Galetjenesten 4 – bøddelen og offeret.

 

Velkommen til endnu en aftens galetjeneste. Temaet i aften vil være velkendt for de fleste sindslidende. Det vil omhandle bøddelen og offeret. Og lad mig gøre klart med det samme, at jeg ikke finder disse to roller så skarpt adskilte, som vi som oftest ser det i massemedierne.

 

     Anledningen til aftenens tema er et af mine sjældne biografbesøg. Jeg var inde og se filmen ”Fahrenheit 9/11”, og det var en film, der virkede ret så voldsomt på mig, som så mange andre film gør. Denne film, der handlede om George W. Bush, angrebet på World Trade Center og krigen i Irak, virkede oprørende, men i forhold til filmens intention, nok af de forkerte årsager. Det var som om den bekæmpede ild med ild, propaganda med propaganda og uretfærdighed med uretfærdighed. Jeg vil ikke nærmere komme ind på denne film, men snarere fortælle om, hvorledes den fik mig til at mærke, hvordan offeret og bøddelen, modsat filmens intention, syntes så væsensbeslægtede, at det var svært at skelne dem fra hinanden.

 

     Filmen handlede om politik. Og indirekte om det, at fødes ind i en social og historisk sammenhæng. Nogle ville sige at fødes ind i et socialt fællesskab. Man kunne også sige at fødes ind i en social kampzone, hvor alle mennesker i ordets bredeste betydning er delagtige i politik. Den politik, der som grundprincip er uforenelig med moral og retfærdighed. Den sociale kampzone, kaldet politik, hvor ingen undgår at få blod på hænderne, og hvor offeret og bøddelen skifter roller så hurtigt, at de ikke lader sig skelne.

 

    Imidlertid lader de sig skelne, når man sidder plantet foran TV-avisen. Voldtægt, mord, seksuelt misbrug, hustruvold og alskens vold mod børn, store som små. Alt sammen serveret med billeder til. Og hvis man vil have mere udførlige beskrivelser, er det blot at købe B.T. Vi vil have lokaliseret ondskaben, og vi vil have lokaliseret den i et andet menneske end os selv. Oversætter vi en sådan trang til socialt engagement, er bødlerne pludselig alle steder, hvor end man vender og drejer sig. Vel findes de, synes man at sige, men hvor? Den canadiske sangerinde Faith Nolan har skrevet en sang, der på en mere sublim vis spørger om nøjagtig det samme. Men man fristes til at vende spørgsmålet mod hendes egen organisme og spørge: hvor bor bødlen? Er det i det menneskelige hjerte…eller er det bag naboens dør?

 

 

(Faith Nolan: ”Where Does the Torturer Live” (bånd))

 

 

 

     Når jeg taler om, at have blod på hænderne, behøver det ikke at betyde, at man aktivt har overtrådt en moralsk grænse. Moralske grænser er efterhånden overladt så meget til juraen, at de er forsvundet i paragraffer, der er blottet for moral. For eksempel kan man gøre ondt mod sig selv, som man lyster, uden at dømmes for det. Så længe man ikke gør ondt mod andre, betragter juraen det, som ens eget private problem. Gør man ondt mod sig selv, gør man dog også ondt mod fællesskabet, og dermed forsvinder den sidste rest af mulighed, for at undgå at få blod på hænderne. Men det kan også indtræffe, at man passivt er delagtiggjort i at have blod på hænderne, i og med, at du ikke er eller ser dig i stand til at handle, selvom handlingen måske kunne have været mulig. I den traditionelle kristendom skelnede man mellem overtrædelsessynder og undladelsessynder. Altså mellem at begå en synd ved aktivt at handle, eller at begå den ved at undlade at handle. Men sådanne undladelsessynder er juraen ikke i stand til at dømme om. Vi dømmes så godt som altid blot for det vi gør, og ikke for det, vi netop ikke gør. Det vi undlader at gøre. Jeg vil give et eksempel på dette, som næsten er uforståeligt for os moderne mennesker. Det er den lignelse fra Mattæus-evangeliet, der kaldes lignelsen om de betroede talenter.

 

     Men først et stykke velvalgt musik. Det er en moderne salme af den norske sanger Sigvart Dagsland, der handler om, hvordan hans livs mål, at ”vinde Himmerige”, som han synger, kræver mere end blot passiv delagtiggørelse. Om man tror på Himmerige eller ej, er meningen tydelig, den samme mening, som man finder i socialisten og landsmanden Nordahl Griegs digt ”Kringsatt av fiender”. Kampen for retfærdighed kræver, at man overskrider grænsen for offerets rolle. Den kristnes kamp imod Satan, som ikke under nogen Guds nåde, kræver handling, selvom kampen går for sig i hjertet. ”Ingen vinner frem til den evige ro/ som seg ei veldig fremtrenger/ Sjelen den må utstå en kamp for den tro/ hvorav vår salighet henger”.

 

 

(”Ingen vinner frem til den evige ro” (Sigvart Dagsland, nr. 2))

 

 

 

Men tilbage til lignelsen. Den handler om en mand, der skal rejse ud af udenlands, og som kalder sine tre tjenere til sig, for at betro dem sin formue. Møntenheden i denne historie kaldes talenter, og der er tale om en betydelig sum penge – eller rettere, det er her ikke pengene, der er afgørende, det er betroelsen. Hver tjener bliver betroet efter evne, altså tildelt, hvad han evner at forvalte. Den ene tjener bliver betroet fem talenter, den anden to og den sidste én. De to første tjenere forvalter, så at sige, deres talent således, at de giver det dobbelte i rente. På den måde får den første tjener ti talenter ud af de fem, og den anden får fire ud af de to. Den sidste tjener, derimod, graver sit ene talent ned i et hul, og gemmer der sin herres penge. Lang tid efter kommer deres herre tilbage og gør regnskabet op. De to første tjenere får ros for deres indsats, og belønnes med endnu mere, nemlig, underforstået med Himmeriget, som er lignelsens udgangspunkt. Den sidste tjener, der havde gravet sin ene talent ned i et hul, kommer da hen til sin herre, og fortæller ham, at han har gemt den ene talent i jorden. Han begrunder det med, at han kender sin herre som en hård mand, der høster frugten af andres arbejde. Af frygt for ham, har han altså gravet talenten ned, og giver ham det nu tilbage – den ene han fik. Nu kommer det svære. For denne tjener, der jo blot har beskyttet, hvad han fik, får nu en ordentlig omgang skældud af sin herre. Han burde jo blot have anbragt hans penge hos vekselererne, så han havde fået sit igen med rente, når han kom hjem. Og han fordømmer ham, tager talenten fra ham og kaster ham ud af sit hus.

 

     For det første må det være klart, at en sådan lignelse ikke handler om penge eller profit. Den er netop et billede på noget, som ikke har med penge at gøre, nemlig betroelse og troskab. Havde historien handlet om jura, var manden blot et offer for uretfærdighed. Han havde jo netop ikke gjort noget, han ikke måtte, men har blot beskyttet sin herres formue. Men ser vi lignelsen som et billede på tillid til Guds betroede gaver, viser den sidste tjener sig netop ikke den tillid værdig, idet han ikke evner at høste frugten af sin betroelse. Af frygt for sin herre, har han undladt at handle på den måde, som han tiltror herren selv – netop som én, der tør betro sin samvittighed, at høste frugten. Altså, underforstået, den frugt, der er omsat af delagtiggørelse i Åndens gaver. Han har angiveligt handlet ud fra fejhed, og måske tillige hykleri: troede han virkelig, at hans herre blot ville høste frugten af sine tjeneres arbejde, behøvede han jo ikke at grave talenten ned – hos vekselererne var den en sikker investering. Her har vi et eksempel på en undladelsessynd, som bunder i en passiv delagtiggørelse på godt og ondt. Du ser dig ikke i stand til at handle, og graver din begavelse ned i den muld, hvor den og du synes at være ansvarsfri. Men tilværelsen er barsk.

 

     For en umiddelbar betragtning, er den sidste tjener offer for lemfældig magtudøvelse, og bødlen er hans herre. Men hans herre har i lignelsens logik, som ikke umiddelbart kan omsættes til virkelighed, retfærdigheden på sin side. Man aner, at der begås en frygtelig uretfærdighed, hvis man blot umiddelbart omsætter lignelsen til virkelighed. For mens virkeligheden rundt omkring den sidste tjener har indhentet ham, er det en frygtelig angst, der dømmer ham. Pointen er, at han netop på godt og ondt er delagtiggjort. På godt, fordi delagtiggørelsen er en tillidserklæring, og på ondt, fordi tilliden bygger på en forventning, som angsten forhindrer ham i at forstå. Forstår vi ikke lignelsens betydning, er vi blot i samme båd som den sidste tjener. Han sparer sig fattigere på forstand. Således er der ikke på bogstavelig vis tale om penge, for penge kan man næppe spare sig fattigere på. Derimod kan man åbenbart spare sig fattigere på den frugt, som, med sangens ordlyd, med al magt trænger sig ind til sin herres hjerte. Underforstået Gud. Men er den almægtige Gud da bødlens eller offerets Gud? Som i lignelsen, bødlens? Eller som Jesus, der fortæller lignelsen, og senere for menneskets skyld lader sig korsfæste som et offer? For at vi mennesker ikke behøver grave vores angst ned i sjælens muld? Vi synes at overlade Jesus ofret, alt imens vi selv er vore egne værste bødler. Men lader tillægger vi ikke også denne del af os selv den almægtige Gud? Fordømmer Jesus i lignelsen, i herrens skikkelse, ikke også den sidste tjener i al evighed? Har ikke også kristendommen fejlet i sin opgave: at skabe en Gud, der fuldstændig fralægger sig bødlens rolle?

 

     Vi skal høre en salme, som, tillige med frelsens, også lader Gud være den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Den hedder ”Befal du dine veje”. Der har jeg særligt lagt mærke til følgende vers, sunget af Mathias Grip: ”Ved sorg og selvskabt plage/ du intet retter ud/ thi intet kan du tage/ alt kan du få af Gud”. Altså, du kan ikke tage noget, du ikke har, men du kan få det, som vi har erfaret, med lidt hjælp fra vekselerboderne. Ak, vi fødes ind i en barsk tilværelse, og ikke blot ind i en social, men tillige en eksistentiel kampzone, hvor vi ikke blot er vore egne værste bødler, men ligeledes, som den tredje tjener, vor eget yderste offer. Ved Himmerigets porte har den åndelige pengepung ikke råd til sorg og selvskabt plage.

 

 

(”Befal du dine veje” (Erik Grip, nr. 4))

 

 

 

Guds almagt kan være svær at sluge for mange moderne mennesker. Derfor vil jeg, som et intermezzo, spille en sang, der rimeligvis synes at have opgivet at spare sig til forstand. Svære spørgsmål, som forholdet mellem bøddel og offer, er her opgivet og lagt i Guds hånd. Den selvstændige tanke synes af disse nykristne opgivet til fordel for en følelsesudladning så voldsom, at Gud synes at befinde sig i kroppen, snarere end i ånden. Det er en forførelse i så excellent en udførelse, at det er svært at undgå at lade sig rive med. Bøddel eller offer, lad det være som det vil. Som den mandlige sanger starter med at synge, henvendt til Jesus: ingen andre ville have ofret sig for mig, som du gjorde på Golgata. Da Jesus lod sig korsfæste, gjorde han det nemlig ifølge Bibelen for som en syndebuk at tage vore synder på sig. Ligesom de gamle israelitter, der symbolsk lagde deres synder på en buk, hvorefter den blev jaget ud i ørkenen, blot i det Ny Testamente som et led i en noget større og smukkere fortælling. Men stadig er det en noget primitiv tankegang, og det er, hvad Jesu korsfæstelse angår, et slags mystisk regnestykke, der er både makabert og noget uhyggeligt. Men tager sig selv i at spekulere på, hvilken blindebuk det er, der, med Bibelen i hånden, med disse lysets børn vil lede os vej gennem natten. 

 

 

(”Worthy Of Praise” (”Kefas Live”, nr. 9))

 

(om lignelsen om den gældbundne tjener: igen har det fordømte og her endda ligefrem fængslede offer juraen på sin side.)

 

(ufuldendt, ed