Når to bliver lig én

 

som var der en grund til

at lighed næsten, og netop kun næsten

rimer helt på frihed

 

som var der en grund til

at lighedens første stavelse siges som

med en smule mere langsommelighed

ja, let drævende, mens friheden lige

har den ekstra fart, der

overhaler ligheden, ikke i lighed

men i frihed

 

for aktiekurser skal der nok være en

sådan grund

 

men hvad kærligheden angår

er det blot, som om der var en grund

som kærligheden for længst har glemt

når den i lighed med sig selv

ikke blot gør summen af to lig en

men også, med en vis digterisk frihed

hjertens gerne lader ligelighed

      to mennesker iblandt,

                         helt lig med

digtets eget væsen, rime på den

 egentligt eneste udtryksfrihed

som tungen, når den kan,

                         bør stå ved