At være fremmed

Jeg ved ikke, hvor jeg er
og jeg kan ikke huske
hvad jeg flygtede fra
for at komme her

Bare jeg vidste, hvor du var
og vidste, at du  
var tryg og rolig
og intet skulle flygte fra

Men vi var begge på flugt
blandt andre, der
aldrig fandt hvile
andetsteds end hjertets suk

Jeg troede, jeg fandt dig
blandt tusinder af de
brolagte stier, som
jeg troede ledte mod mig

Og da jeg så endelig var
der, hvor vejen  
mod hvilen gik
så jeg, hvad du flygtede fra

Et ansigt, så ukendeligt mit
et ansigt jeg troede,
jeg kendte fra spejlet
og troede at have set så tit

Men det var en fremmed,
en skygge, skæbnen  
havde gemt i dig
forlist og intetsteds havnet

Imens var han flygtet til den dag
hvor han ikke længere  
havde noget at flygte fra
ikke engang flugtens behag