Ture Lykkegaard

MELLEM PERLEPORTENS LÆBER

– lyrik en juleaften bag fjernsynsskærmen

til Lene

PROGRAMOVERSIGT

12.00 TV-avisen

12.15 Perleporten ud og hjem igen ad

infinitum (G)

13.40 What Reality Doesn’t Show (TH)

En rejse ind i hjernen på en TV-seer.

Verbalt fikserbillede

14.20 Medley: 03.12.00 foran bordet/

03.12.00 bag bordet– 337:365 (G-TH)

Da. dok.serie om livet på Rigshospitalets

psykiatriske modtagelse.

15.00 Juleaftensgudstjeneste i Maria-

kirken

16.00 Å, at være menneske

Da. talkshow

16.45 Kvicklykantinens evige død^TM (G)

Religiøst forbrugermagasin.

17.10 Medley: 07.12.00 foran bordet/

07.12.00 bag bordet – 341:365 (G-TH)

Da. dok.serie om livet på Rigshospitalets

psykiatriske modtagelse. Bogstavelig

collage

18.00 Det autoriserede danske samleje

ved kgl. resolution af 24. december

2000

Verbal croquis

18.05 What Really Doesn’t Show (TH)

Verbalt fikserbillede

18.30 TV-avisen

- med sport og vejret

19.00 På flugt

19.25 Hinsides lægens bord:

livmoderen set indefra afd. O

Tekstfigur om livet på Rigshospitalets

psykiatriske modtagelse.

19.50 Holocaust

Sker det igen? Da. dokusoap

20.30 Lillejuleaften på Nørrebro

Da. dokusoap

21.00 TV-avisen

(21.25 The Tonight Home Video Show (planlagt)

Am. dokumentar, der går bagom

kulisserne af et fiktivt fjernsynsshow

hinsides enhver skelnen)

23.30 Juleevangeliet

Da. erotisk og telepatisk reality

show, direkte

01.00-01.10 Godnat

Tekstfigur

TV-AVISEN Kl.12.00

døden, min ven

Thi mine øjne

lugten af lig

har set din frelse

og dydens offer

som du har beredt

å, du har været

for alle folkeslag

længe ventet

Se, det barn

med både

er sat til fald

længsel og skam

og oprejsning

stilnes livet, så

for mange i Israel

tal kun du

og til et tegn,

fortæl mig engang:

som skal modsiges

hvor meget ville

– ja, også din egen

du give i pant

sjæl skal et sværd

for mit liv?

gennemtrænge –

dødens kundskab,

så at mange hjerters

jordisk retfærdighed

tanker skal

eller lovens dyd?

blive åbenbaret.

– og tavsheden følger

uden svar…

som var der

udover mig selv

ingen til stede

et ingenting, der

synger klagesange

men ikke sørger

efter Guds vilje

eller dog rettere

sørger over ikke

efter Guds vilje

at kunne give

ved sin død

men blot tage

– og tavsheden brydes igen…

jeg, der vil

han, der skal

tage livet fra

give livet til

flere kroppe

flere sjæle

ved min død end

ved sin død end

ved hele mit liv

ved hele sit liv

begge giver vi vores liv –

han for ingenting

jeg for et ingenting

han for intet

jeg for intetheden

PERLEPORTEN UD OG HJEM IGEN AD INFINITUM (G) Kl. 12.15

Det er som med Adam og Eva, der efter årtusinders flugt pludselig fandt vejen tilbage til Edens Have, hvorfra de var blevet uddrevet. Men de fandt blot en militærpost. Edens Have var der ikke længere, ja, havde aldrig været. Der var blot krig og en dommedag, der for længst syntes at have passeret, uden at nogen havde lagt mærke til det, som andet end et indslag i TV-avisen. Og de lagde sig i et bombekrater, ligesom de havde lagt sig og elsket, natten efter at de var blevet uddrevet. Nu lå de blot og lyttede til bombardementerne. Og de tænkte på, hvor mange og hvor mange gange mennesker havde elsket med hinanden, siden den allerførste gang på jorden udenfor paradisets porte. Det paradis, der siden da, som livets udgangspunkt, havde taget bolig i kvindekroppens køn. Et blomsterbed, der af hedninge blev døbt Edens Have, omkring den tid, hvor krigen startede, hvilket ellers fortabte sig i menneskehedens morgengry. Og Adam og Eva fik lyst til hinanden. Det var vist sådan, det begyndte. Den allerførste gang.

JULEKALENDEREN (24) Kl. 12.40

Dette er den fortsatte historie om en ung mand, der hed Ejaculatio

Retardata. En aften, nogle ganske få dage efter vintersolhverv, da

han gik en tur, ja, gik sin sidste tur, skete der noget underligt. Hans

fornavn forlod hans efternavn, og begge blev således frændeløse.

Det hele startede, da han under gåturen gik forbi en grotte,

der ledte ind i et bjerg. Ovenfor grotten, selvom den ingen døre

havde, havde en eller anden med en spraydåse skrevet:

”Jeg er fårenes dør”.

Og fornavnet, Ejaculatio, tænkte, at det ville gå ind i den, koste

hvad det ville, og undersøge hvad der var derinde. Men Retardata

ville ikke med ind og ventede udenfor.

For første gang havde mennesket delt sig i to.

”Det er for mørkt derinde”, sagde efternavnet, ”og måske er

grotten bosted for vilde dyr på jagt efter får”. For en stund skiltes

altså fornavn fra efternavn. Hvad de dog ikke vidste, var at de

aldrig ville blive formelig genforenet.

Denne historie fortæller, hvorledes det kunne være.

Først forlod altså Ejaculatio Retardata og begav sig ind i grotten.

Men tiden gik, mens Retardata ventede, og Ejaculatio kom ikke tilbage.

Og da Retardata havde ventet hele natten og Ejaculatio stadig ikke

var kommet tilbage, begyndte Retardata at forstå, at Ejaculatio måske

aldrig ville komme tilbage. Efternavnet var ikke helt sikker på hvorfor;

måske var fornavnet blevet ædt af vilde dyr…eller måske hørte det

blot til i denne grotte, og havde derinde glemt alt om Retardata. Men

Retarda savnede sit fornavn og besluttede, vilde dyr eller ej, at gå

ind for at søge efter det.

Da Retardata gik ind i grotten, var der slet ikke så mørkt som

efternavnet havde troet, og der var ingen vilde dyr. Imidlertid, da

Retardata havde gennemsøgt hele hulen, kunne efternavnet ikke

finde Ejaculatio nogen steder. Retardata forstod det ikke og tænkte:

”Jeg har jo stået udenfor hulen hele natten uden at se Ejaculatio

komme tilbage, og der er ingen andre udveje fra denne grotte,

end der hvor jeg stod”.

Derpå skete dog det besynderligste: Mens Retardata stod og grublede,

kom Ejaculatio gående ind i grotten af den velkendte indgang. Men

da Retardata ville spørge hvad der var sket, så efternavnet, at der var

sket en forandring med Ejaculatio. Det havde et sært, henført blik i

øjnene, ja, det virkede til at være blevet sygt, og vigtigst af alt:

det var blevet fuldstændig stumt og ude af stand til at tale.

Det kunne jo så heller ikke forklare, hvorledes det var forsvundet i

grotten, for pludselig altså at komme igen. Og stum eller ej,

fornavnet så heller ikke ud til at kunne eller ville forklare det.

Så satte Retardata sig ned og ventede, for Ejaculatio vandrede nu

hvileløst rundt. Og fornavnet så ud til at være tydeligt irriteret over

Retardatas tilstedeværelse. Ligeledes iagttog Retardata dets mindste

bevægelse, og det var virkelig som om en slags sindssygdom

havde grebet fornavnet. Det prustede og stønnede højlydt og

sendte stadig flere onde blikke hen imod Retardata. ”Det har det

da aldrig gjort før”, tænkte Retardata og blev meget tænksom og

trist til mode. Men det var som om, at jo mere tænksom Retardata

blev, des mere hvileløst, og nu nærmest fnysende, gik Ejaculatio

rundt uden at komme nogen steder. Til sidst besluttede Retardata

at rejse sig og gå ud af grotten. Og da efternavnet var kommet

ud af grotteindgangen, indså det, at Ejaculatio og det selv, fornavn

og efternavn, var spaltet i to og her var ved en frygtelig skillevej.

Ejaculatio var tydeligvis blevet syg. Retardata måtte begive sig

på vej, for at finde et menneske, én der kunne hjælpe dets stakkels

fornavn.

Men efternavnet fandt ingen mennesker, der kunne hjælpe det.

Det vil sige, det stødte faktisk på en kvinde, som Retardata spurgte

om hjælp. Men da hun hørte Ejaculatios og Retardatas navne udtalt,

braste kvinden ud i latter. Derefter sagde hun med et hånligt smil,

at hun nok skulle gøre alt hvad hun kunne, for at helbrede dets

fornavn. Og før de gik videre, præsenterede hun sig ærbødigt.

Hun hed Fellatio.

Da de skiltes, fortsatte Retardata sin ensomme færd uden at møde

nogen andre på sin vej, og levede derefter med fornavnets fravær

som et evigt pinefuldt savn. Og han tog bolig i sin fantasi, langt væk

fra verdens larm og krig.

Men Ejaculatio tog et nyt navn, og slog sig indimellem og slutteligt

ned i grotten, iblandet jævnlige indlæggelser på psykiatriske

afdelinger. Men først og fremmest begyndte han at skrive digte.

Og han døbte sin grotte ”Perleporten”. Han havde engang hørt

denne omtalt som indgangen til evig salighed.

Og i hans uskylds hjerte, og her på fjernsynsskærmen, kunne

han ikke forestille sig nogen anden evig port til evig salighed, end

de kvindelige skamlæbers åbning ind til skedehvælvingens pragt

og op til livmoderens liv og lykke. Og at noget kunne komme fra

livmoderen og ud gennem skeden, forekom ham end mere

fantastisk, og han ønskede brændende at opleve det. Han kunne

godt, med fantasiens hjælp og sine egne læbers ord, digterens

perleport, tænke sig sin ellers så sølle grotte netop således som

denne livmoder. For det var som om, noget blev født i ham allerede

dagen efter, at han havde opdaget grotten og skilt sig af med sit

slægtsnavn. Denne dag, juledag, gik han ud af grotten som et nyt

menneske. Og dette noget, som blev født i ham, kaldte han denne

juledag ved navnet: evangeliet.

MIT JULEGAVEØNSKE VILLE VÆRE, AT…* Kl. 13.10

…vi i mit hjerte da begge ville vandre

til vi ord for ord mod nutid kunne gå

om vi ved hånden kunne tage alle andre

til vi med liv og lemmer endeligt vil nå

en forårsdag, hvor sprogets sære og blide væsen

gør irrealt præteritum om til en evig præsens:

Å, mit hjerte er i højlandet

mildt og lyst

længslens blomstring i luften

frodig og tyst

klokkeblomsten aftegner en sti

langs det strømmende vand

å, mit hjerte er i højlandet

der vil jeg vandre, den skønne

dag jeg føler, at jeg kan

Å, mit hjerte er i højlandet

hvor end jeg går

der vil jeg være, når høstes her

hvad døden sår

vinden hvisker med rimen

til træerne i vangen

å, mit hjerte er i højlandet

men nærme mig kan jeg blot

et enkelt skridt ad gangen

Mit hjerte er i højlandet

tidligt på dagen

ved den skønne sø

og sangen fra svanen

store, hvide skyer, som flyder

lavt på vindens vinge

å, mit hjerte er i højlandet

det eneste sted tilbage

min vandring kan tilendebringe

Å, mit hjerte er i højlandet

blandt heste og hunde på jagt

langt oppe i grænsernes egne

væk fra byen i neons magt

med pilens hvislende sang

og buens korte smæld

mit hjerte er i højlandet

kan intet andetsteds vandre

end i det bundløse selv

Å, mit hjerte er i højlandet

ved dagens gry

hinsides bjergene, langt væk

i engens ly

der er en vej, som fører dertil

en vej jeg nok en dag finder

er jeg der end allerede i tanken

dog sjælen med suk sig besinder

__________________

*) ”Mit julegaveønske ville være, at…”: denne betydning af verbet i præteritum betegner ikke en modsætning i tid (datid), men en modsætning i opfattelse. Når julegaveønsket ville være, at det og det, er det fordi det, af en eller anden grund, netop ikke blot uden videre er det. Irrealt præteritum betegner med verbet sætninger, hvor antagelsen strider mod virkeligheden, eller rettere: mod noget, man tidligere har antaget, eller som er den almindelige opfattelse. Angår det den om livet fejlagtige antagelse, der strider mod al erfaring bortset fra længslens, opsummeres antagelsen for mig i den øjensynligt virkelighedsstridige sætning: at det kunne have været anderledes. Striden med virkeligheden ligger i sætningens bogstavelige hævdelse af at have kunnet forestille sig alt liv mere anderledes, end hvad noget levende har forestillingsevne til, og således krydse fantasiens yderste grænse, hinsides det punkt, hvor irrealt præteritum bliver til præsens. Således lader antagelsens brug af irrealt præteritum nuets ønsker og længsler (eller frygt) forestille sig eksistensen af en virkelighed, virkeligere end den sprogets konsensus, som man så primitivt må benytte sig af. For i denne må man nøjes med, at det blot kunne have været, før det i præsens kan være eller er anderledes. Men som det søges vist, kan sprogets konsensus brydes netop ved hjælp af sprog. I øvrigt vil vi senere i aftenens program høre mere til nævnte virkelighedsstridige sætning, nemlig kl. 23.30 i vores foromtale af ”Juleevangeliet”.

WHAT REALITY DOESN’T SHOW (TH) Kl. 13.40

Et nøgent ansigt

så på mig bag skærmen

som på alle andre, ville du sige

men først hos hende så jeg det

tænk, o skæbne, hendes

ansigt er nøgent

ja, jeg kunne se det hele;

øjnene, ørerne, håret, hvert

mindste træk, og da læberne,

som en perlernes port, der

åbnede sig, når hun talte.

I hendes ansigt læste jeg

et digt, der ord for ord

lovede mig at være

indgraveret i hendes hjerte

med nøjagtig samme

ordlyd som i mit. Som var

digtet i hendes ansigt

malet på skærmen, ikke

med en pensel, men ved

det blotte kød og blod.

I dette enkelte øjeblik

tænkte jeg ikke på, at

ansigtet var en elskovs

fange, og at fangevogteren

netop var skærmen –

der blot et par minutter lod

scenen afgive elskovs nåde

sit bedste skud. Dog så

meget blev mig budt:

Fandtes der end intet

mere at se,

var hendes ansigts

digt og sjælevé

dog et længsels kammer,

ved kødet malet med

et tyndt lag smerte

dér bag skærmens tremmer,

graveret ind

i billedrørets hjerte

– kunne øjet blot mættes

og se sig blind på dette øjeblik

for i erindringens mørke at have

ét og blot ét eneste ansigt –

ad længslens flod havde jeg da

langt om længe nået havet…

Og hvem bekymrer sig så om

momentet før og de timevis af

tomheds momenter, der følger

digtersjæles ene evige øjeblik

– prosaisk talt et par minutter –

hvor nu tørre øjne drukner

sig i drømmens ocean:

Jeg har utilsløret set alt det,

jeg ville – hendes forbandet

splitternøgne ansigt, med

sjælen malet bedre i kødet,

end jeg nogensinde

ville kunne skrive ned –

jeg slukker nu;

aldrig vil jeg se mere.

Var det Maria hun hed?

Kan man tillægge klarsyn, der for videnskabsmanden er uforklarlige, om end muligt

Om hun dog blot er fiktion, da lad fiktionen være

forekommende, nogen som helst sandhedsværdi? Som skeptiker har seeren ikke megen tillid

af en sådan slags, at den for skeptikeren, på

til sagkyndighed, men heller ikke til sine egne klarsyns sanselige duelighed. Intet kamera ville

lige så uforklarlig vis som for videnskabsmanden,

nogen sinde kunne affotografere et klarsyn. Øje og øre er sat ud af spil, og vi taler således om et

lever og har åndedræt og hjerte. Formodentlig må

fænomen, som ingen fjernsynsskærm ville kunne afbilde med andet end sneens psykedelia. Men

hun nødvendigvis stå til regnskab for den virkelighed,

netop her, udenfor rampelyset, samtidig og overensstemmende med sin skepsis, finder han i sig

der har gjort hende så meget ondt, og vil derfor

en længsel. En længsel, der er så afsindig voldsom og stærk, at dens resultat alene, nemlig hans

fra min side nok aldrig få min kærlighed i hænde.

klarsyn, ligger til grund for hans liv og fantasi, til trods for at selv et sådant udsagn for skeptikeren

Var Romeo og Julies elskovsforhold af tragisk

er at regne som fiktion. For findes der overhovedet noget som helst udenfor videokameraernes,

karakter, idet de aldrig kunne realisere deres

fjernsynets og båndoptagerens domæne? Og hvis dette findes, hvordan skulle vi kunne vide det,

kærlighed, er tragedien i det tredje årtusind af

når man jo ikke kan vende et øje eller et øre indad? Er enhver sådan mod sjælen rettet sansning

den beskaffenhed, som på skærmen ville vække

ikke vor tids hallucinationer? Hvem ville benægte, at alt der ikke kan fanges af en kameralinse,

latter, at den elskende aldrig erklærer sin kærlighed

men derimod af et menneskeligt øje, blot er ejermandens sygelige blændværk? Det virkelige liv

i hengivenhed overfor virkelighedens spændetrøje,

udspiller sig i rampelyset, og verden er én stor scene, fra hvilken ethvert forsøg på at skjule sig er

idet den elskede bag skærmen må nægte livet

dømt til at mislykkes. Vi kender i den forbindelse blot til rekvisitter og genstande. Maria, som han

adgang til sit kødelige hjerte. Var det første blot

kalder sin længsels højest elskede genstand, er dog langt mere end blot en genstand. For parrer

et skuespil, er det andet ligeså, blot indenfor

man skepsis med længsel, opstår der en fiktion, der for sanselighedens virkelighed er

rammerne af, hvad en psykiater med stor

virkelighedens sendeflade overlegen. Om end det blot er en sprække, er det måske dette, der er at

tilfredshed ville kalde virkeligheden. Og

forstå ved en mystisk indsigt. Således, er end hans klarsyn blot indbildning og fantasi, er en ting

hermed, uden at vide bare det mindste af det,

ham dog klar: om end alt stod for fald, ja om end tvivlen var at betvivle, er Maria dog af kød,

henvise til den længsel, der skaber tragedien, ikke

samme kød som Paulus fordømmer som værende ude af stand til at bøje sig under Guds reality

på en scene, men i skeptikerens hjerte. Og dog

shows regelsæt. Men ikke af hovmod, ville jeg da tilføje, men tværtimod tvunget af troskab mod

borer tvivlen stadig her, en tvivl der i sagens

sit eget hjertes renfærdighed. Var hun dog end en ganske anden end den, han troede, ja fandt

natur aldrig, så at sige, vil kunne verificeres af

hun end hans klarsyn letsindige og uvedkommende, var hun dog stadig af kød, det kød som blot

den udkårnes kød og blod. Det er altså på

hævdes at findes på fjernsynsskærmens soft porn sværm af små farvede prikker. Lægger man

fiktionens præmis, og udelukkende på denne,

imidlertid, og dette er nødvendigt, til den fuldstændige skepsis en ubeskrivelig længsel, da er Maria

at skeptikeren, stadig under støjen fra den borende

af kød og blod resultatet, blot uden mulighed for journalistisk dokumentation, skjult som længslen

tvivl, vil tale om kærlighed. Og dog så meget mere

er fra Statsradiofoniens altseende øje. Og af kød og blod på de betingelser, der er i et sådant

fyldt af en klangfuld længsel, der evner ud af

længslens skjul: for offentligheden eksisterer hendes bankende hjerte slet ikke, end ikke i

støjen at skabe og forme den skønneste musik.

sikkerhedstjenestens arkiver. Kødet og blodet er medicinske betegnelser, der ikke længere

Hvor fjernsynets mislyd måtte give fortabt,

symboliserer liv, men som hjertet blot kropsmaterie uden andet end skærmbilledets

opstod sangen således på ny.

eksistensberettigelse.

MEDLEY: 03.12.00 FORAN BORDET/ Kl. 14.20

03.12.00 BAG BORDET – 337:365 (G-TH)

På modtagelsen. En

03.12.00 Modt.

lægesamtale uden

Pt. henvender sig med

nogen som helst kontakt.

et ønske om samtale.

Det lod sig åbenbart ikke

Begrunder dette med,

udtrykke, i hvert fald

at han tidligere på

ikke før bagefter, da lod

dagen har følt sig

jeg tårerne få frit løb.

”dårligt tilpas”. Pt.

Da gennemspilledes i mig

oplyser, at det som

i hvert et vers det drama,

regel hjælper at

der under samtalen

gå en længere tur

manglede. Men jeg græd

og skrive sine tanker

ikke i lægens påsyn.

ned. Dette har

Den glæde skulle hun

imidlertid ikke

ikke have, tænkte jeg først.

hjulpet i dag.

Dernæst fik jeg den

Pt. har siden

tanke, at det vel snarere

sidste udskrivelse

var af hensyn til hende,

overnattet 4 gange

for ikke at krænke hendes

på Nabocentret,

blufærdighed. Egentlig

Amager, idet han

fortjente hun ikke bedre,

ikke bryder sig om

end at få kastet et

at være i sin

blødende hjerte i sin favn.

egen lejlighed.

Tag den, kammerat, hvis

Pt. kan ikke helt

du ellers kan.

sætte fingeren på,

hvad det er,

Desværre, forstod jeg på hende,

der er problemet,

var der ingen ledig plads.

føler sig utryg

Til gengæld fik jeg lov til at blive,

uden at kunne

til jeg skulle hjem i seng.

sætte fingeren på

Forpint og ensom som jeg var,

noget specifikt.

talte jeg hver eneste minut, kun

Pt. møder hver

med den lindring, som en

mandag i DPC-

smuk mørklødet sygeplejerske

Møllegade og får

kunne bibringe mig. Imidlertid

der udleveret

forværredes tilstanden først på

medicin i

aftenen, og da jeg søgte

doseringsæsker.

om hjælp, hørte jeg en

Tager medicinen

anden sandhed. Plads havde

regelmæssigt. Hans

de nok kunnet finde, men jeg

kontaktperson er

syntes ikke egnet til indlæggelse.

sygeplejerske Kirsten,

Disse ord ramte mig som

som han godt kan

piskesmæld, men jeg tog imod

lide at tale med.

dem uden et kny, selvom tårerne

Imidlertid har pt.

strømmede. Og den unge

fået den opfattelse,

mørklødede sygeplejerske talte

at han kun kan

til mig, ansigt til ansigt,

føle sig tryg

men jeg forstod hende ikke.

ved at tale med

På dette tidspunkt havde jeg

os herinde, hvorfor

taget stort set al den medicin,

han ofte opsøger

jeg sad inde med. Skæv som

modtagelsen, efter

jeg var, ændredes hendes

at han har

ansigt pludseligt. Hun var

talt med

smukkere end nogensinde før,

medarbejderne i

ja, fandens fager, som en

DPC. Jeg taler

Jerusalems datter.

en del med

Men hun var blevet tilføjet

pt. om det

noget dæmonisk, noget

uhensigtsmæssige i

som slog mig med lige dele

dette, idet det

rædsel og vemod,

primært er distrikts-

smukkere end noget jeg

psykiatrien, som

længe har oplevet,

skal støtte ham

som kunne blot Sct. Hans

i det daglige.

være hende rangen stridig.

Pt. kan til en

vis grad godt se

Endnu engang mærkede

dette.

jeg anklagen mod mit ansigt,

Klinisk/ psykiatrisk

halvt formuleret:

vurdering:

at jeg er digter og

Vågen, klar,

værre endnu,

orienteret. Den

at jeg bruger modtagelsen

formelle kontakt

som central for

god, den

de sværeste vers,

emotionelle læderet,

dem som jeg ikke turde

pt. fremstår yderst

tænke udenfor murene.

tilbagetrukken,

Dem som tårerne skrev

og noget garderet.

i mit hjerte, og jeg

Grundstemningen

efterfølgende fik på papir.

vurderes neutral

Jeg kan vælge at leve mit liv

med naturligt

som digter, eller rettere sagt,

psykomotorisk

jeg har en gang for

tempo. Pt. huser

alle valgt det. Men

utvivlsomt paranoide

andre kan vælge at lægge

forestillinger og

forhindringer på min vej.

er præget af

Lader disse sig

en ikke ubetydelig

da blot formulere

ambivalens.

i tårer og efterfølgende i vers,

Benægter syns-

har jeg valgt en vej,

og hørehallucinationer

som ingen læge nogensinde

og fremstår ikke

vil kunne forstå.

hallucineret

Ikke fordi det strider mod

under samtalen.

lægeløftet, men fordi det

Fremstår rolig,

strider mod den

samlet og venligt

småborgerlige snusfornuft,

imødekommende.

der gemmer sig bag

Pt. har et ønske

de fleste hvide kitler.

om at måtte

Er kroppen inden under

opholde sig

en kvindes, som det

i psykiatrisk

var i dag, kan

modtagelse

en digter blot undres.

i aften, hvilket

Er en sådan virkelig alle de vers værd?

efterkommes.

(Lykkegaard/ Jacobsen)

JULEAFTENSGUDSTJENESTE I MARIAKIRKEN Kl. 15.00

Loven: Evangeliet:

Nogle blandt os, uden at vi ved hvorfor, bløder indvendigt. Og af mentalhygiejniske årsager, fordi

Men når en kvinde Og der var en kvinde,

vores kemikalier i kroppen er urene, adskilles vi fra andre, som var vore blødninger smitsomme. Vi

har blodflåd i som havde lidt af

bliver fyldt med andre kemikalier, men stadig er vi urene og stadig bløder vi, fordi medikamenterne

længere tid, uden svære blødninger i tolv år;

blot kan lindre smerterne ved blødningerne, men aldrig forhindre så meget som en dråbe blod i at

for den tid hun hun havde døjet meget

flyde for korset. Ja, endog gør de skade, idet de forhindrer blodet i at flyde for korset, for i stedet

har sin månedlige af mange læger, og alt,

blot at sanse hvad menneskers, og ikke Guds, er. Og trods den bekostelige behandling vi får, ville

urenhed, eller når hvad hun ejede,

måske blot én forbuden frugt standse strømmen af blod; nemlig en hengiven og kærlig berøring. Af

flåddet varer længere havde hun sat til,

alt, som er os givet, af alskens terapeutiske aktiviteter; når hjertet sår tiltro til et andet menneske,

end sædvanligt uden at hun

er den ene ting, der kunne helbrede blødningens kilde i underlivet os nægtet. Og jeg tænker ikke

ved hendes var blevet hjulpet,

her på en bar og blottet berørings tiltro til elskovs høst. Nej, jeg tænker på en af inderlighed

månedlige urenhed, det var snarere

hengiven og kærlig berøring. De to adjektiver gør hele forskellen mellem om blødningens kilde

så skal hun, blevet værre med hende.

tørrer ud eller ej. Men her på fjernsynsskærmen forbyder en uudsagt lov den af inderlighed

i al den tid Hun havde hørt tale om Jesus og kom

hengivne og kærlige berøring for øjnene af hele skaren af TV-seere. Men jeg siger jer; kunne jeg i

hendes urene nu i skaren og rørte bagfra ved hans kappe.

al undseelighed nærme mig min elskede bagom kameraernes glubske rygge, og kunne jeg blot

flåd varer, Thi hun tænkte: ”Hvis jeg får rørt, om det så

i al inderlighed hengivent og kærligt røre hendes kind, ville kærligheds helbredende kraft

være stillet, som kun er ved hans klæder, bliver jeg frelst”.

gennembryde, ikke blot fjernsynsskærmen, men også både sjæl og sind. Turde jeg blot blidt og

i de dage Og straks tørredes hendes blods kilde, og hun

kærligt berøre hendes kind, tænkte jeg, ville jeg frelses alene ved min vantros tro på denne

hun har sin mærkede i sit legeme, at hun var blevet lægt for sin plage.

massemediets transcendens. Og dog er dette blot den ene umulige forudsætning; den anden er, at

månedlige urenhed; Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den kraft

hun mærkede berøringen mod skærmens rude, og bag denne uden forundring eller skam spørger

hun skal være uren; var udgået fra ham, vendte han sig om midt i skaren

ud i æteren, hvem det dog var, der rørte ved hendes kind. Da der ikke findes nogen, der kan

ethvert leje, hun og sagde: ”Hvem var det, der rørte ved mine klæder?”

hverken forstå eller svare på spørgsmålet, bliver der nu tavshed. Og skaren af TV-seere vil tro,

ligger på, så længe Og hans disciple sagde til ham:

hun er gal, for de har jo siddet klistret til skærmen og kan bevidne, at ingen har rørt ved hendes

hendes flåd varer, ”Du ser jo hvordan skaren trænger

kind. Nok er der mange, der ser fjernsynsprogrammet, men ingen kan vel vandre ind i skærmen,

skal være som sig om dig, og dog spørger du:

og da slet ikke uden at de mange øjne ville registrere det. Som det står skrevet, skal de se og se

hendes leje under ”Hvem var det, der rørte ved mig?”

og dog intet øjne. Imens retter den elskede på skærmen sine øjne mod kameraet, og siger: ”Hvem

hendes månedlige Og han så sig omkring for at få

du end er, så ved jeg, at du hører mig nu. For da du rørte ved min kind, mærkede jeg alene dig

urenhed, og ethvert øje på hende, som havde gjort det.

blandt de tusinder af mennesker, som befinder sig foran skærmen”. Og jeg ville blive skrækslagen,

sæde, hun sidder på, Og kvinden kom frygtsom

trods at mine blødninger var helbredt, for se hvad jeg havde gjort; jeg havde gjort det umulige

skal være urent som og bævende, da hun vidste,

og utilgivelige, at krydse grænsen mellem fantasi og virkelighed, eller rettere, min fantasi var

under hendes månedlige hvad der var sket med hende,

selv blevet til et stykke virkelighed. Og hvad hun sagde eller ikke sagde, hørte jeg ikke mere, eller

urenhed; enhver, der og hun faldt ned for ham

rettere, jeg hørte hende ikke længere tale om mig, men i stedet tale om vejret for de kommende

rører derved, bliver og sagde ham hele sandheden.

dage. Men det var som om blødningerne under dette optrin i evighed var standset, så længe jeg

uren og skal tvætte Men han sagde til hende:

troede, hvad jeg havde set. Og det var ikke, lige over psykosens overflade, placebos tro på de

sine klæder og ”Datter! din tro har frelst dig;

medikamenter, der lader legemet uskadt, men slår sjælen ihjel, og som blot lindrer smerterne, men

bade sig i vand og gå bort med fred, og

ingen blødninger kan helbrede; nej blot psykosen kunne bringe frelse og skabe en ny virkelighed,

være uren til aften… vær helbredt for din plage!”…

alene ved noget så simpelt som en af inderlighed hengiven og kærlig berøring

DER ER SÅ LIDT Kl. 16.00

Der er så lidt

der er så lidt

men der kunne have været

så meget mere

Jeg sidder i rosens dal på

afd. O, mit hjerte fra

åndens højland foruden,

og er, uden portefølje,

passende ubeskæftiget digter,

når sindstilstanden er til det.

Og altså med et hul lidt til

venstre for brystet, digterhjertet

pantsat for en sengeplads

efter natlige forhandlinger.

Jeg taler med mig selv i tankerne,

men ensomheden lindres

af trøsten heri, at du, min

stundens nærværende læser,

er her til at lytte. Eller rettere,

det er mig, der lytter,

regenten er fraveget sin trone

for at gøre plads for englelyd;

dig og de andre, eller rettere,

stemninger, der har lyd af dig.

Med dine rosenrødlige øjne

ser jeg min indre lejlighed,

på Nørrebro vest for brystet;

prøver at dykke ned gennem

de tillukkede skodder, ruder

af uigennemtrængeligt tårefald

fra et hul, hvor hjertets kald,

pludselig hverken oppe over,

under eller bag højlandet,

men på første sal til venstre,

midt for rosens dal, er kæntret

i dine øjnes sø.

Der er så lidt

der er så lidt

men der kunne have været

så meget mere

og for et splitsekund

kunne det også være

at der faktisk var

for øjeblikket efter

blot at have været

det lidt der er

Milevis af ord lagt bag mig,

og selv nu; stadig her i dette

forunderligt omfangsrige

ingenmandsland, så langt bag

fronten, finder jeg trangen efter

at skrive blot en enkelt sonate.

Forstå mig ret; ikke en sådan

komposition, som en elsket får

i hænde, snarere tværtimod.

Ikke engang i musisk øjemed

et værk jeg er i stand til at

fremføre. Snarere en lille og sart

hyldest til hverdagslivet,

men slet ikke fordi jeg holder

af det. Modsat finder jeg,

hverdagen til trods, grunden

i de mennesker af kød og blod,

som sonaten omhandler, og

som, til trods for at hverdagslivet

egentlig slet ikke lader sig gøre,

vemodigt lader strengeklang lyde

i tankernes tonefald. Men uden

at overspille, endelig uden at

spænde buen for højt, for da

rammer jeg, som det græske

ord for synd, langt forbi målet,

nemlig selv samme mennesker

af kød og blod. Her er blot at

tilføje, hvor pilen da uvægerligt

ender: først som sidst i dette

forunderligt omfangsrige

ingenmandsland, så langt

bag fronten.

Der er så lidt

der er så meget mindre

end der kunne have været

der er så lidt

der med ord lader sig forklare

og beklageligvis så meget mere

der uden ord forklarer

hvor lidt der er

at forklare om ord

der dog så meget mere

indædt bliver forsvaret

fordi de kunne have

været så meget mere

alt det de så gerne ville være

men bare er

men der kunne have været

så meget mere

og for et splitsekund

kunne det også være

at der faktisk var

for øjeblikket efter

blot at have været

det lidt der er

KVICKLYKANTINENS EVIGE DØD^TM (G) Kl. 16.45

længes du efter døden?

efter de evige Kvicklykantiner

og kaffebrygningens støj

der aldrig hører op

eller også netop er hørt op?

hvad enten din længsel angår

evighed eller intethed da

er den evige døds

tilbud nok det mest favorable

for evighed og intethed udgør

ikke nogen forskel vel?

ja at dømme efter

evigheden i en Kvicklykantine

men du dømmer selv alt efter

hvad dit liv rækker til

kaffebrygningen

Kvicklykantinens evige død^TM

MEDLEY: 07.12.00 FORAN BORDET/ Kl. 17.10

07.12.00 BAG BORDET – 341:365 (G-TH)

En kvindelig medpatient, der førstegangsindlagt skal 20. indlæggelse

overflyttes til en gangplads Indlæggelse af 28-årig mand, velkendt

midt i en depression. En simpel hændelse, men samtidig under

en grusomhed, som egentlig diagnosen skizofreni, henvises af

gør alle digterens sproglige kunstnerier inadækvate overlæge

Hvad kan jeg gøre fra eller til, Uffe Juhl Povlsen, DPC-Møllegade, pga.

hvordan kommer min digtning hende til gavn? udtalt

Fandens også, angst og overforbrug af Truxal og Rivotril

tænker jeg, og igen trangen efter et skud så rent og klart gennem

at vise det til hele verden den sidste uges tid. Pt. er indstillet til SHH,

med det fineste stof af dem alle. Den meningsløse lidelse oplyser, at

Kunne jeg dog bare, han netop står for at blive indkaldt til

men nej. Månen skinner så klart, og mit hjerte er så forsamtale.

formørket, at det nærmest Samtale med pt. Pt. forklarer, at han

er som at vandre i dagslys. Så fandens klart. Hvad kan gennem den

en digter da gøre? sidste uges tid er kommet op på at

Systemet kan i det mindste lidt, en gangplads er bedre indtage store

end ingenting. Men doser Truxal og Rivotril i et forsøg på

en digter, hvad kan han? Måske af uransagelige veje og at kooperere de

med mystikerens vision panik/angstanfald, som han får specielt

om sjælenes enhed mejsle en statue af guld for hvert om aftenen.

et knust hjerte Angiver, at han nogen gange nærmest

Kommer det ingen til nytte, har jeg spildt mit ganske liv har taget

og vil spilde det resten medicinen i ”håndfulde”. Skønner, at han

af mine dage. Kommer det blot dig, min elskede ukendte, den sidste

til gode, er ikke et minut uges tid har brugt ca. 1000 mg Truxal og

på modtagelsen gemt for evighedens lup. Således på 5-7,5 mg Rivotril

den sædvanlige bænk dagligt. Måtte i går aftes næsten flygte

på Blegdamsvej. En pludselig sorg over et andet menneskes ud af

skæbne, et liv, lejligheden og sad i første omgang nogle timer på

jeg formodentlig aldrig igen vil stifte bekendtskab med. en cafe,

Måske forsagede jeg hvorefter han ringede efter moderen,

mit betroede talent i hendes ansigt at læse et digt der kom

Og dog kommer ansigtet og hentede ham. Har sovet hos hende

igen, dag efter dag og aften efter aften. Og altid, altid er det i nat, men

kvinden, som lider føler det belastende at være hos

Martin Luther ville rent ud benægte et sådant tragisk element moderen,

i livet. Men måske, når han har det psykisk dårligt, da

når tragedien lader sig høre og se, forstår vi i og med kødet hun så

Guds lov bedre end bliver ked af det og nogle gange

han tør indrømme. Og dog, manden lider også, men på en græder.

sær anderledes vis Har i den periode han har taget de

Han lider som digter, og går hans lidelse end dybere, går ekstra Truxal

kvindens skæbne forud og Rivotril faldet i søvn allerede ved

for ham. Alene rent biologisk, men også i livet i almindelighed 20.00-

En mand alene, om han tiden om aftenen, sover uden problemer

aldrig så meget som blot rører en kvinde, er fortabt uden hende hele

Hvor er da digterens glorie? natten igennem. Føler sig i løbet af

Ikke længere overgivet Gud, ikke længere over mit hoved, dagtiden

men i elskovs varetægt, hvor træt og hukommelsesbesværet. Sidder i

lidt jeg end bryder mig om at sige det, fordi jeg tærsker øjeblikket og

langhalm på en pige, for hvem jeg forsøger at skrive på en dagbog, som

beredvilligt skulle have givet et offer. Men jeg tav og lod hende i han

stedet være et fabeldyr for min pen. håber kan blive udgivet engang.

(Lykkegaard/ Dahlstrøm)

DET AUTORISEREDE DANSKE SAMLEJE VED Kl. 18.00

KGL. RESOLUTION AF 24. DECEMBER 2000

Livagtige nøgne kroppe, der slynger

sig ind og ud mellem hinanden

og udveksler legemsvæsker

en strøm af organisk

livagtigheds død

som giver os at modtage

organisk føde

ikke livets brød,

men dets blod og kød

til ihukommelse af

hvedekornet i jordens skød

en læderet moderskedes

præventivt ubesmittede

undfangelse af intethed

et spyd der perforerer

og spalter op denne julenat

hvor stenbroen lader vokse

op af sprækken i gadens asfalt

et organisk blomsterbed

korsfæstet i ægtesengen

for derved næsten at fuldbringe

en non-stop orgasmes livagtighed

WHAT REALLY DOESN’T SHOW (TH) Kl. 18.05

”Kære Maria,

Jeg sneg mig ind i perleportens forgård. Egentlig for mig et projekt på falske præmisser, idet jeg

der er så mange ting, jeg gerne ville vide om dig, så mange ting jeg gerne

vel nok betragtede forsamlingens lovsang som stof til sproglige kunstnerier på linie med sovepiller

ville spørge dig om, at jeg knap ved, hvor jeg skal begynde. Du åbner dit

og anden bestikkelse af Helligånden. Det var bare så svært at forklare, at jeg ikke på nogen måde

hjerte for mig hvert øjeblik på en måde, så jeg undrer mig over, om jeg

kunne få det over mine læber. I øvrigt var jeg også, med god grund, bange for at fornærme eller

ikke allerede kender svaret på mine spørgsmål. Eller om svaret på mine

krænke dem, jeg fandt mig forsamlet iblandt, ved forsætligt at betragte dem som statister blandt

spørgsmål ikke er låst inde bag mine lukkede øjenlåg. Men jeg priser mig

underbevidsthedens fabeldyr. Sandelig var det sådan, at om nogen af os levede i den sagnom-

lykkelig for at have fundet dig, fordi Jesus er i dit moders hus, mellem

spundne virkelighed, da var det de andre. Sædvanligvis søgte jeg denne særegne digteriske

perleportens vægge. Fordi hans lys, når jeg tænker på dig, kaster en svag

ensomhed, der som et skuespil i åndens verden at regne belønner solisten. Sandelig fandt jeg den

afglans af sødme over mit ansigt, om end mit indre er dunkelt. Jeg tror og

også, men denne gang uden følgeskab af beruselse. Før jeg fandt tilbage til Nørrebro, søgte jeg

håber, at dit livmoders lys på forunderlig vis kan forplante sig til mine

sædvanligvis godtgørelse gennem skriften, og endog var jeg så begunstiget, at en ung kvinde ved

indre organer, trods lyset er frygtindgydende; ja, måske i den grad frygteligere

navn Maria talte med mig aftenen lang, og dog bidrog dette blot yderligere til min forarmelse. Så

end mørket, at jeg i dit nærvær knap tør åbne mine øjne. Måske fordi jeg

tæt på at få den hjælp, jeg burde have søgt, og dog uden andet resultat af besøget end et forsøg

er styret af fantasier og tanker akkompagneret af et sært indre skuespil.

på gennem gåder at bibringes en forbøn. Jeg forsøgte at skrive et brev, der kunne have været

Fra dette drager jeg inspiration, men dræber som i en pagt af djævelskab

henvendt til stort set hvem som helst af de tilstedeværende, og dog, uden at jeg egentlig på nogen

med min kuglepen håbet om frelse. Men denne scene, en bogstavelig tanke,

måde kan forklare hvorfor, helst til den unge kvinde jeg talte med. Et smukt ansigt synes at kunne

der taler til øret, er også, hvis den forenes med troens nådegave, beslægtet

feje ethvert fabeldyr af banen, thi denne pige var så virkelig, at hun blot ved sin tilstedeværelse

med bøn. Blot er der ved bøn en art tilskuer til stede, der i så tilfælde er et

vækkede mit fængslede hjerte, som jeg egentlig burde have forudsagt. Vi fritages for en dødelig

fokus for den mest sjælsstærke koncentration, en koncentration givet gennem

dosis sandhed, når kødet kommer på tværs, og dog erfarer vi den på afdrag med renters rente.

intervention i dit moders hus. Blodet ved denne indtrængen i det sprækkende

Således er synden, modsat loven, sandhedens åbenbaring, og syndernes forladelse den gåde, jeg

liv, skriver jeg da med som erstatning for blæk, og jeg skriver et ord, jeg aldrig

fortabte mig i, mens mørket sænkede sig over Nørrebro. Kunne jeg dog blot have forklaret hende,

forstår. Et ord, Maria, jeg tror du gemmer bag dit hjertes spejl. Om mine

at man også kan finde fortabelse i sandheden, i Jesu kød. Jeg prøvede vist at forklare det, og var

øjne kan åbnes, hvad jeg knap tør tro, tror jeg de vil åbenbare dit hjertes

jeg ikke kommet med digteriske intentioner, var det måske også lykkedes. Jeg var dybt hensunken

hemmelighed; et ord som en blomst, døbt med tårer og vædet med ånd. Men

i tanker omkring den bevægelse i mig, det altid skaber, når jeg mødes med piger, der i troen er så

Maria, forstår du, selvom du i tanken har lidt under mit begær, har din elskov

fast forankrede, at deres nærvær er skræmmende og dog i elskovs fylde dragende, til trods for at

aldrig for mig som for de ti bud været at sidestille med drab. Og dog, for en

vi ved kødet er som fremmede. Netop her, midt i tusmørket, på vej tilbage til Nørrebro, så jeg en

digterisk betragtning forstår jeg denne sideordning, med hor som et drab på en

sidste gang Maria, der med rolige øjne iagttog min afgang, netop som jeg havde skrevet mit brev,

sværmerisk drøm om ordet elskovs uangribelighed. Men intet ord er uangribeligt,

der, rimeligvis uden adressat, havde søgt hendes bistand omkring visse teologiske spørgsmål.

selvom drømmens offer let lader fortvivlelsen påkalde ordets bogstavelighed, både

Eller rettere sagt søgte jeg vel egentlig hendes hjertes lovsang, men dermed ikke sagt, at jeg i mit

i og udenfor skriften, og råber op om dødelig voldtægt, når bogstaveligheden trues

brev havde haft uærlige intentioner. For disse teologiske spørgsmål omhandlede nemlig hendes

af æstetikkens driftsliv. Således lider jeg stadig under loven, men dog med denne

hjertes lovsang, denne som drog mig, til trods for, at hun på ingen måde optrådte som et erotisk

aften som en lykkelig undtagelse. Og undtagelsen kommer sig, ligesom forståelsen

fabeldyr i min underbevidsthed. Fabeldyr var hun nok, men hendes elskovs fylde gik langt dybere i

for loven, af digtning, en dårskab for forstanden og en forargelse for følelsen.

min sjæl end blot til bæltestedet. Ved kødet var hun således fremmed og dog i elskov som en fe, i

Den spalter mig således i to, sådan som det må ske for enhver, der undrer sig

hvis ansigt jeg læste ethvert sørgmodig ord, jeg måtte have nedfældet. Å, altid disse piger, der i

over ordet. Da jeg fandt dig, indså jeg, at du altid har måttet lægges til last for

deres hjerter gemmer nøglen til min tro i kødets klædedragt, som var kærlighed kun en allegorisk

min synd, men at det dog var bedre i dig end i mig at finde Gud. Havde jeg ikke

drøm smukkere end livet selv, blot tilgængelig ved skriftens sanselighed. Men jeg undslog mig

fundet ud af, at jeg var digter, havde jeg aldrig fundet dig og havde således aldrig

hendes blik, og befandt mig øjeblikket efter i min fængselscelle på Nørrebro, omgivet af

denne aften været loven foruden. Frygtelige lidelser venter mig, og dog ved jeg nu,

tommetykke mure af ord, som sten føjet til sten. Og dog var noget i mig blevet vækket. Bare kald

at der er et liv, ja, et foster efter det sjette bud. Men blot som digter. Havde jeg

det længsel, jeg ved ikke af ord, når blot drømmen kan føre til vækkelse, og dog end ikke

ikke fundet dig, havde dette bud tynget mig til jorden, ensom og fortabt i natten.

vækkelsen give ordet navn efter fortjeneste, sekundet før søvnen igen fører til tavshed, og nok en

Da havde jeg aldrig kunnet blive frelst, da havde jeg været som en levende død.

bogstavelig mosaik, et ordets fikserbillede, nænsomt unddrager sig den åbenbarlige forstand.

Nu, snarere, er jeg som en død, der lever, ene og alene i kraft af dig.

Jeg ved ikke af ord, når jeg aner i digtning, at forstandens åbenbarelse for drømmen er dårskab.

Kærlig hilsen Ture.”

TV-AVISEN Kl. 18.30

udenfor vinduet marcherer

en sensommernat forbi

gennem nørrebro

stille soldater som børn

født et sagte og

umælende efterår

nogle råber og én råber:

du er død, mand!

mere vidunderligt tæt

på døden har jeg

ikke været, siden

jomfruhinden i hjertet

blev brudt ned med

et kys, sidste nat før

det dagedes i øst

da eventyrene

fra tusind og én

sensommernats søvn

alle var fortalt, og

nogen tændte for

en sol af neonrør

som vækkede mig

selv her, en verden

vest for den krig

der blev tabt til

stille soldater som børn

radiostøjens stemmer

skingre som var

de til fodboldkamp

en sværm af farveprikker

men mest af alt,

sagte og umælende

efterårsregn på min rude.

PÅ FLUGT Kl.19.00

Jeg ved ikke, hvor jeg er

og jeg kan ikke huske

hvad jeg flygtede fra

for at komme her

Bare jeg vidste, hvor du var

og vidste, at du

var tryg og rolig

og intet skulle flygte fra

Men vi var begge på flugt

blandt andre, der

aldrig fandt hvile

andetsteds end hjertets suk

Jeg troede, jeg fandt dig

blandt tusinder af de

brolagte stier, som

jeg troede ledte mod mig

Og da jeg så endelig var

der, hvor vejen

mod hvilen gik

så jeg, hvad du flygtede fra

Et ansigt, så ukendeligt mit

et ansigt jeg troede,

jeg kendte fra spejlet

og troede at have set så tit

Men det var en fremmed,

en skygge, skæbnen

havde gemt i dig

forlist og intetsteds havnet

Imens var han flygtet til den dag

hvor han ikke længere

havde noget at flygte fra

ikke engang flugtens behag

HINSIDES LÆGENS BORD: LIVMODEREN SET INDEFRA AFD. O Kl. 19.25

Der

er ingen

I perleportens hule som et foster inde bag ordet, her udtalt

vej ud af her

hvor alt i mig genkalder

som en lille smule venten. En tung vejrtrækning, der

sig, ingen veje åbne

for begær, andet end

dækker over et syn af morgenregn og en smal

en smal stribe

lysstribe i mørket, der vidner om skalpellens

af lysstofrør, en slumrende

snit og åbningen af moderens liv, som

salighed undervejs i blodårerne,

kastede solen sit bittersøde

en dør, der åbner indad, og altså lukker

kærtegn på mig i dette

os ud i et landskab af støjsvaghed, hvor der i

forstadium til den

miles omkreds er dæmpet loftsbelysning, og ikke andet

begyndende

end en modvilligt varm fornemmelse af uigenkaldelighed

fødsel

kunne jeg bare få disse Det er karakteristisk for skizofreni, at den funda-

At græde over livets tragedie er at se sandhedens fulde billede. At kærlighed er alt omkring

bogstaver til at tale mentalt solide baggrund for alle vore oplevelser,

dig og alt inden i dig. Men at den samtidig er fuldkommen magtesløs og fuldstændig forgæves.

det gør ondt at tænke nemlig jeg’ets intakte kvaliteter ofte går i opløsning.

Den er alt, men i magtens sprog, det menneskelige tungemål, er den ingenting. Det er dette,

og jeg har så meget Den skizofrene oplever det, der næsten er utænke-

der er forbudt at mærke. Det er dette, du ikke må mærke, men som tårerne mærker. Dette

jeg gerne vil vise dig ligt, nemlig at den grundlæggende oplevelse af

du ikke kan mærke, fordi sandheden er for stor. Men når du græder, nogle gange, undergår du i

der er så lidt jeg-stabilitet undergår en forandring. Patienten har

disse få øjeblikke det hele. Du ser den fuldstændige tragedie kaldet livet overalt omkring dig og

der er så få sekunders vanskeligheder med at forklare og beskrive, hvad han

overalt inden i dig. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde er eller kan blive lykkeligere, end i disse

uendelighed tilbage oplever, idet han forsøger at beskrive en forstyrrelse

få øjeblikke når jeg græder. Jeg tror ikke, der findes nogen lykke større end denne.

og jeg har så meget i en funktion, hvis intakthed er selve forudsætningen

Jeg tror ikke, der findes noget mere bekræftende ved livet end således at græde.

at vise dig for en oplevelse og dens beskrivelse.

HOLOCAUST Kl. 19.50

En kvindelig digter, der led af svære depressioner,

Indlevelsesevnen i såvel stupor som holocaust, selvom man hverken

måtte have oplevet det ene eller det andet på egen krop, er et

skulle angiveligt have sammenlignet sine

særkende ved de sjæleligt følsomme og uforhærdede tilstande

man uretfærdigvis har givet betegnelsen sygdom. Medfølelsen er således

lidelsers kvalitet og styrke med hele verdens-

krigens jødeudryddelse. Og jeg forstår hende,

andre, der ikke er pårørte, forhindret, såvel som indlevelsen er

det, alene på grund af uvantheden ved opholdet i en sådan lidelses

al forargelse for følelsen til trods. For der er

den sammenhæng mellem holocaust og en

massive tyngde. En sådan uvanthed og dens forhærdelse blev

eksempelvis en medpatient på en lukket afdeling på Sct. Hans offer for.

sjælstilstand som eksempelvis stupor, at

begge ord, al forskellighed til trods, det første et

Det startede, sædvanligvis havde jeg nær sagt, med en bæltefixering

af en forpint og ulykkelig ung pige. Hendes blanding af gråd,

folkemord, det andet en sjælelig lidelse, har

ufatteligheden som fællesnævner. Netop i kraft

skrig og rallen forplantede sig time efter time udover hele

afdelingen. En medpatient, der udover at være et kærligt og følsomt

af, at begge fænomener er ufattelige, og at

ufatteligheden som funktion har forstandens blotte

menneske var så uheldig at have fået pådraget sig en behandlingsdom,

havde så svært ved at udholde denne pinagtige lydkulisse, at

overlevelse, har de faktisk en fællesnævner.

Egenskaben rædslens ufattelighed er i sagens

han skruede tilpas højt op for stereoanlæggets dulmende

technorytmer, så højt som det nu var nødvendigt for at overdøve denne

natur – netop i og med at den betegner noget,

mennesket ikke forstår – ens uanset fænomenets

hørbare og tunge klump af smerte og pinsel. Det er således

med strafferetspsykiatrien, den gren af retspsykiatrien der omhandler

karakter. Ligesom det ikke er givet noget

menneske nogensinde at forstå holocaust, således

behandlingsdomme, at lægerne ikke behøver at retfærdiggøre

overgreb mod patienter med, at tvangen er til deres eget bedste. Har du en

også med stupor, det vil enhver der i hjertet

har overværet et menneske i stuporøs tilstand vide.

behandlingsdom er al hykleri således overflødigt, så at sige som

i Helvedets indergård hvor masken endegyldigt er revet af Lucifer og

I ordbogen defineres stupor blot som

”fuldkommen sløvhed hos sindssyge”. Derved dækkes

mareridtet virkeliggjort uden at have nogen besværlige

civilretspsykiatriske røde, gule eller andre papirer nødig. Derfor, da han

dog på ingen måde den rædselsvækkende

tilstand som ordet søger at betegne. Ved

gentagne gange nægtede at skrue ned for den høje musik blev han

uden nogen yderligere palaver med vold tvunget op i den anden ende

betegnelsen forstår man en yderst svær

psykomotorisk hæmning, ledsaget af et mentalt

af hospitalet, nærmere bestemt R1, den hårdeste retspsykiatriske

afdeling på hele Sct. Hans. Her blev han så, med alles vidende som

mareridt, der i lidelses dybde når længere

end det er givet noget menneske at udgrunde,

en slags samvittighedsfange par excellance, bofælle med mennesker

som vi andre ellers kun kender fra B.T.’s eller Ekstra Bladets

endsige erindre. Som en læge ville se det,

ligger patienten bevægelsesløst i sengen, ansigtet

forsider de sommerdage, hvor oplagene trænger til et velfortjent

vitamintilskud og et forhærdet og forrået eksempel på menneskesjælens

er udtryksløst og blottet for mimik. Desværre

er bevidstheden bevaret, til trods for at vi rent

mørkeste afgrunde har skudt to tilfældige drenge i baghovedet på

Amager Fælled. Påstanden om at en sådan overflytning skulle gøre

fysiologisk taler om en tilstand, under hvilken

det ikke sjældent ses, at organismen begynder

nævnte patient til et bedre og mere velfungerende samfundsmedlem,

og ikke er udtryk for et disciplineringsmiddel eller en regulær

at træde ud af funktion. Med andre ord, vi

taler om en sjælelig lidelse med en sådan dybde,

afstraffelse, er et eksempel på den løgnagtighed, som i

strafferetspsykiatrien er sat i system. Således er den syges såkaldte ”straffrihed”

at den faktisk i mange tilfælde er livstruende,

og hvor det fysiske liv på uforklarlig vis blot,

en floskel, hvis verbale hykleri er en forbrydelse af samme

karakter som benægtelsen af holocaust – som tillige ramte de mange

om muligt, kan reddes ved blind og akut brug

af elektrochok. Man kender stupor især fra de

tusinder af gale, der af tyske læger, som i bespottelse af lægeløftet, i

begyndelsen blev aflivet på hospitalerne med giftsprøjter, for senere,

sværeste depressioner, også kaldet

stuporøse depressioner, og tillige fra psykoser, i

midt i verdenskrigens massepsykose, i gaskamrene systematisk

at blive overgivet samme skæbne som millioner af andre afvigere,

særdeleshed skizofreni.

således som depressionens indre jødeudryddelse

nogle årtier efter ramte digteren.

Ofte hører man ved højtidelige lejligheder vigtigheden af at huske

betonet. Dertil har jeg at sige, at vi nødvendigvis som mennesker

må glemme. Og når vi ved højtidelige lejligheder kan betone

vigtigheden af at huske, er det udelukkende, fordi vi blot nødtørftigt

har glemt smerten ved at huske.

Således er glemsel, eller glemsomhed som i Bibelen ofte regnes

for en synd mod Gud, en konstant nødvendighed, og vort

velbefindende afhængigt af, hvor godt bevidstheden formår at

glemme selve fortrængningens kunst. Altså at glemme, at vi har

glemt, ved højtidelige lejligheder altså også kaldet at huske.

Når vi så faktisk til stor skade husker, er det netop således fordi

vi glemmer at huske at glemme. Dette er beklageligvis at huske.

Eller sagt på en anden måde; at huske er samtidig at huske på,

at det, der siges aldrig at måtte ske igen, sker hver evig eneste

dag, ja, endog i selve det øjeblik ordene falder.

Da griber den kolde nat os endeløst om hjertet og tynger det mod

jorden. Det er som med den pige, der lå spændt fast til sin seng,

som den evigt selv samme pige jeg gik forbi forleden. Jeg ville

have sværget på, at det var Maria, ja, jeg tror det var hende. Men

hun havde et udtryk i ansigtet, som var hun besat af dæmoner. En

mimik jeg uheldigvis først siden forstod at dechifrere, hvad det dog

næppe i al evighed er givet nogen læge at kunne gøre. Jeg blev

grebet, først af rædsel, dernæst af medlidenhed.

Alligevel gik jeg blot forbi hende som en søvngænger. Som det

hedder sig, når man undslår sig sin pligt, jeg kendte hende jo ikke.

Det var aften, og månen var fremme. Månesyge. Det var med

månen som med denne Maria; hvad der drog mig mod hende, var

den selv samme sygdom, som flød i mit blod. Således da tragedien.

På dette problem er lovsangen, som i perleportens forgård, blot en

midlertidig lindring, og begejstringen over denne fordamper med

tiden ligesom alle andre følelser. Jeg græder ikke herover lige så

lidt som at begejstres, men erstatter dette savn med en slags

skæbnetro forbøn, en lige dele frydefuld og frygtelig amor fati, for

derigennem at nå mit medmenneske i tankerne. Og dog vil jeg

aldrig nå Maria, udover gennem anfægtelse.

Senere på aftenen blev jeg grebet af en sær digterisk lidenskab

og følelse, og jeg bad således til Jesus om at gå i forbøn hos

faderen. Og han måtte lægge øre til nogle pinefulde anfægtelser

og en bizar, men øjensynligt varslende bøn om ikke at få samme

skæbne som Maria. Jeg vidste knap hvad jeg selv sagde. Jeg

glemte alle forbehold, som havde jeg set blod naglet fast om livet

på hende, som talte ti digteres tunger i munden på hinanden. Og de

bad Jesus om i nåde at række hende en bryllupsdragt for Gud, at

lade hende være elskovs brud, for ved kødet at drive dæmonerne

ud. Men som en rapper i febersyner tog det ene rim det næste:

’Å, jeg ønsker mig blot denne min eneste begæring/ for ved kødet

er Maria Lucifer i forklædning/ fortab mig for hende i forfærdelige

anfægtelser/ Jesus, om blot mit sind var en anfægtets, der/ kun i

egen krop følte blodsbrådne kar/ Men nej, hendes lidelse har for

frelsen intet mål/ din brændoffers far var selv ilden i mængdens

bål/ ja, Jesus, af engle lokkes hun mod Helvede/ sig mig, jeg lyver,

intet af mig selv ved/ sig, jeg tager fejl. Å, min elskede…’

Således som denne genealogi er mit forhold til Maria. Først noget

jeg med smerte måtte huske. Derefter noget jeg blev nødt til at

glemme, og nu noget jeg på ingen måde kan glemme. Nogenlunde

på samme måde som holocaust.

Fortrængning af virkeligheden synes udmærket at korrespondere

med den trosivrige hævdelse af historien som en formålsbestemt

bevægelse mod verdens ende. Mod krig og mod dom over den

enkelte besatte sjæl, om end dommen selv kræver de manges blod.

Hvor vi blot finder en korporlig nummerering af døde kroppe som et

led i en given Guds frelseplaner, synes dét at glemme holocaust,

altså førstnævnte fortrængning, en nødvendig nådegave. I hvert

fald for det sind, der med rette anfægtes af det meningsløse offer

af sjælen hos den enkelte, såvel som af blodet hos de mange. Og

ve den, der ikke blot anfægtes af holocaust, men tillige anfægter

fortrængningens nådegave. Netop han vil allerede i nat smage

holocaust på sjæl og krop. Kun som digter vil han kunne undgå

denne skæbnes rædsel. Således kan jeg som digter både vælge

at opdigte den meningsløse døds martyrium, såvel som jeg kan

vælge at frasige mig den. Således med denne Maria, med blodet

spændt fast om livet; Maria, som jeg blot passerede, idet jeg

undslog mig min pligt, som det hed: ’jeg kendte hende jo ikke’.

Nuvel, hvis det hedder sig, at jeg ikke kender Maria, så kender jeg

så sandelig heller ikke holocaust.

Å, jo, jeg kender hende…

LILLEJULEAFTEN PÅ NØRREBRO Kl. 20.30

På gåtur op langs Nørrebrogades silende flodbred en mørk

og regnvejrstung lillejuleaften, hvor enhver uidentificerbar

afkrog under vandbreddens skvulpende affaldsrester syntes

at stinke af øl og hash –

Plaget af et besynderligt klarsyn på vej ud, da jeg gik forbi

pølsevognen ved Nørrebros Runddel. Decemberkulden

havde sat sig i mine elskede københavnere, og som på en

ø midt i flodens trafik, som en fakkel i mørket, lyste

pølsedamen op i en grimasse, som fik mig til at gyse.

Et ansigt netop så hæsligt, som man kun ville kunne finde

det i Berlins undergrundsbaneforgreninger, hvis man så

rigtig godt efter. Det var et ansigt så privat i sin traurigkeit,

at jeg tænkte, jeg ved at fotografere denne scene ville fange

livets grusomhed med et enkelt skud så rent og klart.

Og dog vidste jeg jo godt, at hele dette sceneri fandt sted

i mit eget hoved. Jeg vidste så godt som nogen, at hun ville

være glemt det øjeblik, jeg fjernede blikket, men ligeledes,

og dette var det værste, ville forfølge mig resten af aftenen

og, i andre klædninger, resten af livet.

Undlod jeg at nedskrive den slags oplevelser, ville jeg måske

kunne fortrænge dem, men da ville jeg ingen digter være:

At købe forstanden tilbage gennem syndsforladelse ville

være i strid med pølsedamens ansigtsudtryk i dette

splitsekund af lys i mørket.

Eller ville det?

Pludselig slog det mig: Sådan, skvulpende en mørk aften på

en lille bod langs flodens opkast, sådan tænkte jeg mig Gud.

Om end blot for et øjeblik, og kun et øjeblik, forstod jeg

syndsforladelsens nødvendighed.

Jeg, der altid har nægtet den. Ikke fordi syndsforladelsen i

princippet for mig var en umulighed, men fordi den ikke var

ønskelig. Jeg nægtede principielt at betale for en vare i

åndelig mønt uden at have forbrudt mig mod nogen, jeg var

så at sige uskyldig overfor en anklage, jeg end ikke forstod.

Alligevel, plejede jeg bittert at tænke, skulle jeg ikke vente

mig noget tiltalefrafald: de frelstes salighed fuldendes som

bekendt først, når de ser syndernes pinsel.

Sådan havde jeg altid tænkt, og vil nok altid tænke sådan,

bortset fra dette moment, hvor jeg blev grebet af

medlidenhed – med Gud, som stod her ved verdens afgrund,

indpakket i sit pølseskinds hæslighed. Smerten bibragte mig

ikke nogen form for tilfredsstillelse, og som med ét ønskede

jeg inderligt at bede pølsedamen om forladelse, som havde

jeg gang efter gang købt pølser her uden at betale. Men jeg

havde jo aldrig købt hos hende før, ja, jeg havde knap nok

lagt mærke til hendes tilstedeværelse overhovedet. Tanken

lammede mig og min handlekraft.

Få øjeblikke gik som år, da jeg stivnede helt ved synet af

pølseboden, for nu begyndte den at synke stadigt længere

og længere nedad mod Nørrebrogades bund. Lyset fra

pølsebodens fakkel slukkedes nu sekund for sekund, mens

pølsedamens blik bedende, og uden tegn på anklage,

syntes at fæstne sig ved min ubevægelighed. Blot et

øjeblik efter havde floden slugt hende, og alt syntes

uforandret.

Min lammelse forsvandt lidt efter lidt, og jeg så mig omkring,

rystende som et espeløv. Stadig skvulpede vandet ved

flodens bred af affald og opkast. Og allerede på vejen tilbage

overbeviste jeg mig selv om, at der aldrig havde været nogen

pølsebod ved Nørrebros Runddel.

Og jeg vendte hovedet bort i lede, da jeg gik forbi næste

pølsevogn, der hvor vandet forgrenede sig og en morgen

begyndte.

Indtil næste nat kommer.

TV-AVISEN Kl. 21.00

I dette indslag tegner vi et portræt af

Synet om Babylon nogle år fremme i tiden,

Saddam Hussein, og det liv han fører

hvis Guds sande profet var Johannes:

for at opretholde sit diktatoriske regime:

I 25 år har han regeret med frygt og terror.

Jeg så et andet dyr komme op af jorden; det

Men han lever også selv i evig frygt. Derfor

havde to horn som et lam, men talte som en

omgiver han sig med en livvagt på 15.000

drage. Det udøver hele det første dyrs magt

mand, der ledes af hans yngste søn. I 2 år

for dets øjne; det gør store tegn, så det endog

har han ikke vist sig offentligt. De ser ham

får ild til at falde fra himlen ned på jorden for

kun på TV i optagelser fra ét af en halv

øjnene af menneskene. Og det fik givet at

snes identiske og sikre konferencelokaler,

blæse livsånde i dyrets billede, så dyrets billede

så ingen kan vide, hvor det bliver optaget.

også kunne tale og få alle dem dræbt, der ikke

Hvert af hans 20 paladser er fuldt bemandet,

vil tilbede dyrets billede. Det får alle, store og

og hver dag bliver 3 måltider tilberedt til ham

små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte

i hvert palads, for til sidste minut skal ingen

et mærke på deres højre hånd eller deres

vide, hvor han spiser. Og han har dobbelt-

pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen

gængere; en snes vellignende statister, der

den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller

er forbedret med plastickirurgi, så ingen kan

dets navns tal. Her kræves der visdom! Den,

vide, hvem han er. Han sover aldrig i sine

der har forstand, må regne på dyrets tal, for

20 forgyldte paladser, men lever i frygt som

det er et mennesketal. Dets tal er 666.

dyret i Åbenbaringen. Men der vil komme …

--------------------------------------------- ufuldendt ---------------------------------------- (ed.)

JULEEVANGELIET – DANSK EROTISK OG TELEPATISK REALITY SHOW Kl. 23.30

– THIS SHOW IS PRESENTED HERE WITH A TRIO OF ILLUSTRATED TRUE STORIES PACKED WITH BEHIND-THE-SCENES INFORMATION!

Å, Maria, jo: som

en fange i dit hjerte

undslap jeg i nat;

ordet foruden havde

dine læbers tale

perleporten forladt.

Øjeblikket efter

du lukkede dig

om min længsel,

å, Maria, undslap

jeg i nat din

krops fængsel

- T. Lykkegaard

FOROMTALE AF JULEEVANGELIET

I denne aftenens sidste transmission, vores erotiske og telepatiske reality show, tænkes der noget, der er sagt og sikkert også tænkt før i løbet af dagens sendeflade. Det er nemlig sætningen: at det kunne have været anderledes.

Det vil sige, for det første, at da enhver erindring i sagens natur er et spørgsmål om fortolkning, vil det erindrede altid kunne have været anderledes. Men for det andet betyder det, at ikke blot fortiden er et spørgsmål om fortolkning; heller ikke nutiden er os givet som en sikker kendsgerning. En given fortolkning i bevidstheden kan kun stå i modsætning til en anden fortolkning, men ikke til en faktuel sædvane, idet denne sædvane, som ligeledes normalitet, ikke eksisterer, eller i hvert fald ikke kan underkastes en definition. Vi bliver bildt ind gang på gang, at en sådan sædvane kaldet normalitet står i modsætning til afvigelse, men sædvanen er blot enten et nihil, et vakuum, eller en afvigelse fra afvigelsen, så at sige. Således burde jeg måske have skrevet, at det nødvendigvis har været anderledes, idet det altså ikke kunne have været andet. Men et sådan udsagn er jo nonsens, da vi altid efterfølgende vil spørge: anderledes fra hvad? Når vi taler lader vi altså noget være givet, om ikke andet de lyde vi kalder ord, og ender så hvor jeg nu er. Nemlig med at konkludere, at dog noget tages for givet, uretmæssigt eller ej. Og altså efterfølgende, at gives der virkelig et sådan vedtaget faktum, gives der tillige nødvendigvis følelsen: at det kunne have været anderledes.

Nogle gange kan jeg om livet tænke: det er mærkeligt, at man finder sig i det, sådan uden videre, uden protester eller indsigelser. I det hele taget at ingen, overhovedet ingen, tager til genmæle. Det er i sådanne tilfælde at følelsen: at det kunne have været anderledes, får mening. Med protesten må vi nemlig spørge: protestere over eller imod hvad? Og tillige: til hvem? Disse spørgsmål er, netop af hensyn til den givne sædvanes eventuelle uretmæssighed, altså hvis virkelig intet kan tages for givet, ubesvarlige. Af samme årsag er vi som svin i kreaturvogne på vej til slagtning; alle ved vel nok hvad der skal ske, men da der intet tænkeligt alternativ findes, eller rettere, da enhver protest er en slags eksistentiel tautologi, som en slange der bogstavelig talt fortærer sin egen hale, protesterer vi ikke. Blot så meget mere befriende og berusende bliver da følelsen: at det kunne have været anderledes. Der kunne have været en mulighed for protest.

God fornøjelse!

Længe efter at det er gået op for ham, hvor

lidenskabeligt hun, med ordet som en åben

lue Som jeg har læst det i Højsangen; kærlighed

er stærk som døden, dens gløder er brændende

glød, dens lue er Herrens lue

elsker Jesus, har han og hun bestemt

sig for at holde juleaften

Hvad vi hver for sig i dagene, aftenerne og

nætterne op til da, har troet ville ske

hos hende. I hvert fald mødes de, fulde af en

ætsende blanding af frygt og forventning, i

er det langt ud over digtets, og tillige mine

digteriske evners, muligheder og hensigt at

beskrive

hendes lejlighed i et for offentligheden fjernt

og glemt hjørne af Nørrebro. Og da de først

er mødtes, opstår mellem dem en spænding,

som i løbet af aftenen skal slå over

Ikke at vi skændtes eller skændes

i åben konflikt

men hun ønsker denne aften, af kærlighed til

sjælen føler hun vel, intet andet end at vinde

mig for Jesu kærlighed

Samtidig har han hele dagen vidst dette, og

har besluttet sig for som i en inderlig og dybfølt, men bestemt trods

at afvise hendes tros begærlighed, idet den

som en ild for ham synes at true med at brænde

hans sjæl op at brænde op alt, hvad jeg ejer i mig af tiltro til

elskovs gave, for udelukkende at reservere

denne tiltro til Gud. Ikke blot til Jesus, men til

Faderen

For han ved jo, at hun, med hele sin sjæls ildhu,

deltager i Guds lovsang i Faderhuset i

perleportens indre, med en kreds af Guds børn

for hvem den elskov vi har delt de få gange,

har været hor og har været at sidestille med

drab

der umærkeligt syntes at have tilbageholdt netop

hans kærtegn, mærkeligt nok, af angst, en stadigt

voksende angst for hendes sitrende kærlighed

Da de sent på aftenen, på hendes foranledning,

beder sammen, forlader, som i flugt, alt mod

hans bløde sind Pludselig, pludselig gribes jeg af rædsel for min

elskede. Som voksede der hjørnetænder i

hendes mund

som var ethvert af hendes bedende ord

besværgelser fra en heks i forklædning

som afklædte heksen sig sin ham i et langsomt

og frygteligt skue

I ethvert ord, i ethvert ønsket kærtegn,

gennemsyres hans krop nu af den forvandling

hans elskede synes at gennemgå lige foran

hans vantro øjne

Og hun begynder at tale til ham og at tale til

ham med ord, der har været længe ventet og

frygtet Men jeg hører ikke hendes ord, jeg kan ikke

høre dem af blot og bar rædsel

Udelukkende forsøger han at gribe efter den

beroligende stemme i sit hoved, som han

plejer at kunne høre i rolige stunder. Men

Jeg hører blot hendes stemme, og selvom jeg ikke

han kan ikke finde den

kan koncentrere mig om, hvad hun siger, hører jeg i

mit indre blot hendes, og ikke min egen stemme. Blot

hendes, og ikke blød og kærlig, som den engang var,

men skærende og forvrænget. Men jeg hører mere

min egen rædsel, end hvad hun egentlig, ord for ord,

Hun taler, udenfor hans hoved, så blødt og

siger…

salvelsesfuldt som hun kan, men mærker mere

og mere hans fravær. Uden at hun ønsker det,

Hun – eller er det evangelisten – begynder at tale

som skete det langsomt og glidende

om Jesu ord til Nikodemus, der spurgte, som var det

fra sekund til sekund, minut over minut,

mig, om man da skal genfødes af moders skød. I

bliver hendes stemme hård

virkeligheden kan jeg ikke skelne, hvad hun siger,

fra hvad jeg tænker, så at sige, og hvad der er tanker

fra hvad der er lyd

’For vi må altid have hans slutningsord i

tankerne, at det er skrevet, for at vi skal tro, at

Jesus er Kristus, Guds søn, og for at vi, når

vi tror, skal have livet i hans navn’

Men vores liv, hvad med vores liv, begynder en svag

stemme i mit indre at bæve. Alt hvad hun siger, er som

med tanke for senere begivenheder. Natten. Korset

og døden

’Thi således elskede Gud verden, at han gav

sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror

på ham, ikke skal fortabes, men have evigt

liv’ Ord, der fortjener at skrives med gyldne bogstaver,

siges det så, ikke på papir, men i hjertet, for det er

ord, siges der, der kan gøre en bedrøvet glad, en død

levende…thi det var forud for verden, forud for vores

liv…

’Thi Gud sendte ikke sin Søn til verden, for

at dømme verden, men for at verden skal

frelses ved ham’ Kunne ordets dom ikke være overgivet os, vores liv,

begynder en bævende stemme igen, eller er jeg

’Den, som tror på ham, dømmes ikke; den, som

ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har

troet på Guds enbårne Søns navn’

allerede dømt? Mennesket fælder sin egen dom,

fortabelsens dom, siges det

’Og dette er dommen, at lyset er kommet til

verden, og menneskene elskede mørket mere

end lyset; thi deres gerninger var onde’

Ikke senere, ikke hinsides, men her og nu i

bevidstheden om den domshandling vi udfører over

os selv; dommen er indbygget i os, i vores tro eller

vantro

’Thi enhver, som øver ondt, hader lyset og

kommer ikke til lyset, for at hans gerninger

ikke skal afsløres’ Igen vækkes i mine tanker den bævende stemme;

lyssky gerninger gør os selv lyssky…er jeg da

lyssky, når jeg tænker? Er min tanke da lyssky,

når den tænkes?

’Men den, som gør sandheden, kommer til

lyset, for at det må blive åbenbart, at hans

Er jeg da Nikodemus, hun taler til? Som blev

gerninger er gjort i Gud’

svaret, da han ville fødes af moders skød, at det

var af Ånden, han skulle fødes. Som ville han

måske, som mig, søge en vej væk, ud af livmorhalsen

og ned ad skedeåbningen. Ud af perleporten…

Men nej. Der sigtes til et liv uden begyndelse og

’Hermed, kæreste, er der ikke givet os en

ende, fordi det er et evigt liv i Gud gjort i Gud

forklaring på, hvem der frelses og hvem ikke

Gud alene ved, om der er sandhed i

hjertedybet hos et menneske. Men vil du

gøre sandheden? Vil du ind i lyset?’

Hvor rædselsvækkende; et liv uden begyndelse og

ende, tænkte jeg vemodigt og lidt trodsigt, da mit

hidtil bøjede ansigt langsomt så op. Og så hende,

stift og ubøjeligt stirre mig ind i ansigtet, med øjne

der strålede af slet tøjlet vrede, ja, raseri

Da sker der pludselig noget. Han, der har

kæmpet en skånselsløs kamp, for at holde

igen, begynder at græde. Først stille og

forsagt, dernæst højt og nærmest hulkende

Og som i glimt bag snot og tårer, ser jeg hende stivne

Jeg ser ikke nogen som helst heks, men en

forskrækket, ja, pludselig forstenet, pige på et par og

tyve år. For første gang, da jeg ser hende i øjnene, ja,

for første gang ser overhovedet nogen frygten i hendes

blik

Nu sker det, som på skæbnens uforsonlige

og ubøjelige, men tillige ubøjeligt

nødvendige ordre Og jeg væmmes ved alle de kærtegn, jeg så inderligt

at hun forsigtigt og lidt famlende begynder

har givet hende. Jeg føler, jeg til fulde forråder

at kærtegne hans øre og forgrædte ansigt

kærligheden, ja, at jeg gør det i dobbelt forstand

Og som aftenen udvikler sig, ender begge

med at bedyre deres kærlighed uden ord,

med blot det ene gensidige løfte, hvisket

af ren og skær angst for hende, som tillod rædslen

ingen anden udvej

fra begge parter, at denne elskovs nat

bliver den sidste Ikke kun har jeg forledt Maria til hor, trods hendes

hjertes løfte, dette som helvedesprofeterne inde bag

perleporten har brændt ind i Marias sind, er at

sidestille med drab, men tillige har jeg, modsat Maria,

forstilt mig

For ham er dette nødvendigt, tænker Maria

højt, for ham må de elske og sove sammen,

Det hjertes løfte Maria har brudt, har hun brudt ene og

alene af kærlighed til mig,

for derefter endegyldigt at forlade

hinanden og jeg har blot kunnet svare med at forstille mig. Jeg

er, modsat Marias udsagte, og dog smerteligt

anfægtede, men udtrykkelige nærvær,

Men stadig, som det nærmer sig midnat,

ikke nærværende i mine kærtegn.

har angsten til stadighed taget kontrol over

hans hjerte, Hvor hun har givet langt mere af sin sjæl, end hun selv

ejer, og har gjort det uden at måtte det, vil jeg natten

igennem fornægte hende min

som han selv som en lille dreng er flygtet

fra, for at tage sin sidste tilflugt i Marias

skød Hvor hun, i kærlighed til mig, bevidst har måttet spotte

sin Gud

som havde alle andre følelser forladt hans

spinkle krop, der udelukkende blind adlyder

skæbnens uudsagte ordrer

og bryde hvert bud i loven, idet hun har brudt blot ét, har

min angst nægtet hende mit hjerte.

Han kæler for Maria, men de kys og kærtegn

han giver, forekommer ham

hun mærker det ikke, hun mærker det ikke

underligt mekaniske, selvom han anstrenger

sig alt det, han kan hykler!

Maria kigger på ham med et mærkeligt og

ubestemmeligt ja, netop, mærkeligt og ubestemmeligt

smil, og han havde følt sig underligt forlegen

ved at stå nøgen, hvis ikke det var for den

rene og skære følelse af rædsel

de ulvetænder, hvad vil de…?

’Læg dig ned på ryggen’.

Han lægger sig ned på sengen med armene

strakt ud til siden som skulle jeg korsfæstes

En underligt skrækindjagende følelse af sær

nydelse gennemstrømmer ham, da hun også …Og han opløftede sine øjne mod

også har klædt sig nøgen og begynder at Himmelen og sagde: ”Fader! timen er

kærtegne hans køn. kommet; herliggør din Søn, så Sønnen

for fanden, bare den nu vil stå ordentligt, bare jeg ikke

havde taget al den.... Rivotril

Hun har sat sig på knæene, bøjet kan herliggøre dig…

…jo…

sig ned og lukket sine læber om glansen

de fandens hugtænder

Du har jo givet ham magt over alt kød,

for at han kan give evigt liv til alle dem,

Jeg prøver at tænke på noget andet, lige

som du har givet ham

meget hvad; hvad hun nu end har fortalt mig, den

første salme, som havde grebet

hende, hvad var det nu ”Hvor er det godt at lande i Himlens

søde favn…”

Han ryster af skræk, men behersker sig og

får i sine tanker en underligt stærk, men

velgørende følelse, som bryder hjertet ”Hvor er det sødt at smage, hvad huset

gennem hans hoved, for derved at frelse ham der formår! O herlighed, som ingen ved

for pinen. At det kunne have været før han de søde grænser når…”

anderledes. En følelse der dog også kræver

beherskelse, for ikke igen at blotte sig for

disse ulvetænder og bryde ud i gråd

Pludselig rammer også en anden tanke ham,

en tanke der synes at komme et helt andet

sted fra; hvad smager han af?

af nåde, sandhed og kærlighed?

Tanken rammer ham, som kom den udefra,

fra et andet sted; en anden lejlighed i

myriaden af lejligheder denne aften på Indre

Nørrebro?

Sker der noget med en art idiosynkratisk Og dette er det evige liv, at de kender dig,

lighed et sted på brokvarteret i dette øjeblik? den eneste sande Gud, og ham, som du

Han ved ikke hvorfra denne tanke kommer, og har sendt, Jesus Kristus

bliver også afledt fra al den slags tanker, da

Maria går fra at slikke glansen til med

stødende bevægelser at bevæge hele

mundhulen frem og tilbage på

å ja, hvad ville en kristen kalde den tingest, den der

smager af nåde, sandhed og kærlighed?

hans erigerede lem, mens alskens

blasfemiske tanker flyver gennem hans hoved,

pludseligt afledt af en isnende tanke, der

rammer ham under en stadigt stigende

blanding af ophidselse, hivende åndedræt og

angst. voldtægt Jeg har herliggjort dig på jorden ved at

Hendes gryntende smaskelyde bliver afledt fuldføre den gerning, du har givet mig

af en besynderlig tanke at gøre

en kvinde kan da ikke voldtage en mand?

Og dog

Rædslen tager til hvad med den udsendelse i radioen, hvor de havde

diskuteret uagtsom voldtægt; at et menneske kunne

voldtage et andet uden

Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig

at være sig det bevidst

men ligeledes gør en tung og efterhånden selv med den herlighed, jeg havde hos

stønnende vejrtrækning dig, før verden blev til…

uden at være sig det bevidst. Uden at ville være…

Når elskov i skæbnestunden udløses af kødet

og udløses som en tyv i natten, som det står

skrevet; det nærmer sig…Å, blot det ikke var sådan, blot alt

i det sidste øjeblik, der dem sammen er givet

var anderledes, blot alt dog var anderledes…det

skal en mand og en kvinde ligge på et leje og

elske; den ene skal kunne godt have været anderledes…Det Kunne

tages med og den anden lades tilbage. Den

af dem, som giver sit liv bort i elskovs akt

skal vinde det; Have Været Anderledes…det…kunne have…have…

og den som søger at bjærge det i elskovs

magt, skal miste det have været…anderledes…

Men hvem er hvem?...ja, hvem er hvem?

Hun kryber søvnigt i nattøjet, mens han

ligger sammenkrøbet og stirrer ud af vinduet,

langt ud, langt væk

Et andet sted. Fellatio. Et kys, der smagte

af nåde, sandhed og kærlighed

Fy, for satan!

De få ord, hvis der var nogle, var prosaiske

og knappe, om end ikke uden en vis bizar

ømhed. Og han ligger stadig og stirrer ud

af vinduet, da han hører Maria falde i søvn

med et tungt åndedræt. Kort efter falder

han selv i søvn Anafranilerne oven på toiletskabet…ja…tænk, et ord,

der ingenting betyder…et ord, der kan betyde hvad

som helst…Anafranil…

Men han sover kun en kort stund, det er

i hvert fald mørkt som ind i helvede

da han vågner

Anafranil, den er stensikker…

Han lister med tøjet i hænderne ud mod

toilettet, og låser døren bag sig. Om lidt

vil han have slugt flere måneders

arsenal af psykofarmaka, deriblandt

…den er stensikker…

to glas med Anafranil, han finder et ekstra,

foruden det, der stod oven på toiletskabet

hun har sikkert lagt dem til mig, reserveret dem lige til

denne stund. Stensikkert…

Han sluger samtlige piller med et

underligt, allerede lidt fremmed smil

Klæder sig rører hun sig derinde, jeg synes jeg, nej, det er bare…

forsigtig, for helvede

musestille på, lukker sig ud og forlader

i al forsigtighed lejligheden

Går ganske varsomt ned ad de få trin

fra stuen og ud på gaden

jeg er fri, jeg er fri! Som har jeg allerede forladt livet,

som er døden allerede blevet en vane…

Han begynder en rastløs vandring, …Det er fuldbragt!”

hvorunder hans bevidsthed gradvis

sløres, og benene mere og mere

slæbende tager retning af…

…ET EFTERORD (1)

Hvis du elsker livet

sandelig, sandelig

så elsker du, trods at,

siger jeg jer:

det gælder livets ord

hvis hvedekornet ikke

er andet end en metafor, og ikke

falder i jorden og dør,

spirer dit digt ikke af livets frø, og da

bliver det kun

dit liv og din kære afkrævet, at leve af

det ene korn;

bogstav for bogstav, brugt op af ord,

men hvis det dør

i digterspirens evigt frodige jord

bærer det

et digt, der flyder af livets frø

mange fold

alene ved nok en gang at dø

…ET EFTERORD (2)

Hvis du elsker livet

sandelig, sandelig

så elsker du, trods at,

siger jeg jer:

det gælder livets ord

hvis hvedekornet ikke

er andet end en metafor, og ikke

falder i jorden og dør,

spirer dit digt ikke af livets frø, og da

bliver det kun

dit liv og dig afkrævet, at leve af

det ene korn;

bogstav for bogstav, brugt op af ord,

men hvis det dør

i digterspirens evigt nærende jord

bærer det

et digt, der besejrer dødens frø

mange fold

ved blot én gang at dø

GODNAT Kl. 01.00-01.10

Jeg kan ikke forklare

Lad digteren besvare

hvad det er, som jeg ikke forstår

hvad end jeg ikke selv formår

og ligeledes ikke forstå

for derved at formå

hvad det er, jeg ikke kan forklare

så meget desto mere at erfare

når digtet går på hæld.

uforståeligheden selv.

THE END…