Å, AT VÆRE MENNESKE

Å, at være et menneske,  
der er mennesket fremmed
som ikke ved, at intet hjerte banker  
ene, og som heller ikke vil vide af det
det er endog ret så mange og så tilsvarende  
mange hjerter, der kun vil vide af, alene at banke  
eller slet ikke banke
at ville være mennesket fremmed, at ville være sig  
selv fremmed eller slet ikke ville være
å, at være menneske blandt mennesker, en kæde i  
slægtens led af skæbner, der slet ikke ønskede at være  
mennesker, men drømte om et system, der producerede
lykke af komponenter, der slet ikke vidste af lykke, ja,  
ikke ville vide af lykke, for så meget desto bedre at kunne
berede vejen til lykken med pinsel og afsavn
altid på grund af et tandhjul, der sad forkert og spærrede
vejen mod at være, ikke menneske, men det blotte middel
mod målet: at befri sig fra menneskets klædedragt, og
finde, at huden klæbede til kroppen, som en appelsinskræl
til frugtkødet. Hvad gør man? Man flår skrællen af, finder
her hæslighed, kalder det skønhed og skriver et digt om det
å, at være et menneske og skrive et digt, der er mennesket  
fremmed, og dog det fremmede menneske bekendt
å, og alle I, som ved besked, så gør dog det eneste, der   
er at gøre, som I alle ved
ikke blot at nægte sig at være, og endog heller ikke  
at være uden at ville, men at  v i l l e  v æ r e
menneske