Galetjenesten 2 – om Elvis Presley.
Velkommen til galetjenesten. Mit navn er Ture Lykkegaard, og denne aftens galetjeneste vil i den næste lille times tid komme til at handle om Elvis Presleys liv og musik.
Der er for en umiddelbar betragtning ikke meget i Elvis Presleys musik, der har at gøre med galskab. Og dog er der måske alligevel.
I hans liv, og for så vidt også i hans musik, er der én rød tråd, nemlig en afgrundsdyb ensomhed. Og tillige noget andet, noget som de fleste gale kender til på den ene eller anden måde. Nemlig forsøget på med kemikalier at lindre ensomheden og de bizarre sindsstemninger, som følger af dette sjælelige indelukke. Enten med de medikamenter, der er ordineret, eller dem, der blot kan købes på det sorte marked. Elvis var storforbruger af begge dele, men for ham smeltede de to sammen til én. Han skelnede ikke mellem medicin og rusmidler. For ham var alle kvaksalvernes medikamenter et led i en behandling af en underlig sygdom, som aldrig blev diagnosticeret. Det skal også siges, at han sjældent tog kemikalier blot for rusens skyld. Det mente han i hvert fald selv. Hvorfor han tog det læs af piller, som både syntes at forårsage og formilde hans besynderlige sygdom, skal man måske finde svaret på i hans musik. Eller rettere sagt, svaret finder man nok aldrig, men ensomheden synes i hans stemme også at tale for sig selv.
Det første jeg vil spille, er således ikke et stykke musik, men en stump af en udtalelse, netop fra hans berømmelses begyndelse. Det er, som man også kan høre i den fortællende sekvens, som om Elvis Presleys myte og hans egen private person synes uadskillelige. Selvom han på filmlærredet var en eklatant fiasko, var det anderledes, når han var udstyret med en mikrofon. Man kunne kalde mange af hans sange for hans livs rolle – forudsat, at han bare gjorde det, han hele sin karriere havde gjort, med eller uden mikrofon, nemlig at spille sig selv. Eller rettere, at spille Elvis. For hvem var nu hvem? Hvor gik grænsen mellem myte og menneske, og hvor går den mellem, hvem jeg er, og hvad andre gør mig til? Hvem er jeg, og hvem er mig?
(”The Truth About Me” (”The Fifties Interviews”, nr. 1))
Det næste jeg vil spille, er den sang, som blev Elvis Presleys og 50’er-rockens helt store gennembrud. Det er ”Heartbreak Hotel” fra 1956. Med denne single blev han fra den ene dag til den anden verdensberømt, pudsigt nok. Pudsigt, fordi denne rock-klassiker sagde mere om hans fremtidige skæbne, end nogen på det tidspunkt kunne vide, inklusiv ham selv. Hvordan han året efter skulle flytte til sit eget private ”Heartbreak Hotel”. Et overflødighedshorn af excentrisk indrettede palæer som ramme om et stadigt mere og mere bizart liv. Med en skærende ironi, som er typisk for myten Elvis Presley, blev det navngivet ”Graceland”. Her blev formen støbt til en stadig og stadig til vanvid stigende grad af ensomhed. En ensomhed, der blev godt understøttet af spytslikkere, kvaksalvere og et løbende overforbrug af kvinder og alt fra stærk sovemedicin til psykofarmaka og amfetamin. Da han faldt død om på toilettet på Graceland godt 20 år senere, var han endt, hvor han startede, som havde han i sarkasme vandret jorden rundt og ramt sit eget spor; det billige luderhotel, down at the end of lonely street…
(”Heartbreak Hotel” (”Elvis 56”, nr. 1, en lille smule for lav lydstyrke))
Kort efter at Elvis køber Graceland, dør hans mor. Det fortælles om hende, at hun, som en følge af sønnens berømmelse, føler en voksende ensomhed og forfald. Hun føler, at hun mister sin søn under hans mange turnéer, og hun vænner sig aldrig til den pludselige forlorne verden af rigdom. Dette forårsager det misbrug af mad, alkohol og amfetamin, som kort efter koster hende livet. Eller måske rettere, berømmelsens første pris er for Elvis sin elskede mors død. Netop den kvinde, som, ifølge alle biografier, i sønnens fattige barndom finder tegn alle vegne på sin søns kommende storhed. Men da storheden kommer, frygter hun mere og mere, at hans mange hysteriske fans på en eller anden måde vil tage ham fra hende. På sin vis sker det, og ligeledes, rædselsvækket, må hun betale for det med sin død. Og måske, tillige, med sin søn. Med hendes død, plaget af skyld og ensomhed som Elvis er, føler han at have solgt sin sjæl til verden. Stærkt troende som han er, har han utvivlsomt kendt evangelisten Mattæus ord: ”Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl?”. For alvor, efter moderens død, tilføjes hans stemme stadigt oftere en sær melankolsk klang. En ensomhed, som næppe nogen kan forestille sig, og slet ikke hans mange fans. Myten er begyndt at bekræfte sig selv.
Det kan være frygteligt at tænke på, hvor ensom han som et andet gidsel for skæbnen har været. Til en koncert i 70’erne, da han skal synge ”Are You Lonesome Tonight?”, stopper han midt i sangen og siger ud til publikum: ”Jamen, jeg er selv ensom, forstår I?”. Men ingen forstår det, for publikummet griner blot, som om han havde fortalt en vits. I sangen, hvor han synger og taler til et ”du”, er det som om, dette ”du” blot er ham selv. Elvis der taler til Elvis, mennesket der kæmper med myten.
Efter sin mors død, er han slet ikke i stand til at falde i søvn uden stærke beroligende medikamenter. ”Are You Lonesome Tonight?” blev oprindeligt indspillet i 1960. Men i 70’erne var sangen stadig blandt de mest populære, og i en eller anden tragisk forstand, aktuelle og vedkommende sange i hans repertoire. En tid, hvor han nogle gange må bruge ble, for at imødekomme virkningerne, bivirkningerne eller krydsvirkningerne af de mange medikamenter han tager. Medikamenter, som gang på gang er nødvendige, for at lade bevidstheden slippe sit greb og føre ham ind i et kemisk mørke. Et mørke, der for en stund kan lindre ensomheden, men blot finder vej til søvnen med hånden tæt knyttet til kærestens natkjole. Havde hans fans, de fans, der stadig så ham som verdens førende sexobjekt, kunne se ham i et sådan øjeblik, hæmmet af stoffer, der slutteligt fratog ham enhver seksuel lyst, var hele underholdningsindustrien måske blevet rystet i sin grundvold. I al sin hjerteskærende ydmyghed, ville dette måske også have lindret blot en flig af den grænseløse ensomhed, der for evigt har fået sit udtryk i sangen. Men dette skete ikke, og vil nok aldrig ske, så længe sangkunstnerens stemme, og det bifald den høster, kan omregnes i penge.
(”Are You Lonesome Tonight?” (”Elvis Is Back”, nr. 15)
Fra 1956 til og med starten af 60’erne, oplevede Elvis en succes uden sidestykke i populærmusikkens historie. Men derefter gik det langsomt ned ad bakke for ham i takt med, at tresser-rocken fandt sine ben. Elvis og hans kongetrone blev mere og mere udhulet år for år. Det var i disse år, samtidig med at medicinalindustrien kastede en lind strøm af nye produkter på markedet, at han mærkede, hvordan det var pludselig at føle ungdommen svinde. Tidens unge fik langt hår, og betragtede i øvrigt Elvis som en karikatur af deres egne idoler. En stadig større del af hans tid og kræfter lagde han i at indspille B-film på samlebånd. Men hvad værre var: for hvert sound-track der blev ekspederet, blev der mindre og mindre plads til den følsomme fortolkning. Rocknumrene, som han var blevet lanceret på i 50’erne, havde længe udgjort en ubetydelig del af hans produktion. I midten af 60’erne var han begyndt at sygne helt hen i sløvsind, overvægt og et eskalerende indtag alle de medikamenter, hvormed han prøvede at holde ensomheden, tomheden og sin indslumringsangst på afstand.
Alligevel kan man undre sig over, at han midt i elendigheden stadig i glimt evnede at kaste perler af sig. Det er nogle af de sange, der får en til at tage sig i at ønske, at Elvis havde haft samme stemme og evne til fortolkning, men en generelt lødigere musiksmag. For samtidig med, at musikken for længst havde overhalet ham indenom, med navne som Beatles, Rolling Stones og Bob Dylan, kunne han stadig levere fremragende præstationer. I 1966 indspillede han en sang af netop Bob Dylan, en indspilning som Dylan har betegnet som den smukkeste cover-version overhovedet af en sang fra egen hånd. Elvis brød sig sidst af alt om Bob Dylans sangkundskaber, men denne tekst om længselsfuld og ensom venten på en dag, der hører drømmen til, faldt hans hjerte for. Den blev knapt bemærket, da han indspillede den, men den har overlevet hans egen død, og fremstår nu så meget mere som et mesterværk af en ballade. Den hedder ”Tomorrow Is A Long Time”.
(”Tomorrow Is A Long Time” (”Tomorrow Is A Long Time”, nr. 3))
I 1968 skete der noget, som igen satte spark i Elvis’ karriere som kongen af rock’n’roll. En producer ved navn Steve Binder satte et show sammen, dels med gamle rockere i en ny og mere rå fortolkning, og dels med en række nye sange. Showet, der blev vist på fjernsyn i alle dele af USA, blev senere kendt som ”The ’68 Comeback Special”, og det gjorde med et slag Elvis kendt for en helt ny generation af mennesker. Noget mindre uskyldigt end i de ellers stormfulde 50’ere, finder han tilbage til en solid og frydefuld rock’n’roll, et stykke nærmere ordets oprindelige betydning, nemlig som et slangudtryk for samleje. Jeg har valgt at spille to sange fra showet. Først en solid gang bluesrock med Elvis på guitaren, kaldet ”Baby, What You Want Me To Do”.
(”Baby, What You Want Me To Do”, (”Tiger Man”, nr. 6, en lille smule for høj lydstyrke, slutter nøjagtig 2:40))
Derefter følger Elvis i rollen som charlatan med sangen “Let Yourself Go”. En sang han synger så virilt, som kunne han med sin blotte stemme flå trusserne af enhver pige. Og han afslører samtidig en side af sit væsen, som slår alt af banen. Men egentlig er intet skjult, som ikke for længst har været åbenbaret, intet hemmeligt, som ikke er blevet kendt. Elvis spiller bare Elvis – og gør det med en skuespillers perfektionisme. Ja, med mere end det, for rollen virker som så ofte, ligesom den sorte læderdragt, som designet til ham. Således tror man ham virkelig, uanset om det er den blideste ballade eller den hårdeste rock, der gynger.
Det forunderlige er, at det netop virker, som om enhver sang er designet til ham, uanset hvad han synger. Illusionen er på det nærmeste perfekt. Der synes ikke at være det mindste misforhold mellem indre og ydre, mellem indhold og udtryk. Men bag den charmerende facade findes misforholdet. Modstår man med stor standhaftighed den tilsyneladende uimodståelige fristelse til at lade sig rive med, åbner kløften sig, og er afgrundsdyb. Men denne kløft, og heri består tragedien, bliver med Elvis’ stemmebånd forvandlet til en på samme tid sublim og vulgær forførelse. For en ydre betragtning smelter menneske og myte sammen. Og for en indre betragtning mærker man suget i maven og afgrunden drage. Og man forstår, at denne sammensmeltning nødvendigvis må være illusionens dække over ensomheden. En ensomhed så dyb, at det er netop den ene ingrediens, foruden hvilken den kunstneriske kvalitet ville dale til det middelmådige. Og man tager sig ikke længere i at ønske, at hans musikalske smag havde været anderledes. Intuitivt ved han nøjagtigt hvad han kan, for at illusionen bevares spændt til bristepunktet – såvel når der står længsel, som når der står Casanova på rollelisten.
(”Let Yourself Go” (”NBC TV Special”, midt inde i nr. 7, starter 2:18))
I 70’erne gik det igen ned ad bakke, koncert for koncert, turne for turne i endeløse rækker. Og som et bindeled til den kultdyrkelse han skulle udsættes for efter sin død, fik flere og flere af sangene et religiøst eller pseudoreligiøst præg. Den første jeg vil spille, er sangen ”I’ve Got A Feeling In My Body”. Her, som i den næste, smeltes religiøs længsel sammen med sanselig kropslighed. En cocktail, der ligesom hans uforståelige sygdom tager til, og efter en af de endeløse koncerter når sit slutpunkt med hans død i 1977. Disse koncerter, som her i kunstnerens sene efterår udelukkende beror på de daglige morfinsprøjter. ”I’ve Got A Feelin’ In My Body” blev udsendt tre år før hans død, og der skal ikke meget fantasi til, for at kunne høre det intime kendskab til den euforiserende stofoplevelse i denne sang. Utvivlsomt var det, at Elvis’ stofmisbrug var ukendt for den store offentlighed, og til trods for at myten om afholdenhed med tiden blev mere og mere udhulet, anså han aldrig sig selv for at være narkoman. Men, som det senere er blevet konstateret, og som hans nærmeste også må have haft kendskab til, begyndte han allerede som soldat at eksperimentere med amfetamin. Myten om afholdenhed, der som et modargument mod uterlighed på scenen blev lanceret i 50’erne, indeholdt vel nok som alle de andre myter et element af sandhed. Om ikke andet, så i storhedstiden i årene efter gennembruddet i 1956. Men denne myte skulle senere forvandles til noget lignende en parodi. Elvis stoppede nemlig ikke med at tage amfetamin efter hjemkomsten fra soldatertiden. Tværtimod begyndte han at supplere med stærk sovemedicin som følge af sin evige angst for den ensomhed, der for visse følsomme personligheder går forud for indslumringen. Efter at have mistet sin mor, var denne angst for nattens mørke blevet forværret. I løbet af kort tid var han, ligesom mange andre i denne psykofarmakaens naive blomstringstid, blevet tryllebundet af såvel uppers som downers. Men modsat andre, der trods alt ikke skulle leve op til nogen kongeværdighed, blev denne forhekselse, i en vis lighed med sin mors skæbne, til sidst hans død.
Efter sit come-back i 1968 og sin tilbagevenden til scenen i de efterfølgende år, præget af turne efter turne, begyndte hans afhængighed af morfin. Netop dette stof, som mange kunstnere helt tilbage til romantikkens tid, dengang i form af opium, havde lindret byrden af kunstnerkaldet med. Dette stof, som i tresserne spredte sig som en pest i hele miljøet omkring rock’n’roll. Og som i de sidste mange og ensomme år syntes at være den eneste måde, hvorpå kongen kunne genskabe suset fra 50’er-rockens blomstringstid. Den korte tid, hvor musikken endnu ikke helt, men blot antydningsvis, havde solgt sin dyd til dollartegnet. I en vis forstand en uskyldens tid, men også en tid, hvor netop uskyld blev gjort til tema for mytedannelsen, på en måde som måske aldrig havde rod i virkeligheden. Og hvis den havde, i så fald blot en tid havde det i rampelysets skær. Bag scenen var der vel aldrig meget andet end lampefeber at beruse sig i, og denne blev i løbet af kort tid utilstrækkelig for et menneske, der som blot 21-årig led den skæbne at skulle indtage en kongetrone.
Elvis var en typisk blandingsmisbruger. Det siges om ham, at han havde to yndlingsbøger: den ene var Bibelen, og den anden var den amerikanske medicinalhåndbog. Hvor førstnævnte angav den åndelige føde, var sidstnævnte det redskab han nødvendigvis måtte inkludere for at få Ånden i tale. Elvis var som mange andre dybt fascineret af muligheden for kemisk at mikse sig frem til enhver tænkelig sindsbevægelse. Som en anden farmaceut kunne han i timevis tale om særlige blandingsformer mellem de præparater som medicinalindustrien i tonsvis kastede på markedet i løbet af 60’erne og 70’erne. En egentlig medicinering under lægelig kontrol var der sjældent tale om, og ironisk nok var det ofte en uheldig blanding, der flere gange var ved at tage hans liv. Fra og med 1973 var han fire gange tæt på at dø som følge af en overdosis, idet han selv prøvede at indsprøjte en given dosis uden at konsultere en læge. Han skulle dog hurtigt lære sig selv kunsten at balancere på kanten af en dødelig overdosis for dermed at opnå stærkest mulig effekt. Hans kæreste, Linda Thompson, måtte i de år undvære sin skønhedssøvn for nervøst at holde et vågent øje med Elvis’ vejrtrækning. I tilfælde af en overdosis kunne den pludseligt ende med at kvæle ham. På trods af den livsfare hans levevis gang på gang bragte ham i, betragtede han selv og hans omgivelser øjensynlig disse hårde stoffer som en slags medicin. I en vis Dr. Nichopoulos, blandt mange andre, fandt faderen Vernon Presley og manageren Tom Parker tidligt i 70’erne en stabil kilde til gennem kemikalier at opretholde illusionen om kongeværdigheden. Selv hans egen far var forbløffende sen til at opdage sin søns livsfare, blændet af rampelysets dæmoniske skær. Den formue det kostede at tilvejebringe falske
recepter, var for kongen blot et greb i lommen.
Til trods for, at Bibelen angav en moralsk rettesnor, som var i evig konflikt med hans faktiske livsførelse, bibeholdt han til sin død den barnetro, som blandt andet gav sig udslag i tre albums med gospel, tre albums som af nogle vurderes til at høre blandt det bedste han overhovedet indspillede. Derudover krydrede han også sine øvrige albums med kristen musik, som for eksempel ”I’ve Got A Feelin’ In My Body’” fra albummet ”Good Times”.
Som sagt synes den euforiserende stofoplevelse at stå bag den voldsomme følelsesudladning i denne sang. Morfin er et stof, som på bemærkelsesværdig vis påvirker kropsoplevelsen. Derfor har denne sang passet Elvis som hånd i handske. Det er tydeligvis ikke en sang der handler om stoffer. En sådan ville Elvis aldrig have sunget. Den handler om en religiøs oplevelse, som forårsager kropslig eufori. Ud fra kendskabet til Elvis’ biografi, derimod, aner man tydeligt, at Helligåndens komme er påtvunget af sprøjten. Der er i og for sig ingen nævneværdig forskel, hvis ikke det var fordi, at arrangementet af sangen er så fuldstændigt ændret i forhold til originalversionen. En stille religiøs ballade er i Elvis’ sikre hænder blevet rytmisk pågående og sanselig soul, der rent faktisk, ironisk samstemmende med teksten, taler til kroppen. Med en oprigtighed uden spor af sarkasme, kan man simpelthen høre og mærke denne ”følelse i kroppen”.
(”I’ve Got A Feelin’ In My Body” (”Good Times”, nr. 3))
Den sidste sang jeg vil spille, viser med al tydelighed Elvis’ musikalsk fremragende sans for iscenesættelse af en blanding af nationalkristen og kommerciel messiasdyrkelse. For den semireligiøse kult omkring Elvis’ person, blev denne sang, ”American Trilogy”, den foretrukne slagsang under 70’ernes kaotiske koncerter. Vanviddet havde her for længst taget form af en art social legal og gennemkommerciel massepsykose, der tilbad i blinde, uden at vide nøjagtig hvad. En blanding af messiasdyrkelse og forherligelse af amerikansk identitet, kødeliggjort i Elvis Presleys korpus.
Siden hans død har kulten blot vokset sig stærkere, og har fået et religiøst tilsnit, som ingen anden afdød kulturel eller politisk personlighed kan måle sig med. Elvis er i sig selv blevet et kulturelt kanoniseret varemærke, og blev det allerede i 1956. Blot ved ingen, i hvert fald endnu, hvad varemærket står for, rummer og vil komme til at rumme. En engelsk avis har med en lang artikel om den voksende mytedannelse siden hans død, valgt den bizarre overskrift: ”Var det sådan kristendommen startede?”. Men det bizarre i tankegangen stemmer for blot alt for godt overens med den endeløse strøm af merchandise, der stadig sprøjtes på markedet, samt den lille million pilgrimme eller nysgerrige, der hvert år besøger Graceland. En bizar tanke, der får et sygt, ensomt og dødsmærket menneske til at residere på en kongetrone. En trone, der siden den spæde start først var udhulet, men som efter hans død har taget sæde i et hul i hjertet hos det moderne menneske; et menneske, for hvem der breder sig en stadig større mental og historisk distance til kristendommens totusindårige oprindelse. Et menneske, for hvem forbruget af kropslig sanselighed, er en stedfortræder for den analfabetisme, der gælder skriftens og ordets bogstav. For de mange sindslidende, der hvert år går rundt på landets hospitaler og hævder at gå i Jesu fodspor, må dette være eftertanke værd. Er det sådan man skal brande, altså markedsføre en religiøs psykose?...Under alle omstændigheder må man sidde stum, når man hører dette underholdningsindustriens storslåede bud på en massemediernes religion. Og man må spørge sig selv, om rock’n’roll’en døde med Elvis natten til den 17. august 1977 – eller modsat: om den tværtimod genopstod fra de døde. Hvem ved…
(”An American Trilogy” (”A Touch of Platinum”, disc 2, nr. 9))
Tilbage er der igen blot at sige: tak fordi du lyttede med til denne dags galetjeneste. Mit navn er Ture Lykkegaard, og for teknikken stod Caia Garopi. Tak for i aften.