Galetjenesten 5 – om drømme og søvn.
Velkommen til galetjenesten. I aften vil udsendelsen tage udgangspunkt i et citat fra min bog, ”Galskabens Evangelium”. Jeg vil starte med citatet, for ad omveje at vende tilbage til det senere gennem udsendelsen. Citatet kan nærmest synes uforståeligt, men lyt til det som en art lyrik. Ligesom alt anden lyrik, som knap nok digteren forstår ved andet end sin skønhed. Det er udformet som et brev til en selvopfunden ”søster”, og er skrevet d. 26. august år 2000, det efterår, hvor min bog udspiller sig. Det lyder som følger:
”Kære søster,
endnu engang bliver jeg frelst for en nat blot for næste morgen at vågne op til en evig fortabelse. Hvad nytter denne frelse, hvis den er timelig og døden i sidste ende står med sejrskransen. Skal dommen komme en nat og solen ikke er gået ned over en synd, er den sovende frelst på sit leje i al evighed. Kommer dommen ikke, eller rettere sagt, er denne evige gentagelse dommens væsen, er ikke engang søvnen velsignet med fred. Og hvor jeg dog savner dig i min seng om morgenen, når jeg vågner. Lyset afslører blot alt for klart, at du hører natten til og for dagen og vejen må tjene til min frelse. Aldrig nogensinde har jeg gengældt dig det, og dog ser jeg, at der vil komme dage, hvor mørket omslutter mig så tæt, at jeg af kærlighed vil pines af angst for at miste dig. Jeg vil da måske drages mod Lucifers løfte om guddommelighed og således gennem fristelsen vise troskab. Hvis ikke vil jeg måske miste dig for evigt. Og dog nej; snarere vil det være mig som skubber dig fra mig af jalousi. I nat vil jeg bede om et tegn fra Gud. En gud behøver ikke føle sig som en forsmået elsker, selvom det dog slet ikke er det, der er sagen. Å, min kære, jeg ængstes sådan for det og for den lidelse, der venter mig. Vær mig nær.
Kærlig hilsen Ture.”
Efter den svada tror jeg, jeg vil spille et stykke musik. Det bliver et stykke popmusik, men samtidig en fantastisk sunget hyldest til nattens drøm og til den elskede, som måtte befinde sig allerlængst inde, utilgængelig for dagens lys. Det er en drøm, der udelukkende hører drømmen og natten til, og blot her kan udfolde sig i al sin banalitet. Dem, der kan huske filmen ”Blue Velvet”, vil måske genkalde sig scenen, hvor psykopaten og voldsmanden Frank Booth røres til det inderste i en åbenlys perverteret sentimentalitet. Og dog lukker sangens insisterende uskyld sig om sig selv, og lader den elskede – hvem det end er – være ubesmittet for den tilstedeværende voldsudøvelse. Dybere i sjælens inderste mørke, end hvad der er tilgængeligt for nogen form for bevidsthedens lys. ”In Dreams” med Roy Orbison.
(”In Dreams” (Roy Orbison, nr. ?))
Udsendelsen i aften vil koncentrere sig om temaet drømme og søvn, og om det at falde i søvn, som man kalder det. For forud for nattens søvn, kommer aftenen. Og aftenen er for mig noget ganske særligt. Nogle aftener er for mig fortættet af begivenheder og indtryk, som egentlig ikke for andre spiller nogen rolle, men er glemt øjeblikket efter. Det kan for følsomme sjæle være svært at falde i søvn ovenpå sådanne indtryk, fordi de kan forekomme så komplekse og mangetydige.
Disse begivenheder og indtryk kan udspille sig mellem mennesker, mellem mig og andre eller blot mellem andre, som ikke direkte har noget med mig at gøre. Det kan føles som om, at det der sker omkring mig, har gennemspillet sig gennem flere år. Og altså nu fortætter sig i nogle få timer. Jeg har hørt, at man på engelsk bruger udtrykket at være ”social sensitive”. Altså, direkte oversat, at være ”socialt følsom”. Jeg har hørt det brugt om mennesker, som er dygtige eller begavede på den måde, at de, så at sige, kan opfange en slags samværets musik i toner, der er for høje, lave eller komplekse til at opfattes af det almindelige hjertes øre. Disse socialt begavede, og måske nok også belastede, kan opfatte signaler og impulser, helt eller halvt underforstået, der med en rasende fart bevæger sig frem, tilbage og indimellem mennesker på ganske få splitsekunder. Det kan og vil ofte få konsekvenser for evnen til at falde i søvn. Indtrykkene er så overvældende, at bevidstheden ikke på så kort tid kan gå ned i så lavt et emotionelt gear, at man kan falde i søvn uden medikamentel hjælp.
Når jeg skriver at sådanne socialt følsomme mennesker nok er begavede, men også belastede, er det parallelt med det billede på skizofreni, der ofte gives af forskere. Nemlig det billede, at der hos den skizofrene, modsat den almindelige psyke, mangler et filter, der kan filtrere de mange indtryk bort. Indtryk, som har en hastighed og en intensitet, der forhindrer den nødvendige sjælefred.
Derfor, når jeg skal falde i søvn, føler jeg ofte at have oplevet så meget, at der med trangen efter søvn blander sig en slags dødslængsel. En følelse af blot på en dag at have oplevet så meget, som var man en gammel mand, der stille, og med dødsønskets sære sjælefred, blot venter på at sove ind. Denne dødslængsel er sikkert en slags sjælens modvægt mod den overophedede og iltre neurologiske aktivitet, der med blodet raser i kroppen. Og måske er det ikke kun dødslængsel, men også længsel efter noget andet. En længsel efter en slags nattens frelse fra dagens slid og fortabelse. Blot er det jo sådan, at man vågner op igen, og at man blot vågner op til en ny dags slid og fortabelse, der synes evig. Hvis kristne har ret i, at der vil komme en dom, kunne man sådan ønske, at denne dom faldt i søvnen. Ellers er vores erfaring jo, at hver dag og hver nat er en evig gentagelse, og at det er denne gentagelse, snarere end Guds påståede dom, som vi egentlig er dømt til. Og er det sådan, skal vi ikke vente at sove ind i fred. Så er vi blot pludselig væk, fra det ene øjeblik til det andet. Om det så er en HT-bus, blodprop eller noget tredje, der rammer os, er vi bare væk midt i hele historiens tumult, uden at Gud har grebet ind til menneskehedens fordel, og således har gjort vores evige søvn fælles. Og uden at søvnen bringer længselens fred med sig.
En sådan længsel har rock-gruppen ”The Cure” beskrevet i et stykke musik. En sang med den smukke titel ”If only tonight we could sleep in a bed made of flowers”
(“If only tonight we could sleep in a bed made of flowers” (Kiss me, nr. 4))
I den bog jeg har skrevet skildrer jeg følelsen af et andet væsens nærhed. Et væsen ikke ulig den katolske Jomfru Maria, men et væsen, som jeg benævner min søster. Altså, min selvopfundne søster. Et væsen jeg skriver et væld af breve til, blandt andet det jeg først i udsendelsen læste op. Men også et væsen, som hører drømmen til, som jeg derfor savner i min seng, når jeg vågner op om morgenen. Det er et væsen, som ene og alene består af kærlighed, og som derfor, for min sjælefred, må slide og slæbe hver nat, når jeg sover. Måske hun kan bringe det, den kristne Gud ikke formår, nemlig min sjæls frelse. Men denne søster, til trods for at hun ene og alene består af kærlighed, kommer af mørket. Fristelsen til at påkalde hendes nærvær i natten, altså at søge længselen efter døden, er ligeledes en fristelse, der er Satans værk. Eller Lucifer, som jeg kalder ham. Fristelsen efter at opsøge døden og mørket, hvor min kærligheds søster er, er båret af en selvisk troskab, men tillige af angsten efter at miste hende for evigt. Sådan som jeg midlertidigt mister hende, hver eneste morgen jeg vågner.
For den kristne er tanken om et kærlighedens væsen, der består i det mørke hvor Lucifer bor, nok lidt fremmed. Men at der i mørket er et kærlighedens væsen, som er nærværende, er ikke fremmed. Den kristne er blot snarere mørkeræd end sjælesyg, snarere optaget af angsten for mørket, end af længselen efter et kærlighedens væsen, som måtte materialisere sig i mørket. Således lyder i den salme vi skal høre angstens stemme. Ikke angsten for at miste kærlighed i drømmens dødslængsel, men snarere angsten for at lades alene, midt i den mørke skov, omgivet af barnesindets sære og uhyggelige væsener, forestillinger og fantasier. ”Skumringen sig breder ud/ det er mørkt omsider/ Vær os nær du kære Gud/ medens natten lider/ Vær mig nær thi uden dig/ ensomhed mig truer/ Vær mig nær thi uden dig/ jeg for mørket gruer”.
(”Tunge mørke natteskyer” (Hymner, nr. 11))
Som sagt, og som man kunne høre, er den kristne snarere mørkeræd end sjælesyg, og igen snarere optaget af angsten for mørket, end af længselen efter et kærlighedens væsen, der måtte materialisere sig i mørket. Og som man kunne miste, hvis man gav efter for mørkets lidenskaber, og skubbede hende fra sig af en eller anden slags besynderlig jalousi. Formodentlig netop angsten for at miste, skaber jalousien, således som Lucifer ønsker det. Formodentlig at opsøge hende i mørket, ville være som at opsøge sin egen jalousi, idet milliarder af andre mennesker har den samme trang og den samme drøm. I dette mylder ville min selvopfundne søster have nok at gøre med at skabe sjælefred, og ville ikke have eksistens nok til en elskovs nat, sådan som Lucifer foregøgler mig det. Ikke af mangel på kærlighed, men snarere fordi hun lige så lidt som dødslængselens materialisering er til i kød og blod. Blot en gud, hvis en sådan fandtes, ville med sit immaterielle korpus ikke have grund til nogen jalousi. Et hvert menneskeligt væsen er overfor den rene og skære kærlighed midt i mørket noget af en nar, hvis han blandt milliarder af sjæle føler sig som en forsmået elsker. I drømmen kan man elske, men man kan ikke elske med en drøm.
Sådan kan også Jim Morrison bede sin elskede om et sidste kys, før hun forlader ham i bevidstløshedens indslumring. Men han ønsker mørket. Hos ham finder elskov ikke sin ende, heller ikke i drømmen. Tillige i natten, modsat dagen, finder han en stille regn, som synes i drømmen at slå på bevidsthedens mørke ruder. ”The days are bright and filled with pain/ enclose me in your gentle rain”. Og som endegyldigt synes at varsle døden, det store spring ud i nattens krystalskib, og dets myriader af følelsesudladninger og –forløsninger. Begejstring, gysen og betagelse. The Doors med ”The Crystal Ship”.
(”The Crystal Ship” (The Doors))
Også jeg, ligesom salmedigteren i den forrige sang, beder om nærhed. Men ikke Guds nærhed. Det er min selvopfundne, min drømmens og nattens søsters nærhed, jeg beder om. Modsat den kristne Gud, finder jeg hende blot i nattens mørke, og det er ikke barnets angst for mørket, der griber mig. Snarere er det, som Morrison, angsten for at vågne op til dagens lys. Ikke blot den næste dag, men dag på dag i en tid, hvor Sct, hans Hospital og den åndelige formørkelse ventede. Det er ikke døden, men døden i livet, der ængster. Denne store ventesal og de uendeligt lange gange, afdeling efter afdeling. I denne venten er en enkelt nats frelse blot et lille åndehul, og for intet at regne mod tiden der går, minut for minut, time for time, dag for dag, måned for måned. Tiden. Det er denne tid, snarere end mørket, der er den egentlige død. Og søvnen, det blotte tidløse moment, det rum, hvor tiden er sat ud af kraft, der er den momentvise frelse.
I den næste korte sang vi skal høre, finder vi de samme tanker. Her er der blot knyttet et nyt symbol til søvnen, nemlig sne. Som Anisette i Anders Koppels tekst synger: ”Is there anyone here/ that knows/ that you could say/ it snows/ if you only sleep”. Sneen har knytte utallige symboler til sig, lige fra det hvide narkotiske pulver til det så ofte ønskede, men sjældent andet end i den barnlige erindring fundne, snedækkede renfærdige landskab juleaften. Begge har at gøre med sjælefred, og midt imellem finder vi sangen. Her sner det blot i drømmen. Blot i drømmen findes i overført forstand virkningen af det narkotiske stof, samme virkning som sjælens renselse og fred i fantasiens faldende sne, der fortaber sig i barndommens erindringsforskydning om den evige hvide jul. Alt dette bliver vi lovet, som der bliver sunget, hvis blot vi kan sove. Hvis blot bevidstheden, og dertil bevidstheden om tid en enkelt uskyldsren stund, som i døden, bliver sat ud af kraft. Hvis blot vi kan sove.
(”Sleep” (Savage Rose, nr. 10))
Tidligere i udsendelsen spillede jeg en sang af Roy Orbison. En stund vender jeg tilbage til ham, for han har ofte i sine sange beskæftiget sig med drømmen. Som den brede popsanger han var, er det ofte drømmen versus virkeligheden, der er tema. I den sang vi hørte, kunne han blot i en barnlighedens indslumring få sin elskede. Imidlertid i 60’erne var der indenfor såvel pop som mere eksperimenterende klange en bred interesse for drømmen, både nattens drøm og dagdrømmen. De to næste sange vi skal høre, befinder sig i grænsezonen mellem disse to, altså nattedrømmen og dagdrømmen.
Men først vil jeg fortælle om nogle ejendommelige oplevelser jeg selv har haft med drømme. Og med overhovedet at finde grænsen mellem drømmen og virkeligheden. For eksempel hvis jeg, som jeg engang havde for vane, at falde i søvn til musik. Det virkede i enkelte tilfælde, som om jeg havde taget LSD. Derfor forstår man bedre 60’er-flippernes fascination af drømmens bevidsthedsudvidende univers. Når jeg åbnede bevidstheden for musik i den fase af indslumringen, hvor jeg lå et sted mellem vågen og drøm, var jeg faktisk ganske kortvarigt i en tilstand, der var at sammenligne med en psykose. Netop i denne fase, hvor min vågen slækkedes, åbnedes nogle porte i sindet for noget, som ellers aldrig kommer op til bevidsthedens overflade. På forunderlig vis tog musikken del i den begyndende drøm og var med til at forme drømmen. Drøm og virkelighed lappede over hinanden. Eller rettere, tog del i hinanden som et favntag, et skud af den slags kærlighed, som ellers kun tildeles i litteraturen. For et kort øjeblik var jeg virkelig Alice i eventyrland, det korte øjeblik det tog, før bevidstheden endegyldigt slap sit greb. I det øjeblik mistede jeg for den stund muligheden for ved mine fulde fem at opleve underbevidsthedens fabeldyr ved selvsyn.
At man kunne opleve noget sådan uden brug af euforisende stoffer virkede dragende på mange 60’er-flippere. Det virkede pludseligt legitimt, og som en trojansk hest kunne hallucinogenernes forkæmpere pludselig anvise en vej for den småborgerlige bevidsthed, der allerede var en del af dens hverdag. En daglig småpsykedelisk oplevelse, som vi skal høre John Lennon beskrive i sangen ”I’m Only Sleeping”. Let sarkastisk, under henvisning til, at han da overholdt narkotikalovgivningen i dette tilfælde. Men også oprigtigt, som i en barnlig undren over sindets uudgrundelige, men meget simple virkemidler. Jeg sover jo bare.
(”I’m Only Sleeping” (Beatles, nr. 3))
Også indenfor den mere stilrene psykedeliske 60’er-pop, finder vi også eksempler på mærkelige overlap mellem vågen og drøm, i den næste sang, således at dagdrømmen ligefrem glider over i søvnen og tilbage igen. Lettere verdensfjern synger sangeren sig gennem en dagdrøm, der fint balancerer med en let psykedelisk feel-good sang. I øvrigt maner sangen for mig til eftertanke. Den glidende overgang mellem dagdrømmen og virkeligheden, minder mig om en gang, hvor jeg drømte, at jeg var vågen. Altså, at jeg i drømmen troede, at jeg var vågen, på trods af, at jeg lå og drømte. Eller, for at korrigere mig selv, jeg ved det faktisk ikke helt. Måske var jeg faktisk vågen, måske drømte jeg bare at jeg var vågen. Måske, som i Lovin’ Spoonfulls ”Daydream”, er det egentlig også ligegyldigt. Eller rettere, begge dele kan på en eller anden måde have været tilfældet. Jeg dagdrømte måske i vågen tilstand, at jeg drømte. Men måske drømte jeg, at jeg dagdrømte. Pyt, kan man som i sangen drømme dagen lang, behøver man ikke besvære sig med sproglige spidsfindigheder.
(”Daydream” (”Legendary Popsongs”, nr. 5))
Sidst, efter de sidste par sanges udflugter, vil jeg vende tilbage til udgangspunktet, nemlig den tekst jeg læste op i begyndelsen. Og her er det igen The Doors der kommer mig til hjælp. For i denne afsluttende sang søger han, som også jeg, søvn og hvile i den elskedes inderste lukkede rum. Om det i sangen er en bestemt førsteelskerinde eller ej, betyder mindre når verset lyder ”let me sleep all night in your soul kitchen”. Altså, lad mig sove hele natten i din sjæls indelukke. Men der en anden sentens i sangen, som får mig til at vende tilbage til, hvad jeg skrev om denne ”social sensitivity”, altså sociale følsomhed, man finder hos nogle individer, blandt andre mig. Og denne samtidige mangel på evne til at filtrere de mange indtryk fra. For denne følsomhed kræver, om ikke andet, så i hvert fald én bestemt ting af din bevidsthed: du skal kunne glemme. I søvnen filtreres langt de fleste af de mange impulser og halvt eller dårligt fordøjede sanseindtryk fra. Uden søvnen ville smerten, alene på grund af neurologisk overophedning, gøre os alle til galninge. Formodentlig derfor længes så mange af os hver aften mod søvnen. Ikke blot finder man i mørket den hemmelige elskede, og kan for en nat skjule sig i hendes skørter. Nej, dernede finder vi også noget andet, noget som er en betingelse for vores blotte overlevelse. Vi finder glemselen. Denne, som med den bevidste fortrængning kan gøres til en livskunst, men som natten giver os som gave. Og dog, som vi dog savner denne begavelse om morgenen, når vi vågner uden den elskede. Vi ved, at hun hører natten, og om natten for dagen og vejen må tjene til vores frelse. Men savnet må vi glemme, og det kræver for realisten Morrison stimulanser, al skønsang om dagdrøm til trods. Med en tændt cigaret, formaner han os tre gange at lære at glemme. ”I light another cigaret/ learn to forget/ learn to forget/ learn to forget. Af kærlighed pines vi af angst for at miste, og selv den ene førsteelskerinde, hvis køkkenlampe synes at holde den blotte forhåbning ved lige, er vi ikke alene om. Hele menneskeheden sover under hendes skørter. Som det lidt tvetydigt afslutningvis lyder: ”I really wanna stay here all night”. Spørgsmålet er, om det ikke er natten, han ønsker at forblive i, uden begyndelse og ende. Og dog kom han her til kort. Dommen, som Morrison på sin egen måde troede forestående, venter vi hver nat, men vågner blot næste morgen. Til en tom seng. Og til formaningen om glemsel, så længe nattens frelser synes fjern, en frelse som Morrison endegyldigt blot fandt i døden. The Doors fra 1967 med sangen ”Soul Kitchen”.
(”Soul Kitchen” (The Doors, nr. 2)
Endnu en gang er en udsendelse til ende med ordene: tak fordi du lyttede med til denne udgave af galetjenesten. Mit navn er som sædvanligt Ture Lykkegaard, og lige så vanligt var det Caia Garopi, der stod for teknikken. Tak for i aften.