestilling registrerer til gengæld sensorerne…

 

 

Du fortalte mig noget

der som en brøkdel af

et endeløst hav

med nogle få dråber

slog sprækker i mine øjenhuler 

 

hele dette ocean

bærer du med din krop

og spørger mig underfuldt blødt

om jeg herefter vil kunne sove

til trods for at du

ved fuld bevidsthed

hver gang du vågner

drukner i den virkelighed

som jeg når du fortæller

blot dråbevis vækkes af

som af en fjern og ond drøm

 

jeg ville ønske

at jeg ved fuld bevidsthed

ville kunne have været med dig

og holdt dig i hånden

i denne fjerne og onde drøm

hvis ikke det var fordi

at jeg da aldrig nogensinde

ville kunne sove igen

eller måske snarere

at jeg da aldrig igen

ville kunne vækkes

men ville være faldet til bunds

som en møllesten

i din krops ocean

 

den krop

der for en drømmer som mig

som et blikstille hav

i al evighed

er uberørt af menneskehænder

og den havbund

hvor jeg intet andet ønsker

end at stedes til hvile

i dit hjerte

mellem årer og arterier

uden nogensinde at

vækkes af denne fjerne og onde drøm

som ville jeg herefter kun her

og netop kun her

kunne sove

i et hjerte så underfuldt blødt

som dit.

 

 

 

 

04.40

 

Digteren bliver helt tudefærdig ved tanken om digtet. Men han ved ikke, om han skal græde eller ej. Sikken en åndssvag situation; ved sin fulde bevidsthed at overveje, om man skal græde eller ej! Og alt imens digteren undrer sig over sin åndssvage situation, udspiller følgende forestilling sig et par spadestik dybere under bevidsthedens overflade…

 

 

Græd ikke, min kære

sagde jeg gerne

hvis ikke jeg troede på

at de fjerne marker

der omgav os engang

og stadig gør det

har taget bolig i dine øjne

hvor engen efter regnen

ikke længere er våd og smattet

men er frodig som

markerne før høsten

lige før det øjeblik

hvor livets endeløse flod

bliver som en dråbe

af alt det tabte blod…

ak, denne frost af rim

der stammer fra

hvert blik jeg har stjålet

og som jeg aldrig

kunne have nedfældet

hvis ikke jeg i drømme

havde hvilet mig

på denne eng

og hvis ikke jeg gjorde det

i din favn med ordene

der rastløst hviler på mine læber;

så græd, min kære, ja græd

om så dine tårer

har sit udløb i et hav

og tiden vel nok er som et ocean

så ender det, som al tid gør det, ved kysten

hvor dit liv er begyndt

nu venter i blikket de fjerne marker på høsten

hvor dit liv ikke kun begynder

men hvor det er begyndt.

 

 

 

 

04.45

 

Og digteren overmandes af gråd. Eller rettere, af en dyb hulken, der når kræfter i sjælen, som ellers er uforenelige. Under dette emotionelle kaos bliver liv til død og død til liv, uden at han formår at formulere disse oplevelser. Dog, til alt held er hans hjerne jo udstyret med sensorer, der nu registrerer følgende…

 

 

elskov er som døden, der avler liv

   den elskende skal opløse sin sjæl

thi for at elskov kan fuldbringes

   må elskeren miste sig selv

 

hvorfor? for at skabe kontrast;

nogen må dø, for at døden kan avle liv

 

for at elskovs frugt kan gøre ånd til liv

   uanfægtet af den elskendes ve og død

så elskovs fylde bliver sat fri

ved at skylde, koste, ja, berøve

det menneske livet, som elskede

   med sit fulde hjertes glød

 

for gælder det dog ikke al hjertets frost

   at det kræver to at blive ét og tø

for kun sammen at smelte

når luerne brænder til aske alt kød

    som slutteligt kun bliver til igen

når i ét nu de elskende

    sammensmeltet i Guds og dødens hånd

tør give sig selvforglemmende hen

som et redskab blot,

der straks smides bort, når

             elskov igen opstår fra aske til ånd

 

 

Af alle de kræfter, der kan bevirke såvel livets som kunstens skabelse, og som altså finder sin drivfjeder i sanselighed og seksualitet, er også

mange onde og skyld i megen ulykke og pinsel. Ja, endog det smukkeste af alt, livets gave i den kødelige kærlighed, er for de elskende nært

forbundet med det faktum, at vi skal dø. Hvis vi levede evigt i vores nuværende skikkelser, ville forplantningen være uden funktion. Hvis ingen

skulle dø, ville heller ingen skulle fødes, eller som der står: nogen må dø, for at døden kan avle liv. Ja, således livets cirkel. Men ordene har også en

anden, ja, ganske modsat, betydning, nemlig denne, med de ord, der er lagt i Jesu mund, at den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal finde det. Disse ord overfører digterens underbevidsthed i digterisk øjemed til seksualitetens kår, med tanke på det franske kælenavn for orgasmen, nemlig den lille død; således at den, der ikke giver sig hen i udløsningen, som ikke i livets cyklus ved døden løser livet ud, men blot søger at frelse sig selv, da aldrig skal gives livet, hvorimod den, der selvforglemmende, vel at mærke i kærlighedens navn, tør give sig hen i udløsningen, netop skal finde sit liv. Også selvom, eller måske netop herfor, denne lille død, således navngivet i symbolsk forstand, berøver det menneske livet, som elskede/ med sit hjertes fulde glød. Al skabelse forudsætter, at noget forud destrueres, al jordisk liv, at noget forud dør. Også digteren har tidligere haft den tanke, at alle hændelsesforløbs kombinationsmuligheder, om end med en eller anden slags nuanceforskel, nødvendigvis må gentage sig igen og igen i en cirkelbevægelse. Som forfatteren af Prædikerens Bog i det Gamle Testamente skriver; Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen. På intet tidspunkt i menneskeslægtens historie har han kunnet fastslå, at noget var definitivt. Altid har forandringens lov, lig en trædemølle i konstant bevægelse, som den eneste haft gyldighed, men netop ikke endegyldighed, idet der da ville ske noget definitivt nyt under solen. Cirklen ville brydes, og cirkelbevægelsen erstattes af en lige linie, en vej hen imod evigheden, ikke i en cirkel, men hinsides den gamle jord og endegyldigt hinsides menneskelig forstand. I en kristen bevidsthed, modsat Prædikerens, er der netop således en begivenhed i menneskeslægtens historie, der er et afgørende nybrud, en begivenhed, der derfor, som et punkt på en lige linie, er endegyldig. Jesu fødsel, livsgerning, død og opstandelse er et afgørende nybrud og en endegyldig afslutning på en epoke, nemlig lovens, og for historien, menneskeslægten såvel som for det enkelte individ, en bevægelse frem mod det evige, og endegyldigt evige, liv. At mennesket da, i hvert fald ifølge en kristen tro, har en udødelig sjæl (i trosbekendelsen tales der jo endog om kødets genopstandelse), bekræftes gang på gang i det Nye Testamente, men tillige betones det, at mennesket fra dødelighed til udødelighed på en eller anden måde må forvandles. Vel at mærke forvandles endegyldigt, således må man forstå al tale om evighed, hvilket for den menneskelige forestilling i en sådan tidløshed lyder en kende stillestående og kedeligt, ja, statisk. Men hvad forstår nogen sig på evighed?

 

 

 

 

 

04.55

 

Digteren begynder igen at mærke sine tanker smuldre…som om…ja, igen lader det sig ikke formulere. Og igen må vi tage sensorerne i brug…

 

 

Det er som om grundvolden er forsvundet

fundamentet for det tankens bygningsværk

i hvilket jeg skulle hvile og bo

er som en installationsvejledning

til et tankeslot

skrevet på et afdødt sprog

forklaring følger ikke

kun gisninger og gæt

og hvad mere er

har grundvolden måske aldrig eksisteret

og ethvert af tankens bygningsværker

altid været belagt på en sokkel

af gisninger og gæt

for der var aldrig råd til mere, var der vel?

næ, altid har blot digtet

som Kristus på en soloklarinet gennem natten

skamløst kunnet kaste om sig

med midler det ikke har

det begynder at bygge et tårn i fantasien

uden tanke for soklen

og for alle de tegn gennem

tidernes tilsandede øregange

der nu er så tilpas utydelige

at digtet nødvendigvis må tro

det modsatte af hvad

man skulle tro – for er udgifterne endda tårnhøje

er fantasien ikke blot omvendt proportional

men tværtimod altid lige netop denne tak højere

der gør at det kan tænke noget til ende

helt til enden og forbi tankens slutning

for derfra at begynde evangeliet.

 

 

 

 

05.00

 

Nu begynder noget at lade sig formulere. Noget så intimt, at det synes for privat til offentliggørelse. Men ak, sensorerne er nådesløse. Selv over for følgende forestilling, der fra hans læber, der så at sige fører skalpellen, næsten synes at lyde et no photo, please!...

 

 

Den tanke, der var undfanget

af kærlighed, men ikke lod sig tale,

blev væk i vrimmelen

af glossariums fostre

og lod sig først identificere

under obduktionen på

et hospital, langt væk,

da den genopstod

hos digteren, der førte skalpellen:

også en dødfødsels foster

kan være et kærlighedsbarn,

ja, måske kun dette,

for evigt uberørt af bagtanker

som det ligger der,

sønderskåret og indsmurt

i slim og blod, kan

det være det kærligheds mæle,

der ikke rummes af

noget sprog, tanken kan tale.

 

 

 

 

05.05

 

Ja, no photo, please! Og alligevel blev hvert eneste sindbillede nådesløst registreret af sensorerne i digterens hjerne. Og kaldt frem, som et andet da capo. Et sidste udsagn, et sidste…curtain call, før…

 

 

Jeg har ikke modet til at leve.

Jeg har ikke modet til

at afsøge min sjæl svar,

og spørgsmålet, som

står ridset ind på

stentunnelens vægge

bag perleporten, finder

knap nok mæle til at

stilles min samvittighed;

er da digtningen,

hvis blot en ordknap

sammenstilling af ord,

for evangeliet ikke

et fejheds dække over

en afgrund i hjertekulen:

Glossarium, der stedløst

vakler videre i

sætningernes

bundløse virvar af

adjektivisk blodbestænkt

kød fra døende

målløse og mølædte

kroppe?

      Det er os, der er de døde.

 

 

 

 

05.10

 

Da sker der noget uventet, som man nu venter det, når man først har erklæret sig død. For mens foregående forestilling har udspillet sig, er tonerne fra Amazing Grace begyndt at lyde. Men først nu bliver digteren opmærksom på det…og langsomt opslugt af lovsangens stemning af trance. Da sker det omvendte af hin dag i Edens Have, da han tog sin første bid af æblet. Og dog er det det selv samme, der sker. For i netop det øjeblik i sidste vers, hvor koret sammen med Elvis messer I once was lost/ but now I’m found, ja, netop på stavelsen once, breder et sødligt stik i hjertet sig til resten af kroppen med en eksplosiv kraft. Banalt? Kære læser, hvis du vidste, hvordan det føltes, ville du sidst af alt kalde det banalt. Digteren kravler da også tårevædet hen foran sit krucifiks, for der i hjertet at bede…

 

 

Herre, aldrig er jeg kommet til dig uden ængstelse for min uværdighed overfor den                                                                                                                                                                                            

  levende Gud.

Men i nat, da jeg kommer for at tale med dig om dette ene, mærker jeg nu i mig    

  ængstelsen forsvinde, ja, pludseligt at være sporløst forsvundet.

Og da ser jeg dig naglet til korset. Og jeg ser og forstår noget, som blot Helligånden

  har fortalt mig, og foruden hvilken jeg kunne have læst Bibelen både forfra og    

    bagfra uden at forstå.

Men nu forstår jeg, at du på korset har taget min ængstelse på dig, nøjagtigt som den

  sporløst er forsvundet fra mit hjerte.

Om så blot i nat, mærker jeg den time komme, om den så i morgen er forsvundet

  som en tåget drøm, hvor du lader mig modtage evangeliet i kraft af bøn for ethvert

    menneske, jeg måtte elske.

Å, Herre, mit hjerte er nu fuldt, ja, som salmisten skriver, flyder det over.

For da min ængstelse blev korsfæstet, forstod jeg dette ene; for at besejre døden,   

  behøver du blot at dø.

Og hvis du elsker livet, så elsker du, trods du ved, at det gælder livet.

Ja, hvis du elsker livet, så elsker du, trods du ved, at det vil afkræve dig dit liv.

Når du elsker livets fylde, med den kærligheds gerning, som besejrer døden blot ved

  at dø, vil opstandelsen være dig givet, så sandt som du, det mest dyrebare jeg

    kender, lever og regerer i kærlighed til menneskesjælens væsen.

Du lod mig se evangeliet i dit eget navn, og indskrev mig, om blot i nuværende stund,

  fra døden til livets bog.

Amen.

 

 

 

 

05.15

 

Salig efter bønnen har digteren nu kun, henvendt til dig, kære læser, en linie i hovedet. Eller måske rettere, i dette tilfælde bilagt til kønnet. Nemlig at dine safters duft er dejligere and al balsam. For efter bønnen er forelskelsen i dig, om du vil det eller, og tillige uanset køn og alder, blusset op igen. Ja, tænker digteren, sandelig, dine salvers duft er dejligere end al balsam…

 

 

når du sidder ovenpå mig

er du overalt hvor end jeg ser

til siderne er dine arme som stolper

op ad hvilke og ned ad vægge

jeg formålsløst salig taler

nederst er dit køn omkring mit

en katedral som ifølge ordbogen selv

er en kirke med bispesæde

især i katolske og anglikanske lande

over hvis jord dine bryster fylder himlen

såvel som du ovenfor mig lader

selveste ærkebispens ansigt lyse

over mig og give mig fred

 

men indadtil i domkirkens

voluminøse rum

er jeg kun til i dig som

en stenstøtte der går til alters

i din kødelige kirkehvælving

som denne i nadveren forlades

al synd og uro over sin

profane tilstedeværelse

og sine famlende ord

mærker jeg langs skedevæggene

dine safters salve helbrede

mit stemmebånds floskler

 

måtte end digterens tale være

balsam for sjælens udødelighed

er det kødelige legeme dog

den levende Guds tempel

det først opstandne af døde

og det blotte minde om

dine salvers duft er desuden

hvor som helst i mit hjerte

evangeliet end prædikes

for den som dit køn har salvet

dejligere end al balsam

 

 

Digteren har, som det måske læses kan, altid opfattet seksualitet som et område af livet, som er sørgeligt underkendt, forsømt og på det nærmeste fortiet i det Nye Testamente. I det Gamle Testamente, derimod, finder han seksualitet behandlet udførligt, ud fra mange forskellige teologiske, moralske og litterære synsvinkler. Her synes han at finde alt, lige fra lovens strenge seksualmoral til lovsang over sanselighedens vidunder som eksempelvis i Højsangen, som titlen er et citat fra. Og begge synsvinkler har vel ifølge digteren haft, ikke blot litterær, men ligeledes teologisk gyldighed, da linien i de første kristne menigheder skulle lægges. Imidlertid synes den strenge seksualmoral i det store og hele, ikke blot at have vundet gehør, men tillige i forhold til det jødiske udspring at have skærpet tonen en smule, uden i øvrigt for eftertiden, med det Nye Testamente vi kender, på nogen tilfredsstillende vis at have behandlet seksualitet som emne. Således blev i hvert fald eftertidens opfattelse. Men, spørger digteren, er det nu også sådan? Måske har vi det med at overse eller glemme væsentlige sentenser i det Nye Testamente, som modsat sædvane, og modsat emnets bogstavelige behandling i selv samme skrift, på lyrisk vis rummer samme lovsang til

sanseligheden, som den vi finder i Højsangen. Rummer det ikke således en lyrisk seksuel betoning, spørger digteren, når vi hos Lukas læser, at Jesus i en lovkyndig farisæers hus, til dennes store forargelse, bliver salvet af en kvinde, der levede i synd, det vil sige var prostitueret? Og beskrivelsen er meget malerisk, og går vist noget ud over en almindelig salvning; grædende væder hun hans fødder med sine tårer og tørrer dem med sit hår, hvorefter hun kysser dem og salver dem med olie. Tillige får denne behandling af Jesus entydigt det skudsmål, at være en gerning af overvældende kærlighed, som tilgiver hende meget, det vil sige alt det, hendes prostitution rummede, alt det som ifølge de lovkyndige farisæere (i overensstemmelse med det Gamle Testamentes lov) skulle straffes med døden. Modsat Jesus, der ovenpå denne behandling tilgiver hende al synd, ja, frelser hende i kraft af hendes tro, for alt det, som Jesus pointerer, at farisæeren netop ikke har gjort. I parallelfortællingen hos Markus kan man derimod læse, hvorledes endog disciplene bliver vrede og overfuser hende, her på grund af nardusoliens kostbarhed, her i øvrigt i den danske oversættelse nøjagtig samme nardus, som i Højsangen utvetydigt som olie eller salve symboliserer kvindekroppens safter. Også her synes salvningen at være forbundet med en erotisk betoning. Men ikke blot dette. For tillige siger Jesus her, at denne kvinde med sin kærligheds gerning, sådan som det dengang var skik og brug, har salvet hans legeme forud for hans begravelse. Om hun så har været sig det bevidst eller ej, har hun altså, vel at mærke som den eneste i hele evangeliet, haft et forunderligt indblik i korsets gåde, idet hun, modsat alle disciplene, har forstået, at Jesus for at frelse verden måtte dø. Også hun får et prædikat med på vejen, som siger spar to til de lidettroende disciples, nemlig at det, hun af egen hånd af kærlighed har gjort, skal fortælles til minde om hende, hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes. Således er der altså fra evangelisternes hånd overleveret en beretning om en kropslig kærlighedsgerning fra det kvindelige køns side, der øjensynligt har et indblik i Kristi hemmelighed, som alle andre på daværende tidspunkt savner. Bedre står det vel til i brevlitteraturen, og dog finder man på det kvindelige køns vegne her grund til forargelse, idet både Peter og Paulus ukritisk viderefører den gammeltestamentlige lovs patriarkalske livssyn, og yderligere enten underkender eller helt forsømmer at behandle seksualiteten i deres formaning. Blot siger Paulus om legemet, at det er et tempel for Helligånden, således som også Jesus omtaler sin egen krop som et tempel, ja, som det for de kristne nye tempel, i stedet for det jødiske tempel som senere hen sten for sten af romerne blev ødelagt. Man er som kristen altså med sit legeme i Helligånden blevet Guds nye tempel, således at Guds ånd bor i én. Det er altså dette legeme, som man ærer Gud med. At ære ham gennem seksuel udfoldelse ville i andre sammenhænge være oplagt, men ikke for Paulus eller de øvrige apostle, som muligvis ikke har anfægtet dette, men snarere fortiet det. For andre, også for andre end den fantasifulde digter, er det heldigvis stadig kun kærligheden, der kan dømme om seksualitetens rolle i den kristne tro. I kærlighedens hænder, den kærlighed som apostlene, om end med lidt variabel betoning, så dog ganske enstemmigt hylder, betror digteren, som det læses kan, gerne sin seksualitet, uden at have anden dommer end Gud og andet vidne end den samvittighed, der, uden at have nogen bogstavelig lov, så meget mere har den gerning, som loven kræver, skrevet i sit hjerte.

 

 

 

 

05.25

 

Stadig salig efter bønnen, betror digteren nu gerne alt, inklusiv sin seksualitet, i Guds hænder. Og i dine hænder, kære læser, for det begynder at stunde mod enden. Og han spekulerer over, hvor grænsen går mellem bogstaver og kød og blod. Om det ikke er netop mellem dine læber, og på dine, og ikke hans, længslers modersmål, at denne dom må fældes; om det lader sig gøre at elske på skrift…imens følgende forestilling udspiller sig, sådan som sensorerne registrerer den i hans hjerne…

 

 

det er i nat gået op for mig

at længsler ikke længere stilles

men at de tværtimod

stiller sig på tværs

for ikke at kunne opfyldes

da de allerede er fyldt op

til randen af uindløste

gældsforskrivninger

der ikke kan indfries

ved ækvivalerende betaling

gloser der ikke kan

åbne længslens blomst

tage bladet fra munden

og indfri pantet

ved et bestemt verbum

der alligevel er frosset

fast i frasens form

og ikke betyder det

som det skal betyde

men noget andet

der ikke lader sig forme

og som vistnok

er den form

formering

formular eller

formulering

jeg længes efter

uden at den stilles

opfyldes eller indfries

men dog findes

og blad for blad

har foldet sig stadigt

dybere indad

der hvor

bogstaver bliver

kød og blod

mellem dine læbers

formfuldendte blomstring

 

 

 

 

05.30

 

Tiden går, og det er begyndt så småt at lysne uden for digterens vinduer. Og han tænker over sit liv, ja, over det moderne menneskes liv, hvis det kan tillades at udtrykke sig så salvelsesfuldt. Over tid. Og over cifre, doseringer, tegn, tal, systemer og æsker. Og over dig og det sidste kærlighedsdigt i verden, efter hvilket han forestiller sig følgende…

 

 

Når det sidste kærlighedsdigt

i verden er skrevet

ville jeg så gerne skrive dette digt

og bringe det et sted hen

hvor du ventede mig

og jeg ventede på dig

dette glemte sted på jorden

som jeg mener at vide

er gemt i dit hjerte

hvor tiden ikke er gået i stå

i et endeløst antal cifre

uden ansigt eller navn

hvor tiden ikke er gået i stykker

og brudt op i doseringer

af det der var engang

hvor al tid ikke er gået af led

og tegn og sætninger ikke

er blevet til tal og systemer og

problemer placeret i æsker

ja, dette glemte sted på jorden

hvor altid engang begyndte

der ville vi en dag mødes

hvor du ventede mig

og jeg ventede på dig

dette glemte sted på jorden

der er gemt i dit hjerte

dette glemte sted ville jeg

så gerne læse op for dig

for igen at begynde på livet!

 

 

 

 

05.35

 

Ak, tænker digteren, idet han nærmer sig nattens, og dermed bogens, ende. Og nærmer sig det, i bestræbelsen på ikke at blive utilstedeligt sentimental, at tage afsked med læseren efter hidtil 92 siders følgeskab. Eller rettere, at tage afsked med læserne i samlet skare, der alle som én har fulgt ham i denne bogs ingenmandsland, så langt bag dens frontside…ingenmandsland, hvilket ingenmandsland, spørger de måske – jo, det ingenmandsland, der skjuler sig bag enhver bogs cover, og som egentlig blot er fyld…altså sådan cirka, som det i ordbogen defineres, om han må være så fri, nemlig tilberedte åndelige fødevarer, som lægges oven på andre fødevarer, så resultatet udgør….tja, denne bog, velsagtens…

 

 

Milevis af ord lagt bag mig,

og selv nu; stadig her i dette

forunderligt omfangsrige

ingenmandsland, så langt bag

fronten, finder jeg trangen efter

at skrive blot en enkelt sonate.

Forstå mig ret; ikke en sådan

komposition, som en elsket får

i hænde, snarere tværtimod.

Ikke engang i musisk øjemed

et værk jeg er i stand til at

fremføre. Snarere en lille og

sart hyldest til en nat, midt i

hverdagslivet, men slet ikke

fordi jeg holder af det.

Næ, modsat finder jeg,

hverdagen til trods, grunden

i de mennesker af kød og blod,

som sonaten omhandler, og

som, til trods for at hverdagslivet

egentlig slet ikke lader sig gøre,

vemodigt lader strengeklang lyde

i tankernes tonefald. Men uden

at overspille, endelig uden at

spænde buen for højt, for da

rammer jeg, som det græske

ord for synd, langt forbi målet,

nemlig selv samme mennesker

af kød og blod. Her er blot at

tilføje, hvor pilen da uvægerligt

ender: først som sidst i dette

forunderligt omfangsrige

ingenmandsland, så langt

bag fronten.

 

 

 

 

05.40-06.00

 

[Gab…host…]...Nå, det må vist være tid til digterens natmedicin. Og tænk, blot ved tanken om medicin, er det som om, kongen kommer ham til hjælp i hans snarlige forsøg på indslumring, således som Ånden kommer os til hjælp i vores skrøbelighed…

 

 

Ak ja, kære Elvis, så er du her igen. For i dit liv, og for så vidt også i din musik, er der én rød tråd, nemlig en afgrundsdyb ensomhed. Og tillige noget andet, noget som de fleste gale kender til på den ene eller anden måde. Nemlig forsøget på med kemikalier at lindre indslumringen, ensomheden og de bizarre sindsstemninger, som følger af dette sjælelige indelukke. Enten med de medikamenter, der er ordineret, eller dem, der blot kan købes på det sorte marked. Du var storforbruger af begge dele, men for dig smeltede de to sammen til én. Du skelnede ikke mellem medicin og rusmidler. For dig var alle kvaksalvernes medikamenter et led i en behandling af en underlig sygdom, som aldrig blev diagnosticeret. Det skal også siges, at du sjældent tog kemikalier blot for rusens skyld. Det mente du i hvert fald selv. Hvorfor du tog det læs af piller, som både syntes at forårsage og formilde din besynderlige sygdom, skal man måske finde svaret på i din musik. Eller rettere sagt, svaret finder man nok aldrig, men ensomheden synes i din stemme også at tale for sig selv.

Selvom du på filmlærredet var en eklatant fiasko, var det anderledes, når du var udstyret med en mikrofon. Man kunne kalde mange af dine sange for dit livs rolle – forudsat, at du bare gjorde det, du hele din karriere havde gjort, med eller uden mikrofon, nemlig at spille dig selv. Eller rettere, at spille Elvis. For hvem var nu hvem? Hvor gik grænsen mellem myte og menneske, og hvor går den mellem, hvem jeg er, og hvad andre gør mig til? Hvem er jeg, og hvem er mig? Ja, tænker digteren næsten; hvem er du, og hvem er jeg?

Men altså, natmedicinen. Og med den også et sidste digt. En, om han så må sige, poetik i pilleform…

 

 

Som altid, jo mere

håbet i pilleform svinder

jo mere vokser længslen

efter et nyt skud af

kemisk begrundet tro på at

livet udvikler sig således

som man i al almindelighed

kunne ønske det

mere eller mindre

sådan som håbet

defineres i ordbogen

mere eller mindre

fordi de der appelsinfri

forhåbninger ikke er ført af

den hånd hvis skælven i

ét og alt dikteres af blodets

aktuelle beholdning af

Nimadorm, Truxal og Rivotril

som på sin side ikke

lader sig diktere af

ordbogsopslagets definition

af ordenes betydning

og end ikke af deres klang

men ene og alene af

deres virkning.

 

 

Kære Elvis, digteren ved det, du ved det. Alle ved det. Du var en typisk blandingsmisbruger. Det siges om dig, at du havde to yndlingsbøger: den ene var Bibelen, og den anden var den amerikanske medicinalhåndbog. Hvor førstnævnte angav den åndelige føde, var sidstnævnte det redskab du nødvendigvis måtte inkludere for at få Ånden i tale. Du var som mange andre dybt fascineret af muligheden for kemisk at mikse sig frem til enhver tænkelig sindsbevægelse. Som en anden farmaceut kunne du i timevis tale om særlige blandingsformer mellem de præparater som medicinalindustrien i tonsvis kastede på markedet i løbet af 60’erne og 70’erne.

Elvis, kære Elvis, digteren ved det alt sammen, alt imens I’ve Got A Feelin’ In My Body drøner ud af højtalerne. Han ved, at dit stofmisbrug var ukendt for den store offentlighed, og at du, til trods for at myten om afholdenhed med tiden blev mere og mere udhulet, aldrig anså dig selv for at være narkoman. Men, som det senere er blevet konstateret, og som dine nærmeste også må have haft kendskab til, begyndte du allerede som soldat at eksperimentere med amfetamin. Myten om afholdenhed, der som et modargument mod uterlighed på scenen blev lanceret i 50’erne, indeholdt vel nok som alle de andre myter et element af sandhed. Om ikke andet, så i storhedstiden i årene efter gennembruddet i 1956. Men denne myte skulle senere forvandles til noget lignende en parodi. Du stoppede nemlig ikke med at tage amfetamin efter hjemkomsten fra soldatertiden, vel? Tværtimod begyndte du at supplere med stærk sovemedicin som følge af din evige angst for den ensomhed, der for visse følsomme personligheder går forud for indslumringen. Efter at have mistet din mor, var denne angst for nattens mørke blevet forværret, ikke sandt? I løbet af kort tid var du, ligesom mange andre i denne psykofarmakaens naive blomstringstid, blevet tryllebundet af såvel uppers som downers. Men modsat andre, der trods alt ikke skulle leve op til nogen kongeværdighed, blev denne forhekselse, i en vis lighed med din mors skæbne, til sidst din død.

Efter dit come-back i 1968 og din tilbagevenden til scenen i de efterfølgende år, præget af turne efter turne, begyndte din afhængighed af morfin. Netop dette stof, som mange kunstnere helt tilbage til romantikkens tid, dengang i form af opium, havde lindret byrden af kunstnerkaldet med. Dette stof, som i tresserne spredte sig som en pest i hele miljøet omkring rock’n’roll. Og som i de sidste mange og ensomme år syntes at være den eneste måde, hvorpå kongen kunne genskabe suset fra 50’er-rockens blomstringstid. Den korte tid, hvor musikken endnu ikke helt, men blot antydningsvis, havde solgt sin dyd til dollartegnet. I en vis forstand en uskyldens tid, men også en tid, hvor netop uskyld blev gjort til tema for mytedannelsen, på en måde som måske aldrig havde rod i virkeligheden. Og hvis den havde, i så fald blot en tid havde det i rampelysets skær. Bag scenen var der vel aldrig meget andet end lampefeber at beruse sig i, og denne blev i løbet af kort tid utilstrækkelig for et menneske som du, der som blot 21-årig led den skæbne at skulle indtage en kongetrone.

Siden din død har kulten blot vokset sig stærkere, og har fået et religiøst tilsnit, som ingen anden afdød kulturel eller politisk personlighed kan måle sig med. Du er i dig selv blevet et kulturelt kanoniseret varemærke, og blev det allerede i 1956. Blot ved ingen, i hvert fald endnu, hvad varemærket står for, rummer og vil komme til at rumme. En engelsk avis har med en lang artikel om den voksende mytedannelse siden din død, valgt den bizarre overskrift: Var det sådan kristendommen startede? Nej, tænker digteren, men det er snarere spørgsmålet, om det ikke er sådan, den ender. Det bizarre i tankegangen stemmer for blot alt for godt overens med den endeløse strøm af merchandise, der stadig sprøjtes på markedet, samt den lille million pilgrimme eller nysgerrige, der hvert år besøger Graceland. En bizar tanke, der får et sygt, ensomt og dødsmærket menneske, som du, til at residere på en kongetrone. En trone, der siden den spæde start først var udhulet, men som efter din død har taget sæde i et hul i hjertet hos det moderne menneske; et menneske, for hvem der breder sig en stadig større mental og historisk distance til kristendommens to lange årtusinders oprindelse. Et menneske, for hvem forbruget af kropslig sanselighed, er en stedfortræder for den analfabetisme, der gælder skriftens og ordets bogstav.

Men hvem siger, at en sådan analfabetisme, som op gennem kirkehistorien har været sædvane og norm for kristendommens undersåtter gennem lige under to årtusinder, er uforenelig med Helligånden? Ja, hvem siger ikke, at skriftens og ordets bogstav netop, som digteren parafraserer Paulus, slår ihjel, mens Ånden virker liv?

For de mange sindslidende, der hvert år går rundt på landets hospitaler og hævder at gå i Jesu fodspor, må dette være eftertanke værd. Er det sådan man skal brande en religiøs psykose…? Under alle omstændigheder må man sidde stum, når man hører dette underholdningsindustriens storslåede bud på en massemediernes religion, alt imens An American Trilogy gjalder ud fra stereoanlægget inde i stuen. Og man må spørge sig selv, om rock’n’roll døde med dig natten til den 17. august 1977 – eller modsat: om den tværtimod genopstod fra de døde. Hvem ved…

 

Han ved det godt, kæreste Elvis, og han har vidst det hele tiden: det var, eller rettere, det er ikke ham, der er ensom i nat.

 

Det er og bliver dig, der var ensom den nat på Graceland.

 

Eller sagt helt præcist: Det er, bliver og forbliver evigt dig, der er ensom i nat.

 

 

 

 

 

 

 

[BAGSIDE:]

 

 

en mand skriver et digt

en anden lægger kabale

begge snyder

hverken digtet eller

kabalen lykkes

og Elvis synger

alene og forladt

sin serenade gennem

det tredje årtusinds nat

og dette

det er ingen lignelse

nej, det er digtet

der aldrig bliver skrevet færdig

og kabalen der aldrig går op

udover til stemmebåndets toner

fra Elvis’ døde krop.