Autisten Tinas sang

År efter år samme mareridt eller drøm,
for jeg lærer måske aldrig at skelne.
Fra et skrig fæstnes bevidsthedens strøm
til et øjeblik af syner så sjældne.

En skytsånd der rører mit sovende sind,
ordløst hun åbner mit hjerte.
Jeg vækkes i mørket og skuer derind,
hvor ingen lod gæsten beværte.

En flygtning og datter af hellig Sct. Hans,
en blomst spærret inde i kød,
der plettes og stænkes af blod fra sin krans:
neuroleptisk forstad og død.

Jeg spørger min sjæl, om den lukkede hende ind,
men dørvogterne så hende ikke.
Jeg spørger til den sorg, som fyldte mit sind,
men svares med tavse blikke.

Da vil jeg ud, men idet jeg søger døren,
er vogterne blevet til sten.
Døren har låst sig og marekattens gøren
slugt nøglerne, én efter én.

Endelig vågner jeg og aner mig selv,
et pigeligt barn i en lænke.
Jeg ligger for et øjeblik, godt og vel,
gysende at høre mig tænke:

Vi vokser selv op af den frodige jord,
uafvidende vor egen skønhed,
men bliver fremmede i det hus vi bebor,
en gåde blot børn er forløst ved.

En hemmelighed er og forbliver vi,
hvor ingen kender svaret,
en dødelig sygdom, der varer ved, og i
al voksenliv har varet.