ALENE ER DU KOMMET...

du minder mig om et digt, jeg engang har kendt, før jeg blev  
til/ den gåde, jeg er/ før jeg blev til i verden, og før verden  
blev til i mig

digtets vidnesbyrd, du og jeg, så jorden som helt omspændt  
af et mørke, hvor drømmen vækkede virkeligheden, som  
tyven hin nat

du husker det, ikke sandt?

nej, og dog er det netop dig, der minder mig om det,  
for jeg husker fra den drøm, der gik forud for al tid, dine  
kærtegn/ å, som fakler af øjeblikke langs evighedens  
mørke og blodplettede vej, først mod livmoder og fødeegn,  
og efter nærværende stund,  
mod digtet, der i drømmen skal føde dens fylde, som med   
vækkelsens virke i natten venter sig - hvis drømmen                               
forud for mig, blev undfanget i lidenskabs lyst og leg, og
forud for tid, blev drømt af en digters formfulde streg –  

var digtet i kødet ikke dig?

som var min ordenes dans formuleret af dine kærtegn, som  
havde digtet, bestemt på forhånd, formuleret en drøm, der  
var til før mig

var til før mig, og ikke i mig/ som det digt, jeg ville skrive, der  
da løste én gåde/ én verden af stene, et digt af nåde mig  
kom til alene